|
Wem-be-ley |
||
|
Inkvisitionen kommer, hahaha! Inkvisitionen kommer, hahaha! Dét åbnede han døren, ham ungersvenden, og råbte ind i bulen i går. Umiddelbart tænkte jeg, at det var en af storbykvarterets utallige skæve, men originale eksistenser, der stak hovedet ind med sit budskab. En af stamgæsterne var derimod overbevist om, at det var selve døden, der meldte sig for at prikke en af os for den endelige udtrækning. Sikkert fordi det var temmelig sent - ca. 17 glas, og jeg taler ikke maritimt her - og fordi ham ungersvenden var klædt helt i sort - casual - og fægtede med en sort paraply. Så måske forståeligt, at vor visne stamgæst "så" dommedagsprædikanten i skikkelse af manden med leen. Og vi sad jo alligevel og drak gravøl. Jeg synes nu, ungersvenden så rimeligt harmløs ud, men til gengæld nagede det mig, at han virkede så bekendt, og jeg altså ikke kunne placere ham! Jeg havde stensikkert set ham før. Her i aften kom han så bragende igen. Inkvisitionen kommer, hahaha! Inkvisitionen kommer, hahaha! Og nu kunne jeg lige pludselig kende ham. Efterårsblæsten og regnen havde ødelagt vandkæmningen og revet hans sorte jakke åben, så den umiskendelige knallerthårsfrisure trådte frem, og den hvide skjorte og det nu flagrende gul-blå halstørklæde blev synlige. For satan jo, det var jo ham, Johnny, Johnny Jehova, som kollega Saxo havde luskende og lurende omkring hernede for en 14 uger siden. Jeg troede ellers Saxo havde fået jaget ham langt væk, men det slog mig, at Johnny Jehova i aften og i går afleverede sine budskaber med et skælmsk, nærmest lidt spydigt smil. Utvivlsomt med adresse til det faktum, at Parken nu også - lige som Johnnys guru ude fra de vestlige forstæder - åbenbart skal lægge lokaliteter til en slags massebønnemøde. Et "Easter-Rally", som de evigt hykleriske vækkelsesprædikanter på den anden side Atlanterhavet ville kalde det. Og fair nok egentlig, at Johnny og hans ligesindede nu sidder ude på grillbaren og griner lidt. Jeg fik sgu også næsten knækket fustagekoblingen, da en af gæsterne midt i min fadølsudskiftning overbragte "nyheden"! Jeg har en sådan lidt ambivalent holdning til det her. Ikke så meget fordi, det handler om en religionsting med masseforkyndelse og kristen rock og jesuspsykose-tilbedelse, selvom det godt nok er en livsstil og overbevisning, der ligger mig så fjernt som noget. For det er heldigvis ikke noget statskirken, og dermed de offentlige kasser og dermed (in)direkte du og jeg skal betale til. "De" skal selv betale huslejen, og penge lugter som bekendt ikke, så indtægter fra en bunkegudstjeneste kan vel være lige så gode som fra f.eks. speedway. Og om gudetilbederne er jesuitter, hinduer, scientologer, baptister eller muslimer er jeg også græsk-katolsk(!) overfor, så længe det ikke kommer til at genere mig eller hærge bydelen som en ny-inkvisition. Og det er netop det, der nager mig lidt. For det kan meget vel komme til at genere mig - og dig - som fodboldtilskuere til Københavns kampe, i og med helligtræffet skal finde sted i påsken. Nogen siger næste år, andre 2005, men uanset hvornår, så er der pr. definition altid én hjemmekamp pr. superligahold i påsken, enten skærtorsdag eller anden påskedag (i indeværende sæson har vi Aalborg i Parken 2. påskedag), og når frikirkebevægelserne altså skal trampe rundt på græsset i angiveligt 3-4 dage, så gruer jeg for, at "min" påskefodboldkamp kommer i fare, selv om Parken Sport & Entertainments bestyrelsesformand, Flemming Østergaard, så sent som i Løvetimen tirsdag igen bedyrede, at Parken skam først og fremmest var et fodboldstadion for FCK. Og ryger der en hjemmekamp på korset, så bliver jeg altså seriøst mærkelig. Nå, det vil alt sammen vise sig, men det kunne da immervæk nok være, vi alle lige måtte hæve en lille Gewesen til vores gravøl. For i forvejen drikker vi gravøl i dag. F.eks. fordi en notits i JP København kunne berette om "Bodegadød i København". Fra 1992 til nu er antallet af bodegaer, værtshuse og dermed beslægtede i Københavns Kommune mere end halveret - fra 517 til 278 beværtninger. Ungdommen af i dag og hiphopkulturen er åbenbart mere til røgfri caféer, designerdrinks og remikset kopimusik end vi "gamles" foretrukne, tobaksfortættede sprutknejper med øl, whisky, rock og jazz! Synd og skam, synes jeg, og ve den, der kommer herned med en pose penge og vil lave vores bule om til trendy, økologisk sandwichbar eller zen-internetcafé. Han skal blive jaget længere ud af byen end selv Johnny Jehova. Nå ja, vi drikker også gravøl, fordi det er så dybt og inderligt deprimerende, at vi nu er på vej ind i det evige mørke, også kaldet vinter. Mørkt når man kører på job, mørkt når man kommer hjem, og gråt og trist ind imellem. Man bliver så ubeskriveligt træt, at der skal et par ekstra spande mokka til at holde den gående hele dagen. Det bliver så også det nærmeste, du kommer bønner her i bulen. Mokkabønner til et stort krus bægsort tjære til at booste adrenalinen mellem fadølspokaler og whiskysjusser!
Mokka bliver til mekka. Og så ikke flere religionshentydninger her. For jeg snakker om "fodboldens mekka", Wembley Stadium! Og det er også en grund til at drikke gravøl i aften. Nu tænker du jo sikkert, hvorfor fanden ham ølslæberen står dér og drikker tudeøl og kæfter op om et gammelt fodboldstadion et pænt stykke nordvest for London's centrum. Men det gør jeg altså, fordi en æra er slut. Det gamle Wembley, som vi kender det, skal væk, og nedrivningen, der skal give plads for et nyt Wembley, er netop påbegyndt. For vel stort set alle briter, og også rigtig mange fodboldentusiaster rundt omkring i verden, stod Wembley i årtier som det største. Stedet enhver fodboldspiller ønskede at spille, stedet enhver fodboldtilskuer ønskede at løse billet til. For fodbolden var det primære på Wembley, selvom der gennem tiderne også har været afviklet rugby (en hel del), atletik, greyhoundløb(!), speedway, boksning, amerikansk football, baseball, cricket og koncerter en masse på stadion. Og selvfølgelig især finalerne i FA-Cup'en, som siden tresserne har tryllebundet TV-seere over hele kloden (og briter siden tyverne). Selvfølgelig hjælper det lidt med en anglofil indstilling til fodbolden, men de fleste danske fodboldinteresserede, der er vokset op før eller med Tipsfodbolden i Danmarks Radio har nok det samme nærmest ærefrygtige forhold til Wembley. Når lørdagstipskampen fra januar hver anden eller tredje uge var fra en runde i FA-Cup'en, og man kunne høre det førende holds tilhængere synge "Wem-be-ley, Wem-be-ley, we're going to Wem-be-ley", så steg forventningens glæde til den lørdag i maj, hvor finalen skulle stå. Med britisk pomp og pragt, royale håndtryk, højtidelig afsyngning af salmen 'Abide with me' og nationalhymnen 'God save the Queen' fra 100.000 struber, og endnu mere sang og stemning på et fuldsat stadion. Fuldsat ville i en lang årrække sige 100.000 tilskuere, hverken mere eller mindre. Det var et andet stadion "trademark"; Wembley var lig 100.000 tilskuere, og mht. FA-Cup finalerne var det capacity crowd fra 1950 og frem til 1987, hvorefter man pga. stadions forfald gradvist måtte sænke tilskuertallet til max. lige under 80.000 op til lukningen i år 2000. Stadionrekorden blev dog sat ved den allerførste finale i 1923, hvor officielt 126.047 tilskuere så Bolton Wanderers besejre West Ham United med 2-0. Uofficielt mente man dog, at omkring 200.000 tilskuere var stimlet sammen om banen til finalen, der i historien blev kendt som "the White Horse Final" pga. Police Constable George Scorey, der på sin hvide hest fik skubbet folk langsomt tilbage fra banen, så kampen kunne spilles. Stadion hed i øvrigt oprindeligt Empire Stadium, og tog først senere navn efter området og Wembley Park Leisure Grounds. De største events på Wembley var selvfølgelig OL i 1948 og så den herostratisk berømte VM-finale mellem England og Vesttyskland i 1966. Jeg var kun tre år dengang, så det var lidt før "min Wembley-tid", men det sagnomspundne mål, der ikke var et mål, har vi alle set igen og igen og igen. Og siden det nu var fodboldtyskerne, det gik ud over, har de færreste vel følt trang til at knibe voldsomt mange tårer over lige den uretfærdighed.
Den første FA-cupfinale - eller Wembley-kamp i det hele taget - jeg kan huske, var Arsenal-Liverpool i 1971. Dvs. på en måde er 1970-finalen mellem Chelsea og Leeds (2-2, og 2-1 til Chelsea i omkampen på Old Trafford) i dag "den første", fordi jeg for små to år siden i Chelseashoppen på Stamford Bridge blandt andet købte videooptagelser fra denne FA-cup finale (og omkampen). Men Arsenal-Liverpool husker jeg mest for bohèmen Charlie George's langskudsdrøn til 2-1 i den forlængede spilletid (hvor alle målene faldt), der sikrede Arsenal The Double, mens Charlie George nærmest faldt om af udmattelse på Wembley's grønsvær. Liga Cup-finalen året efter, hvor Stoke City slog Chelsea med 2-1 på et sejrsmål af tudsegamle George Eastham, husker jeg også specielt. For det var mødet mellem mit store barndoms-idol, Gordon Banks (der stod i Stoke-målet), og så mit engelske favorithold Chelsea. Det var svært at hitte ud af, om man skulle le eller græde, når der blev scoret ... i begge ender! Der var også den bizarre The Three vs. The Six match i januar 1973. En opvisningskamp, der skulle markere de tre nye EF-landes (Storbritannien, Eire og Danmark) indtræden i fællesmarkedet med et udvalgt hold mod et tilsvarende fra de seks gamle (Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg og Vesttyskland). Bizart igennem vore dages øjne, fordi jeg mindes, at det var en kamp, der blev talt om i måneder inden som noget helt exceptionelt. Noget lignende i dag havde næppe kunne fremdrage meget mere end et ligegyldigt skuldertræk. Men dengang var der selvfølgelig ikke så voldsomt mange fodboldkampe på DR og SVT1&2 - de eneste kanaler, man kunne se - så det var lidt specielt, også fordi der var et par danskere med hos de nye blandt de udvalgte holds mange superstjerner, og især fordi Henning Jensen såmænd scorede for The Three, der også havde en vis Sir Bobby Charlton på holdet til sin endelige afskedskamp, ca. en million år gammel. Apropos føromtalte Gordon Banks, så husker jeg også Wembley specielt for en serie helt formidable målmandspræstationer. F.eks. Jim Montgomery, der i foråret 1973 i FA-Cup finalen stod en nærmest surrealistisk god kamp, og praktisk taget ene mand - udover Ian Porterfield's lucky punch - sikrede 2. divisionsholdet Sunderland en sensationel sejr over Leeds United, der i de år - i øvrigt sammen med Chelsea (Sexton-æraen) - var en markant størrelse både i britisk og europæisk klubfodbold. I oktober samme år hed manden, der udførte mirakler mellem stængerne, Jan Tomaszewski, og var den altoverskyggende grund til, at England kun fik 1-1 i VM-kvalifikationskampen mod Polen og dermed ikke kvalificerede sig til VM i Vesttyskland året efter. Det gav genlyd i den ganske fodboldverden, landesorg i England og kostede legenden, Sir Alf Ramsey landstrænerjobbet. Set i bakspejlet var det dog næppe den store fodboldmæssige ulykke, da polakkerne havde et fremragende hold i støbeskeen, der, anført af den elegante Deyna, skulle blive en magtfaktor de kommende år, og i øvrigt hentede bronze ved VM i 1974. Den tredje bemærkelsesværdige målmandspræstation, jeg husker fra Wembley, var så den eneste, der alligevel resulterede i et nederlag. Til gengæld var den dansk, nemlig Birger Jensen, der stod ubeskriveligt godt for Brugge i Europa Cup-finalen 1978 mod Liverpool. En ensrettet kamp som Liverpool vel burde have vundet med en halv snes mål, men danske Jensen lod sig kun overliste én gang (af skotten Kenny Dalglish). Landskampe fra Wembley har der været mange af i dansk og svensk TV. Vel næsten alle Englands hjemmekampe siden starten af 70'erne har været vist. Mht. Danmarks optrædener på Wembley husker jeg specielt to. Den ene dybt ulykkelig. En EM-kvalifikationskamp i 1979, hvor Danmark tabte 0-1. Det var nu ikke det ulykkelige, det var derimod, at den superelegante og supertekniske KB-back Ole Højgaard måtte bæres fra Wembley med en så alvorlig knæskade, at det reelt blev hans karrierestop. Den anden var mere bizar for mit vedkommende. Det var den berømte EM-kvalifikationskamp, hvor Sepp Pionteks tropper tog et altafgørende skridt mod kvalifikationen til EM-slutrunden i Frankrig gennem en 1-0 sejr på Allan Simonsens straffesparkstræffer. Det var den 21. september 1983, og jeg var som værnepligtig på Natoøvelse i de dage og lå sammen med resten af vores kompagni bogstaveligt talt gravet ned i Lars Tyndskids Mark et sted på Sydsjælland eller Lolland-Falster og fulgte kampen direkte på en forbudt frekvens på miltærradioerne. Men der var englændere med på den Natoøvelse, så det blev en helt sjov "krig". Som mange andre har jeg også gennem det meste af mit fodboldinteresserede liv næret en drøm om bare én gang at komme til at opleve Wembley "live". TV var ikke helt godt nok. Det skulle da også lykkes mig i 1992. På en af London-fodboldturene i 80'erne havde jeg godt nok været ude og kigge, sådan lidt på afstand, men heller ikke mere. I 1992 endte et obskurt væddemål så op i, at vi syv mand høj drog til London for at se Mesterholdenes Europa Cup-finale - faktisk den første Champions League finale, da det var den første mesterholdsturnering med puljespil frem til finalen, om end CL-navnet først indførtes året efter - mellem FC Barcelona og Sampdoria. Det var med spænding og ærefrygt, at vi pludselig blev sat af bussen nedenfor de berømte tvillingetårne. Desværre blev vi vist alle lidt skuffede, da vi kom ind og så, hvor gammelt og saneringshungrende stadion egentlig var. Gamle trækonstruktioner - som Highbury før renoveringen, hvor man dårligt turde ryge på stadion - gjorde, at man vist her med rette kunne tale om en brandfælde, hvis det skulle gå galt. Hvilket det heldigvis ikke ofte gør i England - Bradford undtaget - da fankulturen her f.eks. ikke ombefatter tændte nødblus til en fodboldkamp.
Det bringer mig lige omkring vor hjemlige andedam, nu snakken faldt på nødblus. Det er godt nok nogen dage siden nu, men jeg går stadig ind i mellem og tager mig lidt til hovedet, når jeg tænker på sædebranden på Farum Park ifm. kampen mellem Farum og Brøndby for en lille måneds tid siden. Ikke så meget pga. skylds- og overlægsspørgsmålet, men mere fordi både formand og næstformand i Brøndby Support i ugen efter igen og igen følte det mere på sin plads at påpege, at det var et uheld, og at det ikke var sket, hvis kontrollørerne havde konfiskeret nødblussene fra de stakkels intetanende og i "god tro" værende fans (svarende til at bebrejde sikkerhedspersonalet i Boston's Logan lufthavn, at en flok fanatikere i september 2001 valgte at smadre et par fly ind i civile bygninger), eller hvis det havde været tilladt at medtage nødblus i "organiseret form", snarere end at fokusere på at beklage det hændte. Om det var et uheld eller ej, aner jeg ikke, men alle har vist erkendt, at sædet/sæderne blev antændt af et nødblus. Et nødblus der overhovedet ikke burde have været på stadion. At bebrejde et par kontrollører at have overset nødblus ved indgangskontrollen er en ussel undskyldning, når alle ved - med garanti også de forstadståber, der rent faktisk medbragte og antændte nødblussene - at nødblus er forbudt på danske stadions. Det samme vidste Brøndby Support. At højtstående "pinger" herfra ikke tager kraftigt afstand fra, at tilhængere af deres klub - måske/måske ikke medlemmer af fanklubben - smuglede nødblus ind på stadion, er helt forkasteligt. Også selvom de, "pingerne", åbenbart er fortalere for anvendelse af dette røg- og flammehelvede på danske stadions. Der lå (ligger) fra officielt fanhold altså en implicit accept af, at branden var en slags "erhvervsrisiko", man må leve med, når man nu så brændende(!) ønsker at svinge nødblus på tribunerne. Nuvel. Det skal retfærdigvis tilføjes, at trangen til at lufte nødblus ved fodboldkampe vist eksisterer hos de fleste fangrupperinger i superligaen. Også her i København, desværre vil jeg sige med fare for at blive beskyldt for at være både gammeldags og kedelig. Men jeg ønsker ikke at dele tribuneplads eller blot være på samme stadion som en flok pattevisne, nødblussvingende pubertetsknægte, ej heller hvis det skulle foregå i "fanklub-organiseret form", og om så fakkelbærerne var isoleret bag branddøre på tribunen. Risikoen er ganske enkelt for stor. Og hvad bliver det næste, når nødblus - der i øvrigt kun må anvendes til søs i nød(!), hvilket selvfølgelig kunne forklare den indgående interesse for og kendskab til sagerne i Brøndlandia™ - så bliver for "gammeldags og kedeligt"? Knaldfyrværkeri, raketter, røgbomber? At nogen så i det hele taget får et kick ud af at se åben ild blandt levende mennesker på et fodboldstadion, er også lidt foruroligende, mildest talt. Vi har måske alle været ærefrygtigt fascineret af ildebranden to gader henne og slukningsarbejdet og brandsprøjterne ... før konfirmationsalderen! Er man herefter stadig overdrevent fascineret af den slags, er det nærved, at mistanker om pyromani eller noget ku-klux-klan-fili agtigt trænger sig på. Åben ild må være forbeholdt sankthansbålet, myggefaklerne om sommergrillen, samt - når ildsvingerdrengene modnes marginalt udover pubertetsstadiet - stearinlys og pejseild over en romantisk middag med den udkårne/elskerinden. Nødblus, romerlys, fyrværkeri o.lign. tilhører en helt anden fankultur end vores, et helt andet socialt mønster med andre normsæt for, hvad der accepteres. F.eks. i Sydeuropa og Sydamerika, hvor fodboldklub/tilhænger koblingen er helt anderledes rodfæstet i betydeligt ringere sociale vilkår og fritidsalternativer, og hvor det er mere acceptabelt at nære et nærmest religiøst forhold til favoritklubben. Herhjemme - i hvert fald her i bulen - rynker vi jo for det meste på næsen eller ryster overbærende på hovedet, når danske fodboldtilhængere benævner spillerne "guder" og tilbeder klubben som noget
helligt. Og hvem ved, måske er det den type fans med dette omtrent mytologiske forhold til favoritklubben, der ønsker at manifestere det gennem bl.a. ild og ikke regner det for værende af "overordnet" betydning, om tilskuere eller tribuner i ny og næ risikerer at blive kremeret. "Et nødvendigt offer for gudeklubben".
Tilbage til Wembley, der heldigvis aldrig blev brændt ned. Vel inde på selve tribunerne, meget dybe og meget flade - hvorfor 35.-40. række faktisk ikke var særlig højt oppe, til gengæld var der meget langt ind til fodboldbanen - kunne vi opleve den for Wembley lidt atypiske sydeuropæiske fodboldkultur. Det var dog aldeles fantastisk at opleve italienere i den ene ende og spaniere i den anden synge på skift til hinanden og i øvrigt prøve at overgå hinanden i tifoer. Så veludført og så flot, at danske tifo-afficionados måtte have grædt af glæde. Personligt siger det mig ikke så meget, mest fordi jeg ikke gider deltage i stadset og få ødelagt mit udsyn til det, det handler om. Men jeg er dog ikke større stivstikker end, at jeg må erkende, at det så godt ud. Vi kunne jo også se det fra langsiden, "udefra". Kampen vandt Barcelona med bl.a. Stoichkov og Michael Laudrup på holdet i øvrigt med 1-0 på et Koemann-hug. Lidt trist for de to-tre af os der holdt med Samp med Vierchowod, skaldede Lombardo og de "magiske tvillinger" Vialli/Mancini. Men nok endnu mere trist for de tusinder af Genoa-folk, der efter kampen sad ved deres busser på parkeringspladsen og græd. Bogstaveligt talt græd som piskede. Der kan man vist tale om fanatisme, der overstiger vores en anelse. Til gengæld har en anden italiener indskrevet sig i Wembley's historie i den sidste dekade af bygningsværkets aktive levetid. Nemlig Roberto Di Matteo. To gange endda. Og begge gange til denne bartenders glæde iført en Chelseatrøje. Første gang i 1997, da han scorede FA-Cup historiens hurtigste finalemål efter blot 43 sekunder i Chelsea's 2-0 sejr over Middlesbrough og anden gang i år 2000, da han scorede det sidste (og eneste) mål i den sidste FA-Cup finale på Wembley (Chelsea-Aston Villa 1-0). En æra var forbi. Det sidste danske hold, der har spillet på Wembley, er i øvrigt Vagns Krostue(!), der tabte en Carlsberg Pub Cup International finale til West Hendon Ex-Servicemen i juni 1998! Lad mig i øvrigt anbefale at støve lidt rundt på hjemmesiden www.wembleynationalstadium.com, hvor der findes en guldgrube af oplysninger, holdopstillinger, referater etc. fra alle kampe på Wembley gennem 78 år. Den fysiske æra er således nu også forbi, da nedrivningen af det gamle Wembley i disse dage er påbegyndt. The New Wembley Stadium, der skal stå færdigt i begyndelsen af 2006, kommer til at se således ud i illustrationsform (se mere her): Det nye Wembley vil få buen, The Arch, som vartegn (i stedet for tvillingetårnene). Udover det æstetiske, som vel kan diskuteres, og det signifikante udtryk i London's skyline, skal buen også holde det tag på plads, som skal kunne skydes ud over det 90.000 sæder store stadion, der således må formodes at komme til at rumme endnu flere sportsgrene og kulturelle begivenheder end det gamle Wembley. Og det skal da nok også blive et besøg værd ad åre, om end det næppe når samme legendariske status som "gamle" Wembley i min levetid. New Wembley vil estimeret tage ca. 40 måneder at bygge færdigt til den nette sum af £757 mio.! Til sammenligning byggede man det "gamle" Wembley (Empire Stadium) på 300 dage for £750.000. Priserne kan ikke sammenlignes, men det er da lidt tankevækkende, at man i 1922/1923 kunne bygge et tilsvarende, endda større, stadion på mindre end en fjerdedel af den tid, man i vores avancerede, automatiserede og højteknologiske tidsalder skal bruge til det.
Og så kan vi jo drage en parallel til vore egne oplevelser herhjemme med et Metroprojekt, der tog nogle år og milliarder kroner mere at realisere end først planlagt efter en forudgående årrække med politisk kævleri om i det hele taget at starte projektet op. Som altid ender det op i kompromis- og "noget-for-noget" lappeløsninger, hvorfor vi nu står med en ufærdig første metroetape, der egentlig slet ikke dækker de bydele - City, Østerbro, Nørrebro, Amagerbro - som reelt har størst behov for trafikal aflastning af vejnettet. Og den samme trummerum er vi konstant igennem - for nu at vende tilbage til sportens verden - omkring multihalprojektet i Københavns Kommune. Skal den ligge i Ørestaden eller på Østerbro (Parken) eller slet ikke nogen steder. Lige p.t. er diskussionen igen gået i hårdknude - jf. Berlingske artikel - og uden at jeg i øvrigt gider beskæftige mig med det politiske ævl og kævl, hvor principper og ideologier og personlige aversioner og præferencer til tider antager nærmest religiøst tilsnit, så er det et faktum, at København netop mht. en tilstrækkeligt stor og tidssvarende sportsarena er sakket håbløst bagud i forhold til vore "nabobyer", eksempelvis Berlin, Stockholm og Helsinki. Læs f.eks. artikel fra Berlingske. Det er nok ganske fair at antage, at vi, inden politikerne har bestemt sig til en bygge en multihal (der i parentes bemærket kan huse andre begivenheder end sportsarrangementer), er sakket endnu længere, måske ubehjælpeligt og uopretteligt bagud, al den stund, vi jo ved, at hvis det overhovedet bliver til noget, så bliver det igen en kompromisting, der bliver alt for utilstrækkelig, alt for dyr og alt for forsinket. Det er jo mere end en snes år siden, man første gang begyndte at tale om opførelse af en multihal "et eller andet sted" i den Københavnske geografi. Mens de såkaldte beslutningstagere ævles og kævles ender København som en anakronisme i moderne storbyforstand.
Det nærmeste ved en multihal er derfor stadig Parken takket være mobiltag og fleksibilitet. Vi har haft schlagerfestival, firmafrokoster, koncerter, boksning mv. Vi får i nærmeste fremtid tennis, måske håndbold og speedway (og så måske det her hallelujaparty). Men det handler stadig mest om fodbold, og her går det jo trods alt ganske godt for Parkens principale beboer, FC København, der ikke har tabt en turneringskamp i hjemlige omgivelser siden 17. august 2001 (21 kampe, hvoraf 2/3 er vundne). Dermed har vi i dagens natur heller ikke tabt i Parken i indeværende sæson, selvom spillet med rette har været hudflettet af de fleste. Der synes hele tiden at mangle lige det sidste til at begejstre. Morten Bisgaard og Carsten Fredgaard har efterlyst mere løbevillighed, især uden bold. Og det er måske lidt ekstra gejst, der skal til for at yde lige den tand udover tilfredsheden med en smal sejr, eller sågar en uafgjort, som ligner et Backe-indpodet mantra. F.eks. dette uddrag fra "Hørt efter slutfløjtet" kommentar af Hasse Backe på www.fck.dk omkring Midtjylland-kampen: (...) Ét point er udmærket – vi må bare ikke tabe. Får vi point hver gang så er det godt, men sejre er jo selvfølgelig det der virkelig tæller. Det ville have været naivt og styrte frem i de sidste minutter for at prøve at få det afgørende mål. Det kan godt være, at Backe stadig ikke har tabt en turneringskamp med København i Parken, men ærligt talt, den indstilling er sgu ikke god nok, når ligaens nr. 1 møder ligaens nr. 7 på hjemmebane, og der er 20+ minutter til at gå efter sejren. Så meget desto mere, som FC Midtjylland i lørdags ikke var mere skræmmende fremad banen end, at firebackkæden uden problemer burde kunne holde dem fra chancer. Således kan vi stadig - som d'herrer Fredgaard og Bisgaard - undre os over, at København trods alt fører superligaen med 5 points ned til nummer to uden på noget tidspunkt hidtil i dette efterår at komme i nærheden af den klasse, holdet viste i foråret og lejlighedsvis sidste efterår, ikke mindst i de europæiske kampe. Det er lidt skræmmende og bekræfter da kun denne bartender i, at jeg havde aldeles ret i allerede for fire uger siden at modsige de lalleglade kommentatorer og trænere, der fabuler om en jævnbyrdig superliga med et fantastisk højt bundniveau. Det er og bliver topniveauet, den er gal med. Helt på toppen er København med 24 p. for 12 kampe, hvilket for så vist er i orden, selv om Morten Wieghorst i ugens løb i et interview i BT har glædet sig over, at Brøndby "kun" har 6 p. til toppen, fordi topholdet har så få point, og "normalt" burde have mindst 30 p.! Lad os bare undskylde Morten Wieghorst med, at han har været længe væk fra dansk fodbold, og tilmed i Skotland, hvor Rangers og Celtic sætter en noget anden standard for pointsamling. For 30 p. i 12 kampe er kun 6 minuspoint og vil kræve mindst 10 sejre, hvilket trods alt er ret sjældent set i DK. Selv Brøndby havde i deres ganske forrygende efterår i fjor "kun" samlet 27 p. efter 12 kampe! Så Københavns 24 p. - det samme som FCM og Lyngby på en delt førsteplads i forfjor - er godkendt (pointmæssigt), det der er bekymrende mht. topniveauet i ligaen er, at København dels har hele fem points til suptoppen, og dels har opbygget forspringet uden spillemæssigt at have imponeret blot marginalt. Og netop omkring de øvrige "tophold", subtoppen, halter det gevaldigt i forhold til i fjor og forfjor. F.eks. havde nr. 2, 3 og 4 i fjor hhv. 26, 22 og 21 p., mens nr. 1 til 5 i forfjor havde 23-24 points. I år kan AaB på andenpladsen blot mønstre 19 p. for 12 kampe. Det havde i efteråret 2001 rakt til en femteplads og året inden blot til en syvendeplads. Som en af etablissementets stamgæster sagde den anden dag: Der er lidt Herfølge-liga over suppen i år. Mesterskabet er meget billigt til salg, selvom jeg nu er overbevist om, at København også ville føre ligaen, selv med et højere niveau blandt konkurrenterne. Og skulle dette ikke være nok til at overbevise folk om, at det er toppen det kniber med i suppen, så bare se på ligaens formodet bedste holds præstationer i de europæiske turneringer, endda mod mandskaber fra lande - især nabolandende Norge og Sverige - som vi lidt hovmodigt har følt os bedre end: FC København røg ud til europacupgrønne Djurgården, mere på egen uformåen end svenskernes evner. Men det samlede nederlag var trods alt rimeligt klart og "fortjent", og så er det en ringe trøst, at Djurgården p.t. er meget tæt på et svensk mesterskab. Brøndby blev først slået ganske sikkert af euro-rutinerede Rosenborg i CL-kvalen, for derefter at tabe soleklart til bulgarske Levski Sofia, som København for bare 4 år siden kørte problemfrit over med to sejre på samlet 6-1. Det kan ikke kun være bulgarerne, der er blevet så meget bedre. Den danske liga er også blevet tilsvarende svagere. Og det er heller ikke her en trøst, at Rosenborg netop har genvundet det norske mesterskab for 717. gang i træk. De er sidst i deres CL-pulje. OB kan man næppe klandre for nederlaget til Spaniens p.t. nr. 2. det skulle lige være måden, hvorpå spanierne arrogant for stærkt nedsat kraft og engagement badede sig videre. Med noget større succes end Real Madrid i forgårs for øvrigt. FC Midtjylland kom videre. Men flere røster vil dog vide, at det var et væsentligt ringere Varteks-mandskab, end det som Brøndby slog i samme turnering i fjor.
Nå, på lørdag kan vi så se, om det Københavnske spil skulle blive en anelse bedre i Viborg. Point(s) skal der nok komme på kontoen, også selvom det traditionelle midtbanemotorrum bliver decimeret pga. Peter Nielsens karantæne, og den oplagte afløser, kaptajn Christian Lønstrup stadig er rekonvalescent ovenpå det knæindgreb, der fulgte af den snart et år gamle nedtromling i mødet med superligaens mest ubehagelige klods af en traktormøver på Brøndby Stadion. Nu vil det ikke være pænt eller idrætspolitisk korrekt at sige "nemesis" med henvisning til samme betonkluntes aktuelle skadesuheld, ikke højt i hvert fald. Så jeg nøjes med at tænke det, mens jeg græder lige så tørre tårer over mandens uheld - "it couldn't have happened to a nicer guy" - som hvis Bayern München var røget endegyldigt ud af CL i går i Milano. Apropos ham Bagger kunne man forleden læse i sportspressen, at han og Brøndby var blevet så godt som enige om en kontraktforlængelse. Udover den lidt uheldige timing omkring skaden, så studsede jeg lidt over, at der skulle være tale om en længevarende aftale, der skulle hjælpe Bagger til en lukrativ og finansielt fremtidssikrende udlandskontrakt, nu han droppede viderestudierne! Helt ærligt, manden er 30 år, og selv han er en absolut nøglespiller i Brøndby - hvilket man kunne hævde siger mere om Brøndby end Bagger - så er han ikke en spiltype med kompetencer udover det gennemsnitlige. Så mon ikke hans løb er kørt, hvad angår det heat, der skulle kvalificere ham til et udenlandsophold? Men i Viborg skal vi som sagt se en ny makker til Mykland. Og nogle - bl.a. undertegnede - har da måske nok savnet lidt forandring på midtbanen, hvor Mykland og Nielsen virker for gamle, for langsomme, for ens, for idéforladte og frem for alt for forudsigelige. Jeg så helst Thomas Røll, øjeblikkets klart bedste Københavner, overtage centralt med lidt offensiv eksplosivitet, frækhed, gejst og ikke mindst målfarlighed. Men en Hjalte Nørregaard er vist også ved at presse sig på. Det ved vi meget mere om lørdag kl. 16.
Efter Viborgkampen bliver det søndag, og på søndag kan vi sove en time mere. Ret beset burde man sove
fem måneder mere og så stå op efter et godt vinterhi, når vi skifter tilbage til sommertid. For det, vi "vinder" natten mellem lørdag og søndag, er ikke en times søvn, men en times ekstra mørke. Så tag du bare den sidste slurk gravøl på det. Godnat og sov godt! En anden af bulens originaler er vores posthume æresdranker, W.C. Fields, som blandt andet sagde: To me, these biblical stories are just so many fish stories, and I'm not specifically referring to Jonah and the whale. I need indisputable proof of anything I'm asked to believe. Holger
Og på jukeboxen spiller:
Ugens nummer: Et passende nummer som øv-horn til den måned, der markerer overgangen fra sommer til vinter, fra lys til mørke og fra sommergarderobe til tungt overtøj. Oktober er synonymt med efterår. Nogen mennesker hylder af for mig komplet uforståelige grunde efterårets "farvepalet", som jeg (ligesom kollega -smølle) i stedet betragter som en håndfuld nuancer af gråt! Men det skal dog i øvrigt ikke ændre ved, at 'October' - titelnummeret fra U2's andet studiealbum (1981) - er en særdeles vellykket sag.
Ugens albums:
Factory: Best Of Factory Fremragende og komplet overset Stockholmband, der bare udgav to plader (findes i øvrigt kun som LP'er, ej på CD) - Factory (1979) og Factory II (1980) - hvorfor det meste af gruppens samlede produktion rent faktisk er at finde på denne CD. Titler som 'Efter Plugget', 'Vi Sticker - Här Blir Inga Barn Gjorda', Poängsamling', 'Ja Vill Ha Nån' og 'Kuddsnack' taler sit tydelige sprog om, at teksterne handler om studietid, fester og piger. Det gjorde det også for mig i 79/80, hvorfor det måske er lidt sværere at relatere til teksterne i dag. Men musikken holder til gengæld helt ind i år 2002. I den grad.
Magnum Bonum: Hits Nogenlunde samtidige med Factory, men med lidt flere pladeudgivelser på bagen. Denne opsamlings-CD med adskillige af de numre, der hærgede de svenske hitradioer i senhalvfjerdserne og startfirserne. Firserkluns og Europe-hår, ikke helt på højde med Factory - kan man konstatere ved genlytning anno 2002 - men dog gedigen svensk pop-rock.
Tomas Ledin: Festen Har Börjat • Ett Samlingsalbum 1972-2001 2-CD med 35+5 numre fra 30 års musik. Noget bedre end andet. Det Björn Skifs- og Melodi Grandprixagtige kan undværes, men meget bragende iørefaldende guitar-pop-rock musik har musikræven indspillet gennem årene. "Vorspiel for voksne" kalder norske Musikkguiden Groove det.
Tomas Ledin: Gränslös 1992-album, der røg med i kurven for en fyrrekroneseddel, udelukkende fordi et af de fem bonusnumre (ikke på det oprindelige album) 'Kom lite närmare' af en eller grund ikke er inkluderet på ovennævnte opsamling. Måske fordi den egentlig kun var B-side til 'Sensuella Isabella' i 1981, men jeg har nu nogle ganske personlige, gode minder omkring lige den sang ('Kom lite närmare', altså), derfor ...
Håkan Hellström: Luften Bor I Mina Steg En af spruthusets svenske helte, f.eks. når vi sidder over et par flasker whisky og hyler til 'Trubbel', som er et af fire numre på denne mini CD/EP (2002!), sammen med bl.a. Tom Paxtons/Fred Åkerströms 'Jag Ger Dig Min Morgon'.
----
Skulle du af en eller anden grund ikke have fået musik nok, kan jeg anbefale -smølles nye firser-føljeton: Lidt oprejsning til firserne.
Skulle du have lyst til at læse mere om stadionkonstruktioner, er stamgæst beeps skriv en læsning værd: Størrelsen betyder mere end du tror - om Parken og andre stadions.
Og så har vi helt glemt at lykønske os selv med, at Jan Saxos ræb i forrige uge (uge 41) rent faktisk var bulens jubilæumsræb no. 100! Hip hip .......
|
||
