Tænk, er det to måneder siden jeg stod her sidst? Og kun én siden Martin CX var så venlig at overtage min tjans, fordi et par af os havde travlt med at bumle rundt i St. Pauli og fejre, at vi endelig havde set København begå sig anstændigt – og lidt til – på europæisk plan? Det føles som længere. Alle de Jever og Holsten vi købte med fra Tyskland til de tørstige folk er forlængst blevet drukket, og især kasserne med de bitre Jever gled meget hastigt ned efter Messias-showet og hans kollega Wulffs hæderlige forsøg på en efterligning den følgende weekend.

Set i bakspejlet, hvor irritationen har lagt sig over at HSV fejrede deres sejr i Parken som var det en VM-finale de havde vundet, ikke bare dette årtusindes heldigste afgørelse af en UEFA Cup-kamp, har jeg det fint med at HSV er videre, og at al snak om en omkamp er skrinlagt. For vi må jo nok indse, at havde det været os som havde fået et puljespil foræret, og Hamburg der derpå havde fået en omkamp og vundet, havde der ikke været nogen grænse for urimeligt det havde føltes. Lad dem så i øvrigt også bare vinde mesterskabet, som Dortmund gjorde da de havde slået os.

Den pokal skal have lov at gå sin skæve gang nu. Problemet med Matt Messias er jo ene og alene, at manden er en lallende idiot og en tåbe, hvis vanvittige indgreb lige så godt kunne have hjulpet os i en snæver vending, men nu kom til at hjælpe Hamburg. Med et overset straffespark mod Bergdølmo og en tåbelig bortvisning af Thomas Doll fik han også skadet dem. Og derfor må missionen ene og alene hedde, at den imbecile official ikke får noget at lave igen på topplan, sådan som englænderne har luret at det er bedst efter hans stribe af hjerneblødninger i Portsmouth i marts, men glemt at fortælle UEFA om.

Dermed er det så meget desto mere skuffende, at UEFA tilsyneladende komplet overser essensen af den klage, F.C. København sendte omkring hans ledelse af kampen, nemlig at mens resultat og karantænedage er hvad de er, og mens den idømte bøde er ganske mild i betragtning af det absurde antal kort vi og HSV begge fik, så er de ude af stand til offentligt at kritisere sig selv omkring udpegningen der ikke må finde sted, af en dommer som ganske enkelt ikke kan kaldes topdommer mere og som heller ikke burde være kaldt det nogensinde.

Skal vi ikke lige sakse de afsluttende ord fra UEFA’s præsentation af sig selv?

UEFA’s staff and officials personify UEFA in public by their high standards and by their conduct. We are aware of the example that we have to set; this requires not only competence and knowledge, but also an awareness of how we should use the funds that are entrusted to us. All representatives of UEFA also have to show integrity and, not least, a passion for football.

UEFA’s goal is to provide leadership but also top-quality services for our members and all stakeholders.

In UEFA we aim to lead, to serve, to continuously improve in all areas and to be ahead in everything that we do.

In all that we do we care about football.

Yderligere tilføjelser er overflødige, alle kan vist huske kampen. Og flere har vist også læst, at samme Messias også siden har kunnet bruges i FIFA-regi, som fjerdedommer i kampen mellem Belgian og Litauen onsdag aften. Ingen af landene kom med til VM, men det er måske lidt hårdt at give Messias skylden for det. At man dog i det hele taget lader manden være en fibersprængning fra at skulle dømme en VM-kamp er ufatteligt.

Men det kan selvfølgelig være en smutter fra organisationen, hvis overhoved, den som man ser ovenfor selvbestaltede fodboldrøv, Sepp Blatter, har brugt det meste af ugen på at rase mod grådigheden i moderne fodbold. Ord som ’pornographic’, ’rape’ og ’slavery’ er sprøjtet fra hans tastatur, og mens al den hidsige indignation over fodboldens pengemænd er både fyndig og beundringsværdig et stykke hen ad vejen i sin retningsløse ukonstruktivitet, så er den dæleme en smule sær når den kommer fra Blatters rynkede næb.

Tilsyneladende af opfattelsen at det er glemt, at folk for nogle år siden stod frem med konkrete anklager mod ham om at have ydet bestikkelser for at blive valgt til FIFA-præsident, er han måske ikke lige den rette til at tage ord som ’pornografiske’ pengebeløb i sin mund. FIFA’s lønomkostninger er næppe med til at gøre Blatter en kirkerotte, når hans sidste valgperiode engang er løbet ud, og alene på tv- og reklamerettighederne ved det næste VM har hans forening udsigt til ti milliarder kroner. Tv-rettigheder, der senest solgtes til selskaber som sendte flere kampe her på pay per view. Det kommer formentlig ikke ind under grådighed i Blatters verden, og ejheller at sælge sponsorater i selskab med eksklusive salgsrettigheder, og dermed ingen bratwurst til tilskuerne i 2006 – den står på Big Macs, og øllet er det som den tyske forretningsmand Fritz i Simpsons beskriver som ”swill to us... I am saying that only a swine would drink zis beer”: Den uforlignelige Duff... undskyld, Bud.

Det er Sepp, der vil have sit publikum til at opføre sig som operatilskuere, der sidder ned og klapper afmålt. Og han sætter sine entrépriser til VM derefter. Han skriver ”No wonder empty seats in stadiums and saturation live television coverage of matches have become issues” – men hvor i topfodbold var der flere tomme sæder end ved FIFA’s datterorganisation UEFA’s EM i Portugal sidste år, trods rigelig interesse fra de deltagende landes tilhængere for at komme dertil? Det skulle næsten være i Blatters kæledæggeturnering, Confederations Cup.

Der skal selvfølgelig falde en vis ros til manden, når han nu engang er bedst kendt for at foreslå afskaffelse af passiv offside – det fik han endda igennem – afskaffelse af uafgjorte kampe, indførelse af hotpants til kvindelige spillere, og tildeling af seks points fradrag for at spille i tilsvarende kropsnære dragter for Camerouns mænd. Det han siger denne gang er ikke helt hen i vejret, og mens stjernefascinationen i fodbold altid vil vare ved for de allerstørstes vedkommende, ligemeget hvor rige de bliver, så er det jo absurd når en klub som West Ham ikke på noget tidspunkt slipper én ind for under 400 kroner for at se deres undervældende hold, og når Tottenham vil have 15.000 kroner for et sæsonkort.

Men når FIFA så forventer at have alle disse spillere som Blatter føler er så grådige til rådighed for deres turneringer, ikke mindst gallaforestillingen VM, men også stadig flere ekstraturneringer som Confederations Cup, så bliver det jo bare dobbeltmoralsk al den stund at det er klubberne der lønner og gør mest for at profilere de spillere som bringer FIFA så obskøne mængder indtægter, uden at give ret meget af dette videre til de formodet lige så grådige klubber, som den altid kritiske reporter David Conn anfører her – et par dage inden Sepps udbrud.

Jaja, jeg øser om mig med artikler og holdningsstof fra nettet, det er intet nyt. Men der er nu ikke den samme zen i at læse artikler fra nettet, som i den i sig selv hvilende ro det giver at have taget sin morgenavis med herned og læse den i fred, mens man venter på at de første gæster indfinder sig.

Man kan få et sært loyalitetsforhold til ’sin’ avis. Nærmest som et dem-mod-os-forhold. Måske det kan sammenlignes med et venskab, måske snarere med Stockholmsyndromet, når et gidsel tager sin gidseltagers side. I alle tilfælde har jeg selv en tendens til i debat at forsvare den avis, Politiken, jeg selv abonnerer på, og det kan jo nemt hænge sammen med at man vel ikke vælger at læse en avis fast, hvis ikke man føler sig på bølgelængde med den.

Okey, nu er der så ikke de store andre valgmuligheder, hvis det med bølgelængden skal tages til overvejelse. Der er Information – jojo, noble intentioner om at holde et skyhøjt lixtal har de, men en avis uden en sportsredaktion, det er som et menneske uden ben. Al respekt for alligevel at kunne klare sig, men tempoet er bare for lavt. Og Berlingske Tidende – ja, de er ganske enkelt for bedsteborgerlige på alle måder, og var det allerede inden deres redaktion besluttede sig for at få deres id, jegets mørke side, til overfladen ved at hyre en komité til at overgå hinanden i perfiditeter under det samlende navn Groft sagt – eller Sort snak, som en medbartender meget rimeligt kalder det alternative, ’ærlige’ lederkollegium.

Skal der så være tale om en kvalitetsavis med hovedsæde i København, er der jo kun Politiken tilbage. Og jeg er nu glad for den, men hvor kan man bare miste tålmodigheden med bladet. Måske det er forårsaget af at have mistet studierabat for nylig, så følsomheden over for slatten journalistik er steget proportionalt med prisen – til det dobbelte – men jeg er ved at være voldsomt træt af hvad der bydes på. For den faste gæst hernede er det selvfølgelig intet nyt, jeg har jamret i årevis over den kummerlige dækning landets øverste liga og især Københavns største fodboldhold får i Københavns største morgenavis. Men efter at Andreas Kraul er kommet til DR-sporten, og stort set al væsentlig superligareportage er læsset over på seniorskribent Søren Olsens skuldre, er det da gået helt galt.

Denne uge har været så grel som nogensinde. Eller rettere hele optakten til landskampene, for hvad der ikke har været af hype af især den effektive reserve Søren Larsen inden kampen, det er næsten ikke værd at nævne. Og det har næsten heller ikke været til at finde. Søren Larsen er så god, Søren Larsen er så målfarlig, den og den person er mere end enig i at Søren Larsen er alletiders. Og han har da også klaret sig godt, men det tror jeg alle enten havde bemærket i forvejen – spillerens medieprofil er ikke ligefrem lav – eller erkendte første gang Søren Olsen talte hans sag.

En mere mistænksom sjæl end jeg ville forlængst have tilskrevet begejstringen en art Køgemafia på Politikens sportsredaktion. Redaktør Bech og Søren Olsen er, som Larsen, begge fra bugtbyen, Olsen endda med en fortid på Køges DM-hold fra 1975. Ærlig talt kunne den mistanke allerede være opstået, da Jon Dahl Tomasson fik samme hype inden Larsen tog over fra ham. Og måske man blot skulle prise sig lykkelig over at det hidtil er endt her – og at ikke f.eks. Martin Retov og Casper Ankergreen med djævelens vold og magt skal tales på landsholdet. Eller Anders Clausen.

Selv med lettelsen over at dette endnu ikke er sket, er det et billede af en stadig mindre seriøs sportsredaktion, der melder sig. Mens Søren Olsen på dagen for den afgørende kamp i Kazakhstan gav en saglig og kritisk analyse af kampen og landsholdet samt et interview med Michael Gravgaard, var hans redaktør i en klumme ved navn Fodbold, tro håb og VM-længsler (pur-leease!) inde på både agurkesalat, vingummi, morgenmad, tarmslyng i hjernen og avantgardeteater der foregår i Krakows forstæder.

Nu er det ikke en hemmelighed, at udenomssnak er noget vi alle sætter pris på hernede i Spruthuset, men når det skal dække over en spalte hvis indhold uden problemer kan koges ned til ”Det bliver godt nok spændende i aften, og mon albanerne kan holde tyrkerne fra at vinde, det tror jeg ikke, men måske kan de alligevel, og Morten Olsen bør bruge Søren Larsen fra start” (det sidstnævnte var endda ophøjet til hvad hele avisen mener vil være den rigtige løsning – Tøger har talt, den kulturradikale sportselskers foretrukne offensivspiller hedder ikke Claus Jensen!), så er det spild af tid når man som sagt har en hel verdensdels opinionsstof til rådighed via sin mus.

Så forventer man noget mere vægtigt end ”På forsiden af dagens avis har vi spillet stærkt ud med den urystelige kendsgerning, at når bolden er rund, så kan alt jo... og sådan er det jo. Bolden giver alle tænkelige muligheder, hvis den håndteres rigtigt.” Det er rablende vås og hyggesnak, det er ikke indsigt. Du kan måske med rette sige det samme om det jeg fyrer af nu og snart har gjort på dette sted i fem år. Men jeg beder dig ikke om 15 kroner på hverdage og 19 i weekenden for at få lov at høre det.

Og i øvrigt ville jeg så heller ikke plage dig med patroniserende betragtninger som dem dagen efter at Danmark helt som forventet røg ud, krydret med mere fyldstof om cornflakes og grillmad, om at ”Vi har smerter”, og ”Vi kommer til at kede os næste sommer”. Uh, hvor jeg bare ikke bryder mig om at få andre til at udlægge mine fornemmelser og følelser med et stort, alfavnende ’vi’. En katastrofe, kaldes det, også med forbehold for at katastrofe jo var et voldsomt og måske upassende ord. Ja, voldsomt nok til senest at være taget i brug i endnu et af heltekvadene til Søren Larsen, da angriberen i sidste uge havde stået over et træningspas med lidt snue.

Og hvor ville det være klædeligt, i stedet for at svælge i et patetisk sortsyn over en glippet kvalifikation til playoffs (ikke til VM, kun til playoffs), som allerede i februar efter fem kampe og én sejr virkede meget nærliggende, at tage hårdt fat i de bizarre kommentarer der er kommet om at ”Vi er et slutrundehold” (Morten Olsen) og at ”Vi vil blive savnet” (Jon Dahl Tomasson). I stedet for at gentage dem.

Olsens kommentar kom kort efter Danmarks storsejr over England, og så rædsomt som Erikssons trup ellers har spillet, hvem er det så egentlig af de to landes hold, der er slutrundeholdet? Er det f.eks. det hold der har slået den nærmeste topkandidat begge gange, eller er det det hold der ikke en eneste gang har kunnet slå de to lande der endte med at ligge øverst i gruppen, foran Danm... hov, nu kom jeg vist til at afsløre hvem der var hvem i denne sammenligning. Olsens påstande virker så langt ude som når han med en bister mine og en statistik over boldbesiddelsen har forklaret 0-3-nederlag i slutrunder som noget nær moralske sejre.

Ikke at jeg ikke godt kan forstå at han gerne vil tale sit hold i slutrunden oven på en flot venskabskamp. Jeg ville bare ønske at nogen ville stille ham nogle hårde og ufravigelige spørgsmål når han gør det, uden frygt for den typiske Olsenske forurettelse og følgende halvkvædede trusler om at når man ikke sætter pris på ham, så kan han jo lige så godt gå sin vej. Jeg forudser med nysgerrighed den dag Olsen gør alvor af det. Noget hen ad "You won't have Morty Olsen to kick around anymore. Because, gentlemen, this is my last press conference." Blot måske på tysk.

Hvad angår verdens afsavn, så er det også lidt af en gåde. Er det holdet der tabte ude til Grækenland, der vil blive savnet, eller det der tabte ude til Ukraine? Er det det hold der spillede et par uafgjorte mod Tyrkiet? Og vil Peter Skov-Jensen ikke blive mest savnet derfra? Er det dem der trillede sikre sejre i hus mod Albanien og Kazakhstan hjemme, uden at underholde? Er det Peter Møller, der vil blive savnet? Eller er det dem som vandt 6-1 over et spejlblankt georgisk hold?

Det er nok de sidstnævnte, ikke at mange verden over har set det ske. Medmindre selvfølgelig det snarere er det mandskab som med en beton-4-5-1 slog Frankrig på et par kontramål i Korea, der vil blive savnet, eller det der med en fiks 2-2 mod Sverige på behændig vis fik sendt Italien ud. Jeg vil gætte på at italienerne nok ikke vil savne dem ret meget. Måske vil England og Tjekkiet, hvis de sidstnævnte altså kommer med, have det værre med savnet af Danmark, som før har givet en fri passage til næste runde i knockoutfasen. For slet ikke at tale om spanierne.

Eller måske Tomassons pointe er, at Milans fans verden over vil savne gamle helte som ham og Thomas Helveg personligt – men så må de jo nøjes med Shevchenko. De kræsenpinde. Også selv om han ikke spiller på det bedste hold i vores pulje, efter Tomassons logik – gad vide om Ukraine så er det næst- eller trediebedste.

Måske det bare er lidt selvbedrag, sat i anvendelse for terapiens skyld. Én har de i hvert fald fået med på galejen, roliganformand Steen Bille, der – hvis man nu skal sige noget positivt om ham – i det mindste er ærlig, og ikke har noget mod at udstille den danske ligusterfascisme i fuldt spotlight, når han erklærer at sommerens VM er bedst oplevet i kolonihavehuset. Uden tv. Ironisk nok har vi haft en livlig debat hernede, om man taler mod bedre vidende hvis man går kraftigt op i fodbold, men erklærer at man i hvert fald ikke under nogen omstændigheder er interesseret i landsholdet. Ja, ordet idiot er endda blevet brugt, men lagt til side igen.

Lige til hr. Bille synes jeg nu godt det kan findes frem påny, men det har mere med Pippi Langstrømpe-fletningerne på billedet at gøre. At man til gengæld kan være så lidt på bølgelængde med personer som man ellers skulle tro havde en interesse for fodbold, det kan nu alligevel overraske mig, også selv om jeg har været til landskampe nok, og set forsøg nok på at starte en bølge ved stillingen 0-0 efter et kvarter, til at jeg måske ikke burde få det store chok. Status for vores spruthus er, at der ikke kommer til at blive vist et sekund mindre fodbold på skærmen hernede til sommer – og ikke et sekund mere. Der bliver nemlig vist det hele. Og jeg ved at jeg i modsætning til redaktør Bech ikke kommer til at kede mig.

At omsætningen så kommer til at falde en smule er en anden sag. De er jo publikumsmagneter, de landskampe med Danmark. Også selv om hverken vi bartendere eller vores stamkunder aldrig nogensinde bliver enige om holdets vigtighed. Sådan har det altid været, bare se dengang for over fire år siden hvor jeg faldt i søvn foran Skæve Thorvalds misbilligende øjne. Alligevel er vi jo alle fodboldinteresserede her, og følger selvfølgelig nøje med. Ja, onsdag aften havde vi endda fundet et ekstra fjernsyn frem, købt et split-stik i en tikronesbutik, og gjort klar til at kigge med på den mindst lige så vigtige kamp i Tirana. Den måtte vel komme på Viasat Sport 1 som en ekstra service, nu TV3 havde skaffet rettighederne til den.

Denkste! Men til gengæld var der en yderst spændende genudsendelse af en pokerturnering. Gad vide hvad TV3 egentlig får ud af at placere vigtige kampe på kanaler som kabel-tv-kunder ikke kan se? En art ekstra glæde hos deres parabolkunder, guldkunderne, der kan blære sig over for kabelfolket, måske? Vores nestor blandt kunderne, en statelig herre fra de kabelfri randområder hvor parabol ikke bare er en luksus men en nødvendighed, var i hvert fald i hopla i onsdags. Og det selv om han jo ret beset så burde være blevet hjemme...

Så vi måtte slå os til tåls med de klip der blev sat ind i Kazakhstan-transmissionen fra den anden kamp. Og mens det i sidste ende gik som forventet, var det i første halvleg svært at se ud fra de viste højdepunkter, præcis hvilket af holdene der skulle være købt og betalt eller i hvert fald klar til vennetjenester, som den altid stilfulde boulevardpresse i form af B.T. havde lavet kampagne omkring i dagene inden – måske ud fra levereglen ”Tyv tror hvermand stjæler”, jfr. ovennævnte 2-2-kamp i Portugal. Det var Tyrkiet, der lignede det hold der intet havde at spille for, ikke at dette i sig selv er odiøst.

Da Briegel inden kampen var åben nok til at erklære, at der bestemt ikke var gaver i vente til tyrkerne, og blev refereret loyalt i artiklen i B.T., lykkedes det på en eller anden måde at få det vendt på forsiden til at det var Danmark, der ikke skulle forvente gaver. Det er ærlig talt sådan noget som det og som deres vanvittige beskyldning om at Sepp Piontek skulle være en forræder fordi han har talt taktik med Fatih Terim, der giver en noget ulden smag i munden ved at stå og holde B.T.’s forsider op på Nedre C og give dem reklame. Så det blev til et langt toiletbesøg i stedet inden kampen mod OB.

B.T.’s måde at fremstille fodboldens banaliteter som et brutalt angreb på vores nation og livsstil fik dog ikke den store gennemslagskraft i den seneste halvanden uges tid, da øjnene naturligt fór over til konkurrentens forside her på bardisken. Ordet SEXSLAVE, 15 cm højt, har gerne den effekt. Og den slags er jo desuden et virkemiddel, som B.T.-redaktør Arne Ullum med salvelsesfuld mine brugte en hel landsdækkende reklamekampagne til at fremhæve, at man ikke mere ville benytte sig af, da man gerne ville have en avis man kunne være bekendt at have liggende fremme. Her ligger de nu begge fremme, med Ekstrabladets SEXSLAVER og B.T.’s FORRÆDERE fuldt synlige, men det siger mest om at vi regner vores kunder for at være lige så røgede som vi selv er spegede, og at de ikke behøver skånes.

I alle tilfælde var det EB, der trak det meste småsnak ved bordene, da det var dem der – stærkt presset af de fleste andre medier – gik hårdest til Jørgen Leth oven på den ex-honorære ex-konsuls memoirer, som han klogt for bogsalget og uklogt for karrieren havde givet aviserne smagsprøver på. Og nu skal man jo nok ikke have fulgt for meget med hernede for at finde ud af at den aldrende lommefilosof ikke bliver jævnligt rost på mine skift, og at hans forblommede kommentarer til et i forvejen irriterende og langtrukkent cykelløb kun har været med til at gøre ondt værre i de fodboldtomme sommerpauser.

At han derudover, hvis hans egen selvbiografi står til troende, har en seksualmoral som enhver europæer på ophold i et af verdens allerfattigste lande (bruttonationalprodukt pr. indbygger: nr. 159 i verden, en bagatel af 153 pladser under Danmark) egentlig burde holde sig for god til, hjælper så ikke på anseelsen. Selv efter at den 17-årige ’slavetøs’ blev opgraderet til en 19-årig ’kæreste’, er vi stadig i en situation som selv i Danmark kunne blive interessant via straffelovens §220 for en årvågen politifuldmægtig. Og har man erkendt flere hashsmuglerier – igen, hvis teksten står til troende – har man jo dermed allerede skrevet sin egen afskedsbegæring til udenrigsministeren. Det er der ikke så meget teknik i.

Men så er det sgu heller ikke værre. Det er i hvert fald svært for Ekstrabladet at retfærdiggøre de helt store overskrifter om ’sexslaver’ og den vilde forargelse, så længe den avis er den absolut bedst opdaterede og mest aktuelle plakatsøjle for ludere i Danmark. Og vanviddet brød ud i lys lue, da Morten Stig Christensen stod frem og skulle forklare hvorfor TV2 havde valgt at fyre Leth fra Tour de France, en fyring på gråt papir, og dermed noget selv Jørn Mader ikke engang formåede at lokke TV2 til at foretage trods en inkompetence så indlysende at selv jeg i lækkersøvnig tilstand kunne få øje på den under en tilfældig Tour-etape.

Femten års uduelighed fik altså ikke TV2 til at gøre mere end at flytte Mader over for at kommentere engelsk fodbold, til usigelig smerte for dem der holder af den sport. Den utvivlsomt kyndige Leth kommer med en (ganske vist begrænset appetitlig) oplysning om at have et sexliv i sin høje alder, og han er ude på et par dage. Forstå logikken, hvem der kan.

Nu er det jo ca. lige så let at angribe TV2 som at score hovedstødsmål på Georgien, men her overgår de godt nok sig selv. Den absolutte nadir kom, da Morten Stig stod frem, en velstrygende kammerkvartet placeret diskret i baggrunden, og beklagede den hetz, ja, den heksejagt Leth blev udsat for. Mindst lige så meget beklagede han at den gik ud over TV2. Så som den loyale chef han var, måtte han jo desværre fyre den hetzede medarbejder.

Ordene der anvendtes var, uden større grammatiske hensyn, at ”det er også vores ret og pligt, at beskytte de værdier, der gennemsyrer TV 2 Sporten og vores produkter.” De værdier kender vi jo udmærket fra diverse Lige på og sport-udsendelser. Det er noget med at kalde fodboldtilskuere for voldsmænd og fodboldspillere for narkomaner. Alt imens man ukritisk fejrer en sportsgren hvor smugling af stoffer og misbrug af samme er en dagligdags foreteelse – men ve den kommentator der står ved noget lig det udøverne foretager sig.

Det er luset er hvad det er, og det siger meget om den stations fremgangsmåder, at det koster en person et job at komme med nogle afsløringer som de ovenstående om sig selv i en bog, mens det ikke har kostet TV2’s nyhedschef Michael Dyrby sit job at lancere Triple A-historien, der (fuldt tilsigtet) skræmte den halve befolkning uden at have spor hold i virkeligheden. Sådanne historier er så formentlig repræsentative for de værdier der gennemsyrer tv-stationen?

Men ikke at komme ud af skabet som en gammel libertiner. Spøjst nok hørte jeg en gæst citere Jørgen Schleimanns ord om at ”Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede”. Samme Schleimann, der som TV2-direktør gav Morten Stig sit store gennembrud som sportsvært, kort efter at denne var debuteret som skuespiller i filmen Venner for altid. Ironisk nok en film – ligesom en bog et kunstnerisk statement – hvor selvsamme Morten Stig spillede en voksen fodboldspiller der lå i med en folkeskoledreng ved navn Patrick. For nogle er det i orden.

At der så ikke kan have været nogen overraskelse i Leths selvudlevering er en anden sag. Jeg ved ikke om jeg er den eneste der husker en dokumentar om ham fra for en del år siden, bl.a. optaget på Haiti, hvor der bestemt ikke var noget fordækt over den måde man så en purung nøddebrun skønhed nyde hans selskab på. En film, hvor manden i øvrigt fremstod som en både forvirret og tvangstankeramt person. Noget der ikke skal være en undskyldning, hvis man ligefrem kan bygge en sag mod ham, men altsammen noget TV2 ikke kan undgå at have vidst, ligesom resten af billedet af et mildt sagt ’uperfekt menneske’ – det er alle naturligvis, med Morten Stig som en mulig undtagelse – selvfølgelig har været kendt længe. Hvilket ikke gør hykleriet mindre klamt, mildt sagt.

Nå, så fik man da talt sig varm igen. Endda uden at få nævnt F.C. København som andet end en ufrivillig kulisse til en stupid dommers selviscenesættelse. Men hvad skal man også sige? Denne uges eneste bemærkelsesværdige københavner – en honorær københavner! – er jo Michael Gravgaard, og hans indsats taler for sig selv. At han kan begå sig defensivt på landsholdsplan er én ting, at han nærmest er uundværlig i landsholdets offensiv er en anden og mere forbløffende. Måske det er Gravgaard, der vil blive så forfærdelig savnet til næste sommers VM. Men resten har gemt sig diskret i den uge der er gået, undtagen Martin Bergvold, der er klar til comeback på midten mod Silkeborg efter at have spillet på u21-landsholdet. Gid det denne gang må bære, snarere end briste.

Og det er egentlig hvad jeg vil sige om det. Hov, der lå en sidste Holsten. Et minde om da det stadig var os der styrede Hamburg, ligesom i det 18. århundrede. Skål i den for den sæson der endelig skal i gang igen, så det hele ikke skal gå op i avisartikler og landskampe.

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang

Luna: ’Indian Summer’
Fra en af de plader man kan være så pisseheldig at købe ved et rent tilfælde – Bostons indierockere Luna udgav i 1993 kort efter deres debutplade Lunapark en ep med coverversioner af The Beat Happenings ’Indian Summer’, The Velvet Undergrounds ’Ride Into the Sun’ og The Dream Syndicates ’That’s What You Always Say’ (mere om dem senere).
Ved et rent tilfælde lykkedes det at få købt den inden den udgik, og den er pragtfuld, alle tre udgaver, men her skal titelsangen fremhæves, en langsom, sød, næsten uskyldig sang om ”Touch girl, apple blossom” og ”Buckle up, we're wayward bound”, der bygger sig op indtil Warehams guitar spiller lyrisk duel med partneren Sean Edens, uden skyggen af ego, smukt og støjende samtidig. Måske det bedste de nåede at lave, trods syv albums. Og så kunne den ikke stå bedre til årstiden, hvor man kan gå i korte ærmer og se bladene tumle fra træerne.

Ugens albums

Antony and the Johnsons: I Am a Bird Now
Smukt album fra manden med den mest særegne og nærmest uvirkelige stemme på denne side af den ejendommelige Little Jimmy Scott. Helt fortjent fik det masser af presse, da det vandt den sjældent prestigefyldte pris The Mercury Prize for bedste britiske album i år – men Antony er nu meget newyorksk, trods sin britiske fødsel: en to meter høj transseksuel sanger med en yderst kompliceret psyke, kunne noget tyde på – dette er en af de få plader der er kommet i senere tid, der er direkte rørende i ordets egentlige forstand. Som hvis Bryan Ferry var en kvinde og sang cabaret, sådan lyder Antony – og nej, det virker ikke på papiret (eller skærmen), men så meget desto bedre i udførelsen.

Mew: ... and the Glass Handed Kites
Nu vi taler feminine stemmer... Men musikalsk kunne Mew ikke være længere væk fra pladen ovenfor. Mew har arbejdet en utrolig bombastisk lyd frem på de seneste to albums, men det ændrer stadig ikke på at det er deres ufattelig delikate melodier, der er og bliver deres force, og selv om dette er et krævende værk og virkelig læner sig op af progressive 70’ere, så er det kun i anretningen: Albummet er stadig i bund og grund de samme Mew der vævede de fnuglette sange på Half the World Is Watching Me for otte år siden; de er blot denne gang mødt frem i et slagskib i stedet for på pudderskyer.

Steve Wynn og The Dream Syndicate: Samlinger
I tålmodig venten på den formidable Steve Wynns nye album med The Miracle Three – det er de tre der sidder ned – som hedder Tick... Tick... Tick..., fordriver vi tiden med et par hjemmebrændte samlinger med denne tit roste, sjældent storsælgende amerikanske klassesangskriver og -musiker. En med hans gamle band The Dream Syndicate:

Tell Me When It's Over
Halloween
Still Holding on to You
The Medicine Show
Merrittville
Forest for the Trees
Now I Ride Alone
Dying Embers
Boston (live)
Burn (live)
That's What You Always Say (live)
I Have Faith
The Side I'll Never Show
Loving the Sinner, Hating the Sin
Whatever You Please
When the Curtain Falls

Og en med sange fra mandens solokarriere:

Carolyn
Younger
The Blue Drifter
Tuesday
A Dazzling Display
405
Trial Separation Blues
Motorcycle Boy
One By One
Collision Course
That's Why I Wear Black
Never Ending Rain
Shelley's Blues pt. 2
Why
Epilogue
Sustain
Drought
Death Valley Rain
There Will Come a Day

13. december spiller Wynn ude på Loppen. Vent ikke at se mange bartendere på arbejde den aften.

mail