En dobbelt latte på vanilleristet etiopisk Sidamobønne, et knus kanel og let dampet skummetmælksskum? Jeg tror sgu, du er gået forkert, mand. Det er ikke Café Nervosa, ej heller finder du Crane-brødrene her. Det er et værtshus! Du kan få en kop ganske almindelig kaffe fra kolben. Hvis du er rigtig heldig, er der lidt mandfolkekaffe tilbage på personalekanden, der har simret siden i eftermiddags! Til gengæld er det på huset! Kaffen her er til os selv og de tidlige gæster, der lige skal have kickstartet dagen med et skud koffein eller to. Og så til Irish, Mexican osv., sågar diverse shots, bare der er sprut i. Nå ja, hvis maskineriet ikke var i udu, kunne jeg også lave dig en espresso, en rigtig lille sort satan til at omgå dvaletilstanden ud på aftenen.

For det er ellers utroligt, at det efterhånden nærmest er elitært trendy at gå på "kaffebar" eller café og søbe i den samme dyre kop tilbehørsfortyndede mokka i timevis, mens der læses og diskuteres livsstilsmagasiner om økologi og tofu på frokostbordet. Stadig flere af byens gamle, historie- og atmosfæreemmende værtshuse lukker og overtages af unge opportunister, der straks omdanner biksen til en forfærdelig, chrom-, neon- og spejlfyldt kaffebar. Eller værre, en konceptcafé i en rædsom amerikansk coffee-franchise kæde. Og skulle man vove sig ind først på dagen og bede om en ganske almindelig kop java, glor Baressoblondinen på dig, som var du halvvejs åndssvag. Kaffe er blevet en livsstil. Vorherrebevares, siger jeg bare. For kvindfolk og tøffelhelte måske, og for de wankers der indstiller en eller anden café til Københavnerprisen 2003 pga. caféens "alvorlige mission med at få københavnerne til at drikke bedre kaffe"! Kaffe som livsstil får mig til at tænke på husmødre, arvetanter, nabokoner og legeonkler, der sidder om det plasticbetrukne køkkenbord i 70'ernes spisekøkken med linoleum på gulvet og hollandske kakler på væggene, mens der knebres uafladeligt og indimellem skrues op for Gustav Winckler eller Jørn Hjorting på transistoren! Hvis det er noget at (bag-)stræbe efter nu igen, så siger jeg tak dertil. Gudskelov for at gå ned og åbne biksen her i stedet og brygge sin egen kaffe - sort, begsort (fløde og sukker er til bagværk). Af en god bønne, naturligvis, det må jo godt være god kaffe. Og så sætte sig over i krogen med stempelkanden, smøgerne, ostemaden og dagens aviser, inden de formiddagsduelige kunder banker diskret på ruden. Kaffe er sgu ikke en livsstil. Kaffe er kaffe, helst sort, og koffeinen er tillige uundværlig som boost, når man kravler ud af sengen, eller går død på en lang vagt hernede.

Nå, ikke mere kaffeævl. Tag en Pivo eller Capo på huset, de er nemlig gratis fra Carlsberg, der nu har udskrevet ølvalg igen. Så vi drikker så længe frilager haves, om de siden hen er værd at investere i, tager vi stilling til til den tid. Og lad os så lige snakke lidt bold, mens jeg polerer mig igennem et par hundrede ølglas.

Vi er nu halvvejs gennem januar, den værste, længste og koldeste af vinterens måneder. Dermed er vi også ca. halvvejs gennem vinteren og vigtigst af alt, snart halvvejs gennem fodboldens vinterpause.

Så starter de sædvanlige spekulationer omkring køb, salg, startopstillinger, træningskampe, sæsonforventninger op igen. I år endnu mere hektisk mht. køb/salg pga. introduktionen af det såkaldte transfervindue ... skulle man tro. For kun her i januar skulle det være tilladt at overføre spillertilladelser, bortset fra i vores egen lille egensindige og fodnotespecialiserede andedam, hvor man har fået dispenseret sig frem til en handelsmåned mere. Egentlig har jeg meget lidt forståelse for de fodboldledere - især herhjemme - der nu jamrer stolpe op og ned om forringede økonomiske vilkår, når man kun må handle (læs: især sælge) spillere i to perioder - den anden i juli/august - om året. 

For det første kan man stadig forhandle præcis som tidligere klubberne imellem, blot må spillertilladelser ikke officielt transporteres udenfor de givne "transfervinduer". 

For det andet har det været kendt på forhånd længe, at situationen ville komme, hvorfor man har haft rigelig tid til at forberede sig på den situation, at der kun kan bogføres transferindtægter (og -udgifter) to gange årligt nu. Man kunne også bare have trukket på erfaringer fra de amerikanske prof-ligaer - NHL, NBA, NFL - hvor lignende handelsmæssige begrænsninger er velkendte. De såkaldte "drafts" er blot endnu mere restriktive, nærmest auktionslignende, og foregår kun én gang pr. sæson. Men det synes ikke at være noget nævneværdigt problem, og pengene er tilmed mangefold større end i selv de mægtigste europæiske fodboldklubber. 

For det tredje kan man da fra et tilskuer- og fodboldelskersynspunkt kun bifalde, at transferperioderne indskrænkes til to gange pr. sæson. Det gør det alt andet lige nemmere at identificere sig både med "sit eget hold" og spillerne på modstanderholdene, når der ikke købes/sælges stort set fra runde til runde. Selvfølgelig endnu mere udtalt uden for dette lands grænser. Man kunne også godt lidt rørstrømsk vælge at tro, at spillet på sigt vil blive bedre hos de respektive hold med mere periodebegrænsede trupudskiftninger. Bedre gennemarbejdede og sammenspillede hold, bedre vilkår for spillere ("tryghed") og trænere (arbejdsro). 

Og endelig for det fjerde og nok så væsentligt. Nu har vinduerne været åbnet på vid gab i en mere end en halv måned, og der i hvert fald ikke blevet gennemtræk af den grund. Ikke i udlandet og ikke herhjemme, med triplen i FC Midtjylland som undtagelsen. Så mon ikke vi kan glemme alt om, at transfervinduet skulle være medvirkende årsag, eller sågar hovedårsagen til de respektive klubbers økonomiske kriser? 

Transfervindue på krog eller ej, så er vinterpausen jo altid højsæson for indkøbsspekulationer i København. Og med ambitionsniveauet in mente, ikke mindst udi europæisk formåen, så tænker vi jo stort her i klubben. Nå ja, det har vi nu alle dage gjort, også tilskyndet af formand Østergaards "løfter" om stjerner til FC København. Så man noterer sig jo, at en Henrik 'Henke' Larsson vil hjem til Øresundsregionen til sommer, og Henke/FCK kombo'en har da floreret på utallige fodboldrygtebørser i flere omgange. Og jeg kommer da også til at tænke på vores europæiske ambitioner, store armbevægelser, digre pengetank og Østergaards ord, når en Sunday Oliseh bliver fritstillet i Dortmund. Helt ærligt, hvad vil han dog i Bochum?
Men indtil videre er disse og snesevis af andre medieskabte rygter og selvfostrede fantasier kun på spekulationsstadiet. Og foreløbig er der ikke landet en eneste ny spiller i København, udover de hjemvendte lejesoldater, Traoré og Simpson.

Derimod er to mand på vej væk fra klubben! Godt nok har de kontrakt et halvt år endnu, men den lakoniske meddelelse på fck.dk er meget klar og utvetydig. Spillerne er historie i København, og jf. udtalelser fra keeperen om, at Hans Backe havde gjort det klart, at han ikke skulle påregne at stå - som førstemålmand - hvis kontraktforhandlingerne brød sammen, så ved de det vist også selv. Valget er truffet.

Jeg taler selvfølgelig om Rune Pedersen og Todi Jónsson, og deres udeblevne kontraktforlængelser med klubben har virkelig sat den Københavnske cyberverden i brand. Vanen tro er tendensen hos fanskaren meget sort/hvid; det er ene og alene klubbens, personificeret ved sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm, skyld, at Rune og Todi skrider. Så er der også nogle stykker på i den anden skyttegrav, der mener, at det er de pågældende spillere, der er for grådige, men stadig sort/hvidt. Sagerne er selvfølgelig mere nuancerede end som så. Hvad der slipper ud mellem sidebenene på spillerne er, at forhandlingerne strandede på for kort kontraktlevetid og for lidt i lønposen, økonomien med slet skjult adresse til et par konkurrerende svenskere i truppen på samme pladser.

Og hvor det er accepteret at mene, at Rune og Todi skal "belønnes" for mange års tro tjeneste i klubben, så er det nærmest helligbrøde at vende skråen en halv omgang og mene, at hvis d'herrer var tilsvarende loyale overfor deres arbejdsplads, så blev de i klubben på de forelagte vilkår. Vilkår jeg - uden at kende til dem - trods alt vil antage er markant bedre, end de vil kunne tilbydes noget andet sted i superligaen, lige bortset fra at de fleste øvrige suppeklubber ville kunne tilbyde en sikker plads i startopstillingen. Og netop det var måske også en af knasterne fra spillerside i kontraktforhandlingerne! I øvrigt useriøse krav i givet fald, og næppe noget forhandlingskort Holmstrøm får med sig fra Backe! Selvom vi herhjemme ikke gør så meget i trænere/managers, der vrider sig i pressen og truer høj og lavt, hvis sportsdirektøren/ledelsen ikke vil frigøre de nødvendige midler til at signe eller forlænge med de spillere, træneren ønsker sig, så er det stadig nok nærliggende at antage, at de begge havde fået et tilbud, de ikke kunne sige nej til, hvis de to indgik i træner Backes fremtidsplaner som væsentlige stamspillere. Og derfor nok også lige så nærliggende at konkludere, at det gør de altså ikke. Og så kan man jo vælge at kalde træneren - med tallene 37-16-7 i 60 kampe - en idiot alt efter temperament. Jeg vælger at lade være. At Backe tænker langsigtet er velkendt, og kun de spillere, der indgår som nøglespillere i fremtidsplanerne, kan forvente at få forelagt guldrandede kontraktpapirer. Så deri lå måske også et lille vink med den berømte vognstang til Rune og Todi.

Men, hvad jeg prøver at sige er, at vi i bund og grund ikke aner en kongelig skid om, hvorfor forhandlingerne afsluttedes resultatløst! Hvor langt de var fra hinanden i tid og kroner, hvem der var længst fra at "give sig" og hvilke andre kontraktpunkter, der skilte parterne, kan vi jo kun gisne om. Så lad det dog ligge, og lad være med pr. definition at skurkeforklare den ene part og helgenkåre den anden. Og andre spillere har indenfor de seneste måneder forlænget med klubben - Sibusiso Zuma, Peter Christiansen, Bo Svensson, Christian Traoré f.eks. (de to sidstnævnte endda "egne spillere") - så det er nok også lidt af en tilsnigelse blot at betegne FC København/Holmstrøm som forstokket og nærig. Men måske kan der være en lille sandhed gemt i, at klubben ønsker at sende et signal om, at lønfesten altså har et loft, også i landets rigeste fodboldklub. Måske også et signal ikke helt uden værdi overfor superligakollegerne i en tid, hvor der generelt opfordres til økonomisk ansvarlighed, og hvor de fleste endda ikke kan/bør tænke på andet end at spare (og sælge). Ikke fordi den slags "solidaritet" ligefrem klæber til hverken FC København eller vagthavende bartender, men det skader næppe på goodwill-kontoen. Ej heller på forhandlingstaktikken, hvis klubben står foran kontraktdrøftelser med et eller flere spilleremner fra superligaen.

Og signalet - der lige vel er til fortolkning blandt klubbens egne spillere, der måske på et tidspunkt skal forhandle forlængelse - handler selvfølgelig også om, at markedet i dag suverænt er købers marked, og fortsat præget af de sørgelige konjunkturer i den europæiske fodboldverden, jf. også de tidligere nævnte problemer med at få andet end tom luft til at passere gennem transfervinduerne. Markedet er ændret markant siden Todi og Rune sidst forhandlede kontrakt, ja faktisk er det ændret bare siden, de påbegyndte de nu kuldsejlede drøftelser i efteråret. Også hvis utilfredsheden bunder i lønniveauet hos - formodet! - mere løntunge spillere i truppen. De økonomiske tidender varsler andre forudsætninger, end da Kihlstedt/Fredgaard/Bisgaard/Røll signede i sommeren 2001, Møller i samme efterår og Mykland/Zivkovic/Albrechtsen ved årsskiftet 01/02. Ja, situationen ville givet også være en anden i kontraktforhandlinger med Jörgen Pettersson i dag i forhold til hans tiltrædelse for mindre end et halvt år siden.

Esbjergtræner Ove Pedersen taler i BT d. 16/01-03 om, at spillerne nok også selv bør have en finger på den økonomiske puls i fodboldbranchen, inden de sætter sig til forhandlingsbordet, og inden de med spillerforeningen som kor beklager udsigten til valget mellem færre penge eller arbejdsløshed! Som alle andre må læse og følge markedet. Man kan måske ikke forlange/forvente, at alle spillere sætter sig ind i markedskonjunkturerne, men deres agenter/rådgivere/advokater burde dog have tilstrækkelig føling med tendenserne til at vejlede spillerne, også i retning af hvor højt man realistisk kan sætte sine krav hhv. hvornår økonomien bør være kardinalpunktet i kontraktforhandlingerne, og ikke mindst hvornår den ikke bør være det! Man kunne lidt ondskabsfuldt og firkantet væve omkring de 10-20-30 %, som agenterne scorer, der måske i sidste ende svarer til det, der skiller spiller og klub. For sat på spidsen synes hele det professionelle fodboldmarked at være kendetegnet ved stadigt flere involverede, der nu skal dele stadigt færre penge. 

Når det er sagt, så skal der ikke herske tvivl om, at denne bartender da også er morderlig ærgerlig over, at vi ikke kunne forlænge med disse to spillere. Dog mest udfra et følelsesmæssigt synspunkt, for rent sportsligt har jeg svært ved at genkende "faresignalerne". 

Rune er gammel KB'er, altså en af vore egne drenge, og det er selvfølgelig altid noget af det, der varmer en mangeårig fodboldentusiasts hjerte mest, når en hjemmeavlet spiller slår igennem på klubbens bedste hold. Men det er stadig kun, når "alt andet er lige", at man bør overveje at give den mangeårigt klubloyale egen-avl-spiller fortrinsret ved holdudtagelsen. Og alt andet er ikke lige, når Runes kontrakt går mod udløb, og alt andet var vel heller ikke lige, da Rune overtog pladsen fra Kihlstedt i efteråret pga. Kihlstedts skade. Reelt spillede Rune jo ikke Kihlstedt af pladsen, og jeg har i hvert fald ikke set noget, der kunne overbevise mig om, at Rune er en bedre målmand end Kihlstedt, og således ikke et naturligt førstevalg, heller ikke ved forårsopstart. 

Netop det har måske også indvirket i kontraktforhandlingerne, ligesom Runes slet skjulte misundelse af, at der muligvis er mere i Kihlstedts pose ved den månedlige lønudbetaling. Præstationer i København i øvrigt ufortalt, så er Kihlstedt trods alt stadig en af Sveriges to-tre bedste målmænd, har A-landsholds-status og en solid portion rutine, hvilket vel i sig selv burde være tilstrækkelig begrundelse for en højere gage, især i forhold til en ung og lovende, men stadig urutineret spiller, der i min bog trods et godt og anerkendt efterår ikke kan påberåbe sig at tilhøre superligaens målmands-topfem ... endnu.

Hvem af dem der er bedst, ved jeg ikke, og hvem der stod til at være førstemålmand før Runes kontraktforhandlingssammenbrud, er jeg ligeglad med, jeg ønsker mig bare brændende en mere permanent løsning på keeperpladsen. Rune var måske det langsigtede valg, men han har altså ikke formået at overbevise Hans Backe om, at han var manden på stregen i København, også fremover. Rune er et stort målmandstalent, men ca. et halvt år og håndfuld kampe under Hodgson som fast mand mellem suppestængerne, er vel også lige knap nok til at bedømme, om han forbliver det "evige talent" - som de fleste - eller ender som én af de rigtigt store keepere - som de færreste. Kun tiden kan vise, om København har smidt guld på gaden.

For denne bartenders vedkommende tegner det sig især vemodigt, når det handler om Todi Jónsson, som absolut har været en af mine største favoritter i truppen, siden han spillede sin første kamp for FC København i Parken en juliaften i 1997 mod Vejle. Og hans formidable lob over Mogens Krogh en vidunderlig, sensommerlun fredag aften mindre end en måned senere står stadig lysende klart på min nethinde.

Tiden der stod bomstille i et åndeløst sekund eller to, mens den perfekt ramte bold knækkede kurven på det helt rigtige tidspunkt over målmanden for at finde sin plads i netmaskerne foran den tribune, hvor modstandertilhængerne var placeret. Med armene hævet over hovedet og fadøl rislende ned af armen fra det i hånden kvaste fadølsglas stod man stille i endnu et sekund eller to, vendte blikket opad og tænkte "den er god nok, der er en fodboldgud, tak", inden man lod hånt om resterne af plasticglasset og smøgen i flaben, brølede sine primalskrig ud i augustaftenen og indledte en veritabel jubeldans med de omkringstående. Todi! Todi! Todi!

Dette er så blot et af mange særdeles spektakulære mål, som Todi har banket ind for FC København. Allerede i december 2000 begik min gode kollega Saxo en hyldest til Todi og en top-fem over færingens indtil da bedste scoringer  (selvfølgelig også med ovennævnte episke fuldtræffer som den bedste). Så Todis stjerne er høj her i Stamværtshuset.

Alt i alt har Todi scoret 54 mål for klubben, hvilket gør ham til nr. 2 på alle tiders topscorerliste i København. En konsultation hos www.nipserstat.dk afslører, at han har scoret i 46 af de 161 kampe, han har spillet, og af de 46 kampe er det nok så interessant at bemærke, at vi kun har tabt én (34-11-1). Så mål- og pointstatistisk er der ikke rigtigt noget at sætte en finger på. Og spillemæssigt vel næppe heller, for Todi er efter både min og flere nuværende og tidligere superligatræneres mening så absolut den mest komplette fodboldspiller, ikke bare i Københavns trup, men i hele ligaen. Fysisk bomstærk og teknisk fremragende, med godt antrit og scorer med både hovedet og venstrebenet, tæt under mål såvel langt ude fra. Når han er i orden vel at mærke, og netop det er nok den største svaghed ved Todi så. Skrøbeligheden og skadesfrekvensen som har holdt ham ude fra holdet i mange perioder. Allerede to måneder efter debuten måtte Todi første gang ud i længere tid, og hvor han imponerede mig voldsomt i starten, hvor han red videre på den personlige succesbølge fra Lyngby, var det en lidt indolent og selvtillidsforladt Todi, der vendte tilbage i foråret 1998. Hvilket så sammen med nogle fæle og afgørende afbrændere resulterede i kold afregning fra dele af fanskaren i form af forfølgelse af manden. Noget der vel ikke helt er sluppet hos alle. Altså før nu, hvor manden er på vej væk. 

Givet er det, at usikkerheden omkring Todis holdbarhed - på trods af den åbenbart vellykkede behandling i Salzburg - er et væsentligt parameter i Backes overvejelser og anbefalinger til sportsdirektøren, lige som det faktum, at selv en fit Todi i efteråret ikke var i stand til at erobre en stamplads i angrebet, også har spillet ind, når der fra klubbens side skulle sættes tal og åremål på en eventuel kontraktforlængelse.

Skulle Todi have spillet sin sidste kamp - vi venter lige med "nekrologen", til det er endeligt forbi i København, men så venter også en plads ved siden af Heine i æresgalleriet - så er der i øvrigt en lille pudsighed i, at Todi scorede både sit første (3/8-97) og sidste (1/12-02) Københavnermål mod Silkeborg.

Nå, skål på det. Og kald det bare gravøl. Men ret beset ved vi jo heller ikke, om "tilbageholdenheden" i kontraktforhandlingerne med Rune og Todi skyldes, at klubben har andre emner i kikkerten til netop de pladser, ligesom nogen har luftet den kætterske tanke, at jo bredere Parken Sport & Entertainment favner, jo færre midler bliver der til fodboldafdelingen. Især en kontraktunderskrivelse i går med en landsholdsmålmand ... i håndbold (og antydningen af yderligere spillerkøb) har kastet substral på den tankegødning. Det kan nu ikke bringe mig på fortvivlelsens rand, da PS&E sikkert kan købe både tre og fire komplette håndboldhold m/k uden at det vil gå nævneværdigt udover fodboldafdelingen. Så store er pengene trods alt heller ikke i håndbold.

Selv uden Todi og Rune har København altså stadig den i særklasse stærkeste trup i landet, også hvis der ikke skulle komme de store nyindkøb. Kun omkring en rigtig højre back som gardering for Tomas Antonelius ser truppen lidt mangelfuld ud. Lad os tage en sandsynlig holdopstilling til forårspremieren i Odense uden Rune og Todi og en formentlig stadig ukampdygtig kaptajn Lønstrup.

Kihlstedt
Antonelius • Albrechtsen • Svensson • Christiansen
Zuma • Mykland • Nielsen • Røll
Møller • Pettersson

Det er min påstand, at i hvert fald de otte fremhævede ville gå direkte ind i startopstillingen på et hvilket som helst hold i superligaen - enten på anførte eller "lignende" position afhængigt af spillesystem - uden nogen som helst form for diskussion. De tre ikke fremhævede samt anfører Lønstrup (når han er klar) og reserver som Rooba, Zivkovic, Fredgaard, Bisgaard, Simpson og formentlig også Traoré ville også med god vægt kunne kræve en stamplads på de øvrige hold i rækken. Og af de to "udstødte" ville Todi Jónsson også blive stamspiller hvor som helst herhjemme.

Ser vi bare på vores fem nærmeste konkurrenter i ligaen og deres profiler, så er det omvendt svært at se, hvem der egentlig skulle kunne gå direkte ind på FCK's hold, hvilket jo svarer ganske godt til, at Backe/Holmstrøm angiveligt orienterer sig uden for landets grænser mht. eventuelle forstærkninger til truppen.
Brøndby: Wieghorst, Jonson, Madsen, talentet Kahlenberg og Lindrup (der er "væk")
Farum: Ingen
AaB: Saarenpää, Gaarde, Silberbauer
Esbjerg: Jan Kristiansen
FCM: Michael Hansen
Der er ikke andre spillere i suppen, der kunne være interessante mhp. på en plads i startopstillingen i København, og af de nævnte mener jeg kun, at AaB's Kléber Saarenpää ville kunne gå direkte ind på Københavns hold. Vi skal jo lige se på, hvilke navne ovenfor (både på banen og bænken), der skal overhales først. Matias Jonson kunne være den næste i rækken, men hans formudsving synes om muligt endnu større end vore kantspilleres. 
Wieghorst, Gaarde, Hansen er trods deres målfarlighed ikke bedre end Mykland, Nielsen, Røll, Lønstrup til en central midt. Kahlenberg er for grøn (vi snakker stadig stampladser) og Silberbauer mangler vel endnu at bevise, at han kan holde niveauet, og ville i øvrigt næppe kunne trænge sig foran en Bisgaard eller Zuma på højrekanten. Og det samme ville gælde Lindrup og den i vinteren rygtebørsnoterede Jan Kristiansen ctr. Fredgaard/Røll, eller sågar ctr. PC/Rooba, hvis man påtænkte Kristiansen i en mere defensiv venstrekantrolle.

At hente "talenter" var måske mere relevant, men selvom det er en vedtagen vildfarelse blandt de øvrige superligaklubbers tilhængere, at unge talenter ikke findes i København, så står Christian Traoré (endda stamspiller i Allsvenskan i efteråret), Hjalte Nørregaard, Martin Bergvold, Elrio van Heerden m.fl. jo på spring i København.

Så på spillermaterialet bedømt alene ser jeg ingen større fare for Københavns 9-points-forspring, og selvom der sikkert kommer til at ske nogle forandringer på spillerfronten både i og uden for København, så vil styrkeforholdet København ctr. resten næppe forrykke sig nævneværdigt.

Det er nu engang en fodboldbidt bartenders bedste tidsfordriv med disse spekulationer, mens man står og polerer glas, men nu nåede jeg sidste bakke, så du får se at patte af og komme hjem til skideballen, for jeg skal lige ned og se til vores oversvømmede kælder. Kombinationen af frost og tø og enorme snemængder, skrabet fra vejbanen ind over fortov og ned i kloakker og vores lyskasser, har unægteligt sat sig sine fugtige spor. Kong Vinters pludselige indtog i sidste uge demonstrerede igen Københavns og Frederiksberg kommuners utilstrækkelighed, når sneen brager ned over byen. Eksempelvis fjernede man ikke sne, men flyttede det blot fra vejbanen til cykelstier og fortove, der forblev ufremkommelige i en hel uge, indtil tøvejret meldte sig som snerydder. Alt samen pga. et døgns sne, der selvfølgelig også lammede den offentlige trafik, for hvem selv varslede snestorme kommer som uforudselige overraskelser hvert år. Nå, jeg kunne tale grimt om vinter, kulde og mørke i timevis, men det vil jeg ikke, for det har min gode kollega -smølle allerede gjort lige her. Vise ord. Retfærdigvis skal det siges, at de andre bartenderkolleger Martin og Saxo nærer helt anderledes romantiske fornemmelser for sne, så Martins polarpoetiske replik finder du længere nede af samme side. Så kan du selv vælge. Godnat og sov godt! 

Hvad? B.T. Cup? Ærligt talt du, lige så sjovt og spændende det er at spille indendørsfodbold, lige så inderligt uinteressant er det at glo på. Så jeg skulle hverken til en gammel og slidt betonhangar i en kulturløs forstadsudørk eller kigge TV. Da TV'et hernede endelig blev tændt søndag, var der heldigvis Premier League fodbold på programmet. Rigtig fodbold.

Og selvfølgelig skal alkoholtågernes ypperstepræst W.C. Fields da have det sidste ord som sædvanligt. Og med sidste uges snehelvede in mente, kommer vi ikke uden disse klassiske ord: "That ain’t a fit night out for man or beast."

Holger

Og på jukeboxen spiller:

Lad mig først og fremmest henlede opmærksomheden på vores seriestart omkring Bruce Springsteen lige her: Mens København venter på Chefen.

Og så tager vi lige den normale ræbjukebox.

 

Ugens album:

Mark Knopfler: The Ragpicker's Dream

Kollega -smølles små stikpiller i sidste uge til os der finder større glæde ved og interesse i den musik, der var, og de af den musiks udøvere, der "still are going strong", er skam noteret. Men det preller ærligt af på mig som skosåler på et isbelagt fortov. Hvis det er smart og hip og trendy at synes, den nye musik er "det", bare fordi den er ny, ja så jeg hellere fri for at være smart og hip og trendy. Men ugens albumkunster er trods gammel i gårde da her på færde med et helt nyt album. Holdt man af Dire Straits' især tidlige musikalske håndværk og guitarbilleder, der også er videreført på visse af Mark Knopfler's soloalbums, ja så kan man ikke have noget imod denne plade heller. Som bonus er der en ekstra CD/DVD med fem liveindspilninger af ældre kendinge.

 

 

Ugens numre:

Vi fortsætter nedtællingen til Bruce Springsteen, der går på scenen om nu mindre end fem måneder (husk Stamværtshusets egen musikalske ventetidsfordriv (Det var lige her!):

'Fire'  - Et publikumshit, som blev skrevet af Springsteen i 1976, oprindeligt fra optagelserne til Darkness On The Edge of Town (1978), men endte i bunken med outtakes, der ikke kom med på pladen. Dvs. det eneste officielle Springsteen-album, sangen findes på, er Live 1975-1985. Lidt usikkerhed eksisterer, hvorvidt den blev skrevet til Elvis Presley (der skulle have den foræret af Springsteen, men kradsede af cirka samtidig) eller som hyldest til Elvis. Robert Gordon var den første, som officielt indspillede sangen i 1977 sammen med Link Wray og fik et monsterhit med den. Adskillige andre har indspillet sangen efter ham. 

 

'Because The Night'  - Vi kan gentage ovenstående: Publikumshit - outtake fra Darkness On The Edge of Town - findes officielt kun på Live 1975-1985. Mange kender den især i Patti Smith's ganske ferme udgave. Og hun har da også skrevet en del af teksten, da hun under samtidige pladeoptagelser rendte på Springsteen i studiet i New Yorks Record Plant under hans indspilninger til Darkness. 

 

'Roulette'  - Trommer og hæsblæsende tempo, en "rocker" om risiciene ved at forsøge at forlade det sikre og velkendte i (familie-)livet og søge det ukendte eventyr. Endnu et outtake, der skulle have været på The River (1980). I stedet kom den i 1998 med på Springsteens "outtake-opsamling" Tracks (4CD). At - endnu - en så fantastisk sang i første omgang ender blandt det kasserede materiale (og som single B-side), siger i virkeligheden ganske meget om, hvor formidabel en sangskriver Springsteen er!