Kom bare ind og vær med. Vi leger "få-dagene-til-at-gå-uden-at-tænke-på-Benficakampen", og det koster en omgang, når man kommer til at nævne den kamp eller noget med relation til den. Så der er rigeligt med øl og sprut i omløb nonstop.

For lad os bare være ærlige. Benfica fylder alt og har gjort det, siden vi  overlevede Teddys såkaldte helvede i Jerusalem. Alle tænkelige og utænkelige scenarier vender sig om og igen. I det mindste dog kun omkring  returkampen, nu hvor Lissabon-matchen er overstået og parkeret på evalueringshylden. De 1-2 dernede havde jeg og de fleste vel på forhånd hjertens gerne solgt kampen for. Efter kampen kunne der dog dryppes et par hektoliter meget bitter Bitter i tilfredshedskoppen, for et nederlag virkede unødvendigt.

Selv den halve time i første halvleg, hvor Benfica rev os rundt på Da Luz' lækre græstæppe, rokker ikke ved ærgrelsen. For vi har efterhånden set så tit, at det hurtige og tekniske shortpassing-spil med kvikke 1-2'ere, fikse driblinger og især lynhurtige førstegangskombinationer i perioder reducerer os til statister. Når vi ikke får sat det første pres på boldholderen rigtigt. Og det er faktisk lige meget, om modstanderen hedder Benfica, Man. United, Beitar Jerusalem, Midtjylland, Nordsjælland, Brøndbyerne eller sågar f*cking Lyngby i en pokalkamp. Heldigvis er kvalitetsforskellen i øvrigt så gigantisk, at det kun er omkring de førstnævnte par hold, at vi får alvor kommer i problemer, når vi bliver fanget i den periodevise pasningsleg.

Det var værd at tage med fra Lissabon, at vi ikke blev straffet så hårdt, da vi var mest på røven, som vi blev samme sted i fjor. Benfica spillede sig igennem til langt færre åbne muligheder end dengang og faktisk også færre klare, gennemspillede chancer, end Beitar kom frem til i Jerusalem, de ca. 20 minutter, de havde os på skideren dér. Bortset fra nyerhvervelsen Cardozos kæmpe hovedstødskiks stod vi stærkt nok til kun at levne Benfica forsøg fra distancen. Det blev så fatalt endda, for hvor Jesper mesterligt tog Cardozos dommedagshug efter pausen højt i målet, så var det katastrofalt at give den mesterlige Rui Costa to muligheder for at lægge bolden ind så velplaceret og i præcis den højde, hvor en keeper af Christiansens størrelse har sværest ved at nå ned.

Det er egentlig bare at tippe på fodboldkasketten i anerkendelse. Når en mand med Ruis poter - 35 år eller ej - får så frit lejde til sit forehavende, så sætter han den altså i kassen hver gang. At sidde hårdere i haserne på ham næste gang, er også lettere sagt end gjort, for den eller de der skal koncentrere sig om ham, mangler så lige pludselig et andet sted med mere plads til de kvikke portugisiske kombinationer til følge. Og så vil han alligevel få chancen på et tidspunkt eller to, når koncentrationen svigter, trætheden melder sig, vi laver en fejl à la Würtz' eller bliver fanget i en lynhurtig omstilling.

Det var her vi især så forskellen på os og så et mere internationalt erfarent hold med individuelt bedre og dygtigere spillere end vores. Fejlen fra Würtz var ikke "typisk dansk" eller "typisk underhund", for den generelt ulyksalige Katsouranis leverede en bommert præcis magen til. Den "typiske" forskel var, at vi ikke var i stand til at straffe det på samme, direkte og kviktopfattende måde, for Grønkjær og Allbäck kunne ikke sætte sig individuelt igennem og fik ikke den nødvendige - løb+screeninger - støtte til det heller. Ved 1-2 målet vil jeg stadig hævde, at vi måske blev straffet for overmodet, lod os lokke af et Benficahold åbenlyst i tovene, indbyrdes pirrelige og med utilfredshed på lægterne til at gå efter det føringsmål, som jeg også lod mig narre til at tro, lå lige om hjørnet. Fanget med for mange mand fremme og ... bom. Den kloge narrer den mindre kloge.

Som vi narrede Beitar i Jerusalem, hvor det var os med CL-erfaringen ctr. et hold med seks sæsoners fravær fra euro-scenen. Lad så være, at israelerne stadig flæber over, at de syntes, de spillede bedre, havde fortjent at gå videre, at vi spillede kedeligt og yadayada. Typisk ynkelig taber-retorik. Faktum tilbagestår, at vi ikke på noget tidspunkt gennem 210 minutter stod til at tabe og at det sammenlagt over de to kampe plus forlængning kun var lige på tavlen i 46 minutter. De røg ud, vi drog videre til Benfica, og her sidder og står vi så uden rast og ro og venter på at det skal blive onsdag kl. 20.45. Og kører de mulige scenarier på den indre nethinde uafladeligt.

Hvad nu og hvis! Hvor meget bedre er de efter yderligere et par ugers træning og med tre betydende - incl. første møde - kampe i stængerne? Hvor meget af den ulmende uro i og udenfor truppen kommer med til København? Er den nye træner Camacho brandslukker, så alt nu er idyl? Er det godt eller skidt for os med et trænerskifte mellem de to kampe? Givet er det, at fyringen af Santos må have stukket lidt dybere end "kun" 2-1 over København hjemme og uafgjort mod nyoprykkede Leixões, og givet er det at Camacho på papiret er en ganske anden type end Santos. Både i ledelses- og spillestil. Selvom han åbenbart er vellidt i Benfica, så har han nu ikke de store trænertriumfer på CV'et. Oprykning med Rayo Vallecano og Espanyol, men ellers mestendels fiaskoer i Spanien, både som klub- og landstræner. Ja, nærmest dundrende fiasko i Madrid i to omgange. Faktisk har han ikke været i job, siden han sidste gang forlod Bernabéu for to år siden. På den anden side har han hentet sit hidtil eneste trænertrofæ netop i Benfica. Pokalsejr i 2004.

Jeg må hellere hoste op med en omgang, siden det nu er mig, der snakker uafbrudt om Benfica. Samtidig skal jeg også beklage, at vi har haft lukket i ugerne 29 og 33. Som kollega Bopa har nævnt det, har kollega -smølle taget orlov for at kere sig om vigtigere ting end den ulønnede fritidstjans hernede, og selv med et pivåbent transfervindue må vi erkende, at det har taget tid at finde kvalificeret afløsning. Den er nu på plads, og mens kollega Saxo nok formelt vil præsentere vikaren om fjorten dage, inden dennes første tjans i uge 37, så kan jeg da løfte lidt af sløret ved at sige, at vi taler om en stamgæst, der har hjulpet Bulen før, og at vi i øvrigt aldrig vil være for fine til at snuppe det bedste fra vores konkurrenter, f.eks. herfra.

I øvrigt, mens Mandagstrænerne åbenbart har taget deres "gab"-prædikat bogstaveligt, har vi qua deres manglende synlighed haft vores hyr med at finde dem på deres nye adresse. Godt nok cuttede de ligesom os i sin tid forbindelsen til cf-dynastiet (Copenhagen Fathers), men en ide om at deres nye adresse kunne være afledt af den gamle - http://mt.cf.dk/ - og således måske hedde http://www.mt.dk/ viste sig som et vildspor. Omend et pudsigt et af slagsen, al den stund Mandagstrænerne i vågen tilstand hovedsagligt beskæftigede sig med København i netop Maltaligaen. Tilfældigt? I think not!

Som sagt, vi har som CV måttet erkende, at det er et hårdt marked, når man søger kvalitet til afløsning på nøgleposter. Uanset graden af midlertidighed. Og mens vi nu kan slappe af, så skulle man mene, at der stadig burde være lys på CVs kontor til langt ud på aftenen sammen med et solidt træk på rejsekontoen. For uanset Ståles skiftende meldinger - så er truppen for smal, så er den bred nok - og Østergaards affærdigende forsikringer om, at Ståle får og har fået alt han beder om, så vil jeg stadig - som numerisk og kvalitativt gennemgået på min sidste vagt - hævde at truppen er både for smal og i bekneb for enkelte nøgletyper til at klare et eventuelt kampprogram á la sidste efterår og imødegå de skader og karantæner, vi ikke kan forvente at slippe uden om igen.

Case in point: Første Beitarkamp i Parken. Trods mulighed for at stille med 18 mand - også uden den danske U/21-regel i anvendelse - udtog Ståle kun 16 mand, som var fit og åbenbart i Ståles optik kvalificerede til et sidde på bænken. Fra en trup hvor kun Mathias 'Zanka' Jørgensen var skadet, og hvor Libor Sionko blev købt to dage for sent til at være spilberettiget. Op til kampen gik så Rasmus Würtz i stykker, så vi til den vigtige CL-kval. lige nøjagtig kun havde tre markspillere på bænken. Bevares, vi må ikke skifte flere ind, men det tangerer sgu det pinagtige end ikke at kunne stille fuld bænk i en euro-kamp, og så vil jeg skide på hvad Østergaard siger hele tiden, hvad CV siger når han siger noget, og hvad Ståle siger hver anden gang. Truppen er IKKE bred nok! Læg dertil det faktum at de tre på bænken i Beitar-kampen var Antonsson, Wendt og Aílton. Altså ikke én regulær reserve til midtbanen, udover den klassiske med at flytte midtbanespilleren og interims-højrebacken William Kvist frem på midtbanen, når den stivbenede Antonsson sendes på banen.

En finte chefen for "Olsens-sørgelige-Elleve" også benyttede sig af i går, endda på trods af egne tidligere udtalelser om, at han ser William som midtbanemand, ligesom William selv gjorde og fortsat gør. Jeg mindes stadig Kvists allestedsnærværende eneråden - bolderobrer, spilfordeler, chanceskaber og skudtrussel - på den centrale midt i Lillestrøm-kampen i december i fjor. Javel, det var en reservepræget match i den royale træningsturnering, men den viste dog unge William i sit rette element, og det er så meget desto mere forbandet med tanke på, at der stadig i dag - udskiftningen Linderoth-Würtz gjorde absolut ingen forskel på dén konto - udspringer absolut nada kreativitet fra den centrale midtbane, uanset hvordan Ståle måtte vælge at parre løbemaskinerne Silberbauer, Würtz og Hjalte derinde. Og det er givet medvirkende årsag til, at vi seks kampe inde i sæsonen kun er syvende på listen over afslutninger i ligaen med små 14 forsøg pr. kamp.

Bevares, d'herrer har deres kvaliteter, især når vi er oppe mod individuelt og teknisk stærkere modstandere på europa-touren, men omvendt har trioen åbenlyse mangler i det fremadrettede, når et kompakt Maltaliga-forsvar skal åbnes, hvorfor særdeles mange hjemlige kampe efterhånden byder på primitivt Københavnsk spil med tydelige reminiscenser til den migræne-fodbold, der aldrig helt undslipper en FCK-tilhænger, der har oplevet de første fem-seks år af det nye årtusinde. For djævlen, selv dynamikken og det fremadrettede drev er efterhånden pillet helt og aldeles ud af en Michael Silberbauer, som endda også er gået i stå med målscoringen. Han har ikke scoret siden de 2x2 kasser i april, da vi satte de nærmeste mesterskabskonkurrenter, Midtjylland og Odense, eftertrykkeligt på plads. Man kan sige, at Silber er transformeret til 100% arbejdsmand i holdets, presspillets og defensivens tjeneste.

Med mindre Ståle på sigt har planer om Libor Sionko centralt, må vi konstatere at der ikke er og næppe bliver købt noget kreativt til den position, og så virker det igen så fandens ærgerligt, at vi har en potentiel kapacitet til lige netop den plads løbende rundt i egne rækker, som bare skal parkeres på den højre back, der muligvis nok giver ham meget spilletid og nu en plads på landsholdet, men for min smag klart undergraver både Williams og holdets muligheder længere fremme på banen. At han har talentet, hurtigheden og fysikken til at stå en god højre back, og naturligvis mangler timing og placeringsevne qua den beskedne erfaring, er ubestrideligt. Ligesom det synes oplagt, at når Ståle alligevel indtil videre kun har ladet Kvist spille fire ud af ni mulige hele kampe på backen (William har spillet samtlige 840 minutter i sæsonen), så ser cheftræneren altså heller ikke William som en permanent højre back.

Det er forresten pudsigt, at højre back problematikken er en kilde til konstant uro også hos min favoritklub efter København, nemlig Chelsea. Ligesom os - Niclas + Wendt (og endda Bergdølmo også en del af foråret) - er man med de engelske landsholdsbacks Ashley Cole og Wayne Bridge forbløffende godt dækket ind på venstre back - en position der ellers ofte bereder mange tidlige grå hår hos klubtrænere og deres sportschefer - mens man endnu længere tid end os har haft seriøse problemer i højre side med et væld af ikke-naturlige højre backs på den position. Fra tunge Melchiot og Geremi over de versatile Gallas, Essien og talentet Diarra - der alle var "spild" på dén plads - til den tragiske Boulahrouz. Essien og Diarra er stadig i klubben, ligeså de to naturlige højre backs Glen Johnson og Paulo Ferreira, der bare ikke er gode nok. Specielt sidstnævnte, som den nytiltrådte José Mourinho bragte med fra Porto i sommeren 2004, har været en bragende skuffelse. Måske man skulle have luret, at Ferreira omtrent samtidig med, at klubskiftet blev offentliggjort, faktisk mistede sin landsholdsplads til Benficas (nu Valencias) Miguel ifm. Euro 2004. Han har i hvert fald underpræsteret siden. Og Glen Johnson, der blev købt som engelsk fodbolds fremtid i West Ham allerede sæsonen inden, viste sig at være lige så skidt defensivt som fremragende offensivt, og gik helt i sort, da José og Ferreira ankom til Vestlondon.

Han var da også lånt ud til Portsmouth hele sidste sæson i en art modningsproces, hvor han med 26 ligakampe i det mindste fik spilletid og i øvrigt også fik demonstreret, at talentet i fødderne ikke nødvendigvis er ligefrem proportionalt med kapaciteten på øverste etage, som en stadig muntre lille montage fra BBC-media fra januar i fjor illustrerer. At være nødsaget til at stjæle et lokumsbræt med tilbehør, når man ellers er på kongfyrstelig PL-hyre? Modent! Nuvel, dette lille sidespring blot for at illustrere, at selv en klub med Abramovich's ressourcer har svært ved at finde en kapabel højre back og efter nærmest desperat at have prøvet at signe Sevillas fremragende - men meget offensive - brasilianer Daniel Alves for en million-milliard, nu har valgt at nøjes med Barcelonas - ligeledes offensive brasilianer - den knapt så meriterede Juliano Belletti. Så får man måske alligevel en lille forståelse for, at FCK/PSE selv efter offentliggørelsen af denne velstand har så svært ved at finde en afløser for Lars Jacobsen. Stadig otte måneder efter!

Herhjemme går klubsnakken i medierne - og blandt Københavntilhængere der åbenbart ikke har nok i at spekulere på Benfica (øl!) - ellers ikke så meget på højrebacks, manglende kreativitet og alt for få målchancer i København, men til stadighed om krisen i Danmarks selvudnævnte men voldsomt nødstedte fodboldflagskib, der synes gået helt på grund på vestegnen og vel efterhånden skal til at klynge sit håb til, at grunden - og bunden - holder.

Alle kriseknapper lyser, både på og udenfor banen, mens handlingslammelse i ledelsen akkompagnerer det miserable fodboldspil og den sløje pointhøst nærmest synkront. Så længe familiedynastiet hånd-i-hånd med med den derude mytiske klubånd og "Brøndbydyderne" - altsammen levn fra en længst svunden tid - får lov at sætte den sekteriske dagsorden, og så længe man fra spillertruppen over Trolden til den parodiske marionet af en bestyrelsesformand fastholder at have en spillertrup til top-to eller minimum top-fire, ja så er der ikke langt til den selvbedrageriske forestilling "vi-kan-da-ikke-rykke-ned", som har sendt langt større og bedre klubber end Brøndbyerne ud af det fine selskab for en stund. Spørg f.eks. bare i Manchester United, Borussia Mönchengladbach, SSC Napoli og Atlético Madrid, hvor nok så stolte traditioner og forestillinger om permanent indfødsret til Top Flight viste sig ikke at være nok. Eller herhjemme med KB og AGF som de mest lysende eksempler.

Nuvel, det går næppe så galt for Brøndbyerne, tror jeg, men det er strengt taget noget, jeg hellere vil overlade til Bulens Brøndbyerne-eksperter, mine ærede kolleger Bopa og (den godt nok pauserende) -smølle at analysere, ligesom deres uforlignelige evne til at spotte og spidde alt vestegnsk er noget, jeg slet ikke kan  hamle op med. Måske fordi ... ærligt talt, så meget interesserer de mig sgu heller ikke derude i de vestlige forstæder. Du må mig have undskyldt. Jo, jeg klappede mig på min tykke mave af grin i lørdags, da Mike Tullberg trodsede tyngdekraften og begravede et overtidsmål i det blågule net, og jeg synes da, det er morsomt, at de to absolutte bundhold - endnu - Viborg og AGF hentede hhv. deres første point og første sejr mod netop Brøndbyerne. Men al krisesnakken har jo snart kørt et år, og ret beset har jeg altid fundet krisetegn og diverse latterlige tiltag på vestegnen langt mere interessant, dengang ærkerivalen rent faktisk også var en trussel i ligaen.

Så tilgiv mig, men lige nu er FC Midtjylland og OB og verden omkring de klubber af langt større betydning. Ikke mindst efter vi i søndags så noget så sjældent som et Midtjylland-hold, der rent faktisk ikke bare matchede os fysisk, men var os overlegne på den konto i hen ved fem kvarter. I et arbejdsraseri, der lignede det - omend i markant lavere tempo og med markant ringere fodboldspillere - man kunne se i første halvleg af Liverpool-Chelsea inden FCK-FCM opgøret, formåede de at stresse vores midtbane og angreb helt ud af kampen. En ny taktisk dimension fra Erik Rasmussen, som stadigt udvikler sig og sit hold på det område. I fjor fik han så småt styr på defensiven, hvilket blev nøglen til Midtjyllands hidtil bedste placering, og i søndags fik han held til at læse og stække os med netop nogle af de midler, vi ofte selv har haft som trumfer mod midtjyderne.

Heldigvis betød midtjydernes energiske løbearbejde, at de ikke havde overskud til voldsomt meget helt fremme i vores felt, bortset fra et par absurde afbrændere af nulbon'en Dadu, og da vi heller ikke kom til alverden, blev topkampen også den med hidtil næstfærrest afslutninger i sæsonen. 18 i alt - ni til hver - og i øvrigt kun undergået af de i alt 15 afslutningsforsøg i kampen AGF- ... København!

Spørgsmålet er stadig, om kampudviklingen i søndags hængte mest sammen med deres styrke eller det faktum, at stort set alle vores spillere præsterede langt under vanligt niveau. Trods to dages ekstra restitution ift. Midtjylland i ugen inden, syntes det evident, at de otte af vores markspillere, der var på banen fra start både i Lissabon (øl!) og Parken, var voldsomt mere mærkede end de midtjyder, der også havde været i kamp i en angiveligt mere walk-over præget affære i Finland. Vores niveau illustreredes vel også af, at Jesper Grønkjær leverede sin til dato suverænt ringeste præstation i den hvide trøje, men i øvrigt alligevel formåede at låse 2-3 modstandere ved sin blotte tilstedeværelse i nærheden af bolden. Bare synd det ikke var dagen, vi kunne drage fordel af dén detalje. Om det var en enlig svale hvad angår vores præstation, eller de næstbedste vitterligt er kommet tættere på, får vi muligvis et svar på allerede på lørdag, når OB venter i Odense. De spiller jo pr. definition som Midtjylland gjorde i søndags, så Ståles modtræk skal blive interessant at følge. Vi kan i hvert fald næppe tillade os en offday mere, hvis det var det, det var!

I det hele taget får vi vel den optimale sparring omkring Benfica (øl!) med den aktuelle top tre som modstandere. Midtjylland og OB inden Benfica i Parken, duksen Randers lige efter. Og selvom vi ikke vil opleve et så hårdtarbejdende og nonstop-løbende Benfica som midtjyderne og - givetvis - fynboerne, så kan det næppe skade at få den efter superligaforhold stærkest tænkelige opvarmning til onsdagens brag. Fokus og momentum bevares. Om det så nytter, er en anden snak. Det bliver sikkert et portugisisk hold i en afdæmpet og kontrollerende rolle, præcis som da vi mødte dem i CL-gruppefasens åbning for et års tid siden. Ikke til at sige, om de ville/kunne skrue et gear eller to op, hvis vi var kommet foran dengang, men de virkede tilfredse med uafgjort, som de rimeligvis også vil være på onsdag.

Til gengæld er det måske - måske! - en fordel, at vi skal have et resultat og ikke står mod en stærk modstander i Parken og via 1-1 i udekampen allerede er videre ved returens kick-off og skal forsøge at spille 90 minutter på dét resultat. Det gik jo grueligt galt mod både Chelsea ('98), Rangers ('03) og Hamburger SV ('05). Og helt basalt er vi jo ikke ringere stillet end før den Champions League afgørende returkamp mod Ajax i fjor. Som jo endda foregik i Amsterdam. Nu er vi hjemme i Parken,  på "græs" kun vi kender, med en fornuftig europæisk track-record under Ståle (4-1-1) mod et Benficahold, der normalt er markant stærkere hjemme i Lissabon og i 2000-tallet faktisk bare har vundet 7 af 26 europæiske udekampe og tabt 14!

Benfica mig her og der! Vi må have mere øl og sprut på bordet. Noget af ventetiden kunne man så i går fordrive med en vifte uendeligt ligegyldige venskabslandskampe. Blandt andet DBUs flagskibs største hjemmebanenederlag i 48 år på den nye hjemmebane i Århus. Selv som PSE-aktionær synes jeg i øvrigt, at landsholdet hører langt bedre hjemme i Århus. Hvor om alting er, så fik Robbie Keane og co. måske bragt lidt proportioner ind i billedet omkring det danske landshold. Ligesom det synes at være tilfældet i Brøndbyerne, så har Olsen, den belastende roliganhær og størstedelen af den danske fodboldpresse alt for længe hypet den åbenlyse vrangforestilling, at vi hører til blandt de bedste landshold i verden. Eerrrrh, forkert! Om ikke andet burde man vel have opfattet hintet, da Danmark på den FIFA-rangliste, der blev offentliggjort umiddelbart inden Eire-kampen faktisk var droppet ned som nr. 30,  den dårligste placering siden listen blev indført. Og vel reelt en placering, der passer til indbyggertal, talentmasse og potentiale. Specielt når vi ikke har en stjerne-årgang ude i de store europæiske klubber og må stille med så forholdsvis mange spillere fra den hjemlige liga i truppen. Så er det selvfølgelig krepérligt, at København skulle bidrage med hele syv spillere (fem fra start) til den blamage, men endnu mere irriterende i min optik, at det kostede et par træningsdage forud for OB- og især Benficakampen for de syv plus Atiba, Mackan og Brede, der i øvrigt ifølge kollega -smølle var helt overlegen for Norge mod Argentina. Det lugter desværre af lånt Københavnertid for Hangeland.

Man skulle så nok mene, at storklubben Benfica med deres stjerneparade af dyre spillere - portugisiske såvel ikke-portugisiske - måtte have samme betingelser med en halv snes spillere eller flere væk i respektive fædrelandes tjeneste, så det kunne "gå lige op". Men overraskende nok var kun 3 - tre - Benficafolk af sted. Og kun græske Katsouranis spillede fra start (skiftet ud efter en time) i Grækenlands venskabsnederlag til Spanien, mens Nuno Gomez fik den sidste halve time og målmand Quim forblev på bænken hele kampen, da Portugal floppede med 1-1 i EM-kval.kampen i Armenien!

Uanset antal A-landsholdsspillere i de respektive trupper, så repræsenterer Benfica-flokken på papiret langt større international rutine, individuel kvalitet og stadig højere værdi end den nyligt opjusterede FCK-trup. Så selvom jeg ser kampen som en god 50/50, går vi trods alt til opgaven som underdogs, og vi kan igen køre drømme- og mareridtscenarierne på den indre filmspole.

Nerverne vil sikkert have bedst af et par hurtige portugisiske mål og game over, men det er jo ikke det, vi har lyst til. Om det så er bedst for nervesystemet med en tidlig føring, der skal forsvares hjem eller en dødssejler af en kamp med et Allbäck-mål i 89. minut. Tja, jeg er i al fald glad for stadig at kunne tænde op i mine Camels i Parken til at dulme de værste spændinger undervejs. Især på en UEFA-aften med let hængemuleøl.

Det er næsten ikke til at bære, at vi lige skal overstå Odense først. Lad os håbe især Jesper C. får revanche for pokalfinalen og så fuld fokus på et muligt nyt eventyr i The Big Kahuna. Lad os også minde hinanden om, at vi får mindst to euro-kampe mere, selv hvis vi ikke tager Benfica. Og en alt efter lodtrækningen rimelig mulighed for at nå i det UEFA Cup gruppespil, der under alle omstændigheder opfylder det realistiske succeskriterium. Alt mere end det er ren bonus. Men ... når man nu har prøvet Champions League, har man vel ikke lyst til noget mindre. Så jeg drømmer stadig om et nyt seksturs-klippekort til den europæiske førsteklasse. l hvert fald indtil sent onsdag aften.

I mellemtiden kan man bare stå her med bajere og smøger - jo jo, vi er 39,9 m² non-food bar, så du kan bare pulse løs - og vente. Og vente. Bliv du bare og vær med!

Holger

og i jukeboxen rumsterer ...

stadig The Hold Steady. Mens vi venter på deres nye singleudspil og deres venden tilbage på vore breddegrader, så kan man jo hygge sig med diverse interviews med de brave folk og for adspredelsens skyld forske lidt i de bands og kunstnere, der har inspireret dette verdens bedste bar- og bartenderband! Såsom Led Zeppelin, Thin Lizzy, Cheap Trick, The Replacements, Soul Asylum, Springsteen. De tre af dem kan jeg erklære delt interesse i.

 

 

Cheap Trick tager én tilbage til sidst i 70'erne og en lille håndfuld glimrende skiver med deres bizarre blanding af hard-rock, new wave og regulær pop. Egentlig husker jeg et noget ambivalent forhold til dem, fordi jeg fandt forsangeren Robin Zander aldeles uudholdelig med hans lange hår og sceneoptræden som snydt ud af de tidligere 70'erere rædsomme glampop bands som Sweet, Smokie og Bay City Rollers osv. Det kunne så vejes op af deres bindegale hofkomponist og guitarist Rick Nielsen og manden bag trommerne med det cool navn Bun E. Carlos. At Budokan (1979) blev en milepæl både for Cheap Trick og livealbumudgivelser som sådan, hvor gruppen med brusende guitarer føjede nye dimensioner til især deres mere poppede sange under en stormombrust koncertserie i '78-'79 på  Japans dengang ganske hippe Budokan scene, hvor alle vestlige musikere med store yen-ambitioner bare måtte spille. De ti af sangene - incl. den stadigt selv i rockarrangement utålelige og klæge 'I want You To Want Me' - blev foreviget på Budokan albummet. Og de ni var og er strålende. For mig "døde" Cheap Trick efter deres sidste anstændige studieplade, Dream Police (1979) med de forrygende 8-9 minutters rockere 'Gonna Raise Hell' og 'Need Your Love'. Og indtil for nylig troede jeg egentlig, at de vitterligt var opløst. Så stor var min overraskelse, da jeg hos en god ven dels hørte deres helt nye - og egentlig ganske OK - album, Rockford (2006), opkaldt efter deres hjemby i Illinois, og dels ved samme lejlighed blev belært om, at de faktisk har eksisteret aktivt lige siden og i dag stadig med den originale kvartet. Smagsprøven bliver dog fra dengang, fra Budokan, ikke det allerbedste fra pladen/koncerten, men det kvalitetsmæssigt bedste YouTuben kan byde på: 'Surrender'.

Irske Thin Lizzy fyldte retfærdigvis noget mere i mit musikunivers i 70'erne og start-80'erne. Hårdtslående, men melodisk, dramatisk og bluesinspireret rock, tilsat Phil Lynotts melankolske tekster og en stribe blændende albums. Live-opsamlingen Live And Dangerous (1978) er stadig et af de bedste live-albums, der er udgivet, både for sam- og eftertiden. En dobbelt-LP var det naturligvis dengang i vinyl-tiden med 17 Lizzy-perler fra bagkataloget indtil da. Optaget i '76 i London og '77 i Toronto på "Johnny The Fox" og "Bad Reputation" turene. Og et vidnesbyrd om hvilket bragende godt liveband Thin Lizzy var, som man også ved selvsyn kunne konstatere, når de flere gange lagde vejen forbi Forum og Falkoner Teatret i København. Thin Lizzy blev opløst i 1983, og den nyligt udgivne DVD Thunder And Lightning Tour (2006), optaget 9. april 1983 på hjemmebanen i Dublin, blev det sidste billedvidnesbyrd af gruppens live-optrædener og også deres sidste gig i Irland. Det gør DVD'en både interessant og vemodig - og kuriøs med lidt indledende kommentarer fra ex-Lizzy'er, producere, rockjournalister og ... George Best! Udover den bragende gode musik, altså. Thin Lizzy havde gang i svingdøren, især til second-lead guitarist spotten, men var alligevel først og fremmest personificeret ved den voldsomt karismatiske sanger, sangskriver og bassist Phil Lynott. Manden der om nogen satte irsk (rock-) musik på kortet og også nåede et par soloplader, hvoraf Solo In Soho (1980) var blændende. Han døde alt for tidligt i januar 1986, kun 36 år gammel. Lizzy har her på tærsklen til det nye årtusinde forsøgt diverse comebacks med lead-guitaristen fra dengang, Scott Gorham, ved roret. Omend han og de formentlig stadig kan levere rockvaren, så er Thin Lizzy altså ikke Thin Lizzy uden Phil Lynott. Smagsprøven napper vi fra deres heyday, et atypisk Lizzynummer ovre i den mere afdæmpede boldgade. Men nok stadig mit absolutte favoritnummer med bandet. Nyd basgangen, saxen og Phil, og hvis du var med dengang, så drøm dig tilbage sammen med mig. Optaget i Hammersmith Odeon i Vestlondon, og faktisk samme version som på Live And Dangerous albummet: 'Dancing In The Moonlight':

Bruce Springsteen bliver selvfølgelig så den tredie af The Hold Steady's inspirationsmuser, hvor jeg kan dele begejstringen. Men Bossen over dem alle behøver vi næppe introducere mere på netop dette sted. Lad mig blot minde om datoen 2. oktober. Datoen for et spritnyt studiealbum fra Bruce og The E Street Band. Der har vi virkelig noget at se frem til.