|
Ja så er
vi her igen, gamle jas, og lad mig bare være ærlig og sige at
det allerede har været en travl aften. Forbandet travl. Som
stamværtshus har man sine stamgæster, det ligger i sagens
natur. Folk kommer og går, og nogle folk kommer og går så
flere gange, og bliver kendte ansigter, og når de kommer
og går tilstrækkelig mange gange, bliver de så til
gammelkendte ansigter med egentlige personligheder og navne. Den
slags kan man kalde at opbygge menneskelige relationer, kan man
også kalde det at få tiden til at gå med et eller andet, eller
hvis man skal være virkelig højtravende, kan man måske svinge
den hen imod at oparbejde en synergieffekt.
En
sådan synergieffekt er fx. ham der sidder og sutter i sit glas
derhenne i hjørnet. Jo jo, det er såmænd Skæve Thorvald, og
fred være med det. For som han sidder der nu med vemodige og
søvnige øjne, syder han af en idyl som ville gøre en kølig
danskvand misundelig.
Men
tro mig, kære læser, sådan var det ikke for et timer siden. Da
Holmstrøm og jeg ankom, stod han udenfor og flåede i
døren.
"Hvor er ham Smølle?", galpede han overstadigt. Jeg
tog et fast greb i Holmstrøms halsbånd, mens jeg stille
forklarede ham, at min gode medvært ikke ville indfinde i aften.
Simpelthen fordi vagten var min, og hvis han ellers gad flytte
sig lidt, så ville jeg åbne biksen. Som det var min
opgave.
Nuvel,
omsider kom så vi indenfor som en anden skinhellig treenighed,
jeg hovedrystende og høfligt nikkende, Thorvald bralrende om
landshold og landskampen i aftes, og Holmstrøm gøende og
gispende efter den indpakkede kødluns som Thorvald slæbte på
under armen.
(Jamen,
så læs da for pokker selv Thorvalds galperi)
Efterhånden
faldt der nogenlunde ro over gemytterne, og selvom jeg egentlig
besluttede at jeg ikke gad at blande mig synderligt i Thorvalds
personlige udfoldelser, så indrømmer jeg, at jeg heller ikke
har været helt upåvirket af de sidste dages landskampe.
En
ting er at disse landskamppauser forekommer irriterende lange,
fordi man fra UEFA-side har valgt at placere kampene i parvise
runder. Det kan formodentlig sagtens forsvares, især af diverse
landstrænere, men for os dedikerede klubfolk så betyder det
egentlig kun nogle tunge sæsonafbræk, som selv i
træningsmæssig henseende - for klubberne - må blive lidt
trættende. I hvert fald for de klubber som må afgive en serie
spillere til de selvsamme landshold af diverse nationaliteter og
årgange. Og sådan er det efterhånden blevet i FC København. 3
til U-landsholdet, 1 til A-landsholdet, 1 til Norge, 1 til
Færøerne, 1 til Litauen og 1 til Sydafrika.
Når
det så oveni betyder at mindst én af disse vender tilbage til
klubben med en alvorlig skade, skal vi sige fiberskade, så er
det at man for alvor rynker brynene. Især når det er sket
adskillige gange før. Ja, jeg taler selvfølgelig om Todi, og
den kendsgerning at han endnu engang risikerer at få en
halvsæson spoleret, endda en særdeles lovende og løfterig
sådan, og dette blot fordi han er sin øgruppes absolutte
stjernespiller. Men Færøerne vil have sin helt i trøjen, og
man kan vel dårligt bebrejde dem, ej heller at Todi gerne
stiller sig til rådighed.
Dog
for dælen hvor gad man ikke høre det igen, da bulletinerne
tikkede ind lørdag aften, om at han var udgået med en skade i
øgruppens kamp mod Luxembourg. Derfor er det også passende og
særdeles oplagt at citere Holmstrøm,
altså ham den rigtige, da han et par dage efter udtalte til Ekstra Bladet:
"Når vi i FCK passer på ham, fordi vi ved, han er skrøbelig,
kan det ikke være rigtigt, han vender hjem fra landsholds-samlinger og ligner en,
der har deltaget i en grindefangst."
Nej,
fanden tage jer, Færøerne, nu må I sgu lære at behandle jeres
landsholdsspillere med samme nidkærhed som I higer over
bloktilskuddene fra den danske statskasse. Suverænitet eller ej!
Vores
eget landshold, med vores københavnske Niclas på et af de
yderste reservemandater, fortjener også et par kommentarer. I
samme forbindelse, dog med en mere positiv kobling. For tager man
den nationale klaphat (sic!) på, så kan man kun være tilfreds.
Eller mere end det. Trænerduoen, Morten Olsen og Michael
Laudrup, er ved at få genstøbt noget af den gamle 80er-ånd.
Lad mig blot være ærlig og sige, at det hold som jeg så spille
i Prag i aftes, sparkede så meget røv som vi ikke har gjort
siden Piontek-tiden. Det var en fornøjelse, og hvis Jon-hvor-er-min-forpulede-kanon ellers havde været mandfolk nok
i sine afslutninger, havde vi vundet over et af Europas bedste
mandskaber - i en kamp af meget høj klasse og som i format
sagtens kunne ligestilles og endda rangeres højere end kampen
Portugal-Holland som TV Danmark viste som forlængelse af vores
kamp.
Det virker som brikkerne stille og roligt er ved at falde på plads i
M&Ms nye 4-3-3 system. En Ebbe Sand i front, der tidligere
har lignet et hovedløst stykke fjerkræ i landsholdstrøjen,
funker bedre end nogensinde (de 3 kasser på Malta var i
virkeligheden blot et fuldbyrdet afdrag på gammel gæld).
Bessefar Heintze piler op og ned ad venstrekanten som en
hormonkåd elastik, Gravesen styrer midtbanen med en autoritet
som den Morten Olsen engang selv udstrålede fra sin gamle
libero-rolle. Det tegner spændende og meget lovende - og hvis vi
antager at et national mandskab skal være forbillede for den
type fodbold som vi ønsker her til lands, så er vi allerede
langt og godt på rette vej. I hvert fald mod det som jeg kan
lide. Væk er Retardo-tidens ultradefensiv, væk er Bosse-tidens
"sån är fotboll"-attitude. Vi er blevet spilstyrende,
vi er blevet boldførende, og med en offensiv her- kommer-vi stil.
Der er kommet en pæn sjat Portugal og Holland over det hele - og
vel egentlig ganske meget af det vi sukkede efter under sidste
EM-slutrunde. Man begynder at tro på dem nu.
Ja
tilgiv mig, kære læser, men dybest set har jeg faktisk haft
lyst til at bralre i kor med Thorvald i de sidste timer. På lige
dette punkt. Og nu kom det så ud. I samme åndedrag må jeg dog
sige, at jeg ikke bryder mig om Thorvalds fedteri hos Holmstrøm.
Jo jo, han har ligget og gnasket taknemmeligt på kødbenet det
meste af aftenen nu, henne under billedet af Heine Fernandez, men
jeg har faktisk været alvorligt bekymret for
ham i den sidste uge. Altså Holmstrøm.
Han har ikke helt været sig selv, der har sneget sig
en underlig rastløshed ind over hans sind. Forleden var den
faktisk så gal, at jeg besluttede at hive ham til dyrlægen.
Blot for en sikkerheds skyld. I dagevis snerrede han til højre
og venstre, blot for sekundet efter at kaste sig på ryggen med poterne
strittende i nærmest ynkelig selvmedlidenhed foran mig. Men
dyrlægens diagnose var simpel - alt var normalt. Kræet bærer
lidt præg af at færdes i temmelig røgfyldte miljøer, sagde
den hvidkitlede dame nede på Landbohøjskolen og så en anelse
misbilligende på mig, men ellers er han sund og rask. Jeg
insisterede og fortalte om Holmstrøms forandrede
adfærdsmønster, men mødte blot et skuldertræk. Det er nok
foråret, lød svaret. Hvilket forår, sneen vælter ned og selv
fortovsfliserne lider under permafrosten, råbte jeg, ingen kan
sgu blive inspireret til noget som helst i dette vejrlig, næ, hunden
har været mærkelig siden det med Solbakken skete. Endnu et
skuldertræk, kræet er sund og rask, blev det affærdigende
svar. Det hed sig ligefrem, at jeg tillagde ham for mange
menneskelige egenskaber.
Men så var det at jeg stirrede ind i Holmstrøms
bønfaldende våde øjne. På sekundet gik det op for mig.
Selvfølgelig. Der har været nogle inde i vores gård, herinde
bag vores stamværtshus. En fremmed bastard har pisset på
Holmstrøms - og dermed på vores domæne.
Jeg
fornemmede det selv, da jeg tog en runde ude i gården i går,
det som Holmstrøms følsomme næse havde opsnuset. Der stank
fælt af forstad, ja, kære læser, du kender den sikkert.
Akkurat den stank. Den er lidt for humorforladt og triviel og
mangler skarpheden, det lille ekstra krydderi der udgør
forskellen mellem et betonelement og en solid gammel husmur i et
solidt gammelt brokvarter. Og en eller anden fremmed køter havde
guddødeme været inde og runde gården med sine
territoriemarkerende sjatter, en køter som ikke hørte hjemme
her.
Alt i alt
måske et simpelt spørgsmål om hundepis, og om at mit pis
lugter bedre end dit. Men Holmstrøm er en følsom sjæl, og det
er jeg også i disse dage. Jeg skal ikke kunne sige om det har
været en bevidst provokation, her før søndagens kamp. Men den
har også gået mig på nerverne. Og det er det samme hver gang,
vi møder dem derude fra forstaden, man både glæder sig og
orker næsten ikke. Og nej, det er ikke bare en fodboldkamp.
Ingen skal bilde mig det ind. Det handler altid om meget mere.
Det er et spørgsmål om retten til at mobbe mandag morgen på
arbejdet, det er et spørgsmål om virkelig at føle sig oven på
- i hvert fald i den kommende uge. Og rent sportsligt er det
også - især den kommende søndag - et spørgsmål om at bevare
den tættest mulige kontakt med toppen i superligaen. Kort sagt,
kampen mellem os og Brøndby vil altid være det ypperste
prestigeopgør i dansk fodbold. Som Heine Fernandez sagde det i
gårsdagens Løvetime, på spørgsmålet om hvordan man så på
akkurat det opgør ude hos Lars Tyndskid: Jamen, man bliver jo
misundelig og vil skide gerne være med.
I
det hele taget er gårsdagens Løvetime med den skønne titel,
The Heine Fernandez Story, aldeles anbefalelsesværdig. Jeg sad
her i eftermiddags og gennemlyttede den - med en dags forsinkelse
- fra klubbens hjemmeside. Heine
er simpelthen for kølig, han er king of the hill. Hvis
jeg nogensinde har udtrykt en smule skepsis ved hans ankomst til
København, så angrer jeg bittert. Og undskylder af hele
hjertet. Han slår alt med sine 10 til 20 smøger om dagen,
ambitionen er selvfølgelig at skære ned til de 10, og hele sin
totalt upretentiøse attitude. En ting er at han allerede troner
som en anden Che Guevara her på stamværtshuset med det lille
billede bag baren, men en scoring på søndag og jeg garanterer
på alle os bartenderes vegne et wild card til
fadølsanlægget i resten af hans københavnertid.
Puh,
kære læser, så er vi ved at være der igen. Jeg har netop
ringet efter en taxi (gode gamle Muhammed!) til Thorvald så han
kan komme trygt hjem til lillemor, selvom det er ham velundt at
kunne skråle lidt med på CV Jørgensen, som har haft sit eget
åbne hjørne på jukeboxen i aften.
Men
inden vi lukker og slukker helt, så bør vi da sige velkommen
til vores nye
spiller. Jason Bent. Et ganske ubeskrevet blad fra ishockeyens
moderland. Eller rettere næsten ubeskrevet. For Roy Hodgson
sammenlignede ham forleden i en Løvetime med
Edgar Davids, vurderet på udseendet. Ergo vi har fået en
canadisk motormus. Vist foreløbig på velvillig lejebasis fra Preston North End,
som ud over at være vores greenkeeper Chris Hague's engelske
klub, det har jeg i hvert fald ladet mig fortælle af en af de
andre bartendere, så er mest kendt for ham David Beckham som nu
er blevet anfører på det engelske landshold.
Og
således nåede vi også dertil igen. Landsholdene. Men jeg
tillader mig dog at dvæle kort ved det rent engelske istedet.
For denne uges positive nyhed derfra er - efter min ydmyge mening
- at Glenn Hoddle vender tilbage til Tottenham Hotspur. Mit
engelske hjertensbarn. I godt 14 år spillede han for klubben, og
var en af de prægtigste midtbanedirigenter i engelsk fodbold i
moderne tid. Sidenhen genrejste han Chelsea som manager, og har
nu senest flyttet Southampton væk fra deres obligatoriske
nedrykningskampe. Et par åndssvage kommentarer om handicappede
kostede ham jobbet som engelsk cheftræner for et par år siden,
men det er altsammen tilgivet. For det er sikkert og vist -
Hoddle er tilbage hos Spurs.
Så,
kære læser, gå blot videre ud i natten. Thorvald er sendt med
taxien, og Holmstrøm og jeg følger sikkert efter lige om lidt,
og konstaterer blot: der er vitterlig forår på vej, selv DMI
bekræfter det nu...
Jan
Saxo
Og jukeboxen spillede:
CV Jørgensen -
Sort vinter (den si'r sig selv)
CV Jørgensen - Amor & den sidste pil (den si'r også sig selv)
CV Jørgensen - Byen uden midler (den si'r sandelig også sig selv)
Bruce Springsteen/Bob Dylan - Forever Young (live-duet med skønsang for alverdens brusekabiner)
Johnny Cash - The Mercy Seat (pragtfuld genindspilning af Nick Cave)
Dido - Here With Me (hun ligner en usædvanlig vidunderlig nedringet video-udgave af naboens datter, og så er der hendes stemme... mmm)
Vangelis - Blade Runner Theme (Et gensyn for et par uger siden på Cinemaxx' megalærred
overbeviste mig endnu engang om hvorfor denne film er den bedste
af alle)
FC København - kom og verð við
|
