Hold kæft, her har været tomt det sidste par dage. Næsten ikke et øje har her været. Det startede i går, da jeg mødte ind på vagt. Man kigger desperat på ur og kalender, har man mon åbnet for tidligt eller på en forkert dag? Går ud og kigger i gårdhaven, om alle ligger og gemmer sig. Måske et surprise-party? Jeg har sgu ikke fødselsdag eller noget der ligner. Går ud og kigger i gaden. Der er dog liv, verden er ikke gået under. Og der er mennesker. Nogen må for helvede da være tørstige!

Så tænder man TV'et, klar til den daglige VM-dosis, og det dæmrer. Der er ikke noget bold. Pause. Efter 19 dages nonstop VM-bold med i alt 56 kampe (2-4 kampe pr. dag), blev det tid til Tysklands-slutrundens første hviledage. Tal om at gå fra den ene yderlighed til den anden. Ikke nogen gradvis nedtrapning her. Nix, du! Fra daglige, solide fodbold-fix til total afholdenhed. Det kan sgu ikke være sundt.

Det forklarer ikke helt, hvorfor folk holder sig væk fra BULEN. Jeg mener, der plejer sgu da at hænge de sædvanlige kværulanter, fyraftensdrankere og fodboldnørder, der også sagtens kan evaluere bold, selvom der ikke er bold. Og vi har masser af dvd'er med VM-kampe at smide på, hvis det er. Jeg mistænker dog, at det handler om et par dages kompensation på hjemmefronten, inden kvartfinalerne. Et par dage til at vise ægtefælle/kæreste, børn, familie, kolleger og eventuelt fodboldskyende venner, at man stadig lever. Og måske lige sætte lidt ind på goodwill-kontoen forud for VM-slutspurten.

At lige præcis du sidder og hænger her, kan vel så kun skyldes, at du ingen familie og venner har. Eller at du er pisseligeglad med hende derhjemme. Eller noget helt ottende. Uanset, så skal du være velkommen til at slå torsdagens sidste timer ihjel med mig. En Budvar, måske? Den originale tjekkiske inspiration til slutrundens officielle, tynde sprøjt.

Om du så har set samtlige 56 kampe eller ej, er det måske alligevel meget rart med et par dage til at tømme den aktive hukommelse for fodbold, og i stedet - mens du indhenter det forsømte på non-fodbold fronten - lagre indtrykkene og måske evaluere lidt på dem. Med kampe som maskingeværild har man jo knap nået at fordøje hændelserne i den ene kamp, før dommeren fløjter til pause i den næste.

Jeg har dog set færre end de 50 kampe, live. Hverdags-eftermiddagskampene har trods alt harmoneret skidt med det civile job, men f.eks. Korea-Togo, Ecuador-Costa Rica og Togo-Schweiz lever jeg nu nok med at være gået glip af. Omvendt ærgrer det mig selvfølgelig at have misset Spaniens bedste kamp i turneringen (4-0 over Ukraine), mens Argentinas opvisning mod Serbien-Montenegro måtte nydes et par dage senere på dvd'en. Og så er der kampe, jeg bare har valgt fra ud fra devisen, at når man nu ikke nærer en ambition om se samtlige 64x90 (plus) minutter, så kunne man godt undvære at ofre tid på f.eks. Tunesien-Saudi Arabien og Mexico-Angola, ligesom visse arrangementer i socialsfæren har været at prioritere lidt højere end diverse ikke-umiddelbart-ophidsende VM-kampe. Således valgte jeg klart en hyggelig, traditionel Sankt Hans Aften i fredags over afslutningen i Gruppe G med Togo-Frankrig og Schweiz-Korea.

På den vis har jeg altså slet ikke fået set verdensranglistens nr. 61 (og dermed på papiret ringeste VM-deltager) Togo spille i denne slutrunde, og umiddelbart er der ikke noget, der indikerer, at jeg ligefrem er gået glip af noget. På den personlige konto kunne jeg notere, at mine forhåndsfavoritter - "yndlingshold", jf. her - Argentina, Holland, Spanien og Italien for en gangs skyld alle bjærgede sig sikkert igennem gruppespillet, og kun sidstnævnte var ikke 100% videre endda allerede efter to puljekampe. Selv om man holder med bestemte mandskaber under en VM-slutrunde, så gælder - som flere af mine kolleger også har nævnt de senere uger - at det er så dejligt uforpligtende. Man er jo ikke sur og vred i time- eller dagevis efter et nederlag, som hvis det var København, der havde tabt. Og en VM-slutrunde former også altid sym- og antipatier i ens bevidsthed, sommetider også mht. de notoriske favorit- og "hade"-hold.

Således måtte jeg revidere mit forhold til Holland i den famøse ottendedelsfinale mod Portugal. Usympatisk, kynisk kalkulerende og usportsligt. Fra van Bommels og Boulahrouz' nådesløse nedslagtninger af Cristiano Ronaldo allerede i 2. og 7. minut (som virkede efter hensigten; en grædefærdig portugiser måtte opgive at fuldføre kampen), over imponerende Hollywood-optrædener og bevidste provokationer af de temperamentsfulde portugisere til igangsætning af kontraangreb i stedet for at aflevere bolden til modstanderen, der havde sparket bolden ud pga. skadet spiller.

Bevares, det handler om resultater, og ofte skal der en god portion kynisme til for at opnå dem. Og vi har da gennem tiderne set hold optræde endnu mere usympatisk, end hollænderne gjorde i søndags, men lige i tilfældet Oranje ligner det ikke noget, man tidligere har oplevet fra den side og harmonerer meget dårligt med Bondscoach Marco Van Bastens programerklæring ved tiltrædelsen omkring  attraktiv, spektakulær og underholdende angrebsfodbold, eller hans filosofi omkring forseelser, og hvordan de bør straffes!

Nuvel, heller ikke som de spillede - indimellem afbrydelserne - mod Portugal, kommer man til at savne hollænderne, og i gruppespillet bemærkede man, set i bakspejlet, mest et sjældent solidt forsvar og en enmandshær fremad banen i Arjen Robben.

Omvendt er Tyskland rykket den anden vej i min bevidsthed. Fra det evigt usympatiske, beregnende maskinfodbold med en perlerække af ubehagelige typer på banen og trænerbænken til et på papiret ikke-skræmmende hold med håbløst forsvar og mere ydmyge spillertyper. Også et mandskab, der ikke før turneringen var de helt store forventninger til, heller ikke i Tyskland, hvorfor en kvartfinaleplads vel i sig selv er en målbar succes for den også ganske sympatiske Bundestrainer, Jürgen Klinsmann.

Derfor blev Tyskland-Sverige alligevel ikke pest vs. kolera kampen for mig mellem to af mine - historisk betinget - yndlingsaversioner på en fodboldbane, som man håbede på skulle ende i et orgie af skader og udvisninger, så det hold, der uundgåeligt desværre måtte komme videre, stod chanceløse i kvartfinalen. Derimod fattede jeg hurtigt stor sympati for tyskernes indstilling til og spil i kampen. Skal blive interessant at se, hvor langt det rækker mod Argentina - her er jeg så tilbage til vanen tro at håbe, at tyskerne får røv - med tanke på, at Tyskland reelt ikke har mødt anstændig modstand endnu i turneringen. En walkover pulje og så et mageløst ringe svensk hold i ottendedelsfinalen. Bare skudstatistikken 26-5 - med afstand den mest ulige i samtlige Round of 16 matcher - taler sit tydelige sprog om en kamp, hvor mit ene øje jublede, mens det andet græd over, at den kommende Chelsea-mand Michael Ballack tørrede Tobias Linderoth så eftertrykkeligt.

Ellers har de positive overraskelser i mine øjne været Trinidad & Tobago, Australien, Ghana og Elfenbenskysten.

Trinidads hold - anført af ex Manchester United stjernen Dwight Yorke - med bl.a. en håndfuld fyraftensproffer fra de lavere rækker i England med obskure aner i Caribien et par udtørrede stamtræer tilbage i tiden, var fodboldmæssigt på en uriaspost af de store, men formåede dog at hente en fortjent uafgjort mod kummerlige Sverige, mens man var sølle 7 minutter fra at gentage succesen mod lige så slatne England. Dømt til storprygl floppede de kun i den sidste puljekamp mod Paraguay, og selvom de som eneste nation blev sendt hjem fra Tyskland uden at score, så blev det da fra en samlet 27. plads, hvis man laver en totalstilling efter de tre indledende runder, og de undertippede øboere kunne da bryste sig af flere afslutningsforsøg end mere etablerede fodboldlande som Polen, Serbien-Montenegro, USA og Tunesien.

Australien var ingen fodboldmæssig skønhedsåbenbaring, alligevel har man kun kunnet beundre den ukuelige fight og Guus Hiddinks taktiske kløgt og mod til at gå all-in med det nødvendige antal angrebsindskiftninger, når Australierne har været bagud. Videre fra gruppespillet var i sig selv en præstation og bemærkelsesværdig triumf for Socceroos, og i modsætning til Hiddinks mirakler med Sydkorea for fire år siden, var det denne gang uden groteske håndsrækninger fra opmændene.

Det var bestemt heller ikke hjælp fra dommersiden, der prægede Ghanas exit fra VM i ottendedelsfinalen i en kamp, hvor de overraskende fik vendt stemningen hos størstedelen af publikum, der buhede indædt af hele verdens Seleção, mens Black Stars modtog hyldesten. Og det var da også Ghana, der trods savnet af den i de indledende kampe kolossale Mickaël Essien og trods et baglænsmål allerede efter 5 minutter, pressede og spillede et brasiliansk kontrahold i bund og vandt skudstat'en med 18-11. Men afslutningerne! Afslutningerne var - som gennem hele turneringen for Ghana - håbløse, og dødsstødet blev sat ind i første halvlegs overtid på en klar offside-scoring af dorske Adriano. Men nu var det jo hele verdens Seleção, der fik solid dommerhjælp, og derfor ikke noget, der vakte ellers berettiget forargelse hos den danske sportspresse, f.eks. Ekstra Bladet, der dagen inden havde tudet over, at de store får dommerhjælp mod de små ovenpå Italiens sidste-øjeblikssejr over Australien. Noget min kollega -smølle har redegjort så fyldestgørende for her.

Der er åbenbart forskel på, når det er "store" (men alment elskede) Brasilien og store (men alment hadede) Italien, der drager fordel af fejlkendelserne. Nå ja, så var det kun i Brasilliens tilfælde en regulær fejlkendelse - tilskyndet af en liniedommer, der slet ikke fulgte med på sin flanke til at kunne se offside-linien - mens det famøse straffespark til Italien absolut hører til kategorien "kann man geben". Mr. Mavesur himself, Günther Netzer, opgraderede endda på ARD vurderingen til "muß man geben". Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Lad så være, at jeg er ret sikker på, at Brasilien havde slået Ghana også uden dommerhjælp, ikke fordi de var specielt bedre, men på grund af kynisme, effektivitet og turneringserfaring. Ghaneserne kunne formentlig have spillet uendeligt i den kamp uden at ramme målet, og man forsvarede taktisk naivt, også inden det reelt var nødvendigt at satse alt fremover. Et forsvarsspil der også kom til at lide under unødigt mange frispark og kort.

Det med effektiviteten og disciplinen kan passende også gælde Elfenbenskysten, der i sin pulje havde over 60% flere afslutninger end både Holland og Argentina, som gik videre. Ivorianerne var med afstand det bedst spillende mandskab, som ikke klarede cuttet til knock-out fasen. Synd og skam. Fix-stjernen Didier Drogba var en stor skuffelse, mens midtbanemanden Didier Zokora i mine øjne var en af gruppefasens allerbedste spillere overhovedet. Trist for Kysten, der dog bare må sande, at en sejr og tre points kun sjældent rækker til videre spil i en VM-slutrunde. Og ser man isoleret på de scorede mål og points - trods alt det der måles, ikke spil, held/uheld og dommermodgang - har VM-historien immervæk leveret mere kranke, indledende skæbner end Elfenbenskysten, der jo var ude af VM allerede efter to kampe.

Skotland f.eks. der måtte ud i '74 som ubesejret (1-2-0) på dårligere målscore, ligesom de to efterfølgende slutrunder, hvor skotterne også røg hjem på dårligere score (1-1-1) allerede efter indledende og fødte Del Amitris fodboldklassiker 'Don't Come Home too Soon'. Eller Cameroun, der i 1982 ligeledes røg ud uden at tabe (og uden at vinde), à points, men med færre scorede mål end de senere verdensmestre, Italien. Det var også i '82, at Algeriet måtte lidt den tort at rejse hjem med 2 sejre og dårligere målscore end Vesttyskland og Østrig, der i en moderne udgave af Anschluß arrangerede sidste indbyrdes kamp i en af VM-historiens største skandaler.

Skal vi lige indskyde, at jeg på den rent personlige note også fandt jeg det synd og skam, at VM 78's fire bedstspillende mandskaber - Argentina, Frankrig, Italien og Ungarn - var blevet placeret i samme indledende pulje, hvorfor de to sidstnævnte måtte hjem før tid.

Men oftest de små hold, der er blevet "snydt" på målstregen - turneringserfaringen igen - og der har i Tyskland '06 altså heller ikke været større overraskelser. Denne slutrunde har i det hele taget ikke budt på den store dramatik omkring, hvem der gik videre eller ej. Meget passende viser en samlet stilling over de første tre kampe, at de 16 mandskaber med flest indsamlede points også var de 16, der parvis fra de otte grupper gik i ottendedelsfinalerne. 14 af dem lå endda til KO-fasen allerede efter to puljekampe (kun Ghana og Frankrig overtog fra Tjekkiet og Sydkorea i sidste runde). Så man kan ikke rigtigt hævde, at nogen har fedtet sig igennem. Som f.eks. Italien der i 1982 - som før nævnt - gik videre til mellemrunden med tre uafgjorte, hvorefter de retfærdigvis spillede drømmefodbold resten af turneringen.

Udover Italien '82 er det kun to gange hændt, at den senere verdensmester ikke også har vundet den indledende pulje (Vesttyskland i '74 og Argentina i '78), så det sandsynlige er vel, at den nye verdensmester skal findes blandt en af de seks tilbageværende puljevindere. Historien viser så også, at det ofte er hold, der ikke har brændt alt krudtet af og måske ikke virket alt for overbevisende i indledende, der når finalen og måske endda står med palmerne til sidst.

Så bliver det lidt af en fornemmelsessag, hvem man mener har noget sparet, hvem der brænder ud, eller hvem der måske bare kan fortsætte og gå hele vejen. Det kan de mange nøgne talfacts om slutrunden næppe give svaret på, højst spæde fingerpeg. Under alle omstændigheder finder jeg FIFAs omfattende statistikside ganske interessant granskning. F.eks. er det da overraskende, at efter de indledende runder (hvor alle hold havde spillet tre kampe), er den mest tacklende spiller, ex-angrebs stjernen Dwight Yorke (21 tacklinger)! Også interessant, at den mildt sagt aparte og (for alle andre end det hold han spiller for) underholdende ex-Farum målmand, Yoshikatsu Kawaguchi delte keeperførstepladsen sammen med Angolas Ricardo med 21 redninger og var den eneste keeper, der reddede et straffespark. Også bemærkelsesværdigt, at Hollands Robin van Persie begik flest frispark af alle, 13, mens det er mindre uventet, at Luis Figo var den, der blev begået flest frispark imod (17).

Statistik kan undertiden også benyttes til at gendrive fordomme, og nu vi er ved frisparkene, så er der lidt pudsigt at notere omkring Argentinas center-forsvarer, Roberto Ayala, som af adskillige medier og kommentatorer er blevet præsenteret som den hårde og beskidte hund, ja selv min ellers skarpe kollega -smølle faldt for default-retorikken i sidste uge: "Men alle kan da se med det blotte øje, at selv med det omvandrende frispark Ayala på holdet er Argentina absolut ikke noget negativt hold i dag". Fakta siger til gengæld, at "det omvandrende frispark" blot begik 6 frispark i indledende runde, ikke indkasserede nogle kort, og i øvrigt fik begået 5 frispark imod sig! Han begik i øvrigt endnu et (1) frispark i ottendedelsfinalen mod Mexixo, fik stadig ingen kort og har i det hele taget gennem de første fire kampe demonstreret, hvilken stor forsvarer han er, også i statistikken med 10 vundne tacklinger ud af 10. God, ja. Beskidt, nah!

Så meget for fordomme. Mindre overraskende har det så været, at Spanien var holdet med flest korte pasninger, England, USA og Tjekkiet mandskaberne med flest lange bolde og Ghana holdet, der begik flest frispark, 76 (og rendte klart mest offside). Færrest frispark begik i øvrigt Brasilien (35) og ... Italien (38), hey; der var vist endnu et spark til fordommene! Endelig skal lige med, at Tysklands determination og resultat so far også afspejles af, at holdet med 109 tacklinger var det suverænt mest tacklende af alle i indledende, mest scorende (sammen med Argentina og Spanien) og næstmest afsluttende (efter Spanien). Mest afsluttende spiller i øvrigt, ikke en angriber, men Frank Lampard (18 forsøg i indledende), der dog modsat i den blå Chelsea-trøje udelukkende har skudt med løst krudt i Tyskland '06 indtil nu. Nok om det, det er for varmt til tal, så du kan selv kigge videre. Stat'en er lige nu selvfølgelig opdateret efter 1/8's finalerne. Imens skænker jeg lige en Budvar mere.

Ellers er det de sædvanlige diskussioner også ved dette VM. F.eks. dommerne. Jeg vil lade Niels-Christian Holmstrøm kommentere! Ret beset kan jeg kun komme i tanker om tre regulære, betydende fejlkendelser. Det allerede nævnte offside-mål til Brasilien mod Ghana, offside-målet til Australien mod Kroatien, og så det regulære mål, Argentina scorede i slutsekunderne mod Mexico i 1/8'en, som  fejlagtigt annulleredes for offside og kostede argentinerne en omgang forlænget spilletid. Ellers har det vanen tro været et spørgsmål om linien, teknikaliteter ctr. hårdt spil og konsekvens. Sidstnævnte godt illustreret af Materazzi's tackling mod Australien, som ikke var hans - ikke "ramte" - og kostede rent rødt, mens brassernes Juan dagen efter mod Ghana nøjedes med gult for en identisk tackling, som endda ramte målet og flækkede modstanderen brutalt.

VM '06 vil jo desværre nok også blive husket for den allerede omtalte Holland-Portugal kamp og Valentin Ivanovs nyopførelse af Nürnberg-processen, som reelt alligevel ikke fortjener prædikatet Fußballschlacht in Nürnberg. For selvom kampen blev blev VM-historisk med 16 gule og 4 røde kort, blev der reelt kun begået  relativt beskedne 25 frispark.

Et andet tilbagevendende spørgsmål er, om de "svage" kontinenter er overrepræsenteret ift. Europa og Sydamerika. Med 10 af 14 europæiske hold videre (det var fire af de fem østeuropæiske hold, der måtte hjem) og 3 af 4 sydamerikanske videre, kan man måske mene det. Kun 1 af  5 afrikanske hold gik videre, ditto 1  asiatisk, og det var endda Australien, som er blevet flyttet fra OFC til AFC, mens Concacaf-kvartetten kun fik Mexico videre. Mexico som i spillestil og temperament nok hører mere til på det sydamerikanske kontinent. Stadig synes jeg dog absolut de eksotiske nationer i store træk skal være behørigt repræsenteret. Specielt så længe der stadig findes kontinentale mesterskaber. De giver lidt ekstra kolorit og indblik i udviklingen, selvom de er sportsligt chanceløse, om end ikke i ekstrem grad. De fleste lande har - ligesom de "små klubhold" - lært at forsvare og organisere sig, så vi oplever ikke længere resultater som 10-1 (Ungarn-El Salvador 1982), 9-0 (Jugoslavien-Zaire 1974) osv.

Om styrkeforholdet kontinenterne og nationerne imellem så afspejler f.eks. FIFA's aktuelle verdensrangliste, kan man jo selv vurdere. Umiddelbart virker USAs femteplads dér aldeles ude af proportioner med den styrke Bruce Arenas chanceløse mandskab har vist i Tyskland '06. De satte i øvrigt en lidet imponerende bundrekord i indledende med i alt sølle 4 (fire) forsøg indenfor målrammerne. Suverænt lavest af alle.

Hvorom alting er, så var de eksotiske lande jo sorteret fra til ottendedelsfinalerne, hvor det rigtige VM begyndte. Og de 16 er nu blevet til 8, hvoraf Frankrig med en revitaliseret Zizou måske var det mest overbevisende mandskab i første KO-runde, hvor man holdt de hidtil mest scorende og mest afsluttende spaniere nede på et straffesparksmål og syv scoringsforsøg i alt.

I morgen går det løs igen med kvartfinalerne, og kan vi lørdag aften konstatere at Brasilien og England er ude, mens gli Azzurri og Albiceleste er videre, skal I ikke høre et ondt ord fra min side. Du har sikkert dine favoritter, sådan må det nødvendigvis være. Så lad os bare glæde os hver især til de sidste 7 VM-kampe (plus bronzekampen).

Når vi ses igen om fire uger, har vi både kåret en verdensmester og allerede afviklet de første to runder i superligaen. Tiden går, men det er stadig sommer, så nyd det for helvede!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens album:

Steve Wynn & The Miracle 3: Live Tick (2006)

 

Et lækkert live box set fra en af BULENs favoritter. To CD'er og en DVD også med hele møllen på, optaget 5. november 2005 på Rätsche im Schlachthof i den lille tyske bjergby Geislingen an der Steige nær Stuttgart. Dvs. en koncert, der fandt sted på samme tur, som bragte Wynn & co. forbi Loppen. Et besøg jeg desværre missede, hvorfor denne live-sag er et lille plaster på såret. Desto mere værre sprang den flittigt rejsende, californiske Steve København og DK over ifm. med den seneste turné her i maj/juni. Men mon ikke han snart vender tilbage? Indtil da er der god substans i denne live-sag, der naturligvis også indeholder en god del (syv) af sangene fra Wynn's seneste studie-album ...tick...tick...tick.

Ugens sang:

10 CC: 'From Rochdale to Ocho Rios'
En ældre sag fra hedengangne 10CC fra et af de senere - og svagere - albums, Bloody Tourists (1978), gruppens rejsedagbog. ♪ You spend half your life in transit / But that's just the way God plans it ♪ Meget passende på et band on the road, og især på ovennævnte og allestedsnærværende Mr. Wynn. Men det passer også pænt på størsteparten af spillerne ved VM-slutrunden, som får denne sang med et ønske om, at Blatter og hans håndgangne mænd snart har gnavet ben nok til at skære ned på de uhyrlige mængder af evigt ligegyldige venskabs- og sponsorkampe og turneringer. Til gavn for spillerne, til gavn for fodbolden.