Forår i hvidt og blåt
Det kan være dig en trøst - men ingen undskyldning - at det langt fra er første gang noget lignende er sket hernede. Og heller ikke sidste. Vi kender det så godt, alle steder fra. Lige så behagelig (giver bevægelsesfrihed) og ergonomisk (skåner ryg, skuldre, arme) en rygsæk er at bære, ligeså stor gene er den for rygsækbærerens omgivelser. I offentlige transportmidler fra busser til rulletrapper og tætbefolkede detailhandler, hvor bærer plus sæk fylder dobbelt, firdobbelt når han/hun skal dreje sig omkring, incl. faren for at bringe sækken i nærkontakt med medmennesker og inventar. Eller endnu værre, når han/hun skal have dyret af ryggen for f.eks. at betale i kassekøen. Alle omkringstående gør her klogest i at iagttage en sikkerhedsafstand på mindst tre meter. Måske man i virkeligheden skulle udstyres med bakspejle påmonteret panden og et snoretræk til struben, der konstant minder om, at der er monteret et aggregat på ryggen, der gør, at man skal vise ekstra hensyn, når man manøvrerer sig selv og rygsækken.
Nå, formentlig råbte jeg højt nok til, at du entrerer BULEN med rygsækken afmonteret og båret i hænderne foran dig, næste gang du kigger ind. Og selv om jeg er irriteret over at skulle gå og tørre op efter dig og samle skår, så hidsede jeg mig nok vel rigeligt op. Det beklager jeg og byder lige på en Staropramen fad på huset.
Lunten er nok også lidt kortere, fordi jeg er noget distræt for tiden. F.eks. fattede jeg ikke en dyt af, hvad de fablede ud, de svirrebrødre, der kom væltende i eftermiddags og krævede at se fodbold! "A hvaffor noget fodbold", spurgte jeg. "Genudsendelse af Champions League semifinalen fra tirsdag eller onsdag?" Befrielse, valg i England og helligdag, der var sgu da ikke noget TV-bold. Altså indtil jeg fattede, at helligdagen var Kristi Luftfart, og det jo traditionelt er lig med pokalfinale i Danmark. Aha! Nå men, så fik den da lov at køre, og jeg fulgte løseligt med under eftermiddagens bartendende gøremål. Ærgerligt at FC Midtjylland fik alt spoleret ved 2-1 takket være en urimeligt hård udvisning. Knud Erik Fisker i fokus igen.
Det kan bestemt ikke afvises, at min glemsomhed omkring pokalfinalen i Parken også kunne hænge sammen med, at FC København ikke stod i den finale denne gang. Og måske meget godt for det, for turneringen har været anstrengende nok efter dansk målestok, ikke mindst her i foråret, selv om selv de mest mærkede, småskadede og overanstrengte spillere og træneren nok gerne havde taget dén kamp med også. Jeg mener, en finale er en finale, så motivationen alene kunne drive værket.
Til gengæld er det en kamp, der ville kunne mærkes i bentøjet og resten af kadaveret længe efterfølgende, og på den konto kan det således vise sig godt nok, at København for en gangs skyld i forbindelse med en superliga-weekendkamp i dette forår ikke har en Royal League eller pokalkamp fra midtugen at skulle kompensere for. I stedet har spillerne fået en hel uges restitution.
At opstarten med Royal League kampe gav København et formmæssigt forspring til de øvrige superligaklubber - pudsigt nok også i forhold til de øvrige danske Royal League klubber - er uomtvisteligt. Om der bliver en regning at betale med hensyn til fysikken i sidste ende, så vi f.eks. ikke slutter sæsonen med det form- og spillemæssige overskud, der ellers har været kendetegnende for København siden våren 2001, ja det kan kun tiden vise.
Foråret har indtil videre budt på 17 kampe på 11-12 uger, og der er endnu 8 kampe tilbage. Endda 9 hvis vores nærmeste elitenaboer og lokalrivaler fra den anden side broen, Malmö FF, tager points fra Rosenborg i næste uge, og vi dermed kan notere en finale i den royale træningsturnering den 26. maj på balkortet også. I alt har sæsonen hidtil budt på 41 kampe for København, tæller vi Super Cup'en mod AaB med endda 42. Dvs. sæsontotalen ender på 50-51 stykker. Det er eksempelvis 4-5 flere end vores hårdeste ligakonkurrent fra forstæderne.
Det er så også et antal officielle kampe, der sætter os op i nærheden af de store hold fra de store nationer, og man kan jo håbe, at dét - sammen med en portion held, kynisme og "formtopning" - er the missing link i den Københavnske jagt på succes i de europæiske turneringer. For til sammenligning når CL-semifinalisterne PSV op på 52 kampe, incl. den hollandske pokalfinale, mens deres banemænd i går i Eindhoven, Milan, rammer en sæsontotal på 55, når Champions League finalen i Istanbul er spillet. Og sammenligner vi med England - med den ekstra pokalturnering - så når de to engelske CL-semifinalster Chelsea og Liverpool op på hhv. 59 og 60 kampe, når sæsonen er slut. For Liverpools vedkommende incl. 2 kval-kampe til CL og selve finalen i Istanbul. Her selvfølgelig også tale om to hold, der gik hele vejen til finalen i Carling Cup. Tager vi et mere "almindeligt" engelsk hold, som det p.t. fjerdebedste i rækken, Everton - der ikke nåede så langt i pokalturneringerne og heller ikke spillede europæisk - så ender de med en sæsontotal på 44 kampe. Altså pænt færre end København, som endda kun har sølle to - famøse - eurokampe med i statistikken for 2004/2005.
Det stiller krav til truppen, men de mange matcher, ikke mindst meget tidligt på sæsonen, har mht. til kamptræning helt sikkert haft indflydelse på, at København indtil videre har gjort rent bord i ligaen. Endda også hæderligt i Royal League træningsturneringen (4-2-1) og pokalturneringen (1-1-1). Men det er først og fremmest i suppen, at København har været suveræne med foreløbig syv sejre af syv mulige. Dermed endnu bedre end tidligere oplevet i de forårshalvsæsoner, der i hvert fald tre gange ud af fire, siden Hodgson og senere Backe tog over, har været kendetegnet ved meget stærke Københavnske kampagner.
Det er pga. det miserable efterår stadig langt fra givet - eller blot sandsynligt - at det skal kaste guld af sig endnu engang, men i det mindste har vi fået positioneret os særdeles fornuftigt mht. den meget vigtige sølvplacering. At vi samtidig helt uhyrligt har hentet 3/4 af Brøndbyernes forspring på blot 7 kampe og dermed i det mindste har fået fært af et tredie mesterskab på stribe har kun gjort foråret endnu mere opløftende som Københavner. Morsomt faktisk. Ja, kolossalt endda. Også selv om det i sidste ende ikke rækker helt. For hånden på hjertet, 16 points nede ved vinterpausen - og tilmed blot placeret på femtepladsen - hvem havde dog drømt om, at vi skulle komme i nærheden i gyldne drømme dette forår. Ikke jeg!
De er måske på vej til at formøble et gedigent forårsforspring for tredie gang på blot fire år. Denne gang endda et forspring, der var - nøgleordet her er virkelig var - lige så stort som de to tidligere forspring tilsammen, og det gør ondt på dem ude i forstæderne. Lige fra manden med de 117 kasketter over den rådvilde og handlingslammede trænerduo til en flok spillere, der står på nakken a hinanden for at udstille så klassiske tegn på fornægtelse, at der er stof til et tredages case-studie på en psykolog-kongres. De vil bare ikke forholde sig til, at de har smidt 12 - tolv - points på bare syv kampe. "Jamen vi fører stadig med fire". Ja, og da vulkanen Vesuv i år 79 havde sendt lavastrømme de første 120 km mod byen, var det næppe de mest begavede af Pompejis indbyggere, der blev tilbage og pippede; "jamen der er stadig 40 km tilbage, så det går nok".
Blandt de blindt håbefulde men mentalt mangelfulde - jeg mener, vi taler ikke Mensa-potentiale her, helt i tråd med deres ældre forbilleder Per Nielsen og Dan Anton Johansen tilbage fra spillerstrejken - spillere derude, har sjællænderen Retov og brintoverilte-falstringen Kamper meldt sig med indsigtsfulde analyser på formfuldendt rigsdansk om, at "Brøndbyerne altså stadig spiller supergodt" - "at FC København spiller pissedårligt" - "og i øvrigt har FC København bare været megaheldige". Jov jov, vist har København da haft heldet og marginalerne med sig i visse situationer i foråret. Præcis som vi havde heldet og marginalerne mod os i efteråret! Tilsvarende kan Brøndbyerne måske påberåbe sig lidt modgang i foråret, men de glemmer så behændigt en del meget knebne et-målssejre i et efterår, hvor stort set alle marginaler gik Brøndbyernes vej. Uden at skulle gribe til den ældste kliché i fodboldordbogen om at held og uheld udligner sig over en sæson, så varer den slags aldrig ved.
Et forår der siger 7-0-0 og 19-2 i målscore, det kan ikke kun forklares i stolpe-ind og held. 7 point flere end de næstbedste - AaB og Esbjerg - i blot syv kampe viser en forårstabel, der foreløbig taler om et København i sin helt egen klasse, AaB/Esbjerg samt Silkeborg med et foreløbig ganske pænt forår, og så resten. I den reelle styrkeprøve face-to-face mod Brøndbyerne var vi i 3-0 sejren spillemæssigt lige så markant bedre end dem, som de var mod os i efteråret, så det er ikke kun Fru Fortuna faktoren, der har skiftet medvindsretning (apropos, så kunne Brøndbyerne næppe klage over marginalerne i pokalsemifinalen).
Klart, skulle man vælge og "alt-andet-lige", jamen så er et forspring på 4 points med otte kampe tilbage og en indbyrdes kamp til at sætte tingene på plads - enten ved at øge føringen eller i det mindste bare bevare afstanden - samt som det eneste hold selv at kunne afgøre tingene da at foretrække for at ligge nr. to 4 points efter. Det er også i den optik vi bør se Københavns forår som enestående fantastisk indtil nu, men der er stadig et stykke vej, og vi kan ikke selv bestemme vores skæbne. Brøndbyerne kan endnu nå en solid sejrsstime og vores sejrsrække stopper på et tidspunkt, det gør den slags jo. Dog er der ingen der siger, at den stopper på søndag mod Silkeborg - som den også var spået at stoppe i Århus og i Viborg og hjemme mod Brøndbyerne - ej heller nødvendigvis anden pinsedag i den uhyre vigtige og måske meget afgørende kamp ude i motorvejsudfletningen. Faktisk kan det jo være, at man skal 2-3 kampe ind i næste sæson, før vinden vender! Jeg mener, der var nok heller ikke mange, der på forhånd - ovenpå dét efterår og ingen vinterpause-forstærkninger i truppen - ville have troet på, at vi skulle nappe maksimale 21 points fra de første syv forårskampe.
Pressen vil utvivlsomt male krise henover sportsforsiderne, når København taber, eller blot ikke vinder sågar. Ligesom nogle allerede har sat kriseprædikatet over et par af vores seneste kampe, sejrene over Malmö og Viborg. Elementer af København egen fanskare har endda tudet i samme øv-horn. Hvis det er krise at besejre et af Nordens 3-4 bedste fodboldhold. Hvis det er krise at vinde i Viborg, Og hvis det er krise, der kan aflæses i forårstabellen, jamen så er vi sgu også i krise hernede, når vi aftenen før den faste leverancedag kun har fire fustager på lager og én fadølstørstig gæst tilbage - ham med den permanent parkerede motorcykel ude i baggården - som er ca. en halv time fra at falde i dyb, promilledikteret søvn.
"Krise"-snakken affødt af, at de seneste gevinster i højere grad har været arbejdssejre end et udslag af sprudlende spil som tidligere på foråret. Det er så her slidtage-kortet kommer i spil. Skulle jeg lige hælde lidt statistisk vand på krise- og slidtageteoretikernes mølle, så hentede vi sidste mesterskabsforår 2004 kun ét point mere end Brøndbyerne i de sidste otte kampe og forrige guldforår 2003 (hvor vi endda kun var næstbedst i de sidste otte, efter Viborg) tre points flere end Brøndbyerne i de sidste otte kampe. Så sammenholdt med at vi er slidte og i ”krise”, taler statistikken heller ikke for, at vi kan hente Brøndbyerne.
Det ville nu sikkert også have været mere end svært at finde en statistik, der kunne give belæg for at vi kunne hente de famøse 12 points i de første syv forårskampe, så lad os nu bare glemme det dystre og glædes over, at foråret foreløbig har været umådeligt positivt og løfterigt, set gennem Københavnske briller. Det er blevet sjovt at gå til Københavner-bold igen, ikke mindst i Parken, hvor vi ikke har tabt i nu elleve kampe i træk og i ligasammenhæng har vundet de sidste fem med samlet 17-0.
Selvfølgelig er flere af spillerne slidte. Sammenholdt med en uhyre stor frekvens af skader, både småskaderne og de langvarige, er truppen trukket tynd, og der er trukket store veksler på en del spillere. Man kan dog også vende den slags lidt til det positive. Michael Silberbauer - med afstand forårets bedste spiller i ligaen inden sammenstødet med ex-FCK'eren Sebastian Svärd - er på vej tilbage. Selvfølgelig vil han være lidt kampformrusten, men hvis ellers grundformen og hurtigheden er intakt, og han ikke er mentalt hæmmet (tilbageholdende) af kindbensfrakturen, så er det et meget stort boost til holdet og truppen. Og han er i det mindste ikke slidt!
Tilsvarende er Ole Tobiasen på vej tilbage, og måske - forhåbentlig - også meget snart Kaptajn Svensson. Med samme forbehold som for Silber taler vi her om et par stamspillere på vej tilbage, som heller ikke er så slidte som flere af kollegerne. En Magne Hoseth har været ude af form hele foråret, hvilket vel knap kan sidestilles med slidtage, og finder han formen igen er det også pludselig en forstærkning af holdet. Janne Saarinen er endelig på gang - han kan heller være slidt, tværtimod på vej i form - og har overrasket mig meget positivt. Rooba er ligeledes på vej, ligesom Todi og Elrio er skadesfri og klar til i hvert fald sammen med Rooba at træde til som backup-dækning i alle tre kæder. Så der er friske ben nok i kulisserne.
Omvendt kunne man måske godt forestille sig, at Brøndbyerne-spillerne - stort set samme 14-15 mand har kørt det meste af foråret - også bliver lidt mærkede, som foråret skrider frem, ligesom de logisk set må rende ind i skader og karantæner på et tidspunkt også, hvilket de jo hidtil har været klinisk forskånet for. Og de snakker stadig om Københavnsk held og medgang!
Sejrsstimer som vores er nu engang bedste medicin mod slidtage. Resultat- og spillemæssig medgang giver det mentale overskud til at glemme eller i det mindste fortrænge de ømme stænger. Og trods nogle spillere har set slidte ud, så synes jeg ikke vores seneste sejre har været "ufortjente" eller ulogiske. Snarere et udtryk for Backes gennem nu fire sæsoner indpodede doktrin om tålmodighed. Tålmodighed når vi ikke lige spiller modstanderne ud af banen. I dette forår tilsat en god portion kynisme også. Efter den sikre sejr i Århus, der kun kom på vippen takket være det pinlige knytnævemål, var det tålmodigheden der kørte sejrene mod FC Nordsjælland, Malmö og Viborg i hus. Ja, i Viborgkampen sad jeg med den klare fornemmelse, at vi helt sikkert ville vinde kampen, som vi kontrollerede fint mht. at holde hjemmeholdet fra scoringsmuligheder, og som vi ville afgøre på tålmodigheden også uden det gyldne minut, hvor alt lige pludselig gik vores vej med udvisning/frispark/mål i samme angrebssekvens. Vi havde vundet alligevel, slidte eller ej.
Tålmodighed og kynisme er også nøgleord hos Chelsea under José Mourinho. Senest observeret i lørdagens kamp på Reebok i Bolton, hvor Chelsea efter en times tid kom til den første reelle mulighed og dermed meget afgørende føringsscoring. Okay, der skulle iflg. CFCs kaptajn, John Terry åbenbart en gedigen skideballe til fra José Mourinho i pausen denne gang: "He was fuming and said, 'Give the shirt to assistant coach Steve Clarke and he will work harder,'. "It was directed to everyone as we had all under-performed." Men ellers noget, der har været blandt kendetegnene ved Chelseas spil gennem hele sæsonen, især i den hjemlige liga. Solid organisation, sikkerhed i pasningsspillet og stor tålmodighed. Her minder Backe og Mourinho en del om hinanden. De ved, at chancerne kommer før eller siden, og det er ikke helt tilfældigt, at Chelsea i denne sæson har scoret 17 af 67 mål i det sidste kvarter.
Selvfølgelig ligger der andre årsager bag Chelseas enestående succes i denne sæson, gående mod regulær enevælde i Premier League. Verdens bedste målmand Peter Cech (24 clean sheets i PL i 35 kampe), solid defensiv (kun 13 mål mod) startende med hårdtarbejdende angribere som første forsvarer (helt i tidens trend), en evighedsmidtbanemotor i Makalele og Lampard og individualisterne til at præstere det afgørende - strejfet af genialitet eller det eksplosive - Duff, Robben, Cole, Drogba og (igen) Lampard. En vis russers kapitalindsprøjtning og en vis portugisers coaching-evner er andre siginifikante faktorer i den ligning, der gav en på mange måder uundgåelig løsning. I hvert fald trukket over en hel sæson.
Det har desværre knebet lidt mere i knald-og-fald turneringerne. FA-cup'en gav et tidligt exit. Carling Cup parkerede marginalerne på Chelseas side i finalen, ligesom de var i München i Champions League og til dels i hjemmekampen mod Barcelona. Til gengæld var marginalerne i den grad imod Chelsea i CL-semifinalen i Liverpool i tirsdags. Igen, intet varer evigt.
Logisk set skulle Chelsea jo aldrig kunne tabe over 2x90 minutter til et Liverpool-hold, der reelt på alle pladser på banen er ringere besat (både når vi taler stærkeste line-up og back-up kæden), og i ligaen i denne stund er ikke mindre end 33 points efter Chelseas nyslåede mestre. Det er 11 sejre i 35/36 kampe! Men pokalkampe har ligesom slutrunder deres helt eget liv. Og det var Rafael Benitez da også ganske bevidst om allerede inden første akt af semifinalemødet med Chelsea i London. Tabellen afspejler den reelle forskel på holdene over en sæson, men i finaleopgør, som der jo er tale om hver gang i CL efter puljespillet, gør andre faktorer sig gældende. Faktorer der kan udligne styrkeforskellene eller i hvert fald markant reducere dem. Som vi også så i Milan-PSV/PSV-Milan. Faktorer der gjorde at et meget kompakt, konstant løbende/arbejdende og heroisk engageret og kæmpende Liverpool faktisk med ryggen spillemæssigt mod muren kunne klare sig helskindet gennem 7 halvlege mod favoritterne fra først Juventus og siden Chelsea. Skulle Liverpool have spillet på samme måde - med samme løbepensum - i ligaen, havde klubben næppe nogle spillere i dag, der var i stand til at bevæge sig ved egen kraft.
Nu skal det retfærdigvis siges, at Liverpool har leveret andre og mere overbevisende præstationer i CL. Den første halvleg mod Juventus og alle fire halvlege mod Leverkusen (deres puljekampe og to kval-kampe har jeg ikke set meget af) var således af fineste mærke, og det er næppe forkert at konkludere, at Benitez' Liverpool står langt bedre overfor kontinentale modstandere - eller kontinentalt spillende modstandere som Chelsea (for det meste) - og der nok også findes et par af nøglerne til euro-succesen på Merseyside her. Benitez kender til mekanismerne i europæiske kampe. Vandt jo så sent som for et år siden UEFA-cup'en med - et trods alt bedre spillende - Valencia. Så både mht. varme euro-triumfer (og nationale triumfer) og på taktikkens alter var det ligesindede iberiske trænere i Benitez og Mourinho, der var klar til den store fodbold-mastermind for 4. og 5. gang indbyrdes i denne sæson.
Hvor Mourinho i begge turneringskampe fandt et afgørende våben gennem indskiftningen af Joe Cole, lykkedes det ikke i denne omgang at overtrumfe Benitez rent taktisk. Indskiftningerne af 50%-Robben, 0%-Kezman og kultfiguren Huth havde mere karakter af panik. Også selvom den eneste reelle anden mulighed havde været finnen Mikael Forssell, der også just er vendt tilbage efter en langtidsskade og er meget langt fra kampformen. En hurtig, teknisk dygtig og kombinationsstærk ”rigtig” angriber med målinstinkt havde dog stadig nok været en lidt smartere variant end at smide den klodsede midterforsvarer Robert Huth i angrebet og øse høje bolde ind i hovederne på det for aftenen aldeles suveræne og imponerende scouser-Luftwaffe i form af Hyypia og Carragher. Men hvad, det er kun anden gang, vi har set mindre heldige dispositioner omkring indskiftninger - første gang var mod Newcastle i FA Cup'en (igen ... pokalkamp) - af Mourinho i 56 kampe, så det skal være ham tilgivet. Ikke mindst når Mourinho i øvrigt har vendt en del kampforløb fra bænken i sæsonens løb. Og slet ikke mindst, når man har en fornemmelse af, at uanset hvordan Chelsea havde blandet bytterne, så kunne de have spillet fra nu af og til næste parlamentsvalg uden at score i Liverpool.
Det gør så
også, at jeg ikke er så bitter over "målet" - kampens eneste,
som det skulle vise sig - i starten af kampen. Sky Sports mener nu via
digital 3D-teknik med rimelig sikkerhed at kunne påvise, 
at
der ikke var mål. Som
beskrevet på Sky Sports hjemmeside og jf. billedet her ved siden af. Mål
eller ej, TV-billederne viser i hvert fald meget klart, at liniemanden, der
ser situationen bag William Gallas umuligt kan have set, om bolden - hele
bolden - var over stregen. Hans udsyn forekommer i høj grad dækket af
Gallas. Og selv om manden med flaget naturligvis står
ved sin kendelse, og Sky Sports er lige så overbevist om, at der ikke
var mål, så er det dømt.
Spekulationerne er derfor nyttesløse, ligesom spekulationerne omkring det mulige straffespark i situationen sekunderne inden, bolden ikke kom over stregen. Petr Cech er overbevist om, at han ikke begik straffespark, landsmand Baros mener, at der var straffe. Repriserne kunne ikke overbevise mig, det er den slags sammenstød mellem målmand og markspiller, der beroende på dommerskøn vel ender i 50/50 omkring straffe (og evt. rødt kort til keeperen) eller ikke straffe. Der var i hvert fald et umiddelbart endnu større straffespark i en angriber/målmand konfrontation i eftermiddagens danske pokalfinale. Og det blev heller ikke dømt. Det var nu også Knud Erik Fisker.
Havde Liverpool fået straffesparket i stedet for målet - og en mulig udvisning til Cech - er det så stadigvæk ingenlunde sikkert, at Gerrard havde scoret på det. Så et tilkendt mål må alle dage være at foretrække for et straffespark. Stadig, jeg tror som sagt ikke det havde betydet alverden. Om bagud 0-1 eller stadig 0-0, om 10 eller 11 mand, Chelsea skulle stadig score et enkelt mål selv, og det tror jeg simpelthen ikke de havde været i stand til før i en eventuel straffesparkskonkurrence, der så igen ville være rent lotteri. Én stor chance og en lille håndfuld halve eller tilløb var alt et massivt overtag mod Liverpools 11 mand foran eget straffefelt kunne bringe.
Faktisk mindede kampen på mange måder om Carling Cup finalen. Liverpool meget tidligt foran og derefter Chelsea over det hele. Men dengang i februar var Chelsea væsentligt stærkere spillende og skabte mængder af chancer. I tirsdags led holdet dels under, at kun halvdelen af den normale rygrad spillede op til niveau, Cech og Terry, mens Lampard og Makalele virkede meget slidte. Skader talte man meget om hos Liverpool, men Chelsea var nok mindst lige så hårdt ramt med begge faste "rigtige" backs, Ferreira og Bridge, samt Duff skadede, hvilket ikke mindst Chelseas angrebsspil - hvor offensive backs er essentielle elementer - de senere uger har lidt under. Og Robben er tydeligvis også meget langt fra optimal kampform. Læg dertil en Joe Cole, der vist stadig fejrede mesterskabet og en Drogba, der i alle fire halvlege mod Liverpool var lige så ringe, som han var fremragende mod Bayern (i en grad, så både Felix Magath og Uli Hoeneß verdensklassekårede ham), så nærmer vi os en forklaring på, at kampen formede sig så meget anderledes end den i februar. Nå ja, og så det lille faktum, at Steven Gerrard denne gang valgte ikke at lave selvmål.
Stadig. Kredit til Liverpool for en udfra deres præmisser optimal fodboldkamp. Det er dog lige så svært at sige tillykke med finalepladsen som at ønske dem medvind i finalen, dertil minder deres irriterende, selvsmagende klubånd, deres ditto fans og deres endetribune fetich for meget om en anden provinsklub på vore breddegrader i Københavns omegn. Okay, det var ikke så hårdt ment, når nu jeg lige minder mig selv om, at en del af BULENs stampublikum er scouser-sympatisører, uanset hvor bizar kombo'en FC København (KB) og Liverpool end måtte synes. Lige så bizar som Liverpoolmediernes gøren Chelsea-Liverpool til en klassekamp mellem de "fattige" arbejdere fra havnebyen og nouveaux riches folket fra fashionable London Westend. Og Liverpool-tilhængerne har for resten irriteret mig længe før, idrætsforenings-sammenslutningen mellem Øster og Vester ude på Baldersbrønde-egnen overhovedet kom på det danske elite-fodboldlandkort. Så jeg beklager sammenligningen.
Vi får se om euforien rækker gennem finalen også, som det det gjorde for Danmark og Grækenland i EM-slutrunderne 1992 og 2004, hvor pragmatik, dygtig taktiker på bænken og hårdt arbejde gav den ultimative triumf som undertippede mod reelt bedre fodboldhold. Jeg håber naturligvis, at Milan stopper skrækscenariet, også for kollega -smølles skyld, selvom den seneste udvikling i føljetonen om de engelske CL-pladser tyder på, at Everton ikke ikke behøver frygte for CL-kval deltagelse, hvis ellers bare de kan holde fast i fjerdepladsen.
Apropos
kollega -smølle, så er han sikkert ikke så utilfreds med, at
kollega Hans og jeg har pyntet
BULEN i smukke blå farver. Det er trods alt også Liverpools Byens Holds
farver. Blåt og hvidt er også KBs farver, ligesom hvidt med blåt er FC Københavns
farver (en dag går vi forhåbentlig over til at spille helt i blåt på
udebane igen i stedet for det trendy sorte), så Københavnere i BULEN - og
det er vel stadig 90% af klientellet - kan sikkert også leve med de blå
farver.
Det er naturligvis Chelseas farver. For nederlaget i tirsdags kan ikke spolere glæden over det vigtigste. End ikke selvom det var andet år i træk, at Chelsea mødte sit CL-waterloo i semifinalerne. For andet år i træk endda mod en på papiret ringere modstander. I fjor kostede en taktisk gigantbrøler af Claudio Ranieri i Monaco og et mål på vej til pause-theen i returkampen i London - som ikke burde være anerkendt, da det blev scoret med hånden - finalepladsen. I år måtte man så bøje sig for Rafa Benitez' taktiske mesterstykker (og endnu et mål, der ikke var et regulært mål). Jeg vælger at se sådan på det, at Mourinho ved sin tiltrædelse proklamerede, at "hans "Chelsea" først ville kulminere i tredie sæson. Så "kun" to titler i år danner basis for den rette fortsatte udvikling med tre trofæer næste år og så den flygtige quadruple næste år igen.
Mere jordnært så er og bliver mesterskabet det største. For klub, træner, spillere og fans. Den endelige sejr efter et langt turneringsforløb. Meget passende at lige præcis Frank Lampard - der lige nu har spillet 143 Premier League kampe i træk - skulle sikre det endeligt tre runder før tid med sine to scoringer i Bolton. Og også meget passende, at det blev i Bolton, for allerede i februar hævdede Mourinho, at det lignede dén kamp, der endeligt ville sikre Chelsea mesterskabet. Så kan man mene om Mourinho, hvad man vil, men den forudsigelse var så spot on, at man må mistænke, at Nostradamus bor i José! At det så er det første mesterskab i 50 år, betimeligt sikret i klubbens 100-års jubilæums-sæson, gør glæden over skabet så ekstatisk i Chelsea-kredse, at det er til at leve med, at skabet egentlig har syntes "på vej" gennem næsten en halv sæson. Måske helt tilbage til da Chelsea i stedet for gå ned i jule-/nytårsprogrammet, som d'herrer Wenger og Ferguson spåede, tog maksimumpoints.
Så det har været undervejs længe, ligget i kortene, Chelsea = champions elect. Nu er det så officielt, og det bliver fejret med pomp og pragt lørdag tidlig eftermiddag på Stamford Bridge og i hele området omkring Fulham Road. Og heldigvis er undertegnede og fru Bartenderen inviteret med til festen. Dvs. det bliver nu mere som gatecrashers, for siden den officielle indbydelse fra Roman er udeblevet, har man jo måttet leje værelser på klubbens hotel selv, incl. billetter til lørdagens kamp mod Charlton! For festen, den vil jeg sgu ikke gå glip af.
Og så er en lille håndfuld dage i London i maj heller ikke at kimse ad. Så jeg vil i grunden smutte for i aften, lukke lidt tidligt og komme hjem til fru Bartenderen og pakke færdigt. I morgen tidlig står SAS-flyet klar i Kastrup med kurs mod Heathrow og London SW6. Men god kamp i Parken på søndag. Mon ikke Silkeborg er til at besejre, også i mit fravær.
Holger
og på jukeboxen spiller
Ugens albums:
Bruce
Springsteen: Devils & Dust
[Ugens
Nye]
Jaja, det er stadig den nye også i denne uge, selvom kollega -smølle
vendte den i sidste. Storyteller-bossen er ikke til at komme uden om. Og du
kan læse meget mere om den og Bruce lige
her.
Niels-Henning
Ørsted Pedersen: Those Who Were
[Ugens
Genhør]
For ganske nylig overgik NHØP alt for tidligt til de evige jazz-marker. Den
aldeles ukrukkede bas-virtuos, der lige gerne spillede for en bajer i det
tilrøgede baglokale på det skumleste Vesterbro-værtshus som for et
dollar-stærkt gallapublikum i New Yorks fornemmeste jazz-klubber. Lad os
mindes en sand kolossal repræsentant for dansk musik, også på den store
verdensscene. Her med hans eget lille 1996-album med Ulf Wakenius, Victor
Lewis og Alex Riel på gæstelisten. Samt ikke mindst den smukke, svenske
sanglærke Lisa Nilsson, der synger så guddommeligt på skivens gribende
titelnummer; ’Those who were’. RIP NHØP!
Ugens sange:
Simple
Minds: 'Chelsea Girl'
Nå ja, når nu man er på vej til fodbold med Chelsea FC, logi på
Chelsea Village Hotel og forlænget weekend i Londonbydelen af samme navn.
En passende sang. Endda en strålende én, helt tilbage fra 1979.
Nico:
'Chelsea Girls'
Og mere Chelsea. Af endnu ældre dato, fra modellen og Velvet
Underground sangerinden Christa Päffgen (1938-1988) aka. Nico's album Chelsea
Girl, 1966. Skrevet af Lou Reed og Sterling Morrison til
Andy Warhols film af samme navn konstaterer vi også, at vi dykker ned i
universet omkring berømte Chelsea Hotel i bydelen Chelsea i New York,
ikke London. Men skidt, pyt. Titlen holder, og sangen er pissegod.
Bruce
Springsteen: 'Long Time Comin'
Lad denne Bruce-sang fra den nye skive være en hyldest til det
mesterskab, der har været så forbandet længe undervejs på Stamford
Bridge.