Godaften i stuen. Lad mig straks ile med at beklage den lidt alternative åbningstid. Men en svigerfamiliær begravelse rev lige et par døgn ud af kalenderen, og da det foregik nordenfjords i Vendsyssel gav det just ingen mening at holde gravøl her i Bulen, så jeg kunne slå forretning og hmmm (ikke just) fornøjelse sammen. Nu er dødsfald ikke noget man kan langtidsplanlægge, så vi nåede altså heller ikke at lave alternative vagtskemaer eller indkalde afløsning.

Så meget desto mindre, som dette har været en af de mest fodboldhektiske uger i lang tid. Både mht. kampfrekvens og ikke mindst betydning. Her tænker jeg selvfølgelig først og fremmest på den måske største kamp i klubbens historie. Ikke målt på betydning, her topper Ajax-kampen, der banede vejen for første parket i fodbolddrømmenes teater, ligesom diverse mesterskabskampe gennem tiden - og bundgysere i kaosefteråret 1996 - nok har kunnet påberåbe sig større både kort- og langsigtet vigtighed. Til gengæld rangerer kampen i tirsdags på Old Trafford mod Manchester United uden tvivl øverst på fame-barometret. Lige som den omvendte kamp om et par uger i Parken.

I det hele taget er denne uge så sidste uges diametrale modsætning. Og jeg føler absolut med min gode kollega -smølle, der trak landskampuge-nitten i denne omgang. Der er sandt for dyden ikke meget at snakke om i de uger. Det er så for mit vedkommende tiden, hvor man lige holder en fodboldpause og får taget sig lidt af diverse ikke fodboldrelaterede sysler samt sociale og familiære aktiviteter. Indhenter lidt måske.

Således føltes det heller ikke som det store afsavn, at en forretningssviptur til Oslo forhindrede mig at se sidste onsdags landskampe. I efterhånd har jeg kunnet more mig over Englands shambles af et hold - fra Misses Robinson i målet til Croucho Marx i den anden ende - og ærgre mig lidt over at Bulens helte fra Liechtenstein fik så store tæsk af Olsens Elleve. Så kan du ellers i hobetal slynge beskyldninger efter mig for at være landsforræderisk og upatriotisk, men vi - jeg - har altså et svagt punkt for de Glade Folk fra Liechtenstein hernede.

Til gengæld kunne man forundres ved tilbagekomsten fra Oslo over, at BT's forsidespiseseddel ikke handlede om Danmarks meriterende sejr over de - mestendels - småt betalte fodboldamatører fra lilleputfyrstendømmet, men med store type annoncerede: Racisme ryster Don Ø. Det var klistermærke-sagen, som kollega -smølle omtalte i sidste uge. Idioter fortjener ikke mere end et skuldertræk, men jeg er dog harm over at blive sat i blot marginal bås med de rabiate racistgalninge, der markedsfører sine vamle holdninger som "FCK-fans". Og så er jeg lidt ærgerlig over, at FC København/Parken og FC København Fan Club, der havde kendt til sagen ca. 14 dage i forvejen, ikke i al diskret stilfærdighed fik foretaget det fornødne omkring eksklusioner, udelukkelser, søgsmål og politianmeldelser, inden det hele endte som kioskbasker i landets trykte og elektroniske medier. Således fik tåberne helt unødvendigt den - ekstra - pressedækning, de ønskede.

Nok om det og tilbage til fodbolden, og skål for resten. Jeg må vel hellere trodse vores nidkære revisor- og bankfolk og byde på en dram, nu du gik forgæves i går. Og så ellers trække vejret dybt i en boldtravl tid. Ikke bare pga. den sædvanlige aktivitet på denne årstid, hvor de store ligaer er kommet så godt og vel i gang for alvor og sammen med den Europa-turnerende Champions League karavane leverer os flere timers live-fodbold TV lørdag, søndag, mandag, tirsdag, onsdag, torsdag - nå ja, og sågar fredag - end vi nogensinde kan nå at se.

Blot det at følge København er sågu særdeles krævende i dette efterår. Frem til den for os udsatte suppeafslutning mod Randers d. 26. november står den - incl. United-kampen i tirsdags - på 11 kampe i løbet af 5½ uger. "Engelske uger" hele vejen igennem, lige bortset fra uge 46, hvor onsdagen - 15/11 - er kalenderafsat til endnu en runde udi FIFAs/UEFAs enerverende og absurde venskabslandskamp-afvikling, og i hvert fald Danmark (A + U/20), Norge og Canada skal i kamp, mens Ghana og Sverige synes at stå over, hvilket kan give vores VM-spillere Pimpong samt Allbäck og Linderoth (plus Berglund) en tiltrængt kamppause. Måske. De kan sikkert nå at arrangere et og andet endnu, ligesom det danske U/21 landshold. Under alle omstændigheder, i stedet for en kamppuster, lidt ro, lidt restitution og lidt tid til at øve på Nummer 10 inden de sidste fem betydende kampe i 2006, så kan Ståle nok se frem til at skulle undvære en 12-16 spillere en uges tid. Igen.

Fire kval- og/eller venskabssamlinger siden august, der har givet en 6-8 kampe med varierende spilletid til vore senior-og unglandsholdsspillere, som så igen skal lægges oveni indtil nu 19 sæsonkampe i Byens trøje. Det er barske vilkår for hovedparten af de i alt 23 spillere, vi har haft i kamp (incl. Álvaros tre kampe i starten og periferispillerne Galls, Brandrups, Nikolaj Hansens og Jacob Neestrups - 9 minutter - enlige kamp i Thisted). Der har været trukket hårde veksler på en forholdsvis smal trup, der så lykkeligvis har været forskånet for alt for mange skader og kun ramt af 4 karantænedage (to i suppen og to i CL).

Mest har Berglund, Lars Jacobsen og Hangeland trukket, da de har spillet i samtlige 19 kampe. De to sidstnævnte endda fra start alle 19. Ja, Brede har som den eneste spillet samtlige 1740 minutter i denne sæson, so far. Inklusive de ulyksalige 45 minutter minutter på midtbanen i den første halvleg, der er den eneste halvleg i suppen, vi har tabt indtil nu. I den eneste ligakampe vi har tabt i denne sæson. Den mod AaB, du ved.

Bortset fra karantæne- og skaderisici, så er Brede og Lars og Berglund og de øvrige seks spillere, der har spillet mere end 70% af den samlede afvikling hidtil, nok blandt dem, der er i Solbakkens tanker, når han taler om at spare slidte folk og stille med med reserverne i den sidste den af efteråret. I superligaen alene har otte mand fast startet inde i mindst 10 af de hidtil 11 kampe. Allbäck er startet i ni. Og mens unge Wendt og gamle Bergdølmo nok fortsat vil dele venstreback-tjansen mellem sig, kunne det lugte af en del startopstillings-optrædener til folk som Hjalte Nørregaard, Razak Pimpong (der dog har virket formsvag hele sæsonen, selvom han kun har været med ca. 25% af tiden), Dan Thomassen, Martin Bernburg, Jeppe Brandrup (måske), Martin Bergvold (hvis ikke hans udtalelser torsdag om at ville forlade klubben har diskvalificeret ham) og ikke mindst William Kvist.

Det er sært med William, der i mine øjne har været en de største åbenbaringer på holdet i dette efterår, at han kun er startet inde 2 gange. I Amsterdam - hvor han jo var enestående god og manden bag sæsonens vigtigste scoring - samt i Thisted. Han har været udtaget til samtlige 11 superligakampe, været på banen i de 10, men ikke i startopstillingen en eneste gang. At Ståle ser potentiale i knægten, kan man ikke være i tvivl om, når han giver William chancen fra start i den vigtige Amsterdam-kamp og spilletid - indskiftet - i samtlige tre Big Cup kampe hidtil.

Og jeg finder ham da også rigeligt god nok til at starte inde hver gang i superligaen. Så længe Grønkjær er ude, og Atiba er Ståles foretrukne på Grønkjærs plads vil jeg - uden nu at træde for mange over tæerne - mene at William Kvist er en teknisk dygtigere, hurtigere, klogere, stærkere, kort sagt bedre afløser for Atiba på den centrale midtbane som makker til Linderoth end den hidtil mest benyttede løsning derinde. Jeg mistænker, at Kvists default placering på bænken hænger sammen med, at han en af de spillere i A-truppen, der beviseligt har kvaliteter til suppen, men samtidig opfylder U/21 kravet til ekstra bænkevarmere (som i øvrigt også Wendt og den p.t. mere suppekvalitetssuspekte Bernburg). Således kan Ståle have 4-5 markspillere på bænken med kvalitet og efterhånden også erfaring til bedste række, mens han kører med nogenlunde permanent stamopstilling.

Kvist virkede da også dejligt uimponeret, da han i tirsdags kom på banen i 34+ minutter på Old Trafford. Som det meste af holdet gjorde i øvrigt. Væk var benovelsen, frygten og overforsigtigheden, som prægede vores første CL-udebane indsats i Glasgow. At vi tabte klart, nå ja det var forventeligt. Jeg kan dog ikke bruge klichéen om ærefulde nederlag til en skid. Det meget fodbolddanske begreb voksede jeg op med, da Rudi Strittich og Kurt Nielsen var landstrænere, og landsholdet ligesom klubholdene i Europa Cup'erne fik læsterlige høvl hver gang, mens alle fra Gunnar 'Nu' Hansen til skriverkarlene i den trykte presse kvædede den samme utålelige vise om endnu et ærefuldt nederlag. Bull, der er sgu ikke noget "ærefuldt" ved at tabe. Heller ikke en fodboldkamp. Heller ikke 0-3 til Manchester United.

Til gengæld kan Ståle og spillerne bruge nederlaget til noget. Langt mere end pindsvinefodbolden mod Celtic og for så vidt også føle-lidt-på-det-hele indsatsen mod Benfica. Sidstnævnte var debuten på den fineste scene i europæisk fodbold, hvor vi vel alle sammen kunne leve med den uafgjorte trods hjemmebane, og København trods alt kunne vinde skudstat'en med 15-5, mens Celtic-kampens nosseløse indsats til gengæld stadig irriterer mig. Mest fordi Celtic absolut var et hold, der var til at tale med den aften, hvis vi bare have turdet: carpe pugnae. Lad så være, at Celtic har slået langt stærkere, etablerede euro-elite hold på Parkhead og så sent som i tirsdag mulede Benfica med 3-0.

I Manchester havde ingen ved sine fulde fodboldfem vist forventet, at vi kunne få noget med hjem. Derfor var det befriende, at vi turde flytte spillet op på deres banehalvdel i ny og næ, når muligheden bød sig. Især når det - i forhold til indkøbsprisen - store midtbaneflop hos United, Michael Carrick, bød os indenfor. Specielt før pausen, hvor United stadig kørte i forholdsvis højt tempo, var det imponerende, at vi kunne spille med ind imellem ikke mindst via Atibas iscenesættelser og Silberbauers frygt- men frugtløse raids og tilmed komme til rimeligt kvalificerede afslutninger og et par lige-ved-og-næsten gennemspil, hvor det var centimeter på den sidste pasning, der skilte ærgerligt fra en åben mulighed.

Helt klart er der en masse at tage med fra kampen for trænerstaben og folk som Lars J, Gravgaard, Hangeland, Atiba og Silberbauer, der må have fået troen på, at de kan begå sig på dette niveau. Jesper Christiansen, Linderoth og Allbäck holder i forvejen international klasse, også på klubniveau, ligesom de pt. skadesfraværende Bergdølmo og Grønkjær. De svage led i tirsdagens start-ellever var Nørregaard og Berglund samt Oscar Wendt. Hvor det synes svært at tro på, at de to førstnævnte nogensinde vil kunne være med på næste level over superligaen (Berglund er i dén grad faldet igennem i tre CL-kampe plus de to kval.-kampe mod Ajax), så er jeg nu ikke så nervøs for unge Wendt. Han har alderen og potentialet til at suge til sig og udvikle sig. Selv om det i Manchester i begyndelsen var febrilsk og usikkert, hvad han foretog sig, så viste han dog mod til at forsøge og efterhånden blev afleveringer og clearinger også andet end alibi-los. Han skal bare have noget erfaring og suge til sig, knægten.

For vi havde også fået hug med Bergdølmo i stedet for Wendt. Vi havde også fået slag med Grønkjær på banen. Og vi havde såmænd nok stadig tabt med en tre stykker, hvis Ståle have dikteret en drillo med 9 mand i eget felt og så lange los op til en enlig angriber (Allbäck). For United er det bedre. Også når de som i anden halvleg kører i frigear. Deres evne til at holde bolden i spil i helt små rum og deres blixt-spil med knaldhårde førstegangsafleveringer er jo fodbold fra et andet univers i forhold til, hvad der møder vores spillere hver uge i superligaen. Og så var der lige en sygeligt god Ronaldo plus en Rooney på vej i form igen. Vi ville aldrig kunne forberede os på eller træne i at spille mod den slags.

Til gengæld burde vi nok være forberedt på, at United ville komme med fuld skrue, storsatsende fra starten af hver halvleg. For det gør de altid! Specielt blunderen fra Gravgaard, der førte til 0-2 målet i anden halvlegs første minut, burde give fodboldskolepengene tilbage. Det korte af det lange opsummeres bedst af Mike Adamson i  Guardians Minute-by-minute match report: In the end, a very matter-of-fact victory for United. They never had to get out of third gear against a team who were game, but limited. Game, but limited, Københavns præstation i en nøddeskal. Absolut godkendt indsats, men mod en regulær overmagt.

Stadig kom vi til flere chancer på Old Trafford end Celtic gjorde. De scorede så, og det er fortsat vores helt store problem i CL. At lave mål. Sammen med Benfica og Bordeaux i øvrigt. Nul mål indtil nu, som dog rækker til at placere os som 25. bedste (delt med Benfica) hold i dette års Champions League, halvvejs gennem gruppespillet. Foran Spartak Moskva, AEK Athen, Shakhtar Donetsk, Hamburger SV, Levski Sofia og Dynamo Kiev. Og selvom vi lider under vitaminmangel (i form af mål og chancer), så er vores 30 afslutninger (ligesom Benfica og AEK) trods alt flere end Roma, Anderlecht, CSKA Moskva, Celtic(!), Inter, PSV og Levski Sofia kan fremvise. En lille trøst. At vores gruppe foreløbig er den mest fair spillede, målt på gule og røde kort, gør også at vi fører én CL-tabel i det mindste. Vi har foreløbig kun hentet et eneste sølle gult kort. Klart færrest af alle.

Kanske i virkeligheden et problem, hvis vi er for flinke. Lidt mere stål kunne måske have givet os lidt mere udbytte i de to første kampe, hvor man føler, at der lå flere points til os. Carricks tofods-stempling på Silber og Paul Scholes' ditto på Hjalte i tirsdags - ingen af dem gav kort - giver på den anden side et idé om, hvad der tillades internationalt. Guf for Linderoth, der ikke har fået ét eneste gult kort i CL og CL-kval (7 kampe), mens han i 10 superligakampe allerede har hentet fem advarsler.

Og så endte vi herhjemme igen. Indtil videre har Champions League ikke givet bagslag i suppen. Vi fører, endda med en kamp i hånden, og vi har efter en trediedel af turneringen faktisk det næsthøjeste pointtal, vi har præsteret i klubbens historie. Kun overgået af det forrygende efterår i fjor, hvor vi havde 29 points efter 11 kampe og stadig var ubesejret. Paradoksalt nok har både dette og sidste efterår været halvsæsoner, vi var parate til at være tilfredse med, blot vi kunne hænge på. I fjor pga. Backes opsigelse og et hold, der bare skulle afleveres til Ståle. I år på grund af Champions League.

Men det er jo gået forrygende herhjemme endda. Og BULEN er blevet hørt. Efter kollega Bopas reprimande turde Fredrik Berglund ikke andet end blive klippet, og efter jeg på min sidste vagt brokkede mig over både  banens beskaffenhed og Ståles hjemmebanestatistik, har vi fået ny græsplæne og vundet to hjemmekampe mere og dermed nu tre Parken-sejre i træk. Go figure!

Og så er der ellers lagt op til et brag på onsdag i Odense mellem landets to førende hold, både nationalt og internationalt. Hvis OB slipper helskindet fra opgøret i Midtjylland på søndag endda et vaskeægte topopgør.

I mellemtiden har vi lige en kamp hjemme mod Viborg, der ganske enkelt skal ende i en cruise-kontrolleret pligtsejr. Måske vi ses søndag. Ellers eller indtil da; godnat og sov godt.

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens album:

Lisa Nilsson: Hotel Vermont 609 (2006)

Smækre afdæmpede toner på Lisas nye udspil. Efter et par langvarige ophold i Brasilien var Lisas inspirationskilde til denne plade just ikke uventet, ligesom hun allerede hintede i den retning i forbindelse med en storslået koncert i Tivoli i foråret. "Tropicalia" er hovedingrediensen, udsat for Lisas egen jazz-/vise stil, som hun er slået mere ind på de senere år, væk fra den mere rendyrkede pop. Og tak for det. Et lille dusin melodier fra omkring 1970, deriblandt fire af Milton Nascimento, oversat til svensk af Lisa selv og så et enkelt helt nyt nummer, det smukke 'Regn i Rio' af Fr. Nilsson og João Castilho fra hendes nye, naturligvis brasilianske band, Banda Beleza. En dejlig feel-good skive, som man ikke mindst her i den stadig mørkere årstid kan drømme sig til solrigere og varmere himmelstrøg med. Lisa Nilsson og Banda Beleza spiller i Store Vega på onsdag. Dét skal nok blive en vellydende og tilbagelænet oplevelse.

Ugens sang:

Bruce Springsteen: 'American Land'

Tilbagelænet bliver det med statsgaranti ikke, når Bossen på næste lørdag træder op i Parken. Denne gang med The Seeger Sessions Band til den den helt store hobo-fest. We Shall Overcome The Seeger Sessions - Springsteens favntag med den traditionelle amerikanske (og amerikanske indvandreres) sangskat - har Bruce nu genudgivet i en "American Land Edition" med yderligere fire traditionals og så en ny sang fra Bruce's egen hånd, den aldeles forrygende 'American Land'. Dog stadig holdt "i stilen" og fast showstopper på touren. "This music is either 'hokey' or 'stupid' to most people; they don't want to admit that they might be moved by it."