Træd blot nærmere og slå røv i barstolen. Der er god plads i aften. Det har der faktisk været hele ugen. Som altid når der er landskamppauser. Ingen Københavner-kampe at evaluere og intet overflødighedshorn af TV-klubfodbold fra ind- og udland at samles om. Således var her vel totalt en god håndfuld mennesker hele weekenden - trods DK vs. Spanien lørdag endda - hvorfor jeg havde god tid til at gøre klodsen op og i det hele taget fortvivlet gennemgå Bulens sørgelige regnskaber.

Nå ja, så var der ham den irriterende satan, der kom braldrende gentagne gange. Uden at købe noget. Blot for at håne København ved at råbe det samme, som gennem nogen tid også har lydt i trykte og elektroniske sportsmedier omkring de få mål, om at sejre uden at sprudle eller bare det genkendelige mantra Kedelige København. Nu var han vist på udgang fra et behandlingsforløb og er vist nok også i familie med en anden gammel og sær kending af Bulen, Johnny Jehova, så man kunne jo bare vælge at ignorere tossen. Og havde han fungeret lidt mere "normalt" på blot nogle få cylindre i tagetagen, så kunne man jo have sendt ham på porten med det lige så obligate "Så kig dog for helvede i tabellen, fryns" i nakken!

Alligevel fik han mig til at studse lidt. Og du må hellere lige få en øl, inden jeg skal orientere dig om mine studserier. Nej, du kan fandenbankeme ikke få en Budweiser her. Heller ikke købe. Vi fører ikke stadset. Men vi har stadig lidt få af rookie thunders amerikanske øl fra sidste uge. Og skal det være Bud, så kan jeg da tilbyde den ægte vare Budějovický Budvar (også selv om tjekkerne i dag også kalder den øl for Budweiser Bud).

Der er nu noget om de Københavnske mål, eller rettere manglen på dem, for nu at gribe tråden fra min sidste vagt. Det er nemlig ikke blevet bedre i mellemtiden. 16 mål i 12 ligakampe, kun fire hold - de fire hold i bunden - har scoret færre. 16 mål i 12 ligakampe, kun i tre af de tolv kampe har vi formået at score mere end ét mål, og det mod tre af de ringeste og klart mest ustabile forsvar i rækken. 16 mål i de første 12 ligakampe, det har kun Kim Brinks hold i 1996 og 1999 gjort dårligere i Københavns historie, og de var altså ikke i nærheden af førstepladsen. Kun 16 mål i 12 ligakampe, det er 1,33 mål pr. kamp.

Nå ja, for fanden. Det er er da trods alt ikke helt usædvanligt, at duksen ikke er mest eller bare næstmest scorende. Hverken som mestre til sidst eller undervejs. Tænkte jeg. Så jeg tjekkede lige de nærmeste og/eller mest "kendte" ligaer. Hmm, Allsvenskan, Tippeligaen, Premier League, Bundesligaen, Serie A, La Primera, Ligue 1 ... der er førerholdet pr. uge 41 godt nok også mest scorende hold. Men hey, Feyenoord fører pt. i Holland, uden at have scoret flest mål. Der ser du! Og de 1,33 mål, det er skidt for et tophold, men der må være nogle ettere, der er endnu ringere. Igen tjekkede jeg de mest gængse ligaer. Nope! Og så blev jeg stædig. Der måtte findes en liga, hvor førerholdet pr. uge 41 havde scoret færre end 1,33 mål/kamp!

Det blev nu for besværligt med lommeregneren, så da jeg alligevel sad og hakkede bilag ind i regnearket, oprettede jeg et nyt ark og tastede kampantal, mål og points ind for samtlige 51 europæiske ligaer. Det var en stadigt mere nedslående oplevelse, helt frem til jeg som de sidste tastede montenegrinske FK Zeta Golubovici og ungarske  Kispest Honved ind. Tænk dig, fra Norge i nord til Israel i syd og fra Irland i vest til Kasakhstan i øst, ikke i ét af de øvrige 50 europæiske forbund findes der lige nu - uge 41 - et førerhold, der kun har nettet 1,33 gange pr. kamp. Som København. Se selv her: En sørgelig statisik.

Og det er altså ikke fordi, vi er det mindst pointscorende tophold i Europa (omend vi dog er helt nede som nr. 47 på den konto), og slet ikke fordi SAS-ligaen er specielt målfattig (22). Så ingen umiddelbar sammenhæng der. Man kan jo så lade ens temperament afgøre, om det er en lidet flatterende, måske endda lettere pinlig statistik, eller om det er virkeligheden er pissegodt og bevis på stor effektivitet og perfektion af minimalismens kunst, at vi har formået at hente 1,56 point pr. scoret ligamål i denne sæson. Kun CSKA Sofia og FC Porto er "bedre" på den led.

16 mål efter 12 kampe er så i øvrigt det absolut ringeste for et tophold i superligaens historie. Næstringest med 18 mål efter 12 kampe er for pudsigt nok også København, efteråret 2002. Det er således slet ikke noget særsyn med den sparsomme målscoring. Ikke blot i den pragmatiske - men resultatmæssigt indtil videre også enestående - æra fra og med Roy Hodgson. Kun to gange i Københavns superligatid har man været mest scorende, mesterskabssæsonerne 92/93 og 05/06. Omvendt har København signeret fire af de fem målfattigste mesterholdskampagner i tiden med 33 kampe, herunder den ringeste scoringstotal for et mesterhold med de 51 mål i 02/03 sæsonen, ringere end Herfølge tre sæsoner tidligere!

Det er som sagt ikke helt uvant, at København ikke ligefrem scorer mål på samlebånd, uanset vi er fastmonteret i toppen - på nu ottende sæson - eller frister en tilværelse i den mere middelmådige del af rækken. Og det er formentlig medvirkende til, at det endnu ikke er lykkedes at præsentere en liga-topscorer i FC København regi. Et kig på denne liste afslører seks Københavnske topscorere i min levetid - okay, ni hvis vi tæller B1903 med - heraf kan jeg dog kun huske Uffe Brage, Ole Forsing (de to endda kun vagt), Niels-Christian Holmstrøm (anden gang), Bjarne Petersen og Hans Aabech. Baronen er så den sidste topscorer, København har haft. 27 år siden!

Ikke fordi man ikke har forsøgt. Adskillige topscorere er hentet til klubben i den superligatid, som vi hellere må holde os til. Peter Møller blev den første, headhuntet inden sæsonen 93/94 efter at have været ligatopscorer to sæsoner i træk (for AaB). Kun 9 mål blev det til i den hvide Danica-trøje, just ingen succes. At '32' så blev en legende i klubben i sit andet ophold og scorede pænt med mål (46) - spillede for lidt fast til at nære topscorerdrømme - er en helt anden snak.

Thomas Thorninger (AGF) og Heine Fernandez (Viborg) er andre superliga-topscorere, vi har hentet til klubben, begge 1½ sæson efter de respektivt toppede skytteligaen. Thorninger blev ikke brugt meget som decideret angriber, og kan derfor på ingen måde kaldes en fiasko, selvom han ikke blev topscorer. Heine blev kult, men dæleme ikke på grund af specielt mange mål. Der var skarpere krudt i smøgerne end støvlerne, der kun lynede 12 gange (6 i ligaen) de to halvsæsoner, han spillede i Byen.

Udenlandske topscorere har vi også hentet ind. Harald Martin Brattbakk var den første. Topscorer tre år i træk i '94, '95 og '96 i den norske liga (for Rosenborg) og til København i vinterpausen 99/00 ovenpå et par relativt succesrige sæsoner i Celtic. Ligeledes relativt om man vil kalde hans to halvsæsoners ophold hos os for en succes. Han scorede i 31 ligakampe i København to mål flere (14) end han gjorde i 44 ligakampe i Glasgow. Men han scorede vel ikke helt det antal mål, vi håbede og forventede? Til gengæld skulle han blive norsk ligatopscorer yderligere to gange ('02 og '03), da han vendte hjem til Trondheim. Peter Ijeh var - sammen med Allbäck - den næste i rækken. Topscorer i Allsvenskan for Malmö FF i 2002, men bortset fra det meget vigtige overtidsmål i Horsens 24. april 2006 med sølle 4 sæsonmål et flop i København. Ståle Solbakken har et bud på hvorfor. Ijeh har haft lidt større succes i Stavanger med foreløbig 25 mål i 35 ligakampe, nr. to på topscorerlisten lige nu og pænt placeret på VGs spillerbørs.

Sæsonen efter hentede vi Fredrik Berglund, der vandt den allsvenske topscorerpris helt tilbage i 2000 (Elfsborg) og havde bombet pænt og placeret sig højt på SAS-ligaens scoringslister i Esbjerg, inden han endte her. 7 mål i 29 ligakampe nåede Bella i København, ikke helt godkendt. Foråret 2007 blev nærmest et mareridt for Fredrik, der jagtede sit ligamål nr. 100, hvilket måske også var den blokering, der gjorde, at han slet ikke fik scoret i det forår i København, udover i pokalen og den royale. Til gengæld kom ligamål nr. 100 i hans anden kamp - første start - efter hjemkomsten til Borås.

Godkendt må man til gengæld sige, at den sidste mand i klubben med en fortid som ligatopscorer har været, og er. Jeg nævnte ham lige før, Marcus Allbäck. 30. juni 2005 landede han samtidig med Peter Ijeh, og det var så den eneste fællesnævner, man kunne sætte for deres karrierer i København. Marcus har gjort det meste rigtigt i sin tid i København, ikke kun som målscorer, og rangerer blandt klubbens 3-4 bedste angribere i superligatiden, hvis ikke den bedste. Mackan var allsvensk topscorer i 1999 (Örgryte), og er den Københavner, der er kommet tættest på en ligatopscorer-status siden 1980. I sæsonen 05/06 var han med 15 mål på en delt andenplads - med Álvaro Santos og Mads Junker - ét sølle mål efter Steffen Højer. Dermed kan man målt på scoringsfrekvens alene kåre Álvaro + Allbäck til tidernes bedste angrebsduo i København.

Og nu jeg fik nævnt Álvaro, så tilhører han typen af angrebsindkøb i klubben uden ligatopscorer-status i CV'et, men dog en vis forhistorie som bomber. Álvaro var en succes, ingen tvivl. Og han nåede da at blive "intern" topscorer i klubben i sæsonerne 03/04, 04/05 (delt med Magne Hoseth) og 05/06 (med Allbäck). Det samme har Allbäck opnået to gange indtil videre, og det opnåede David Nielsen  (tre gange - i træk), Zuma (en gang) og Todi (to gange - plus stadig nr. 1 på totallisten over målscorere i København med i alt 68 mål, 54 i ligaen), alle spillere hentet med store forventninger til det offensive spil. Og mål. Delvist indfriet, må man sige. I modsætning til en Jörgen Pettersson med bomberfortid i Sverige og Tyskland, men måske det største flop ift. forventninger, fortid og status. Også et større flop end Ijeh.

Man kan altså ikke bebrejde personaleledelsen i klubben, at der ikke er gjort ihærdige forsøg på at tilknytte topscorere med brugbare evner og anbefalinger. Plus alle dem, der ikke kom alligevel. Miklos Molnar (89 + 96/97) og Peter Lassen (99/00) var to ligatopscorere, der i flere omgange rygtedes hertil. Søren Frederiksen (93/94 og 02/03) har også været nævnt, men det anser jeg nu stadig som en joke. En joke var derimod ikke Esbjergs Demba-Nyrén. Godt nok ikke topscorer, ikke engang i Esbjerg, hvor han dengang i hierarkiet stod bag Fredrik Berglund, som endte i København i stedet. Som afløser for Álvaro. Om Demba-Nyrén havde været et bedre valg end Berglund, finder vi aldrig ud af, men i hvert fald en ganske anden type og fysisk måske bedre passende på et hold, der et halvt år forinden også havde taget afsked med en Peter Møller. Dembas krav skulle dog vise sig urealistiske.

Den mest prominente af dem, som det alligevel ikke blev til, men heller ikke var ren spekulation og luftkasteller, var så ham her. Og vi bød rent faktisk på ham ifølge C.V. Med tanker på hvad vi har betalt 22 mio. for fra den samme liga, var vi sikkert ikke langt fra Alves prislappen på 30 mio. dengang. Nu er der igen ingen garanti for, at han nogensinde var blevet en succes, alene hans noget problematiske gemyt kunne indikere, at han ikke ville falde til i Ståles/CVs/Mios integrationsforløb, plus at han altså ingenlunde var en decideret måltyv - scorede færre sæsonmål end Ijeh og Álvaro f.eks. - i det svenske, og først opnåede topscorer- og superbomberstatus i sidste sæson i Holland, hvor hans første æresdivisonskamp fra start i denne sæson jo kastede syv mål af sig. Nu var det så sandsynligvis tilbage til sommeren 2003, at vi bød på Alves, og dengang købte vi som bekendt Verdens Flinkeste Mand i stedet. Det var muligvis stadig det rigtige valg.

En anden "A"-brasser er til gengæld på vej til at blive et flop i Pettersson-klassen, ja det dyreste af slagsen i klubbens historie. Men Aílton Almeida er omtalt så rigeligt - og taler også selv endnu - og endnu kan han jo nå at slå til! Rorgængerens seneste bud på en topscorer er så Morten Nordstrand. Delt topscorer i fjor med Rade Prica, og jeg må indrømme, at jeg egentlig troede, at Prica var den mere oplagte at hente af de to, da vi i den grad har savnet muskler og hovedstødsstyrke i boksen, siden Møller valgte at gøre TV-karriere. Allbäck og Berglund - og Aílton(!) - hørte i forvejen ikke til de største, så at hente en angriber mere af samme statur, gav ikke megen mening set fra min bardisk.

Det gav dog lidt mere mening, da vi solgte Bella to dage efter, Nordstrand var ankommet. Ligesom alt foreløbig tyder på, at Morten Nordstrand vil vise sig at være et rigtigt godt køb. Han har imponeret mig voldsomt indtil nu, også selvom han den seneste måned synes at være rendt ind i den formnedgang - og reaktion - jeg stod her og forudsagde på min sidste vagt. Men starten var forrygende, og det er en spiller med flere strenge at spille på end Berglund, der faldt meget igennem, når han skulle ligge alene fremme mod fysisk stærke forsvarere og samtidig var forrygende dårlig til at spille med ryggen mod målet. Nordstrands teknik og blik for spillet, gør at han bedre mestrer den facet, og så virker Morten bare lige dét skarpere.

Nok om angribere for i aften. Du har sikkert lige som jeg et bud på, hvorfor vi bare ikke kan få en ligatopscorer. At vi scorer så få mål i det 21. århundrede hænger givet sammen med den spilkultur, der hersker i klubben. Og her tænker jeg ikke på truppens hang til poker, oddset og Backes travfiduser, men den stramt defensive no risk organisation, der kendetegner spillestilen. Eller slet og ret fraværet af et offensivt koncept. Under Roy, under Hasse og under Ståle. Men dén diskussion har vi haft, og min gode kollega thunder brugte endnu en aften på det i sidste uge.

Jeg er 100% enig med ham, men vi har sammen med en tredie god kollega, -smølle, der også er forbandet over vores triste spil, fundet ud af, at et sundt samleje sagtens kan tage et migræneanfald i opløbet, og vi derfor til vore koners/kærestes måben nu i stedet for at tage FC-trøjen på smider bukserne "klokken kvart i bold".

Uden dunkende migræne skal man så bare undgå at falde i søvn i løbet af kampen. Mon ikke vi trods alt holder os vågne foran skærmen lørdag. Dels er der gået fjorten dage siden sidste kamp, dels er det et absolut topopgør i Aalborg mellem ligaens lige nu to formstærkeste mandskaber, og ligaens to eneste tilbageværende hold på euro-scenen. Klassisk; forfølgeren mod duksen, det mest scorende og suverænt mest chanceskabende hold mod det hold, der slipper klart færrest mål ind og giver færrest chancer væk. Det er apropos måltemaet iøjnefaldende, at AaB i de sidste seks ligakampe - som de alle har vundet (man kan spille offensivt og vinde) - har scoret 19 mål. Det er tre flere end Københavns sæsontotal!

Hvis ikke Københavns forsvar kan, så kan landsholdspausen måske ødelægge Aalborgs målflow. I øvrigt har de haft syv spillere af sted med diverse A- og U-landshold, så handicappet på den front er nogenlunde udjævnet. Blandt de ni A-folk vi havde ude, fik Gravgaard uden at spille raget sig en skade - eller forværring - til, men jeg tror egentlig ikke, det bliver det store handicap, uanset om Antonsson eller den imponerende Zanka bliver forsvarsmakker til kolossale Brede. Interessant skal det også blive, om Atiba har tanket form og energi i landskamppausen, hvor han for en gangs skyld ikke har været af sted med Team Canada, der ikke spillede i denne nationaltermin.

Én der spillede, var Sionko. Og scorede, da han og Tjekkiet stemplede ind til EM-slutrunden. Og jeg nød hans 58 minutter mod Tyskland, der var så uendeligt mere inspirerende at se på end Olsens tragisk-triste Elleve. Bare Libor kan inspirere København tilsvarende på lørdag. Og fremover. Han er i sig selv en kur mod migrænen.

En tjekkisk øl mere, Pilsner Urquell, skal du få. Vi skåler for Libor, og du ser bare at fedte hjem herefter. Godnat og sov godt!

Holger

og i jukeboxen hylder vi ...

Joe Strummer

 

For en måneds tid siden kom Julien Temples dvd-dokumentar The Future Is Unwritten i handlen, og jeg er nu ved at se den for tredie gang. En helt enkelt fængslende to-timers rejse gennem livet for en af  punkscenens - og rockscenens -mest interessante, karismatiske, ikoniske og betydende personligheder. John Graham Mellor. Fra barndommen som rejsegods til diplomatfaderens fjerne destinationer og kostskolen hjemme i UK. Over den rebelske ungdom som "Woody" Mellor,  der blev til Joe Strummer og ved mødet med Sex Pistols' Johnny Rotten på en studs sagde farvel til hippie- og slumstormertilværelsen med pubrock-bandet 101'ers i London W11 og goddag til punkbevægelsen og mægtige The Clash. Og videre over solo- og filmkarriere, kult-DJ på BBC-programmet "London Calling" og bandprojekter som The Latino Rockabilly War og The Mescaleros frem mod hans pludselige og alt for tidlige død i december 2002. Man kan læse op på Strummer i bøger og på nettet, men tilsat levende billeder, får historien alligevel et ekstra pift. Privatoptagelser, koncertoptagelser, radiooptagelser. Strummer selv, folk omkring ham, interviews, anekdoter og mindesamtaler og -sang omkring lejrbålet. Et stykke britisk - og amerikansk - samtids- og musikhistorie. Og naturligvis masser af musik. Folk, reggae, rock, punk. En must see DVD. Der er i øvrigt allerede i maj i år udgivet et soundtrack til The Future Is Unwritten med musikken fra filmen.

The Clash fortjener deres helt egen historie, men i fílmen optræder også Joe Strummers første band, The 101'ers, bl.a. med en live-udgave af 'Keys To Your Heart'. Her tager vi den i originalindspilning til en fotomontage fra Strummers verden anno 1974-1975.

Blot to måneder efter sin død blev Joe Strummer hyldet ved Grammy Awards. Bl.a. ved at Bruce Springsteen, Elvis Costello, Steven Van Zandt, Dave Grohl, Tony Kanal og Pete Thomas gik på scenen og bragede 'London Calling' af. "This is for Joe":