"For fanden da", hører jeg dig sige. "Hvor er Jan Saxo"? Rolig, mand. Vi har blot byttet vagter. Saxokrybet er her allerede om to uger, og så igen yderligere to uger senere på sin normale vagt. Og så kører alt i sin vante gænge i sommerdvaske, sol- og metalgyldne København. For fanden da!

Ærligt talt, så har branderten, dagen-derpå-kæferten og den almindelige bagstivhed hos hovedparten af BULENS besøgende - og personale - været så fremherskende siden søndag formiddag, at det er de færreste, der har hæftet sig nævneværdigt ved, hvad der blev serveret her, og af hvem. For det turde ikke være nødvendigt at nævne, at klubbens fjerde mesterskab på seks år er blevet fejret med maner. Ja, mange af os havde gang i de første fejringer i Odense, på vej hjem fra Odense og efterfølgende på Skt. Hans Torv og omkringliggende strasser forrige søndag, da vi tabte os til DM-guld. Så denne søndags fejring kunne finde sted med guldet vel i boksen, dvs. aldeles nervebefriet mht. resultatet. Som 20. juni '93 i Parken og 13. juni '01 i Odense.

Lidt mere kriller i maven var der på sidste spilledag i mesterskabssæsonerne 2003 (22. juni mod AGF i Parken) og 2004 (29. maj i Farum), hvor vi trods alt skulle have et resultat for at kunne kræve guldet. Det blev heldigvis en formssag mod AGF, mens Farum for undertegnede var en noget mere bizar oplevelse via mobiltelefon til et bryllupstelt på en græsplæne et sted i Himmerland.

At selve kampen i søndags blev en gang rodeobold uden den store nerve på banen, var ingen større overraskelse, om end man kunne have håbet, at København måske havde bidraget til festen i form af lidt risikofrit offensivt kombinationsspil, eller forsøg herpå i det mindste, i stedet for endnu en gentagelse af forårets mestendels uskønne kværnen, nu bare uden sikkerhedsnet. Jeg mener, vi slap jo stadig tre kasser ind. Det var også medvirkende til, at festen måske fusede lidt ud, tilrettelagt for kameraerne og sponsorerne, som den var, og med Tordenskjolds gammelkendte soldater ved underholdningsroret.

På den anden side, det er jo ikke så specielt enestående for fodbold eller mesterskabsfester. Du kender det selv. Festen, man har glædet sig til, og branderten, man har ladet op til i dage-, uge- eller månedsvis, bliver jo tit en skuffelse af rang. Den morsomste festivitas og de bedste drukkenskaber er ofte aldeles impulsive. Som f.eks. det mere spontane guldparty, der blev jungletrommet sammen forrige søndag.

Nuvel, man fik jo trods alt den obligatoriske mesterskabsbøhmand på i søndags, og sprutten i selskab med de ligeså obligo mesterskabscigarer og umådeholdne misbrug af stemmebåndene kunne få æren for mandagens akutte halskatar. For mestre er København, og uanset hvordan og hvornår, så bliver det vigtigste til 33. og sidst, at mesterskabet kommer i hus. Det er trods alt det, det hele handler om.

Well, for de fleste af os, antager jeg. Så jeg var lidt målløs en eftermiddag for nogen tid siden, da en kollegas søn og dennes ven - begge omkring de 18-19 år - troppede op på kontoret i et pres-den-gamle-for-skillinger-til-autodele ærinde. Vennen iført en Brøndbyerne-trøje. Det var så dagen efter, Brøndby havde tabt i Midtjylland, og mesterskabet vel reelt fandt sin forafgørelse, da vi den weekend øgede til fem points' forspring med en kamp i hånden og fire fællesrunder tilbage. Hvilket jeg selvfølgelig ikke undlod at påpege overfor ungersvenden i den gule trøje. Hans respons var til gengæld overraskende. Noget i retning af: "Jeg er snart ligeglad med at vinde mesterskabet. Blot spillerne viser sig trøjen værd! Mesterskabet er vigtigt, men stoltheden er vigtigere!" Øh, nå! Der kan man bare se. Kan man tappe stoltheden på vaser og sætte i pokalskabet? Kan man kvalificere til Champions League på stolthed?

Jeg fik ingen forklaring. I hvert fald ikke af en slags, jeg kunne fatte. Den unge mand var fast overbevist om, at han kunne leve uden mesterskabet, bare han selv, hans medtilhængere og klubbens spillere havde den nok så berømmede stolthed i blodet. Og godt nok var det en Brøndbyerne-tilhænger, fra klubben der ser selv sig som den fremmeste eksponent for klubånd og ære og stolthed, men det er nu ikke så vestegns-isoleret et fænomen. Det forekommer alt oftere, i virkelighedens verden som i cyberverdenen, fra Valby til Århus, og dermed også dybt ind i Københavns fanskare. "Stolthed" og "ære" er nøgleord i de fangrupperinger, der synes at gå langt mere op i den visuelle, vilde og vokale selviscenesættelse end det, som det hele vel handler om, eller burde handle om: Fodbolden.

For mig er det så en naturlig ting at trække i en København-trøje, når der er bold. Jeg mener, det har det
været siden før 1970, hvor jeg blev meldt ind i klubben (KB). Så det skammer jeg mig ikke over, heller ikke selv man er blevet en halvgammel knark i mellemtiden. Men jeg føler omvendt ikke ligefrem et specielt brus af stolthed, når jeg hiver trøjen over hovedet. Det er nærmere noget, jeg forbinder med den første gang, jeg som lille purk havde en KB-trøje på i en rigtig kamp, eller i det hele taget første gang, man rendte ud på græsbanerne på Peter Bangsvej med fodboldstøvler på.

"Stolthed" og "ære" er til gengæld et par farlige størrelser, når de i fanskarerne giver incitament til at forsvare klubbens farver på gader og stræder. Når det bliver til had overfor fodboldtilhængere og tilskuere af anden klubobservans, eller sågar neutrale. Jeg har til stadighed ikke fattet, hvorfor man skal hade andre klubber og deres fans for bedst muligt at kunne støtte sin egen klub. Jeg er sgu da fløjtende ligeglad med de andre. Klart der er fokus på Brøndbyerne, i og med de er vores nærmeste konkurrenter på nu sjette sæson, har været næsten konstant tophold i de år, FC København har eksisteret som overbygning på KB, og i 80'erne tordnede frem som forstadsopkomlinge i den danske fodboldverden med en foreningskultur så fundamentalt forskellig fra min klub, KB, der samtidig indledte sin store deroute. Ligeså med de anstrengte forhold i skolen til Frem (man var KB'er eller Frem'er på Rughavejens Skole) og i ungdomsfodboldårene til Hvidovre (KB og Hvidovre var altdominerende i ungdsomsrækkerne på "min tid"). Ærkerivaler, altså, men derfra og til at hade de tre klubber. Eller andre klubber. Nah, det var og er mit liv sgu for kort til.

Det had som åbenbart følges ad med den misforståede "stolthed" og får fodboldtilhængere - både i klubtrøjer og i det smarte, casuale pubertetstøj - til at mænge sig med mere etablerede hooligan-typer og slagsbrødre, der primært bruger fodbold og fodboldklubber som anledning til at slås. Så ender det i en intimiderende, hjernedød, off-søgende dagsorden som f.eks. under den ellers velmente guldmarch i søndags, hvor de uheldige personer på ruten, der tilfældigvis var de forkerte steder på de forkerte tidspunkter, åbenbart kunne hygge sig med at springe væk fra flyvende kanonslag og romerlys eller blive frarøvet sin spillertrøje, blot fordi man holdt med en anden klub. Og tillod sig at skilte med det.

Personligt er jeg glad for, at jeg for længst er blevet for gammel og magelig til at vralte med på noget så anti-urbant som en march, for jeg ville være særdeles trist over at skulle risikere at blive slået i hartkorn med de primitive skvat, der giver København og Københavns mange tilhængere et blakket ry. Lige præcis dér har jeg trods alt nok mere tilfælles med de tilhængere af andre fodboldklubber, der som jeg først og fremmest går til bold for boldens skyld.

Det betyder formentlig også sommerferie for slå-på-tæven neanderthalerne, at superligasæsonen nu er slut. Morten Olsen har været ude med den store rive og skoset det værste superligaforår, ever. Jeg synes nu ikke, niveauet har været nævneværdigt ringere end ellers. Vel ser jeg ikke meget suppebold live på stadion eller live på TV udover Københavns kampe - det her med så og så meget tid og lyst til rådighed og så og så meget bedre TV-udbud fra TV-kanalernes overflødighedshorn af live-fodbold, fra de ligaer, hvor der for alvor spilles fodbold - men jeg har alligevel set en del mere hjemlig fodbold end vanligt i dette forår, som ikke omhandlede København. Det har åbenbart passet bedre i min personlige programplanlægning. Derfor kan jeg holde med Olsen om, at det har været skidt, men i min optik ikke mere skidt end i fjor og forfjor osv. Vi er en udviklingsliga med lavt tempo, ringe teknik, manglende intensitet, forfærdelig boldomgang og flad stemning. Især når København og/eller Brøndbyerne ikke er en del af kampen.

Derfor kan man vel også kun bruge det meget tætte kampprogram i foråret og de elendige baner som en søgt undskyldning, ikke en forklaring på niveauet i Maltaligaen generelt. Lige med hensyn til banerne så vi jo til guldfesten i søndags endelig et halvvejs anstændigt græstæppe i Parken, endda renset for de ti tons blå-hvide - og glatte - papirstykker fra Esbjergs konfetti-kanon ved torsdagens pokalfinale. Ellers har Parken fået svære hug. Med rette. Også i det af marathon-optakten til København-Brøndbyerne for godt 2½ uger siden, jeg fangede i baggrunden, hvor bestyrelsesformand Østergaard havde travlt med at fortælle de to "kanyler" (det sagde han sgu, "kanyler"?) Werge og Frimann, at de ikke havde forstand på græs. Som svar på deres legitime kritik af Parkens plæne. Monstro den store rorgænger beskyldte Morten Olsen for samme botaniske uvidenhed, da denne formastede til at kritisere Parkens fornemmelse for græs i forbindelse med landskampen mod Kasakhstan sidste år i marts?

Jeg erkender blankt, at jeg ikke har en stand forskid på græs, men jeg har dog øjne i hovedet og kan se, hvad alle andre kan se, at Parken indtil i hvert fald BIF-kampen for tre søndage siden har lignet Fælledparken efter en 1. maj oprydning. Det er kun en ringe trøst, at mudderbanken på Vestegnen har været i en forårs-stand, der får Parken til at ligne en golfgreen. Man skulle mene, at der både i København og Brøndbyerne var råd til at lægge en ny bane - altså en ny rulle linie-til-linie græs - lidt oftere. Specielt i København, hvor lys og luft er en udtalt mangelvare. Til gengæld er der rigeligt af det i Esbjerg, hvor man nok finder landets bedste græsbane, og hvor den baneansvarlige også peger på masser af lys og luftcirkulation som de primære vækstbetingelser. Sammen med omhyggelig, påpasselig, beskyttende og engageret pleje.

Det må de have benyttet sig af i rigt mål i både Herning og Aalborg, hvor altså også FC Midtjylland og AaB havde tidlige februar-kampe i Royal Gøgl turneringen, hvorfor jammeren over Royal League og vintervejr fra de ansvarlige i Danmarks to suverænt rigeste klubber på de største stadions med de største stabe - DKs selvudnævnte fodboldflagskibe - klinger uendeligt hult. SAS Arena og Aalborg Stadion har heller ikke set voldsomt forførende ud i marts og april, men dog markant bedre end Brøndbyerne Stadion og Parken. Så de må gøre noget rigtigt ovre i det jyske. Nå ja, så har de andre problemer at slås med i Aalborg nu. Gåsebiller! En nyhed af den slags man kunne forvente at få serveret d. 1.april.

At det er lidt af en videnskab at fremelske en lækker fodboldbane, kan man forvisse sig om ved at læse om forberedelserne til banen på Arsenal's nye Emirates Stadium. Her skal der bl.a. tages højde for markant anderledes lys- og luftforhold end på Highbury for at opnå en tilsvarende spilleoverflade. Og Highbury's billardklæde har de fleste fodboldelskere savlet over.

Så siger du nok, at vi aldrig kan nærme os engelske lawn tilstande alene af klimatiske årsager. Hvilket da er delvist korrekt. Men så stor klimaforskel er der trods alt heller ikke. De behagelige virkninger af golfstrømmen er jo ikke ligefrem at sammenligne med hverken tropisk eller subtropisk klima, og de britiske baner er tilsvarende strålende højt mod nord, i Skotland f.eks. Så det handler også om ressourcer og investeringer, som det gør i Tyskland og Holland og Belgien lige syd for os, hvor vejret er det samme som her, men hvor man altså også spiller fodbold på livet løs i både december og februar. Og hvor der skal noget voldsommere vejrlig til at stoppe en kamp end en kortvarig, mikroklimatisk "snestorm" et par timer en søndag sidst i marts i Farum.

Sportsjournalister kan også se, når græsset ligner noget, der er løgn. Kanske Holmstrøm - sportsdirektøren, den afgående, ikke køteren - skal til at anlægge et andet syn på Parkens græs end den gængse PSE'ske firmapolitik. For han skal velsagtens til at ernære sig som skriverkarl eller i de elektroniske medier. Det kan ikke helt udelukkes, eftersom Niels-Christian Holmstrøm allerede i 1998 som chefkonsulent i Team Danmark omkring eliteidrætsudøvernes fremtid, når karrieren var slut, udtalte: "Hvis alt andet glipper, kan man jo altid blive sportsjournalist".

Foreløbig ligger der vist en tjans som medkommentator ved den forestående VM-slutrunde. Hvad han ellers vil, kan kun tiden vise, men jeg for én vil sgu komme til at savne  savne den bramfri, flamboyante, skarpe, fagligt dygtige, intelligente og mestendels underholdende sportsdirektør, som vi tog afsked med ved guldfesten i Parken i søndags. Holmse har delt fanskaren blandt de, der forguder ham, de der respekterer ham, og de der krummer tæerne. På godt og ondt i mediernes søgelys med temperament og lune og altid kontante meninger. Politisk korrekthed og grå konformitet er just ikke egenskaber, man kan beskylde ham for. Lad mig kippe med fanen og så i øvrigt anbefale mandagstræner Bo NKs strålende interview med Holmstrøm, hvis du ikke har læst det endnu. København bliver fattigere og lidt kedeligere uden ham.

Holmstrøm - hunden - har vi stadig og aftenens premiere på Viasat Cup kunne hverken ophidse ham eller nogen andre her i BULEN. En sommerkamp på et mennesketomt Forum Horsens Stadion virkede i den grad som et antiklimaks af dimensioner ovenpå gårsdagens Champions League finale i Saint Denis.

En finale, min gode kollega -smølle åbenbart ikke havde nerver til at se live. Han blev i al fald spottet i Vega, savlende over Neko Case, mens skånske Henke Larsson tilrettelagde Barcelonas sejr i en kamp, der efterfølgende har fået Thierry Henry op i det røde raserifelt. Havde selv samme Henry bare lukket kampen på en af sine to giga-chancer til 2-0, var der vel ingen grund til blodtryksmedicin. En CL-finale, hvor Arsenal bekræftede den gamle sandhed om, at succes både i CL og den hjemlige liga ikke kan følges ad. Og Barcelona så kunne afkræfte samme. Suverænt mesterskab og pokalen med de store ører i en og samme sæson. Ganske imponerende. Det må man gi' dem.

I København kan vi prale af både Royal League og mesterskab i samme sæson. Og måske også Viasat koppen, som vi trods alt kom godt af sted i i aften. En overbevisende sejr til et veritabelt babyhold over et Horsens-hold i noget, der fra min bardisk lignede stærkeste opstilling. Sjovt nok med samme cifre, som sæsonens sølvvindere tabte med til samme modstander, samme sted. Trods det absolutte fravær af intensitet var det ganske opløftende at se de unge KB'ere i første halvleg fuldstændig køre Horsens over med letbenet og glimrende positionsspil. Især Kvist og C2-helten Brandrup var flyvende og Bernburg predatorisk giftig.

Vi får se hvor mange kampe, det bliver til i Viasat-sommerturneringen. Det bliver dog kun med det ene øje, jeg følger med, mens vi venter på the real thing, VM-slutrunden i Tyskland. Den vil jeg overlade til mine kolleger at varme op til de næste tre uger og selv nøjes med at skrue tiden fire år tilbage og en tur ned ad bartenderens VM Memory Lane.

Lige nu patter vi af og skrubber hjem i seng. Ha' nu en mesterlig sommer!

 

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens albums:

Paul Simon: Surprise (2006)

 

Popsnedkerens første album i seks år. Vanen tro minder det ikke om nogen af hans tidligere soloudgivelser. Paul Simon har igen fundet nye musikalske udtryk, denne gang pakket ind af sonic landscaper (som han præsenteres i booklet'en), legendariske og virtuose Brian Eno bag elektroniken. Det er ikke en umiddelbart nemt tilgængelig plade, hvis man forestiller sig lette, melodiske ørehængere à la Simon & Garfunkel æraen eller mere jazz-funk dansevenlige rytmer fra starten af Paul Simon's alene-karriere. Vi har at gøre med en skive, der kræver lytterens fulde opmærksomhed og tålmodighed. Efterhånden som man så får fordybet sig i det Simon/Eno'ske univers har vi at gøre med en ganske spændende og vedkommende samling sange med brillante tekster i til tider lysende arrangementer.

 

Ugens sang:

Frank Sinatra: 'My Way'
Selvom dette - paradoksalt nok Old Blue Eyes' vel mest kendte signaturmelodi - sandelig ikke hører til i Sinatras bedre repertoire - så langt fra endda - napper vi den alligevel i aften. Som afskedssalut til Niels-Christian Holmstrøm, præcis som Carøe og co. også hyldede sportsdirektøren i Parken i søndags. The record shows, he took the blows, and did it his way!