Så er det atter den tid på året, hvor vi fejrer, at Gud satte sin enbårne søn i verden med den interessante bagtanke at lade ham dø en smertefuld død for din frelses skyld. Ser du, Gud gav os i sin tid "den frie vilje" til at gøre som vi selv ønskede, og projektet var kørt af sporet (også dengang). Guds udvalgte folk tilbragte mere tid på langs med hor og tømmermænd (som I gør) end i andagtig bøn. Lad os se bort fra at det svarer til, at en 5-årig knægt anklager klodserne for at være åndssvage, når hans Lego Techno-konstruktion nægter at leve op til æskens løfter om mekaniske vidundere. Men klart nok, forskere over hele verden skrider da til mord på udvalgte familiemedlemmer, når deres genmanipulerede majs fucker up. Det gør de da.

Havde romerne blot tvangsfjernet Jesus med henvisning til at den slags pløkåndssvag mellemøstlig logik (og moderens syrede historier om sit svangerskab) ikke hørte hjemme i et civiliseret samfund med en fornuftig retspleje, så stod vi ikke her i dag og så trætte ud i fjæset på hver sin side af baren og sendte misundelige tanker til Saxo, der i stedet for at deltage i det årlige julehelvede boltrer sig med enorme rom&Hemmingway-branderter blandt saftige nougatklumper på Cuba. Men gaverne er købt, så jeg har i det mindste overskud og tid til at underholde dig om løst og fast, mens du tager en pause fra ræset. Gløgg serverer vi ikke, men jeg kan smide en porter i mikrobølgeovnen, hvis de lange gåture op og ned ad Strøget på jagt efter "det helt rigtige" til kvinden i dit liv har efterladt din krop i en hypotermisk nærdøds-tilstand.

Sådan en lunken satan kunne smølle sikkert godt have bundet efter sin fotografiske odyssé til underholdningsmekkaet i Høje Tåstrup. Udover at gå Robert Capa i bedene - smølle undgik landminerne derude - har vores kære kollega også ramt en manisk litterær og produktiv Grundtvig-fase. I et anfald af momentan sindssyge har han påtaget sig at øse af sin enorme musikindsigt og -interesse på (nær) ugebasis i bulens dertil indrettede jukebox. Endnu en god grund til at lægge vejen forbi vores nye lokaler. Vi arbejder stadig på indretningen.

Ligesom jeg må tro, at Ståle for tiden har lagt hovedet særdeles meget i blød, når det gælder indretningen af førsteholdstruppen efter nytår. Der er nok at tænke på. Selv efter sommerens hovedrengøring er der en del, der tyder på, at januar ikke bliver en helt stille måned på afgangs- og tilgangssiden. Som jeg noget profetisk antød i mit ræb i uge 39, så virker det nu 99% sikkert, at Elrio ikke forlænger sin kontrakt med klubben. Hans nuværende kontrakt udløber til sommer, men jeg tillader mig at tro, at han afskibes for en klatskilling, når transfervinduet åbner.

Elrios langsigtede potentiale er selvfølgelig stadig et spørgsmålstegn og hans formkurve har svinget lidt frem og tilbage i den sidste halvdel af efteråret. Lige omkring hans personlige kompetencer som manden med De Skøre Ben, er det selvfølgelig fristende at trække en parallel til Zumas farvel, der på tidspunktet - isoleret set - efterlod det københavnske angreb uden et naturligt omdrejningspunkt. Set i bakspejlet viser det sig bare, at sportsdirektørens mantra om "at ingen er uundværlige" havde en del vægt. Hvis du ser på efteråret 2004 og efteråret 2005, så er det i hvert fald slående, så anderledes indeværende efterårs udgave af den interne topscorerliste tager sig ud. Af 48 mål i 28 kampe er de 31 scoret af tre angribere, Álvaro, Allbäck og Møller. I 2004 optrådte kun en enkelt angriber blandt de tre mest scorende i efterårets 24 kampe, Møller med 5 mål. Zuma scorede 2 mål i 16 kampe.

Nu siger den slags statistik naturligvis ikke så meget i sig selv. Den peger blot på, at forandring ikke kun indebærer risikoen for fiasko, men også åbner nye dører og giver plads til nye spillere. Det er i hvert fald min egen private konklusion på sommerens rengøringsmani. Men Elrio er så ikke den eneste spiller, der er usikkerhed omkring i, hvad vi løseligt kan kalde 16-mandstruppen. Møller er holdt op. Bo Svensson har endnu ikke forlænget sin kontrakt, der også udløber til sommer. Tilsvarende kan et godt VM og egentlig blot en fortsættelse af den stabile formfremgang gøre Linderoth til en særdeles fristende appelsin i udstillingsvinduet, som det kan blive meget svært at holde på til næste sæson.

Så efter finger-til-snude-metoden har Ståle nok afleveret en halvlang ønskeseddel til den lokale julemand på Øster Allé. Den bør - eller kan - indeholde et par (centrale) midtbanespillere, en ditto forsvarsspiller og en angriber af møllersk tilsnit. Om det så lige bliver med effekt fra juleaften, skal jeg ikke gøre mig klog på. Indtil der indtræder en smule afklaring eller udvikling omkring truppens fremtidige sammensætning, så er det som at læse i kaffegrums at spekulere over Ståles visioner for den københavnske fodboldfremtid.

Foreløbig vil jeg tillade mig at nyde førstepladsen og vinterpausen uden at spilde for mange neuroner på, at Ståle rent faktisk åbner sin anden karriere i det københavnske med lidt af et superliga-knald på Vestegnen i marts. Ja, jeg springer her let henover kampene endnu tidligere samme sted i Royal League og pokalturneringen, som jeg betragter som opvarmning hhv. generalprøve til The Main Event. Superliga-kampen derude i marts er det omdrejningspunkt, mesterskabskampen og Ståles succes i foråret foreløbig drejer sig om, og det ved Ståle naturligvis godt. Det bliver en interessant lakmusprøve for hans fodboldfilosofi, for i udgangspunktet er det nok ikke at tabe kampen, mens perspektiverne i en sejr er ganske overvældende - et forspring på 7 points og "kun" 12 kampe tilbage at spille. Hvor meget vil han satse på at vinde og slå en tidlig knock out?

I mellemtiden kan vi glæde os over, at klubben er repræsenteret med hele 5 spillere, når ligalandsholdet rejser til Hong Kong i slutningen af januar. Godt nok lige i samme periode, hvor FCK ellers forbereder sig til foråret tætte kampprogram med træningskampe mod Lokomotiv Moskva, Salzburg og Rosenborg på La Manga. Men pyt, det er da også vigtigt, at Morten Olsen på den måde kan skabe sig et overblik over eventuelle prospects i Superligaen, før vi indtager Tyskland til sommer...ehhh...hehe...nej, vent! Landstræneren har ikke bil eller fjernsyn og kan derfor ikke vurdere spillernes kvaliteter på baggrund af den faktiske indsats i Superligaen. Han skal vel føle på deres knogler og tænder og lire sin "sådan spiller vi ikke her"-tale af til alle de nye ansigter.

Når talen falder på FCK's og Brøndbys udtagne spillere er det naturligvis også vigtigt, at repræsentanterne for dansk fodbolds flagskibe på turen kan dele ud af den vigtige internationale rutine, som spillerne høstede med deltagelsen i efterårets europæiske turneringer til resten af superligaens pjalteproletariat. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at erkendelsen af at det er vigtigt at undgå psykopat-dommere og ikke at lukke tre mål ind på 10 minutter, på længere sigt vil løfte dansk klubfodbold til nye højder. Måske kan de ligefrem afholde en lille kollegial work shop over temaet "ting, der er lort i europæisk fodbold". Det er noget helt andet at høre det fra hestens egen mund.

Morten Olsen selv argumenterer for ligalandsholdets eksistensberettigelse ved klogt at pege på, at så længe man har et ligalandshold, så har man et ligalandshold. Ja, så bør den diskussion vitterligt være lukket. Med 9 måneder til næste betydende A-landskamp er det naturligvis et gevaldigt overblik over mulighederne, landstræneren kan danne sig ved at piske en flok julefede spillere rundt i tropisk monsunregn mod spændende modstandere som "et udvalgt Hong Kong-hold". Der bliver sandelig rig mulighed for brandvarme navne som Jerry Lucena og Thomas Augustinussen for at overbevise landstræneren om, at de klar til større udfordringer ved den lejlighed. Vi taler trods alt om en forandringsorienteret og eksperimenterende landstræner, der kun var en lille håndfuld kampe kampe om at opdage, at en rullestolsbunden og intuberet Thomas Helveg ikke fungerede specielt godt som forsvarskrumtap.

At Morten Olsens nordiske kolleger ser anderledes nøgternt på nødvendigheden af deltagelsen i den slags lejrskole-ophold, når det gælder spillere, der i forvejen har trænet med og spillet på de respektive landes A-landshold, ændrer ikke en tøddel ved landstrænerens dybtgående, saglige argumentation for ligalandsholdets eksistensberettigelse og turens topprioritet. Når OB's Chris Sørensen til efteråret løfter de danske forhåbninger om kvalifikation til EM08 til nye højder, vil alle se og forstå, at ligalandsholdets deltagelse i Carlsberg Cup betød et egentligt vendepunkt for dansk landsholdsfodbold.

Ligesom den polemik tilsyneladende helt har ødelagt Holmstrøms gode julehumør, må jeg nærmest formode, at julen er helt aflyst i Brumleby og på Olufsvej. Med stemmerne 32 mod 14 vedtog Borgerrepræsentationen i denne uge lokalplanen for Parken, ligesom Naturklagenævnet afviser nødvendigheden af at miljøvurdere lokalplanens konsekvenser. I følge Østerbro Avis går kommunen dermed "imod borgernes ønsker". Nu ved jeg så ikke præcis, hvilke borgere Østerbro Avis mener at tale for der, men sådan surmuler man vel, når man som en anden Don Quixote fældes af et fejt stød med en vindmølle-vinge. I dette tilfælde en vinge i form af en helt igennem kommunaldemokratisk proces, der ikke rigtig lod sig afspore af den komplet skingre medie-hype, som det lykkedes de nærmeste naboer og nævnte tillæg til forskellige ejendomsmægleres tilbudsaviser at stable på benene.

Ja, tonen fra naboerne var vel nærmest så skinger, som den Flemming Østergaard selv dyrkede, da PS&E fumlede rundt i det kommunalpolitiske landskab og blev vraget som forpagter af Cirkusbygningen i sin tid. Lur mig, om ikke der ligger en julemorale gemt i betragtningen om, at uhøvisk tale og arrigskab er vejen til fortabelse. Men først og fremmest sikrer lokalplanen, at Parken - arkitektonisk vurderet - kan bygges "færdig". Coca Cola-tribunen forsvinder og erstattes af en tidssvarende tribune, der naturligvis også giver mulighed for at øge indtjeningen efter samme melodi som de tre kontortårne. Ikke at Parken dermed løfter sig op over betegnelsen "generisk og praktisk arkitektur", men det er nu stadig en forbedring, der løfter hjemmebane-stoltheden et lille nøk. Ligesom jeg er ret sikker på, at planen om at flytte kørebanen på Øster Allé vil indramme Parken bedre i den lokale geografi. Udover at risikoen for at blive kørt ned på kampdage falder markant, naturligvis.

Bortset fra udsigten til en øget indtjening fra forskellige udlejningsaktiviteter og lidt flere arrangementer under rulletaget, så er opførelsen af en ny tribune bizart nok mest en forbedring på fodboldsiden, der bliver Brøndbys fanskare til gavn, når de er på besøg her, eftersom de er de eneste gæster vi modtager i større antal på tilbagevendende basis. Ikke flere spekulationer over manglende pissoirer eller overhængende brandfare. Det er vores julegave til jer, kære rivaler.

Jeg har i et anfald af rørstrømsk nostalgi sikret mig et stykke af cementen fra Coca Cola-tribunen som en lille utidig julegave til mig selv, og før I anklager mig for hærværk, så vil jeg pege på, at det ikke kræver en stenhammer. Lortet smuldrer fint af sig selv.

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Ugens julegave-album:

White Stripes: Get Behind Me Satan

Det ville sandt for dyden være en skam at kalde mig en musikalsk "first mover". Så det har naturligvis taget mig noget tid at opdage Whites Stripes glimrende garagerock i form af Meg og Jack Whites tomandsangreb på sanserne. Bevares, på "Get Behind Me Satan" er det rock suppleret med islæt af marimba, mountain music-banjo, tamburiner og andet syret halløj. Men hvis du stadig mangler en musikalsk julegave til dine gamle hippie-forældre i sidste øjeblik, så smid den her under træet. Ikke fordi at lyden er specielt 60'er-agtigt - det er den også - men ganske enkelt fordi White Stripes helt i den tids ånd krydser genre-grænserne, og gør cirka som det passer dem. Specielt er jeg fascineret af den måde, Meg White behandler (mishandler) sit trommesæt på - som et sodomiseret og ødelagt pigebarn, der har fanget og bundet sin incestuøse stud af en far til et træ og nu betaler det hele tilbage med et baseball-bat, blow by blow.

Ugens julegave-DVD:

Der Untergang

Oliver Hirschbiegels "Der Untergang" er klart den bedste film, jeg har set i år i den alvorlige ende af spektret. Bruno Ganz er ganske enkelt hypnotiserende i sit portræt af en ødelagt Hitler, der stirrer sit og det tredje riges endeligt i øjnene. Jeg forstår ikke den kritik, der er blevet rettet imod filmen for at vise nazismens "menneskelige ansigt". Det ville naturligvis være særdeles bekvemt, hvis totalitære ideologier kunne afvises som værende "umenneskelige" og "fremmede" i den forstand, at de ikke tager udgangspunkt i menneskets natur. Men det gør de nu engang, og Hitlers psykologi bliver ikke mindre gruopvækkende af at erkende, at han også var en charmerende mand og ikke kun et savlende monster, velsagtens tværtimod. Hvad filmen også viser, men ikke forsøger at forklare - hvem kan det - er ikke kun, at inderkredsen omkring Hitler var fanget af dødskultens indre logik, men også hvordan almindeligt fornuftige og jordnære mænd og kvinder mere eller mindre modvilligt lod sig suge med ned i lortet, selvom de udmærket var klar over, hvilke lidelser den desperate fortsættelse af krigen til den absolut bitre ende påførte civilbefolkningen, uden at det gjorde hverken fra eller til i den store strategiske sammenhæng. Død for dødens skyld. Den slags tanker om personlig ansvarlighed og integritet kan du jo spekulere lidt over, næste gang Paolo di Canios flagrer med højrearmen.