I en verden hvor gud og hvermand skriver om aktuelle tildragelser i fodbolden, synes jeg vi har fundet os en god niche et sted mellem det sublime og det latterlige. Og i den niche, i en virtuel kælderetage, har vi opholdt os i fem år nu. Fem år, mand! Det er alligevel noget. Onsdag aften var det et halvt årti siden Jan Saxo satte sig og skrev det allerførste Ræb. Det ved vi med sikkerhed, for Jans ræb kommer gudskelov til tiden – ligesom de fleste af hans kollegers. Og den tid dette kom på var torsdag 9. november 2000.

Dermed var der åbnet for et lille, trygt tilflugtsmål for kværulanter – det svenskerne med et dejlig poetisk udtryk betegner som gnällspikar. Se f.eks. på Jans allerførste Ræb. Titlen er Ja, man undrer sig jo, og det første der overhovedet blev udtrykt undren over i Spruthuset var Lyngbys direktør Peter Packness, og hans udtalelse om at skulle der komme en atlantliga med dansk deltagelse, håbede han ikke at det var København og Brøndby der skulle være faste deltagere, men at det blev en sportslig afgørelse, der afgjorde.

Hopla, vi bitcher! Fra første runde et knaldhårdt stød til galdeblæren. Fem år senere står vi med netop de to hold permanent placeret på superligaens top 2, og Lyngby stadig i færd med at slikke de sår Peter Packness var så aktivt medvirkende til at påføre det der dengang hed Lyngby FC. I de fem år har F.C. København så skrabet DM-titler nok sammen til at have dobbelt så mange i sin 13-årige historie, fire, som Lyngby har vundet på 84.

Så bare fordi man kværulerer, behøver man jo ikke tage fejl. Ikke at vi vist ikke har taget fejl hernede fra tid anden, men hvad venter man? Det er fordrukkent sludder, vi disker op med. Og hver gang vi har siddet farligt nær lukketid over en kolonne indkøbte curries og diskuteret om ikke vi skulle samle alle disse Ræb i en bog til at have på hylden derhjemme en gang for alle, er det da også blevet ved det: en fordrukken tanke, da der hver gang den har været diskuteret har været godt med den søde, søde øl på bordet.

Det har vi også nu, i anledning af fødselsdagen. I øvrigt en af de bedste vi har serveret hernede, tjekkiske Bernard, der flød i stride strømme på Soldaten Svejk på Söder, da et par af bartenderne og en del af gæsterne varmede op til kamp sammen på Råsunda tilbage i 2002. De har den også på restaurant Gold Prag inde i byen nu, og den er for en pilsnerelsker hvad Ribena er for et lille barn.

Og mens halvliterne med Bernard flyver ned, fyger minderne rundt om de fem seneste år i F.C. Københavns historie – de fem med afstand mest succesrige år, selv om man har lignet en klovn i f.eks. ovennævnte Stockholm, når modstanden har været europæisk, den forberedende hygge var slut, og man var på stadion med det fornærmende UEFA-øl i koppen. Det er faktisk ikke meget galt, at det hele begyndte med os: Roy Hodgson havde ganske vist rettet skuden op efter en rigtig skidt start, ikke mindst ved hjælp fra Jacob Laursen og Ståle Solbakken, men Ståle var blevet skiftet ud i nederlaget mod Viborg om søndagen, og var ikke blevet klar til den pokalkamp vi tabte i Brøndby onsdag, dagen inden premiereræbet.

Men efter den nedtur i Brøndby var det slut med at tabe under Roy. En serie på 18 kampe uden nederlag begyndte med Stamværtshusets fødsel, hvilket gør det en smule ironisk at vores store runde dag så markeredes af afslutningen på endnu en lang serie, nederlaget til Esbjerg, og – præcis som for fem år siden, men i en noget anden sammenhæng – med at Ståle vendte tilbage sidste mandag, og nu skal tage hul på Spruthusets næste fem efter nytår.

Det er en art afslutning på et kapitel i F.C. Københavns historie, at Backes afgang annonceres sammen med Ståles ankomst. Det er den æra Hodgson indledte, perioden med de erfarne trænere. Ja, de midaldrende, det kan vi vel godt tillade os at sige. Og folk med lang, alsidig trænererfaring.

Da vi fik Backe på plads efter hele den kaotiske periode med Karlsson, ligastart, Laziokampe og Holmstrøm, var det som om der blev skabt orden fra den ene dag til den anden, som om universet igen lagde sig på det stabile leje Hodgson havde placeret det i under den foregående sæson. Det var en instinktiv følelse, som der allerede står om i dette Ræb fra ugen efter Backes tiltrædelse for godt fire år siden.

Den samme fornemmelse for Ståles indflydelse er ikke umiddelbart til at fremskaffe, og jeg er en smule valen ved det. Og alle kan forhåbentlig regne ud, at dette ikke er et problem med hans person. Hans person, hans fortid, hans væremåde, hans format – der er klasse over ham. Og oveni kommer den sympati man skal have en iskold sjæl for ikke at have for en mand, der var meget tæt på at stille træskoene i vores tjeneste.

Men som træner? Jeg vil ikke til at sige hvad jeg forventer, for jeg aner det ikke. Jeg har aldrig set Ham-Kam spille, og ud fra de referater jeg har læst i avisen, er jeg heller ikke specielt skuffet over at have misset det. Jeg kan være tryg på vegne af kontinuiteten over at høre at Ståle er inspireret og har lært af Hasse Backe, og jeg kan til gengæld blive rædselsslagen på vegne af min fremtidige migrænelidelsesjournal over at høre ham fortælle, at også Drillo og Semb er hans læremestre.

Jeg kan blive positivt overrasket over at han som træner for norske ungdomslandsholdsspillere har satset på boldbesiddelse og offensiv fodbold, men samtidig kan jeg også få tics af at tænke på at Ståle hentede Peter Sørensen til Ham-Kam – smalhans eller ej, så er mit minde om ham fra Silkeborg en uendelig række lange bolde fra Morten Bruun, som han forlængede med sit skaldede og lidt uhyggelige hoved. Forlængninger, der også er en specialitet for et andet Ståle-indkøb, Jess Thorup. Så meget desto bedre, at Ståle nærmest demonstrativt afviste, at han ville tage Sørensen med herned.

Kendsgerningen er, at jeg ikke aner hvad Ståle vil stå for, og da slet ikke uden at vide hvad der kommer til at ske på spillermarkedet til vinter. Der er i hvert fald to mand til, der med deres fortsatte ikke-forlængning og signaler om at ville udenlands virker som om de kunne følge alle dem fra sommeren ud i andre klubber, nemlig Elrio og Svensson. Og forsvinder Elrio, går det fra ’forbløffende’ til ’chokerende’, hvis der ikke rustes op på midtbanen – og uden at vide hvordan den kommende midtbane ser ud, gider jeg slet ikke indlade mig med gæt på hvordan Ståle har tænkt sig at gribe opgaven an. Ikke engang om han har tænkt sig at klæde sig elegant på med jakke og slips – selv om alt ser elegant ud efter den gennemsponsorerede jakke han har brugt til at holde varmen i i Hamar.

Hvad vi ved med sikkerhed er, at han er et konkurrencemenneske, og det får han brug for, for han begynder med en dobbelt udgave af den start den sidste træner fik her efter at være trådt til i vinterpausen. Christian Andersen havde ikke en pokalkamp at begynde med, inden han blev konfronteret med BIF i første forårsrunde i ligaen, men Ståle har derimod muligheden for at lave nogenlunde alt fra at sende os på vej mod pokalfinale i Parken og at give os et monsterforspring i ligaen, til at få os ud af pokalen og få en anselig bid hakket af det forspring vi forhåbentlig har i marts, altsammen inden for otte dage. Det er en monstrøs opgave lige fra starten, så at Ståle altid har fremstået som om han har kugler så store som kirkeklokker, og i øvrigt indledte sin karriere for os med en sejr over netop Brøndby, er ganske betryggende.

Ståle får dog mulighed for at varme op i kulden derude allerede i februar i en både vigtig og givende træningskamp. Dette var nemlig ugen, hvor den længe ventede, børnesygdomfri anden sæson af Royal League kom i gang, og hvilket brag den indledtes med. På den ene side stod Södra Sveriges Stolthet, Kalmar FF – en betegnelse man kunne finde på et banner, og som klubber som Malmö, Helsingborg og Halmstad nok vil studse lidt over at den aldrig mesterkårede klub skulle tildele sig selv. En kende absurd at smykke sig med lånte fjer på den måde, måske. Og på den anden side havde vi så i øvrigt Hele Danmarks Klub, Brøndby IF.

Kalmar havde vundet bronze, som en af de provinsklubber der til tider sniger sig frem i Danmark og blander sig i toppen, men som aldrig rigtig kan holde fast til allersidst. Det vil altså sige som Silkeborg i 2001 eller Farum i 2003. Men Kalmer spillede dæleme ikke ulig Herfølge i 2000, primitivt, defensivt og med knopperne fremme. Vi skal da i hvert fald ikke sige, vi ikke er advaret nu, men det er vel hvad Royal League handler om: stærk modstand til at få skærpet de nordiske tophold og på længere sigt gøre dem mere konkurrencedygtige internationalt, via intense kampe foran animerede tilskuere i tusindvis.

Det burde i hvert fald være hvad Royal League handler om. Hvad meningen så er med at lægge premierekampen på en dato hvor der mangler tre spilledage af efterårsturneringen her, og hvor Brøndby savner det meste af deres offensiv, der skal på landskampsopgaver diverse steder uden for Europa, er mere gådefuldt. Brøndby og Kalmar har p.t. lige så lidt brug for træning som resten af de travlt optagne hold fra Danmark, og som resten af klubberne fra Sverige og Norge hvis seneste sportslige minde er tømmermændene efter afslutningsbanketten sidste måned. At man ikke kan finde en dato, evt. efter nytår, hvor det ene hold kan stille med fuldt hold, er ikke ligefrem et boost til turneringens troværdighed – et af de boosts der i forvejen ikke helt er nok af.

I det mindste blev premierekampen rent faktisk spillet i Kalmar. Var det gået som frygtet, kunne det allerede i første hug være blevet til en kampflytning ud af byen, i Kalmars tilfælde muligvis Borås, hvor Elfsborgs fine nye stadion med kunstgræs ligger. En bagatel af 280 km fra Kalmar, men det må man jo tage med for at spille royalt. Smart nok er alle Kalmars hjemmekampe dog blevet flyttet til denne side af nytår.

Hvad Kalmar får ud af at spille hele fire af deres garanterede kampe, deraf alle dem på eget græs, allerede inden nytår er et åbent spørgsmål. De når at komme godt op i tempo efter sæsonens slutning, holder to måneders pause, får så to kampe til, ryger formentlig ud af puljen, og har derefter halvanden måned at miste den fine grundform i. Men sådan er det – alle de danske hold har tre runder til februar, mens kampe på anden spilledag som ikke har dansk deltagelse foregår her i november. Og det er der naturligvis en god grund til. Ikke at jeg endnu har luret den.

Er du forvirret? Nej, mand, lad være med at være forvirret. Der er styr på sagerne, hvilket da også ses ved at kampprogrammet var klar hele ni dage før turneringens start. Og i Kalmar er der styr på græsset, for her har man ringet til Helsingborg og lånt et stort telt til at sætte hen over banen. De får endda hjælp af deres fans til at sætte det op. Til gengæld skal Kalmar FF punge ud til en tifo ved vores kamp 11. december. Så det er jo blot lidt ekstra visuel nydelse til de mange der tager derover fra København.

Det virker måske lidt omstændeligt altsammen, men ikke så omstændeligt som andre steder. Man vil måske huske, hvis man sad limet til sekunderne af klip med højdepunkter fra alle Djurgårdens Royal League-brag i sidste sæson, at Råsunda om vinteren var en del mere egnet til mudderbrydning end til fodbold. Djurgården er derfor kommet til den konklusion, at når de alligevel ikke ville kunne komme til at spille på græs, så kan de lige så godt slippe for mudderet samtidig.

Så i stedet for at satse på Råsunda igen har de besluttet at rykke sydvestpå, til Södertäljes nybyggede stadion med kunstgræs, som ikke er blevet indviet endnu, hvilket så sker under royalt flag. At det svarer til at F.C. København er nødt til at spille i Roskilde fordi der ikke kan fremtrylles en spilbar bane i hovedstaden synes ikke at være et problem, og det er med sine godt 40 kilometers afstand i det mindste mindre end hvad man skal til at rejse i Norge.

Her er hovedstadsholdene splittede. De er absolut mest forhippede på at spille indendørs i Oslo (med det begavede argument, at det jo var alle tiders da man mødte det norske svar på FC Zulu i en showkamp), ville principelt gerne spille udendørs i Oslo, var til tider så fornærmede at de har overvejet helt at droppe Royal League, og er desuden om nødvendigt klar til at rykke ud af byen. Den sædvanlige hjemmebane for både Lyn og Vålerenga, Ullevål, minder mest af alt om mesopotamisk sumpland, og utvivlsomt kommer den norske landskamp til at knuse de sidste par synlige græsstrås hårdnakkede modstand. Det andet lokale stadion, Bislett, er under ombygning. Og Royal League-ledelsen giver tilsyneladende ikke holdene lov til igen at flytte indendørs, til Vallhall, stedet hvor Djurgårdens fans sidste år erfarede at smider man et romerlys på kunstgræs har det en lidt anden og hurtigere effekt end at kaste det på jorden. Men hvor så spille?

Ja, hvorfor ikke Tønsberg? Denne norske provinsby med godt 35.000 indbyggere, som ligger friske 103 kilometer fra Oslo. En hurtig 89-kroners-fadøl nede på den lokale pub, og så afsted til Tønsberg Gressbane, der – det siger næsten sig selv – ikke findes et eneste græsstrå på, men derimod en hel del nylon og gummigranulat.

Et problem er så dukket op, for det skal jo ikke være let, det hele. Nemlig, at denne fine ikke-græsbanes lysanlæg kun er egnet til træning. Skal der spilles tv-kamp, skal lysanlægget opgraderes, hvilket vil sige at der skal sættes seks projektører op i hver lysmast. Ganske vist er der ikke truffet beslutning om hvem pokker der skal betale for dette, og der kan være op til fire-fem ugers levering på lyset, men derfor er optimismen stadig stor til om det kan nås til 24. november. Og hvilke skarn var vi dog, delte vi ikke denne optimisme?

Tønsberg er dog ikke den eneste mulighed. Ålesund er ifølge det seneste nye også inde billedet, da de rent faktisk har et meget brugbart stadion. Med lamper. Ikke det gamle, navnkundige Kråmyra, stedet som redefinerede udtrykket ’den billige langside’:

– men derimod det yderst respektable nye Color Line Stadion, også udstyret med kunstgræs. Og afstanden: Beskedne 579 km fra Oslo. En ny standard for forkælelse af sine fans i de mørke vintertider er inden for rækkevidde – et Oslo-derby dér ville i øvrigt for alvor batte.

Den nyeste udvikling, nævnt ovenfor, er så at man kombinerer to af disse fire løsninger, der alle forekommer pænt dårlige. Det norske forbund lader Lyn og Vålerenga lave hver én genopførsel af begivenhederne ved Verdun som de foregik på en given gråvejrstirsdageftermiddag i efteråret 1916, hvilket ideelt kan finde sted på Ullevål, og derefter kan de så finde andre steder at hygge sig. Som f.eks. netop Ålesund, hvor ironien formentlig ikke vil være til at overse for Lyns fans, hvis deres kamp mod Göteborg flyttes dertil: så vil de have næsten præcis dobbelt så langt at rejse som hvis man bare flyttede kampen til udeholdets bane.

Imens har Start også fundet ud af, at deres hjemmebane i Kristiansand er ubrugelig. Så de flytter til Skien. 193 friske kilometer, og der er landevej hele vejen. På en måde ikke særlig tilskuervenligt, på en måde meget – tænk over det, hvad er mest spændende, at se Midtjylland få bank af Start i bidende kulde en torsdag aften i december på et stadion med én tribune, eller bagefter at køre hjem efter midnat i et bælgmørkt fjordlandskab med diverse interessante forhindringer som sne og frost som en absolut mulig supplerende spændingsfaktor?

Okey, mere nervøse sjæle end jeg synes måske det ser negativt ud, at der allerede nu er bestemt en del flytninger væk fra de pågældende hjemmeholds hjembyer, mod den trods alt kun ene der forekom sidste år, hvor Halmstad mødte OB i Örebro foran 46 tilskuere. Men se det fra den positive vinkel – der er gode muligheder for at de 46 overgås i op til flere af de nye flyttede kampe. Tønsberg og Södertälje har Royal League-feber!

Og nu vi taler om rekorder der er svære at slå, så er der en anden gylden mulighed i årets Royal League: mod seks sidste år, går nu otte hold videre til mellemrunden. Chancerne for endnu et møde med Brøndby er derfor bedre end sidst, og med lidt held kan vi derfor overgå det lidt pauvre antal af kampe mod BIF, vi havde i sidste sæson. Det endte ved syv, men nu har vi allerede seks en halv skemalagt: en halvleg i supercupshowet, et møde i pokalkvartfinalen, to i Royal League og tre i superligaen.

Kun en kamp til, så er rekorden slået. Men hvorfor standse ved 7½, når vi kan få 8½? Giv os Brøndby i semifinalen af Royal League, så har vi en enestående mulighed: At spille mod dem 5., 12., 16. og 23. marts! En paradeforestilling af fire møder på atten dage – så har vi vist endelig taget det afgørende forberedende skridt hen mod aldrig at møde andre. Det var på høje tide at der kom lidt moderne tænkning på banen. Og så har vi endda en lille mulig finte i baghånden, en VM-cup, der med lidt held kan få os op mod den halve snes møder.

Det er altsammen meget lovende, men nu måtte ligaen bare gerne komme i gang igen. Jeg har siddet før eller efter mangen en landskampspause og klaget over hvor kedeligt og hvor overflødigt det er, men dette tager da en gang for alle prisen: en landskampspause uden en landskamp.

Lidt er der naturligvis at beskæftige sig med, både for københavnske fans og spillere. Man kan se Norge spille playoffs på den bane der er drøftet ovenfor, Ullevål, hvor André Bergdølmo næppe har optimale forhold, hvis man skal dømme ud fra en notits – som ikke ligefrem er med til at svække indtrykket af en back med en bevægelsesøkonomisk livsholdning, der grænser til det magelige.

Og så er der u21-playoffkampen mod Rusland, hvorom man fra holdet kan høre at den vinder Danmark da, fordi de er bedre end russerne (hvis man altså kan stole på TV2, som jo lyver stærkere end en pingvin kan svømme). Jamen tillykke med slutrundepladsen, så. Jeg formoder, at de er bedre på samme måde som a-landsholdet var bedre end Ukraine og Tyrkiet? Eller måske man bare skulle spille kampene først.

Det man så måske kunne have brugt denne uge til, var at indkalde det ligalandshold som i stedet absolut skal til at bruge flere uger af januars grundtræning på at rende rundt i Andesbjergene og spille mod chilenske hold, samtidig med at u21-holdet også skal på farten. Det er jo bare alle tiders – vi skal da have næsten hele vores defensiv og vores halve midtbane ud og rejse lige når vores nye træner skal spille vores hold ind, det skal vi da. De skal ud og forsvare Danmarks ære for et hold som ikke ellers eksisterer, udover som distraherende træningsfænomen på ubelejlige tidspunkter. At få sådan en åbenbart meget nødvendig landsholdssamling overstået på smartere tidspunkter, som f.eks. inden vinterferien, er tilsyneladende ikke faldet DBU ind.

Og på den måde blev der sat en ny gang brok i søen. Om det er fem år til, vi har taget hul på? Ved det ikke. Vi må se til den tid om det bar til en dobbelt-op, men der er jo nok at snakke om foreløbig, selv om det hele virker så velkendt en gang imellem. Vi bliver ved så længe vi synes det er skægt, og så længe I andre forhåbentlig også gør det, og får nogen af jer, vores kunder som biksen ikke ville være skæg at drive uden, lyst til at bidrage med jeres eget fordrukne sludder, så holder vi stadig happy hour for jer. I kender adressen på jeres stamværtshus, og vi flytter ikke. Så skål for det!

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

Kent: ’Dom som försvann’
Jeg har jo nok spillet Kent på vores trofaste gamle jukebox lige så mange gange som Saxo og Holger har sat Bruce på. Og det var da også Kent, der fik lov at indvie vores jukebox-afdeling med sine noget ujævne opdateringer; denne artikel fra for fem år siden var mit eget første seriøse trip ind i musikskriveriernes verden, og det kan godt ses flere steder. Jeg sætter dem ikke mindre højt nu. Det album, Du & jag döden, der kom tidligere på året, sætter ikke bare Kents egen forgænger Vapen & ammunition solidt i skyggen, men også de trætte og irrelevante ting der på det seneste er kommet fra rutinebands som U2 og Depeche Mode, grupper som Kent ikke bare har ladet sig inspirere af, men også forlængst har overhalet for nu at opholde sig på samme niveau hvor disse to var bedst, oppe i det kvalitetslag hvor man finder Achtung Baby og Violator. Ja, så god er den.

Den nye Hjärta & smärta EP (!) er ikke helt lige så overdådig, men mere afdæmpet – en undtagelse er der dog, ’Dom som försvann’. Bedst af alt er næsten, at det ikke fungerer på papiret, da de har taget den usædvanlig modige beslutning at indkalde et børnekor til at synge på den. Hvordan helvede det lykkes at få det til at virke forstår jeg ikke, børnekor forbinder jeg først og fremmest med ’Kattejammerrock’, med ’Another Brick in the Wall’ og med R. Kellys ’Gotham City’ – og at han af alle mennesker bruger et børnekor er jo ironi af væmmeligste slags, hans juridiske problemer taget i betragtning.

Men Kent, de slipper afsted med det. Som i en græsk tragedie falder de ind i en gang call-and-response til Jocke Bergs sang, der som altid handler om længsel, tårer, rastløshed og døden. Og det geniale kommer til sidst, hvor koret over sangens afslutning synger til sangeren, igen og igen: ”Man blir trött på ditt jävla gnäll” – man bliver træt af dit forbandede brok. Selvironi man ikke umiddelbart skulle tro Berg indeholdt – og hvis man så må trække en parallel til vores fem år, så ved vi godt, at man måske brokker sig for meget når man står her bag baren, men at det er nu vores natur – og så er det heller ikke så alvorligt som det måske kan læses. I hvert fald ikke altid.

Ugens album

Kate Bush: Aerial
Apropos Bruce, så vil jeg vædde på at Holger i næste uge kommer til at præsentere gæsterne for sin nye super-deluxe-boks med Bruce Springsteens Born to Run, genudsendt med ny lyd, dvd’er og alt muligt fint. Hvis den altså når at komme. Jeg tror også selv jeg skal have den. Den ryger nok på ønskesedlen til jul. Men mest fordi den gamle cd jeg har med pladen er en hån mod albummet. Jeg er ingen hi-fi-nød på nogen måde, tværtimod. Men når så storladen en plade lyder som om den er indspillet på et kasettebånd, så er det ikke godt nok.

En anden plade, som til gengæld nåede til min brevsprække før Holgers eksemplar nåede til hans, er det nye dobbelte epos fra Kate Bush. Med 12 år i støbeskeen og snak om at det er et konceptuelt værk, er det nærmest med nerverne uden på tøjet, at den røg på – men mens den musikalsk viste sig at være lige så fuld af la Bushs musikalske og vokale særheder som håbet, så er den i sit indhold chokerende langt nede på jorden. Første plade fokuserer ganske enkelt på hjemmelivet, med sære historier, men så sandelig også med afvæbnende (og i tilfælde ’Bertie’, en hyldest til hendes lille søn, også  sjasksentimentale) selvreferencer. Og lidt beskidt sex smidt ind, som hun er god til.

Og anden plade er bare smuk, et rent stemningsstykke, en musikalsk udgave af passagen af et døgn. Igen ville det ikke være Kate Bush uden at man tænker ”hun har mistet grebet”, som da hun lader den australske entertainer Rolf Harris være en maler der står og mumler for sig selv, eller når hun synger begejstret med på en fugls kvidren. Og de guitar-licks der brager ud over det sidste nummer skal man være Kate for at slippe afsted med – for de ændrer ikke på en euforisk finale, der må lyde formidabel kl. seks om morgenen på en strand på Ibiza, helt blæst på etellerandet og med solen på vej op.

 

mail