|
Forårsblues |
||
|
Ud med dig, mand. Du fik rødt. Og du havde endda tidligere fået gult. Så kom ikke her og sige, at du ikke var advaret. Herut!
Nah, OK bliv bare. Vi har sgu ikke råd til at smide vores gæster på gaden på den måde, hverken stamklientellet eller gadekunderne. Og for lige hjælpe lidt på din grimasse, der lige nu changerer fra middelsvær forbløffelse til panik, så lad mig berolige med, at det bare var et eksperiment. Et eksperiment, der har sin baggrund i, at mange engelske pubgæster nok har fået pinten i den gale hals, da de faldt over denne notits i tirsdagens The Guardian: Wetherspoons
gives a XXXX Og det skulle så praktiseres ved at give bandende gæster en påtale og i gentagelsestilfælde karantæne! Jeg gravede lidt i eventuel baggrund for dette og fandt frem til, at grundlæggeren (og chairman) af JD Wetherspoon-kæden, der p.t. er den kraftigst ekspanderende virksomhed i UK og åbner/overtager 3-5 nye pubs om måneden, er en eller anden hovedrig knudemand ved navn Tim Martin, som i øvrigt ligner Sebastian. Hvilken gru. Lidt om hans baggrund kan læses i denne artikel fra januar i fjor. Og når man checker JD Wetherspoons egen hjemmeside, opdager man hurtigt, at det handler om et familie- og børnevenligt koncept. Sikkert opfundet af Mr. Martin himself, når man tænker på den volvokørende, fire-ungers-familefar, der har været gift med sin Felicity (selvfølgelig hedder hun det) i over halvdelen af sit - formodet - triste liv. "Familiekoncept". Min bare r**! Koner, mødre og unger har rigeligt med steder, hvor de kan hænge ud. Lad dog os rygende drukkenbolte for helvede da beholde vores små vandhuller for os selv. Som de er. Med bajere, smøger og saftige vulgariteter og eder henover bardisken. Den slags kvalme tiltag kan virkelig give en hårdtprøvet bartender et anfald af værtshusblues, og forhåbentlig dig - kære stamgæst - også. I forvejen presses flere og flere hyggelige spruthusknejper ud af fagregistret af alle mulige væmmelige konceptcaféer. Nu skal der også korsfares mod de tilbageværende vandhuller. Som nævnt på min sidste vagt er amerikanerne ved at udbrede rygeforbud på deres barer - en idé som vores dybt moraliserende naboer fra vintersportslandet Norge selvfølgelig har taget til sig pr. omgående - og nu vil man også til at bestemme, at der kun må ytres høvisk tale henover bajerne. Det er pløk umuligt. Netop her i baren får den typiske gæst jo afløb for frustrationerne over jobbet, økonomien, familien og fodboldholdet. Hæ, fodboldholdet, hvordan i al verden skulle den typiske FCK-tilhænger hernede dog kunne "tale pænt" om den strøm af elendigheder, vi er blevet budt af yndlingene i dette forår? Det kræver om noget sine eder! Og hvordan jeg som bartender skulle stå her og skænke øl i lummerheden og kommentere dette og hint med salontonen overgår min forstand. Det kan man ikke! Men det er sikkert et led i denne verdens beslutningstageres tiltagende nypuritanske tankegang. Også på sigt at afskaffe værtshuse ... og bartendere. Pik og patter, sgu og for fanden da! Jeg rammes af the blues! Havde jeg ikke skulle passe biksen her, burde jeg være draget rundt i byens gader og holdt Grundslovstaler over netop disse for vort fag så sørgelige udsigter. Nå, der kommer flere herned for at afslutte Grundlovsdagens strabadser - omkring grillen, gætter jeg på - med en slukefter. Kom nærmere, bajere på huset, sgu! Men husk at se efter, næste gang du tager til London eller UK i det hele taget. Hold øje med det lille satans skilt, hvor der står JD Wetherspoons og gå forbi. Der er - endnu - pubs nok! Blues, mand. Også fodboldblues. Og dobbeltdosis lige for tiden.
Dels skal vi lige nu, mens turneringen entrer sin allermest spændende fase, plages af en jammerlig landskamppause. Jeg gider det ikke. Og dels må vi jo erkende, at dette forår just ikke har været nogen dans på roser for FC København. Ikke uden alt for mange torne i hvert fald.
For at tage landsholdet først, så har det været den sædvanlige ørkenvandring af mediebavl på tryk såvel i æteren. Og veritabel tabloidkrig på infantile fornærmelser mellem de kulørte aviser i Danmark såvel Norge. Og selv i de medier, der holder et mere (fodbold-)sagligt niveau, er det en plage med det bombardement af landskampstof forud for en match, der beklageligvis lader mig temmelig indifferent. Det er nok kommet med årene. Landsholdet interesserer mig mindre og mindre. Det var et kick i barndommen, når den gamle tog én med i Idrætsparken, også til de udsolgte kvalifikations- og svenskerkampe på en proppet Hockeybanen i et mix af armsved, urin, ølflasker, popcorn, pølser, ketchup, bræk og lignende menneskeligt affald. Og det var skide spændende, da Sepp Piontek for første gang fik præsenteret dansk fodbold på verdenskortet som andet end en håndfuld talentfulde lejesoldater rundt omkring i de europæiske klubber. Jeg gyngede da også med i Tivoli under VM i Mexico '86 og forbandede Butragueño - og Jesper Olsen! - langt væk. Og jeg deltog såmænd også entusiastisk i gode venners lag til grillfester med storskærm i det danske sommerland, dengang i 1992, hvor Richard Møller Nielsens kontraspillende ferieflok sikrede Danmark EM-guld. Det første af slagsen ... og det sidste!
For det var dér, den danske landsholdeufori peakede, ja vel egentlig endnu tidligere, for Richard Møllers udvalgte spillede i grunden ret kummerligt. Men resultatmæssigt var 1992 toppen, og samtidig skulle "min klub", KB, nu igen for alvor være en magtfaktor i dansk fodbold. Overbygningsaftalen med den aktuelle jubilar, B1903, skulle blive til FC København, og superligafodbold blev nu andet og mere end 1-2 kampe, man skulle ud at se hver weekend. Nu var hjertet også med. Landsholdet derimod blev mere og mere inferiørt i takt med, at det igen fandt en mere naturlig position på den internationale fodboldrangstige. Hvilket åbenbart ikke afholdt, og ikke afholder, tabloidmedierne og klaphatkommentatorerne på diverse TV-stationer i fortsat at dyrke landsholdseuforien, som var Danmark pr. definition favorit til at vinde såvel EM- som VM-guld, og kvalifikationsturneringerne blot en formalitet. Det er også med til at opbygge min kvalme for landsholdet. Hvorfor ikke bare holde landsholdsforventningerne på et fornuftspræget leje. Vi kan logisk set ikke forvente mere end at kvalificere os til en slutrunde i ny og næ, og hånden på hjertet, så var selv en kvartfinaleplads ved VM i Frankrig '98 et resultat, hvor landsholdet overgik sig selv.
Når man så til dette lægger, at end ikke 40 år som indfødt (Københavner!) i dette land har gjort mig synderlig national, og roliganbevægelsen med dens campinghabitter og Ceres Royal'er irriterer mig som en rigtig dårlig TV-soap, ja så har man nok forklaringen på, at fru bartenderen og jeg for et par år siden droppede vores - firmasponsorerede - faste landskamppladser i Parken. Vi gad ikke mere! Og fru bartenderen er ellers fra hovedlandet!
OK, vi ser da kampen på lørdag. Selvfølgelig gør vi det. Ligesom slutrunder er interessante, for at se hvad de bedste nationers respektive udvalgte kan udrette mod hinanden. For at se de bedste udvalgte fra de ligaer, man følger uge efter uge efter uge på TV. Og helt ærligt, så er det ikke mange danske spillere, der springer i øjnene, når man ser turneringsfodbold fra England, Italien, Tyskland, Spanien osv. Det er i stedet de bedste hollændere, italienere, franskmænd, spaniere, argentinere, portugisere, brasilianere osv. Og derfor da også først og fremmest dem, man glæder sig til at se. Cremen af danske fodboldspillere er vel reelt nok mere lagkagecreme end Creme Brulée i den store sammenhæng.
Mod Norge på lørdag må man vel også være realistisk at sige, at de norske "navne" vel mindst er på niveau på meritlisten, hvis ikke over. Og den aktuelle danske landsholdsårgang er just ikke præget af de store stjernenavne. Man kan sidde og undre sig over Morten Olsens udtagelsespolitik, når spillere som Dennis Rommedahl, Rene Henriksen, Ebbe Sand, Martin Jørgensen, Thomas Helveg og Martin Laursen, der alle synes lysår fra deres bedste form/tid, er default genvalg, og man må også fundere over logikken i at indlemme spillere som Peter Møller, Peter Christiansen (og så kan d'herrer være nok så meget FC Københavnere), Søren Berg, Kasper Dalgas i bruttotruppen. Og så er det, man tænker efter og når frem til, at ... hey! riget fattes bedre spillere. Reelt kan man vel - som kollega -smølle i sidste uge - kun undre sig over, at en Henrik Pedersen med pæn succes i en af verdens hårdeste ligaer ikke har kunnet få plads i Olsens trup.
Landsholdet er altså ikke i nærheden af at være så godt, at en sejr over Norge er en selvfølge. Man kan f.eks. kigge omkring den franske landstræners overflødighedshorn af kandidater. Vel mindst tre hold, der ville gå direkte ind som førstevalg på DBU's flagskib, hvis de fik dansk pas. Og nævn mig én dansker, der ville kunne komme i nærheden af en plads i den franske landsholdstrup. Tag det med i baghovedet, når du sætter dig foran skærmen på lørdag. Det er sekundahold, begge to!
Og når så Norgeskampen er overstået, skal vi guddødemig igennem endnu en landskamp mod selveste Luxembourg, i øvrigt med en af de få "rigtige" danske fodboldstjerner, også efter international målestok, på trænerbænken. Allan Simonsen.
Men det er ligegyldigt tidsfordriv frem til det, som tæller, også hernede. De sidste tre kampe i Superligaen. Vi kan jo kun håbe, at de fjorten dages fodboldpause har en positiv effekt på Backes mandskab. Og så i øvrigt håbe, at diverse udvalgte spillere til forskellige A- og U-landshold ikke kommer slæbende hjem med - flere - skader. I øvrigt er det vel med en så decimeret trup pga. landsholdssamlingerne sikkert begrænset, hvad trænerstaben spillemæssigt kan få ud af turneringspausen.
Det hele skal afgøres med tre kampe på otte dage. Nogen galper op om, at rutinen på banen og bænken skulle være til vores fordel. Den køber jeg ikke ubetinget. Dels har Brøndby en rutineret herre som John Jensen, der har prøvet mesterskabskapløb i Herfølge, som assistenttræner. Og dels har de - når man kigger på seneste startopstilling, som nok ligner grundstammen til de afgørende kampe - mindst lige så mange rutinerede spillere, som har prøvet de nervepirrende opløb før, som vi har. Både i fjor og tidligere. Og det der med rutine kontra ungdom er også mest noget mediegejl. Tag Københavns og Brøndbys respektive startopstillinger i søndags. Gennemsnitsalderen på Københavns hold var 26,3. På Michael Laudrups såkaldte babyhold 25,9. Så meget for den "forskel".
Til gengæld kunne man fristes til at tro, at København logisk set burde have en fysisk fordel til det hektiske slutprogram. Brøndbys program har været lidt hårdere, og de virker efter trænerens udsagn lidt slidte efterhånden, mens vore spillere ikke synes overanstrengte, ligesom nogle stykker vender tilbage fra skader uden ret mange forårskampe på kontoen. Men der er ikke altid overvældende megen logik inde over, når det handler om fodbold. Det kan denne bartender tale med om, når mine ord på dette sted lige inden sæsonstart kunne ramme mig så hårdt i nakken med en ondsindet boomerang: "Og i forhold til konkurrenterne i suppen, ja, jeg har sagt det før, men gentager gerne. Der er ikke én spiller på noget hold i Danmark, der ville kunne direkte ind og forstærke FC Københavns startelver anno 2002-03! Så en bartender, der ikke er bange for nemesis, vil antage, at København kan kåres som mestre senest omkring 30. spillerunde. Dvs. 1. juni i Parken kan blive en stor dag. I øvrigt mod netop OB!"
Avs! Men jeg står nu ved, hvad jeg sagde den gang (Ræbet, Uge 11). Jeg mener stadig, at vi har en på papiret langt bedre - og bredere - trup end konkurrenterne. Også de regionale, vest for København. Og jeg mener ikke, at selv den mest pessimistiske sortseer kunne have forudset, at vi kunne smide ni points væk. Og tilmed ikke pga. uheld og marginaler imod. Men fordi vi ret beset har spillet aldeles kummerligt i langt det meste af foråret. Og så kan jeg altså ikke bruge Hasse Backes og spillernes og diverse kloge-åge-kommentatorers fortvivlede forklaringer om et ualmindeligt stort skadeshelvede (stor "personaleomsætning", som svenskeren kalder det) og en masse nærmest kafka'ske udviklinger i de enkelte kampe. For vi kan da sagtens gennemanalysere hver kamp og finde årsager til nederlag/pointtab i den enkelte kamp. Og forskellige årsager. Personlige fejl, dårligt forsvarsspil, svage afslutninger, for få afslutninger, uheld, karantæner og så videre og så videre.
Det ændrer alt sammen ikke ved, at vi som tophold nu ikke har været i stand til at vinde i 4 (fire) hjemmekampe i streg, og at vi overordnet set har samlet sølle 16 points og scoret lige så sølle 16 mål i forårets 12 kampe (4-4-4). Dermed er København ottendebedst - eller femtedårligst - i superligaen i dette forår. Det er simpelthen ikke godt nok. Og selvfølgelig har manglende kontinuitet (skader, karantæner) og ditto manglende spilleglæde haft indflydelse. Spilleglæde fører ultimativt til resultater, og resultater avler spilleglæde. En cyklus København har sat sig solidt udenfor her i foråret, hvor den i stedet er røget vestpå, hvor de endnu forårsubesejrede sjællændere rider på den bølge af usårlighed, som vi har gjort de seneste to forår, og i øvrigt til dels i efteråret, trods kummerligt spil. Troen på, at man bare ikke kan tabe, uanset kampudvikling. Og det giver resultater at bogføre. Medvirkende til gode stimer er selvfølgelig også den kontinuitet, der følger med at kunne stille med uændret hold hver gang, og egentlig kun foretage de udskiftninger, man selv vælger. Som den var det for os i fjor og forfjor på samme tid, og sådan har det været for Brøndby i 2003. Det er meget få udskiftninger, de har haft blandt de bageste otte mand. Ikke mindst er det af stor betydning at kunne spille med et intakt forsvar i samtlige kampe. I øvrigt et ganske rutineret forsvar med tre mand - heraf to omkring de 30 - der har været med i mange år, også i internationale kampe. Det skal man ikke undervurdere betydningen af.
Men selv med de mange rokeringer på vores hold, så burde et hold med Københavns ambitioner og en erklæret målsætning om to fuldt kvalificerede spillere på hver plads kunne præstere bedre, end vi har gjort i foråret. For ligaen er tilpas ringe til, at selv vores "andethold" i hvert fald burde kunne hale taktiske arbejdssejre i land mod de fleste i rækken. Så der ligger andet og mere end de famøse skader til grund for miseren. Det åbenlyst fraværende mod, gejst og spilleglæde og de umanerligt mange frustrationskort og karantæner taler sit eget sprog om, at der er noget mere fundamentalt galt i truppen. Hvad kan vi kun gisne om, og lad os vente med det til sæsonen er slut, for der kravler skeletterne måske ud af skabene og fortæller nogle artige historier. Og stadig kan vi altså køre guldet hjem, og så vil mange fortrædeligheder være glemt. Men misser det, får vi kun sølv igen, efter at have været så langt foran, så er det uanstændigt ringe, og så falder der brænde ned. Også her i bulen, hvor ordet SKANDALE vil få glassene til at klirre. Og så skal selv bartenderen - i tjeneste eller ej - drikke stærkere sager end bajersk øl!
For skandalen ligger også i, at det er en meget billig sæson. Uanset hvem der løber med mesterskabet, bliver det maksimalt vundet på 63 p. I fjor sluttede både Brøndby og København, etter og toer, med 69 points. Begge lå på 62 allerede efter 30 runder (mod hhv. 53 og 54 p. nu). Så hvor man i fjor snakkede om, at nu var tegningen - qua den store margin fra Brøndby/København ned til resten - til et soloparløb mellem de to store, lysår foran de øvrige hold, helt entydig, må vi konstatere, at helt så suveræne er de ikke, de to, selvom de stadig har ført an det meste af sæsonen. Og stadig har et lille hul ned til nr. 3. Nogen mener, at det er fordi, ligaen er blevet stærkere og dermed mere jævnbyrdig. Jeg mener derimod, at Brøndby og København er blevet dårligere, også målt med internationale alen. Tag f.eks. begge holds sørgelige derouter mod hhv. Rosenborg og Djurgården. Mandskaber fra vore nabolande, der ganske ubesværet kørte superligaens flagskibe ud af brættet.
Og når ligaen er dårlig, så er det også lidt svært at beklage sig over, at dommere og liniedommere er dårlige. Men får som fortjent, og niveau smitter af. På den baggrund er det i det mindste glædeligt, om vi nu endelig - som Flemming Østergaard berettede i tirsdagens Løvetime - får en eller to storskærme i Parken. Så bliver det også muligt - forhåbentlig - omgående at gense en kontroversiel offsidekendelse umiddelbart efter episoden. Som f.eks. den der frarøvede København en scoring i søndags! Jeg siger forhåbentlig, for sandsynligvis vil dommerudvalget og DBU med næb og kløer modsætte sig, at publikum får lejlighed til at gense hændelser umiddelbart efter, de er foregået, med mulig forstærket dommerhetz til følge. Jeg mener nu, at det burde kunne gøre dommere og liniedommere bedre, skarpere. For større krav skaber større kvalitet hos de, der kan honorere kravene. Og viden om, at hvert fejltrin bliver ubønhørligt udstillet ganske få sekunder senere, burde vel også kunne få især liniedommerne til at være helt oppe på højde med situationen hele tiden. I hvert fald at foretrække for ham, der bliver konfronteret med TVs billeder efter kampene, og bare konstaterer, at han da vist begik en fejl. Beklageligt at det kostede et mål! Omvendt kan dommerstanden vel også drage fordel af de tvivlsomme kendelser, der var rigtige, også bliver vist på skærmen(e), hvorved en uberettiget forfølgelse af dommer/liniedommere fra tilskuere, der ikke vidste bedre, resten af kampen kan undgås.
Jeg foretrækker dog stadig, at niveauet blandt spillerne hæves først og fremmest. Så lever jeg med dommerfejlene. Og niveauet kan kun hæves i toppen, hos København, der har midlerne, og hos Brøndby, der formentlig ikke får midlerne lige foreløbig. Resten vil stadig være grå masse, uden penge til at tiltrække kvalitetsspillere udefra, og stadig med begrænsninger hvad talentudvikling angår. Der bor altså kun godt fem millioner mennesker i landet, og konkurrencen på de udenlandske talenter, bare i vore nabolande, er stor. Og nedefra kommer der næppe heller et kvalitetsløft. Herfølge og Frem rykker op. Det giver flere udekampe tæt på, og det er da rart nok, men Herfølge vil næppe hæve sig over den sidste tredjedel af rækken - selv ikke med en Allan Nielsen - og Frem tror jeg ganske enkelt brager ud igen med appel. Deres bidrag må være underholdningen med en blåhåret, grovtusset streaker og arbejderhærens blues over to ugers oprykningsfest uden at være i stand til at rykke op ved egen kraft. Frem husker jeg mest fra de "gamle dage", som holdet alle havde et sådan lidt overbærende forhold til. For både på ungdoms- og seniorplan, var det bare et hold, man aldrig tabte til. Frem kunne man altid slå, men det var selvfølgelig tilbage til dengang, hvor Danmark også altid slog Norge og tabte til Sverige.
Så skal vi ikke bare nøjes med at antage, at nyoprykkerne næppe er bedre, end de der rykker ud, og derfor ikke vil bidrage til noget kvalitetsløft i superligaen, og det er også stærkt tvivlsomt, om København og/eller Brøndby kan forbedre sig tilstrækkeligt til, at drømmen om Champions League efter sommerferien bliver andet end en fjern illusion! For selv hvis kvalifikationsrunde to overstås - og det er med det aktuelle niveau in mente langt fra bare en formalitet - så henstår der altså en stribe frygtindgydende modstandere i tredie kval-runde, jf. UEFAs seedning. Der er ikke nogen af disse modstandere, hvor man just kan kalde den danske mester for favorit til at gå videre.
Det skulle da lige være den tidligere landholdsmålmand, Peter Schmeichel, der kunne bibringe den vildfarelse. Som kollega -smølle var inde på i sidste uge, havde Schmeichel åbenbart glemt alt fra en lang international karriere indenfor mindre end en måned som pensionist. Hvad -smølle ikke nævnte, var at Schmeichel også mente, at den danske DONG-Cup finale skulle have været bedre og mere underholdende end Champions League finalen aftenen før! Manden er jo idiot. Og ligeså må de, der ikke var i stand til at se de taktiske, tekniske og spillemæssige fodboldfinesser i opgøret mellem Juventus og Milan, være i det mindste fodboldignoranter. Jeg var limet til skærmen gennem en tempofyldt og teknisk set formidabel første halvleg, og en taktisk, men intens anden halvleg og forlængning. En kamp du aldrig kunne forudsige udkommet af. Bare at se latinernes boldbehandling i forhold til det, vi stivbenede nordboere præsterer, er jo en fornøjelse. Og så er god forsvarsorganisation og taktisk sublimitet også en del af fodboldgamet. En vigtig del. Hvis man bare mener, at fodbold kun er underholdende, hvis man får rodeobold, forsvarsfejl og mange mål, så skulle man måske overveje håndboldligaen i stedet. Milan-Juventus var klasser - mange klasser - over, hvad Brøndby og FC Midtjylland viste i pokalfinalen Eller hvad et hvilket som helst dansk hold kan præstere. Men det får vi nok at se efter sommerferien igen, når de "frygtede" danske hold skal ud og hærge i Europa ugen.
Skulle København via mesterskab og overstået 2. kvalrunde komme så langt, skulle det til gengæld ikke undre mig, om vi brager ind i mit engelske favorithold, Chelsea. Og så snakker vi om mere blues, og endda endnu mere, men her en helt anden blues. The Blues of London. Chelsea FC besøgte jeg nemlig for en måneds tid siden. Klubben, stadion, hotellet og Chelsea Village. Nå ja, det er jo det samme. Lad mig bare anbefale det til især de, der alligevel af og til tager til London for at se bold. Selv hvis man ikke er Chelsea-tilhænger er det ste-det! Hvilket fru bartenderen - hun er ellers glødende Man. United tilhænger - da også måtte medgive. Chelsea Village Hotel emmer af fodbold, bygget sammen med Stamford Bridge og klubbens administration. Præcis som Flemming Østergaard drømmer om i Parken (D-tribunen). Iblandet skødesløs elegance hænger der fodboldmemorabilia overalt i barer, restauranter, reception og på de lækre værelser. Og hotellet tiltrækker en broget blanding af unge til sportsstævner, habitklædte konferencedeltagere og - især i kampweekends - fodboldtilhængere (de fleste i fuldt ornat fra morgen til aften) fra hele England og Skandinavien. En vidunderlig atmosfære. Og man kan roligt slæbe konen med. Jeg mener, det er jo London, indkøbs- og teatermekka.
Så blev det selvfølgelig ikke værre af, at Chelsea inde på selve stadion sluttede sæsonen med maner, da stilfulde Ranieris kosmopolitiske storbyhold elegant besejrede Houllier the Frog's provinsielle defensivspecialister og nappede den særdeles betydningsfulde £20 mio. Champions League kval.-plads. Til euforisk jubel for størsteparten af de knap 42.000 tilskuere. Der var en helt igennem elektrisk stemning og øredøvende larm på The Bridge den eftermiddag. Et bevis for, at den tilhængerkultur, jeg holder af, den engelske, stadig er suverænt den bedste. Der kan skabes stemning og fest og intensitet på stadion bare ved at at larme og synge. Uden tifoer og pyrotekniske effekter. Stemning for tilskuere, der ynder at komme for at se fodbold - og værdsætte det, også oratorisk - snarere end for at blive set. Lidt af den stemning var der faktisk i Parken i søndags, mod OB. Om fanklubbens "Operation Heksekedel" lykkedes, skal jeg ikke kunne sige. Men stemningen og støjniveauet var helt i top. Spontant og ærligt. Så man virkelig nød kampen på godt og ondt (spillemæssigt).
Og på denne positive blues-note vil jeg sende dig hjem. Glæd dig over, at vi trods alt stadig selv kan afgøre skabet i de sidste tre kampe. Faktisk behøver vi bare at vinde to kampe mere, blot det er de næste to.
Og vejret og forsommeren kan man jo heller ikke klage over. Kavalergange og G-strenge i byens gader og stræder og parker. Så god pinse. Og så endnu en gang tillykke til B.1903 med jubilæet.
Holger
Og på jukeboxen spiller:
Ugens albums: Vi må jo hellere blive ved Blues-temaet. Legenden B.B. King har egentlig aldrig hørt til mine favoritter - Blues-kongen i min bog er John Lee Hooker - men jeg husker dog en dejlig musikoplevelse for en 12-15 år siden på Femøren. Vi var nogen stykker, der kørte ud for at høre noget helt andet, husker ikke hvad, men det monsunregnede, så der var nogen aflysninger. Efter at have siddet i bilerne og studedrukket krøb vi ud, da det blev opholdsvejr, og musikprogrammet fortsatte med den aldrende B.B. King. Og folk tumlede rundt og spjættede rundt i mudderet til B.B. Kings sprøde guitarer og vitale musik. Denne optagelse er af endnu ældre dato, helt tilbage fra 1971 i Tokyo. Og skiven fandt jeg såmænd for en måneds tid siden på plademessen ved Trianglen. Til ingen penge. Et godt køb.
The Blues Brothers - The Soundtrack En af mine favoritplader. Just opdateret til en sprød, ny digitalt remastered udgave. "Blues Brothers" filmen har jeg vel set 800 gange. Jeg elsker den. Og også den livsbekræftende musik, der gennemsyrer både den og efterfølgeren "Blues Brothers 2000" (langt fra den oprindelige kultfilm, selvfølgelig fordi John Belushi (r.i.p.) i mellemtiden var afgået ved døden og afløst af flødebollen John Goodman). Det er stemningsbeskrivende blues, fra den triste med de klagende guitarer og moody klaverer til den opløftende med blæser-sektioner og hele svineriet. Blues, gammel original R&B, soul og et stænk jazz hist og her. Blues Brothers band og gæstestjerner i en veritabel stjerneparade: James Brown, Cab Calloway, Ray Charles, Aretha Franklin, Steve Cropper, Donald Dunn, Murphy Dunne, Willie Hall, Tom Malone, Lou Marini, Matt Murphy, John Lee Hooker m.fl. Men selvfølgelig også de musikalske "brødre", Jake (Belushi) og Elwood Blues, der fører an i den uforlignelige 'Sweet Home Chicago' og den sprudlende 'Everybody Needs Somebody To Love', med Elwoods (Dan Aykroyd) intro til koncerten i filmen. Den klassiske Blues-Brothers intro 'I Can't Turn You Loose' er ikke med på soundtracket her. Den stammer tilbage fra albumet Briefcase Full of Blues, der udkom allerede i 1978, to år før filmen, hvor The Blues Brothers Band med Belushi og Aykroyd opstod som en slags tribute-band. Det er blevet til mange skiver siden hen. Og det meste er ganske fremragende.
Bruce Springsteen m.fl.: USA-Blues Vol. 2 • "Hard Travellin, The Life and Legacy of Woody Guthrie En bootleg-CD med unikke optagelser fra en Woody Guthtrie Tribute koncert i Cleveland, 1996. Med lidt ekstra bonus fra andre lokaliteter på samme tidspunkt. Bruce Springsteen hylder alene og sammen med koryfæer som Joe Ely, Arlo Guthrie, Ramblin' Jack Elliot, Billy Bragg, Ani DiFranco, David Pirner, Country Joe MacDonald, Joe Grushecky m.fl. Woody Guthrie's liv og musik. Dels med Guthrie's egne numre, dels med Springsteen-numre. Mest slående er egentlig den fantastiske stemning og spilleglæde, der gennemstrømmer dette album! Både på scenen og blandt publikum.
.... og så fik jeg alligevel sneget lidt Springsteen ind i jukeboxen. Selvfølgelig! For der er kun godt en uge til verdens største rockstjerne - no more, no less - går på scenen i Parken. Samtidig med at København spiller i Esbjerg. For kollega Saxo og jeg gælder det den dag, at København taber til Bruce. Forventningerne er enorme, og ihærdig lytten til en mængde bootleg-optagelser i god kvalitet fra denne tour tyder på, at forventningerne bliver indfriet. Bruce synger bedre end nogensinde, The E Street Band spiller vitalt og utrætteligt - et bevis på at god vin bliver bedre med alderen (i modsætning til ungdommelig saftevand med kort holdbarhed) - og sætlisterne bliver mere og mere intense. Og koncerterne holder stadig tre timer plus, nonstop! Et skønt mix fra den nyeste The Rising - der med garanti også bliver et legendarisk album - tilbage til den spæde start i 1973. Et spænd på tredive år med fantastisk musik og mange inspirationer, for nok er rocken Springsteens fremmeste udtryksmiddel, men helt fra midt-tresserne (Steel Mill, Castiles og Dr. Zoom & The Sonic Boom tiden) med beat (pigtråd) bevæger vi os gennem 70'ernes jazz/funk-inspiration, 80'ernes blues og 90'ernes folk-prægede Springsteen frem til en superfrisk rocklegende anno 2003. Som et øjenvidne berettede fra koncerten i Manchester for en uge siden (med en lille omskrivning af Jon Landau's legendariske ord fra 1974): "Tonight we saw the future of Rock 'n' Roll, and he's fifty four years old". Eller check denne anmeldelse fra ansete The Times: The new Boss, game as the old (Crystal Palace Sports Ground, 26/05-03). Og da kollega Martin med garanti vælger at ignorere Bossen i næste uge, har aktuelle koncertoptagelser og alt muligt andet Bruce-musik kørt i højttalerne hernede. For de af os, der varmer op til braget om 9 dage. Og siden kollega Saxo nu valgte at fyre 'Copenhagen Rain' koncerten af i album-sektionen i sidste uge, splitter jeg den med en lille teknisk finte op og kalder den ...
Ugens numre: Sådan var sætlisten, sidst Springsteen var her i juni, 1999. Det bliver noget lignende denne gang, blot med 9-11 The Rising numre iblandet et par gode håndfulde af de udødelige klassikere.
Who'll
Stop the Rain
Og en lille ekstra: Bruce Springsteen: 'Reason to Believe' (Fra Nebraska). Specielt dedikeret til kollega Saxo, han ved hvorfor. .....
Og hvis du også går og lader op til Springsteen, så klik ind og kom i kontakt med din indre Bruce. |
||
