UGENS RÆB
- Danmark, nu blunder den lyse nat

Uge 19
<< >>

Puha, du ser godt nok tørstig ud! I sandhed er foråret nu kommet for at blive og indvarsle sommeren. Det er vist endelig igen blevet tid til, at sollyset og udendørstemperaturerne kan spæde til den i forvejen naturlige øltørst. En halv fad? Coming right up! 

Holmstrøm? Hmm, jo du har ret, han ser sgu da lidt mystisk ud, som han ligger der med poterne for øjnene ... åh jo! Nu ved jeg hvorfor. Han troede, du sagde en "Hald" fad og ikke en halv. Ligesom han reagerer voldsomt på ordet Allan Dam Nielsen  - DÆK! Holmstrøm! - så bliver han altså flov, når talen går på Jan Hald, ovenpå det straffespark han tildelte Heine i søndags ude på Roskildeegnen. Uagtet TV-billeder kan godtgøre, at straffesparket måske og måske ikke kunne forsvares, så var vi bartendere, der var til stede på Brøndby Ny Stadion, enige om, at set fra vores pladser var der ikke gnist af straffe. Den kendelse var tyndere end det øl, Parken serverer ved roligantræffene. Og det diskuterede vi da også ved personalemødet i mandags, hvilket Holmstrøm så må have overhørt. Det er sgu en hund, der kender sin fodbold, og det er nok grunden til, at vi øvrige bartendere nu også så småt har adopteret kræet, selvom vi var lidt lunkne i starten over den lopperede, gode kollega Jan pludselig slæbte ind fra kulden!

Og Heine Fernandez! Hans billede har vi vendt den "rigtige" vej igen, så også Heineken kan kigge ud på lyset og forårspigerne. Ikke at han ligefrem har sprudlet, siden Jan demonstrativt vendte ham ind mod væggen, men at dommer Hald - hehe, se nu Holmstrøm igen, han kryber ud i køkkenet - tildeler ham et af den slags straffespark, man nu undertiden får i fodbold, behøver Heineken jo ikke være flov over. Og måden, han eksekverede straffesparket på, var jo ganske imponerende og klinisk, især efter Københavnsk målestok. To straffespark tildelt på kritiske tidspunkter og to forholdsvis sikre scoringer. Det er vi sågu ikke vant til her i København, så alene af den grund har Heinekens kontrafej fortjent at slippe for at glo ind i væggen.

Denne uges overskrift er selvfølgelig fra Thøger Larsens digt om den forunderlige danske sommer, og denne bartender holdt naturligvis traditionerne i hævd med en kulturel Store Bededagsaften på Kastellets volde med varme hveder og korsang - bl.a. Oluf Rings melodi til førnævnte digt - i Kastelskirken. Må dog erkende, at visse tudsegamle soldaterveteraners kosten rundt med sig selv, fruer og yngre familiemedlemmer i større militærteoretiske udlægninger af Københavns forsvar fra disse bastioner gjorde, at jeg følte mig hensat til et spil Stratego med levende - omend gangbesværede - mennesker som brikker, hvorfor jeg da godt kunne have ønsket, at man havde fået overtalt fru bartenderen til at tilbringe Bededagsaftenen i Nyhavn i stedet. Bartenderblod fornægter sig ikke!

Hvorfor nu al den snak om sommer og forsvarsværker? Jo, sommer er lig lys(ere tider), og det vender jeg tilbage til, mens strategi og organisation i de forsvarende bastioner jo er tidens løsen på fodboldbanerne, ikke blot for København, men for praktisk taget samtlige superligahold. Det vi så fx. i søndags på Brøndby Ny Stadion [cut]

Her må jeg lige afbryde mig selv, for jeg var skam på Brøndby Ny Stadion i søndags. Og det har intet at gøre med oprør mod tidligere principper og aversioner mod netop denne lokalitet på grænsen mellem Københavns og Roskilde amter, men nærmere det faktum, at vi - fansene - kunne afvikle kampen nærmest som en normal hjemmekamp. Solid brunch, solslikning og plåkdrikning i Fælledparken, dvs. troppen op omkring Øster Allé, som vi plejer ved hjemmekampe. Transport til/fra Brøndby Ny Stadion og afslutning på Parkens Sportscafé, som vi plejer.

Lad mig straks erkende. Jeg blev sgu ikke så næsegrus imponeret af dette nye bygningsværk. Javel, det er et gedigent, flot stadion, der slår det "gamle" Brøndby Stadion med flere længder og da givet mht. arkitektur, indretning og stemning hører til top 5 herhjemme (når Århus og Aalborg stadioner bliver færdige) og selvfølgelig pga. tilskuerkapaciteten svinger sig op til noget, der også kan rumme større arrangementer, såvel fodbold- som ikke fodboldrelaterede. Hvem sagde boksning?

Ærligt talt, det eneste, der virkelig imponerede mig, var pølserne og ikke mindst tag-selv-tilbehøret til disse. Klasse, og et scoop Brøndby IF gjorde, da man kaprede Lyngbys oprindelige grillmestre. Men:

• Man har hypet det her lukkede-hjørner-stadion-koncept. Det er jo pivåbent i hjørnerne under overtribunen. Nu var det lækkert solskin og varmt og vindstille på "Codan-tribunen" i søndags, men jeg ville nødig opholde mig der med en efterårs-, vinter- eller tidlig forårspelikan (ja bare lidt typisk dansk blæsevejr) susende ind igennem disse overdimensionerede vindtunneller. Brrrrrrrrr!

• Man har også hypet det ideelle i, at man kunne stå på mellemgangen på "Codan-tribunen" og bestille "øl" (af et et eller andet obskurt og ildesmagende mærke, kaldet "Faxe") mv. og samtidig følge med i kampen. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om der generelt er meget affolket på denne tribune ved Brøndbys hjemmekampe, eller om folk derude ganske enkelt sidder ned og ser fodbold, men de eneste græsstrå, jeg kunne se fra "øl"-baren, var de sparsomme totter omkring udskiftningsboksene ovre ved den modsatte langsidetribune.

• Én (1) diminutiv karikatur af et kampur - formentlig lånt på Tårnby Stadion - placeret i et hjørne, hvor 9/10 af søndagens tilskuere ikke kunne få øje på det! Det er bare utroligt tyndt på et "nyt" stadion.

• Nå ja, og så lige adgangsforholdene. Udover at stadionprojektet har været så dyrt, at man ikke har kunnet finansiere et ordentligt kampur eller to, har man åbenbart heller ikke penge til at asfaltere eller i det mindste tromle grusgraven rundt om stadion. Og adgangsvejen - forbi FDF-hytten! - minder selvfølgelig alt for meget om bøhland for en urban bartender. Så skal jeg undlade at spekulere for meget over symbolikken i, at både Hjerneskadeforeningen og Distriktspsykiatrien har til huse omkring busparkeringspladsen ved stadion!

[cut] Nå tilbage til Viborgkampen i søndags. Kønt var det selvfølgelig ikke. Og det har der været skrevet stolper op og ned om, og det er der ligeså mange meninger om, som der er gæster her på Stamværtshuset. Jeg kan som forrige uges vagthavende bartender, Jan, sagtens leve med denne stil i det FC København, Mr. Hodgson er ved at bygge op. For 1-2-3 etc. sæsoner siden spillede vi ind imellem også flere kampe som den i søndags (og endda værre) ... og tabte! Mht. Viborgkampen vil man for eftertiden kun "huske" facit. 1-0 til os! 

Vi stiller generelt op med 2 kompakte firekæder i den defensive organisation, som det er meget, meget svært for modstanderne at score mod. I stedet løber de panden mod en mur eller to og løber kræfterne af sig! Meget analogt til det Bayern München hold, der - desværre for denne uges bartender - tog brodden af ellers normalt så sublimt spillende og teknisk overlegne Real Madrid. Og nu sidder en af husets stamgæster nede i krogen og klukker gennem skægget i sin Guinness, for han har altid hævdet, at FC København og FC Bayern er to alen ud af ét stykke, både på og udenfor banen. Jeg medgiver det aldrig, men organisatorisk på banen er det måske ikke skudt helt ved siden af. 

Og Bayern får jo resultater. Og det gør FC København efterhånden også, foreløbigt herhjemme. Vi skal tilbage til 1994 for at finde en sæson, hvor vi stadig er seriøst med i titelræset før de sidste seks kampe. Dette hold har ikke tabt i nu 12 kampe i træk (lige siden Stamværtshuset åbnede!), og har kun tabt én sølle kamp, siden Jacob Laursen blev hentet til klubben. Vi kan så håbe, at den offensive organisation også kommer bedre plads næste sæson, så vi - som Bayern i Bundesligaen - også bliver i stand til at vinde enkelt og overbevisende mod de på papiret "underlegne" hold i ligaen. Altså et farvel til flere af de unødvendige uafgjorte.

I den forbindelse skal det jo huskes, at FC København allerede efter forårets første kamp mistede motoren, igangsætteren og kreatøren på midtbanen, Ståle, og med det in mente synes jeg, det er ganske imponerende, at vi ikke har sat stabiliteten over styr på den konto. Siden den ulykkelige tirsdag på Peter Bangsvej har vi her i spruthuset betragtet Ståle Solbakken som "væk" fra Københavns hold. Skulle han - mod denne bartenders forventninger - alligevel vise sig i stand til at genoptage karrieren, vil det være at betragte som et helt ekstraordinært gode, à la et nyindkøb. Derfor er det nok lige så åndeløst spændende at at se frem til, hvilke(n) ny(e) spiller(e), som Holmstrøm - ham på to ben altså - præsenterer for os, senest omkring sommerpausen. I den forbindelse får man jo lidt gåsehud på kroppen ved tanken om, at FC København skulle have været meget tæt på at signe Gianfranco Zola, senest "bekræftet" af radioværten - Det Lange Bindeslips! - i Løvetimen torsdag. Det glippede, men det indikerer, at man ser fremad, også mhp. det kreative og offensive spil, og at man ikke er bleg for at gå efter "navne".

Nu synes jeg jo altså heller ikke, FC København har været så ringe spillende, som flere medier og personer - både inden- og udenfor klubbens egne rækker gør det til - og mange scorede mål er ikke i sig selv en kvalitetsindikator. På trods af deres målscoringslovprisninger og alternativt udregnede stillinger ude på Vestegnen, mener jeg da fx. ikke Brøndby byder på særligt prangende eller inspirerende fodboldspil. Lidt rodeobold oppe foran og så åbent hus bagude. Det er ikke mere "underholdende" end vandpolo, og jeg synes da helt klart, også når jeg lægger de blå-hvide briller ned i skuffen, at København både organisatorisk, teknisk, målsøgende og chanceskabende var bedre end Brøndby derude d. 1/4. Og den anden halvleg holdet diskede op med i Silkeborg var da også af fornemste mærke! På trods af at den skabende kraft på midtbanen er ikke eksisterende i dette forår. 

Men hvis denne lidt kyniske, gennemorganiserede, måske knapt så spektakulære spillestil er den stil, der d. 13/6 på Albani Stadion giver os mesterskabstrofæen, så er jeg ikke den naive pladderromantiker, der ønsker tvilllinge- og lotterifodbold og evige nederlag tilbage i Parken!

Den afventende organisation-frem-for-alt stil er da heller kun et Københavnsk fænomen i dagens superliga. Det er inkorporeret i alle suppeholdenes spillestile i en eller anden form. En ny gæst i huset, Bo NK, har placeret et los i røven til denne spillestil [cut]

Her må jeg så lige afbryde mig selv igen. I al stilfærdighed må jeg betro Bo, at det ikke faldt i god jord hos Jan med denne dyremishandling af Holmstrøm. Faktisk er han så edderforbandet, at du nok bør overveje at holde meget lav profil og undlade at bestille noget fra køkkenet, hvis du frekventerer baren på hans vagter! Og i det hele taget bør du nok - mellem os sagt - tjekke din barregning, inden du går. Eller du har måske konsumeret 47(!) fadøl i aften?

[cut] En enkelt ting falder mig for brystet i den forbindelse. Nemlig lovprisningen af FC Midtjylland. Andre end Bo har været fremme i skoene med ros til det "velspillende" og "velkombinerende" Midtjylland hold. De spiller i mine øjne da ikke mere prangende eller flydende fodbold end fx. Viborg, København, AB, Silkeborg m.fl., og FCMs kombinationer er da også entydigt gennemprøvede og indøvede spilmønstre og systemer. Udviklet gennem træning og atter træning i en spillertrup, sammenspillet gennem nu 2-3 sæsoner. Bevares det er da prisværdigt - omend jeg personligt vil holde et mesterskab til Midtjylland for en lige så stor skandale som Herfølges i fjor, spillestilen er heller ikke stort anderledes - at FCM kan rykke direkte op i toppen af superligaen, og deres undertiden "pæne" kombinationsspil og totale mangel på overdreven respekt i debuten i bedste række kan man kun applaudere. 

Men noget exceptionelt og unikt ser jeg ikke hos endnu et gennemorganiseret, halvgråt og anonymt mandskab. Det ekstra, der giver en gammel bartenderkyniker kicket i en fodboldkamp, har FCM nemlig ikke. Og det er den eller de individualister, der lige kan det lidt mere og uventede end gennemsnitsspilleren. En Sibusiso Zuma, en Thomas Røll, en Jan Michaelsen, en Mattias Jonson, en Todi Jónsson, en Godwin Attram ... osv. havde jeg nær sagt. Men der ikke så meget "og så videre". For superligaen er uhyggeligt tynd, når det handler om profiler, enere, af den type, der gør det uventede og afgør kampe! Og lige laver de ting, der bringer publikum op på naglerne. Det seværdige! FC Midtjylland har i hvert fald ingen profiler, der kan bringe denne bartenders promille-højoktan-holdige pis i kog. Så på den baggrund er FC Midtjylland nok spillemæssigt det hold, jeg nødigst ser som DM-vinder i den aktuelle top fire.

Selv et hold som kynismens ukronede konger, Bayern München har jo også deres ekstraordinære, spektakulære profiler (Scholl, Elber, Effenberg, Sforza), der lige tilsætter det spektakulære ekstra krydderi til organisationen. Dette ekstra aromatiske pift som færre og færre danske hold (og deres trænere) tør hælde i suppen for at give den lidt ekstra smag!

En af årsagerne til, at vi ser færre og færre profiler på de danske baner, er, at alle hold reelt vægter frygten for nederlaget højere end viljen til sejr og derfor stiller med samme Tordenskjolds soldater - idealopstilingen - kamp efter kamp, i det omfang skader/karantæner tillader det. Og jeg er i hvert fald efterhånden ved at blive overbevist om, at en stramning af turneringsstrukturen til fx. kun 10 hold i suppen, blot vil gøre dette fænomen endnu mere udtalt. Altså værre! Senest har en af dansk fodbold sidste dinosaurer, ærkeamatøren, den endnu siddende DBU-formand Poul Hyldgaard gjort sig til talsmand for en endnu mindre liga. Måske endda kun 8 hold! Stik modsat eksempelvis landstræner Mortens Olsen og landstrænerassistent Michael Laudrups anbefalinger, som da også vinder stort gehør hos klubtrænerne, specielt mhp. fortsat talentudvikling og modning af disse i landets bedste række.

Helt forståeligt at klubledere og økonomer anviser færre hold som vejen - den kortsigtede - ud af det økonomiske morads, thi færre hold giver jo en større bid af TV- og sponsorkagen til hver enkelt klub, når den skal deles. Fx. ved de forestående forhandlinger med en ny superligasponsor. På langt sigt er det næppe noget, der giver et bedre produkt, når vi taler om den vare, der skal leveres på fodboldbanen. En liga med endnu færre hold ender med 4 indbyrdes møder pr. sæson mellem hold, der kender hinanden ind og ud. Det er slemt - og kedeligt - nok i dag med tre indbyrdes møder pr. sæson, hvor intet overraskende stort set forekommer, og selv de efterhånden få individualister, der er tilbage, bliver låst i snævre taktiske oplæg, der går ud på at forhindre modstanderen i at spille, frem for selv at forsøge at spille udenom modstanderen og vinde. Vi organiserer og organiserer og venter på fejlen. Og argumentet med større intensitet, hårdere (nær-)kampe, højere tempo, der skulle give større konkurrencedygtighed internationalt, holder ikke. Det gjorde det jo heller ikke sidst, vi prøvede med en snævrere superliga, slutspil (guderne forbyde, at vi genindfører slutspillet, et amerikansk fænomen, der udelukkende gør sig i ishockey) og 4 indbyrdes møder pr. sæson mellem "stærke" hold. Da Brøndby dengang havde succes i Europa, var det ikke på baggrund af en stærk hjemlig liga. Her var Brøndby jo i samme periode tordnende suveræne og en klasse over resten af holdene. Af de øvrige kunne B1903 og OB fremvise nogle enkelte glimmerresultater, men derudover var dansk klubfodbold på europascenen nøjagtig lige så pauvert som nu. En anden liga, sammenlignelig med danske forhold, der i årevis har kørt med en tæt 10-holdsturnering, er Skotland. Mere jævnbyrdig er den ikke, Celtic og Rangers over det hele, og i Europa stinker de skotske hold om muligt endnu mere end de danske. Der har hollænderne - igen et land der kan sammenlignes med Danmark - jo høstet mere international succes i Europacup'erne, vel at mærke med afsæt i en traditionel 18-holdsliga.

Nej du - og tag lige en kop øl mere at skylle det her ned på - jeg vil sgu hellere tilbage til rødderne og en "rigtig" liga med 14-16-18 hold, der spiller mod hinanden to gange pr. sæson. Som menig tilskuer må jeg spørge, hvem der gider glo på FCK-Lyngby, FCK-OB, FCK-AGF etc. (og omvendt) fire gange pr. sæson. Så hellere kun 1 (hjemme)-2 gange mod hver af dem, og så også mod fx. Esbjerg, Køge, Frem, Vejle ... for fanden en 6-1 kamp i Parken i ny og næ mod Farum ville da være en kærkommen afveksling.

Og mht. tilskuere, om end det parameter på kort sigt vejer lettere i den økonomiske sammenhæng end TV-puljen og sponsorater, et jeg stensikker på, at fx. København ikke får færre tilskuere gennemsnitligt ved 1x15 hjemmekampe end 2x7. AGF trækker ikke over to kampe i Parken flere pr. kamp end Esbjerg én gang.

Fodboldmæssigt har d'herrer M&M argumenteret for en større liga, og lige når vi taler fodbold, er de to nok nogle af dem, det er værd at lytte til. Med lidt "nemme" kampe hen over en sæson bliver der måske også bedre plads til enerne og råd til at spare en stamspiller i ny og næ for at give plads til de unge talenter. Og ad den vej kan dansk fodbold igen udvikle en Dennis Rommedahl eller Jesper Grønkjær eller Thomas Gravesen eller Claus Jensen, som vi også får lov at få lidt glæde af herhjemme, inden de sætter sig på bænken i en udenlandsk sekundaklub. Det er jo måske lidt påfaldende, at af de seks profiler, jeg nævnte ovenfor, er kun to af dem danske!

Nå, det her med turneringsstruktur er en helt anden og kompleks diskussion, som vi givet kommer til at høre mere om. Jeg er desværre stensikker på, at klublederne, økonomerne - og Poul Hyldgaard - får deres vilje, og vi bevæger os hen mod en superligastruktur med max. 10 hold eller en tilbagevenden til det gustne slutspil. Det er blot at håbe, at trænerne så vælger - og får lov til - at løsne de stramme tøjler lidt og sende lidt "frigjorte", spektakulære profiler og et ungtalent eller to på banen i ny og næ.

Når I har sovet 28 gange ... nej, seriøst om 4 uger, når jeg ræber igen, tæller vi ned til braget mod SBU's flagskib d. 10/6. Kampen der måske får en altafgørende indflydelse på årets mesterskab. Alle har travlt med spådomme og beregninger. Senest har denne uges udgave af TIPS-bladet været fremme med en subjektiv vurdering af de fire topholds restprogam, der skulle indikere, at Silkeborg løber med skabet. Kigger man i tabellen - både forårstabellen og den samlede - og vurderer sværhedsgraden af de resterende kampe, peger det også i retning af, at Silkeborg på papiret har det "letteste" slutprogram. Så subjektivt og objektivt ligner det et DM til Søhøjlandet, men nu har både eksperternes foruddiskonteringer og statistikker det med at blive gjort til skamme, når bolden ruller. Så jeg skal nok vare mig for at forudsige noget som helst. 

Jeg ved dog med sikkerhed, at vinder vi over Midtjylland og Brøndby, og undgår vi at sætte flere points til end Silkeborg i de øvrige fire resterende kampe, ja så ligner det triumfrejse hjem fra Odense. Og rent faktisk tror jeg ikke, vi taber flere kampe i år, så ...

Selvom det måske ikke lysner, hverken på kort eller langt sigt for superligaen, så må vi se frem til, at lyset og sommersolen igen kan få lov at trænge ned til Chris' græstæppe inden kampen mod Midtjylland. Og håbe på, at græsset overlever 80.000 schlagerfestivalsgæsters respektløse trampen rundt på vores fodboldbane. Jeg kan kun henvise til kollega Smølles beskrivelse af det fænomen, der er over Parken i disse dage. Og samtidig vil jeg så se frem til, at skydetaget skal bringe større og mere ophidsende musikoplevelser til København. Fx. behøver denne uges altoverskyggende jukebox-artist ikke nøjes med at frekventere disse breddegrader i sommermånederne og så hensætte os alle i forventelig rædsel med udsigten til, at den velkendte og evige danske sommerregn vil præge besøget. Så kan Bossen fra New Jersey snildt kigge forbi og varme os op i vintermånederne, når Parken ikke lader Madison Square Garden noget efter! Indtil videre er det Red Hot Chili Peppers og Depeche Mode, der står på koncertplakaten. I den forbindelse vil det ikke undre om en tredje bartenderkollega, Martin, glimrer med sit fravær på søndag i Herfølge for i stedet at placere sig i køen til det billetsalg, der vist starter mandag morgen.

Og hvor mine kære bartender-kolleger således har deres at sitre og rase over i disse dage, vil jeg bare opfordre jer alle til at smutte ud i det pragtfulde forsommervejr og nyde solen, varmen og de grønne farver og pigerne, der er sprunget ud, mens lyse dage glider over i lyse, korte nætter, og vi forhåbentligt har fået hi-sovet tilstrækkeligt i den lange og mørke vinter til at holde os vågne i alle de lyse timer nu. Tag din fadøl og gå med mig ud i vores nyanlagte gårdhave - der er også fadølsanlæg nu - og lad os grådigt labbe noget mere af solens overdådigt gavmilde stråler i os denne Store Bededag.

Livet er alt i alt ikke det værste, vi har.

<<

oversigt

>>