Hvad så, bror lort. Er du snart færdig med at øve dig? Har du fået prøvet dig frem til forårssæsonens foretrukne giftblanding, når du pre-, post- og TV-matchdrikker? Øl og bitter, og hvilken af de bitre. Øl og mere ædel sprut, og hvilken af slagsen. Øl og klæg kemikaliealkopop af en art. Kun øl, og hvilken, flaske eller fad, lokal eller import? All or none of the above? Måske bare kildevand og Ribena? Smag er en foranderlig størrelse, hvad der smagte af morgenurin for ti år siden, kæler måske kærligt for dine smagsløg i dag. Og omvendt. Så hvad bliver din foretrukne gift i foråret 2006?

Vi fører det meste, også det vi kun serverer med foragt, bind for øjnene eller sågar udelukkende iført handsker. Vi håber blot, at vinterøvelserne ovenpå nytårsforsætter, ambitiøse kure og rygradsamputerede løfter til hjemmebasen også gør, at du kan holde din sprut indenbords. Vi gider ikke tørre op efter dig, når du har hostet stort. Og det gør Muhammeds Taxi for øvrigt heller ikke, skulle jeg lige hilse og fortælle.

De øver sig også på fulde gardiner i København. Ståle og Peter og alle spillerne. Bl.a. på at spille mod Brøndbyerne på Brøndbyerne Stadion. Kostumeprøven faldt i februar i den skandinaviske træningsturnering og generalprøven var i søndags i den hjemlige pokalturnering, inden det bliver alvor på søndag i ligaen.

En vaskeægte, såkaldt 6-points kamp. Vinder vi, vil jeg trods vedvarende protester fra de stedlige jinxryttere og default pessimister, anse mesterskabet for værende en formalitet. Syv points forspring med blot et dusin kampe tilbage, det smider Ståle og co. ikke. Uafgjort er lig status quo, vi kan stadig køre den hjem fra spids, og det vil endda være en lille forbedring i forhold til tabeltilstanden lige nu, da remis vil efterlade København som det eneste mandskab, der kan afgøre mesterskabet selv.

Kun nederlag, dvs. sejr til Brøndbyerne vil bringe dem i en position, hvor Vestegnens foreningshelte har afgørelsen i egne fødder med endnu et resterende indbyrdes opgør i Parken på den sidste dag i april. Derfor behøver ingen af de to klubbers trænere og ledere ty til omfattende øvelser udi i anvendt pressespin, psykologi og omvendt ditto omkring fodboldens indre logik for at bevare eller fjerne fokus fra, at presset på søndag i den grad er på forstædernes hjemmehold. Nederlag til dem og vi noterer en game over.

Pres bør de vel også føle derude ovenpå de to indledende indbyrdes øvelser, hvor København har været markant bedre. Jamen, lad os bare kalde en spade ved sit navn og ligesom Solbakken kalde det "klasseforskel". I hvert fald i de midterste 70 minutter af træningskampen og de første godt 70 minutter af pokalkampen i søndags, indtil vi blev ramt af to røde kort.

Egentlig ærgrer det mig mere, at vi ikke fik straffet Brøndbyerne, mens vi var markant bedre, end jeg kan hidse mig op over udvisningerne. Vi skulle have lukket kampen, inden Linderoth og Pimpong med fem minutters mellemrum fik god plads i brusekabinen. Dermed havde vi nok hevet sejren i hus trods et par mand i undertal, og Stadsgaards dispositioner havde været nemmere at sluge.

Helt urimelige var de nu heller ikke. Pimpongs kan der i al fald ikke indvendes noget mod. En hensynsløs - og fuldstændigt unødvendig - tofodstackling, som gav ham en debut i den hvide trøje af omtrent så kort varighed som Tomas Antonelius i 2002. Han kan dermed sidde udenfor i de to første ligakampe. Faktisk billigt sluppet i medfør af lidt lempeligere sanktioner i superligaen. I England hentede Arjen Robben sig således fire dage i skyggen for en stort set identisk tofodsfræser i lørdags i Chelseas kamp hos Albion. Okay, han fik tre dage og så en bonusdag, da det var sæsonens anden udvisning til hollænderen. At den første var for et gult/rødt for at hoppe over et reklameskilt ved en scoringsfejring og dermed af karakter så langt fra en voldsom tackling, som tænkes kan, nå ja, det er vel en detalje.

Linderoths to gule kunne man så diskutere, de var af 50/50 typen, og en anden dommer på en anden dag havde måske ikke trukket det ene og/eller andet kort. Det ændrer ikke ved, at den gode Tobias burde være rutineret nok til at afholde sig fra helt unødvendige frispark - og interceptions - når han slæber rundt på en ost i forvejen. Hånden på hjertet, tyndere gul/røde er set. I Parken f.eks. Til modstanderen endda. AGFs Navid Dayyani i august i fjor melder sig hurtigt i korttidshukommelsen. Sommetider får du dem, sommetider ikke. Præcis som det straffe i 120. minut, Stadsgaard ifølge Ståle ikke havde ballen til at fløjte. Uden at jeg af den grund vil forfalde til den evige kliché om, at det udligner sig hen over en sæson. For som Ståle så rammende udtrykte det: "Vi er ude af pokalen, vi får ikke flere chancer til 'udligning' i denne turnering."

Lad så være, at Elanga ved Lindes første gule og Thomas Rytter ved Razaks røde just ikke underspillede situationerne. Specielt Rytter gav med både højlydt skrigen og krampesmertende rullen på stedet indtryk af, at han havde fået kørt skinnebenene over af et tog, selvom han hoppede rundt som en vårhare uden mén, sekundet efter kommissæren fra Helsingør havde trukket rødt. Det er jo desværre en integral del af det professionelle game. Lige fra at blive liggende, indtil man bliver bedt om rejse sig - for at se om det trækker et frispark, og når det er fjøjtet, om det måske også kan trække et kort som tillægsgevinst - til at falde om, som var man skudt, Rivaldo-style.

Det er det helt store samtaleemne i England i disse dage, hvor man især hæfter sig ved, at det er importerne i Premier League, der medbringer skuespildiplomer. I den seneste tid har de engelske kommentarer slået ganske hårdt og fordømmende ned på f.eks. spillere som Harry Kewell, Arjen Robben og Lionel Messi, der på de engelske stadions om ikke ligefrem har fremprovokeret røde kort, så i det mindste gjort deres til, at opmændene ikke skulle være i tvivl om, hvorvidt spillerne var - hårdt - ramt eller ej. Tilsvarende antics, hvor der tages ekstra "jeg-blev-også-ramt" tælling for at undgå sanktioner (senest Asier del Horno) eller lige dykkes for at fremprovokere en sanktion (senest Didier Drogba) er med til at få bægeret til at flyde over i det britiske, hvorfor den engelske presse da også synes at være dem, der kommenterer flittigst på UEFAs nye forslag omkring et evt. to-dommer system, her hos BBC og her hos Guardian.

Jeg tror dog ikke, at to dommere alene er nok til at pille filmen ud af fodbold, selvom strengere og hyppigere straffe af filmene kan vise sig at have en vis præventiv virkning. Det handler i høj grad også om at få pillet det teatergen, som nærmest er en rutineegenskab hos mange professionelle fodboldspillere, ud af spillerne. Og det starter på træningsbanen og ved taktikmøderne, hvorfor trænerne i høj grad må bære et medansvar. De trænere som i dag - praktisk taget alle som en - sabler et skuespillende "offer" hos modstanderen, men aldrig lige har set det, hvis det er en fra eget hold, og også alt for sjældent har nosser til at revse egen spiller, når TV-kameraerne nådesløst har udstillet Oscar-nomineringen.

Nu skal to-dommer systemet så ikke kun koncentrere sig om divers, men selv om man siger, at fire øjne ser bedre end to, så er det jo ikke sikkert, at to par øjne havde fået øje på Anton Johansens håndspålæggelse i søndags, og det er jo heller ikke sikkert, at de to og to øjne ser det samme! Og hvad så, time-out? The Guardian har også en lidt munter vinkel på det: "Fans will get the chance to shout twice the amount of abuse at games as Uefa discuss using two referees!"

Ret beset kunne man jo bare gøre alvor - altså i praksis - af intentionerne om at involvere linievogterne lidt mere. Der var vel for fanden en mening med at forfremme dem til liniedommere! Der er nok at øve sig på.

Ståle og København har selvfølgelig også andet at øve sig på end lige Brøndbyerne. En ny spillestil, som indtil videre har virket generelt opløftende i de fem træningskampe (før i aften) og ene pokalkamp, jeg har set, lige som bulletinerne fra La Manga også var ok. Et mere aggressivt hold, et mere direkte spillende hold. Og tegningen til et generelt højere tempo og hurtigere omstillingsspil, som det naturligt nok har knebet lidt med ind i mellem i denne pre-sæson, hvor den tunge grundtræning sætter sine begrænsninger mht. eksplosivitet og smidighed. Her har man så kunnet berolige sig med, at holdet i de "tunge" faser har vendt sig mod den Backe-basis, der stadig sidder på rygradden. Alt i alt ser det særdeles fornuftigt ud ved indgangen til foråret.

Også selvom vi har sagt farvel til profiler som  Bo Svensson, Peter Møller, Elrio van Heerden, Carsten Fredgaard samt - nå ja - Balázs Rabóczki (nåede trods alt 63 kampe for klubben) og Janne Saarinen, så tegner det nye look og nyindkøbene spændende. Ligesom vi aner tegningen til en - for de andre - skræmmende stærk midtbane. Forhåbentlig også en midtbane, der kan føre os tilbage på sporet mod gode gamle Københavner-tider, hvor midtbanen både kreerede chancer og scorede mål på samlebånd. Det er nærmest uhørt, at Københavns midtbane i denne ligasæson kun har tegnet sig for 4 af 40 mål - alle scoret af Elrio, som ikke er i klubben længere - mens angriberne har scoret 29 og forsvaret 7. Det er meget ukøbenhavnsk, det.

Bekymringerne må ligge omkring manglende effektivitet og i det hele taget alt for få skabte chancer. Det sidste skal nok komme, efterhånden som kampformen og Ståles idéer og spilmønstre begynder at falde på plads, samtidig med at Atiba falder til. Og målene kommer forhåbentlig også, når Álvaro - FC Københavns historisk bedste bud på en ligatopscorer, nu hvor Mads Junker er draget til Holland - og Allbäck får pudset målstøvlerne. Jeg nævner kun Santos og Marcus, for en anden kilde til bekymring er den manglende backup i angrebet. De to førstevalg, der har scoret halvdelen af vores ligamål, hører også til blandt de bedste 2-3 angribere i ligaen, men skader og karantæner lurer. Og så ser det lidt tyndt ud, nu hvor Peter Møller (7 sæsonmål i ligaen) er stoppet. De næste i rækken indgyder ikke ligefrem en tro på et væld af mål bedømt på kampene her i vinteroptakten.

Og da slet ikke bedømt på aftenens mærkværdige træningsforestilling på Södertäljes kunstgræs. Peter Ijeh var ærligt talt fornærmende ringe. Igen. Martin Bernburg ligner en knægt med krummer og potentiale, men selv om han virker til at have de rette redskaber også endnu et stykke fra superligaklasse. I hvert fald for en en angriber i FC København. Spørgsmålet er om Ståle vil grave lidt dybere i posen efter en Mads Torry, en Lasse Qvist eller en Erton Fejzullahu. Hmm, vi skal sgu nok håbe på, at 7'eren og 11'eren kan køre de 13 ligakampe i foråret for fuld skrue. Med Pimpong som den foretrukne vikar.

Nå, så fik jeg vist lige nævnt den royale træningsturnering og den mærkværdige, slatne kamp i aften, hvor Ståle for første gang var utilfreds med holdet, men samtidig dog også fik hvilet en god håndfuld stamspillere. Dels for at spare dem lidt inden kampen på søndag, dels for at skåne de mest sarte ben for kunststofbane eller skiftende underlag i det hele taget. Det mest ophidsende i aften var sgu frygten for, at Jesper C. var kommet alvorligt til skade, da han humpede rundt med knæsmerter i anden halvleg, mens Benny Gall varmede op. Det havde ikke været til at bære at få en nøglespiller skadet i denne farce-turnering. Og så vandt vi endda kampen efter en bizar straffesparkskonkurrence, hvor Hammarby leverede fodboldudgaven af three strikes and out. Vores gevinst: Jo, såmænd en kolossal semifinale som dobbeltopgør de to kommende torsdage mod ... FC Midtjylland, som vi bare slet ikke kan få nok af.

Og det i en turnering, som vi retfærdigvis skulle have været verfet ud af for længst. Alt det har der været talt stolper op og ned om, og kollega -smølle redegjorde fint for farcen omkring manglende ITC-certifikater, langsommelig sagsbehandling, for sene protester, manglende præcedens osv. allerede i sidste uge på dette sted. Jeg har intet at tilføje, andet end at jeg helt enig i, at København selvfølgelig skulle være dømt taber af opgøret mod Brøndbyerne, 0-3. Parodien blev siden hen fuldendt med den endelige dom - eller Beslut - der kan læses her, som tørrer en stor del af lorten af på på det svenske og danske fodboldforbund. Og Lars Berendt reagerede da også ganske som forventet få timer efter med en alenlang indigneret redegørelse. DBU har dog ret, og jeg finder gennemlæsningen af begge de to responsa overordentlig migrænefremkaldende.

Mand, de trænger til at øve sig i den royale manege. Cirkuset fortsatte i aften med en næsten fucked up live lodtrækning til semifinalerne i den turnering, hvor vi kun levede videre med to "dommerstemmer" mod en. FC Københavns repræsentant i RLs appel komité var ironisk nok nordmand. Ironisk naturligvis med henblik på FC København og især Holmstrøms - sportsdirektøren, ikke køteren - noget anstrengte forhold til de norske i disse dage. Og omvendt.

Apropos sportsdirektøren - den afgående - så er vores tidligere logerende i vores gamle baggård, Mandagstrænerne lige som os flyttet til nyt og eget domicil. Det fejrer de bl.a. med et strålende interview med Niels-Christian Holmstrøm. Det kan du passende læse, mens jeg lige render i kælderen og tjekker forsyningerne til vores seneste vederkvægelse; Newcastle Brown Ale på fad. Meget kan man sige om de ubeskriveligt kedelige mandagstrænere, men et interview med den vidende og meget og højttalende Holmstrøm sætter liv i kludene. Han er simpelthen koncentreret ginseng for narkoleptikere. 

Som sagt er det forårstid. I det mindste ifølge kalenderen. Også fodboldkalenderen. Og superligaen gør sig klar til at finde en dansk mester og et par nedrykkere i løbet af tretten kampe afviklet på bare to hektiske måneder pga. den forestående VM-slutrunde.

En liga der i forhold til efteråret har sagt farvel til en række profiler. Vore egne Svensson (Gladbach), Møller (stoppet), Elrio (Brügge) og Fredgaard (Randers-Tøfting FC) er allerede nævnt. Derudover er Morten Skoubo, Jakob Poulsen, Jan Kristiansen, Mads Junker, Ulrich Vinzents, Jonas Troest og Ole Tobiasen draget til flere penge og sandsynligvis færre spilleminutter i udlandet. Plus naturligvis den dyreste af dem alle, Daniel Agger, som dog kun spillede 8 suppekampe i efteråret. Alt andet lige skal suppen blive fattigere af den åreladning. Også selvom kun to af spillerne er på efterårets "karakter top-20" (Svensson og Skoubo som nr. 7 og 9). Vi taler jo bl.a. om Københavns tidligere anfører, Brøndbyernes topscorer, Farums og ligaens ditto, OBs bomsolide højre back (der spillede samtlige minutter i efteråret) og Silkeborgs super-forsvarstalent.

Esbjergs Poulsen og Kristiansen var måske ikke så iøjnefaldende i et for hele holdet pauvert efterår, men de spillede immervæk ligesom midtbanekollega Jerry Lucena samtlige 20 ligakampe i efteråret, så EfB ligner i min optik et af de hold, der går mest svækket ind til foråret. Med to af tre nonstop-midtbanemotorer væk - på en midtbane der i forvejen havde mistet Hans H. Andreasen seks kampe ind i efteråret - og ydermere med Ove Pedersen væk fra trænerbænken. De syv points, de har ned til en nedrykningsplads, skal de formentlig være meget lykkelige for.

Nu skal jeg ikke prale af at være for vaks udi langtidsgætterier, så Esbjerg bliver sikkert forårets hold, og jeg skal afholde mig fra andre spådomme. Dog synes især AGF, AaB og Haderslev umiddelbart at ligne tabere på den suppe-interne transferkarrusel med tabet af deres måske mest værdifulde spillere i hhv. topscorer-talisman (Morten 'Duncan' Rasmussen), kreatør (Martin Ericsson) og topscorer (Jacob Olesen).

Effekten af det store rykind af udlændinge er der så til gengæld ingen, der rigtigt kan vurdere. Vores Atiba og Hangeland, Brøndbyernes Elanga samt AaBs Fredrik Winsnes er de eneste, der er kommet til suppen med et rimeligt navn. Resten - ca. 13 - ligner rene lodsedler. Men det er vi meget klogere på om et par måneder.

Og til den tid ved vi også, hvornår forårsvarmen ramte os i 2006. Foreløbig har marts været - og er - som at leve i en gigantisk kummefryser, hvor vi bare venter på, at nogen skal glemme at lukke låget, så den livgivende optøning kan sætte ind. Så man også kan komme til at glæde sig over solbriller som værn mod den varme forårssol og ikke som nu en bekvem - og effektiv - beskyttelse mod sneblindhed, når man bevæger sig i bil uden for den Københavnske bymæssige bebyggelse, og alt på siderne af motor-, hoved- og landevej har karakter af arktisk tundra med dette alt-liv-og-vegetation-dræbende hvide lag så langt øjet rækker. Indtil videre kan du så rase med kollega -smølle her. God terapi.

Foråret, du. Det trænger vi sgu også til at øve os på. Men indtil videre ringer klokken i weekenden ind til forårsstart i superligaen. Og det er grunden ikke så tosset.

Jeg fik vist nævnt det lige før. Vi har brugt en af væggene i det, der en gang skal blive Bulens galleri - om forsynet og Martin CX vil det - til en midlertidig opslagstavle. Og der har jeg slået en masse nørdet statistik omkring suppens efterår op. Måske lidt inspiration til den nye halvsæson?

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens albums:

Willie Nile: Streets of New York (2006)
Den nye Bob Dylan blev han engang kaldt. Og som for mange andre, blev dette prædikat også for Willie Nile mest af alt en karrierehæmsko, der sammenholdt med diverse rettighedstvister og pladeselskabsbøvl har holdt hans produktion nede. Skammeligt nede, må man konstatere, når man lytter til dette, hans spritnye album, som fra første strofe byder 'Welcome To My Head', og det musikhoved føler man sig forbandet godt tilpas i. Og man forstår sammenligningen med Dylan. Og Springsteen Og hvorfor han også er blevet kaldt "One-Man-Clash". Man forstår også fuldt ud hvorfor folk som Lou Reed, Bono, Pete Townshend, Bruce Springsteen, Little Steven, Lucinda Williams o.m.fl. skamroser Willie Nile og bruger ham som warmup- og guest-act på deres turnerer. For vi taler altså om en lille perle her. Både den mere straight-forward østkyst-guitar rock og de smukke ballader, som han mestrer, men også genreskiftene mellem den Dylan-esque 'Back Home', den keltisk-inspirerede 'The Day I Saw Bo Didley in Washington Square' (med onkel Bobs søn, Jakob), den pragtfulde reggae-agtige 'When One Stands', den punk-drevne, gribende og morbide 'Cell Phones Ringing (In the Pockets of the Dead)' (om terror-togbombningren i Madrid, 2004) samt det stille titelnummer (kun piano/mundharpe, men i drama og storslåethed ikke så fandens langt fra Springsteens 'Racing in the Street') ... for nu at nævne en håndfuld af pladens bedste numre. Ej heller skal glemmes hans cover - den eneste sang på skiven, der ikke er egen-komposition - af Eddy Grant's 'Police on My Back', der fyres af med rendyrket Clash-energi og dermed ligger tæt op ad Clash's egen version af sangen (fra Sandinista). Meget passende dedikerer Willie Nile nummeret til Joe Strummer, et andet af Nile's store forbilleder. Først og fremmest er skiven på de 10-11 af numrene en odyssé rundt i nattens og drømmenes New York. Var det ikke for en 2-3 lidt vel letbenede sange blandt albumets i alt fjorten skæringer, så ville jeg vove at kalde for en gennemført vellykket plade. I en grad så den kunne komme næsten op på siden af Lou Reeds 17 år gamle mesterværk om samme by. Men hvem ved, om 17 år?

Lou Reed: New York (1989)

 

Når man har nævnt pladen, må den pilles af hylden. Så meget apropos må det være passende med et genhør med det ene af Lou Reed's for min smag absolutte karrierehøjdepunkter (det andet er Coney Island Baby (1976)). Et mesterværk, ganske enkelt. Og uden yderligere kommentarer i øvrigt. Men at lytte til Reed's historier om New York fra 1989 og Nile's ditto fra 2006 og opdage adskillige røde tråde både i musik og tekst, det er en storslået musikoplevelse.

 

 

 

 

Ugens sang:

Sparks: 'Amateur Hour'
De bindegale - og smågeniale - californiske Mael-brødre har til min overraskelse netop i disse dage udsendt et spritnyt album (Hello Young Lovers). Mindre overraskende er albumet aldeles weird. Som kun Sparks kan lave det. I aften vælger jeg dog et genhør med en klassiker. Det gennemført geniale 1974-nummer 'Amateur Hour' (fra Kimono My House). Og det nummer dedikerer vi selvfølgelig suverænt til alt og alle, der har det mindste med Royal League at gøre. Øv jer. Amatører!