UGENS RÆB
- Portvinspimpende roligans og forårsglade københavnere

Uge 14
<< >>

Velkommen, velkommen!  Og se, hvor lækkert der ser ud hernede efter lidt forårsrengøring.  Våren er over staden, og læg nu mærke til, at vi kan have døren stående åben uden at folk ved baren skutter sig og beder om at få den smækket igen.  Vi er glade her i baren, og det ligner os jo ellers ikke sådan at give los for munterheden - det ved vores stamgæster, og det ved vi i bund og grund også selv.

Selv Holmstrøm er en glad vovse nu, og Jan Saxo har nu fået lov til at tage ham med på vores andres skift, hvilket ellers ikke var noget resten af os var udpræget trygge ved - den mildere luft ser ud til at have blødt sindet op hos den ellers så humørsvingende fyr.  Se, hvordan han nu ligger og hygger sig.  Og måske har det noget at gøre med, at alle hans aversioner har lagt sig til hvile for en uges tid; alle de kritiske røster, der skurrer i de hyperfølsomme ører, er nu tavse eller ændret til hoverende og lyse, optimistiske stemmer.  Selv det heftigste temperament har godt af lidt varme og glæde.

Glæden er ægte og voldsom.  Men hvem skulle have troet på den fælles glæde, den følelse af sam- hørighed, på den pinlige aften for godt en uge siden?

Vi havde store problemer med en af stedets mere tvivlsomme stamgæster.  Skæve Thorvald kalder vi ham, mest fordi han selv insisterer på det.  Muligvis har I læst hans udlægning af historien, men han undgår behændigt at fortælle hele sandheden.  Det var onsdag aften hernede på kroen, jeg havde selv vagt, og den gode Thorvald var ikke helt appelsinfri, for nu at sige det mildt.  Han ynder at fremstille sin historie som om han nyder en enkelt fadøl med omhygge, inden han går hjem til fruen, men det er i bedste fald et glansbillede, han tegner.

På denne onsdag aften var Thorvald stangvissen efter at have drukket omkring fjorten glas portvin, som han havde skyllet ned med snacks fra bag baren.  At han siden har brokket sig over at få tilbudt hundekiks er mærkeligt, da han burde genkende smagen - mens undertegnede var ude efter en ny kasse Hof, havde han rakt armen ned bag bardisken og taget en ordentlig håndfuld af lækkerbidder, som han sad og tyggede på i troen at det var lækre små biscotti.  Alt imens sad Holmstrøm med våde øjne og så på hvordan Thorvald var ved at sætte hans kiks til livs.

Det var skidt nok som det var, men den store ballade fik vi først, da fjernsynet blev tændt.  Det var en af de uger, hvor der ikke blev spillet rigtig fodbold - til gengæld var der en landskamp, og er der bold i kassen, så viser vi det ligemeget om det er en showkamp eller ej.  Det var dog en målløs show- kamp, en landskamp mellem Tjekkiet og Danmark, og det gik som det måtte gå:  Trods et pænt antal chancer i begge ender af banen kunne jeg simpelthen ikke bevare opmærksomheden, og to minutter inde i halvlegen skete det uundgåelige - jeg faldt i dyb søvn henover bardisken.

Da jeg vågnede efter slutfløjtet var det ikke til et kønt syn.  Iklædt sin uundværlige klaphat stod Thorvald og skrålede obskøne kommentarer ind i hovedet på mig.  "Hvad er det for en indstilling", råbte han, "de spiller smuk fodbold, og så kommer du som sådan en snob og kaster vrag på det! Sådan er det med jer, I har en lov om at man ikke må kunne lide landsholdet, og vi roligans skal bare svines til.  Vi er sgu ikke bonderøve allesammen," gylpede han, mens syrlige Sandeman-bøvser trængte sig op gennem hans svælg i selskab med den umiskendelige dunst af Dyrlægens Hundekiks.

Jeg var nødt til at få gjort noget ved det.  Jeg tog ham og trak ham sidelæns ud gennem døren. Heldigvis tog han det som en ægte roligan; ikke skyggen af voldelig adfærd var der i den brovtende herre.  Jeg bugserede ham ned omkring gadehjørnet, vel vidende at han aldrig ville finde stedet igen derfra i sin overrislede tilstand, og resten af aftenen var dejlig stille og rolig.

Jeg kunne så tænke lidt over tingene, men kom temmelig hurtigt til den konklusion, at hvis man først er ligeglad med noget, så skal man gøre vold på sig selv for at blive interesseret.  Jeg ville meget gerne give en skid (eller mere) for landsholdet, men det gør jeg simpelthen ikke.  Og så er det, at opmærksomheden begynder at vandre.  Det har ikke noget at gøre med, om det er godt eller ej, slet ikke.  Jeg kan da godt se, at de spiller bedre nu end de gjorde under Ricardo, men jeg kan stadig ikke få mig selv til andet end at trække på skuldrene over det.  Beklager, Thorvald.  Og tager du den grimme hat med hænder med på i vores bar igen, så sværger jeg at smide dig ud en gang til.

Thorvald vendte, som han selv fortalte om, tilbage dagen efter for at nuancere sine synspunkter (og drikke sig stiv igen), og selv om de prellede af på mig, så havde han utvivlsomt et par pointer.  Det trængte dog slet ikke igennem min mur af skoggerlatter, som jeg satte op, da Thorvald fortalte at han ikke skulle på Brøndby Stadion for at se vores kamp mod Brøndby, da han i den grad er under tøflen.  Ja, ikke nok med det, men siden har jeg fået fortalt, at han ikke engang så kampen direkte i TV - han måtte vente til senere på aftenen, hvor han kunne se den på video!

Der er jo forskel på folk og hvem de kender - andre har en kæreste, der har fødselsdag samme dag som vi møder Brøndby.  Hvad gør så en sød pige?  Hun tager med til Brøndby og får en sejr som en ekstra gave.

For jo, selvfølgelig blev søndagen da tilbragt på Brøndby Stadion.  Alle de kampe siden august 1995, alle de deprimerende 2-0-nederlag, alle blev de tålt fordi håbet lever evigt:  Måske vinder vi!  Og tænk hvis man skulle blive væk på den dag hvor det endelig skete?  Hvor dum ville man så føle sig?

Skulle man tro massemedierne i dagene inden kampen - i hvert fald ét massemedie, nemlig Ekstra Bladet - følte mange sig dumme.  De hævdede i ramme alvor, at klubbens fans havde vendt dem ryggen, da der inden kampen ikke var solgt mere end to trediedele af den samlede billetmængde til endetribunen.  Det kunne ses til kampen, at Mads Glenn Wehlasts finger havde været placeret forholdsvist langt fra pulsen, for bag målet endte der faktisk med at være udsolgt, og det med en billettildeling, der var en god del større end sidste gang de to hold mødtes derude.

Affæren var selvfølgelig ikke noget, der gik meningsdannerne på Sidelinien og SSO's næser forbi. Meget måtte man høre om den manglende loyalitet hos F.C. Københavns fans, som efter sigende ikke skulle være glade for at forlade deres caféer, eller dukke op på stadions, som ikke bød på cirkus- underholdning med balloner, candyfloss og orkestre.  Virkeligheden var formentlig den noget mere mondæne, at folk ikke er særlig kvikke i optrækket, når der skal købes billetter i forsalg.  Det blev da også først for alvor morsomt, da det få dage før kampen måtte oplyses, at der så sandelig også var usolgte billetter til den anden endetribune, nemlig den hvor BIF's fans holder til.

Når samtidig billetterne først blev sat til salg en bagatel af to uger før kampen, burde folk, inkl. Mads Glenn Wehlast, have slået koldt vand i boldet og ventet til de faktisk kunne registrere fremmødet ved selvsyn.  Og i stedet burde man måske have kigget på langsiderne, hvor der stod masser af tomme sæder.  Lidt mærkeligt, når nu de burde være fyldt med alle de BIF-fans, der selvfølgelig ikke ville hænge ud på café på en dag som i dag - eller ville de?  Et af kritikpunkterne af Københavns fans var i hvert fald, at hvis ikke de fik fribilletter gad de ikke komme, og det er en anelse kækt i betragtning af, at der til BIF's kamp sidste efterår mod AB var 3.500 tilskuere flere end til storkampen søndag - og den forskel afhang i hvert fald ikke af, at AB har tre et halvt tusinde flere fans med på udebane end vi har!  Men snarere af, at stort set enhver person med bopæl på Sjælland modtog en fribillet til den pågældende kamp, hvor BIF's stadionrekord blev sat.

Der var stadig en del, der blev væk.  Denne bar har f.eks. en bartender - han skal forblive anonym - der af princip nægter at vise sig på Brøndby Stadion.  Derimod dukker han med glæde op på endnu mere provinsielle faciliteter såsom Odense, Lyngby, Århus og Gladsaxe, og selv Herfølge, et sted som reelt er så langt ude på landet som det går at komme.  Han snyder selvfølgelig sig selv, for glæden ved at vende tilbage fra Brøndby med en sejr er langt større end den er ved at komme hjem fra AB's stadion som vindere.

Andre havde utvivlsomt også valgt at snyde sig selv, og det er en skam - og det er sgu også ret tyndt. Ja, så er det sagt.  Det kan sagtens lade sig gøre at komme til og fra stadion på sikker vis.  Og skulle man af såre naturlige grunde nægte at stå under de urusle forhold, man har nede bag målet, så er der altså andre billetter at købe til det anlæg.  De skal købes i Brøndby, jovist, men så fandens langt væk ligger det altså ikke, det stadion, selv om vi gerne vil tro det, og selv om der er markveje omkring det.

Jeg gad ikke stå som kvæg.  Jeg har været for enden for mange gange uden at kunne se, og jeg har stået for mange gange til grin, mast sammen på trappen eller uhjælpeligt strandet på tribunen.  Jeg gider ikke mere stå og ikke kunne købe noget at drikke, og ikke kunne gå på lokum.  Jeg gik ovenpå, og det var jeg heldigvis ikke den eneste der gjorde.  Der var rigtig pænt fyldt op med andre fans af København, og næste gang er der forhåbentlig endnu flere.  Jeg flytter i hvert fald ikke nedenunder igen, og så beklager jeg at min sangstøtte intet var værd. J eg gider ikke det pis mere, jeg er for gammel.

Man kan spørge sig selv om, hvordan man kan bygge et funklende nyt stadion - ovenikøbet et profitcenter, som BIF A/S selv kalder det - med så ringe forhold som man får på ståtribunerne.  De folk der står der, københavnere eller ej, er stadig kunder og betaler for at komme ind.  Og skal man tale et sprog som forstås i et profitcenter, så er disse kunder rede til at lægge en mindre formue i boderne, hvilket de ikke kan komme til nu.  Det kan ikke betale sig for nogen at have så lusede forhold.

Jeg tror endda, at man betalte 90 kroner for ståpladsbilletterne i Supershoppen!  Vi betalte 80 pr. billet i Gildhøjcentret til siddepladserne foroven, og udover at udsynet var storartet, så var toiletterne lækre og mange, og ølbarerne var rigelige og hurtige.

Desuden kunne vi se en tifo, der havde fået megen foromtale.  Jo, Brøndby Support havde endda ansøgt om ekstraordinært at bruge røgbomber til kampen!  Jamen dog - det kunne jo blive et imponerende syn!  Vi sad stadig ved kampens begyndelse og ventede på at de skulle fyres af, men så ikke andet end et par fjerne skyer, helt nede langs baglinien, af en gullig røg, der antydede at nogen stod ved rækværket og fyrede en særdeles kraftig bønne af.

Siden viste det sig dog, at det netop var de nævnte røgbomber, vi havde set. Jeg kan ikke forestille mig, at det i fremtiden skulle være nødvendigt at søge tilladelse hos DBU for at affyre noget, der reelt lignede de bordbomber, vi satte i gang i ved forrige års nytårsfest efter den dejlige fiskesuppe.  I så fald skal Camel-rygere vel også have en dispensation fra fodboldforbundet for at tænde en smøg.

Tifoer er i det hele taget en underlig størrelse.  Fusionsnipserne havde engang en leder, som jeg tager en god del af ansvaret for - "Hvorfor tifoer?" stammer fra september 1999, og den er stadig ganske dækkende for min opfattelse.  Denne gang fandt jeg på en af de uofficielle Brøndbyhjemme- sider, den som tilhører fraktionen Casuals, denne opfordring fra en repræsentant for Brøndbys tifoudvalg, og den er med til at forstærke min holdning:

Check det meget flotte billede (klik her hvis du ikke har den nødvendige plugin), og kig på billedet. Nej, jeg ved godt at der står en mand i verdenshistoriens grimmeste hat, men det er ikke ham du skal kigge efter.  Det er de gule 'veste', folk har på.  Det er affaldssække med huller i, for pokker!  Og ikke alene er det lykkedes at få folk til at tage skraldeposerne på, de føler sig ovenikøbet hævet til et niveau over 'fuckerne'.  Yderligere et niveau!

Javist ja.  Skal vi ikke lige få det på det rene, at skulle jeg møde op ved indgangen til Nedre C, og skulle der stå en repræsentant for FCKFC og udlevere en hvid eller blå skraldepose med kravet om at jeg skulle tage den på, så ville jeg le så højt at tagets knudeplader ikke blot ville bøje sig, de ville flække på langs.  Heldigvis ved jeg, at det ikke kommer til at ske.

Måske skulle man koncentrere sig lidt mindre om at hæve sig over 'fuckerne', for det er ret svært at hæve sig over noget som helst, når man er iført tøj, der ville få en renovationsarbejder til at forveksle én med en sæk haveaffald.  Især ikke over en flok københavnere, som man længe har kritiseret for at være medløbere og svigte deres hold, som er mødt op i stiligt sort eller hvidt for det meste, og som vel at mærke synger én og éns medfans baglæns ud af stadion.

Kampen?  Hvad var der at sige om den?  Ikke meget, i virkeligheden.  København slog BIF, det var fortjent, vi spillede mere offensivt og underholdende, og samtidig mere effektivt og organiseret. Hvem ved, måske bliver vi mestre alligevel.  Det var ikke en kamp, som vi havde kunnet kræve tre point i, vi ligger nummer to, og først og fremmest fungerer holdet som intet hold, man har set før i denne klub, ikke engang i 1992/93.  Se selv situationen, hvor Rytter puffede Graulund omkuld.  Rytter var heldig med ikke at få en advarsel (og så heller ikke mere - Graulund sprang som en reje, som sædvanlig), men det er ikke pointen.  Pointen er, at når man ser dem alle stimle sammen for at beskytte Thomas Myhre, som endda kun har været et par uger i klubben, så stinker det langt væk af at vi har et hold og ikke bare en gruppe spillere, og deri ligger forskellen (til sammenligning lignede Brøndby ikke noget som helst, kun en flok forvirrede spillere, der stadig på 15. måned ikke forstår et suk af Hareides taktiske dispositioner).

Og deri ligger også vores håb, den viden rummer vores glæde og de friske vinde, der blæser gennem baren lige nu.  Det går sikkert galt mod Lyngby, og vi kan trække persiennerne for igen, men nu lader vi døren stå åben og brisen vifte ind for at fjerne de tunge spindelvæv og de bekymrede miner.  Vi har ikke vundet noget der ligner en medalje, endsige en guldmedalje, endnu, men vi har ikke haft så god en chance for det siden 1994.  At det så giver det argeste flashback at se programmet og indse, at ikke bare ligger Silkeborg p.t. nr. 1, men gudhjælpemig om ikke vi skal spille vores sidste kamp i Odense, må vi tage med.  En ting er sikker: dumper bolden ned på stregen må Mio nu vide, at han skal losse den ad helvede til!

Det er en glæde, der ikke kan sammenlignes med at sidde og kigge på Danmarks kamp mod nogle bagere og blikkenslagere fra Malta, og at tænke at det er da meget flot spillet.  Det er glæden, der er lige her og nu, der gør at vi er kongerne i denne hovedstad i de kommende to måneder, og at vi nu har ret til for alvor at håbe på medaljer.  Det er spillere som vi kan følge i vores hverdag, og som vi bruger alt for meget tid på at nærstudere.  Det er vores liv, vores lidenskab, hvor landsholdet højst er en lille distraktion.  Og det er grunden til, at man kan falde i søvn under en 'vigtig' landskamp, for ret beset er den ikke spor vigtig i forhold til at slå Brøndby og passere dem i tabellen.

Og det er først og fremmest derfor, man kan føle det perfekte øjeblik i det sekund hvor Thomas Thorninger hamrer til bolden, og den tordner ind via stolpen.  Det bedste mål vi har scoret på vest- egnen siden Diegos i 1995, hvor vi sidst vandt.  Det er de øjeblikke vi ånder og lever for, og det er derfor denne uge var helt vidunderlig.

Nå, så sniger Thorvald sig ud af kroen med sin Schmeichelagtige portvinstud.  Han ser lidt flov ud, men bare rolig, han skal nok komme efter det.  Gratis drinks til resten af jer.  Vi har ikke vundet en skid endnu, men vi har slået Brøndby, og det skal fandme fejres. Skål!

-smølle

Ugens album:
Francoise Hardy: The Vogue Years
Fransk tresserpop af høj, høj klasse, en stilfuld, smuk sild med en stemme som en engel. 50 sange, personligt udvalgt af Bob Stanley fra Saint Etienne – en mand med ufejlbarlig smag. Kan – nej, bør – købes på Amazon.

<<

oversigt

>>