Tuborg? Så gerne. Det bliver 30 kroner. Og så
20 i ekspeditionsgebyr, tak. Det er vel rimeligt nok? Ja, jeg
forstår ikke hvad du beklager dig over. Det er jo ikke for mine blå
øjnes skyld, jeg står her. Godt nok betaler du for den vare du
drikker og den tjenesteydelse det er at jeg hælder den op til dig,
og godt nok betaler du mere end i en række af landene syd for os –
men vil det så sige, at jeg ikke også skal kunne tage penge for den
omfattende proces det er at tage imod din krøllede
hundredekroneseddel og give dig penge igen? Igen – det er vel
rimeligt nok?
Gu’ er det da ej rimeligt. Jeg skulle bare lige
se hvordan du reagerede. For sådan handler vi nu engang ikke her. Og
egentlig er det sært, at nogen mener de kan tillade sig det. Men når
man f.eks. som her mandag aften spadserer over til det lokale
spillested for at se en koncert, så går man ind ad døren, frøkenen
bag disken udskriver en billet, man viser den til herren ved siden
af der scanner den, og går ind. Man ser så på billetten, at det man
har betalt for er en koncert til 125 kroner og et billetgebyr på 20.
Og nu er det så måske bare mig, der stadig ikke er helt tunet til
dette årtis (hvad det så end hedder) landvindinger i grådighed, som
banker og teleselskaber agerer pionerer i, men præcis hvilken
fantastisk service der er inkluderet i at der trykkes på en knap for
at få billetten ud, og at den kigges på med en stregkodelæser, i
stedet for at jeg bare betaler entréen og får lov at gå ind, det kan
jeg virkelig ikke regne ud. Jeg mener, er det i en butik som
spillestedet har bedt billetfirmaet om at sælge billetter til sine
arrangementer i, så kan jeg da til nød acceptere at der kræves et
gebyr for deres del af handlen. Er det en billet man køber på
nettet, som skal sendes, så er der også nogen raison i det. Så kan
man diskutere gebyrets størrelse.
Men kommer man i en butik og køber en vare eller en tjenesteydelse
som er virksomhedens egen, så er det altså at gøre tykt grin med
kunden at kræve penge for selve ekspeditionen. Det er for dælen det
du – og bartenderen her – står der for! Om det så i øvrigt er
koncerter, fodboldkampe eller Tuborg på fad der sælges.
Nå, men i det mindste er der andre som har mere
væsentlige problemer end ekspeditionsgebyrer. I nat var jeg så
sikker som man kunne blive på at handlen med Ailton var strandet på
en forskel i værdisætning som gik et godt stykke ud over et
ekspeditionsgebyr på 20 danske eller måske helt op til 30 svenske
kroner. Og endda lige så sikker på at handlen var så stendød som
Unionen – eller måske som endnu stendødere ting.
Den viste sig så at være i fin stand alligevel, og mens pressen
kunne annoncere at vi holdt pressemøde kl. halv fire, kunne
tilhængerne af vores rivaler vestpå observere at deres nyfundne
midler og kæmpestore overskud først nu gør dem i stand til at
overtale Herfølge til at sælge deres 38-årige målmand og stamspiller
på Politilandsholdet, Morten Cramer.
Det kan selvfølgelig godt være at Herfølge ligesom Örgryte har trådt
hårdt på kasseapparatets snydepedal, som det jo er skik og brug når
en klub henvender sig med en trup der er tyndet ud på de relevante
pladser, og har en pengetank derhjemme som alle ved er fuld. Måske
Herfølge endda har forlangt op mod de tre millioner Euro, som vi
rygtes at have betalt for brasilianeren, for den modne mand. Men mon
dog det var været helt så svimlende beløb, der skulle betales for
manden som deler sin tid mellem 1. divisionsfodbold, den på Faxe
Kondi-tribunen altid så populære politietat, og at træne Jakub
Droppa.
Ifølge Örgryte var Brøndby dog
ikke kun med i det barske kapløb om at hente Cramer, men bød også på
Ailton. Det har jo nok gjort ham nogle millioner dyrere, men det er
der heldigvis råd til. Om det så var Brøndby der faldt fra
undervejs, eller Ailton der blot foretrak os, er der ingen her der
kan sige. Men forhåbentlig slipper vi da i hvert fald for at høre
mere til den gamle floskel om at F.C. København kun er en
profitdrevet koncern, der ikke satser sportsligt og ville give slip
på fodbolden hvis de kunne.
Det er trods alt ikke os, der hiver op mod et trecifret millionbeløb
hjem på spillere, for så at sidde tungt på langt det meste af den
transfer kitty, så tungt som en fed mand sidder i en særlig
komfortabel lænestol, og bruge den disponible del på det man ser
nedenfor (samt på en
kasseret engelsk ungsenior og en deltidsmålmand der snart bliver
40):
Der er selvfølgelig andre muligheder, som at
håbe at Malcolm Glazers klub kan bringe en af de knøse forbi, man
ellers ville have sendt til Antwerpen i de flamske lavlande. Den
første spiller satellitten har beamet ned, er en back ved navn
Eckersley, der senest har spillet i netop den belgiske sekundaklub.
Jeg deler ikke helt Saxos tristesse over for satellitplanerne, i den
form de præsenteres. Jeg synes egentlig de er ganske morsomme. Royal
Antwerpen, en traditionsrig gammel klub, glider efter over 100 år i
topfodbold ud af øverste række efter nogle år som farmerklub for
Manchester Uniteds mindst glødende talenter, hvoraf æslet John
O'Shea har været den højest profilerede. Nu er man så på jagt efter
en ny klub, der som belønning for at lade Unitedtruppens nr. 23 og
24 få noget spilletid kan se frem til lidt kompensation og en
venskabskamp som den Saxo nævnte at Antwerpen havde fået - og i
øvrigt tabt med 1-6, helt i den tradition som den nye forbindelse
her i Danmark har, når det gælder møder med Manchester United.
Nå, men visionært og scooptastisk som det er at
hente Ailton, som man formentlig endda har set live en del gange og
ikke kun på dvd inden man smed pengene, så er han her først 1.
januar, og dermed har vi stadig et problem i resten af efteråret, så
længe der ikke skaffes supplement til Allbäck og Berglund, et
problem vi fik allerede for nogen tid siden med salget af Álvaro. En
skam at hans skifte ikke i det mindste kunne have ventet til vores
CL-kvalifikationskampe, siden Sochaux ikke er involveret i europæisk
fodbold – men de foretrækker vel at have deres komplette angreb til
rådighed fra starten af sæsonen. En holdning jeg har mere og mere
forståelse for.
Det hjælper naturligvis heller ikke med skader, men selv hvis
Allbäck og Berglund skulle holde sig helt fri af disse fremover,
hvad jeg hamrer under disken med knyttede næver for hver gang der er
en ledig stund, så er vi stadig uden et af de våben vi har gaflet så
mange sene mål og sejre på i de sidste par sæsoner: angriberen som
kommer ind fra bænken og afgør mod et forsvar der er kørt mørt af en
hård kamp. Bare spørg Horsens om de er trætte af vores indskiftere i
de sidste minutter.
Vi kan selvfølgelig stadig stille hold, men det
forhindrer os ikke at have ttv side 201 stående permanent tændt, og
at have sms-service fra Parken booket til spruthusets mobiltelefon.
Her forrige søndag troede vi endda, det gav resultat. En gæst fandt
på sin laptop (som kun kan bruges nede ved bordet ved vinduet, da
den trådløse forbindelse må give helt op over for vores blyholdige
maling med det tunge tjærefyldte tobaklag udenpå) kom en nyhed på
fck.dk om at man skulle huske tilbuddet om at få officielle nyheder
pr. sms.
De sidste par gange dette er sket, er der gået få timer, og så er et
spillerindkøb blevet offentliggjort. Nærmest hele baren meldte sig
derfor til. Dette medførte, at de næste par dage bippede, sang og
spillede folks telefoner i en grad så bulen konstant lød som Bakkens
spilleautomathal, men desværre drejede nyhederne sig mest om
kampflytninger, billetoplysninger og andet praktisk - eller, når man
ventede på at høre om Ailtons transfer, upraktisk - nyt.
Men tekst-tv forbliver tændt, for vi har stadig brug for mindst en
angriber nu. Måske ikke for at slå Vejle, selv om det bliver svært
nok når vi også mangler Grønkjær, og absolut ikke for at spille
færdig mod Ajax. Den bus kørte seks dage inden kampen, trods sære
rapporter om det modsatte. Men når så striben med kampe mod AaB,
Esbjerg, Farum, Brøndby og Midtjylland kommer, samtidig med at vi
skal prøve at komme i UEFA’en (drømmescenariet er med vilje udeladt,
men selvfølgelig ikke helt udelukket), så er to landsholdsangribere
og Bernburg bare ikke nok. Det kunne vel ikke være tydeligere end
mod OB, hvor Allbäck var skadet, hvor meget det kniber lige nu.
Heldigvis, ville nogle måske sige, blev der
efter kampen mod OB andet at snakke om end angribermanglen. I flere
dage efter kom der endda folk op og spurgte om hvad man mente om
’aktionen’, altså udvandringen nede på endetribunens fanafsnit i de
første tyve minutter af kampen. Og den virkede da i det mindste
velkendt. At hænge et banner på hovedet i utilfredshed har man set
fra Barcelona til Norrköping. Ikke mindst Inters fans er dukket op
sent på stadion ved flere lejligheder, når de har villet protestere
– og det har de såkaldte italienske mestres tilhængere haft masser
af grunde til i de sidste mange år. Og selv hos Brøndby har man for
mange år siden set en masseudvandring til kioskområdet, forårsaget
af at man ikke måtte bruge et medbragt banner.
Men ligefrem ’mente’ om det? Faktisk ingenting. Det er et frit valg
at misse fodbold i Parken, og det behøver man sgu ikke retfærdiggøre
over for nogen. Det er helt op til én selv og kan da på ingen måde
genere nogen.
Så er det mere principielt interessant med den nye politik i Parken
mod synligt at bruge begrebet ultra eller ultras som navn. Igen er
jeg såmænd af den opfattelse, at man må kalde sig ultras hvis man
vil det. Det er ikke at bekende sig til den klase tåber som opførte
sig idiotisk under navnet Copenhagan Ultras for et årti og mere
siden. Og det er en evig risiko, at éns eget slogan ”Du må godt i
Parken” kommer tilbage som en boomerang når man forbyder noget som
først og fremmest er et symbol.
Men sagen har selvfølgelig to sider, for lige
så forståeligt det måtte være at man gerne vil se sig som udøvere af
traditionen for ultra-fangrupper herhjemme, lige så indlysende må
det være at der er tusinder, der stadig ved navnet Ultras tænker på
en gruppe lokale uroelskere snarere end en fanstil der primært er
kendt fra udlandet. Og reelle grunde eller ej, så tror jeg ikke på
at alle de ’nye’ ultraer, yderst bevidste om symbolværdier som de jo
netop er, har været ubevidste om det grænsesøgende i navnet C2
Ultras og dets historie i København, da det blev valgt. Og hvis man
i Parken ser det navn som et uvelkomment spøgelse fra fortiden der
dukker op igen, forstår jeg det også godt.
Men mere centralt synes jeg egentlig det er at spørge – hvorfor
skulle det være så klart at, selv adskilt fra den gamle københavnske
gruppe, ultrakulturen skal ses som noget positivt? I Jugoslavien og
de lande det blev til, hvor den dannelse af autonome fangrupper fik
en art gennembrud, er ultragrupperne i de store klubber dybt
gennemætset af vold og politisk ekstremisme, i en grad så de fik
roller i borgerkrigen for 15 år siden. I Italien styrer de hårde
fankerner showet stadig mere, og driver stadig flere folk væk fra
stadions, i Tyrkiet er folk på tribunerne helt enkelt bindegale, og
i Frankrig, som trods alt slet ikke har italienske tilstande, lider
man ikke kun under vold mellem forskellige klubbers fans, men også
for Paris Saint-Germains vedkommende vold mellem forskellige grupper
på samme stadion.
Det er da helt forståeligt, hvis det er selve
kulturen man siger fra overfor. Det er klart, at ultrakultur ikke
følges hånd i hånd med vold og ekstremisme, og vice versa – for det
første har C2-ultraerne Urban Crew ikke de ting på deres dagsorden,
for det andet har man jo set en række slagsmål ved storkøbenhavnske
lokalopgør længe inden C2 blev brugt som andet end et sted hvor man
kunne se kampen – siddende. Men enhver der har fulgt lidt med ved
stadig hvor let de fænomener har haft ved at finde sammen, og ikke
kun i Sydeuropa – også her i Skandinavien, hvor Hans Backe frit fra
leveren betegnede de mørkere sider af AIK’s fanskare som ’et
kriminelt miljø’, da jeg snakkede med ham om sine gamle
Stockholmsklubber.
Og hvis et navneforbud hænger sammen med at man gerne vil undgå
svenske tilstande, er det måske at knuse termometeret fordi man er
utilfreds med feberen, men set fra klubbens side er holdningen fuldt
forståelig. Svenskernes problemer tror jeg ikke nogen er
interesserede i at arve. At ultragrupper i det store udland så også
gerne er særdeles velorganiserede og indflydelsesrige, også når det
gælder klubbens drift, og ikke mindst fremstilling af egne
souvenirs, er en anden sag.
Det var så et forsøg på at se det fra klubbens side – fra
tilskuerside generes og stødes jeg nu langt mere af at se folk rende
rundt, som de har gjort i årevis, med HA-læderveste på Nedre C. Det
kan godt være der er blandede signaler i at kalde sig en ultra – det
er der ikke ligefrem i at bære et mærke hvor der står Filthy Few.
Nå, men jeg forstår godt hvis du ikke gider
høre mig stå og gå Birger Peitersen i bedene. Det handler alligevel
mest om bajere, fodbold og mere fodbold i tv hernede, så hvad synes
du om nyheden om Anders Bay som ny redaktør? Min egen
reaktion er at overveje at abonnere på Tipsbladet fra første nummer
i 2007, blot for at sende et signal, men for os der følger dansk
fodbold bliver det jammerligt at skulle udsættes for denne thyboeske
revolverjournalist, denne eks-TV2-Tour-apologét, denne eks-spindoktor
for EPO-Riis, manden der som redaktør sænkede Forza og blev belønnet
med samme tjans på Tipsbladet, og en titel som Årets
Sportsjournalist oveni, hvilket bringer en vemodig tåre til min
øjenkrog på standens vegne, hver gang jeg kommer i tanker om det. Jeg mener for helvede da – se
blot det billede! Og det må være ham selv der har syntes det var et
rigtig godt et, hvilket er decideret skræmmende.
Selv hvis Anders Bay holdes væk fra skærmen, slipper vi næppe for en
kraftig optrapning af de skæve vinkler, den bramfri bralren og det
rene børnehaveniveau som man for nylig så Bay og Karsten Aabrink
diskutere på i Ren Fodboldsnak – ”Nej jeg er ej”, ”Jo du er”,
”Na-haj”, ”Jo-ho” – og nærmere kom vi ikke en afgørelse af om
Aabrink udtalte sig inhabilt (nej, jeg sagde ikke ’infantilt’, mand!
Nu må du høre efter! For det er der da vist ingen tvivl om!) i et
debatprogram, og om dette i det hele taget er et principielt
problem. Hvis det er det plan han skal have hele sin redaktion til
at operere på, er det vist ikke sidste gang vi har måttet rydde op
efter en slem gang hovedet-under-armen-journalistik af den kaliber
man så senest.
Og endnu værre: Den spanske fodbold – eller om
man vil ’livekampe med Barcelona og Madrid’ – er der
andre end Kanal
5, der nu er
interesserede i. Viasat og TV2. Gisp og tredobbelt gisp. Et enkelt
gisp for Viasat, der vel vil tage ligaen og gøre som med den
hollandske, med den franske og med FA Cuppen: begrave den på Viasat
Sport 2, som vi kabel-tv-kunder ikke kan modtage, og så er det slut
med at nyde de kampe. Og et tredobbelt gisp med opkastfornemmelse
for TV2, denne lusede, underlødige kanal, der formentlig for at
bevise en pointe ville sætte Jørn Mader til at kommentere – og så i
øvrigt bombe os tilbage til dengang Johan Cruyff trænede Barcelona,
og fodbold var noget der var guddommeligt, fascinerende og smukt og
blev vist forskudt klokken halv et om natten en gang om måneden.
Vi kan da også snakke om landskampen i onsdags. Jeg mener, mon det
har været en lunken uge for Morten Rasmussen? Om søndagen sat af mod
Randers fordi han af Meulensteen anses for ’for meget samme type’
som den ovennævnte lodseddel, der siger tak ved at lave årets
største afbrænder. Og om onsdagen kan han så score for
U21-landsholdet, som stadigvæk taber. Derefter kan han sætte sig i
tv-loungen hos HadersleV og se en 18-årig knægt, som allerede
har affærdiget ham som angriberen der bare ”står deroppe”, overhale
ham totalt ved at debutere for det A-landshold ’Duncan’ slet ikke
ser ud til at have klassen til at spille for. Og endda score et mål.
Og måske værst af alt – et mål, der så gevaldigt ud til at gå ind
via Bendtners arm. Det kan ikke være skægt. Ikke nok med at Bendtner
overtager ’Duncans’ plads på landsholdet i U21-slutrunden og siden
hans (ganske vist yderst tvivlsomme) muligheder for at blive næste
targetman på landsholdet, men han kopierer endda Rasmussens
absolutte specialitet, håndscorede mål. Det er ren Seinfeld – ”I
can’t believe it! He stole my move! He used my move on Poland!”
Et move, der
ser ud til at blive
fortid er at
sparke bolden ud af banen når en spiller – modstander eller
medspiller – er faldet og har slået sig mere eller mindre hårdt. Det er
nok klogt. Om ikke andet, så vil man kunne slippe af med en masse af
det teater og ulidelige hykleri som er forbundet med situationen.
Lad dog dommeren afgøre det. Reglerne er allerede på plads: er en
spillere lettere skadet, skal han lade spillet fortsætte, og er han
alvorligt skadet skal han standse det.
Det var krepérligt at se Thomas Frandsen i Onside for et par uger siden,
hvor han klynkede at han i hvert fald aldrig mere ville spille fair
og sparke bolden ud igen, da Midtjylland havde scoret mod Viborg
efter at to grønne var tumlet hjælpeløst sammen. Dagen efter fik han
i tv vist en situation tidligere i kampen, hvor hans eget hold gjorde
præcis det samme, og kunne ikke engang tilbyde ”Det er noget helt
andet” som bortforklaring, bare en fjern og utydelig mumlen.
Og i udlandet husker man Arsene Wenger, ikke en mand der er ubekendt
med storslået dobbeltmoral, som var ved at fare i flæsket på Martin
Jol da Tottenham scorede et helt korrekt mål i en situation hvor
dommeren tydeligvis havde fuldt check på situationen og lod spillet
løbe. Nå ja, Arsene, sådan noget kunne dine egne spillere jo aldrig
finde på. Slet ikke Overmars.
Ud med det pjat, og spil til dommeren fløjter. Jeg vil aldrig
nogensinde høre en fra vores klub stå og jamre selvretfærdigt som
Frandsen om at man havde indkasseret et mål, fordi man havde
bedt modstanderen om at sparke bolden ud og de havde ladet være. Og
det holder jo heller ikke når en vred Linderoth stormer efter Tobias
Grahn for at fælde ham, fordi en af vores spillere ligger og ømmer
sig på banen i Århus. Men uden den historie mellem de to, hvem ved
så om Linderoth havde kunnet få Grahn op at køre på en måde så han
fik sig selv smidt ud mod os, så vi kom tilbage mod OB? Og havde
Linderoth reageret sådan, hvis ikke netop Morten ’Duncan’ lige inden
havde fået godkendt et mål med hånden? Samme ’Duncan’, hvis
manglende form, trods hans status som topscorer, er en af vores
fordele i mesterskabskampen, dyreste BIF-spiller som han er?
Sådan er der så meget der kan trækkes tilbage
til tilsyneladende trivielle situationer. Det er derfor vi kan stå
hernede og fable i evigheder, og nu har jeg fablet alt for længe, så
jeg vil sige farvel og godnat. Jeg skal nok lade være med at tage
penge for at ekspedere dig ud.
-smølle
Og på jukeboxen kører:
Ugens sang:
The Dears: ’Ticket to Immortality’
Lyden på denne video kan ikke rigtig yde sangen retfærdighed efter
den elektriske udladning den blev leveret i i mandags i Lille Vega.
Yup – det var den koncert der var på tale foroven, hvor de par
sekunder det tog at gå gennem døren var en del dyrere i snit end
selve musikken, selv om den var god men kortvarig. Det var langt fra
den raffinerede No Cities Left, som i disse uhellige haller blev
prist for et par år siden, et album med en masse facetter – på deres nye album
Gang of Losers og ikke mindst live er de et fysisk fænomen, og her i
åbningsnummeret var overfaldet næsten brutalt i feedback, lydstyrke
og energi. Det var først senere, man hørte noget til de to
kvindelige keyboardspillere, hvoraf især Natalia Yanchak, som man
ser nedenfor, var en oplevelse – grånende hår, et evigt bekymret
udseende og svagt skeptisk som var hun kommet hertil direkte fra en
russisk brødkø i 1981, og til sidst en ekstremt diskret men
dokumenteret røvrysten til sidste nummer. Cool som fanden, og i
øvrigt ren modpol til den irriterende guitarist de har, Patrick
Krief, der burde have karantæne fra danske spillesteder for at
spille det halve sæt med lukkede øjne, hovedet tilbage og et forpint
udtryk.
Ugens album:
Barry Adamson: Stranger on the Sofa
Jeg elsker Barry Adamson, men det har jeg
råbt op om før. Så lad mig
i stedet kort nævne, at dette er manden tilbage i storform. En
blanding af alle de ting som gjorde ham god, noir-filmisk musik,
industriel nervøs lyd, inspiration fra dub og hiphop, fra jazz, og
fra lækre franske ballader. Og ind imellem nogle popsange med
chokerende gode omkvæd. Barry er suveræn. Husk det nu.