Kunne du bare skrue tiden frem til om nogen timer og så vide, hvor mange penge, du har brugt hernede i aften. Det kan du nok ikke, hvis du bliver hængende uden at vide, hvem der ellers dukker op og hvilke bar- omgangs-krævende aktiviteter, du kunne træffe at rode dig selv ind i. Dog behøver du næppe nogen krystalkugle for at forudse reaktionen derhjemme - formentlig først engang i morgen - hvis det går, som det plejer, når du kigger forbi. Og det vil hun derhjemme til enhver tid hævde at have forudset. Ligesom det er forudsigeligt, at du på et tidspunkt i løbet af i morgen ville ønske, du kunne skrue tiden tilbage til ikke at have taget ... ikke den sidste, men ... den første drink. Ja, måske bare ikke være droppet forbi i aften.

Men de dersens rejser i tid, det kan man jo bare ikke. Eller? Det vil sige, en piberygende mystiker har siddet hernede hver aften i denne uge og kvalt en halv flaske portvin, mens han har udbredt sig om tidsrejser. Selvom han ikke ligner, så troede jeg først, det var en af disse science-fiction freaks, eller én der ikke kunne skelne tegneseriernes alt-ladsiggørlige verden fra den grå virkelighed. Men han mente det seriøst på det videnskabelige plan, ja undertiden på et plan, så jeg opgav at følge med i de astro-fysiske forklaringer, der blev helt Holger Bechske, jo mere begejstret han blev for teorierne. Men så smed han et halvgammelt eksemplar af Illustrerad Vetenskap - den svenske pendant til det populærvidenskabsmagasin, vi alle sammen på et eller andet tidspunkt i vores liv er blevet bondefanget til at tegne et "gratis" abonnement på og er alt for længe om at komme ud af, mens man slæber stakkevis af ulæste blade i containeren - for at forklare mig, hvad fanden, han mente, sådan på lægmandssprog. Jeg beklager ikke at kunne hitte andet end dette fattige web-link.

Ellers har Danmarks Radio berørt temaet i deres videnskabelige dokumentar, "Viden om". Det kunne da være meget rart at tage et smut ud til omkring Kr. Himmelfart og opdage, at FC København og AC Horsens skal spille pokalfinale, smutte tilbage til i dag med den viden og så spille benhårdt på det hos bookmakerne. I hvert fald Horsens skulle nok kunne kaste en slat af sig. Men af uransaglige årsager kan det åbenbart ikke så enkelt lade sig gøre at vende tilbage til nutiden, som er blevet fortid, hvis man er rejst ud i fremtiden. Klart, mand!

Af samme grunde kan man åbenbart heller ikke rejse tilbage til fortiden. Der er også paradokserne omkring at drage tilbage og gøre en handling, der burde umuliggøre, at du selv eller dine omgivelser kan eksistere i dag. Kunne ellers være fristende at rejse tilbage og ændre visse ting - gøre det gjorte ugjort eller det ugjorte gjort - eller blot endnu engang gennemleve særligt skønne oplevelser. Eller hvad med at drage tilbage til dagen før Gorica-kampen. Dilemmaet er selvfølgelig så, om man skulle sætte alt, hvad man ejer og har og score kassen på det umulige 0-5 resultat eller forsøge at forhindre kampens gennemførelse f.eks. ved at drysse 6 ton partisansøm over banen.

Det bliver vist for meget tankespind, for skal man så fortsætte resten af livet fra Gorica-matchen og gennem det samme liv frem til i dag, bortset fra en tur til Monaco og måske en anden efterårsudvikling for et Københavnsk hold med tur i den på baggrund af en succesoplevelse? Eller skal man straks teleporteres tilbage til i dag og så læse om en helt anden udvikling. Og skal man så til at håndtere to levnedsløb? For at komme tilbage og frem - eller frem og tilbage - skal man åbenbart rejse gennem de såkaldte ormehuller.

Ormehuller? Ja, umiddelbart tænker jeg på alt andet end rejser i tid og rum. Ormehuller er de huller vi har hernede i polstringen på vores stolesæder, skabt dels af cigaretskod og dels af skadedyrsfætre til ormen med ormetendenser. Og ormehuller er det, som mine medbartendere og stamgæster synes at komme piblende op af, når Chelsea eller Real Madrid har tabt, eller som de fleste af os hernede i Københavnerbulen synes alverdens trættende eksistenser dukker op fra, når København har dummet sig på fodboldbanen. Efteråret 2004 var en særlig god ormesæson! 

Efterår er også tid for æblehøsten, og derfor giver ormehuller mig især associationer til det alt for velkendte, når man har taget den første store bid af et saftigt æble og opdager ormehullet og - hvis selve ormen ikke længere er at finde i hullet - begynder at tænke på, om ormen havde forladt æblet, inden du tog den bid, eller ormen er på vej ned til din tarmflora med resten af æblet. En tanke man ikke ønsker at tænke til ende. Kunne man dog bare lære at kigge bedre efter, inden man fører æblet op til kæften, og når det alligevel er for sent, kunne man så bare skrue tiden tilbage til før den første bid ... via et ormehul!

Hvorfor nu al den stjernetågede snak om rum og tid og galaktiske ormehuller, tænker du, mens du tømmer endnu et glas. Skal vi ikke snakke fodbold? Ærligt talt, så prøver jeg bare at træde lidt vande, mester. Vinde noget tid, til jeg kan verfe dig ud af klappen, lukke af og komme hjem. For der sker just ikke alverden i den Københavnske fodboldverden her to måneder før starten på en forårssæson, hvor vi skal jagte noget så ophidsende som sølvmedaljer.

Bevares, træningen er genoptaget i sidste uge. I princippet starter alle spillere fra nul og kan knokle på for at vise cheftræneren, at man er værd at satse på i forårsopstillingerne, om end man ved at visse spillere altid vil have de største stjerner i en træners bog og derfor altid spille uanset man ikke har præsteret i 1½ sæson hverken til træning eller i kamp. Lige som andre af uransalige årsager får parkeret sig selv i trænerens yderste nødplan - den hvor man kun bliver benyttet, hvis der er mindre end 10 kampklare spillere i A-, B-, U- og Y-trup - og derfor kun skal gøre sig forhåbninger om spilletid i en anden klub, eller hvis der kommer ny træner til. Sådan er det alle steder. Og Hans Backe har også sine favoritter og ikke-favoritter, som nok kan være sikre på spilletid hhv. tribunetid uanset indsatsen på træningsbanerne i januar/februar.

Foreløbig er der så heller ikke meget, der tyder på, at der skal komme nye trænerfavoritter til lige med det første, da både cheftræneren og sportsdirektøren kategorisk afviser transferaktivitet i denne vinter. Så vi kiler på med samme trup, som skuffede så eklatant i efteråret, men også stort set samme trup, som hev mesterskabet hjem i sidste sæson. Og for en dels vedkommende sågar også forrige sæson. Så indtil videre skal spørgsmålene forud for anden sæsonhalvdel baseres på det eksisterende.

Bliver Thomas Røll endelig sit skadesforløb så meget kvit - både fysisk og mentalt - at han kan genfinde niveauet fra dengang, han var den bedste midtbanespiller i den hjemlige liga? Fortsætter Christian Traoré - den spiller der udviklede og forbedrede sig mest i løbet af 2004 - sin udvikling? Fortsætter Hjalte Nørregaard som Mr. Reliable aka. "Mio 2", den mest stabile og mindst skadede spiller? Vil det endelig lykkes Michael Silberbauer at konvertere bunker af gejst til lige så meget godt spil, som da han var én af superligaens mest eftertragtede spillere i Aalborg? Bliver Martin Bergvold så skadesfri, at han kan fortsætte sin udvikling og blive stamspiller i København? Bliver én af efterårets trods alt positive Københavnske overraskelser, Dan Thomassen, endnu bedre? 

Genfinder hans makker, Bo Svensson, det spillemæssige niveau sammen med anførertjansen? Får Elrio sit endelige gennembrud? Gør Jeppe Brandrup, og får han i det hele taget spilletid? Får Álvaro med eller uden hjælp fra oven løftet formen og niveauet til at matche prislappen? Og nu vi er ved de dyrere drenge; kommer Linderoth til at vise sig investeringen værd, og vil Magne Hoseth optræde mere disciplineret?

Både vi som betragtere og cheftræneren kunne sikkert godt ønske at smutte t/r gennem et af ormehullerne for at få svar på nogle af disse spørgsmål, inden forårets første hold skal sættes. Trænerstaben får selvfølgelig de første indikationer i løbet af de næste måneder, og så kan vi andre på baggrund af træningsrapporter og Peter Bangsvejske jungletrommer bedre komme med kvalificerede gisninger på forårets line-up, og hvad vi måske kan forvente. Med en klub "altid-i-markedet" skal man dog ikke forsværge, at der trods alt sker et eller andet i transfervinduets åbningstid, og så er "situationen jo en helt anden". 

Det vil f.eks. stadig ikke overraske, om spillere som Carsten Fredgaard, Urmas Rooba og Peter Christiansen, der alle har ytret ønske om at komme væk, rent faktisk bliver solgt. Og de Zuma'ske udenlandsrygter har jo også denne vinter løbet i sportspressen. Og måske en Elrio og en Brandrup bliver udlejningsparkeret i en superliga- eller førstedivisionsklub i foråret for at få lidt mere spilletid.

Målmandsproblematikken har jeg slet ikke nævnt. Uanset hvad der måtte ske på den front - med daglige fremskridt og tilbagefald for Magnus Kihlstedts skade og lige så daglige "ny-målmand-på-vej-rygter" - er det stadig et åbent spørgsmål, hvornår vi igen får en nærved 100% pålidelig sidsteskanse som en Palle Petersen, Antti Niemi eller Thomas Myhre. Problemet er jo i en klub som København at finde en målmand, der kan være arbejdsløs 3/4 af tiden og så være helt årvågen og skarp, når endelig der er bud efter én, enten en superredning skal præsteres, en prekær situation skal cleares, eller bare koncentrationen skal være tilstrækkelig skærpet til at gribe en dødbold. For det er da ingen hemmelighed, at både Magnus Kihlstedt og Balázs Rabóczki har spillet deres allerbedste kampe, når de virkelig har haft det hedt, og holdet har været presset i bund.

Nok også det man skal huske i vurderingen af Rabo, der kom fra et bundhold i Allsvenskan, hvor han var mere i aktion end de fleste markspillere, gjorde det fremragende og fik status af Ungarns bedste keeper. Det har givet været en omvæltning for ham at komme hertil og skulle bruge det meste af tiden på banen på at holde sig oprejst!

Det er nu slet ikke noget decideret Københavnsk fænomen. Vi skal f.eks. blot tage over Nordsøen, hvor Manchester United efter Peter Schmeichel og Arsenal efter David Seaman (okay, også under Seaman!) har haft mere end almindeligt svært ved at finde en pålidelig målvogter. Barthez, Carroll, Howard, Lehmann, Almunia er bare nogle af de prøvede navne, der har gjort både Reds- og Gunnerstilhængerne til momentvise nervevrag. Hos øjeblikkets flagskib Chelsea var målmandssituationen lige så kritisk - Carlo Cudicini var også aldeles uberegnelig, momentvis verdensklasse under beskydning, aldeles koncentrationsforladt under rolige stunder - indtil denne tids største målmandsåbenbaring, Petr Cech, arriverede. Om Cech og det for mange spilstyrende tophold prekære problem med at besætte målmandsposten med en både rolig, autoritær og reaktionsstærk personlighed kan du læse mere her.

Nuvel, nogen Petr Cech får vi næppe nogensinde til København. Men mindre kan gøre det, og når Niemi og Myhre kunne lokkes omkring Byens Hold skulle man vel ikke anse det for helt umuligt. Faktisk behøvede vi vel ikke engang rette blikket uden for landets grænser, for jeg så både den fornødne ro, rutine, autoritet og tekniske styrke i en Peter Skov Jensen, men han røg i stedet til Ruhr og danskerkolonien dér.

Når nu snakken går om målmænd, så griner jeg stadig af denne mesterkalamitet af en af førnævnte liabilities, nemlig Roy Carroll.

<----- mål • • • • • • • • • • • • • • ikke mål ---->

Krøllen på den historie var dog i lige så høj grad (linie-)dommerblunderen, som kollega -smølle allerede behandlede nærmere i sidste uge, og som der vist ikke findes nogen fodboldinteresseret i hele verden, der ikke har set igen og igen. Det satte igen gang i diskussionen om elektroniske hjælpemidler i fodbolden.

Mht. målliniehændelser kunne det dog tyde på, at radiosignaler får en renaissance overfor video med en teknik, der er nærmere beskrevet her (Goalline Technology). Fordelen synes for min smag så ubetinget at være, at det ikke giver ekstra spilstop for dommeren at træffe sin afgørelse på baggrund af dette tekniske hjælpemiddel. For jeg bryder mig stadig ikke om at tænke på videodommere, hvor spillet skal stoppes ved enhver tvivlssituation (måske både af dommere, spillere og trænere og tilmed en "over-opsyns-dommer") for at granske TV-billederne. Så ender vi hurtigt i samme tilstande som det latterlige og intetsigende NFL, hvor "sporten" handler om 5-10 sekunders action fulgt af 2-5 minutters pause, uafladeligt. Nej tak, så lever jeg med, at radiometoden ikke kan bruges til at fange tvivlsomme situationer omkring hands, offsides og frispark. Måske man skulle hoppe i et ormehul for at se, hvor galt det står til ved f.eks. næste VM.

Ellers er det jo stadig det nys åbnede transfervindue, der påkalder sig størst opmærksomhed, mens de fleste ligaer så småt kommer i omdrejninger igen efter juleferien (bortset fra den engelske, som er i gang nonstop, og de nordiske som ikke kommer i gang før omkring påske). Herhjemme er det indtil videre eneste rigtigt interessante, at Peter Skov som allerede nævnt og Mohamed Zidan begge rykker syd for grænsen.

Det virker ærligt talt som totaludsalg af ambitionerne, at Maltaligaens nr. 2 sælger deres to bedste folk, endda for noget der ligner discountbeløb, som ikke levner FC Midtjylland store muligheder for at hente erstatninger. Havde de midtjyske FC'ere så været 16 p. efter og aldeles uden mesterskabschancer som FC'erne fra København, kunne man måske endda forstå det, men 10 points - som selvfølgelig også er ganske (for) markant afstand - er ikke helt utopisk at hente, jvf. efterårs-/forårsudviklingen i de sidste tre Maltaligaer. Og under alle omstændigheder har FCM gode muligheder for sølvmedaljer, der dels vil være klubbens historisk set bedste resultat, og dels den p.t. nemmeste vej til europæisk fodbold, lige som man stadig er med i pokalturneringen, hvor det vel så også giver bedst mening at stille stærkeste mandskab.

Lige med hensyn til Zidan er der da også grund til. at begræde, at ligaens måske bedste og i hvert fald mest spektakulære spiller - sammen med Zuma - forsvinder. For ligaen har brug for billetsælgere, og ikke bare boldflyttere og løbejern. Det skal dog blive interessant at følge Zidan - som jeg fornemmer trivedes specielt godt under Erik Rasmussens omsorgsfulde personalepleje - i den tyske kæft-trit-og-retning skole. Han er ikke stjerne i Bundesligaen. Ingen dernede kender ham, så der skal ydes en både mere koncentreret og mere moden indsats af Zidan, hvis han vil drive det til noget i de omgivelser. 

Og det gælder så i høj grad også uden for banen, hvor han nok hurtigt vil erfare, at tabloidpressen herhjemme er for ingenting at regne i forhold til den tyske, hvor fodboldstjerner - især udenlandske - og deres fejltrin jages nådesløst året rundt! Og man kunne også frygte for Zidans fartglæde, når han slipper hestekræfterne løs på Autobahn. Jeg måber stadig over hans intelligente udtalelser om at have haft travlt og ikke været klar over, at han kørte for stærkt, for det "bemærkede han slet ikke". 142 km/t på landevej! Jeg har haft styreberev i ca. et kvart århundrede og endda *ahem* kørt bil lidt før da, men selv med den kørerutine som ballast ville jeg da aldrig køre 142 km/t uden at være klar over det. Og da slet ikke på gemen landevej. Jeg skal ikke spille hellig og påstå, at det ikke kunne forekomme (er forekommet), men jeg ville da vide det. Og det ville en knægt som Zidan uden alt for mange køre-år på bagen stensikkert også.

Det er så ikke intelligenskvotienten, der tynger alle fodboldspillere. Tag nu for eksempel El-Hadji Diouf. Just tilbage efter tre dages karantæne for at have spyttet en modspiller, spytter han en tilskuer. Takket være manglende CCTV-optagelser af episoden klarer han frisag - fair nok - men bare at komme i en situation, hvor spytte-anklager opstår, må siges at være stupidt nok. Igen. Og så med hans generialeblad. Foreløbig to gange dømt og to gange efterforsket for spytteforseelser på fodboldbanen.

Paulo di Canio var også en spiller, jeg respekterede for hans egenskaber, men hans særegne måde at fejre mål og sejre på kunne man godt være foruden. Ingen grund til at vise billeder af hans karakteristiske "romerske hilsen", Mussolini-style. Du har set dem og kender historien, incl. hans forklaring, at det er hans måde at juble på. Jeg mindes pudsigt nok ikke at have set ham gestikulere på samme måde foran publikum i England, når han scorede for West Ham United. At lige præcis dette kropssprog falder i god jord hos den rabiate, neofascistiske del af Lazio-publikummet undrer desværre ingen. Min gamle Chelsea-helt Gianfranco Zola (38 somre) sørgede heldigvis her til aften for en lille straf til Lazio-folket ved med en scoring i Rom i forlænget spilletid at sende sit Cagliari videre og hjemmeholdet ud af pokalturneringen. Mon ikke han har fejret scoringen og sejren lidt mindre anstødeligt.

For lige at lukke for trækken fra transfervinduet for i aften, så er Fernando Morientes' skifte fra Real Madrid til Liverpool formedelst £ 6,3 mio. i aften, 13. januar 2005, stadig den mest markante handel på den europæiske fodboldbørs. Og den er medvirkende - for Madrid - til at danne grundlag for den på vore breddegrader mest omtalte handel. Thomas Gravesen til Real Madrid. Officielt her 14/2, 01:57. Om han er egnet eller ikke egnet til Real Madrid er lidt præmaturt at udtale sig om. Jan Mølby har dog en mening om det (også), og en mand med Gravesens løbepensum og auktionsradius er altså en mangelvare i Madrid. Ligesom han forekommer tilstrækkelig selvsikker til ikke at være bange for de madrilenske galacticos, mens han omvendt må synes professionel nok til at have fornøden respekt for samme. Og hans placering på "Actim-indexet" ved afgangen fra engelsk fodbold fortalte, at Real Madrid har købt Premier Leagues bedste midtbanespiller og trediebedste spiller i det hele taget.

På selve fodboldfronten er det mest ophidsende den sidste uges tid, at FA-Cup'en - trods måske knapt så magisk længere - nåede sin legendariske tredie runde. Ikke at ret mange af vi danskere havde mulighed for at følge den på TV overhovedet, som kollega -smølle berettede om i sidste uge. På den facon var det lettere for mig at leve med at være til svigerfamiliefestivitas i Rold Skov - i orkan - når jeg nu alligevel ikke gik glip af noget TV-bold.

Det gamle fodboldkoryfæ, Alan Hansen fandt dog masser af den gamle magi i weekendens runde, og at Oldham pludselig skulle være Manchester-egnens førerhold for en weekend ovenpå sejren over City, mens United kvajede sig spektakulært (men dog endnu ikke fatalt), går jo direkte ned i pokalhistorien. Ligeledes Aston Villas, Norwichs og Crystal Palaces (de to sidstnævnte dog knap overraskende) exits mod lavere rangerede hold, PL-kollegerne Blackburns kun uafgjorte i Cardiff, og de meget lidt prangende pligtsejre til storfavoritterne Chelsea, Arsenal, Portsmouth, Tottenham og Middlesbrough er dele af pokalromantikken med dens helte. Og ærligt talt, i hvor mange pokalturneringer oplever man to hold adskilt af 123 pladser på rangstigen møde hinanden, som når Yeading Football Club fra de vestlige Londonforstæder og trediebedste amatørrække, Ryman League, tager imod mægtige Newcastle fra Premiership. I øvrigt for øjnene af omkring 5 mio. BBC-seere! Det sker i hvert fald ikke i den danske, udvandede parodi af en pokalturnering.

Forudsat Manchester United (omkamp) og Liverpool (udsat kamp) ikke kvajer sig, så slap alle de store dog gennem 3. runde (deres første hurdle), og i mellemtiden skiftede scenen så til den lille pokalturnering, Carling Cup, som er nået til semifinalerne, der afvikles hjemme/ude. Første møde gav indikationer af, at det nu er alvor, så Liverpool overlod tirsdag intet til tilfældighederne før returmødet med Carling Cup dræberne fra Watford, og i giganternes kamp onsdag mellem Chelsea og Manchester United så man pludselig også begge trænere sende tæt på stærkeste opstillinger af til rådighed værende spillere på banen. 

Specielt op til Chelsea-United kørte den vanlige manager-retorik, og man kan da godt have Alex Ferguson mistænkt for at nyde i José Mourinho nu at have én mere udover Wenger at udveksle fornærmelser og psykologisk fodboldmedie-krigstaktik med. Cool José virker dog ... cool. Og Sir Alex måske endda lidt rystet ovenpå julen, som - jf. -smølles beretninger i sidste uge - ikke forløb helt, som han havde forudsagt, på fodboldfronten. Så nu handlede det op til Carling Cup semi'en ikke så meget om, hvorvidt Chelsea kunne vinde noget som helst denne sæson, men at de nok ikke kan vinde det hele! Højst tre ud af fire. Ny taktik fra Ferguson.

Og den hjalp måske. I hvert fald fik han med United - pludselig som bevidste underdogs - hentet en absolut brugbar uafgjort i London, således at han stadig står med muligheder for at bevare en imponerende rekord, der siger, at Manchester United under Alex Ferguson aldrig har tabt en semifinale i en engelsk cupturnering (ti gange indtil nu). Det er i øvrigt 30 år siden, at Manchester United har tabt en engelsk FA- eller Ligacup semifinale i det hele taget, så de har har da en statistisk fordel inden returmødet i Manchester 26. januar.

Men det er cool José nok ret kold overfor. Efter kampen var det så hans tur til at føre retorikken. Og man kan sgu da kun elske ham for kommentarer som "Maybe when I turn 60 and have been managing in the same league for 20 years and have the respect of everybody I will have the power to speak to people and make them tremble a little bit." og "Manchester United should not be allowed to speak about referees for another year after that. What happened against Tottenham was one of the most ridiculous decisions I have ever seen." Sammenhængene, de to gyldne bemærkninger er taget fra, kan ses her og her.

I det mindste muntrer de mig lidt op ovenpå ærgrelsen over, at Chelsea ikke kunne få puttet en eller to i kassen samt 90 minutters irritation over Viasat-kommentatoren - Jeppe Horskjær - der udover at demonstrere en imponerende mangel på kendskab til de to hold og dets spillere (og spillet) også leverede en af de mest farvede speaker-præstationer, jeg længe har hørt. Uvidenhed kan måske undskyldes, men tag dog den røde trøje af næste gang, du skal kommentere en fodboldkamp fra neutralt land!

Nå, du skal til at skrubbe af, så jeg kan få lukket og slukket. Der er stadig lang tid til fodbold med og i København. Træningskampene på La Manga bliver de første. Om man får noget af det at se på TV, har jeg ingen anelse om. Den første gang Københavnske live-fodbold for denne bartenders vedkommende bliver 24. februar mod Göteborg, som så også bliver den eneste af de royale træningskampe, jeg får at se. Jeg sætter jo af princip ikke mine urbane fødder i betonklodsen ude i motorvejsudfletningen - så det bliver TV kamp - og ligesom hjemmekampen mod Brøndbyerne er jeg bortrejst til hjemmekampen mod Tromsø. Heldigvis er jeg på samme Londontur, som kollega -smølle omtalte i sidste uge, så FCK-Tromsø bliver på pub-tv, mens vi alligevel er i Europas ypperste metropol for at se noget rigtig fodbold, live!

Frem til pokalkampen mod Fremad Amager og forårspremieren i Maltaligaen mod FC Midtjylland hhv. 6. og 13. marts er der i det hele taget ikke meget at råbe hurra for i den Københavnske vinter. Jo, Elvis Costello kommer forbi på næste lørdag. Det skal blive godt. Og så åbner det nye Operahus nu på lørdag. Efter megen kævl og ævl, men hvorfor skulle vi dog stå tilbage for Sydney? Meningerne er delte, men jo mere jeg har sejlet fordi dokøen, og jo flere gange jeg har betragtet det færdige hus, des bedre synes jeg om det. Smut du bare gennem et ormehul, og du vil se, at de fleste Københavnere om få år er stolte af det hus, som bliver en stensikker turistattraktion.

Blot kan jeg ærgre mig over ikke at fået billetter til gallapremieren - ikke for almindelige mennesker - men må vente helt til sidst i april på min "hus-debut". Det er dog også noget at se frem til, selvom Aïda ikke har helt den samme stjernebesætning til den tid.

I mellemtiden kan du til gengæld ikke krybe i noget ormehul for at undgå regningen for i aften. For den er stor. Du har været en tørstig og meget dygtig mand. Farvel og godnat.

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens albums:

Simple Minds: Silver Box
En lækker julegave jeg fik her. Fem CD'er (61 numre - incl. en ikke-album udgivet single B-side og to aldrig tidligere officielt udgivne sange, alle tre fra 80/81) med mit absolutte favoritband på firsernes europæiske musiklandkort. CD 1 og 2 med sjældne og unikke BBC-optagelser (special sessions og live på klubscener) og demo-udgaver af Simple Minds' tidligste - og bedste - materiale frem til 1985. En slags kronologisk præsentation af det band Jim Kerr og Charlie Burchill i 1978 formede af Glasgow punkgruppen Johnny & The Self Abusers. Fra rewrites over inspirationskilder som Velvet Underground, Kraftwerk, Roxy Music og især Neu i en bizar stilblanding af glam og artrock, prog og krautrock til et stilskabende og nærmest episk new wave og pop band. CD 3 og 4 består af ikke tidligere udsendte liveoptagelser fra Holland, England og Skotland. Klassisk Simple Minds. Og selvfølgelig får man på de første fire skiver også næsten hele album-mesterværket fra 1982 New Gold Dream (81-82-83-84) i "nye" versioner. CD 5 er så "the lost album", oprindeligt indspillet til udgivelse i 1999/2000, Our Secrets Are The Same, men pga. diverse juridiske tovtrækkerier først frigivet i 2004. Og trods et par enkelte guldkorn, så havde det album måske haft bedst af at forblive ... lost ... og udeladt af Silver Box. Til gengæld byder boksen så på en 73 siders booklet med gennemgang og anekdoter om Minds, krydret med interviews med essentielle personer. Noget man vidste i forvejen, meget man aldrig har hørt for. Det skal lige med, at 2-DVD'en, jeg anbefalede i jukeboxen som julegaveidé for godt et år siden, Seen The Lights - A Visual History er det ideelle billedsupplement til denne boks.

Rolling Stones: Live Licks 
Inspireret af kollega Saxos hang til at fyre gamle Stones numre af i forrige uge, her en friskudgivet dobbelt-CD som dokumentation for, at Stones skam stadig kan trykke den af i det nye årtusinde. 23 numre optaget på "Licks 2002/03 World Tour", som også bragte dem forbi Parken i sommeren 2003 til en forrygende koncert. Ligesom med Simple Minds ovenfor findes der også i dette tilfælde visuelt supplement fra "Licks"-touren, som jeg også anbefalede sidste jul, samme sted i jukeboxen. 4-DVD'en Four Flicks.

Ugens sang:

Simple Minds: 'I Travel'
Apropos rejser, her ikke i tid (bortset fra tidszoner) og rum, men fra sted til sted. 'I Travel', elektronisk livsstilrock til dansegulvet. New wave og åbningsskæring fra Minds' tredie album, Empires & Dance (1980), gruppens store selvstændige gennembrud ovenpå de to første glimrende men lidt famlende post punk/early wave plader Life in a Day og Reel to Real Cacophony, som bortset fra de lysende 'Life in a Day' og 'Chelsea Girl' måske ikke just rummede så mange originale sange eller lyd. 'I Travel' blev udgivet i 1980, her i en demo-udgave fra samme år, som findes på ovennævnte Silver Box.