Hvad fanden skal man efterhånden stille op, mand? Ugerne snegler sig af sted i den endeløse fodboldvinterpause. Ikke nok med, at der ikke er noget fodbold - herhjemme - men der sker heller ikke noget af borings- og kommenteringsværdi interesse på Jens Jessens Vej 10 eller Øster Allé 50. Man husker knap en tilsvarende kedelig og konfliktforladt pause.

For lad os da bare være ærlige. Lidt ballade i krogene, kriminel tabelsituation og lus i skindpelsen er ligesom spille- og resultatmæssige kriser - når sæsonen er i gang - ulige bedre stof. Både i medier og henover bardisken her. Vi har det i grunden bedst, når vi har noget at brokke os over. Det er nemmere at fyre op under en diskussion - og sælge bajere - når man kan prikke lidt til kriselorten med en kæp. Om det så kun er en hypotetisk krise.

Selv ikke antydningen af en mikroskopisk konflikt kan vi skelne blot et tåget omrids af. Vi fører rækken klart, vi synes endnu stærkere end i efteråret og skal end ikke udmattes af sideløbende Champions League kampe i et forår, hvor DM skal køres hjem i zonen mellem cruise control og opvisningsstil. Så kan du smide nok så mange saltbøsser, hestesko og hamsterfødder over skulderen, mens du flæber om jinx og hybris og antijinx og arrogance og nemesis og hvad har vi. Det rager mig, det kan ikke gå galt. Dertil er forskellen på København og de næstbedste og resten for stor. Overtro og selv moderat pessimisme er for tudekællinger og de svage.

Hvis du alligevel får angstanfald bare ved tanken og vil føle det lettere at stå gennem foråret med syndefulde guld- og pokaltanker ved at gøre et sonoffer, så kan du måske søge inspiration hos de tre procent engelske mænd, der vil gennemføre resten af livet i cølibat mod en treble til deres hjertehold! Bare du holder det for dig selv, og du kan i øvrigt fortælle din fordrukne kammersjuk henne i båsen, at han ikke redder sig et livslangt forbrug af fadøl her i baren ved at prøve at bilde mig ind, at han afstår fra sex fremover.

Personligt vil jeg sgu fortsat have både sex and drugs and rock'n'roll og et mesterskab mere. Den stærkeste trup, Ståle nogensinde har trænet burde nok klare det sidste. En trup omkring hvilken der heller ikke har været de store ophidsende udsving. Aílton har vi jo signet for et halvt år siden, Niclas lå længe i kortene, og både jeg og mine kolleger har beskæftiget os med de tilgange allerede, ligesom afgangen af Martin Bergvold. I det hele taget var denne vinters transfervindue en af de mere slatne og uspændende omgange, som -smølle  også kunne berette i sidste uge. Heller ikke uden for vores Københavnske inderkreds skete der meget, der kan bringe mit superligapis i kog.

Bevares, der var da pæn aktivitet flere steder. Jeg hæfter mig dog mest ved, at vores nærmeste - og på papiret eneste - konkurrenter, Midtjylland og OB, vel har hentet et par interessante lodsedler, men først og fremmest hver især har mistet deres klart bedste mand i efteråret.

Så det er bare at tælle ned. 31 dage til det går løs for alvor. 31 dage hvor Ståle endelig ovenpå diverse landsholdsafbræk, der har forstyrret både La Manga træningslejren og den daglige vinteroptræning på Peter Bangsvej kan disponere over samtlige mand. Og selvom resultater selvsagt er det primære, så er der lidt at se frem til jf. Ståles ord om, at der i optakten og det knapt så komprimerede forår skal arbejdes mere med selve spillet. Dér hvor der er plads til forbedring for et hold, der i efteråret ikke kunne have gjort det ret meget bedre pointmæssigt. Hverken i den hjemlige liga eller CL. Et efterår, hvor Ståle med sejre i de sidste kampe i øvrigt lige akkurat nåede op på et all-round pointsnit på 2.00 (2.16 i suppen), hvilket gør ham til klubbens suverænt bedste træner til dato, målt på resultater.

Nu er det så åbenbart det æstetiske, Ståle og Peter skal tage fat på. 31 dage med træningspas og nu fire træningskampe til at finpudse formentlig især det offensive spil inden sæsonstart. Med Grønkjær som en mulig undtagelse og med André stadig on the rebound er det en ellers skadefri trup til disposition for trænerne. Som vi også havde det meste af efteråret. Hånden på hjertet, det har helt sikkert spillet en rolle på efterårets succesbarometer, at vi i alt kun havde 45 "skadesdage" (heraf de 5 noteret som sygdom og ikke fodboldrelateret) fordelt på 9 spillere (7 hvis vi fraregner Berglunds og Pimpongs sygedage). Bortset fra 4 skadede spillere i efterårets sidste kamp, Royal League kampen mod Hammarby, og 3 mand på skadelisten til pokalkampen mod Esbjerg oplevede vi aldrig mere end max. 2 skadefravær pr. kamp, og de kampe med et par mand ude var primært Jesper Grønkjær og André Bergdølmo, der også som de eneste to i truppen har været ramt af længevarende skader. Jesper var ude i 12 kampe (og et par lidt tidligere), André i de sidste 17.

En blanding af godt opbygget grundfysik, optimal skadesforebyggende træning og god restitution samt naturligvis også held. På nær det sidste skal en god del af æren helt sikkert tilskrives Anders Storskov, og vi kan så prise os lykkelige for, at Hasse Backe blev fyret i Panathinaikos, inden Storskov ellers skulle have været derned.

Mens vi alligevel går og røvkeder os, så lad os se lidt på den trup, Ståle kalder den stærkeste, han nogensinde har arbejdet med. Den trup der skal underholde os i foråret. Den trup, der beredte det gode udgangspunkt for vårkampagnen og gjorde det så fremragende i efteråret.

På mål Jesper Christiansen (i efteråret: 31 kampe-31 fra start-2790 spillede minutter). For anden gang i træk tildelt Tipsbladets "Det Gyldne Bur" som ligaens bedst målmand, kåret af kollegerne i de to bedste rækker. Jesper stod kun over i pokalkampen i Thisted samt RL-kampen hjemme mod Lillestrøm. Klubbens ubestridte førstemålmand, så længe han kan stå på benene og ikke er solgt. Benny Gall (2-0-210) stod de 2 kampe, Jesper ikke stod, og var på bænken i de øvrige 31 kampe. Jeg fornemmer dog, at han ikke bliver andenmålmand i foråret, hvilket Thomas Villadsen (0-0-0), på bænken i Thisted, heller ikke gør. Det ligger snarere til det australske nyindkøb, Nathan Coe, som i første omgang har et halvt år til at overbevise om sine kvaliteter. Jeg aner ikke et suk om, i hvor stor udstrækning man påregner at benytte ham på andendivisions-holdet.

Det bageste forsvar ligner unægteligt Lars Jacobsen (30-30-2619), Brede Hangeland (32-32-2910), Michael Gravgaard (31-31-2750) - spillere uden én eneste skade i efteråret - og hjemvendte Niclas Jensen. Sidstnævnte har vi endevendt hernede, hans tilbagekomst gør ham til den i truppen med flest kampe i Københavns trøje, 150. Lad os håbe han frem mod sæsonstart får banket lidt mere af det rust af stængerne, som man bemærkede i tirsdagens venskabslandskamp i London. Lars spiller sin sidste halvsæson i København inden det nye Tysklands-eventyr og er givet opsat på at afslutte med maner. Centerforsvaret er intakt i al sin skræmmende styrke.

Jeg var egentlig mest imponeret af Brede i efteråret. Manden med de fleste efterårsminutter i benene og hyppigst i startopstillingen har jeg tidligere været meget på nakken af. Men af og til må man revidere sin opfattelse og Brede er bare blevet bedre og bedre. Overblik, rutine, fysisk styrke og en evne til at vælge det simple i afspillet. Lige det sidste var noget, der kneb for Gravgaard, som med "umulige" afleveringer af og til kostede boldtab, der førte til scoringer. F.eks. til Linderoth i Lissabon og Kvist i RL-kampen mod Hammarby. Overordnet er der naturligvis dog ikke meget at udsætte på manden. Pudsigt nok var både Gravgaard og Brede rygtet til West Ham, lige inden vinduet klappede i.

Dan Thomassen (12-5-409) og Oscar Wendt (23-21-1889) er de to, der lider mest under de urørlige i firebackkæden. Dan T. skal med kontraktudløb til sommer formentlig i gang med sit sidste halvår i København. Desværre. For han er en strålende midterforsvarer, der blot er oppe mod to endnu bedre. Fem gange blev han skiftet ind til mindre end tre minutter på banen. Oscar fik langt flere kampe end ventet på grund af Bergdølmos skade, bl.a. 4 i Champions League, og dermed masser af erfaring på højeste niveau. Havde nok været rimeligt sikker på venstrebacken, var det ikke for Niclas. André Bergdølmo (12-11-1009)synes indstillet på at udfylde rollen som stand-in på samtlige pladser i forsvaret i erkendelse af, at kroppen ikke er helt ung mere, og skaderne stadigt sværere at ryste af. Nikolaj Hansen (5-2-245) får næppe meget meget spilletid på A-holdet. Og slet ikke Jamil Fearrington (0-0-0), der trods fritstillet måtte opgive at finde en ny klub og valgte at blive. Førsteholdsmæssigt til endnu mindre end den ene trupudtagelse han fik i efteråret til Thisted-kampen.

Forsvaret incl. backup er uden tvivl suppens stærkeste, og det samme kan siges om midtbanen. Tobias Linderoth (27-27-2385) er uvurderlig, selv når vi nødvendigvis må indregne et antal karantænedage. To blev det til i efteråret, og Tobbe er if. nipserstat.dk da også indehaver af klubrekorden med 0,32 gule kort pr. kamp. Nicolai Waels 1,00 kort i én kamp tæller ikke her. Tobbe har trods alt spillet 114 for klubben. Jesper Grønkjær (18-16-1384) levede op til forventningerne. Både som superligaens i særklasse bedste spiller, desværre også som en spiller med en skrøbelig fysik. Og minsandten om han åbenbart ikke ragede sig en forstrækning til i en af de venskabslandskampe, der irriterer mig så grænseløst. Heldigvis for de 31 dage til sæsonstart og en forhåbentlig fit igen Grønkjær.

En helt banal ting, jeg stadig mindes fra Grønkjærs første kamp i den hvide trøje i Horsens. Til slut i kampen, hvor han sætter to ACH-folk og let som en vårhare svæver fra en tredie, går mod baglinien, stopper op, kigger op, venter og lægger bolden over i den modsatte side at straffesparksfeltet, hvor William Kvist desværre flugter bolden til Forum Horsens Outdoor. Men hele sekvensen illustrerede til fulde forskellen på Grønkjær og gennemsnits-suppespilleren. Boldomgang, overblik, spilopfattelse, tempo. En klasse over resten. Jesper synes oven i hatten at stortrives i København, også socialt, så på alle måder en solstrålehistorie i forhold til den anden danske "galactico", vi har hentet hjem. Brian Laudrup, som vel var en bedre spiller end Grønkjær, men aldrig gjorde en forskel hos os. Retfærdigvis havde Laudrup noget ringere vilkår både på og udenfor banen. En kaotisk organisation omkring holdet og knap så gode medspillere. Illustreret af at Laudrup tjente 1.00 point pr. kamp, Grønkjær står lige nu på 1.78 (det var nipserstat.dk igen).

Tobbe og Grønkjær vil jeg antage skal danne midtbanekvartet med driftssikre Michael Silberbauer (27-24-1999) samt uopslidelige og stadig bedre Atiba Hutchinson (31-29-2638). Det efterlader først og fremmest Hjalte Bo Nørregaard (22-20-1684 - tiltrådte først i sæsonens 11. kamp) og William Kvist (30-12-1573) på sidelinien, noget af et luksusproblem. Unge William har vi hyldet så rigeligt hernede, han var sammen Brede, Wendt og Benny ene om at have været udtaget til truppen samtlige 33 efterårskampe. I næste geled finder vi Razak Pimpong (20-5-613), Jeppe Brandrup (6-3-255) og den hjemvendte lejesvend Morten Bertolt (0-0-0), der var i klubben de første 10 kampe, men kun opnåede at blive trupudtaget én gang, til udekampem mod MyPa-47, blot for at ryge ud af truppen igen, da Atiba alligevel blev klar. Morten kalder det sidste udkald, og det er det nok også. Men det bliver nok med minimal spilletid, ligesom Pim, der aldrig slog til og egentlig overrasker mest ved stadig at være i klubben, og Brandrup. Det bliver nok mest i anden division, ligesom de unge Mads Laudrup (2-0-96) og Saban Özdogan (1-0-21), der lige fik snust til A-holdet på falderebet i Royal League. En sidste fra ungbrigaden er den uheldige Jacob Neestrup (1-0-9), der fik 9 minutter som indskifter i Thisted, inden han måtte ud igen med en skade. Nå ja, så var der jo Martin Bergvold (22-8-974), men han er her ikke mere.

Up front må man formode, at nyindkøbet og superligaens dyreste spiller nogensinde, Aílton, bliver makker til den ukuelige Marcus Allbäck (26-25-2707), vores sæsontopscorer so far. Fredrik Berglund (32-25-1973), der kun missede én kamp i efteråret (pga. sygdom), må nok affinde sig med at være tredievalg i foråret, mens den talentfulde KB/FCK2 topscorer Lasse Qvist (3-0-71) fuldender angrebskvartetten. Alene de tre førstnævnte burde borge for rigtig mange mål i foråret, især med tanke på, at truppens assist-konger (7 hver), Grønkjær og Atiba, ligger lige bagved og endda slipper for at skulle anvendes som frontløbere, med mindre vi bliver ramt af det værste skadeshelvede i 31 år.

For fuldstændighedens skyld havde vi også angriberne Martin Bernburg (4-2-132), der aldrig overbeviste, og Álvaro (3-2-155), der allerede efter 3. kamp drog til Sochaux. Álvaro er med sine 2 scoringer på bare 155 spilleminutter stadig med afstand sæsonens mest effektive angriber (spiller i det hele taget). Alt i alt ser det omtrent fremragende ud, og at CV og co. ikke har pudset transfervinduet synderligt denne vinter, må vi tage som et tegn på stor tilfredshed med tingenes tilstand i den sportslige ledelse. Harmoni kunne man også vælge at kalde det.

Ude i Europa klappede vinduet også i uden de helt store transfers. Det er i sommervinduet, mellem sæsoner, at de de afgørende og dyre rokader finder sted. Største handel rent pekuniært var - relativt ubemærket - Fernando Gagos skifte fra Boca Juniors til Real Madrid for små 160 mio. kroner. Største handel i England var Watford-kometen Ashley Youngs skifte til Aston Villa for omkring 110 mio. kr. Ellers valgte de fire store i Premier League ikke at fejre den nye 2,7 milliarder £ medieaftale med fornyet shoppinghysteri. I Chelsea forblev Roman Abramovich's portemonnæ endda hermetisk lukket. Ikke at jeg som Chelsea-mand tror yderligere indkøb havde rykket alverden ved den "krise", PLs nr. to, hævdes at være i. Der er sat for meget over styr til at hente Manchester United, som helt nøgternt set bare har været det mest konstante og klart mest velspillende hold i denne sæson. Desværre!

Mere opsigtsvækkende end transfers i England var snarere, at Liverpool Reds franchisen i halvtolvte time valgte et sælge sig selv til et par amerikanere frem for de arabere, som ellers næsten havde offentliggjort overtagelsen sammen med Liverpools board! Med amerikanske dollars i ryggen hos de to store røde provinsklubber - og såmænd også mere anonyme Aston Villa - er der for alvor lagt i ovnen til kold fodboldkrig mod Chelskis rubler.

I Tyskland er det heller ikke de vilde transfers, der er samtaleemnet, men den bølge af trænerfyringer, der pludselig ramte traditionsklubberne Borussia Mönchengladbach, Bayern München og Hamburger SV. Paradoksalt nok valgte ingen af klubberne at smide d'herrer Heynckes, Magath og Doll på porten i den seks uger lange vinterpause, men i stedet blot 5-6 dage og to kampe inde i die Rückrunde. I Bayern havde det ingen større effekt at genindsætte den tidligere træner Ottmar Hitzfeld, for man tabte med dramatiske 0-3 i lokalderbyet mod den traditionelle underhund fra Nürnberg. Hvis ikke der Kalle, der Uli og der Franz var indædt olme i forvejen, så må deres analyse af den seneste blamage have udløst adskillige lavinevarsler i de nordtyrolske alper.

For nu at dulme de lange 31 dage er der allerede på søndag en træningskamp i Parken. En kende utraditionelt for en træningskamp er det mod et hold fra vores egen liga. Også selvom det kun er er et midterhold og ikke en af vores regulære konkurrenter. Det skyldes den bizarre holdparring i RL, der er lige så absurd som programmet, hvor vi har afviklet 2., 4. og 6. runde og mangler 3., 1. og 5. Træningskamp eller ej, så tager trænerstaben åbenbart testturneringen, som det endnu kun er København der har vundet, alvorligt nok til som afslutning på ugeprogrammet at have lagt en, måske endda to gange lukket træning i Parken! De tre af maksimalt fire nødvendige points for at skramle videre i et forsvar af den royale, skandinaviske kejsertitel, skal øjensynligt helst i hus allerede på søndag.

En kuriøs kamp i kampen får vi måske at se, hvis Brøndbyerne bringer deres nyindkøb Chris Katongo. Kollega Bopa har researchet sig frem til, at Katongo max. er to lorte høj. Sæt ham overfor Gravgaard eller Hangeland og fodboldstatistikbegrebet head to head får pludselig en ny vinkel.

Og nu skal du skrubbe af. Jeg skal gøre klar til i morgen, hvor vi uanset udfald skal have en post-match fest, når Stamværtshuset på ny er i finalen i Fraktionsquizzen. Jeg kanaliserer al god karma til vores stærke hold, i år atter anført af quiz-veteran -smølle, suppleret med rookie thundersen, som vi signede til Bulen, inden vinduet smækkede i.

Skulle Bulen tabe finalen er intet så skidt, at det ikke er godt for noget andet. For så kan vi svælge i kolossal vrede, bitterhed, krise- og kaosteori. Og så bliver denne vinterpause alligevel lidt mindre kedelig.

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens album:

The Hold Steady: Boys and Girls in America (2006)

For en måneds tid siden havde jeg aldrig hørt om The Hold Steady. Så introducerede musikoraklet, kollega -smølle dem som en mulig koncertadspredelse næste weekend, når vi - bartendere og hangarounds - er på vores traditionelle februarfodbold tur til London. Og så måtte jeg jo høre hvad det var for nogle fisk. Det har jeg ikke fortrudt. Dannet i 2000 i Brooklyn af fire gutter omkring de tredive fra Minneapolis plus en lokal femte. Traditionel old school rock - which I like - hvor man da sagtens kan fornemme, at de kan deres Springsteen, Jim Steinman, Guns'n'Roses mv. Mest af alt minder de mig om Bob Seger. Hvor det musikalske just ikke er originalt, så er forsanger Craig Finn's lyriske tekstunivers fascinerende, tankevækkende og ind imellem stærkt underholdende. Aftenens album fra oktober i fjor er blot gruppens tredie og starter med fuld skrue - tyk, fræsende guitarmur og højstemt piano - på 'Stuck Between Stations'. Så er stilen lagt. De første linier på den første sang stammer - som albumtitlen - fra Jack Kerouacs roman "On the Road", og Finn bruger flittigt referencer fra litteraturen indimellem egne tekstfinurligheder. Den ene af skivens to stille sange, 'Citrus', er en nærmest Sinatrask drikkevise. Hey citrus / hey liquor / I love it when when you touch each other / hey whiskey / hey ginger / I come to you with rigid fingers. Craig Finn er katolik, hvilket han ikke lægger skjul på, heller ikke i denne sang; Lost in fog and love and faithless fear / I've had kisses that make Judas seem sincere. Men stadig er vi tilbage i baren som referencepunkt for historierne om amerikanske drenge og piger på stoffer og sprut; Hey barroom / hey tavern / I find hope in all the souls you gather. The Hold Steady er blevet kaldt "America's Bar Band", og som sådan passer de jo fint ind i botanikken her i Bulen. Du skylder dig selv at høre dem, og jeg har stærkt på fornemmelsen, at de er larmende gode, live. Så jeg håber, vi får mast os ind til en af deres London gigs, selvom de er udsolgt. Gonna walk around and drink some more / gonna walk around and drink ('Party Pit').

Ugens sang:

The Hold Steady: 'Chips Ahoy'
En lille smagsprøve fra Boys and Girls in America. Finn's sange er små historier med underfundige karakterer. Lyt og se selv.

For mere The Hold Steady, tjek deres hjemmeside med flere videoer og koncertoptagelser.