Han har siddet her næsten uafbrudt siden mandag. I sin vanlige bås. Nestor. Du kan se ham, når vi laver lidt gennemtræk og cigargusen spreder sig. Altruistisk sympatiserende med de svage i tilværelsen glæder han sig over, at "hans" West Ham sikrede sig oprykning til Premier League i Cardiff mandag eftermiddag. Tro mod sit hellere-forvente-det-værste sorte syn på fodbold, brummer han omvendt over, at West Ham intet har at gøre i den bedste engelske række. £20 mio. - forskellen i populær-matematik på første og anden sal i britisk fodbold - gør vel nok, at de fleste Eastenders finder et comeback i bedste række særdeles velkomment, ligesom udsigten til regelmæssig spilletid i PL formentlig frister Hammers' bedste spillere til at blive i hvert fald et år mere frem for at indgå i den sædvanlige fødekæde til større, rigere og smukkere Londonklubber som Tottenham og Chelsea.

Til gengæld kan man også sagtens forestille sig, at Parkens græsstrå har fået en ekstraordinær hård medfart i denne uge, hvis de ikke har makket ret under den daglige behandling af Københavns groundsman, Chris Hague. Chris er nemlig Preston mand, og det var netop Preston North End, der trak det korte play-off strå, og dermed missede muligheden for et comeback til engelsk top flight fodbold, hvor man ikke har været siden 1961.

Bobby Zamora var manden, der afgjorde til øst-londonernes fordel. En af fodboldens mange omskiftelige angribertilværelser. Gennembrud og kæmpehit på palmekysten hos Brighton & Hove Albion med 77 mål i 128 kampe. Flopprædikat hos Tottenham Hotspur, der købte ham for £1,5 mio. for at se ham på banen 18 gange med ét sølle mål i liga cup'en til følge. Og så succeshistorie igen i West Ham United - der fik Zamora og £7 mio. for Jermain Defoe -  med foreløbig 18 mål i 38 kampe og 21 indhop siden februar 2004. Den klassiske angriberhistorie om at spille for den "rigtige" klub med de "rigtige" medspillere, blive brugt "rigtigt" og/eller slet og ret spille på det "rigtige" niveau! Næste sæson får vi et fingerpeg om, hvorvidt Zamora kun kan præstere på lidt lavere niveau. Modsat f.eks. Sibusiso Zuma, der for det meste spiller bedre, jo stærkere modstanderen er, jo mere der står på spil.

West Ham-Preston på Millennium Stadium var så sæsonens sidste kamp i den engelske liga, og dermed er sommeren indvarslet. Lige som den er her i landet, i forhold til kalenderen i det mindste, hvor vi har vendt bladet til sjette måned og dermed årets første rigtige sommermåned. Til gengæld er turneringen endnu ikke færdig herhjemme. Vi mangler stadig at afvikle tre turneringsrunder, paradoksalt nok som det eneste af de lande, der afvikler deres turneringer efterår/forår. Nå ja, lige bortset fra at der mangler en enkelt runde i Rumænien. Men ellers er det udelukkende kalenderårsturneringer - og så altså den danske liga - der fortsat spiller fodbold på denne side sommerferien. 

Med West Hams omtalte play-off kamp og pokalfinaler i Tyskland, Holland, Portugal, Skotland og Belgien i den forgangne weekend er der sat punktum også for de store ligaer og fløjtet til varmehvile. I hvert fald er toptabellerne færdigspillede, og play-off kampe i Italien, Holland, Belgien samt devaluerede pokalfinaler i Italien, Spanien og Frankrig på restprogrammet indenfor den næste uges tid eller to kan næppe påkalde nogen større bevågenhed.

Til gengæld er det så årstiden, hvor Sibusiso Zuma spiller allerbedst og ellers årstiden for de store sæsonranglister og transferspekulationer. Du sidder med garanti også selv og fifler med "årets bedste", "turneringens værste", "kampagnens fleste" osv. Og selv om den hjemlige liga endnu ikke er afsluttet og kan evalueres endeligt, fornærmer jeg næppe nogen ved at konstatere, at der næppe vil komme en eneste spiller fra den danske turnering blot i perifer nærhed af nogen Årets-Bedste-i-Europa lister.

Hvert et fodboldmedie, hver en fodboldreporter, hver en stamgæst hernede har ganske givet sit helt eget bud. Jeg har valgt at dvæle ved den kosmopolitiske italieners Gabriele Marcottis bud i The Times. Årets bedste euro-ellever, "Honourable Mention XI" og fremtidsholdet. 33 spillere som det er svært at indvende noget imod, bortset fra slovakken Marek Mintal fra 1. FC Nürnberg, som  jeg ikke kan mindes nogensinde at have set - bemærket - i aktion og ungkölneren Lukas Podolski fra Zweite Bundesliga, som jeg kun erindrer fra enkelte aktioner for Nationalelf. En fremragende "10'er" og med det fælles med Mintal, at de fra (offensive) midtbanepositioner har hamret 24 sæsonkasser ind. Der kan Frank Lampard og Hjalte Nørregaard godt pakke sig. 

Men ellers tegner Marcottis 33 et meget godt billede også af sæsonens bedste eller i det mindste mest eksponerede klubber. Chelsea med 5 mand, Barcelona og Juventus hver med 3, samt Lyon, Milan, Liverpool og Arsenal med hver 2 mand. Eller bedste ligaer; 7 spillere fra La Primera, 8 fra Serie A og en halv snes fra Premier League, der ikke kun i denne lidt søgte sammenligning fremtræder som Europas bedste p.t. Alle engelske hold slap igennem til Champions Leagues knockout-runder, to af fire CL-semifinale hold var fra PL, og PLs faktisk kun femtebedste hold kunne krones som Europas bedste. Det er trods alt vidnesbyrd om en meget stærk liga. En liga som Sibusiso Zuma også længe har næret ønske om at komme til.

Skal vi lige gøre status over de syv bedste ligaer, så blev Bayern München den mest suveræne mester med 14 points ned til nr. 2 (Chelsea og Lyon sluttede med 12 p. forspring i deres respektive ligaer), mens PSV Eindhoven med 2,56 p. pr. kamp blev det forholdsmæssigt bedste mesterhold i Europa. Allerflest points fik dog Chelsea med 95 points i 38 kampe (2,50 pr. kamp), hvilket overraskende nok var flere end selv årets skotske mestre. Bedste måldifference opnåede PSV Eindhoven med et plus på 71 - ganske uhørt flot målscore - ligesom PSV også med afstand var det mest scorende mesterhold. 2,61 mål pr. kamp. Med Eindhoven som det mest nævnte hold lige i denne opremsning forekommer det også meget logisk, at Marcotti valgte Guud Hiddink som "Årets Træner". Ved siden af det suveræne mesterskab og pokalsejren i den forgangne weekend (altså The Double) var PSV jo uhyre tæt på at blive den anden overraskelse i årets Champions League finale.

Bortset fra man måske kan indvende, at Casillas og Nesta - som blev kørt rundtosset i Parken d. 8. august 2001 af Sibusiso Zuma og snydt i Rom ved FC Københavns trøstmål to uger senere af samme - måske mere er med af navn end sæsongavn på Marcottis B-hold, er der som sagt vel ingen indlysende fejl, hvor man siger: "Er du syg i roen, mand, hvordan kan du have ham på årets hold"? 

Jeg kan dog sagtens komme i tanker om et par håndfulde mere, som har været iøjnefaldende stærke i sæsonen 04/05. Først og fremmest Michael Ballack fra Bayern München. Men også Puyol (Barcelona), del Horno (Bilbao), Xavi (Barcelona), Pirlo (Milan), Cocu (PSV), Kaká (Milan), Duff (Chelsea),  Ronaldo (Man. United), Adriano (Inter), Shevchenko (Milan) og Forlan (Villareal) er navne, der står frisk i erindringen mht. strålende, spektakulære, effektive og rimeligt konstante præstationer over hele sæsonen. En Marcelinho fra Hertha Berlin kunne vel også trænge sig på her. Jeg har knap nok set ham i aktion, men han er trods alt lige kåret som årets spiller i Tyskland. Lige omkring Diego Forlan har vi i øvrigt igen Zamora-effekten. Fra totalt flop i Manchester United (første mål kom efter 27 kampe) forandrede uruguayeren sig til ligatopscorer i La Primera med 25 sæsonmål. En bedrift der gør, at han deler årets Golden Shoe med Thierry Henry.

Når man så har fedtet færdig med alle årets spillere, trækker pengebrisen og rygtevindene så småt gennem sommerens åbnende transfervindue. Naturligvis også i den hjemlige suppegryde. Men der er endnu nogle runder at afvikle, inden den store transferkarrusel med d'herrer Østergaard, Bjerregaard og Jacobsen på de givetvis største køb- og salg heste. Så vi lader den hjemlige handelsbalance hvile. Nå ja, der er selvfølgelig lige det her med, at Sibusiso Zuma er solgt. 

Blandt de før nævnte spillere - de "store navne" 04/05 - er Mark van Bommel allerede skiftet fra PSV til Barcelona, mens José Reina (til Liverpool) og Asier del Horno (til Chelsea) synes at være så godt som done deals. Mickaël Essien, Sergio Ramos, Vincent Kompany og Alberto Gilardino må også forventes at være sikre sommertransfers. Men ellers er der jo ekstrem trafik på rygtebørsen dagligt. Alt hvad der kan krybe og gå af fodboldspillere sættes i forbindelse med Roman Abramovichs bugnende pung, og Real Madrid skal vel have den årlige galactico, mens udtjente stjerner som i hvert fald Luis Figo, men muligvis også Zenedine Zidane og Roberto Carlos synes på vej væk. Og giganter som Adriano og Shevchenko rygtes også stadig oftere på vej væk fra hver sin Milano-klub.

Netop Adriano og Shevchenko er så tilmed angribere, og angribere er i reglen det, der genererer størst interesse, både på spekulationsstadiet og når transferen er en realitet. Angriberne er stjernerne, billetsælgerne. Og det afspejler sig da også i transfersummerne. Det er til gengæld i reglen også dem, der handles mest. Ind, når den lidt rigere klub, har bestemt sig for manden, der bombede løs sidste sæson. Ud, når sidste års bomber flopper fundamentalt i den nye klub. På grund af presset og på grund af "Zamora"-effekten. Spørg f.eks. blandt Chelsea-tilhængere, eller spørg Mateja Kezman! 

Nu taler mange om, at man bare kan træne noget mere i afslutninger. Træne, træne, træne ... men uanset hvor meget, der trænes afslutninger, så kan man altså ikke træne det pres, der er så afgrundsforskelligt fra træningsbanen til kamparenaen. Både hvad tilskuere, betydning og modspillere angår. Uanset hvor realistisk en kampsituation simuleres til træning, så har angriberen ikke 1-2-3 frådende forsvarsspillere omkring sig, der vil forhindre eller vanskeliggøre hans scoringsforsøg for enhver pris. Det er ikke altid tilfældigt, at angriberen, der har været så og så skarp til træning og haglet mål i rusen, forekommer aldeles bovlam i weekenden. I øvrigt lever en rigtig god angriber, en "født" angriber, lige så meget på instinktet som afslutningsøvelser, hvorfor træningen i højere grad handler om fysik, kondition, teknik og koordination. Han ved hvor han skal placere sig, han ved hvor målet er.

Alligevel har "han" også dårlige dage og monumentale afbrændere. Det er ikke kun Sibusiso Zuma, der misser på en målmandsforladt kasse fra 2½ meter i Brøndbyerne. Eller får trukket sig selv til helt frit skud mod mål, og så slet ikke formår i det mindste at træffe indenfor rammen i Midtjylland. Selv verdens erklærede bedste angriber i denne sæson, Andriy Shevchenko, brændte så sent som sidste uge i to tempi på Liverpool-keeper Dudek det, der lignede en 100% scoring (i øvrigt ikke aldeles ulig Peter Møllers dobbeltchance i Herning i søndags).

Shevchenko kronede så sin miserable aften ved på mest indolente maner også at brænde det afgørende straffesparkskonkurrenceforsøg. Det næstmest slatne straffespark, jeg har set i denne sæson i øvrigt. Det mest slatne kom dagen efter i Royal League finalen i Göteborg, da IFKs Sebastian Johansson valgte at placere sit andet forsøg lige præcis der, hvor Københavns Benny Gall havde lagt sig. I øvrigt med et skud så blødt, at bolden muligvis ikke havde kunnet forcere målstregen, selv om Benny ikke havde blokeret den.

Bemærkelsesværdigt at Hans Backe sagde, at man ikke havde forberedt sig specielt på en eventuel straffesparkskonkurrence. Det samme udtalte Liverpool-boss Rafa Benitez omkring Champions League finalen. Man kunne alligevel ikke træne det pres, hver enkelt spiller ville være udsat for med 120 minutter i benene, ansvaret og de 80.000 tilskuere. Coach Ancelotti i Milan havde næppe heller kunnet forberede sine folk på sprællemanden Dudek. Det er som med afslutningstræningen. Enhver professionel fodboldspiller med respekt for sig selv og sit fag sætter 11 af 10 straffespark stensikkert i nettet. Til træning, uden pres. Men ... på dagen! Was ganz anderes.

Et andet undskyldende element omkring angriberes til tider slatne afslutninger og kolossale afbrændere er de oceaner af kræfter, de skal bruge i nær- og slåskampe med modstanderforsvarerne. Der synes stadig at være fri jagt på angribere sæson efter sæson trods rosenrøde - "for the good of the game" - hensigtserklæringer fra dommerorganisationer og fodboldforbund om at komme trøjeriv, tacklinger bagfra, professionelle frispark og generel hensynsløshed til livs. Det er risikabelt at være angriber, det er endda forbundet med alvorlig fare for førligheden at være spektakulær angriber. Paradoksalt nok synes de angribere, der tager kampen op rent fysisk at have langt kortere snor. I tvivlssituationer og 50/50 situationer er det stort set altid forsvareren, der får frisparket. Som ved den tvivlsomme offside.

"Angriberfrispark", den omgående dommerreaktion, når angriberen får overtaget i duellen med forsvareren, der har flæsket selv samme angriber måske 3-5 gange lige inden ... ustraffet. Rent bortset fra, at angriberen naturligvis i ny og næ går over stregen med et benspænd eller for hård tackling - ofte fremprovokeret af forsvarsspilleren dog - så må det være frustrerende måske kun at få et af fem soloklare frispark, mens forsvareren stort set får sit frispark hver gang. På grund af angrebsfejl, eller "mas" som det hed i håndbolden i gamle dage.

Skal fremtidens fodbold bevæge sig i retning af det mere underholdende og målsøgende frem for stadigt mere kalkulerende og kynisk, så er det på høje tid bekymre sig om fair play for angriberne. Snarere end det absurde forslag, der skulle komme på bordet i disse dage ved Premier Leagues årlige topmøde. Midlet mod kedelige kampe: Fire points for en udesejr. Jeg kiggede først på kalenderen, dernæst på artikel-dateringen, da jeg læste det. Men det var ikke første april, og Observer-artiklen er fra i søndags og Premiership top brass diskuterer det skam i dag og i morgen på Stapleford Park Country House Hotel i Leicestershire.

Har man nogen sinde fundet belæg for, at fodbold er blevet mere underholdende med indførelsen af tre-points-reglen? Vi taler om underholdningsværdien - ikke betydningen af at kunne vinde tre points (eller tabe to) i én kamp - for det er den PL-pingerne vil øge for at tækkes sponsorer, TV og tilskuere. Eller rettere; penge! Udehold vil måske spille endnu mere defensivt og satse på dén kontra eller dén dødbold, der kan give ét mål og så ellers forsvare videre med 10 mand til de fire points er i hus. Et kig i sluttabellen for den netop overståede Premier League afslører i øvrigt også, at evt. 4 points for en udesejr heller ikke ville have haft nogle sportslige/placeringsmæssige konsekvenser. Liverpool og Bolton ville bytte 5./6. pladser (= ingen betydning), og Norwich og Southampton ville bytte plads i bunden (også uden betydning). Ellers ville de fire nederste med færrest udebanesejre blive lidt mere isolerede, og Chelsea med klart flest udesejre ville være blevet en endnu mere sikker mester med en regel om et ekstra point for at vinde på rejsen. 

Næ, vejen til mere underholdning i fodbold går fra regulatorernes side gennem at lade tvivlen komme angriberen til gode i langt højere grad. Og så selvfølgelig, hvordan holdene - læs: trænerne - vælger at spille kampene, men det er en helt anden snak.

Om det var underholdende her til aften i landskampen i Finland, aner jeg ærlig talt ikke. Jeg har ikke fulgt synderligt med. Venskabslandskamp i Tampere, ærligt talt. Og landsholdet anno 2005 i det hele taget. Chancen for en VM-kvalifikation er omtrent på niveau med Københavns mulighed for at genvinde mesterskabet. Så det fænger ikke helt. Men jeg noterer da selvfølgelig, at Michael Silberbauer fik en halv snes minutter på banen, som han benyttede til at score sit første landskampmål, kampens eneste. Og jeg noterer endvidere, at Hjalte Nørregaard ikke fik A-debut i aften.

Dermed endte vi i den hjemlige fodboldtrommerum igen. Og lige så lidt som Mandagstræneren har jeg lyst til at trampe rundt i kampen i Midtjylland. Det skulle da lige være at påpege det bekymrende i, at vi ligesom i Brøndbyerne kom bagud, endnu inden kampen for alvor var gået i gang på en dødbold, der kunne og burde være clearet, og den slags har ikke meget med vores manglende kontinuitet i forsvarsformationen at gøre. Ej heller er der grund til at vade i vores forfejlede sæson og perspektivløse spillestil. Til glæde for visse af vore gæster uddeles der derfor ikke migrænepiller i aften. Heller ikke malteserkors, ingen harske ord om ligaen. Eller den royale liga. Vi vandt den jo, og så må det endelige superligafacit afgøre, om vi skal føje det royale trofæ til en resultatmæssig acceptabel sæson, hvor vi bliver nr. to - femte top-to placering i rap - og UEFA-kval-kval'er! Eller om vi blot kan bruge Royal League sejrspokalen til at spejle kejserens røvskæg i, når vi står uden sølvmedaljer og kvalifikation til europæisk bold.

For der er meget stor forskel på de to slutscenarier for København i ligaen. Derfor også klogest at vente med at evaluere og hudflette sæsonen til vi kan foretage den endelige afbalancering af debet og kredit. Under alle omstændigheder fremkalder København og SAS-ligaen tørst, ja ligefrem inviterer til drikfældighed! Jo, du kan godt bestille en T-Beer Citrus, du skal endda få den helt uden en byge af fornærmende citater i nakken. Vi skal jo tjene penge her, også på de trendy og efterspurgte drikkevarer, uanset hvad vi selv måtte synes om dem. Jeg har for øvrigt prøvet at smage en T-Beer Citrus. Minder mig mest om at drikke af et håndopvasket glas, hvor sulfoen ikke blev skyllet ordentligt ud. Men hver sin lyst, og en skål kan være god nok for det. Hvorfor ikke en skål for Sibusiso Zuma.

Du har jo nok bemærket, at hans navn er poppet op hist og pist i aftenens løb. Mens det ene øjeblik sender accepterende tanker i retning af et karriereskift, som Zuma i den grad fortjener, ikke mindst økonomisk, så beklager det næste, at vi mister vores største profil. Den med afstand største spiller i FC Københavns historie, derom er jeg ikke et sekund i tvivl. Ja, jeg er heller ikke i tvivl om, at det uden sidestykke er den bedste spiller, vi har set i superligaen - det er nok kun en tifo-syngende supportersekt vestpå, der har en anden mening om det - der nu forlader landet, og gør en i forvejen spillemæssigt fattig liga endnu fattigere.

Enestående teknik med retningsbestemte tæmninger med bryst, lår og yderside, kolossal arbejdskapacitet, forsvarsflænsende dybdeløb og lynhurtige ryk. En spektakulær spiller og billetsælger, både på og uden for banen. Og billetsælger skal han også være i Bielefeld.

Fem en halv sæson i København gav tre mesterskaber, en pokaltitel og sandsynligvis to sølvmedaljer. Så kan man godt tillade sig at drage videre mod nye udfordringer. 184 kampe blev det til. 187, hvis han spiller de sidste tre. Og trods alt 52 mål - og måske 1-2 flere inden det endelige farvel - heraf de 40 i ligaen. Mange af dem veritable perler. De umulige mål. I skærende kontrast til de umulige afbrændere.

Zuma var allerbedst i de store kampe. Brøndbyerne-kampene og Europa Cup kampene. En anden statistik fortæller, at Zuma i otte Champions League kval- kampe for København har scoret fem mål. Det er jo straks ganske hæderlige måltal. Ironisk nok har Zuma just ikke udsigt til at komme til et spille europæisk bold for Bielefeld. 

Men bare det højere niveau, den større intensitet og de fuldsatte stadions uge efter uge bør bekomme ham vel. Sikkert også at han forventes anvendt i rollen som højre wing, ikke decideret angriber. Det skal dog tilføjes, at han direkte skal afløse landsmanden Delron Buckley, som i den forgangne sæson var Bielefelds topscorer med 15 ligamål. Zumas sæsongennemsnit i København har været godt 7!

Skæbnen vil så, at Zuma afslutter sin København-karriere samtidig med, at Todi stopper i klubben.

Netop de to udgjorde ikke mindst i mesterskabsforåret 2001 den måske bedste angrebsduo, vi har set i København. 94 kampe nåede de at spille sammen. I 44 af de kampe scorede en eller begge, og af de kampe tabte København kun 5. Todi har vi tidligere hyldet hernede i januar 2003 (da han stod for at skulle stoppe i klubben pga. uenigheder omkring kontraktforlængning) og i december 2000 (hvor Jan Saxo bare mente, Todi skulle hyldes, fortjent). Nu kommer Zuma i BULENs æresgalleri. Lad os alle skåle. København og Parken bliver et kedeligere sted uden Sibusiso.

Og lad mig til sidst anmode de kære gæster, der endnu måtte hige efter lidt førstehåndsberetninger fra den afsluttede europæiske fodboldsæsonen om at holde øje med facaden og især opslagene her, hvor der i den nærmeste tid vil komme lidt fodboldrejsedagbøger fra fodboldfest i Berlin (Mandagstræner /Simon), mesterskabsfest i London (undertegnede) og mesterskabsditto i Barcelona (Mandagstræner Thundersen). Ja, måske endda også en øjenvidnerapport fra Liverpools CL-kvartfinale mod Juventus. 

Efter således at have lagt et ondskabsfuldt pres på visse af vore gæster - og mig selv - er det nok på tiden at sige godnat. Så, godnat!

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens albums:

The Wallflowers: Rebel, Sweetheart.
[Ugens Nye]  Just ankommet for få timer siden med pakkepost fra Amazon, hvor jeg måtte bestille den, da den endnu ikke er kommet på hylderne i de danske butikker trods officiel udgivelsesdato 24. maj. En plade jeg har glædet mig til meget længe, Wallflowers' første udspil i tre år (og blot femte i alt på tretten år). Skiven har kun nået at snurre 2-3 gange, så det vil være lidt præmaturt at fælde dom over den. Men umiddelbart et robust og varieret rock-album, der bringer mindelser tilbage til gruppens andet - og bedste - udspil Bringing Down the Horse (1996). På negativsiden står en lidt "grumset" lyd, hvor det undertiden kan være svært at høre, hvad Jakob Dylan egentlig synger. Skylden for det må producer Brendan O'Brien bære. Han slipper noget bedre fra at producere Springsteen. Men det ændrer ikke ved, at vi har med et særdeles iørefaldende roots-rock album at gøre.

Van Morrison: Magic Time
[Ugens Anden Nye] En uge ældre end Wallflowers er dette album så. En bragende dejlig skive. ganske enkelt. Fra først skæring 'Stranded' er man bare i den grad strandet i Van The Mans musikalske univers, og det er så sandelig ikke det værste sted at hænge fast, heller ikke selv om Van ugæstfrit siger "Just like Greta Garbo, I just want to be alone". For hænger fast, det gør man, i en grad så man ikke ønsker at slippe det enkelte nummer, men så heldigvis ryger over i det næste med en inspireret Van Morrison og en håndfuld strålende musikere. Ikke mindst Brian Connor's piano, Martin Winning's sax og Foggy Lyttle's guitar er balsam for øregangene. Sidstnævnte er død efter indspilningen og bærer albumets dedikation. 12 veloplagte sange som sædvanlig i en bred musikalsk palet fra jazz/blues over pop/rock til keltiske toner. Van forstår om nogen at håndtere det mix, så ingen numre falder uden for. To cover-numre har han fundet plads til, hvor han hygger sig igennem jazz-traditionals som Fats Waller's 'Lonely and Blue' og Sinatra-sagen 'This Love of Mine'. 'Celtic New Year' (med Chieftains-koryfæet Paddy Maloney på fløjte), 'Just Like Greta', 'They Sold Me Out' (med Vans vanlige bitre angreb på branchens blodsugere) og 'Carry on Regardless' er andre skæringer, man har svært ved at slippe.

Ugens sange tager vi også fra Vans nye plade. Og lader den blues-fængende 'Keep Mediocrity at Bay' og det mere stille og causerende titelnummer 'Magic Time' stå som hyldester til Zuma i denne stund.

Ugens DVD (musik):

Elvis Costello and The Imposters: "Club Date - Live in Memphis"
Costello-kræs. Et koncertsæt med The Imposters plus Emmylou Harris på 5 numre optaget på Hi Tone Café i Memphis foran en meget lille, men meget entusiastisk skare. Og så lidt bonus, bl.a. Elvis og Pete Thomas cruisende rundt i Cadillac i sydstaterne "tilbage til rødderne" og omkring gamle legendariske studier, deriblandt Clarksdale! Elvis Costello og Imposters kan så i øvrigt opleves rigtigt live på Plænen i Tivoli i morgen, fredag aften.