Kan du mærke det i luften, min ven, der kommer ind af døren der i hvirvlende skyer af sne? Det der får dine ører til at svie, der giver dig sprukne læber og løbende øjne, der tager følelsen fra dine fingre (indtil du kommer ind i varmen med dem – så kan du pludselig mærke dem!), og sikrer at du enten går på en skøjtebane eller eller i en opløsning af salt og grumset vand? Ja, du gamle – det er sgu forår!

Selvfølgelig ikke forår i betydningen at træerne springer ud, at solen varmer ens krop i gaderne mens vinterfrakkerne gemmes væk, eller at man slipper for frost i dagtimerne. Det er der sikkert måneder til her i Lille Sibirien. Nej, det forår vi har nu er fodboldens forår, det der står for døren med søndagens kvartfinaler, og det markeres som altid med en lille marts-frostkampagne, der også som altid får aflysningerne til at komme, helt forudsigeligt og efter planen. Så af de fire kvartfinaler spilles den ene som planlagt, den anden er udskudt en uge, den tredie flyttet halvanden på grund af frost og at det ikke kan lade sig gøre at finde et alternativt spillested selv om der ligger et ret stort stadion 50 meter væk – og den sidste rykket til tv-visning om aftenen. Vores landspokal er sandelig en samlende begivenhed i sin nuværende form, og vores betalte fodbold er dæleme checket og tilpasset moderne tider.

At der så har været spillet fodbold længe i år har nogle måske lagt mærke til. Royal League har jo formet sig nogenlunde som sidste år, i hvert fald for vores eget vedkommende. Vi er kommet ubesejret gennem forårets kampe, i hvert fald sådan som det foreløbig ser ud. Samtidig har BIF – som sædvanlig dem vi skal konkurrere med i foråret – fået en skidt start, med et nederlag til Herfølge som sidste stop på vejen mod at sæsonen går rigtigt i gang. Hvad laver de derude i vinterpauserne, som får dem til at komme så skævt i gang hvert år?

Det vil så sige, at vi måske har tabt en af kampene, nemlig den mod Brøndby. Jan Saxo skrev om det sidste uge, og i nat er stadig ingen klogere. Det afgøres formentlig først fredag. Men muligheden er til stede for at vi får vores hidtil største lussing i en kamp i den Kongelige Liga: 3-0, ydmygende cifre, især mod vores rivaler fra Vestegnen. Og så endda i Ståles debut! At København så var klart bedre end Brøndby og endda scorede flere mål gør ikke tragedien mindre.

Ironisk nok var det næsten et år forinden, at vi vandt vores største sejr i Kongernes Turnering. De samme cifre i vores favør, 3-0, blev det over Tromsø, der ellers havde holdt uafgjort i Parken, men ikke havde sørget for at have spilletilladelsen på plads til alle deres spillere. Det samme havde vi ikke, da Atiba Hutchinson spillede mod Brøndby, men uvist præcis hvorfor sagen gav et andet resultat har stået lidt tåget hen.

Det har så heller ikke hjulpet, når diverse amatøragtige blækhusarbejdere har blandet sig med deres egne tolkninger. Da historien kom frem, sent om eftermiddagen i torsdags, fulgte den odiøse tv-station fra Odense, TV2, den op med at lade sin reporter stå foran Parken to en halv time inden kampen, som var det Watergate-hotellet han rapporterede fra. TV2 havde som sædvanlig ingen interesse i kampen, udover måske at få nogle gode billeder af autentiske hooligans til sin kampagne mod klubfodbolden, men lancerede det store scoop, at ikke nok med at København muligvis kunne dømmes til at tabe den ene kamp – man kunne også tabe til Lillestrøm, da der dér var blevet anvendt fire spillere, der ikke kom fra EU!

Denne loppemarkedsudgave af Woodward og Bernstein havde forhåbentlig ikke brugt det meste af arbejdstiden siden Lillestrøm-kampen på at fremelske dette scoop, der var i Triple A-klassen. De fleste på Parkens tribuner havde nemlig forlængst bemærket, at der ganske rigtigt var fire spillere fra det afrikanske og de amerikanske kontinenter på banen, ikke kun mod nordmændene – men også i den efterfølgende kamp mod Kalmar. Scoopet blev rundet af med den dybt, dybt inkriminerende afrunding: Royal League havde ingen kommentar til affæren!! De vidste altså ikke hvad reglerne var!

Det er den slags dilettanteri man åbenbart skal finde sig i, hvis man er interesseret i dansk sportsjournalisme på landsdækkende plan. Det var tilsyneladende både for hårdt at slå op i holdopstillingerne og se hvor mange kampe dette var forekommet i, og at skaffe sig en lille smule vished om reglerne. Hvilket selvfølgelig knap kunne ske ved at kontakte Royal League. Hvornår har de nogensinde virket som nogle der har styr på hvilke regler de leder deres egen turnering efter? Var det da de gav en bøde for ét manglende certifikat, og bøde samt nederlag for to andre? Var det da de sidste år slettede en regel om at finalen skulle spilles hos det bedste mellemrundehold, midt under turneringen? Eller var det da de brugte halvandet år på at finde ud af om der er tale om en indendørs eller en udendørs turnering, en afgørelse de tilsyneladende har truffet ved at sige ”Hal, hal ikke...” mens de trak blade af en blomst, og ikke er blevet færdige med det endnu?

Knap nok. I stedet kunne man have skrevet til DBU, der har leveret samme krystalklare svar til adskillige der har skrevet og spurgt: At man kører efter UEFAs pokalers regler og derfor ikke har nogen udlændingebegrænsninger. Måske den ivrige frontliniekorrespondents hoved har været omfløjet af skinnende Cavlingpriser da han lancerede sin sensation, men for Tipsbladets redaktør er det om muligt endnu mere pinligt, når han hopper på samme non-sag som vakkelvornt, men følelsesladet fundament for sin leder og hævder at vished om udlændingereglerne har været umulige at finde. Tror Bay at man har diskuteret komplikationerne omkring de fire ikke-EU’ere i flere måneder, for så bare at ende med at slå plat og krone om man skulle sætte dem alle ind på en gang?

Selve sagen, kunne samme Tipsblad så berette i artikler som gav et anderledes indtryk af solid research, drejer sig om at hvor København åbenbart dagen inden kampen indsendte en spillerliste og fik den godkendt hos DBU, viste det sig at være med Atiba opført på basis af et spillercertifikat som først tillod ham at spille 10. februar. For den udenforstående kan det virke en kende sært med den datering, da han blev præsenteret i København næsten en måned tidligere, og allerede i Spanien ugen inden spillede træningskamp mod Salzburg. Men det var den kendsgerning, en opmærksom ansat i det svenske fodboldforbund altså lagde mærke til.

At der så gik en uge fra straffen blev afsagt til Brøndby gjorde indsigelse mod den, hvilket egentlig burde være sket inden for 48 timer, skyldtes – og ja, undskyld mig lige mens jeg åbner en kold Bernard og skåler for de tilsyneladende grænseløse komiske aspekter i det der kunne have været en elegant lille træningsturnering – at ”Royal League har erkendt, at informationen om den ulovligt benyttede spiller ikke er nået klart nok ud til de andre involverede parter, Brøndby, Kalmar og Lillestrøm”, som Tipsbladet skriver.

Skulle det være til en anden gang, kan jeg anbefale kommunikationsmidler som brev, telefon, email og telefax. De fleste fodboldklubber er udstyret med op til flere af de elektroniske af disse midler, og efterhånden har de alle fået installeret en brevsprække. Men bristen var altså opstået, og derfor kunne man efter at have set TV2’s fornærmende historie begive sig mod Parken med en uvished om den kamp man skulle se overhovedet ville komme til at betyde noget i sidste ende.

Fordi reelt bør der vel ikke være så meget at rafle om. Lige siden Herfølge var så uforsigtige at lade Jakup Mikkelsen spille sommerferiebold hjemme på Færøerne, hvorfra han kom tilbage uden at papirerne var bragt i orden, har det været en kendt sag at det ganske enkelt skal være på plads, også for spillere som alle ved tilhører en bestemt klub. Og selv om der nævnes en anden sag som fortilfælde, som spøjst nok også havde med Tromsø og et dansk hold at gøre, ser det ud til at være en anden sag: Her tyder det på at det var DBU der i god tro havde opført en spiller uden gyldigt certifikat på spillerlisten, mens det i Tromsøs tilfælde var lige omvendt – at man havde spilletilladelsen, men at forbundet ikke havde opført spilleren på listen. Hvis de lidt forvirrende rapporter giver den konklusion, så må man vel sige at det er certifikatet, der er det centrale, og at der er noget nær objektivt ansvar for at have det på plads.

Og derfor bør BIF ud fra de oplysninger der er til at læse i sagen, som ellers er mørkelagt fra de fleste sider og præget af gætværk, have sejren tildelt på trods af den DBU-spillerliste. Man kan da vel også med en vis ret spørge om hvorfor der i det hele taget skulle tildeles en bøde, hvis ikke der var noget at bebrejde. Det kan overraske, at der graves formildende omstændigheder frem i en sag der har med et objektivt, formelt krav at gøre. At man så skal være en usædvanlig skinhellig Royal League-nykonvertit fra Egnen for at hævde, at der skulle være særlig meget tjent ved bevidst at prøve at snyde på vægten når man havde kunnet vente tre dage og i stedet bruge Atiba mod Lillestrøm, hvor han blev sparet, i stedet for at tage en stor chance, er en anden sag.

Så forbandet vigtig er Royal League trods alt ikke, at man hellere vil spille med folk man ved ikke har tilladelse end med folk som ikke er helt 100% fit, som Pimpong den aften. Det virker da heller ikke som om Brøndbys indsigelser kommer med verdens største entusiasme. Rent ud sagt må det være skideirriterende for dem at få den kamp at spille 9. marts, tre dage før superligakampen i Brøndby, som ellers via Brøndbys exit var tilfaldet os. Men man kan vel godt sige, at Per sad i en saks: Appellerede han ikke afgørelsen, ville han som BIF-formand fremstå som helt utroværdig over for alle som har med klubben at gøre, og som Royal League-createur virke som om han stemplede sin egen turnering som ligegyldig – endnu mere ligegyldig end hans holds hidtidige indsatser allerede har stemplet den som.

Og vinder han appellen, er turneringen kastet ud i vild forvirring og har både fået (endnu) et hak i prestigen på grund af de forsvarende mestres brøler, og på grund af ledelsens hjælpeløse og inkonsekvente reaktion på den. Desuden har hans hold fået en eller flere kampe som de virkelig ikke har brug for, nu sæsonen begynder igen. Lur mig om ikke Per håber på at appelkomitéen frakender København alle præmiepengene for at gå videre fra puljen, men lader os spille videre mod Hammarby på torsdag.

Og så skal jeg ikke sige mere om ovennævnte åndelige leder i denne omgang. Den selvcensur pålægger jeg mig. Ser du, man ved jo aldrig hvem man kommer til at støde. Og det er jo trist for den skattede ytringsfrihed, men man kommer nok til at skulle lægge anderledes bånd på sig selv fremover. Men nu erkender jeg også, at det var nogle meget stødende billeder. Især hvis man er pivende fanatisk og blottet for selvironi.

Jeg taler selvfølgelig om vores lille juleeventyr om den meget vellykkede hyldest til den udødelige fortælling som afrundes med at folket råber ”Men han har jo ikke noget paa!”, Høje Taastrups ikke-multihal H.C. Andersen Arena. Vi fik den samme flok forbi, hvis stambord blev sendt på gaden for tre måneder siden, og mens de stod og ledte efter det sted hvor de plejede at sidde fik de øje på billederne af anlægget som på helt profetisk vis er markeret ”Brøndby IF – operatør på multiarenaen”.

Og mens jeg skyndte mig at lade som om vi havde lukket, skal jeg da lige love for at tårerne begyndte at flyde igen. Der var ingen grænser for hvor indebrændt det var – hvilket ynkeligt liv kunne man have hvis man gad tage derud? Tjah, egentlig et godt spørgsmål. Der skulle nu også et ærinde i Roskilde til for at det lige passede at smutte forbi og afbilde det latterlige projekt med det absurde skilt, der vist er blevet rejst op i mellemtiden – trods alt. Om de har fixet det store hul i skiltet i den modsatte ende af grunden melder historien dog ikke.

Og dermed er kommentaren jo faktisk ufrivilligt givet på hvad problemet er med den hal Per var så stolt over at præsentere Brøndby som ledere af – hvem med deres sunde fornuft i behold ville gide besøge den, når den ligger på en øde og vindblæst mark med et affaldsanlæg som nærmeste nabo, langt fra en ordentlig by? Nogen må selvfølgelig have syntes det, og jeg hørte da flere af den flok snakke for nogle år siden om at det faktisk på mange måder lå bedre end grunden ude ved Bellacentret for det meste af København.

Det havde måske været mere nærliggende hvis bare en af grædekoret havde spurgt om hvorfor deres tilbedte åndelige leder ville lægge navn til sådan en pinlig affære på fjerde år nu, men når man lever efter en serie arkaiske dogmer der ironisk nok kan koges ned til ”Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige”, så er man ikke tilbøjelig til at se med humor på sådan en harmløs satire. Når så de jamrende reaktioner kom fra samme flok der igen og igen sidder og joker med den arme fyrs ulykke i Parken i 2004, så virker det jo bare som bemærkelsesværdigt stort hykleri. Og heller ikke for første gang. Heldigvis lykkedes det at få The Self Righteous Brothers til at gå igen, muligvis hjulpet af en nødløgn om at vi var løbet tør for alt andet end Carlsberg. De mest fanatiske af disse troende har det svært med det mærke.

”Det er afgjort et anfald af underlig opførsel, ja måske ligefrem sygelig, det at lægge sin aften-vandretur over Vesterfælledvej, og krydse ned til Sønder Boulevard og Enghave Station. For i bund og grund er det en røvkedelig tur, et næsten øde boligområde med de flimrende TV-skær bag gardiner og nedrullede persienner som eneste alternativ til mangfolden af butiksruder nede på Vesterbrogade, hvor man kan stå og glane, og i al almindelighed føle sig lidt interessant, fordi der i det mindste er nogle på den anden side af ruderne, der prøver at prakke en noget på. Alligevel endte man altså dernede, ved Enghave Station, og var pludselig ikke sikker på om det nu var Valby, ikke Vesterbro, fordi man havde sin helt specielle grund. Lugten. Lugten af humlen. Fra Carlsberg.

Det er stinkende sentimentalt, indrømmet. Men for en efterhånden aldrende nipser hører den slags øjeblikke med. For man ser pludselig en masse tråde blive knyttet sammen, byen København, byens fodhold FC København, og byens gamle tante ud i multibrygningen, Carlsberg. Hvis man ikke ser nogen højere mening i den slags, må man være et utaknemmeligt skarn, lad det bare være sagt. Der er ligesom en rød tråd, den samme tråd der fører ind til Parken og A-tribunen, og de halvslatne fadøl, man ofte balancerer rundt med i pausen. Der er simpelthen en logik i det, måske bare en gammel nipsers, men ikke desto mindre noget så synlig og egentlig ganske velduftende.”

Selv har jeg det sværere med at Carlsberg ikke mere skal brygge i København. Jojo, hovedsædet bliver her, og København er jo mildt sagt også en anelse mere præsentabel end Fredericia, om der så er bryg i kedlerne eller ej. Men lugten, den krydrede og behageligt påtrængende lugt af humle som min kollega Jan Saxo beskrev allerede dengang han var Fusionsnipser, den kommer jeg dæleme til at savne.

Men det er jo lidt unfair at bede folk om at regulere deres adfærd ud fra rent egoistiske og nostalgiske grunde, og bare fordi man godt kan lide deres duft. Det er en barsk verden, det gælder om at tjene penge, og Carlsberg ville næppe være hvor de var i dag – bl.a. på forsiden af Københavns trøjer – hvis de altid havde gjort det samme som da Jacobsen oprettede stedet i sin tid.

Hvis der så er tale om sentimentale beslutninger med virkning for trediemand – manglende indtryk til næsen ved spadsereture i Søndermarken de mest påtrængende – for et lokalt bryggeri, så er det ingenting i forhold til hvad man lægger sig åben for som fan af et børsnoteret fodboldhold. Bare se på Manchester United – og der kan man endda sige, at der ikke ville være nogen pointe i at agere asset stripper i den gode gamle Richard Gere-i-Pretty Woman-stil, da klubbens indtjening i så høj grad beror på succes og glamour og, eh, ligacupfinalesejre over Wigan.

Vi har længe hørt om at dette ikke er tilfældet for F.C. København og klubbens mange indkøbte aktiver, og at spredningen af aktiviteter der tjenes penge på gør, at fodboldklubben ikke er sårbar over for dårlige resultater og manglende indtægter. Men det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, at hvis en fodboldklub er tilpas lille en del af en koncern, og man vil kunne købe den koncern tilpas billigt ved at investere i aktier som står i for lav en kurs i forhold til hvad de reelt er værd, så skulle det kræve et meget stort fodboldhjerte hos en udenlandsk investor ikke at kigge på hvor de hurtige gevinster ligger og blæse højt og flot på fine følelser rundt om i byen. Sådan er vilkårene.

Og når pengene skyller ind i koncernen som de gør – 61 millioner i overskud på et halvt år, så skulle nogle usolgte eksemplarer af klubmagasinets førsteudgave knap vælte korthuset – så giver det jo et ekstra gib i én når man kan læse om udenlandske fonde, der med Børsens meget ladede ord ville ”splitte Parken Sport & Entertainment i atomer og sælge ud”.

Vores bette bar her er et anpartsselskab, hvor vi hver har skudt noget henad et tocifret beløb ind for flytningen for nylig, og ellers ikke ligefrem er vant til at have med så svimlende beløb at gøre. Da slet ikke i vores drikkepengekrukke, der traditionelt bruges som askebæger – helt bevidst, virker det meget af tiden, og også når der har forvildet sig en 25-øre eller to derned. Så hvad al postyret med aktieopkøb, aftaler med den nye storaktionær i København om bundne aktier, aftaler med LD og trusler om at træde tilbage, samt lurende pengetanke fra udlandet med lurvede hensigter går ud på – jeg må indrømme, at det aner jeg ikke. Jeg kan slet ikke overskue det.

Alt hvad jeg ved er at det er aktierne der har skabt klubbens rigdom i sin tid ved at gøre det muligt at købe Parken – så vi er, som de nervøse Man United-fans, faktisk ikke i en position til siden at klage hvis nogen køber et flertal af aktierne og gør hvad de vil med dem – kun til at ærgre os. Og så er det jo godt, hvis pixi-udgaven af den for en udenforstående pænt kryptiske aktiemanøvre fra 1. marts er, at F.C. København bliver stabilt kørt videre. På den anden side er det svært at sige hvad ’stabil’ overhovedet betyder i en ret åben fremtid med aktier der stormer opad, tribuner og måske haller der skal bygges, og en ikke-defineret internationalisering.

En ting er sikker; jeg misunder ikke Real Madrid deres nuværende tilstand, selv om jeg fryder mig uendeligt over den. Det selv om det ikke kan undgå at fylde mig med lidt skræk, at Florentino Perez valgte at tage konsekvensen og skride efter en uge der viste to ting: Nemlig at hvor hans trætte gamle Galacticos kan vinde paradesejre over tabelbundens slagteofre, så er selv det mest formsvage hold i Champions League-klasse i stand til at udstille dem, samt at ligemeget hvad man siger om de mest udskældte importerede stjernespillere og tvivlsomme unge ’fund’, så er den ægte garant for fiasko den fejrede og tilsyneladende ufejlbarlige Raul, hvis comeback blev markeret med nul mål og to nederlag, samt et voldsomt opsving i feelbad-faktoren da hans gamle uven Ronaldo samtidig jamrede at han ville væk, og ikke kunne holde klubbens fans ud mere.

Skrækken består i at en anden skal komme til, der synes det er vigtigere at have en god bil end en flot kølerfigur, og begynder at bygge et stærkt hold op – og dermed mener jeg ikke Florentinos ejendommelige påfund siden han delvis forlod Galactico-indkøbsreglen, fejlplacerede spillere som Garcia og Baptista, spredehagl som Cassano, det omvandrende skadeshelvede Woodgate, den rendyrkede katastrofe Walter Samuel, samt Thomas Gravesen, hvis indkøb og vedvarende anvendelse mere og mere ligner noget der har med resultatet af et bizart væddemål at gøre. Men et hold der spiller ud fra en defineret taktik og desuden virker som om de kan lide hinanden, i modsætning til det nuværende, der minder om en flok forkælede gamle cabaret queens hvis sidste salgsdato er overskredet, som ikke orker hinanden mere, og hvis yngre kolleger er ved at gå til af jalousi over at de gamle stødere står forrest i rampelyset hver gang, ligemeget hvor elendigt de gør det.

Rauls udtalelser om at holdet ikke længere ønsker at være Galacticos, samt den nye præsident Fernando Martins ord om at man skal af med millionær-imaget lover skidt i den retning. Men der er også en indtjening at huske på, og Real Madrid har formentlig heller ikke lyst til at miste den førsteplads de for nylig tog fra Manchester United på listen over verdens bedst omsættende klubber. Så Madrid må til at vælge om de vil sælge trøjer eller vinde titler. De vælger forhåbentlig fortsat det første.

Det er ikke kun Madrid, der har haft en travl uge. Først var Barcelona i London, og Jan har allerede læst op af Jose Mourinhos forsøg på en gang for alle at ramme den dårlige tabers absolutte zenith, hvad gælder skamløshed – hans udviste spiller ser så ud til at have et lige så selektivt verdenssyn, hvis han da ikke agerede bugtalerdukke for Mourinho. ”Acting is for showbusiness, football is still a sport. Messi is too young for these tricks. Barcelona are obviously teaching him bad things - negative things”, sagde backen, der i den forbindelse lod til at glemme, at han blev behandlet lige så længe efter sin NFL-tackling på Messi, som argentineren blev.

Betød det så, at del Horno også spillede skuespil, og at han (som 25-årig) er for ung til den slags tricks? Og at Chelsea lærer ham negative ting? Eller betød det, at det rent faktisk var en voldsom kollision, som han var skyld i? Det er ikke godt at vide – kun til at fastslå, at Chelsea p.t. sætter en ny global rekord i fodboldhykleri. Og noget må Chelsea jo lære fra sig, eftersom Chelseas egen Robben for få uger siden reagerede på et ufarligt strøg på hagen ved at falde til jorden i den mest tåkrummende falske teatersmerte siden Rivaldo fik skudt en bold på sit knæ i VM 2002, og reagerede ved at falde ned og gribe om sit ansigt som var det vansiret.

Selvfølgelig er del Hornos hykleri knap overraskende når man tænker på hvem han arbejder for – Mourinho var jo en anelse mindre interesseret i at tale om skuespillere efter Robbens masterclass mod Liverpool, i en flom af bortforklaringer ledsaget af smægtende strygere. Ikke nok med det, men inden Barca-kampen var han så venlig at forklare hvorfor Robbens handling var i orden i forhold til det han åbenbart stadig ser som en universel uretfærdighed – Drogbas gule kort for at gå direkte ind og kropstackle Barcelonas målmand Valdes sidste år efter at denne havde taget bolden. Den store væsensforskel: Reina fik sit røde kort for en harmløs berøring med fem minutter tilbage i en kamp der var afgjort, og Drogba fik sit gule for en hård eftertackling midt i en kamp der stod på vippen!

I det mindste er Mourinho da ærlig nok, når han på den måde demonstrerer sin totale mangel på moral. Og selv om det er langt ude og pinligt, så er det da mere rimeligt at forklare den advarsel til Drogba med skuespil end med hans førsteudgave, den dødstrusselfremkaldende påstand om at han havde set Rijkaard gå ind i dommerens omklædningsrum.

Drogba var ude af kontrol på det stade af sidste års kamp, og burde være skiftet ud. Del Horno var tydeligvis spillet rundtosset af Messi da han blev smidt ud, og havde allerede lavet et svinsk frispark på ham der mindst skulle have givet gult. Også han burde være skiftet ud. Og Essiens karantæne for et svinsk overfald mod Liverpool, som dommeren missede, var også fuldt fortjent. Men mens dødstruslerne kører videre mod årets skandinaviske dommer i de to holds kamp, og Jose inde i sin forskruede verden synes at tro at kyniske skuespillere som Messi og Valdes, slowmotiongengivelser i Skys reportager, trænere på besøg hos dommerne og en række andre faktorer konspirerer mod hans klub, så er det eneste der aldrig er til debat Mourinho selv og hans taktiske (fejl)dispositioner. Han er, og det er sagt ligeud trods risiko for bistre ord og et indædt forsvar fra hans fans i huset, på begge sider af disken, ikke bare grænseløst paranoid, men ganske enkelt et moralsk vakuum, en gennemført usympatisk og ubehagelig person med mindre format end stort set nogen man har set i fodboldens verden i mange, mange år.

Hans opførsel overgår det allerynkeligste man har set fra selv Ferguson og Wenger, og selv om hans klub bakker ham op – se deres patetiske snak om ’injustice’, ovenpå en kamp hvor Barcelona blev snydt for to klokkerene straffespark – så er det i det mindste en glæde, så få andre der efterhånden gør det, selv om han efter på kampen på TV3 virkede så sikker på at alle delte hans forskruede vinkel. Kunne han så i det mindste blive sendt ud af Champions League – gerne af Barcelona – på en måde så selv ikke hans bedste sans for konspirationer kan hjælpe ham til at bortforklare det, så skulle det være intet mindre end en fornøjelse. Han er en stor træner, Mourinho, men han er dæleme en meget lille person.

Måske slidte efter al deres skuespil, måske møre af at løbe på noget der lignede en mose i Yorkshire, eller måske bare trætte i forventning om at der på Joses opfordring skulle spilles omkamp mod Chelsea, havde Barcelona mere end svært ved at komme i gang i Zaragoza, hvor de jo havde fået slemme tæv i pokalen for kort tid siden. Så meget desto mere fryd, at de afgjorde kampen få sekunder efter at det lokale publikum igen havde præsenteret sig som rendyrkede White Power-typer, og Eto’o havde besluttet sig for at forlade banen, men blev overtalt til at blive inde.

Onsdag faldt bøden så til Zaragoza – 60.000 kroner. Whoa. Virkelig hårdt. Hvis man altså sammenligner med den de fik sidste gang, for denne er 15 gange højere. Men den er stadig en latterlig bagatel, hvilket er typisk for det spanske forbunds vattede tilgang til emnet – ikke det eneste sted dette er tilfældet, heller. I deres sted regulerede Barca selv en straf, og det var den ægte triumf i det – at Ronaldinho først satte straffesparket ind, og at Eto’o derefter serverede 0-2 for Henke Larsson, tre spillere med mørk hudfarve ligesom deres træner Rijkaard. Ikke at det formentlig rokker noget som helst ved de lokale racisters livssyn – men i det mindste sikrede det dem en rigtig dårlig lørdag aften.

Og apropos aften, så er aften vist blevet nat og siden morgen hernede, så nu er det snart på tide at få hældt dig ud. Er der mere at tale om i denne uge, hvor vi oplevede alt det der ikke skete de sidste par gange jeg har haft dig hernede? Jo, det var da i øvrigt pragtfuldt at se Italien i VM-form og Tyskland på kurs mod en katastrofal indsats på egen hjemmebane. Ovennævnte Messi spillede for Argentina, modstod denne gang fristelsen til at hoppe ind i forsvarsspillerne for at få dem smidt ud, og scorede i stedet et smukt mål og lagde lige så flot op til et andet. Til sammenligning dunkede Ronaldo et mål ind med albuen, og David Beckham kunne snildt være smidt ud for en horribel slagtning bagfra i sin landskamp. Man kan se hvem det kører for og hvem det ikke gør. Nå ja, og så vandt Tre Kronor den eneste seværdige sportsgren i vinter-OL. Det var forrygende.

Ellers? Det skulle da lige være at lægge op til søndagens kamp. Det kommer vist meget an på om Brøndby får Trond Andersen klar. Gør de det, så ser det godt ud. Gør de ikke, bliver det meget svært. Trond er nøglen til vort mesterskab, så god bedring herfra, og til alle andre – tak for besøget for denne gang.

-smølle

og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

Red House Painters: ’Katy Song’
Ved et tilfælde fandt jeg Red House Painters’ opsamling frem, som jeg ikke havde hørt i evigheder. Det har sin årsag: hverken den eller det eneste andet album jeg har fra den mutte sanger Mark Kozeleks hånd er specielt vellykket hele vejen igennem. Ikke at der ikke er andre skønne ballader med tendens mod kulkælderen, men han kan også anlægge en kværnende sang i en længde og et begravelsestempo som tager modet helt fra en. Det er ikke tilfældet med ’Katy Song’, der ganske enkelt med kilometers afstand er Kozeleks bedste sang, og en af de bedste jeg nogensinde har hørt om smadret kærlighed, helt afdæmpet og melodisk fuldendt med linier som

I know tomorrow you will be
Somewhere in London
Living with someone
You've got some kind of family there to turn to
And that's more than I could ever give you

Ouch! Efter at Kozelek har rundet af med

Quiet in the corner
Numb and falling through
Without you what does my life amount to?

glider sangen over i et smukt ordløst tema, der kører de otte et halvt minut færdig, mens verden sukker og venter på at vinteren endelig ender.

Ugens album:

Mogwai: Mr Beast
Vi tager chancen og spiller kun den slags musik der enten får flertallet af folk til at miste deres gode humør eller overveje at gå hjem. Ikke at dette nye, femte album fra de instrumentale skotske støjrockere Mogwai er så konfrontationssøgende som dets forgængere, overhovedet, eller burde give nogen lyst til at smutte. Det er en ny konsekvent skønhed de søger, selv i de numre hvor de bygger deres kendte mur af feedback. De har hjælp fra soundtrackspecialisten Craig Armstrong på klaver, og han væver bedårende klavermelodier ind i Mogwais støj, der her er både tung og helt kontrolleret. Meget, meget smukt, og selvfølgelig med en helt vildledende titel der giver én opfattelsen af at larmdrillepindene har lavet deres mest fjendtlige plade endnu. Ikke ligefrem.
 

mail