Davs, du! Ja, det blev så først her i det nye års anden uge, at Bulen slog sine døre op for 2008. Bedre sent end aldrig. Eller noget. Bær over med os, vi har fire ugevagter pr. måned, men for tiden kun to mand i fast vagtrotation uden Demba-Nyrénske opfattelser af tidsbegrebet. Og måske det i det hele taget fremover bare bliver en kende mere ustabilt, sådan lidt bartenderbohéme-værthusejer-"vi-åbner-når-og-hvis-vi-gider"-agtigt. Måske ikke. Hvad ved jeg, ikke en skid!

Bortset fra det er her sgu ikke så fandens spændende i det hele taget, rent fodboldsnakmæssigt, her i begyndelsen af årets i enestående særklasse mest røvsyge måned. Ikke kun mht. fodbold i øvrigt. Og foreløbig godt en trediedel inde har ikke engang vinterens transfervindue kastet noget synderligt interessant af sig. Ikke på den store europæiske scene, for så vidt angår done deals i al fald. Ikke i den hjemlige andedam, bortset fra at Midtjylland igen har solgt sin bedste efterårsspiller. Slet ikke i København, med mindre man finder udlejningen af Morten Bertolt - nul superligaminutter i efteråret - til Fodsportsforeningen i Viborg marginalt interessevækkende.

Ind? Ingenting. Endnu i det mindste. Om der når at dukke at par hårdt tiltrængte bredde- og stampladsforstærkninger op inden første træningsdag på mandag, er vel tvivlsomt. Så indtil videre er det en intakt trup fra det skuffende efterår, der sammen med resten af fodbolddanmark tager fat på to måneders barsk og kedsommelig vintertræning. Herhjemme såvel under mere eksotiske himmelstrøg, og for et par snese superligaspillere med afbræk i form af senior- og unglandsholdssamlinger. Og så de obligatoriske træningskampe.

Jeg fatter for min død ikke, hvorfor vi skal trækkes med denne endeløse vinterpause, der oven i købet falder midt i sæsonen, hvor tre-en-halv måneders afbræk er lang tid. Nogenlunde svarende til de øvrige europæiske efterår-forår turneringers sommerpause mellem sæsonerne. Vintrene bliver stadig mildere, så vi kunne vel nok spille til hen sidst i december i stedet for et stoppe 1./2. dec. som i denne sæson. Og det burde også være ganske muligt at starte op mindst en måned tidligere end midt i marts.

Der bliver stadig rigelig plads til pause i 1½-2 måneder, og en lille pause omkring nytår anvendes trods alt overalt, bortset fra de engelske og skotske ligaer, hvor traditionen byder et absurd juleprogram med 4 ligakampe fra lige inden jul til og med nytårsdag. Spanien og Italien holder således 2 hhv. 3 ugers vinterpause, trods man rent klimamæssigt normalt uden problemer kunne køre igennem. Frankrig ligeledes 3 uger, Belgien 4 uger og Holland kun 14 dage (de spillede så sent som dagen før nytår).

Vores tyske naboer er vel så dem, vi vejrmæssigt bedst kan sammenligne os med, og de holder 7 ugers pause. Sluttede 16/12, starter op igen 1/2. Og spiller i øvrigt 34 kampe på sæsonen, altså stort set lig vores 33. Det kunne vi uden problemer kopiere - måske køre en uge mere i december og starte en uge senere i februar - og derigennem opnå en langt mere harmonisk turneringsafvikling. Samt en sæson, der følger resten af Europa, bortset fra de klimaudfordrede svenske nordmænd og deres kalenderårsturneringer.

Jeg mener, Tyskland er da det levende bevis på, at det kan lade sig gøre at spille fodbold på vore breddegrader også i december og februar. Det går an i Rostock, Bremen, Hamburg og Berlin, hvorfor så ikke i Odense, Herning, Århus og København? Det er bare et spørgsmål om vilje, midler og fornøden forberedelse i stedet for at henlægge danske stadions i vinterdvale til medio marts. Og lige præcis midler til især forbedrede og vinterforberedte bane- og stadionforhold kunne vel hentes via provenuet fra den kommende og efter sigende guldrandede TV-aftale for SAS-ligaen.

Bevares, tragikomiske aflysninger i Farum, Herning og senest i denne sæson i Århus bærer godt nok vidnesbyrd om, at vi ikke er klar, så der kræves nok et opgør med gamle regulativer fra de kommunalt drevne idrætsanlæg og parker, at græsset helst ikke må betrædes fra november til april. En myte, men stadig gældende mange steder og tilsyneladende også en del af ballasten for driftsanvisninger på de privatejede superligastadions.

Endelig må man ikke glemme traditionen. Selvom Onkel Danny en gang så viseligt udtrykte "En tradition er en flov undskyldning for en evig gentagelse af de samme dumheder", så synes mantraet fra DBU og ned gennem samtlige lokalunioner om, at "her i Skandinavien er der ikke tradition for at spille fodbold om vinteren" også at gennemsyre Divisionsforeningen og dermed den fuldtidsprofessionelle elitefodbold. Af en eller anden årsag skal vi pinedød nære større samhørighed med vore, tragiske nordiske genboer mod nordøst end naboen i syd. Den tradition er givet sværere at få gjort op med end at få græsset til at gro i Parken.

Skulle det nogensinde realiseres med mere fodboldspil i vintermånederne, skal du og jeg - den menige og gemene tilskuer - selvfølgelig også gøre op med "jamen, vi plejer jo ikke" undskyldningen og lade være med at tænke så meget på de kampe i november og marts, hvor man har frosset næser og nosser af i en grad, så man ruger mere over at komme hjem eller hen på nærmeste, lune bæverding end spillet på banen. Men igen, kan de finde ud af at fylde stadion i Rostock i februar, skulle det være mærkeligt om man ikke også i Danmark kan afvikle en 4-6 ekstra ligarunder i den kolde tid uden at tilskuergennemsnittet falder. I forvejen er det jo ikke, fordi tilskuertallene de sidste uger i juli og første par weekender i august er overvældende. Folk flest er jo på sommerferie i de uger og ofte beskæftiget med anden udendørs sommeraktivitet i de varme weekends, hvor familieliv gerne opprioriteres i forhold til fodbolden, inden øglerne skal begynde i skolen igen.

Jeg vil vove den påstand, at der netto ikke tabes tilskuere ved at aflyse en måneds fodboldkampe i højsommeren til fordel for december/februar. TV-selskaberne - der jo i sidste ende skal finansiere gildet - vil uden tvivl foretrække transmissioner i den mørke og kølige tid, hvor folk i langt højere grad opholder sig indendøre. Støre seertal = potentielt større pengekage til klubberne ved næste forhandling. Og sæsonen bliver som nævnt mere harmonisk i stedet for som nu delt op i to, intense halvdele. Kampprogrammet bliver dermed mindre komprimeret, og spillerne slipper for to gange opstart plus får en længere sommerferie og træningsoptakt til den nye sæson. Derved undgås måske også den tendens, vi ser mere og mere, at spillerne i SAS-ligaen er segnefærdige sidst på (kalender-) året, hvor man i de øvrige euro-ligaer reelt skal til at ramme topformen. Men de har så heller ikke som i maltaligaen kørt omtrent nonstop siden marts!

Jeg skulle mene, at en sådan omlægning også ville tiltale Ståle Solbakken og hans spillere, der allerede i oktober måned begyndte at efterlyse energi. Her kunne det så være fristende at trampe lidt mere rundt i Aberdeen-pinlighederne, målkrisen og bondefodbolden (tak til Mandagstræneren for dét rammende udtryk), men skal vi ærligt talt ikke lade det tema ligge og lade Flemse, Ståle, CV og spillerne få fred? De har jo også stadig ferie.

I stedet kan jeg så stå her resten af aftenen og ævle om TV-bold i al almindelighed og nostalgisk engelsk tipsfodbold i særdeleshed. Du kan derfor frit daffe allerede nu, hvis det ikke er lige, hvad du have forestillet dig at snakke om over en kop vinter-øl! For vi befinder os altså i den grå og dødsenstriste januar midt i agurketiden i et land, hvor den hjemlige fodboldturnering som sagt holder tre gange længere vinterpause end sæson-ditto, og hvor man som fodboldfreak så i stedet kan glæde sig over TV-boldens stadige udvikling i retning af et veritabelt tagselvbord. Bare i den kommende weekend kan man med CanalPlus og Viasat i kablerne eller på tallerkenen fornøje sig med 6 Premier League kampe (plus 1 forskudt), 5 Serie A kampe, 4 La Primera kampe, 2 fra Holland og enkelt fransk. Sådan lige til at stille de værste abstinenser. Alt sammen live forstås og nødvendigvis lettere overlappende.

Det er endda i underkanten af det "sædvanlige". PL plejer at have et lidt mere spredt program - f.eks. mangler den tidlige lørdagskamp denne weekend - og der er også gerne 1 skotsk, 1 fransk mere, lidt engelsk Championshipbold og så en 2-3 tyske kampe, når de starter op igen efter vinterpausen. Og overflødighedshornet flyder jo så naturligvis over til marts, når SAS-ligaen starter (og til april med - gud bedre det - svenske og norske kampe). Uendeligt mange flere kampe end man både kan nå at se og gider at se. Jeg har endda slet ikke nævnt midtugekampene, nationalt og internationalt. Så der skal selekteres kraftigt i forhold til favorithold og interesse.

Hvilket ofte går ude over især de hjemlige kampe, da jeg har svært ved at se, hvordan danske maltaligakampe - udover Københavns - nogensinde skulle kunne konkurrere med det øvrige udvalg! Jeg mener, vælger du filet mignon eller medisterpølse på en restaurant med frit - betalt - valg på menuen? Med madvinklen inde over er det fristende at sammenligne TV-fodboldens udvikling med den tilsvarende i den kulinariske verden. I hvert fald synes menu-udvalget både hjemme og ude uendeligt mere alsidigt, multietnisk og spændende, end den gang "dansk mad" jeg mindes at være vokset op med. Brun sovs og hvide kartofler med forskellige nuancer af tilhørende kød og grønt som dagens variation. Hver eneste dag!

Fastfood'en har undergået en lignende udvikling. Jeg husker igen fra barndommen Danmarks/Københavns varemærke; pølsevognen. En rød med håndtag til os unger, en knæk eller i vildeste fald en ristet til de voksne. Så kom kinagrillen med den halve papkylling, pom-fritterne og bøf-sandwichen samt forårsrullen og diverse færdigretter fra nr. 1 til 59. Et sortiment grillbarerne - der ikke længere var forbeholdt kineserne - efterhånden måtte udvide med f.eks. toast og ikke mindste burgeren, da Burger King og senere McDonalds skyllede i land, ligesom pizzaen og spaghettifærdigretter kunne tages med hjem og ikke blot nydes på restauranter. Dernæst kebab- og sandwichbarerne osv. osv. frem til den store palet af take away ædelse, vi kender i dag. Kæmpe udvalg, masser af valgmuligheder, men stadig junkfood, mere eller mindre usundt. Ligesom vores bedre halvdele grynter om, hvor usundt det er at tilbringe store dele af weekenden foran skærmen, selvom du hårdnakket bedyrer, at det kun er cremen af europæisk klubfodbold, du ser på!

Sådan var det ikke "en gang"! Jeg hører til generationen, der voksede op med pølsevognen og Tipsfodbold. Hvor trøsten i den lange sæsonpause - der dengang var lig vinterpausen - hvor Danmarksturneringen lå stille, og KB ikke spillede, var den engelske tipskamp hver lørdag eftermiddag kl. 16. Vinterugens absolutte højdepunkt. Fra sidst i november til hen i marts, sådan ca. For der var jo ikke for meget fodbold derudover. Tre TV-kanaler, DR og Sverige 1 og Sverige 2. Ikke så meget pis. Og givet de begrænsede TV-kanaler og de få fodboldkampe, så labbede man jo al sport i sig. Om vinteren håndbold, boksning, badminton, keglebillard, kunstskøjteløb og skihop på Danmarks Radio. Ishockey, styrtløb, slalom og langrend på Sverige. Jørgen Petersen, Tom Bogs, Svend Pri og Søren Søgaard. Franz Klammer, Ingemar Stenmark og ... for satan, bare det var sport.

Men helst fodbold selvfølgelig. Og så ender vi i den anglofile fodbold-pie. Du kan måske også huske de tidlige tipskampe, kommenteret af Palle Holgersen, Hans Grønfeldt, Niels-Chr. Niels-Christiansen osv. DRs udsendte, der oftest lød som, der var andet end kaffe i termokanden. Forståeligt fra et bartender-synspunkt, når man også fik beskrevet deres arbejdsforhold på hønsestiger og interimistiske TV-stilladser ved siden af kameramanden i engelsk regn og rusk og bidende kulde. Ellers kan en norsk hjemmeside "Sport for alle" sikkert hjælpe hukommelsen på gled. Jep, jeg nævnte den på dette sted på præcis samme ugevagt i fjor, og Saxo nævnte den endnu tidligere. Men det er stadig et sandt memory-trip. Ikke mindst på denne årstid.

Den allerførste af dem - Wolverhampton-Sunderland  29. november 1969 - har jeg helt sikkert set, 6 år gammel, men har dog absolut ingen erindring om den. De tidligste kampforløb med brudstykker, jeg kan huske, var FA Cup-finaler - der jo ikke var tipsfodboldkampe som sådan - og Liga Cup finaler på Wembley, som jeg også mindedes på denne vagt i efteråret 2002.

Den første regulære tipskamp, jeg husker rimeligt klart, var nok Stoke City-Leeds United 23. februar 1974. Leeds var endnu ubesejrede, da de kom til Victoria Ground, og helt suveræne. Og kom tidligt foran på et frispark af Bremner, som chippede den i kassen, mens Stoke-keeper og forsvar var ved at stille mur op. Og Leeds kom også på 0-2. Men Stoke vendte bøtten, og deres sejrsmål var fantastisk. Hovedstødspingpong frem og tilbage efter hjørnespark mellem Stokespillere i feltet 8-9 gange … okay, det var måske kun 3-4 gange, tiden har det med at gøre hukommelsens historier bedre!

Der er dukket en forrygende stribe videoer op på You Tuben med godbidder fra engelsk fodbold i 70'erne, tipsfodboldens største æra! Ikke at de har en skid med Tipsfodbold som sådan at gøre, for det er engelske dokumentar-stykker. Jeg blev desværre ikke klogere på, hvor mange gange Stokespillerne reelt hovedpingpongede den dag, for kampen er ikke med på den sekvens af 1973-1974 sæsonen, der omhandler perioden fra januar til marts. Men ellers interessant nok. Samtidsdokumentar og sæsonhighlights. Og så i den periode, hvor der for første gang blev spillet søndagsfodbold i England.

Mens du sidder og glor video, vil jeg lufte køteren, som Saxo efterlod hernede og lige huske at ringe til kollega Bopa og høre, om vi har nok til huslejen. Både du og jeg kan skrubbe hjem bagefter, mens vi funderer over, hvornår der mon sker noget på transfersiden, ser frem til vores første træningskamp 2008 og spekulerer på, om det mon virkelig kan passe, at man kan spille fodbold på græs den 22. januar i Rostock sølle 170 km fra København? Danske fodboldforbundsfolk og stadionforvaltere vil hævde nej. Fuck dem! Skål, farvel og tak.

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens album:

Sharon Jones & The Dap-Kings: 100 Days, 100 Nights (2007)

 

Det blev år 2007's sidste pladeanskaffelse for mit vedkommende, dette excellente Motownesque soulalbum (på gaden i oktober), der smækker én lige lukt ned i sen-60'ernes og 70'ernes (sorte) amerikanske musikscene. Og det selvom musikken er nykomponeret af folkene i Sharon Jones' band, The Dap-Kings (især bassisten Bosco Mann og trommeslageren Homer Steinweiss). Flere af folkene i The Dap-Kings medvirkede i øvrigt på den voldsomt talentfulde, men også tragiske Amy Winehouse's 2006-album Back to Black, hvortil der i sagens natur således kan drages adskillige musikalske - også genremæssige - paralleller. Sharon synger bestemt bedre og mere stilsikkert end Amy, men er på den anden side set også 25 år ældre. Retfærdigvis. 100 Days, 100 Nights er i bund og grund en ligetil og ukompliceret skive, fyldt med glad og hjertevarm soul, man ikke kan andet end blive i godt humør af i denne gråkolde januar.

Og lad mig så til afsked bringe et stykke klassisk kultur her på falderebet. Det kan vi trænge til i ny og næ. I operaens verden er ouverturerne et stykke for sig. Nogle gang en helt selvstændig komposition, andre gange et senere opdukkende, gennemgående tema. Og selv for de aldeles klassisk musik- og opera-ignorante vil jeg vædde med, at f.eks. Wilhelm Tell ouverturen og ouverturen til Kuhlaus Elverhøj (kendt fra den herostratisk berømte scene, hvor  Egon & co. smadrer sig gemmen Det Kongelige Teaters vægge i "Olsen Banden Ser Rødt") er musikstykker, man umiddelbart genkender. Måske også uden at vide, hvad det er, og hvor det stammer fra. Min personlige favoritouverture er fra en af mesteren Giuseppe Verdi's "mindre" operaer, I Vespri Siciliani (1855). Et aldeles fantastisk stykke musik. Her i Claudio Abbatos og Berliner Philharmonikernes fortolkning (2002). Luk evt. øjnene, skru op og gennemlev de mange stemninger i løbet af de næste ni minutter. Tungt og let, dramatisk og idyllisk. Nyd det, for fanden. Ciao.