Du skal fandeme ikke sidde og svælge i jammer og selvynk her. Selvfølgelig er din bartender altid klar til at lytte, når FC København har svigtet, når du har problemer på hjemmefronten, når chefen er en tyrannisk idiot, eller når lægen har stillet dig en ubehagelig diagnose. Men sidde og klynke over efterveerne af gårsdagens alkoholorgie ... på et sted, hvor vi lever af at sælge sprut ... den går sgu ikke, kammerat. De moralske tømmermænd, måske, men de fysiske må du enten drikke væk eller tage med dig hjem.

I det hele taget er der jo tradition for, at gud og hver mand i ethvert trykt og elektronisk medie skal komme med alskens gode råd i disse tider. "Sådan klarer du tømmermændene!" Man kan jo ikke efterprøve alle rådene, medmindre man drikker sig bankestiv 700 dage om året, og dét er svært. Så hvilke af de mange "gode" råd skal man følge? I reglen fra en eller anden kändis, som tilhører garden af amatørdrikkere, der får en tår over tørsten til Moster Olgas 75 års fødselsdag og firmajulefrokosten. Og så selvfølgelig den største amatøraften af dem alle, den der markerer årsskiftet. Hvad ved den slags dilletanter om en solid kæfert og reparationen af samme?

Næ, spørg du så hellere nogen blandt stamklientellet hernede. Selv de mest velestimerede udi kunsten at bære en middelsvær til bekymrende rus ved mere hyppige lejligheder rammes af tømmerfætrene. Men sandt at sige er der næppe to mennesker, der tackler mandolinfeberen ens. Det er endda sjældent to branderter forløber og forbrænder ens. Så hvad der er skidt for dig, er måske godt for mig, og hvad der var en god kur i sidste uge, hjælper ikke en skid i dag, hvor du skulle på juleindkøb med fruen mindre end håndfuld timer efter, du havde studedrukket chefens sidste flaske whisky med hans sekretær.

Og jeg ved godt, at den eneste grund til, at du hængte ud frem for at tage en personlig omsorgsdag derhjemme, var det pressemøde, der blev annonceret tidligt på formiddagen. Og pressemøde blev der, ikke uden lidt sædvanlig andedams-rygte-ping-pong. FC København annoncerer ved 10-tiden en "hemmelig" spillerprofil, der afsløres ved pressemøde kl. 14. Præcis i øvrigt som AGF gjorde det timerne forud for Stig Tøfing-pressemødet i tirsdags. Hvorfor elsker danske klubber det her mummespil? I udlandet kommer pressepræsentationen da oftest længe efter, at handelen er offentliggjort. Tag navne som Figo, Zidane, Ronaldo og Beckham til Real Madrid. Det var done deals længe inden, man inviterede offentligheden til at se girafferne. Klart at danske medier - og tilhængere - går i offensiven med spekulationer, når klubberne - som FC København hhv. AGF i disse tilfælde - melder ud på den måde.

Og hensynet til Fondsbørsen har altså ikke en fjært med eventuelt pressemøde at gøre. FC Københavns første kryptiske melding ved 10-tiden, virkede så meget mere tåbelig, som BT tidligere på morgenen, både på spisesedlen, forsider og i selve avisen havde adviseret Silberbauers overgang til FC København som værende en realitet, eller i hvert fald meget tæt på. At en direktør i AaB så kom til at lække nyheden mere officielt, inden pressemødet i København, kan jeg heller ikke se som det helt store drama, det ellers henover eftermiddagen blev gjort til, bl.a. med informationen lagt på og taget af internettet igen. Og lad være med at komme med det "hensynet til Fondsbørsen" gøgl her også. Aalborg Boldspilklub A/S' Børsmeddelelse Nr. 2003/31 er dateret 17. december 2003, altså onsdag. Om den er faxet, e-mailet eller sendt med B-post til Fondsbørsen, har jeg ingen anelse om, men skiftet var altså officielt på plads onsdag. Ikke så underligt, at BT f.eks. syntes at ligge inde med skråsikker viden allerede torsdag morgen. Og flere andre, også mere "uofficielle" kilder!

Nok om det. Danske fodboldlederes gøren og laden høster stadig ikke mange anerkendende nik herfra. Lad os i stedet dvæle lidt ved Michael Silberbauer. Vores nye nr. 8. Peter Nielsens nummer. Det vil nok være at tage munden lidt for fuld at rubricere Silberbauer som Nielsens afløser blot på nummersammenfaldet, og det indikerede Niels-Christian Holmstrøm da retfærdigvis heller ikke på pressemødet. "Silber" selv vil helst bare "spille på midtbanen"! Flinker fyr. At han måske i sin anden periode i FC København om en halv snes år kan overtage en Peter Nielsen rolle, er en anden sag. Peter Nielsen selv startede jo i sin tid i både Fremad Amager og Lyngby ud som en endog meget offensiv midtbanemand - 10'er typen - lige som Silberbauer oftest i dag i Aalborg. Det var reelt først under det andet ophold i Mönchengladbach, at Peter Nielsen optrådte i den mere defensive og bolderobrende rolle.

Lad være, at det er på den kontrollerende, defensive midt, at vi er mest i bekneb for en decideret indpisker. Her er der dog håb om, at Mykland genopstår til foråret. Holmstrøm var i hvert fald "moderat optimist" ved pressemødet. Omvendt er han nok væk senest til sommer, og så er problemet der stadig (en Lønstrup-genkomst vil jeg se, før jeg tror det). Et problem Silberbauer næppe er løsningen på. Heller ikke når vi taler om vore andre achilleshæle; backpladserne, ja begge to. Højresiden savner en back-up, venstresiden savner kvalitet. Og selv om Silberbauer havde kampe på højre back/wingback i sine tidligste senioroptrædener, så skal vi nok ikke vente at se ham på den position i København.

Stadig er Silberbauer en rimeligt alsidig spiller, og det kan vel vise sig at blive en betydende sidegevinst, selvom hans offensive og målfarlige midtbanekvaliteter og ikke mindst dybdeløb nok er de spidskompetencer, han er købt på. Man kan så sige, at hans forcer er på samme områder som en Thomas Røll, en Morten Bisgaard og en Hjalte Nørregaard. Så der bliver nok lidt redundans i denne kvartet til foråret. Det kommer ikke til at gå ud over Røll og Silberbauer, tør jeg godt garantere. Bisgaard - der ellers afsluttede efteråret som en af de bedste på holdet - tager det nok også roligt, al den stund, du sikkert ikke kan se hans røv for bar' skosåler, når han nok bosætter sig udenlands til sommer. Forskerordningen udløber nemlig. Tilbage med sorteper, som jeg ser det, er Hjalte. Han må nok belave sig på en standby-tjans, om end en ganske stærk af slagsen. Hånden på hjertet, han har ikke samme spillemæssige kvaliteter som de to (tre) andre. Og så kan han altså have fået opkaldt nok så mange provinsstadions efter sig.

Meningerne i den Københavnske fanskare synes ganske delte. Faktisk virkede en del mere glade i tirsdags, da det på Århusgymnasternes pressemøde blev en kendsgerning, at Stig Tøfting i hvert fald ikke kom til København! Men jeg vælger at nikke anerkendende. Ved nærmere eftertanke kan jeg faktisk ikke komme i tanker om én spiller i superligaen, jeg hellere ville have til klubben end netop Silberbauer (og slet ikke på den plads). Det skulle lige være en Morten Wieghorst til Nielsen/Mykland pladsen, men givet den manglende samhandel mellem København og Brøndbyerne, så har han næppe været et tema, og bliver det heller ikke. Og med Silberbauers alder taget i betragtning er det ganske fremtidsbetryggende at tænke på, at også næste efterår - og måske næste igen, og ... - vil stammen på holdet hedde ganske unge, men rutinerede folk som Bo Svensson, Martin Albrechtsen, Røll, Silberbauer og Álvaro samt måske en Martin Bergvold. Enten kan de sælges for mesterslanten, eller også er det en sprudlende rygrad mange år ud i fremtiden.

Og så er det da også endnu en lille magtdemonstration, at FC København altså kan hente de største superligaprofiler hos konkurrenterne, når og hvis man vil. Ståle Solbakken, Røll, Albrechtsen og nu Silberbauer. Herfra skal lyde et: Velkommen, Michael!

Nå, en reparationsbajer mere? Det hjælper så småt på tømmerfætrene, hva'! Du skal dog nok holde dig fra husets gløgg. Den vil jeg ikke anbefale dagen derpå. Øjeblikkelig kraniekrampe. Basis har stået og simret i et par uger snart, spædet op dagligt, men mest dog med sprutslatter fra ikke helt tømte flasker. Jeg vil antage, at den har en alkoholvolumen, der overgår selv Hviids Vinstues legendariske promillegløgg.

Og hvis du ellers stadig kan holde dig vågen, så forføj dig over i sofagruppen og kig lidt DVD. Det er FC Københavns sæsonvideo, Vi holdt hjem. Kollega -smølle glemte den hernede i sidste uge, og den var godt nok forsynet med en besked om, at den var til en af kollegerne eller stamgæsterne. Det husker jeg ikke helt, for jeg flåede seddelen af og smed skiven i maskinen.

Det er et stadig voldsomt ekspanderende marked med klub-DVD'er. Ikke mindst fordi en DVD rummer så utroligt mange flere features end et videobånd. Så der er sæson-DVD'er, særlige målkavalkader, spillerportrætter, klubhistorie, specielle kampe og meget mere. Sideløbende med en endnu mere eksplosiv vækst i onlinevideo- og livestreaming materiale på klubbernes websites. Ikke så meget herhjemme endnu dog. Så mens du venter på at finde arkiver med f.eks. alle Bjarne Goldbæks mål for København på fck.dk, så kan du givet finde veritable billedguldgruber hos din udenlandske favoritklub. Ikke mindst de engelske klubber er langt fremme i skoene. For det meste dog mod beskeden til klækkelig betaling.

Jo, du har gættet rigtigt. Vi har hooked en DVD-afspiller på TV-kablerne hernede, så mod en lille omgang til baren - husk personalet - kan du sidde og se din yndlings fodbold- (eller musik-) DVD. Dog skal den lige godkendes først. Ham ungersvenden forleden i fleecetrøjen og hiphopkasketten, der påstod at kende Johnny Jehova, kom i hvert fald hurtigt ud af klappen med sin hjemmebrændte DVD med forstadstifoer, da vi meddelte, at alt skiven kunne tjene af funktion her i bulen, var som ølbrik!

Agurketiden i den hjemlige fodboldverden er allerede i fuld gang. Næste år på denne tid spiller vi måske "Royal League". Fænomenet som alle superligatrænere - undtagen John Jensen - er overordentligt skeptiske overfor. Med ca. fire måneders fodboldpause om året er de 33 kampe (plus pokal- og eventuelle europacupkampe), der spilles for tiden, nok ganske tæt på det maksimale herhjemme. Ikke bare trænerne mener det - ikke at det nogensinde har rokket ved ledernes "visionære" idéer, hvad folkene tættest på spillermaterialet vurderer - men det er også tydeligt sidst på efteråret og sidst på foråret, at spillerne er udbrændte. Slidte. Så at proppe op til elleve kampe oveni programmet virker ikke logisk. Og så vel at mærke for en turnering, hvor intet andet er på spil end lidt håndøre og æren. Ingen officielle titler, ingen europa-pladser! 

Måske interessant for nordmændene og svenskerne, der trods alt kun har 26 ligakampe pr. sæson. Problemet er bare, at kampene skal afvikles udenfor spilleterminerne i de hjemlige ligaer. Det kommer hovedsagligt til at betyde i forlængelse af efterårssæsonen og inden forårsopstarten. I Danmark! Vi snakker altså ultimo november, december, februar, primo marts her. Der er nok en grund til, at man i Norge og Sverige spiller kalenderårsturnering og faktisk ikke spiller bold i de måneder, "Royal League" nu skal afvikles i. Stockholm i februar eller Trondheim i december. Eller endnu mere polar-eksotiske destinationer i årets koldeste måneder. Det lyder ikke særligt lokkende for tilskuere eller spillere, og det kan meget vel blive umuligt at afvikle kampene i det hele taget på bundfrosne baner, dækket af metertykke lag nordskandinavisk sne. Med mindre man enes om at afvikle alle kampe i Parken med tag på, så bliver nødløsningen i mange tilfælde kunstgræs, måske indendørs. Og så er den i forvejen udhulede sportslige værdi af turneringen helt væk. Det bliver for alvor en spøgelsesagtig træningsturnering, hvor de fleste potentielle tilskuere - og TV-kiggere - nok foretrækker lænestolen og engelsk, italiensk eller spansk ligafodbold om rigtige points.

Det er da i den forbindelse værd at bemærke, at Rosenborg flyttede sin 2. runde UEFA-Cup hjemmekamp i Trondheim mod Crvena Zvezda en uge frem (fra 6/11 til 29/10) pga. vejrligsforventninger. Og 3. runde-kampen i Oslo d. 26. februar mellem Vålerenga og Newcastle har allerede været genstand for mange diskussioner. Lige nu står det til, at begge opgørene spilles i England, da nordmændene ikke tør løbe an på, at banen er spilbar i slutningen af februar. Banevarme hjælper ikke stort i 10 graders frost og snedriver i hoftehøjde. Og UEFA har kategorisk afvist at give dispensation til at spille indendørs på kunstgræs i en nyopført hal nær Ullevål. 

Nu vi er ved europæisk fodbold, så var der jo desværre ingen FC København lap i lodtrækningsbowlerne i Nyon i fredags. Men jeg fandt det nu pudsigt, at de to fodboldhold, jeg afskyr mest, Bayern München (historisk betinget) og Brøndbyerne (på eliteplan stadig en spæd landsbyhybrid, derfor just ikke historisk betinget) skulle trække Spaniens to største klubnavne. Nå ja, at regne Barcelona blandt de største i Spanien er i disse år nok lidt af en tilsnigelse, men historisk set da. Kollegerne -smølle og Saxo, der begge nærer varme Barça-sympatier, ser da vist vældigt frem til catalanernes besøg i nærheden af hovedstaden. 

Og det skal nok lykkes dem at få gaflet nogle billetter til Brøndbyerne Stadion, enten ad sponsorvejen eller via FC Barcelona. Jeg har dog takket nej til -smølles forespørgsel omkring at se kampen live. Ikke så meget fordi, Barcelona ikke siger mig alverden (siden Cruyff-dagene). Men at skulle sidde på det endnu halvfærdige stadion blandt skingre blå-gule og formentlig fryse halvt ihjel - februarkulde blæst gennem de fire vindtunneler i hjørnerne midt på en i forvejen piv-øde og forblæst forstadsmark - er ikke en tiltalende tanke. Heller ikke med henblik på, at man - jvf. det halvfærdige forstadsmausoleum på muddermarken - formentlig skal iføre sig enten vaders (ved tøvejr) eller slædehundespand (ved frost) for at komme dertil (og derfra). Men jeg skal nok heppe på Barça hernede foran TV'et. Og jeg skal nok lade Real Madrid trøjen blive hjemme den aften.

Netop Brøndbyerne-Barcelona kampen har givet anledning til mange gode grin hernede. At det ikke kun er en stadig ung forening i sportslig henseende, men også en novice udi det organisatoriske, viste håndteringen af billetsalget med al tydelighed. Måske manden med næsten alle kasketterne skulle øve sig lidt mere på såvel online- som butikssalg af adgangstegn, og måske samtidig lære at læse - og forstå - markedsføringsloven. Mage til dilletanter skal man lede længe efter. Noget andet er, at man kan undre sig over, hvorfor billetsalget partout skulle sættes i gang allerede første hverdag (mandag) efter lodtrækningen (fredag). Det er vist ikke set før. Men det skulle åbenbart klemmes igennem inden jul og i indeværende regnskabsår. Havde man dog bare givet sig lidt mere tid ... til at øve!

Nå, det var et sidespring. For lige at gøre den nordiske træningsturnering færdig, så har jeg jo tidligere erklæret mig pro en skandinavisk, nordisk, atlantisk, nordeuropæisk turneringsform. Det er nødvendigt for at løfte niveauet og gøre sig forhåbninger om at kvalificere sig til f.eks. Champions League en gang. Men det skal ikke være som supplement til den almindelige turnering. Det skal være i stedet for. En turnering om points, mesterskab(er) og ikke mindst med europæiske pladser på spil. 

Under alle omstændigheder skal vi nok til at forberede os på, at meget mere end de nuværende 33 turneringskampe pr. sæson, får vi næppe lov at afvikle. Sandsynligvis mindre, hvis det står til den lille, despotiske schweizerklump, Blatter. Og han har det med at få sin vilje. Nu ønsker han alle nationale klubturneringer skåret ned til max. 16 hold. Under henvisning til rovdrift på spillerne, med deraf følgende skader, manglende motivation, dårligt spil. Som så går ud over præstationerne i alle Blatters prestigearrangementer til ære for sponsorer og medier. For det er en aldeles fjern tanke for Blatter, at det er alle disse inderligt ligegyldige opvisningsturneringer - for klubhold, for landshold, for "mixede" hold - om pseudotrofæer, pakket ind i nogle fraser om velgørenhed, der slider spillerne unødigt. I mandags f.eks. Ronaldo Friends vs. Zidane Friends. For mange af spillerne mindre end 24 timer efter en vigtig turneringskamp. Kan det blive mere intetsigende? Nå ja, det var et velgørenhedsarrangement, men man kunne jo sagtens flette velgørenheden ind i andre - ikke spillerbelastende - events. F.eks. FIFAs/UEFAs uanede mængder af konferencer, kåringer, seminarer osv. Eller i bestående - sportsligt betydende - turneringer. Ja, FIFA/UEFA kunne såmænd bare donere lidt fra deres bugnende pengetanke.

At Blatter ikke er fodboldklubbernes mand, så man igen med al tydelighed op til Intercontinental Cup (i princippet også en overflødig kamp) mellem Boca Juniors og AC Milan. Bocas stortalent, Carlos Tevez, måtte trække sig ud af U/20 VM for Argentina pga. en mindre skade. Og det fik så Blatter med officielt FIFA-slips på til direkte at forbyde Tevez at deltage for Boca i Milan-kampen. Under trusler om alverdens repressalier. Det tog Boca-staben åbenbart ikke så alvorligt, thi Tevez spillede de sidste 17 minutter plus forlængningen! Vi har dog næppe hørt det sidste i denne sag, men Bocas trodsighed falder fint i tråd med de europæiske G14-klubbers raslen med sablerne mhp. klækkelig økonomisk kompensation for udlån af klubbernes spillere (ansatte) til først og fremmest landsholdene, men også diverse opvisningsturneringer. Jeg holder med klubberne.

Stadig tømmermænd? Jeg kan ikke nære mig for at tænke, at det må f.eks. Flemming Østergaard også have. Sportslige i hvert fald, ovenpå dette efterår. Syv points' forspring og fortsat europæisk deltagelse efter jul. Det lyder som en særdeles acceptabel - udadtil nærmest forventet - status her ved årsskiftet. Problemet er bare, at det er situationen for konkurrenterne på vestegnen, ikke for København. Det må sgu nage bestyrelsesformanden. Det piner i hvert fald mig.

Hvorfor og hvorfor ikke - og hjemmebane og udebane - og skader og formkriser - og euroflop (mod de måske "letteste" modstandere, vi nogensinde får på det niveau) - alt det har vi snakket stolper op og ned om hernede de seneste uger/måneder. Og Mandagstrænerne har analyseret ugerne og efteråret på kryds og tværs. Ligeså har sportsdirektøren og cheftræneren. Så det gider jeg ikke trampe mere rundt i. 

Vi er vist alle enige om, at det ikke har været godt nok. Og de sportslige tømmermænd er måske endnu større blandt tilhængerne, hvor frustrationerne også er blevet til interne brydninger. Nye generationer af fans med nye tilgange til det at opleve en fodboldkamp, især i Parken, og især-især på Nedre C, udfordrer "os" ældre på idéer, tiltag og traditioner. Min gode kollega -smølle har begået en fremragende artikel, Opbrudstider - forhåbentlig ikke, i det nyeste nummer af "FCKFC Brølet", der beskriver tilhængerudviklingen fra midthalvfemserne til dags dato. En tur jeg også har været med på, og en tur der forklarer, hvorfor jeg føler at have vundet hævd på min faste sæsonkortplads på Nedre C, hvor jeg drikker mine bajere og ryger mine Camels, som jeg lyster. Og ikke vil dikteres at synge bestemte sange på bestemte tidspunkter eller vifte med plastic og fyrværkeri. 

Men jeg vælger nu også at se det som et sundhedstegn og tegn på udvikling, at yngre fans forsøger at vinde gehør for deres synspunkter og visioner. Vi bliver flere og flere, den officielle fanklub alene har passeret 15.000 medlemmer og er Skandinaviens største, så vi skal måske også bruge vinteren til dialog og samarbejde. Frem for opbrud.

Heldigvis har vi en veludviklet tradition for selvkritik blandt Københavns tilhængere. I modsætning til en supportergruppe mod vest, der excellerer i selvoptagethed og selviscenesættelse. Jeg fik frokosten i den gale hals, da jeg for nogen tid siden (vist dagen før Brøndbyernes kamp mod Schalke 04) så den officielle fanklub derude have indrykket en hverveannonce i en formiddagsavis, præsenterende sig selv som "ægte fans" med "ægte fankultur". Uden at vide hvad "ægte" dækker over, og hvordan man opnår at blive "ægte", så er jeg da lykkelig for at være del af en fanskare, der går uendeligt meget mere op i, hvad der foregår på banen, end at promovere os selv som individer og gruppe, udtrykt i endnu en tifo. Men hvorfor en BIF-supporter er mere "ægte" end f.eks. en AGF-tilhænger, det er godt nok hinsides min forstand!

Et andet "ægte" begreb, der dog mere er at opfatte overbærende end direkte kvalmende, opstod i efteråret lidt længere inde ad Køgevejen. Hos Boldklubben Frem, hvis fangruppe pludselig lancerede klubben som "ægte København"! Her fanger jeg heller ikke, hvad "ægte" er. Er det området omkring Sydhavnen/Folehaven - nok et af de Københavnske områder, jeg har opholdt mig mindst i - og hvorfor finder man ikke Frem'ere på Nørrebro, Østerbro, Frederiksberg, Amager osv.? Altså over hele København. Nå, jeg fatter det ikke. Jeg har boet i Byen siden fødslen - i nu fyrre år - og i de fleste kvarterer/bydele efterhånden. Alligevel føler jeg mig ikke mere "ægte" end min genbo, der har boet i vores ejendom i ca. 6 år, siden han og hans kone flyttede hertil fra Jylland. Han elsker København, og han ser givet mere af Byen, end jeg gør.

Hvordan endte vi nu ude ad den tangent? Det må være agurketiden. Højtidsstress. Det er også på de her tider, at den ene kåring efter den anden af årets bedste/dårligste/værste/smukkeste osv. pibler frem over alt. Alle magasiner, organisationer, medier, ekspertpaneler, komitéer har deres kåringer - "awards" - inden for alt. Fra hønsestrik til film, fra musik til sport. Og fodbold.  Jeg kan faktisk vagt huske, at jeg galpede op om hernede, hvor meget den slags hænger mig ud af halsen, på denne tid for tre år siden ("Årets whatever"). Det er faktisk blevet meget værre siden da. Det eneste, der efterhånden interesserer mig, er når TIPSbladet efter hver halvsæson kårer superligaens profil, baseret på de tolv superligatræneres indstillinger. De må ikke stemme på egne folk. Den har haft en dobbeltinteressant dimension de senere år, hvor top-5-forslaget fra den til enhver tid siddende København-træner gav en ganske god indikation af, hvor vi kunne forvente det næste indkøb. F.eks. havde Hodgson og Backe i sin tid en Thomas Røll (SIF) hhv. en Martin Albrechtsen (AB) som topprofil. Kort tid efter, var de på lønningslisten i København, respektivt.

Straks værre i år. For Backes fem efterårsprofiler er i rækkefølge: Andreas Jakobsson, Tommy Bechmann, Morten Wieghorst, Mwape Miti og Jess Thorup. Bechmann er væk. De to Brøndbyerne-folk køber vi under ingen omstændigheder, og Miti samt Thorup (over the hill) er ikke typer, vi ligefrem har et udtalt behov for. Og så er det jo, man undrer sig. Hvor i alverden er dog Michael Silberbauer - som Backe tilmed kender fra sin egen AaB-tid - på Backes liste? Selvom Holmstrøm på pressemødet nævnte, at Silberbauer stod højt på cheftrænerens ønskeliste, er det da lidt mystisk.

En anden åndssvag kåring er DR's om "Årets Mål 2003"  i superligaen. Det skal selvfølgelig til sin tid afgøres ved SMS-afstemning, helt i tidens ånd. Hvilket vil sige, at det nok mere er antallet af tilhængere med mulighed for - og lyst til - at sende en SMS-besked, snarere end de fodboldtekniske kvaliteter, der kommer til at afgøre det på dagen. Endnu mere åndssvagt virker det, at dinosaurmonopolet, Dansk Tips(for)tjeneste, minsandten har sat odds på de nominerede scoringer. Og så kan man ellers spille. Ikke på hvilket mål, du mener, er bedst, men det mål, du tror, får flest stemmer!

Personligt er jeg ikke ét sekund i tvivl om det bedste. Zumas på Hjalte Park. En detalje af ufattelig høj klasse. En retningsorienteret tæmning i lårhøjde i fuldt løb og vip i samme bevægelse op til en flugtning lige i kassen. Der er ingen - ingen - i superligaen, der gør Zuma den kunst efter. Undtagen måske i et lucky punch. Og det var ikke nogen tilfældighed. Zuma laver dens slags detaljer igen og igen. De ser ikke altid ud af så meget, fordi han udfører dem med en uforskammet lethed. Og  Zuma lavede et ikke voldsomt forskelligt mål 1½ uge tidligere i Aalborg efter bandespil med Møller. Her foregik det bare langs jorden, fra venstre side og med venstreskøjten. Begge mål, ikke mindst på grund af hensigten, anser jeg som klart bedre end f.eks. det berømte saksespark i DM-finalen 2001. Men som sagt. Målet i Brøndbyerne, det ser man altså kun Zidane og konsorter udføre med samme selvfølgelighed. Selvom det har været lidt op og ned for Zuma, så viser detaljer som denne - når fodbold bliver kunst - at Zuma uden konkurrence er superligaens bedste fodboldspiller!

Du har måske bemærket, at det er lykkedes mig at kæfte op en hel aften, her mindre end en uge før den 24. december, uden at nævne ordet én eneste gang. Men det bliver jo nok jul, selvom jeg prøver at ignorere det. I stedet for at prædike en masse højtidssnak, giver jeg dog ordet til Onkel Danny:

Og så' det jul igen og så' det jul igen

og så det jul igen!

 

Ad! Bvadr!

Juletræer!

Julehjerter!

Julefilm!

Jul i Købmandsgården, Jul i Karateklubben, Jul i

Københavnerkroen!

Juleafslutninger! Julefrokoster! Julemad!

Flæskestegs-jul, Rødkåls- og rødbede-jul!

Risengrøds- og ris a la mande-jul!

Siden juli forberedte jul!

 

Jubilæumsjul! Krybbespilsjul! Syltejul med velsignet Bud

hvor det kimer i Klokker fordi et Barn er født i Bethlehem

højt fra træets grønne Top i voldsom Trængsel og Alarm

Glade Jul!

Flade Jul! Blæksprutte-jul! Svikmølle-jul!

Forædtheds-jul! Forretnings-jul!

Morten Korch-jul med snesevis af hjemvendte sønner fra Amerika

og de er alle sammen Poul Reichardt -

og lystige landpostbude dryssende

ud over al landsens filmlærreder -

 

Julehæfte-jul Julekalender-jul! Daells Varehus katalog-jul!

Kontojul! Gavejul! Gabejul! Gabestoksjul Overtræksjul!

Gummicheckjul!

White Christmas-jul! Jinglebells-jul! Silent Night-jul!

Disney-jul! Ho-Ho-Ho-Ho-Jul!

 

Mandel- og Marcipan-jul! Granjul! Hjertejul! Kertejul!

Familiejul!

og familieløses Jul! og Juleløses Jul! og Jul i Pengeløse!

og Fodbold-Jul! og Frimurer-Jul! og Peters Jul! og Jul

med pul

i skjul

af sul!

 

Sneflimmer sølvdrys féhårs postkorts radiodrengekors-jul med 

englelyd!

 

én til Jul -

og jeg er på Satans side!

'Jul Igen' hedder teksten. Lånt med største respekt fra Halfdan E (musik, arrangement) og Dan Turèlls (tekst) plade Glad I Åbningstiden, som Halfdan E først fik mixet færdig og sendt på gaden i 1996, tre år efter Turèlls alt for tidlige død.

Med denne tankevækkende julehilsen, så ønsker jeg og resten af bulen her dig en højtid lige efter dit hjerte og temperament, uanset hvor, hvordan og med hvem, du ønsker at tilbringe dagene. Og under alle omstændigheder er det vintersolhverv på mandag. Lysere tider ligger bogstaveligt talt forude.

Holger

Jukeboxen i aften som gaveidékatalog.

Har du endnu ikke fået købt de sidste julegaver, afleveret dine egne ønskesedler, eller blot forkælet dig selv, så er her otte forslag til hvad, der bør ligge under juletræet om en uges tid. Jeg ville i hvert fald nødigt leve uden. Lidt for enhver smag og enhver genre, men otte spritnye (indenfor de seneste par måneder) CD/DVD-udgivelser, jeg kun kan medgive mine allervarmeste anbefalinger:

Gasolin: The Black Box (9CD)

Et must, en uundværlig samling. 9 skiver, heraf alle Gasolins 7 dansksprogede studiealbums + Live Sådan, detaljekælent med sorte vinyl-sporede skiver med "gammeldags" labels i hvide "grammofonpladeomslag" i en i det hele taget superlækkert designet box med tekstbog og ekstra CD med rariteter. Historien om Danmarks uden sammenligning største rockband i en æske. Opvæksten i byen i 70erne passerer forbi på den indre nethinde, mens man lytter til Mogens Mogensens ord udsat for energisk rock. Lur mig om ikke vi kommer til høre mere om gasserne og boxen henover vinteren hernede. Indtil videre kan du genopfriske Peter CF2s og Jan Saxos Københavnersange. Arh, Mogensen, Gas og Turèll, det er til gengæld Ægte København om noget! Apropos. 

 

Bruce Springsteen: The Essential Bruce Springsteen (3CD)

Bossen. Den mest vedkommende kunstner på den rytmiske musiks parnas de seneste tre årtier. Historien fra 'Blinded By the Light' til 'The Rising' på de to første skiver. Absolut intet nyt for den inkarnerede Springsteenkender, og -fan, og for bootleggeren heller ikke på bonus-CD'en. Men for de, der lejlighedsvis lytter til Springsteen, og de der skal til at lære ham at kende, er denne samling et rigtig godt udgangspunkt. Essentielle milesten og sjældent, for det meste ikke tidligere officielt udgivet, materiale på den tredje skive.

 

The Rat Pack: Live & Swingin' - The Ultimate Rat Pack Collection (1CD+1DVD)

Dean Martin, Frank Sinatra og Sammy Davis, Jr. Godfathers of croon and entertainment. CD'en optaget i Chicago, 1962 og DVD'en optaget i St. Louis, 1965. Nærmere præsentation turde være overflødig. Den slags gøres ganske enkelt ikke bedre. Og drukatmosfæren er umiskendelig, også perfekt passende til bulen her!

 

Robbie Williams: What We Did Last Summer (2DVD)

Fra tre koncerter i Knebworth Park 1., 2. og 3. august i år med mere end 375.000 mennesker forsamlet. Plus ekstra features. Man mindes uvilkårligt en fantastisk aften i Parken for et halvt år siden (en uge før disse live-optagelser). Musik- og tekstmaterialet er ikke det mest epokegørende og tankevækkende, men knægten er sgu tæt på at være vore dages absolut største entertainer. Med format til at løfte arven efter førnævnte tre ikoner. 

 

Rolling Stones: Four Flicks (4DVD)

The Greatest Rock'n'Roll Band in the World ... jo der var noget om snakken i Parken denne sommer. For nogen af os er Stones sammen med f.eks. David Bowie og Bryan Ferry/Roxy Music et befriende vidnesbyrd om, at der fandtes og stadig findes et musikliv på den engelske scene, der ikke handler om klynkende, jammerlig britpop. Tre hele koncerter - New York City, London og Paris - fra efteråret 2003 samt masser - masser! - af unikt ekstraguf på disse 4 DVD-skiver. Rock af fineste mærke til hele julen. Og næste jul. Og lad os da også lige kippe med flaget for Keith Richards. 60 år i dag (18/12-03).

 

Bruce Springsteen & The E Street Band: Live in Barcelona (2DVD)

Robbie var god, Stones var bedre, men ingen over og ingen ved siden af Bruce og E Street. Heller ikke 14. juni 2003 i Parken. Denne dobbelt-DVD indeholder kun en smule "ekstra" frem til den nylige afslutning på The Rising Tour, men til gengæld er der hele koncerten 16/10-02 i Barcelona fra starten af den formidable tour. Barcelona, Springsteen's home away from home (Asbury Park/Freehold). Det ses, han og bandet er i forrygende form.

 

Giacomo Puccini: Tosca (1DVD)

Højdepunktet i det Kongelige Teaters efterårsopsætninger på operafronten, Tosca! Måske alle operaers moder. Her Benoit Jacqouts operafilm, dels fotograferet i studiet, dels på "settet". Angela Gheorghiu fortryllende i Floria Toscas titelparti, ægtemanden Roberto Alagna storslået som vores kunstmaler og helt Mario Cavaradossi, og allerbedst måske Ruggero Raimondi som politichefen Scarpia. Operaelskere kommer ikke uden om denne film, og nybegyndere kan starte her. Men husk; opera skal ses på teatret!

 

Simple Minds: Seen The Lights - A Visual History (2DVD)

Scotland's finest. Best of the eighties. Selvom det mindst er halv snes år år siden, jeg "voksede fra" musikvideoer, er her samlet Glasgowbandets 26 af slagsen fra 'Love Song' (1979) til 'Cry' (2002). Men man kan jo nøjes med audiosporet, hvis man helst vil slippe for halvsløje filmklip og Jim Kerr's udvikling fra slank ungersvend til velvoksen levemand! Læg hertil - med billeder på - strålende koncertoptagelser fra 1979 til 1989 på resten af DVD-1 og DVD-2. 27 sange, og det meste af en Verona-koncert. For mig knytter der sig specielle historier og specielle minder fra en svunden tid til næsten hvert af numrene.