”Ekspedition”

tilbage

 

Tuborg? Så gerne. Det bliver 30 kroner. Og så 20 i ekspeditionsgebyr, tak. Det er vel rimeligt nok? Ja, jeg forstår ikke hvad du beklager dig over. Det er jo ikke for mine blå øjnes skyld, jeg står her. Godt nok betaler du for den vare du drikker og den tjenesteydelse det er at jeg hælder den op til dig, og godt nok betaler du mere end i en række af landene syd for os – men vil det så sige, at jeg ikke også skal kunne tage penge for den omfattende proces det er at tage imod din krøllede hundredekroneseddel og give dig penge igen? Igen – det er vel rimeligt nok?

Gu’ er det da ej rimeligt. Jeg skulle bare lige se hvordan du reagerede. For sådan handler vi nu engang ikke her. Og egentlig er det sært, at nogen mener de kan tillade sig det. Men når man f.eks. som her mandag aften spadserer over til det lokale spillested for at se en koncert, så går man ind ad døren, frøkenen bag disken udskriver en billet, man viser den til herren ved siden af der scanner den, og går ind. Man ser så på billetten, at det man har betalt for er en koncert til 125 kroner og et billetgebyr på 20.

Og nu er det så måske bare mig, der stadig ikke er helt tunet til dette årtis (hvad det så end hedder) landvindinger i grådighed, som banker og teleselskaber agerer pionerer i, men præcis hvilken fantastisk service der er inkluderet i at der trykkes på en knap for at få billetten ud, og at den kigges på med en stregkodelæser, i stedet for at jeg bare betaler entréen og får lov at gå ind, det kan jeg virkelig ikke regne ud. Jeg mener, er det i en butik som spillestedet har bedt billetfirmaet om at sælge billetter til sine arrangementer i, så kan jeg da til nød acceptere at der kræves et gebyr for deres del af handlen. Er det en billet man køber på nettet, som skal sendes, så er der også nogen raison i det. Så kan man diskutere gebyrets størrelse.

Men kommer man i en butik og køber en vare eller en tjenesteydelse som er virksomhedens egen, så er det altså at gøre tykt grin med kunden at kræve penge for selve ekspeditionen. Det er for dælen det du – og bartenderen her – står der for! Om det så i øvrigt er koncerter, fodboldkampe eller Tuborg på fad der sælges.

Nå, men i det mindste er der andre som har mere væsentlige problemer end ekspeditionsgebyrer. I nat var jeg så sikker som man kunne blive på at handlen med Ailton var strandet på en forskel i værdisætning som gik et godt stykke ud over et ekspeditionsgebyr på 20 danske eller måske helt op til 30 svenske kroner. Og endda lige så sikker på at handlen var så stendød som Unionen – eller måske som endnu stendødere ting.

Den viste sig så at være i fin stand alligevel, og mens pressen kunne annoncere at vi holdt pressemøde kl. halv fire, kunne tilhængerne af vores rivaler vestpå observere at deres nyfundne midler og kæmpestore overskud først nu gør dem i stand til at overtale Herfølge til at sælge deres 38-årige målmand og stamspiller på Politilandsholdet, Morten Cramer.

Det kan selvfølgelig godt være at Herfølge ligesom Örgryte har trådt hårdt på kasseapparatets snydepedal, som det jo er skik og brug når en klub henvender sig med en trup der er tyndet ud på de relevante pladser, og har en pengetank derhjemme som alle ved er fuld. Måske Herfølge endda har forlangt op mod de tre millioner Euro, som vi rygtes at have betalt for brasilianeren, for den modne mand. Men mon dog det var været helt så svimlende beløb, der skulle betales for manden som deler sin tid mellem 1. divisionsfodbold, den på Faxe Kondi-tribunen altid så populære politietat, og at træne Jakub Droppa.

Ifølge Örgryte var Brøndby dog ikke kun med i det barske kapløb om at hente Cramer, men bød også på Ailton. Det har jo nok gjort ham nogle millioner dyrere, men det er der heldigvis råd til. Om det så var Brøndby der faldt fra undervejs, eller Ailton der blot foretrak os, er der ingen her der kan sige. Men forhåbentlig slipper vi da i hvert fald for at høre mere til den gamle floskel om at F.C. København kun er en profitdrevet koncern, der ikke satser sportsligt og ville give slip på fodbolden hvis de kunne.

Det er trods alt ikke os, der hiver op mod et trecifret millionbeløb hjem på spillere, for så at sidde tungt på langt det meste af den transfer kitty, så tungt som en fed mand sidder i en særlig komfortabel lænestol, og bruge den disponible del på det man ser nedenfor (samt på en kasseret engelsk ungsenior og en deltidsmålmand der snart bliver 40):

Der er selvfølgelig andre muligheder, som at håbe at Malcolm Glazers klub kan bringe en af de knøse forbi, man ellers ville have sendt til Antwerpen i de flamske lavlande. Den første spiller satellitten har beamet ned, er en back ved navn Eckersley, der senest har spillet i netop den belgiske sekundaklub.

Jeg deler ikke helt Saxos tristesse over for satellitplanerne, i den form de præsenteres. Jeg synes egentlig de er ganske morsomme. Royal Antwerpen, en traditionsrig gammel klub, glider efter over 100 år i topfodbold ud af øverste række efter nogle år som farmerklub for Manchester Uniteds mindst glødende talenter, hvoraf æslet John O'Shea har været den højest profilerede. Nu er man så på jagt efter en ny klub, der som belønning for at lade Unitedtruppens nr. 23 og 24 få noget spilletid kan se frem til lidt kompensation og en venskabskamp som den Saxo nævnte at Antwerpen havde fået - og i øvrigt tabt med 1-6, helt i den tradition som den nye forbindelse her i Danmark har, når det gælder møder med Manchester United.

Nå, men visionært og scooptastisk som det er at hente Ailton, som man formentlig endda har set live en del gange og ikke kun på dvd inden man smed pengene, så er han her først 1. januar, og dermed har vi stadig et problem i resten af efteråret, så længe der ikke skaffes supplement til Allbäck og Berglund, et problem vi fik allerede for nogen tid siden med salget af Álvaro. En skam at hans skifte ikke i det mindste kunne have ventet til vores CL-kvalifikationskampe, siden Sochaux ikke er involveret i europæisk fodbold – men de foretrækker vel at have deres komplette angreb til rådighed fra starten af sæsonen. En holdning jeg har mere og mere forståelse for.

Det hjælper naturligvis heller ikke med skader, men selv hvis Allbäck og Berglund skulle holde sig helt fri af disse fremover, hvad jeg hamrer under disken med knyttede næver for hver gang der er en ledig stund, så er vi stadig uden et af de våben vi har gaflet så mange sene mål og sejre på i de sidste par sæsoner: angriberen som kommer ind fra bænken og afgør mod et forsvar der er kørt mørt af en hård kamp. Bare spørg Horsens om de er trætte af vores indskiftere i de sidste minutter.

Vi kan selvfølgelig stadig stille hold, men det forhindrer os ikke at have ttv side 201 stående permanent tændt, og at have sms-service fra Parken booket til spruthusets mobiltelefon. Her forrige søndag troede vi endda, det gav resultat. En gæst fandt på sin laptop (som kun kan bruges nede ved bordet ved vinduet, da den trådløse forbindelse må give helt op over for vores blyholdige maling med det tunge tjærefyldte tobaklag udenpå) kom en nyhed på fck.dk om at man skulle huske tilbuddet om at få officielle nyheder pr. sms.

De sidste par gange dette er sket, er der gået få timer, og så er et spillerindkøb blevet offentliggjort. Nærmest hele baren meldte sig derfor til. Dette medførte, at de næste par dage bippede, sang og spillede folks telefoner i en grad så bulen konstant lød som Bakkens spilleautomathal, men desværre drejede nyhederne sig mest om kampflytninger, billetoplysninger og andet praktisk - eller, når man ventede på at høre om Ailtons transfer, upraktisk - nyt.

Men tekst-tv forbliver tændt, for vi har stadig brug for mindst en angriber nu. Måske ikke for at slå Vejle, selv om det bliver svært nok når vi også mangler Grønkjær, og absolut ikke for at spille færdig mod Ajax. Den bus kørte seks dage inden kampen, trods sære rapporter om det modsatte. Men når så striben med kampe mod AaB, Esbjerg, Farum, Brøndby og Midtjylland kommer, samtidig med at vi skal prøve at komme i UEFA’en (drømmescenariet er med vilje udeladt, men selvfølgelig ikke helt udelukket), så er to landsholdsangribere og Bernburg bare ikke nok. Det kunne vel ikke være tydeligere end mod OB, hvor Allbäck var skadet, hvor meget det kniber lige nu.

Heldigvis, ville nogle måske sige, blev der efter kampen mod OB andet at snakke om end angribermanglen. I flere dage efter kom der endda folk op og spurgte om hvad man mente om ’aktionen’, altså udvandringen nede på endetribunens fanafsnit i de første tyve minutter af kampen. Og den virkede da i det mindste velkendt. At hænge et banner på hovedet i utilfredshed har man set fra Barcelona til Norrköping. Ikke mindst Inters fans er dukket op sent på stadion ved flere lejligheder, når de har villet protestere – og det har de såkaldte italienske mestres tilhængere haft masser af grunde til i de sidste mange år. Og selv hos Brøndby har man for mange år siden set en masseudvandring til kioskområdet, forårsaget af at man ikke måtte bruge et medbragt banner.

Men ligefrem ’mente’ om det? Faktisk ingenting. Det er et frit valg at misse fodbold i Parken, og det behøver man sgu ikke retfærdiggøre over for nogen. Det er helt op til én selv og kan da på ingen måde genere nogen.

Så er det mere principielt interessant med den nye politik i Parken mod synligt at bruge begrebet ultra eller ultras som navn. Igen er jeg såmænd af den opfattelse, at man må kalde sig ultras hvis man vil det. Det er ikke at bekende sig til den klase tåber som opførte sig idiotisk under navnet Copenhagan Ultras for et årti og mere siden. Og det er en evig risiko, at éns eget slogan ”Du må godt i Parken” kommer tilbage som en boomerang når man forbyder noget som først og fremmest er et symbol.

Men sagen har selvfølgelig to sider, for lige så forståeligt det måtte være at man gerne vil se sig som udøvere af traditionen for ultra-fangrupper herhjemme, lige så indlysende må det være at der er tusinder, der stadig ved navnet Ultras tænker på en gruppe lokale uroelskere snarere end en fanstil der primært er kendt fra udlandet. Og reelle grunde eller ej, så tror jeg ikke på at alle de ’nye’ ultraer, yderst bevidste om symbolværdier som de jo netop er, har været ubevidste om det grænsesøgende i navnet C2 Ultras og dets historie i København, da det blev valgt. Og hvis man i Parken ser det navn som et uvelkomment spøgelse fra fortiden der dukker op igen, forstår jeg det også godt.

Men mere centralt synes jeg egentlig det er at spørge – hvorfor skulle det være så klart at, selv adskilt fra den gamle københavnske gruppe, ultrakulturen skal ses som noget positivt? I Jugoslavien og de lande det blev til, hvor den dannelse af autonome fangrupper fik en art gennembrud, er ultragrupperne i de store klubber dybt gennemætset af vold og politisk ekstremisme, i en grad så de fik roller i borgerkrigen for 15 år siden. I Italien styrer de hårde fankerner showet stadig mere, og driver stadig flere folk væk fra stadions, i Tyrkiet er folk på tribunerne helt enkelt bindegale, og i Frankrig, som trods alt slet ikke har italienske tilstande, lider man ikke kun under vold mellem forskellige klubbers fans, men også for Paris Saint-Germains vedkommende vold mellem forskellige grupper på samme stadion.

Det er da helt forståeligt, hvis det er selve kulturen man siger fra overfor. Det er klart, at ultrakultur ikke følges hånd i hånd med vold og ekstremisme, og vice versa – for det første har C2-ultraerne Urban Crew ikke de ting på deres dagsorden, for det andet har man jo set en række slagsmål ved storkøbenhavnske lokalopgør længe inden C2 blev brugt som andet end et sted hvor man kunne se kampen – siddende. Men enhver der har fulgt lidt med ved stadig hvor let de fænomener har haft ved at finde sammen, og ikke kun i Sydeuropa – også her i Skandinavien, hvor Hans Backe frit fra leveren betegnede de mørkere sider af AIK’s fanskare som ’et kriminelt miljø’, da jeg snakkede med ham om sine gamle Stockholmsklubber.

Og hvis et navneforbud hænger sammen med at man gerne vil undgå svenske tilstande, er det måske at knuse termometeret fordi man er utilfreds med feberen, men set fra klubbens side er holdningen fuldt forståelig. Svenskernes problemer tror jeg ikke nogen er interesserede i at arve. At ultragrupper i det store udland så også gerne er særdeles velorganiserede og indflydelsesrige, også når det gælder klubbens drift, og ikke mindst fremstilling af egne souvenirs, er en anden sag.

Det var så et forsøg på at se det fra klubbens side – fra tilskuerside generes og stødes jeg nu langt mere af at se folk rende rundt, som de har gjort i årevis, med HA-læderveste på Nedre C. Det kan godt være der er blandede signaler i at kalde sig en ultra – det er der ikke ligefrem i at bære et mærke hvor der står Filthy Few.

Nå, men jeg forstår godt hvis du ikke gider høre mig stå og gå Birger Peitersen i bedene. Det handler alligevel mest om bajere, fodbold og mere fodbold i tv hernede, så hvad synes du om nyheden om Anders Bay som ny redaktør? Min egen reaktion er at overveje at abonnere på Tipsbladet fra første nummer i 2007, blot for at sende et signal, men for os der følger dansk fodbold bliver det jammerligt at skulle udsættes for denne thyboeske revolverjournalist, denne eks-TV2-Tour-apologét, denne eks-spindoktor for EPO-Riis, manden der som redaktør sænkede Forza og blev belønnet med samme tjans på Tipsbladet, og en titel som Årets Sportsjournalist oveni, hvilket bringer en vemodig tåre til min øjenkrog på standens vegne, hver gang jeg kommer i tanker om det. Jeg mener for helvede da – se blot det billede! Og det må være ham selv der har syntes det var et rigtig godt et, hvilket er decideret skræmmende.

Selv hvis Anders Bay holdes væk fra skærmen, slipper vi næppe for en kraftig optrapning af de skæve vinkler, den bramfri bralren og det rene børnehaveniveau som man for nylig så Bay og Karsten Aabrink diskutere på i Ren Fodboldsnak – ”Nej jeg er ej”, ”Jo du er”, ”Na-haj”, ”Jo-ho” – og nærmere kom vi ikke en afgørelse af om Aabrink udtalte sig inhabilt (nej, jeg sagde ikke ’infantilt’, mand! Nu må du høre efter! For det er der da vist ingen tvivl om!) i et debatprogram, og om dette i det hele taget er et principielt problem. Hvis det er det plan han skal have hele sin redaktion til at operere på, er det vist ikke sidste gang vi har måttet rydde op efter en slem gang hovedet-under-armen-journalistik af den kaliber man så senest.

Og endnu værre: Den spanske fodbold – eller om man vil ’livekampe med Barcelona og Madrid’ – er der andre end Kanal 5, der nu er interesserede i. Viasat og TV2. Gisp og tredobbelt gisp. Et enkelt gisp for Viasat, der vel vil tage ligaen og gøre som med den hollandske, med den franske og med FA Cuppen: begrave den på Viasat Sport 2, som vi kabel-tv-kunder ikke kan modtage, og så er det slut med at nyde de kampe. Og et tredobbelt gisp med opkastfornemmelse for TV2, denne lusede, underlødige kanal, der formentlig for at bevise en pointe ville sætte Jørn Mader til at kommentere – og så i øvrigt bombe os tilbage til dengang Johan Cruyff trænede Barcelona, og fodbold var noget der var guddommeligt, fascinerende og smukt og blev vist forskudt klokken halv et om natten en gang om måneden.

Vi kan da også snakke om landskampen i onsdags. Jeg mener, mon det har været en lunken uge for Morten Rasmussen? Om søndagen sat af mod Randers fordi han af Meulensteen anses for ’for meget samme type’ som den ovennævnte lodseddel, der siger tak ved at lave årets største afbrænder. Og om onsdagen kan han så score for U21-landsholdet, som stadigvæk taber. Derefter kan han sætte sig i tv-loungen hos HadersleV og se en 18-årig knægt, som allerede har affærdiget ham som angriberen der bare ”står deroppe”, overhale ham totalt ved at debutere for det A-landshold ’Duncan’ slet ikke ser ud til at have klassen til at spille for. Og endda score et mål.

Og måske værst af alt – et mål, der så gevaldigt ud til at gå ind via Bendtners arm. Det kan ikke være skægt. Ikke nok med at Bendtner overtager ’Duncans’ plads på landsholdet i U21-slutrunden og siden hans (ganske vist yderst tvivlsomme) muligheder for at blive næste targetman på landsholdet, men han kopierer endda Rasmussens absolutte specialitet, håndscorede mål. Det er ren Seinfeld – ”I can’t believe it! He stole my move! He used my move on Poland!”

Et move, der ser ud til at blive fortid er at sparke bolden ud af banen når en spiller – modstander eller medspiller – er faldet og har slået sig mere eller mindre hårdt. Det er nok klogt. Om ikke andet, så vil man kunne slippe af med en masse af det teater og ulidelige hykleri som er forbundet med situationen. Lad dog dommeren afgøre det. Reglerne er allerede på plads: er en spillere lettere skadet, skal han lade spillet fortsætte, og er han alvorligt skadet skal han standse det.

Det var krepérligt at se Thomas Frandsen i Onside for et par uger siden, hvor han klynkede at han i hvert fald aldrig mere ville spille fair og sparke bolden ud igen, da Midtjylland havde scoret mod Viborg efter at to grønne var tumlet hjælpeløst sammen. Dagen efter fik han i tv vist en situation tidligere i kampen, hvor hans eget hold gjorde præcis det samme, og kunne ikke engang tilbyde ”Det er noget helt andet” som bortforklaring, bare en fjern og utydelig mumlen.


Og i udlandet husker man Arsene Wenger, ikke en mand der er ubekendt med storslået dobbeltmoral, som var ved at fare i flæsket på Martin Jol da Tottenham scorede et helt korrekt mål i en situation hvor dommeren tydeligvis havde fuldt check på situationen og lod spillet løbe. Nå ja, Arsene, sådan noget kunne dine egne spillere jo aldrig finde på. Slet ikke Overmars.

Ud med det pjat, og spil til dommeren fløjter. Jeg vil aldrig nogensinde høre en fra vores klub stå og jamre selvretfærdigt som Frandsen om at man havde indkasseret et mål, fordi man havde bedt modstanderen om at sparke bolden ud og de havde ladet være. Og det holder jo heller ikke når en vred Linderoth stormer efter Tobias Grahn for at fælde ham, fordi en af vores spillere ligger og ømmer sig på banen i Århus. Men uden den historie mellem de to, hvem ved så om Linderoth havde kunnet få Grahn op at køre på en måde så han fik sig selv smidt ud mod os, så vi kom tilbage mod OB? Og havde Linderoth reageret sådan, hvis ikke netop Morten ’Duncan’ lige inden havde fået godkendt et mål med hånden? Samme ’Duncan’, hvis manglende form, trods hans status som topscorer, er en af vores fordele i mesterskabskampen, dyreste BIF-spiller som han er?

Sådan er der så meget der kan trækkes tilbage til tilsyneladende trivielle situationer. Det er derfor vi kan stå hernede og fable i evigheder, og nu har jeg fablet alt for længe, så jeg vil sige farvel og godnat. Jeg skal nok lade være med at tage penge for at ekspedere dig ud.

-smølle

Og på jukeboxen kører:

Ugens sang:

The Dears: ’Ticket to Immortality’

Lyden på denne video kan ikke rigtig yde sangen retfærdighed efter den elektriske udladning den blev leveret i i mandags i Lille Vega. Yup – det var den koncert der var på tale foroven, hvor de par sekunder det tog at gå gennem døren var en del dyrere i snit end selve musikken, selv om den var god men kortvarig. Det var langt fra den raffinerede No Cities Left, som i disse uhellige haller blev prist for et par år siden, et album med en masse facetter – på deres nye album Gang of Losers og ikke mindst live er de et fysisk fænomen, og her i åbningsnummeret var overfaldet næsten brutalt i feedback, lydstyrke og energi. Det var først senere, man hørte noget til de to kvindelige keyboardspillere, hvoraf især Natalia Yanchak, som man ser nedenfor, var en oplevelse – grånende hår, et evigt bekymret udseende og svagt skeptisk som var hun kommet hertil direkte fra en russisk brødkø i 1981, og til sidst en ekstremt diskret men dokumenteret røvrysten til sidste nummer. Cool som fanden, og i øvrigt ren modpol til den irriterende guitarist de har, Patrick Krief, der burde have karantæne fra danske spillesteder for at spille det halve sæt med lukkede øjne, hovedet tilbage og et forpint udtryk.

Ugens album:

Barry Adamson: Stranger on the Sofa

Jeg elsker Barry Adamson, men det har jeg råbt op om før. Så lad mig i stedet kort nævne, at dette er manden tilbage i storform. En blanding af alle de ting som gjorde ham god, noir-filmisk musik, industriel nervøs lyd, inspiration fra dub og hiphop, fra jazz, og fra lækre franske ballader. Og ind imellem nogle popsange med chokerende gode omkvæd. Barry er suveræn. Husk det nu.