Det er trænerens skyld

tilbage

Nå! Så står du igen der og glor! Direkte ankommet fra November Boulevard. Træd endelig nærmere. Få en lille calvados mod støvregn og kold efterårsblæst. Den går gennem marv og ben, sagde min gamle tante på Amagerbrogade altid. Det gjorde den formodentlig også dengang, måske i endnu højere grad - hun peakede i de tidlige 70ere og er kradset af for længe siden.

Det var for øvrigt hjemme på hendes gamle møbelfjernsyn i teaktræ med folde-ud-låger, at jeg lærte Tottenham Hotspur at kende. Det kan du læse mere om her, det behøver jeg ikke gentage. Men tante Johanne skuttede sig altid under tæppet og tog sig også en lille ekstra cognac til kaffen. Sådan som man altid bør gøre i disse forstadier til vinterens årlige ankomst. Og kaffen har jeg også - varm og frisk fra kolben her bagved. Dagens tante, kaffe og cognac, det bliver gangstativernes alternativ til det gamle fagforeningsslogan fra Blik & Rør Ungdom: "Gas, vand, og varme, stiv pik og charme."

Om ham knøsen der var hernede forleden for at lure, hvorfor cisternen lækkede ude på vores... hømmm... spartanske toilet, hejste flaget, skal jeg ikke kunne sige. Men charmen ved ham var lige så fjerntliggende, som blikket i hans øjne blev, da han skulle fortælle om problemet. Han var spejlblank og jeg gav ham fripas. Kom med et nyt toilet i stedet og sæt det op, mand. Det gjorde han så. Skinnende hvidt som aldrig set før hernede med blankforkromet trykknap og 4/2 liters dobbeltskyl. Skandinavisk design. Basisspel hele vejen og lad venligst være med at pisse ved siden af et par dage endnu. Nyd synet i stedet - mens vi er på toppen.

Nuvel. Migrænepillerne er blevet suttet som hindbærbolsjer siden Randers-kampen, personligt fik jeg nærmere et flashback til de tidlige 90ere. Der var engang hvor FC København også spillede sådan, og formåede at tabe på den måde. Uden at modstanderen egentlig gjorde noget væsen af sig. Efteråret 1994 og en hjemmekamp mod OB.

Det var ugen efter 4-0 sejren ude i Brøndby. Dengang var de kampe også pudsige. Brøndby var det bedre hold, men vi vandt altid. Per Frandsen, Morten "Murer" Nielsen og to gange Højer. Det første Højer-mål scorede han på et straffespark, efter Mogens Krogh havde fældet Lønstrup. Krogh blev udvist. Altsammen tog de sidste 17 minutter af en kamp, som Brøndby ellers havde totalt domineret. Og alle fire mål blev scoret lige foran fjæset på os københavnske fans, der blomstrede spredt på hele endetribunen derude dengang. Ugen efter gjaldt det OB. I Parken. Vi spillede dem ud af banen det meste af en første halvleg, med en sprudlende Carsten V. Jensen på banen. Men Odense kom foran. I øvrigt også på et straffespark. Og de vandt. 1-0 som Randers forleden.

I søndags var der tjekken og træværket, og dem der mente at træneren skulle fyres. Da jeg cyklede hjem, tænkte jeg af en eller anden grund på netop den OB-kamp for 13 år siden. Det kom bare til mig, da jeg passerede Skt Markus-kirken på Frederiksberg som et lettere religiøst indfald, vi har været der før og vi kommer der igen. En anden dag.

Det var i øvrigt omkring selvsamme kirke, at KB havde sit legendariske anlæg, Granen, i forne tider. Dengang mænd var mænd og vandt og tabte med samme sind. Nu taber de hver uge og er blevet bundhold i 2. division øst. Ja, jeg har efterhånden fået det sådan, at når de taber er de KB, når de vinder er de FCK 2.

I mit stille og beherskede sind tænker jeg efterfølgende, hvad vil klubben egentlig med et andethold. Indeværende sæson har været laughing stock, man afsætter en træner og hyrer ham igen, fordi man ikke kan finde bedre. Det virkede så komisk, at jeg helt har opgivet at tage ud til kampene på Frederiksberg Stadion. Ikke fordi jeg skal bryste mig og spille kåd over for scenevante stamgæster og i øvrigt fremragende referenter, men det har da hændt, at jeg har stukket næsen forbi. En lørdag eftermiddag eller to - og sågar en enkelt søndag formiddag. Der kan også indregnes et par udekampe i lokalområdet i en samlet opgørelse.

Men det er slut. Sådan havde jeg det allerede inden sæsonen begyndte. Jeg fik set afslutningskampen i foråret. Ude på Frederiksberg. Det var jammerligt, det var skrækkeligt, det var uværdigt - og meget perspektivløst, det som andetholdet præsterede. Udsigten blev desværre ikke gjort bedre over sommeren.

Her er jeg absolut en af dem, der mener at træneren skal fyres. Eller rettere fyringen skulle være opretholdt. Men man kan så passende prøve igen. Helst i vinterpausen. Der må da findes emner ude i den vide verden, der kan perspektivere talentudviklingen bare en lille smule bedre end det sker under Benny Gall og hans bundholdsmeritter, der mest går ud på at tabe enhver tænkelig føring, 1-2-3-4 mål, og omsætte den til et nederlag, i bedste fald en uafgjort. Det ansvar kan vi godt kaste efter vores kære sportschef, der som bekendt nu hedder Carsten V. Jensen.

Andetholdet bør hænge sammen med førsteholdet, og når vi nu - omsider og lykkeligvis - fik muligheden for et par sæsoner siden for at spille med i laveste division frem for DS-rækken, forekommer det mig pinligt at vi dingler omkring nedrykningen i indeværende sæson. Det klæder fandeme ikke et københavnsk andethold. Alternativt skal vi måske vente på at B1903 bliver FCK 2 i stedet. Nja vel! Det er vel ikke meningen længere.

Men jeg røg vist ud af en anden tangent end det var tilsigtet. Det var førsteholdet og endnu et nederlag, to hjemlige i efteråret, der begyndte det hele. Det er deres skyld, det er trænerens skyld, og således beriget rykker vi mageligt videre. Kaffe, min fætter!?

Værsåartig! Tjekken ramte træværket og træneren søger et offensivt koncept. Det var søndag og det var lige blevet vintertid. Analyserne var knivskarpe. Jeg synes egentlig ikke at vi spillede så ringe i søndags, vi har spillet værre i dette efterår og vundet 1-0. Men der er problemer offensivt. Det fungerer ikke, mønsteret er alt for tydeligt. Både for modstanderholdet der, enkelt som Randers, pakker sig i Parken og for os der skal glo på det. Så meget giver jeg gerne migrænefolket og deres stigende pillemisbrug.

Ingen kan for helvede løbe fra målscoren 16-7 i 14 kampe er for dårlig. Heri kan vi så tælle sølle 3 mål i 6 udekampe. Det hører ingen steder hjemme for et tophold, som kollega Holger ville brøle. Men jeg vælger nu fortsat at se det mere som et mandskabsproblem end et egentligt trænerproblem. Vi er for dårligt bemandet på nogle nøglepositioner i det offensive spil. Allbäck er en ældre herre, Nordstrand virker lidt død i det, de to mål igår i Varde har forhåbentlig gavnet ham, og 22 millioners floppet er vel en historie i sig selv.

Ailton dur ikke. Nu vil jeg også være ærlig. Han er blevet en dyr fejlinvestering og jeg tror heller ikke længere på at vi får noget ud af ham. FC København blev en for stor mundfuld. End of Line. Kemien manglede bare, det kan ske allevegne. Vilje har der efterhånden været nok af - fra alle parter. Også fra denne side af disken.

Han kan rejse videre i vinterpausen - og vil sikkert få bragende succes i Allsvenskan eller Tippeligaen - eller mere sandsynligt i en af de lidt mindre hollandske klubber. Det var måske der hans rette kurs skulle være. Som landsmanden Afonso Alves, der brager mål ind i Heerenveen, og nu rygtes på vej til Premier League og Manchester City. Alves har en fortid ikke ulig Ailton. Han ankom også til svenske Örgryte fra brasilianske Atletico Mineiro. Ailton kunne sagtens forfølge sporet.

Om han også skal rygtes på vej til Premier League, må vi så se på om et par år. Os har han bare ikke virket i sync med. Desværre. Et eller andet sted føler jeg, hvis jeg skal være endnu mere ærlig, at her er det nok lidt trænerens skyld. Ailton er ingen Nordstrand. Han vil aldrig løbe og arbejde i samme grad. Han er en ren offensiv kraft. Det vil han aldrig få lov til at være hos Ståle. Den slags kræver en mere... ja kontinental spillestil. Som i den hollandske æresdivision.

Mål kommer ikke alene fra angribere. De kommer også fra midtbanen, de smides oftest i støbeskeen der. En central offensiv midtbane mangler - i mine øjne. En spilfordeler og spilfører. Løbemaskiner som Hjalte og Würtz har det ikke. Silber kan noget i den retning, men ikke nok. Han er teknisk for svag, og har altid har været det. Han kan en masse andet, kontraløb, dybdeløb, direkte løb med bold, løb løb og løb, og engang imellem et langskud. Men han er lige så meget kantspiller som central midtbane og stadig slet ikke en teknisk dirigent.

I virkeligheden var nok det som Atiba oprindeligt blev købt som. Den offensive midtbane - med en god knokler bag sig, der dengang hed Tobias Linderoth. En midtbaneopsætning som Ståle frafaldt helt, da Hjalte blev hentet hjem fra Holland et halvt år senere, åbenbart af frygt for defensive lækager på grund af den "uskolede" Atiba. I stedet fik han to løbemaskiner med Linderoth og Hjalte, hvor især Linderoth heldigvis hele tiden løftede sit spil til langt over superligaens niveau, og reelt begyndte at finde flere og flere tekniske sider frem også. Ved siden af autoriteten.

Nu hænger vi i stedet med sommerindkøbserstatningen, Rasmus Würtz, som er lidt en kloning af Hjalte, eller en ringere Linderoth, alt efter smag. Würtz har i hvert fald hurtigt pådraget sig spredte mishagsytringer fra fanbastionerne. Det var en fæl bommert han fik lavet nede i Lissabon, og hans skvatteri i søndags førte direkte til straffesparket. Akkurat her vil jeg nu også give Atiba en anpart. Hans evindelige driblerier på tværs og ind i banen, gjorde det ikke nemmere for Würtz. Under alle omstændigheder bør "pølsen" (arme mand, Flemming Østergaards forsøg på at være morsom over for en journalist hænger nu ubarmhjertigt fast på ham!) nok lige få en fair chance, vi har før set spillere der har behøvet et halvt års tid for at falde helt til.

Den store offensive dirigent bliver han dog ikke. Hvis Ståle vil noget offensivt, har han tre kreative kort i den nuværende trup, Grønkjær er den sikre kantsspiller og kan reelt dække begge sider. Sionko og Atiba skal så dække den anden kant, samt den vigtige midt. Bag de to angribere. Vurderet på efterårsformen virker Sionko som den mest oplagte offensive kreatør vi har. Men om han er oplagt, kan jeg ikke blive enig med mig selv om. Han har spillet fremragende på netop højrekanten, hvor det er nemmere at afdække eventuelle defensive "mangler", som vi også ser hos Grønkjær modsat.

Dermed er vi tilbage ved foråret 2006 og Atiba i en central rolle. Jeg gad sgu godt se det. Om ikke andet trænger vi efterhånden til en 4-3 kamp på hjemmefronten frem for disse serier af 1-0-resultater, der så indimellem er begyndt at poppe i den forkerte retning.

Således bekymret og lommefilosoferende nåede vi også til kvartfinalen i pokalen. Det blev vist ikke den store kamp onsdag eftermiddag på det herrens kamptidspunkt 13.45. På Sydbank Stadion i Varde. Uden at have set kampen, fornemmer jeg, at det gik meget hurtigt og derefter blev autopiloten sat på. 4-0 ved pausen, det samme resultat stod gabende tilbage ved slutfløjtet.

Det er garanteret trænerens skyld, men det hidser mig nu ikke op. Principielt bør den slags pokalkampe, mod modstandere fra de lavere divisioner, blot blive kørt sikkert hjem. Om det hedder 4-0 eller 10-0, er ligegyldigt. Festen foregår i andre sammenhænge.

Men et par kække jyske tilskuere fandt åbenbart på et par spydigheder. Jeg giver dem en løftet tommelfinger fra disken. Parkens jammerlige plæne kan ikke hånes nok i disse år. For fanden! Bestyrelsesformanden bliver tøsefornærmet hver gang, men det er sgu hans og PSE's ansvar at få den bane på plads og opprioritere fodbolddelen af ejendommen. Nu hvor der for alvor er grund til det med europæisk gruppespil for anden sæson i træk. Sandheden er vel at vi ligeså godt kunne spille kampene på Kløvermarken - hvis den ellers havde haft tribunekapaciteten.

Så er det sagt igen. Og er det trænerens skyld? Nej, nok ikke lige her.

Hvad Spurs-træner Martin Jol var skyld i for en uges tid siden, må guderne vide. Tottenham tabte hjemme til Michael Laudrups Getafe efter en kamp, hvor de reelt havde spillet uden træner. Jol var nemlig blevet fyret inden kampen.

Igangværende Premiere League-sæson ligner allerede en sæbeopera for Spurs. Lidt som Gall og andetholdet havde Spurs en træner de egentlig ikke ville have. Ikke bestyrelsen i klubben. Men ham de ville have, ville ikke. I hvert fald ikke i første omgang. I stedet fortsatte Jol, og bestyrelsen fortsatte med ikke at ville have ham.

Sidste torsdag faldt hammeren, før nederlaget til Michael Laudrup. Åbenbart fordi udsigten til at få topkandidaten, Juande Ramos, fri af Sevilla nu var blevet en reel mulighed. Sandsynligvis var tilbudet til Ramos blevet så stort at han ikke kunne sige nej længere, og heller ikke afvente planmæssigt til næste sommer.

Selve træner-stuntet må koste Spurs megaslanten. Der betales kompensationer til højre og venstre, Jol, Sevilla, Leeds, og dertil kommer anseelige lønsummer til Ramos og den nye assistent Gustavo Poyet, der begge er hoppet ud af formodentlig gode kontrakter. Mit gæt er vi er ude i beløb, der kan få selv en Chelsea-mæcenen Abramovich til lige at løfte et bryn. Læg dertil de transfers man indkøbte under sommervinduet. Det bliver et dyrt år i det nordlige London.

På sin vis er det reelt nok at forsøge at finde den træner, man mener kan forløse potentialet i spillertruppen. Der findes dog mere elegante måder at gøre det på. At Martin Jol ikke var det rette trænervalg, blev vel egentlig klart allerede før sommerferien. Han fik for lidt ud af sin trup. De burde have spillet med omkring Champions League-pladser igen som sæsonen før. Truppen var blevet forstærket. De var ikke i nærheden, sneg sig i stedet lige med i UEFA Cup'en. De burde også være nået længere end kvartfinalen i netop UEFA Cup'en også. Det gjorde de ikke. Man kan så diskutere uheldet i at trække netop Sevilla og Juande Ramos.

Spurs begyndte denne sæson med at tabe 0-1 ude mod nyoprykkerholdet Sunderland. Sejrsmålet blev scoret i tredje overtidsminut. Allerede der var der noget galt. Martin Jol endte derefter som en ren Kim Brink-figur, der løbende blev udstillet uden ledelsesmæssig opbakning.

Go figure! Hermed er Spurs fulgt i Liverpools spanske fodspor. Forskellen mellem den offensive Ramos og den gamle Valencia-strateg, Benitez, bør være til at få øje på. Det er vi nogle, der håber på. Samtidig ligner det sidste skud i bøssen for Tottenham-ledelsen. Lykkes det ikke nu at for alvor bide sig solidt fast i røven på Premier Leagues top 4, går der formodentlig adskillige år før det bliver aktuelt at gøre forsøget igen. Med mindre klubben vælger at lave en enkelt "Leeds"og satse hele butikken på penge, man aldrig har haft. Og derefter forsvinde i glemsel og sut-min-Ankergren.

Det er kun at håbe, at nogle ved hvad de gør...

Og for fanden! Jeg glemte det helt. Tid flyver som tid har for vane. Der gik endnu en aften forbi i netop dette øjeblik. Snart er der UEFA Cup mod Panathinaikos. Allerede om en uge. Det er formodentlig trænerens skyld! Eller...?

Skål skipper! Kaffe og cognac. Nu er timen blevet mest til cognac'en.

Saxo

Peter Øvig Knudsen: "Blekingegadebanden, del 2 - den hårde kerne"
Jeg gør en undtagelse i dagens anledning! Ingen musik. Jeg hører alligevel kun Springsteen fra nu og frem til den 8. december. Det gider du formodentlig ikke høre mere om alligevel. Lad mig derfor gribe til boghylden.

Anden del af Peter Øvig Knudsens dokumentariske bog om Blekingegadebanden udkom her til morgen og jeg har hentet mit eksemplar nede hos den lokale bogpusher. Har selvfølgelig ikke fået læst en sætning endnu. Men weekenden er afsat, hjem på sofaen, benene mageligt placeret, sluk for tv og pc, sluk for omverdenen, alle stik bliver simpelthen revet ud. Offline og back to basic. Jeg glæder mig som et lille barn. Første del udkom i foråret og jeg slugte den på et par dage. Den var fremragende. Jeg kan ikke forestille mig anden del skulle være ringere.

Øvig Knudsen skriver glimrende og levende - og emnet er bidende interessant i sig selv. Det er på alle måder nutidens største, danske kriminalsag. Hvordan en lille gruppe venstreorienterede idealister endte som en regulær terrorcelle med kidnapning, røverier, og i sidste ende mord på samvittigheden? Man kan se sig selv et stykke ad vejen - og pludselig kammer det over i indspisthed og almindelig ideologisk hjernevask. Men man ser mennesker også, usympatiske måske, ja, men ikke entydige, Øvig Knudsen skriver sig rundt om dem og ind i dem. Derfor fremstod første del så fantastisk. Som den bedste bog jeg har læst i år og i adskillige år. Anden del tager jeg hul på i morgen. For fanden da! Giv plads til en gammel bibliotekar, det er ikke meget jeg har med bøger at gøre mere. Men her kommer en der vil rykke langt ude i nosser og kolonihaver!

mail