Den kedelige januarhverdag har nu rodfæstet sig i de fleste af os, efterhånden som tømmermænd og idiotiske nytårsforsæt ovenpå jule-/nytårs hykleriet er blevet hældt ud af ører og sind. Jeg kan da allerede i denne, årets anden uge glæde mig over færre moralkvabbelser og vandvognsfrelste helgener i baren, end stakkels kollega -smølle måtte trækkes med i sidste uge.

Så nu mangler vi bare lidt fodbold, som der desværre er lange udsigter til endnu her i København. Til gengæld kan du glæde dig over, at det åbenbart er godt for dit helbred at holde en pause fra fodbolden. I hvert fald slipper du for fodboldtilhængerrelaterede livstruende kredsløbssygsdomme samt syns-og maveforstyrrelser! Og her gik jeg og troede, at de største farer for Københavnske fodboldtilhængere - nogen af os - var det undertiden hæmningsløse alkoholindtag. Ha! Jeg serverer fluks en omgang på huset, så vi kan fejre, at vi bliver sundere i tiden uden fodbold og trøste os selv lidt samtidig, nu hvor der ikke er fodbold. Ikke her i Byen i det mindste.

Træningen på Peter Bangsvej startede i mandags, vanen tro med den obligatoriske stroppetur rundt om Damhussøen. Det var sjovt nok også altid agendaen på første vintertræningsdag, da jeg trådte mine barnefodboldstøvler på KB. Visse ting ændrer sig bare ikke.

I modsætning til i sidste uge er der da nu med januarblæsevejret suset lidt aktivitet gennem det åbne transfervindue. I dag blev dages og ugers spekulation til et faktum. Niclas Jensen er tilbage i Københavnerhvidt. Tilmed gratis, hvis man skal tro bold.dk. TekNiklas alias den mest elegante venstre back i klubbens historie, ja vel egentlig i hele superligaens ditto. Det er sgu da for lækkert, mand.

Lækkert er også tanken om en venstre side med Niclas og Grønkjær. Det må sateme ikke være rare udsigter for ligaens højresidede spillere. Sikkert heller ikke skide rart for André Bergdølmo og især unge Oscar Wendt, men c'est la vie, og lad os bare afvente hvad resten af transfervinduet bringer, samt hvordan Ståle blander kortene op til sæsonstart. For Andrés vedkommende gælder, at han er lige så - om ikke mere - anvendelig på højre back og også i centerforsvaret, så mon ikke han har spillet sin sidste kamp som venstre back i København.

Skal jeg være lidt lunken, så kunne det ligne en umulig opgave for Niclas at skulle leve op til de enorme forventninger, der vil være til ham. Især ovenpå et år næsten uden førsteholdskampe. Så euforien kan hurtigt vende i den nådesløse fanskare. Tænk bare på da Christian Lønstrup vendte hjem fra Cagliari. Hjaltes hjemkomst har just heller ikke været en triumf, om end han i det mindste ikke har oplevet at blive lagt for had som Lønstrup. Omvendt viste Peter Nielsens returneren til Byens Hold sig jo at være en succes, så det er bare at håbe, at assistenttræneren kan inspirere og coache Niclas i samme positive retning. Endelig kunne man jo godt forestille sig, at Niclas, der virker oprigtigt superlykkelig for at være hjemme, har tænkt sig at vise Chris Coleman et og andet.

Så her i Bulen hæver vi glassene og skåler Velkommen Hjem, Niclas. Ligesom landstræner Olsen gør det. Ham er jeg nu bare så pissetræt af at høre på med alle hans løftede pegefingre og "råd" til de klubber, der huser hans landsholdsspillere, senest et hib til Jon Dahls Stuttgart. Lad dog dine kolleger og dine emners arbejdsgivere selv styre deres hold, Morten! Apropos landshold, så er 4 af 5 forsvarere på A-landsholdet lige p.t. - med Thomas Sørensens skade - fra København. Ikke ilde.

Kommer Niclas hjem, så drager Martin Bergvold ud. I går skiftede han til Livorno Calcio. Ikke overraskende, at Bergvold ville væk, slet ikke foran et forår hvor udsigterne til en plads i startopstillingen synes endnu længere væk end i efteråret. Og i øvrigt ikke dårligt gået med 3½ år i Serie A - angiveligt tilmed favoritcentralt på midtbanen - for en reservespiller i den danske liga. Lad os håbe han får større succes, end da Christian Lønstrup og Thomas Thorninger tog fra København til det italienske. Held og lykke, tak for denne gang og måske på gensyn.

Det var det. Konkret. Indtil nu i dette vindue. Alt andet er spekulationer og rygter og en gang gætværk som i sidste uge, både ud og ind og ikke alligevel. Det gider jeg ikke at stå her og filosofere over, mens jeg langer øl over disken i håndpolerede glas. Min nævnte, gode kollega -smølle skummede også lidt over, at 2007's foreløbige "bombe" i den hjemlige fodboldturnering sprang få timer efter, han stemplede ud fra sidste uges vagt. Altså på min tørn.

"Bombe" er måske så meget sagt, for det kom - kan jeg selvfølgelig sagtens stå at sige - nu ikke som nogen større overraskelse for mig, at Brøndbyerne og René Meulensteen valgte at afslutte samarbejdet.  "Uden at manden hverken blev gået eller havde sagt op", forstås. Det lå ligesom i luften allerede tidligt i efteråret, når man pillede skallen af standard-retorikken, at hollænderen fra Manchester ikke passede ind i forstadsfamilien. Som andre udefra hentede satsninger til sportslig (Michael Laudrup, skredet) og forretningsmæssig (Torben Røsler, sidesporet) profilering før ham heller ikke gjorde, og vel også er det Meulensteen har mærket og bemærket hen ad vejen. Det endte så voldsomt stormfuldt, uanset hvor mange hele og halve vinde, der har blæst fra de hollandske møller over trænerens dementier og journalistens udglatninger til Helvegs undren. Læg selv til og træk fra og sortér i de mange kommentarer fra Brøndbyerne og medierne.

Den tredie gnubben på lampen og fremkaldelse af klubånden blev så Vestegnens troldemaskot i cheftrænersædet til et slægts- og foreningstankehyldende triumvirat med Bjerregård junior og senior, rent old school med en hær af frivillige, en pose lønnede fodboldspillere og en tågesnakkende marionet i spidsen af selskabsbestyrelsen. Hvis overleveringen, om at lampens ånd kun kan fremkaldes tre gange, holder stik, må man formode, at dette koncept står sig til den dag, Per Bjerregaard ikke længere er i foreningen. Med - endnu en - genansættelse af Tom Køhlert, manden der førte klubben op i landets bedste række i startfirserne og til det første mesterskab i 1985, er ringen nærmest sluttet i Bjerregaards IF. Om Køhlert så også er den rette mand, skal jeg ikke gøre mig helvedes klog på. Det kan - for at trække en klichétraver af stalden - kun tiden vise.

At man vestpå ligefrem betragter den evige talenttræner som en gud må bero på pejlemærker, jeg ikke kan tyde eller fatte. Efter mesterskabet i 1985 tak han sig i baggrunden, mens 1xPeitersen, 1xOlsen og 3xSkovdahl stod ved roret indtil efteråret 1999, hvor Skovdahl-3 (onkel til 2xLaudrup og farmand til den nuværende fysiske træner for nu at blive ved det familiære) smuttede et halvt år før aftalt kontraktophør, og den allerede hyrede efterfølger, 1xHareide, ikke kunne tiltræde et halvt år før tiden. Vikartrolden tog over i et superligahistorisk ringe - nogle kaldte det jævnbyrdigt - efterår, hvor 31 points i 18 kampe såmænd rakte til en andenplads. Det var dog seks points efter selveste Herfølge, og det viste sig, at Hareide i det følgende forår kun var i stand til at hente de fire.

Netop Hareide smuttede før tiden, da Brøndbyerne i foråret 2002 var i færd med at sætte et rekordstort forspring overstyr, hvorfor Køhlert igen blev hevet ind fra Troldeskoven til de sidste 6 kampe og med god assistance fra d'herrer Mykland og Milton lige akkurat præsterede at gøre Hareides arbejde færdigt. Men jeg er spejlblank med hensyn til, hvad han kan præstere med Brøndbyerne i foråret. Kun er jeg sikker på, at han og de ikke henter 19 points på København!  Og så ikke mere ævl om Brøndbyerne. Ærligt talt interesserer de mig ikke synderligt. Ikke mere. Og da slet ikke før den dag, de måske igen bliver Københavns farligste rival. Aktuelt er de altså blot et hold fra den nederste halvdel af superligaen, og mere interessant for os er helt reelt, hvor meget vores to nærmeste konkurrenter, Midtjylland og Odense, formår at svække sig selv, mens transfervinduet står åbent.

Mens vi venter på mere nyt fra transferfronten og mest af alt venter på, at bolden skal rulle igen, uanset hvor farligt for os det måtte være, så har vi heldigvis en stadigt større palet af TV-fodbold både weekend og hverdag. Til at tage de værste abstinenser. Ikke som dengang, der på denne årstid f.eks. kun var den engelske tipsfodbold med én enkelt ugentlig kamp, hver lørdag kl. 16 fra november til hen omkring marts. Hvilket der så absolut ikke var noget galt i, for det var jo ugens helt store højdepunkt, allerede fra ugen inden, hvor man med næste spilleuges tipskupon i hånden kunne gætte på, håbe eller frygte, hvad der måtte blive Tipskampen. Dengang tændtes fodbold-anglofilien i mange af os. I dag er vi så bare forvænte på det punkt. F.eks. byder den kommende weekend, lettere overlappende naturligvis, på hele syv live-kampe fra den bedste, engelske fodboldrække, Premier League.

Den gode gamle erindringsskuffe med tipsfodbold havde kollega Saxo så åbnet ved påsketid i fjor. Det var efter, vi var faldet over en norsk hjemmeside med "tippekampens historie". En side der siden forsvandt (og forsvundet igen, red!). Dermed fik jeg tunet rollatoren til en ny tur ned ad Memory Lane og sidegader. Et væld af minder dukker op, når man tygger sig gennem de gamle kampe og holdopstillingerne. Prøv selv og oplev flashbacks til denne og hin kamp og dine helt egne historier, måske sammen med en eller flere af rødderne fra dengang, der også så de kampe. Måske så I dem sammen? Men pas på, det er en tidsrøver af rang, og egentlig noget jeg havde tænkt mig at divertere med en dag hernede, hvor der er endnu mere Københavnerfodbolddødt end nu.

Dog faldt jeg over et enkelt København-relateret navn, der kunne få mig til at fintænke lidt. Fem gange faktisk. Første gang i sæsonen 1978/1979. Helt præcis d. 25. november 1978, matchen West Bromwich Albion-Aston Villa. Bemærk de fine nummereringer, fra nr. 1 til 11, og bemærk især Villas nr. 8, Gary Shaw. Nok ikke et navn der ringer en klokke hos alle. Hvis vi ser bort fra den gamle verdensmester og landsholdsikon Bobby Moore, der i 1978 i en alder af 37 år fik 9 kampe for Herning Fremad i et bizart og fodboldmæssigt pinligt mellemspil i den første sæson med betalt fodbold i Danmark, så er Gary Shaw vel den meste prominente englænder, der nogensinde har spillet i dansk fodbold. Prominent bl.a. fordi han var med til at vinde mesterholdenes Europa Cup med Aston Villa i 1982 1-0 over Bayern München). Med 7 engelske U/21 landskampe og kåret til PFA Young Player of The Year i 1982 var han Aston Villas "Golden Boy" i 80'erne, men skader satte en seriøs bremse på karrieren fra 83/84 sæsonen med færre og færre ligakampe til følge. Efter kortere låneophold i non-league klubben Kidderminster Harriers og trediedivisionsholdet Blackpool dukkede han som 27-årig så pludselig i 1988-sæsonen (det var kalenderårsturnering i DK dengang) op i ... KB.

At der var en god grund til, at han pludselig skulle ende i Danmark, erfarede vi dog hurtigt. Han var ganske enkelt ikke længere ret god. Og ikke kun pga. års skadeshelvede. Hans bidrag blev 14 af sæsonens 26 kampe og 4 mål i en historisk ringe sæson for KB, som endte næstsidst med sølle 8 points og dermed rykkede ned for tredie gang på 7 år. Shaws ligakarriere endte via østrigske Klagenfurt, Walsall og skotske Kilmarnock i Shrewsbury Town i 1991, og han er i dag radiovært i Birmingham.

Villa-KB-forbindelsen blev i øvrigt koblet allerede i 1982. Pudsigt nok første gang i 32 år KB rykkede ud af landets bedste række og kun anden gang i historien. Det handlede til gengæld ikke om en spiller, der på noget tidspunkt har optrådt i lørdagens tipsfodbold, om end der var tale om en oprindeligt talentfuld spiller, der kronede begge ender af sin karriere med en pokaltriumf. Trevor Ames hed han.

Ames var  den store helt på det Aston Villa ungdomshold, der vandt FA Youth Cup 1979/80 med en 3-2 samlet sejr over Manchester City over to kampe. Grundlagt i første kamp, ude, på Maine Road som Villa vandt 3-1 på tre mål af den lovende forward, Trevor Ames. Han nåede dog aldrig på Villas seniorhold og røg i stedet via fjerdedivisionsklubben Hereford United og en mislykket trial hos andendivisionsklubben Crystal Palace til KB. Som 19-årig. Han endte i øvrigt karrieren i Hampshire i non-league klubben Wimborne Town og var som centerforsvarer(!) med til at vinde The FA Vase Trophy (pokalturneringen for ikke-liga klubber)  i 1992 med finalesejr på Wembley over Leeds-klubben Guiseley AFC.

Samtidig med Ames dukkede i øvrigt landsmanden Russell Cotton, 22 år i '82, op i KB. En midtbanespiller med 5 sæsoner i tredie-/fjerdedivisionsklubben Colchester United på senior-CV'et. Han røg også til non-league fodbold ovenpå Københavnereventyret, i Chelmsford City. Som jeg erindrer det, var der vist størst forventninger til Trevor Ames dengang i marts 1982, men det var Cotton der spillede mest. Kun 12 kampe (1 mål) dog. Ames fik blot 3 kampe (0 mål), så intet større bidrag fra d'herrer. Omvendt kunne vi heller ikke ligefrem bebrejde dem, at facit på sæsonens 30 kampe blev en femtende- og næstsidsteplads. De var ganske enkelt ikke gode nok til en stamplads på et ellers kummerligt KB-mandskab. Retfærdigvis erindrer jeg ikke en kæft om, de eventuelt kan have været delvist skadesundskyldt. Det er for fanden et kvart århundrede siden, mand!

Faktisk er det vel kun den fjerde englænder i Københavns historie, der slap herfra med et helt OK eftermæle, og havde det ikke været for en udpræget slatten økonomi i København var det nok blevet til mere end en måneds tid i 1996 i klubben for lejespilleren fra Leicester City. Mark Gordon Robins var navnet på den 27-årige tidligere engelske U/21-landsholdsspiller (6 kampe), der i sine seks ligakampe for FCK blev noteret for 4 mål. Det er så af tilpas meget nyere dato, at selv de yngste gæster i baren kan huske ham. Ellers kan Nipserstat.dk måske hjælpe hukommelsen lidt på gled.

I alt 27 engelske spillere (heraf 2 aktive p.t.) har spillet i den danske liga. Udover Mark Robins kan man vel kun betegne Leroy Ambrose (1980-1984, Hvidovre, Kolding, Esbjerg), Julian Barnett (1980-2001, Frederikshavn, Vejle, B1909, Nørre Åby), Stephen Lowe (1983-1997, Vejle, Herning, Viborg) og David Preece (aktiv, Silkeborg) som nogen, der har gjort en forskel. Derfor er nok meget godt, at vi primært importerer danske spillere (og et par svenskere) hjem fra England. Med Niclas som den seneste. Hjem til København. Dermed er en Byens Ring midlertidigt sluttet, da KB'eren Nils Middelboe i 1913 var den første dansker i engelsk fodbold.

Men Niclas bliver med garanti ikke den sidste, vi hiver hjem over Nordsøen. Lad os håbe, at han bliver en succes á la Laursen eller sågar Linderoth (jaja, han er svensker) snarere end en halvfuser som Laudrup og Fredgaard. Er det din tur til at give en bajer til din bartender, synes du? Jeg gør, for jeg er godt nok blevet tør i fløjten og træt i hovedet af alle de minder. Utroligt hvilken mindelavine et enkelt navn på en norsk hjemmeside kan sætte i bevægelse.

Men sådan må det jo nødvendigvis gå op i nostalgi her i vinteragurketiden. Som sagt gør TV'et, at vi ikke i den lange pause føler, at fodbold er noget der spilles på en fjern galakse. Måske Mr. Posh dog vil mene, at LA Galaxy er fodbold i et andet univers. I det mindste er hyren astronomisk, så Mrs. Posh er givet allerede begyndt at glæde sig til sit indtog i Beverly Hills.

Som Madridista kan jeg kun brøle Adíos, Beckscum. Til dig, kære gæst, vil jeg nøjes med at sige tak for i aften og Hasta Luego, amigo!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens album:

David Bowie: "Heroes" (1977)

Du kan umuligt have undgået at bemærke det. Dels har avis-, internet, radio- og tv-medierne kørt temaer hele ugen. Dels har en af vores stamgæster råbt, sunget, danset og okkuperet jukeboxen hele ugen. Men det gør ingenting. Vi vil også gerne fejre, at musikkens  kamæleon, den superalsidige David Bowie i mandags fyldte 60 år.  Jeg vælger at markere det med "Heroes". Det midterste album i Bowies såkaldte Berliner-trilogi (Low udkom trekvart år inden og Lodger et par år efter) og i min bog det bedste af dem. Ja faktisk et af mine favorit Bowie-albums i det hele taget. Bosat i Berlin - reelt på detox - skabte han denne brillante plade sammen med ikke mindst Brian Eno. Rock møder tysk synth-pop. Det fabelagtige titelnummer har kollega -smølle i øvrigt jukebox-behandlet her. Nu vi er ved nostalgi og fodbold, så kan hverken den her-drikkende Bowie-ekspert eller den her-arbejdende musikekspert mindes, at Brixton-fødte David Robert Jones skulle have gnist af interesse i fodbold, og derfor intet - kendt - favorithold hverken i eller uden for London. Jeg kan dog afsløre, at den purunge David Robert spillede på Burnt Ash Junior School's fodboldhold i 1957/1958. Dokumenteret her. David er nr. 1 fra venstre i anden række.

Ugens sang:

David Bowie: 'Life On Mars?'
Det måske allerbedste Bowie-album er det tidlige mesterværk Hunky Dory (1971). Derfra snupper vi ugens sang. Der er sange, man vokser fra, og der er sange, man først opdager eller fatter, når man bliver ældre. Og så er der de helt specielle sange. Jeg har ikke været mere end 8-9 år, da jeg hørte 'Life On Mars?' første gang, men selv om jeg hverken forstod teksten eller kunne udtale ordene, så gik den sang klokkerent ind. Det hjalp givet, at man hørte den praktisk taget dagligt i radioen. Her små 35 år senere kan jeg sige, at den stadig holder helt og aldeles. En sang jeg bare aldrig bliver træt af. "Transplanting the brain of a cabaret song onto a piece of rock writing", sagde Bowie selv om sangen med den mærkeligste tekst af alle om pigen i biografen og manden bag filmen, der har henholdsvis oplevet og skrevet den ten times or more. At man genkender akkorderne fra 'My Way', er ikke tilfældigt, for Bowie blev år tidligere bedt om at skrive engelsk tekst til en fransk sang, 'Comme d'habitude', men hans version, 'Even a Fool Learns To Love', blev aldrig udgivet. 'Life On Mars?' blev Bowies lettere parodi og gengæld for den formue, han i teorien mistede, da Paul Anka købte rettighederne til den originale franske sang, som Frank Sinatra gjorde verdensberømt. Deraf "Inspired by Frankie" som note til 'Life On Mars?' på bagcoveret ef original-albumet. 'Life On Mars?' når måske ikke samme indtjening som Anka/Sinatra sagen, men er dog blevet en fuldblods-evergreen og regulær Bowie-trademark. Med tre-en-halv dekader på bagen fortjener 'Life On Mars?' også at blive spillet tre gange i aften.

Første version. Original-versionen - med telefonen i enden - i Mick Rocks video-instruktion. Fra Bowies androgyne periode, og eftersom 'Life On Mars' først blev udgivet som single i 1973, to år efter albumudgivelsen med yderlige to studiealbums i mellemtiden, kom den også efter Bowie havde antaget sit alter-ego Ziggy Stardust og kaldte sit band The Spiders From Mars (omend alle medlemmerne kom fra Hull i Yorkshire).

Anden version. Ti år senere, live med bombast fra "Serious Moonlight" turen i 1983. Et brag.

Tredie version. Endnu en dekade frem i tiden til 2003/2004 og "The Reality Tour". En turne Bowie i øvrigt indledte i Forum i København i oktober 2003 - mine kolleger Saxo, -smølle og jeg selv var der - hvor vi fik 27 forrygende numre, men dog ikke 'Life On Mars'. Den havde lydt sådan her, og nyd så også Mike Garsons tangentspil, hvis du kan få lagt gådehudshårene ned:

Tillykke, David.