|
Hold nu kæft og lyt til Bossen |
|||
|
Gyldne dages ridt mod den sidste dans
Siden undertegnede forlod Bossen sidst - den 14. juni 2003, svævende ud på en salig rocksky med 'Glory Days' parkeret i øregangene - har vi sammen med de omkring 46.000 andre, der fik pas til det forjættede land i Parken, København, den aften Øster Allé blev til E Street, talt ned. Ventet længselsfuldt på næste Springsteen besøg, talt dagene til næste Springsteen udgivelse.
The Rising Tour 2002-03, som sluttede endeligt 112 dage efter hin sommeraften på Østerbro, blev endnu en magtdemonstration fra Bruce Springsteen og E Street Band udi, hvordan en lille rockkoncert skæres, så publikum forlader de store stadionarenaer udmattede, men lykkelige ovenpå ca. 3 timers musik-eksorcisme.
De gyldne dage ramte stadion efter stadion, mens E Street-ruten snoede sig gennem flere europæiske landskaber og byer - afsluttende med en allerede legendarisk regnvejrskoncert på San Siro i Milano i slutningen af juni - for at vende tilbage til USA, hvor tourens sidste små tre måneder blev afviklet på udendørs-arenaer for første gang i staterne siden 1985. Deriblandt hele 10 koncerter på (New York) Giants Stadium i New Jersey.
Amerikanerne kom også for første gang nogensinde til at opleve nationens store rocksøn med band optræde på baseball-arenaer. Som Bostons Fenway Park og New Yorks Shea Stadium, hvor turen endte med tre koncerter på fire dage og den ultimative "The Last Dance" d. 4. oktober 2003. En sidste dans, der sluttede med en stortudende Clarence Clemons og efterlod publikum i ængstelig spekulation, om Clemons måske vidste noget, de ikke vidste. Var dette sidste gang, Clarence havde stået på scenen med sine Blood Brothers, eller var det endda slet og ret sidste gang Springsteen og E Street Band havde spillet sammen? Mere beroligende måtte man dog også notere sig, at The Big Man er - og altid har været - en meget følsom person, der ofte brøler under Springsteens mere følelsesladede sange og ikke mindst ved takke-af-seancerne efter koncerterne, især sidste gig.
Men spekulationerne var dog ikke unaturlige. E Street medlemmerne bliver just ikke yngre, Clarence Clemons' helbred skranter, Steve van Zandt har travlt med sit radioshow - "Little Steven's Underground Garage" - samt medvirken i "The Sopranos", og Max Weinberg mindst lige så travlt som kapelmester på "The Conan O'Brien Show". For bare at nævne et par af de naturlige fohindringer, der taler mod endnu en E Street Tour de Monde. På den anden side forsikrer Little Steven i februar 2004 i Billboard, at Springsteen og E Street Band vil komme tilbage, både i studiet og på scenen, ligesom Clarence Clemons i et interview en måneds tid senere i Chorus & Verse fastslår, at han og resten af bandet står klar den dag, Bossen måtte ringe.
Bruce selv blev markant mere politisk i udtrykket mod slutningen af den 120-show lange Rising Tour, hovedsagligt vendt mod Bush-administrationens anden amerikanske krigskampagne i Irak. Faktisk skrev Springsteen allerede i april 2003 en sang, der kommenterede på Irak-krigen. Den blev aldrig spillet officielt i nogle af koncertsættene, men hørtes dog ved adskillige lydprøver. Første gang i form af brudstykker i Vancouver, 11. april. Der gættedes på, at sangen hed noget i retning af 'Dust & Devils'. Den vender vi tilbage til. En anden politisk sang, han gravede frem mod slutningen af turen, den stærkt politi-kritiske 'American Skin (41 Shots)', blev spillet ved den første af de afsluttende koncerter på Shea og betød, at NYPD nægtede at stille sikkerhedsvagter på anden Shea-aften. Nøjagtig som de 4 år tidligere havde opfordret til boykot af Springsteen på grund af samme sang.
Essentielt og politisk
En uge senere udsendtes så Live in Barcelona DVD'en. For første gang en hel Springsteen-koncert i handelen, fra Palau Sant Jordi 16. oktober 2002, krydret med sjældnere bag-scenen optagelser i dokumentarform fra andre dele af The Rising Tour.
I løbet af 2004 løb stadige og konstante rygter om en nyt studie-album både med og uden E Street band. Springsteen skulle have booket tid i Brendan O'Brien's Southern Track Studio i Atlanta (hvor bl.a. The Rising blev indspillet med O'Brien ved knapperne) både i starten af året og hen på sensommeren, lige som han var blevet spottet i Atlanta ved flere lejligheder. Men det eneste, der dukkede op i forretningerne - 9. november - var en DVD-udgave af Bruce Springsteen in Concert MTV Plugged CD'en fra 1993.
Det blev ved rygterne. Reelt derimod meldte Bruce sig under den demokratiske senator John Kerry's faner i forbindelse med den amerikanske valgkamp. Sammen med R.E.M., Bright Eyes, John Fogerty, Neil Young, Tracy Chapman m.fl. spillede Bruce og E Street Band ved syv koncerter i det østlige USA som led i MoveOn PAC's Vote for Change Tour med Kerry-støttekoncerter over hele USA. Og helt op til valget deltog Springsteen endda aktivt i Kerry kampagnen på de sidste vælgermøder, både med taler og akustisk optræden.
Den dæmoniske sang
Lad os bare tage bladet med det samme og i fuld vished sige, at det er blevet godt, og ikke bare godt, det er blevet et glimrende album. Bruce har atter søgt tilbage til det enkle og helt banale, det sted der ikke er så langt fra den hjemmebåndoptager, som dannede grundlaget for det 23 år gamle Nebraska-album, der stadig står som en milepæl i hans enorme karriere. Han har været der et par gange tidligere, omkring Tunnel of Love og The Ghost of Tom Joad, og dette nittende udspil står umiddelbart tilbage som et sammenkog af det bedste fra akkurat disse to album. Tilsat en personlig veloplagthed og en yderligere fordybelse i sine egne amerikanske rødder og de musikalske traditioner, som har flydt fra genrer som country, gospel, og folk. Der er ingen tvivl om, at landsmænd som Bob Dylan og Woody Guthrie altid har haft en stor plads i hans hjerte, som sangskrivere og musikere. Det cementeres yderligere med Devils & Dust. Men det cementeres endnu mere, at Bruce - måske for første gang siden Nebraska - denne gang har lavet et album, som han bare måtte lave. På sin egen måde.
"All the songs are about people whose souls are in danger or at risk. They all have something eating at them. Some come through successfully and some come to a tragic end," fortæller han selv på den bonus-DVD som følger med selve CD-udgivelsen. Indignationen over den amerikanske invasion af Irak bliver det logiske udgangspunkt for ham. Singleudspillet og titelnummeret, som indleder albummet, er ubønhørligt grumt. Men det bliver aldrig en politisk sang.
I got my finger on the
trigger
We're a long, long way from home, Bobbie
Det er længslen, frygten (frem for hadet) og tvivlen - der skinner igennem hos den enkelte, når alt andet bliver skraldet af - der er omdrejningspunktet.
We've got God on our side
Og det er præcis de historier, som søges albummet igennem og giver det en enorm styrke og inderlighed. Man får sat skæbnerne op, nogle gammelkendte fra det Springsteen'ske univers, andre nye og mere overraskende. I tredje skæring 'Reno' bliver vi som lyttere taget med på bordel og fået serveret en ganske bramfri menu:
Two hundred dollars straight in. Two-fifty up the ass
Hvilket selvfølgelig straks har fået "Parental Guidance - Explicit Lyrics" stemplet frem i hjemlandet. Den ensomme fyr er dog ikke specielt opmærksom hos den prostituerede, tankerne flyder andetsteds.
She said, "Honey how's that
feel, do you want me to go slow?"
Også hjem.
I was sure the work and that smile coming out
'neath your hat
She poured me another whisky,
I 'Maria's Bed' - en lettere up-tempo bluegrass sang om klassisk, amerikansk arbejderklasse-kærlighed og personlig fiasko - er vi måske tilbage hos den Maria, som vores hovedperson tænker på i 'Reno'. Og i den himmelsk smukke 'Black Cowboys' er vi hos en ung sort fyr i ghettoen, en dagdrømmer, besat af Western-film, der hensvæver dagene foran TV, på belejlig afstand af brutaliteten uden for i gaderne i det fattige, urbane Amerika. Men selv ude vest på venter virkeligheden et sted.
He woke and the towns gave way to muddy fields of
green
Det samme western'ske USA var også gennemgående landskab på Tom Joad-albummet. Dengang i en mere moderne udgave med mexicanske grænseoverløbere og illegale indvandrere ved Rio Grande og i Californien. Sammenfaldet er ikke nogen tilfældighed. En del af numrene på Devils & Dust blev født under Tom Joad-touren i midten af 90erne. En tour der også blev kendt under navnet "Shut the f... Up and Listen-touren": "I wrote a lot of this music after those shows, when I'd go back to my hotel room," udtaler Springsteen. "I still had my voice, because I hadn't sung over a rock band all night. So I'd go home and make up my stories." Således spillede Springsteen 'The Hitter' en enkelt gang og 'Long Time Comin' hele 34 gange på den akustiske solo-tour i 1996-97. Sidstnævnte blev endda lidt af en publikumshit, dengang som et af aftenens "lettere" indslag.
I afslutningsnummeret 'Matamoros Banks' er vi tilbage i samme områder. Hos et to dage gammelt lig i grænsefloden, der aldrig nåede til det forjættede USA. Vi følger historien baglæns i et til tider brutalt billedsprog
For two days the river keeps you down
Your sweet memory comes on the evenin' wind
Banalt set en sang om ulykkelig kærlighed, men også en barsk hilsen til den amerikanske immigrations-politik. Sangen slukker inderligt og stille albummet lige så formidabelt som det crescendo-komponerede titelnummer indleder den.
I den noget mere romantiske 'Silver Palomino' er det en hest, der bringer sangens mexicanske fortæller over på den rigtige side i en slags omvendt western-romantik. Springsteen elsker heste, ikke kun hestekræfter, og sangen henter noget af sin inspiration fra Bruce's egen drengedrøm om en pony.
Det er så også den romantik - og ja, sentimentalitet - der altid har været en del af Springsteens musik. Selv i de mest kradse stunder af sangene lurer der et eller andet sted en naiv tro på, at det onde skal blive til noget godt en dag. Eller rettere - et eller andet sted bliver det hele alligevel noget værd. Selv den fallerede bokser i 'The Hitter', får sin egen lille... nå ja, afsluttende punchline, der kan tolkes åbent.
Well tonight in Stockyard, a man draws a circle in
the dirt.
Bob Dylan's gamle 'The Hurricane' spøger i baggrunden, men historien bliver en anden. Man ser en middelmådig hvid bokser for sig, der turnerer rundt i sydstaterne på flugt fra politi og myndigheder, og opnår middelmådig succes ved at slå på tæven. På gaderne, på havnen og i ringen. I egen målestok bliver det en pæn succes, men i virkeligheden bliver han aldrig andet end en slagsbroder for hurtige penge, der som forsonende element fortæller hele historien hjemme hos sin mor.
Well I was just passin' through and got caught in the rain
Hans
liv bliver kompromisets, i dagligdagen såvel boksningen, hvor han må
tjene sine penge, også ved at lægge sig frem for at besejre
modstanderen.
I alt rummer albummet 12 numre, snurrende primært omkring de stille og intime fortællinger, der udgør nerven og tråden. Et enkelt nummer stammer helt tilbage fra 1991. 'All the Way Home' blev oprindeligt skrevet og givet som en ballade til New Jersey-fællen Southside Johnny og hans Better Days-album. I egen version har Bruce givet den et mere rockende afsæt, der lydmæssigt gør den til skivens mest fremtrædende sammen med den stærkere 'Long Time Comin'', der bæres igennem af en skarp violin, Soozie Tyrells - hun deltog også i E Street Band på The Rising-touren - og tæt musikalsk Dylan/Van Morrison-inspiration. En sang, der - som i øvrigt antydet på andre af skivens sange - tager afsæt i forholdet mellem forældre og børn, om at leve op til forældrerollen ... og ikke at gøre det.
Det religiøse islæt hænger som altid ved i den Springsteen'ske sangskrivning, hans katolske baggrund svigter heller ikke her. 'Jesus Was an Only Son' er nærmest en underspillet gospel-hymne, hvor Bruce i øvrigt selv spiller trommer, en sang om menneskelige tab, der er vævet helt over bibelske referencer i samme markante stil som man kan finde hos fx. Nick Cave. Den bliver rørende smuk i sin enkelhed og rummer den i sig selv ikke en forløsning af religiøs art, får man den serveret i den efterfølgende 'Leah'.
I got a life I wanna start, yeah one I been
waitin' to live
Det handler om at begynde igen, at prøve igen, med eller uden hjælpende hænder, og så er vi egentlig tilbage ved romantikeren Springsteen og fortællingerne om de fortabte sjæle, der bliver interessante for os andre fordi de alle befinder sig i et eller andet vadested eller vakuum.
Sammenfattende befinder Devils & Dust sig dog bestemt ikke i noget vakuum. Ikke musikalsk og slet ikke tekstmæssigt. Der er rigtig meget af "Bruce at his very best" her. Der spilles mere frimodigt end på det umiddelbart sammenlignelige Joad-album, sammenligneligt fordi en del af numrene stammer fra samme tid. Selv det decideret legesyge 'All I Thinkin' About', hvor han giver den i country-falset - og hvor den bil, der altid findes i Springsteens univers, dukker op - falder ind i helheden og spolerer ikke indtrykket af Devils & Dust som et ganske helstøbt album. Ikke et album med bragende hit-kvaliteter og MTV-tid, men et album med en tråd og med historier, og samtidig et album, der ikke efterlader lytteren med helt samme fornemmelse, som The Rising gjorde; at der var et par numre for meget, et par numre, man godt kunne have undværet. Albummet er i øvrigt i den første uge efter udgivelsen drønet direkte ind på førstepladsen i USA (Billboard), England, Irland, Østrig, Sverige, Danmark, Italien, Tyskland og Holland. Også på undertegnede forfatteres personlige rating-liste ryger Devils & Dust højt op på på den samlede Bruce-skala. Måske bliver Devils & Dust hans bedste udspil siden det gamle mesterværk Nebraska. Måske. Knapt så grumt (Nebraska) og knapt så dystert (The Ghost of Tom Joad) som sine akustiske forgængere - der er også plads til lidt optimistiske historier, det er en gladere og mindre desillusioneret Bruce - fremstår Devils & Dust mere poleret og varieret som et overmåde velkomponeret og dynamisk album, til tider næsten filmisk, til tider litterært afdæmpet, men først og fremmeste indbydende til, at lytteren reflekterer med fortælleren, Bruce. For de tolv forskellige historier rummer i virkeligheden endnu flere eftertænksomme fortolkninger. Som altid opfordrer Bruce til at lytte selv, og sætte sig selv i sangenes jeg-persons sted.
Tiden skal dog også lige have sine bemærkninger om albummet - og om et halvt år kan den endelige dom nok blive mere præcis. Lige nu er undertegnede forfattere begge ved at sejle over i begejstring over, at det nye album faktisk er blevet som godt, som det er - og glæder sig som vanvittige til den 22. juni og koncerten i Forum. Velvidende at Bruce i live-situationen altid tilføjer lidt ekstra kvalitet til hver eneste af sangene.
Fra Freehold til Forum
Som 'Atlantic City' og 'Johnny 99' fra Nebraska, og som 'Youngstown' fra The Ghost of Tom Joad skulle vise sig også at være fantastiske live i full band udgaver med E Street Band, så er det ikke svært at forestille sig 'Devils & Dust', 'All the Way Home', 'Long Time Comin', 'Maria's Bed' og 'Leah' rykke voldsomt i hæsblæsende og insisterende rockudgaver, plugged. Men i første omgang bliver det i mere afdæmpede, akustiske udgaver - endnu mere akustiske end på albumet - vi kommer til at opleve Devils & Dust sangene live.
På samme dag, som skiven kom i handelen, startede Bruce Springsteen vanen stort set tro i Detroit ud på en koncerttur, der også bringer ham til Forum i København den 22. juni. Devils & Dust Tour 2005 bliver en solotur. Bruce, guitar, piano, mundharpe og intime koncertsteder med max. 5.000-7.000 pladser. Helt i stil med den solo-akustiske tour i 95-97 omkring The Ghost of Tom Joad, Bruce som storyteller, og publikummeren lyttende snarere end dansende. Som på den gamle solotur, opfordrer Bruce også denne gang sit publikum til at holde kæft og glemme "Bruuuuce"-råb og klapsalver til efter numrene. Eller som han udtrykte det på åbningsaftenen i bilbyen: "Make sure your cell phones are turned off, I don't want to hear som stupid jingle in the middle of a song" og "please don't clap along as my sense of rhythm isn't too good."
Det var
på tale at tage album-trommeslageren Steve Jordan og evt. Nils
Lofgren med på turen, men Bruce
Så vi ved, hvad der venter i København i juni. Som man også kan få en bekræftelse på ved at se at se Bruce Springsteen - i noget der måske/måske ikke er familien Springsteens hus i Rumson, NJ - spille 'Devils & Dust', 'Long Time Comin', 'Reno', 'All I'm Thinkin' About' og 'Matamoros Banks' på DVD-delen af Devils & Dust. Her har vi et værelse på husets førstesal, Springsteen, en stol, en guitar og en mundharmonika. Med store mindelser tilbage til den berømte båndoptager i soveværelset og tilblivelsen af Nebraska. Og hvor de fem sange er piftet op med lette musikalske arrangementer - trommer, violiner, kor osv. - på audio-cd'en, så har vi her samme sange, barberet ned til basis. Og faktisk endnu mere formidable på den nøgne og utilslørede måde. Et vidnesbyrd om sangskriveren og historiefortælleren, Springsteen!
Generelt kunne man i øvrigt godt forestille sig, at dette dobbelt-format med en CD-del og en DVD-del (udover de fem "live-i-værelset" sange med personlige introduktioner, indeholder DVD-delen af Devils & Dust hele audio-albummet med løbende skærmtekster i surround-sound) til samme pris som en almindelig CD bliver fremtiden. Musikbranchens bud på at imødegå det faldende pladesalg i en tid, hvor cd-kopiering og internetdownloads efterhånden er den fremmeste måde at akkvirere - ny - musik på. Et velkomment tiltag, også for kunden, der her får lidt ekstra ved at købe albummet.
Lidt ekstra synes vi dog under alle omstændigheder, vi har fået, fordi Devils & Dust som album indtil videre fuldt ud lever op til forventningerne, og så lidt til endda. Vi er blandt de blot 6.500 meget heldige, som har fået billet til Forum, 22. juni. Her skal forventningerne til live-opførelsen af Devils & Dust måske indfries. Og sammen med de formodentlig yderligere medbragte 14-15 numre fra Springsteens omfattende bagkatalog skal vi også tage temperaturen på Bossen som performer anno 2005.
Mon ikke vi snarere end djævelsk kritik, kommer til at bøje os i støvet? Vi skal i hvert fald nok holde kæft og lyttes ved i slutningen af juni. Holger og Saxo | |||
En måneds tid efter "The Last Dance", kom så
The Essential Bruce
Springsteen på gaden den 11. november 2003. Et 3-CD
boxsæt. To CD'er med 28 af Springsteens "essentielle" sange - ikke
nødvendigvis "Greatest Hits" - i kronologisk rækkefølge fra 1972 til
2002 plus live-versioner af 'American Skin (41
Shots)' og 'Land of Hope and
Dreams'. Derudover en bonus-CD med tidligere ikke - officielt
- udgivne live-klassikere som Jimmy Cliff's 'Trapped' og 'Code of
Silence' (skrevet med Joe Grushecky) samt gamle out-takes som
f.eks. den måske mest efterspurgte, aldrig udgivne Springsteen sang
'County Fair' (skrevet i Nebraska perioden, men til Born in the USA) samt
de tre filmsange 'Missing', 'Lift Me Up' og 'Dead Man
Walkin''. Intet nyt på de to compilation-CD'er, og for
Springsteen bootleg-aficionados heller intet nyt på bonus-CD'en. Men
alt i alt en væsentlig og solid samling af 30 års musik og et helt
godt sted at starte for et eventuelt første bekendtskab med en af
rockmusikkens ærligste og mest vedkommende kunstnere. 
Sidst i april 2005 rammer Springsteens
nittende album så pladeforretninger verden over. Forud er gået en
måneds venten og spekulationer siden det første singleudspil 'Devils & Dust', selve titelnummeret fra
det kommende album, var blevet sendt ud i offentligheden. Først
via en AOL-præsentation på internettet og snart efter i
butikkerne. Diskussionerne var heftige på diverse debatforaer, efter
den officielle bekræftelse fra Springsteen og Sony kom i
februar. Blev det godt eller skidt? Det stod klart, at det
ville blive et semi-akustisk album uden E Street Band og ganske
som forventet igen med Brendan O'Brien som producer. 
valgte den helt strippede udgave, som begrundet i