Nå, for fanden! Så har man balladen igen. Ryster på sit mondæne hoved over nutidens ungdom og peger demonstrativt over skulderen. Ud bagved. Ud i gården. Helt ud til containerrummet og de tre stole der fik knækket ryggen af forleden nat. Jeg skal lade årsagen være usagt, jeg kender den simpelthen ikke. Stolene havde stået fredeligt derude i over en måned, op ad muren, og var egentlig beregnet til lidt eftermiddagshygge i den stadig aggressive indian summer, som vi har oplevet i løbet af september. Belejligt plantet til en stille kop kaffe, en rolig fad, og måske en avis mellem 14 og 16.

Men natten til mandag fik en eller flere personer åbenbart nok af stolene og gik veritabelt grassat på dem. De tre ellers helt almindelige spisebordsstole lå halvt sammenkrøllet mandag morgen, da jeg fandt dem. Deres sorte plastsæder var blevet bogstaveligt knust eller brækket af. Sagt med andre ord, de var helt ubrugelige, og jeg kunne blot bandende bære dem over til det øvrige storskrald, mens vores emsige gårdpasser skulede efter mig.
"Det er ham Johnny!", brølede han pludselig fra et halvt dække bag kosten og væltede den skråt mod stolene og containeren, "Han har ikke været sig selv i den sidste tid. Det har slået klik for ham efter Frankfurt-kampen! Man kan bare se den slags med det samme, manden er ikke ved sine fulde fem længere! Han skal indlægges, han er pisse farlig!"

Jeg slog blot afværgende ud med armene, gad ikke vikle mig ud i grundløse beskyldninger, selvom jeg kunne medgive at Johnny Jehova havde været lidt kulret i knoppen den senere tid. Når man endelig så ham. For det var egentlig ikke så tit mere. Han var forsvundet mere og mere ud af gadebilledet herinde i byen, en slags årelang borterodering der nu nærmest var fuldbyrdet, bortset fra enkelte sporadiske hændelser. Frankfurt-aftenen var ganske rigtigt en af dem.

Vi havde haft en del postyr, da han pludselig ravede stærkt beruset rundt ude på gaden og skreg på ægte følelser. DET ER FANDEME MIG DER ER BYENS STOLTHED, hylede han mens han vaklede rundt mellem parkerede biler og en halv efterladt hundelort. Det faldt nogle stykker for brystet herinde, og pludselig fór 10-12 af vores gæster udenfor og proklamerede, at de - ja hver enkel af dem, ene mand - sandelig var BYENS STOLTHED. Jeg mener, hvad skal man gøre. Der står en større gruppe voksne mænd på en gade midt i København, de gør hver for sig ubønhørligt krav på det samme. Den slags går nemt galt.

I den situation må man så give Johnny, at han havde fornemmelse nok til hurtigt at luske bort. Erkendende perspektivløsheden. I stedet måtte vi andre have hyret med at adskille et par af vores egne kunder, der nu var røget i totterne på hinanden. Selve stolthedschantet steg dem åbenbart hastigt til hovedet, og selvom byen var revnende ligeglad med begge og deres stolte sind, var der nærmest ingen grænser for hvor stolte de var over muligheden for at give hinanden et par på lampen. Men vi andre bakkede 100% op bag byen, det var nemlig OS der var byens stolthed, og det forstod de... efterhånden.

Nej, på den måde er Johnny ingen ballademager. Derfor bryder jeg mig heller ikke om, på forhånd, at dømme ham i sagen omkring de smadrede stole. Det vil være uretfærdigt. Det vil også være uretfærdigt at slå ham i hartkorn med de hjernedøde forstadslømler, der smadrede inventar i Parken og kylede det til højre og venstre søndag aften. Selvom de også var fra Brøndby, og de også var stoltheden selv, både byen og hele landets.

På bunden var det selvfølgelig altsammen i virkeligheden politiets og kontrollørkorpsets skyld. Der var aldrig blevet smadret et sæde eller kylet noget efter sagesløse folk, hvis politi og kontrollører blot havde været mindre aggressive. Det er efterhånden blevet den stereotype standardfrase, der luftes hver gang en flok unge mænd mener, at de skal smadre et eller andet omkring en fodboldkamp.

Oprigtig talt! Det bliver trivielt at høre på. Mig bekendt står der ingen steder skrevet at enhver form for personlig ansvarlighed efterlades ved indgangen til Parken eller Brøndby stadion. Der står heller ikke skrevet nogen steder, at den slags kun gælder for folk over en vis alder eller med en vis status.

Jeg kan sagtens forstå, hvis folk ind i mellem kan få et temmeligt anstrengt forhold til ordensmagten. Der har været situationer hvor jeg nærmest har følt mig sat uden for al retspraksis - endsige blot en anstændig behandling - fordi jeg har været iført en fodboldtrøje. Der hersker heller ikke tvivl om at netop dansk politi er lysår efter deres udenlandske kolleger i at tackle fodboldpøbler. Men derfra til at det skal være standardundskyldningen for almindelig hærværk og gemen, hensynsløs optræden, den køber jeg ikke.

For fanden da! Alle disse enormt stolte unge mænd med kæferter der åbenbart ikke kan blive store nok, nøjagtig som spektret af narkotika og beruselsesmidler heller ikke bliver det. Alt dur og helst så ekstremt som muligt, fra engangslighteren over en flaske med ren gas til rygeheroinen. Det kan ikke blive sejt, vildt og spændende nok, og man skvatter 10 meter ned fra en fodboldtribune, man skvatter 15 meter ned fra en trappe på Nørreport Metro, man ter som mentale hjerneblødninger blot for at overgå hinanden og ænser ikke en skid at man i virkeligheden også bringer andre menneskers liv i fare. Det er så forbandet kedeligt altsammen alligevel, vores liv er blevet pakket ind i vat, parcelhusvelfærd, og akademisk sludrekultur, og der står serier af terapeuter i dit og dat der minutiøst vil kortlægge hver eneste bevægelse af vores dagligdag. Jamen, man kan da godt forstå lidt... Jeg kan i hvert fald godt, bilder jeg mig ind. Det har aldrig været nemt at være ung. Det er formodentlig skide svært hver gang det sker. Fordi det kun sker en gang i løbet af livet for os.

Men det fritager sgu aldrig nogen for det helt elementære, ansvaret. Selve det der kan plante kimen til videreudviklingen, en smule omtanke, og endnu mere overdrevent, lidt hensyntagen til omgivelser og medmennesker, de er der ikke kun fordi man kan kaste ting efter dem. Og måske ligefrem et par gram respekt, der i denne forbindelse handler om andet end at slå sig selv på brystet og erklære sig som byens eneste sande stolthed - eller det der ligner.

Ja for fanden og det var stolene vi kom fra, ikke. Og stakkels Johnny, der sikkert ikke er så stakkels endda, men nok heller ikke helt så slem. Ja bemærk den medmenneskelige åbning i dette udsagn, den nærmest begyndende næstekærlighed. Selv en gammel bitter bartender vil ikke afskrive disse begreber og erklærer i tråd med landets statsminister, vores eget nationale ekko fra Det Hvide Hus og det mørkeste Washington, resultatet af gennemsnitsamerikanerens intelligenskvotient (eller forveksler jeg med deres BMI?), at stolene ude i gården er blevet smadret af professionelle ballademagere, af socialister, og dem der bare er asociale småbørnspædagoger, ud fra minister-devicen jeg ved ikke hvad jeg taler om og i øvrigt gider jeg ikke at forholde mig til en skid. Men jeg gætter på at de tog hver sin. Altså stol.

Og stolesæderne i Parken fik også deres efterspil. Fodboldklubber skal betale afgifter til politiet i forbindelse med ballade, lød en af medieballonerne. Mens andre hellere ville rydde tribunerne for tilskuere og lade kampe blive spillet på tomme stadioner. Som straf for ballade. Sidstnævnte er blevet praktiseret adskillige gange ude i Europa, fx. måtte AC Roma spille for tomme tribuner efter at deres tilhængere overfaldt den senere så berømte svenske dommer Anders Frisk med mønter og andet kasteskyts og reelt slog ham til blods. Med den forskel at det var de fodboldretlige instanser i UEFA der straffede, ikke civile myndigheder. Og skal vi ikke lade den blive der foreløbig. Og så i øvrigt glemme alt om ekstra bødeforlæg og politiregninger til klubber der i forvejen betaler millioner i skatter og afgifter, som det er tilfældet med børsnoterede foretagender som FC København.

Tak, vi lader den hvile. En måneds tid. Til den 5. november og næste Brøndby-kamp i Parken. Så har vi sikkert hele balladen og ballonerne igen. Og problemet forsvinder selvfølgelig ikke. Langt fra. Men det har desværre nok bare flere ansigter end hvad et par politiske ordførere umiddelbart kan indfange. Sådan dagen(e) derpå.

Til den tid, altså omkring den 5. november, vil Parkens nye græs være en måned gammel - og et sted som Parken er en måned meget gammelt - og meget slidt. Skimmer vi igennem kalenderen, er der landskampen mod Nordirland på lørdag. Den er formodentlig den direkte anledning til at man skyndsomt har fået smidt en ny måtte på i det hele taget. DBU og Morten Olsen har næppe gnedet sig i hænderne af fryd over kartoffelmarken, vi præsenterede Benfica for.

Efter lørdagens landskamp overtager ikke-fodbold aktiviteterne:
14. oktober - Boksestævne
15. oktober - Zulu Rocks for øgler

Næste hjemmekamp er mod Viborg den 22. oktober. Derefter er der 6 dage til Springsteen-koncerten (!! YES) og dagen efter, den 29. oktober, skal der spilles hjemmekamp mod Vejle. Inden vi atter tager imod Champions League-cirkuset og Manchester United den 1. november, kl 20.45.

Det er næppe svært at se, at der ikke ligefrem var kalkuleret med kvalifikationen til Champions League i dette program. Derfor bliver det desværre heller ikke nemmere at få bare en nogenlunde anstændig bane, græsset var alt andet end grønt i september, og nu sætter efterår og mørket ind over en plæne der historisk set aldrig været i nærhenden af et billiardtæppe og den lækre nationale øjepryd for aktører og tilskuere som engang blev stillet i udsigt.

Vækstbetingelserne for græsset har siden ombygningen i 1992 altid været problematiske, i den nye Parkens første måneder var der nærmest intet der lignede græs. Man kæmpede med dræn og kunstigt lys for i det hele taget at få græsset til at slå rod. Efter overdækningskonstruktionen fra 2001 havnede dele af plænen i noget der lignede permanent skygge - og græs kan som bekendt godt lide sollys.

Måske skæver man længselsfuldt efter kunstgræsset fra kommandocentralen på Øster Allé. Det ligner et godt gæt. Men de konstaterer sikkert også, at det stadig har lange udsigter. Ganske vist debuterede underlaget i sidste uge i Champions League-regi, da Luzhniki Stadion i Moskva lagde måtte til første kamp nogensinde i turneringen med dette grundlag. Spartak Moskva, det ene af de to hjemmehold på Luzhniki, spillede 1-1 med Sporting Lissabon på det gamle olympiske stadion (engang Lenin Stadion), der blev helt omlagt til kunstgræs i 2002. For nylig blev Luzhniki også udråbt til finalestadion for samme turnering om to år. Dog med den vigtige tilføjelse fra UEFA, at til selve finalekampen vil kunstunderlaget blive erstattet med naturgræs. Man kan også bemærke, at selvom Luzhniki figurerer som det russiske nationalstadion, så spiller landsholdet sine kampe på Dinamo Stadion. Igen på grund af kunstgræsset.

Bestyrelsesformand Østergaard og hans venner må nok bide i det sure og uregerlige naturgræs en del år mere. Og simpelthen skifte Parkens plæne oftere og mere i sync med hoben af uden-om-fodbold aktiviteterne. Især fordi drømmen om en nærliggende multihal, der kunne have sparet naturgræstæppet for en del af aktiviteterne, stadig fortoner sig langt ude i kommunalplaner og andre fugtige dagdrømme. At den politiske vrangvillighed på den front så åbenbart er meget stor, er og forbliver komplet uforståeligt for adskillige af os. København mangler i den grad sit Globen eller sit Scandinavium, der kunne gøre byen i stand til at værte et håndbold- eller et ishockey-VM. Men det bliver vist en anden snak - og en anden gang.

For fanden da! Her står man igen og føler sig skamferet på karrieren som en anden Mickey Rourke. Det gik så fint tidligere. Dengang aftenen knapt var begyndt, man var oplagt, følte sig ung med de unge, man suttede ivrigt i flaskerne, og nu står man i stedet her. Er udbrændt, kigger rundt bag tunge øjenlåg, ordene begynder pludselig at volde sine kvaler, de hænger fast i ganen, tungen klistrer, tænderne smuldrer, læberne sprækker, og huden på kinderne føles som gammelt læder. Derfor vælter det ud i ren desperation:

FUCK DIG JOHNNY! DET ER SGU MIG DER ER BYENS STOLTHED!

Og hermed vil jeg lukke og slukke, vakle omkring i anstand, smide den sidste gæst ud, forrette mine sidste tjenester inden natten, men bliver pludselig revet i armen. Han stirrer hovedrystende på mig.
"Du er en gammel idiot, min ven. Det er mig der er byens stolthed!" Det er Muhammed. Han kan køre mig hjem i sin taxi og alene derfor er jeg tilbøjelig til at give ham ret.
"For fanden, din gamle muhammedaner! Jeg håber sgu at bare en eller to af sædekasterne fra Parken i søndags bliver stillet personligt til ansvar. Et klokkeklart erstatningskrav for hærværket.", mumler jeg og låser døren.

Tak for denne gang. Vi ses omkring den 5. november igen.

Saxo

Og fra baglokalet:
For mange år siden samlede vi en masse bøger til et eget lille bibliotek. God - og lidt mindre god - fodboldlitteratur. Et projekt som Henrik Mohr, kollega Smølle og overtegnede skabte hos de hedengangne Fusionsnipsere. Nu har vi omsider fået hyret en transport og flyttet samlingen. Det hele er spædet lidt op, der er trods alt løbet meget øl igennem ganen siden. Men hovedingrediensen er stadig den samme. Der er intet som en god bog om fodbold.

Barens bibliotek - når du alligevel skal ud på lokummet!

Og på jukeboxen spiller:

Bruce Springsteen: 'Dream Baby Dream' (2005)
Det kunne være Forum 2005. Et gammelt Suicide-nummer. Oversat til trædeorgel og en fabelagtig solo-koncert. Det er usandsynlig smukt! David Lynch-agtig smukt, som det klinger ud i natten...! Der er ikke så meget mere at sige til det.

mail