Tegningsformat II

tilbage
 


God aften! Kan du se ham den ældre herre ovre i hjørnet, der sidder og gnækker? Han har gnækket stort set uophørligt, siden han entrede baren lige fra arbejde, tidlig fyraften vist. Og han gnækker, fordi han allerede for et par måneder siden - i den turbulente slipstrøm efter Roy the Renegade's løben af pladsen - lancerede sloganet "FC København, du ved ALDRIG, hvad der sker i morgen!" (se bunden af Ugens Ræb uge 27!). Nu sidder han - vores husværters nestor - og mumler disse ord i skægget mellem FF'erne! Og han har jo ret! Her går man ned på pinden i formiddag for at forberede aftenens vagt, og mens man tjekker dagblade, post og mail, kvidrer en lille fugl om pressemøde i Parken kl. 14.30! Ah endelig, tænker man, det er snart lidt tid siden med "pressemødenyheder" i klubben, udover de daglige avisoverskrifter. Jeg ved ikke, nogen ønsker fred og ro og idyl omkring klubben, men jeg elsker sgu - også - denne klub for det kosmopolitiske kaos (nogen kalder det "galehus"), der altid omgærder FC København. En strømlinet storklub i en storby med tilskuere, penge, ambitioner, armbevægelser og stil. Der skal altså også ske et eller andet, og helst hver dag. Så kan landsbyklubberne hype deres egen kolonihave-foreningsstil!

Egentlig skulle denne aftens opstød være en slags omvendt parallel til mine udgydelser på min seneste vagt for fire uger siden. Inspireret af kollega -smølles kasten galde over alt og alle hernede i sidste uge kunne det være passende at drage nogle ting frem, hvor "tegningsformatet" var knapt så skønmalerisk, som de lovende skilderier, jeg kunne skitsere da! Men dagens trænertumult gør jo, at man knapt kan huske, hvad man går her og tænker.

Det er altid nemt at være bagklog og komme og sige "hvad sagde jeg", men ikke desto mindre drøftede jeg i sidste uge med en god ven på vej på ferie i sydens sol, at inden han og familien var hjemme igen fra Mallorca (i morgen) var Kent Karlsson en saga blot som træner i København! Min ven fik ret, og det kommer just heller ikke som den store overraskelse hernede i baren. Det har lige som ligget i luften fra dag 1 - hvor en ny træner partout skulle køres i stilling, inden Roy the Renegade's skrivebordslampe var blevet kold - at Kent Karlsson skulle agere overgang til den kommende permanente trænerløsning og tilføre klubben en trods alt kompetent trænerprofil i forsøget på at nå det €uroforjættede land i Champions League. Det blev så måske bare endnu kortere midlertidigt end "beregnet". Om end vi med statsgaranti aldrig får serveret den fulde sandhed om kulissespillet bag de lukkede døre og bevæggrundene for ledelsens handlinger til enhver tid, tror jeg nok i dette tilfælde, vi kan antage de officielle grunde til Kent Karlssons stop som værende meget tæt på, om ikke identisk med, hele sandheden. Det er i hvert fald svært at klandre Karlsson de opnåede sportslige resultater. Og jeg siger resultater, ikke de blodfattige spillemæssige indsatser i visse kampe. Sammenligner vi med Roy the Renegade's start sidste år, har vi faktisk gjort det bedre i år!

Den 28. august 2000 lå vi efter 6 spillerunder på en tiendeplads med 7 point (et point over nedryknings-pladsen) for 2 sejre, 1 uafgjort og 3 nederlag. Målscoren hed 8-6, og vi var 5 point fra Lyngby på førstepladsen.

Nu - pr. 26. august 2001 - ligger vi efter 6 spillerunder på en tredjeplads med 10 point (8 point over nedrykningspladsen!) for 3 sejre, 1 uafgjort og 2 nederlag. Målscoren hedder 9-6, og vi er stadig 5 point fra førstepladsen (Brøndby og AaB), så Kent Karlsson efterlader klubben i en på papiret bedre situation, end den var i på samme tidspunkt i fjor. En markant forskel er dog, at hvor vi i fjor kun var 1 point efter Brøndby, dengang (alle vidste Lyngby var en døgnflue) som nu vor formodet argeste titelrival, har vi for nærværende mistet 5 point i forhold til den sjællandske fjende. Det kræver næsten, at vi gentager sidste sæsons succes og henter de maksimale ni point i møderne med Vestegnens robotter. På den anden side set, så var Brøndby inde i en mål- og pointstime sidste efterår også. Og den ebbede ud, lige som gamle Nordin, mentale Madsen og babyface Jørgensen nok også taber lidt af dampen senere hen på dette efterår.

Og i kvalen til Champions League gik det trods alt rimeligt. København spillede hæderligt lige op i 2½ af 4 halvlege med et af Europas allerstærkeste mandskaber. Vi taler altså om det iflg. UEFA Official Team Ranking 2002 (updated) aktuelt tredjebedste hold i Europa. Et hold som FC København vel realistisk set vil tabe til 6-7 ud af 10 kampe. At de to nødvendige af de de max. 3-4 kampe, vi ville kunne gøre os håb om ikke at tabe, så skulle falde i forlængelse af hinanden her i august 2001, hvis København skulle nå CL, ville jo være usandsynligt.

HA! Forresten, nu vi har listen fremme, så kig lige igen. FC København er nummer 119 - igen: nr. 119 vs. nr. 3, tænk lige over det, what are the odds! - og faktisk det bedste danske hold på listen. Nu hvor den europæiske jubelsæson 96/97 ikke længere tæller i UEFA regnskabet, må det vist være på tide, at SBU's flagskib ude i Brøndbyerne glemmer al snak om dansk fodbolds lokomotiv nationalt - fire sæsoner siden man sidst var mester og "lokomotiv" i DK - såvel internationalt. Lokomotivet er blevet forældet, fortidens glorværdighed glemt, i hvert fald hos UEFA, og Brøndby finder vi på 150. pladsen! (Til yderligere dokumentation omkring "nemme" modstandere i kvalen i år, så befinder Torpedo Kutaisi (283) sig 29 pladser over Shelbourne FC (312) på ranglisten).

Jeg skal for øvrigt lige indskyde, at FC København "på papiret" må affinde sig med at bære en klar favoritværdighed i UEFA Cup 1. runde mod Arkans sønner fra FK Obilic, som vi finder på plads 243 på UEFA's liste!

Nå, det var et lille sidespring, men det er altså ikke på baggrund af opnåede resultater, at tegningen smuldrede for Karlsson. Man må til gengæld sige, at det virker lidt overmodigt og uigennemtænkt af ham at sige ja tak til et så krævende job, som det åbenbart har vist sig at være for ham. Der er sket meget, siden han var i København sidst, og mon ikke man bliver lidt vel elitefodboldsrusten af at træne IK Sleippner fra Norrköpings forstæder!

Omvendt er det selvfølgelig lidt svært at bebrejde ham, hvis han nærmest har fået vredet armen om på ryggen for at tage jobbet af en mand - "en gammel ven" - der for ikke at blive fanget i egne, måske vel uoverlagte, udtalelser var i voldsomt bekneb for en nærmest omgående afløser til Roy the Renegade! Og så er det altså ledelsen, der sidder med manglende format, og det nytter derfor ikke meget, at overbossen i Parken Sport & Entertainment erkender den ledelsesmæssige fejldisposition. Det er faktisk anden gang. Vi er nogen, der ikke sådan lige glemmer parodien omkring Christian Andersen. Det handler om management, fristes man til at sige til personen, der selv ved enhver given lejlighed prædiker omkring kunsten at drive en fodboldforretning, at det handler om de rigtige personer på de rigtige steder og ... management! I dag i Løvetimen kunne Niels-Christian Holmstrøm berette, at Kent Karlsson allerede for ca. 3 uger siden fortalte, at det var meget tungt. Det vil sige, at han faktisk kun holdt i jobbet i godt en måned. Tal om eklatant fejlansættelse!

Og mens vi er ved det negative tegningsformat, så er der altså stadig flere punkter, hvor ledelsen - den overordnede - endnu har mange helligdage i farvelægningen af skønmalerierne. Kollega -smølle ridsede nogen op i sidste uge, og jeg har også brokket mig over noget af det før, så det er egentlig ikke fordi, jeg absolut skal gentage mig selv, men når tingene ikke er blevet forbedret, så må man jo råbe op igen!

• Sæsonkortene! Det fungerer stadig ikke godt nok! Og at man reagerede hurtigt og forsøgte at råde bod på adgangsskandalen op til AB-kampen, ændrer ikke ved det groteske i, at nogen i ledelsen overhovedet kunne udtænke det misfoster af en idé, som hele den tåbelige situation opstod på. Det handler om at levere det produkt, man har solgt. Nu hedder det sig også, at sæsonkortholdere "som ekstra service får TILBUD" om forkøb af billetter til UEFA Cup kampe ... IH tak, men der stod nu i salgsbrevet for sæsonkortene, at en af fordelene netop var forkøbsret til Europacup kampe. "Ekstra service"? For øvrigt sammen med den nemme adgang til stadion den eneste fordel ved kortet. Besparelsen på 75,- (7,50 pr. kamp, hvis man ser dem alle - mis en, og du har sat penge til) er hurtigt til at overse, når sæsonkort-holdere forud skal betale 925,- til FC København. Udfra et investeringsøkonomisk synspunkt en ultimativt dårlig forretning for sæsonkortholderen, der end ikke længere får et gratis program på kortet, og en tilsvarende likviditetsmæssigt god forretning for klubben. Er det så for meget forlangt at forvente lidt professionelle modydelser? Se dog til hvordan man håndterer sæsonkort i udlandet!

• Kø, kø og atter kø er stadig situationen på Øster Allé før kickoff og i ølboderne under Nedre C. Mht. ølsalg mv. ("food & beverages") holder Parken stædigt fast i molbosystemet med dobbeltkø, først efter bon, så efter varer! Jeg har konstateret, at systemet praktiseres over alt i Parken, og har med nogen "flovhed" måttet opgive at forklare Parkens (og "min klubs") fidus med systemet, når man har været sammen med ikke FCK gæster i Parken til andre fodboldkampe/arrangementer end lige FCK. Folk tager sig til hovedet og fatter det ikke. Og fatter endnu mindre, at vi trofaste finder os i dette totale tidsspilde søndag efter søndag. Man kan kun opfordre de ansvarlige at tage på studierejse til udlandet - England f.ex. - og se hvordan, man håndterer salg af øl, vand, spiritus(!), madvarer osv. med én ekspedition i én kasselinie, hvor der trods det dobbelte antal mennesker af en normal Nedre C i øvrigt ingen kø er! Løsningen i Parken er først og fremmest flere åbne porte/tælleapparater (de er der i forvejen!), flere åbne boder og mere personale. Og det burde i følge Parkens Sikkerhedschef, Jens Larsen, ikke være noget problem, da han - inden C0 løsningen - sagtens kunne indsætte ekstra personale til kø- og trafikgulering på Øster Allé, så sæsonkortholdere kunne komme ind af "egen indgang"! Og ret beset behøver man ikke være et driftsøkonomisk orakel for at kunne regne ud, at merudgiften til ekstra adgangs- og serverings-personale hurtigt ville tjene sig ind på mersalg - af især øl - hvis folk kommer hurtigt ind og undgår dobbeltkø i boderne! Det er faktisk ret enkelt.

• En nedadvendt tommeltot også til FCK/PSE og FCKFC for bandlysningen af det nye magasin, Copenhagen Sundays. Jeg skal ikke her bevæge mig ind på, om magasinet er godt eller skidt - der kommer i øvrigt nok snart en anmeldelse her på spruthuset! - for det er i princippet underordnet. Væsentligt er, at et fodboldpublikum får noget af det snask, vi lever og ånder for i og omkring klubben hver dag. Og hverken FCK el. FCKFC er i stand til at komme med tilstrækkeligt stof til at give os det daglige fix af FCK- og fodboldsnask og burde vel egentlig snarere end at blackliste Copenhagen Sundays velkomme, at lidt af leveringspresset tages fra deres skuldre! Det andet er ren og skær brødnid!

• Jeg er altså også nødt til at revse klubbens hjemmeside, nu jeg er i gang. Det piner mig lidt, for jeg ved hvilket stort og nærmest umuligt arbejde webmaster Daniel Rommedahl og informationschef Charles Maskelyne udfører ved siden af deres alle mulige andre gøremål i klubben, men det må så være ledelsens forbandede pligt at allokere ressourcer til drift af websitet, så der bare tilnærmelsesvis kan leves op til det glansbillede af en moderne, topprofessionel virksomhed, som PSE ynder at tegne. Igen, kig til udlandet, hvordan man laver en fodbold- og businesssite. Ja faktisk behøver man ikke engang kigge så langt væk. For én ting på Vestegnen kan jeg godt være lidt misundelig på, og nej det er ikke Mads "når-storken-uddør-har-jeg-igen-de-tyndeste-ben-i-landet" Jørgensen! Bortset fra de gyselige (klub-) farver og den noget langsommelige loadtid - pga. den tunge baggrundsblå - må jeg, hvor meget det end piner mig, erkende, at brøndby-dot-com er markant bedre end fck.dk. Overskuelighed, opdaterings-frekvens, artikler, baggrundsstof, fyldstof etc etc plus en uovertruffen liveopdatering - en fornem og velfungerende feature, som sikkert utallige FCK'ere, der ikke er til f.ex. en udekamp og ikke kan høre radio, men er ved en PC/på arbejde, ville sætte stor pris på - er alle områder, der fungerer uendeligt meget bedre end på fck.dk, og ting man kunne lære af hos os. Dér er Brøndby lokomotiv i Danmark, dér og kun dér!

Alt i alt er der stadig masser af områder, hvor ledelsen kan tage fat for at tilgodese kernefodbold-tilskuerne, og de der følger med i klubbens ve og vel hver eneste dag.

Nu findes det i vor lille danske fodboldandedam i det hele taget meget værre alle andre steder end i FC København! Jeg kan altså ikke undlade at le ad den daglige totale mangel på format, både ledelse og fans i "den hele klub med de klare værdier" aka. Lyngby FC udviser! Tiggergangen til kommunen - der forståeligt nok ikke ville kaste gode penge efter dårlige, efter at den til enhver tid siddende ledelse gentagne gange har vist, at man ikke er stand til at drive en professionel forretning - er i bund og grund så patetisk, at det trodser enhver beskrivelse. Om LFC så fik sine 8-10-12 mio., ville det være som at pisse i bukserne, og man skulle igen stå med hatten i hånden om et års tid!

Illusionen om kommunalt dispenseret byggetilladelse til et nyt Lyngby Stadion, der skulle tiltrække erhvervsliv, sponsorer og tilskuere, er også et blålys. Elendig infrastruktur vil afholde de fleste sundt tænkende erhvervsfolk fra at at investere i eller forlægge residens til Lyngby Stadion, og potentielle sponsorer vil nok få endog meget svært ved at se, hvorfra de mange - ekstra - tilskuere (og erhvervsfolk) skulle komme, der kunne berettige at kaste en pose penge i det projekt. For hvorfor tror en håndfuld blåøjede fans og et par virkelighedsflygtede (amatør-)ledere fuldt og fast på, at et nyt Lyngby Stadion pludselig ville lokke tilskuerstrømme til? Se på ABs nye, forbedrede Gladsaxe Stadion. Det har ikke lige frem øget tilskuertallet! Og det faktum, at der i den forgangne weekend sammenlagt ikke var over 5000 tilskuere til AB, Farum og Lyngbys hjemmekampe, er vel heller ikke noget, der seriøst befordrer troen på en fremtid for tre superligaklubber nord for Gentofte!

Det groteske ved situationen med fokus på Blue Vikings er, at den klub, de pludselig så som det store hade-/fjendebillede, Farum Boldklub, afviste Lyngby - og her er det jo også kuriøst at huske, at det var Lyngby og Terkelsen, der henvendte sig til Farum ang. samarbejde/overbygning/fusion og IKKE store stygge Farum, der ville sluge stakkels, ædle Lyngby, som LFCs fans ellers gerne ville udlægge det! - og med samme begrundelse som Lyngby-Taarbæk kommune og en række andre angiveligt mulige investorer. Der er simpelthen for mange økonomiske lig i Lyngbylasten. Hans Bjerg, Flemming Østergaard/Michael Kjær og senest altså Jørn Terkelsen - folk der dog har bevist, at de kan køre rentable forretninger - har alle forsøgt at redde Lyngby. Men det er altså åbenbart pløkumuligt at drive en professionel fodboldforretning i Lyngby, og det er vist på høje tid, at lidt flere også blandt Lyngbys græsrødder indser det. Og det nytter på sigt heller ikke at sælge en spiller om måneden for at få skrabet sammen til lønninger!

Ironisk nok er det overgået alle fire førnævnte herrer - trods de med deres indsatser og investeringer i første omgang har reddet Lyngby fra indtil flere truende konkurser - at blive lagt inderligt for had af store dele af Lyngbys fanskare. Nå ja, med hensyn til Østergaard vist endda hele Lyngbys fanskare. Og det er netop dette evige had og konstante opdyrken af fjendebilleder, der gør, at jeg ikke ønsker Lyngby held og lykke. Deres fans' behandling af FC Københavns ledere, spillere, spillerfamilie etc. på Lyngby Stadion, deres fans' konstante hadske udbrud mod primært FCK'ere på diverse internet debatfora og halstørklædeprydelser, deres ledelses ynkelige hetz mod FCK officials på stadion, udeladelse af FCK i kampprogrammer, boykot af ungdomshold fra KB/B103 etc. pga. af misundelsesbrødnid i Carlsbergsagen, gør at jeg vil savne Lyngby FC lige så meget som bylder i røven, når - og jeg siger når - de går konkurs. Når den dag kommer, drikker vi nok en ekstra lille kop øl hernede, og det bliver ikke gravøl. Hmm... inden jeg serverer dig en øl mere, kan du så ikke lige vække ham gnækkeren ovre i hjørnet? Han skulle vist aldrig have haft den sidste FF'er ... eller den første. Skål! Både Lyngbys ledelse og fans har på det pinligste udstillet, at de ikke har format til fodbold på topplan! Good riddance!

Herfra skal der nu alligevel lyde et velment råd til Lyngby FC: Få indgivet den konkursbegæring i en fart, find et juridisk smuthul i kommunalfuldmagten til at købe Lyngby Stadion for 1 kr. Riv herefter lortet ned og ansøg om braklægningsstøtte hos EU. Disse penge kan bruges til kreditorakkorder, hvorefter Kgs. Lyngby kan vende tilbage til livet som stationsby, og "den hele klub med de klare værdier" kan starte fra scratch med amatørfodbold i DS! Frem kunne klare turen, så kan Lyngby vel også. Jeg vil ikke savne dem i mellemtiden.

Ak ja. Lyngby er blot endnu et trist kapitel i den endeløse saga om økonomisk armod i den danske fodboldverden, hvor selv de næststørste, AaB og Brøndby, kun holder sorte regnskabstal på baggrund af spillersalg. Roy the Renegade så rigtigt, da han ud fra min formodede tese om, "at det ikke kunne blive bedre i DK" forlod dansk tredjeklassefodbold til fordel for italiensk topklassefodbold. Og Jacob Laursen er nu citeret for noget af det samme, bl.a. på onside.dk, hvor han bl.a. siger: (...)"Mit ambitionsniveau er til mere end dansk fodbold" (...) "Hvis der var 15 klubber herhjemme på samme høje niveau som FCK, ville jeg gerne spille videre i Danmark,"(...). Sådan er det, der er ikke penge og potentiale til mere i et lille land som vores. Tænk på at en spiller som Mendieta, fra det Laziohold FCK var så forbandet uheldig at trække i CL-kvalen, repræsenterer en markedsværdi, der er større end værdien af samtlige superligaspillere og -sponsorater! Så det er umulige odds, og derfor desværre også tvivlsomt, om FC København igen får mulighed for at hyre en kapacitet som Roy the Renegade. Så meget desto mere grund til at få stablet den Euro- eller Atlantliga på benene. Det indebærer ydermere de fordele, at vi ikke længere skal trækkes med hold som Lyngby og deres følge, og vi slipper for at se miserable indsatser fra de af vore spillere, der ikke kan rumme at tænke på både europæisk og hjemlig fodbold. Lad os koncentrere os om det europæiske.

Men indtil videre skal vi altså fortsætte i den hjemlige andedam, og her gælder det så nu om at finde den helt rigtige nye trænerprofil, en "Rottweilertrænertype" - citat Kaptajn Lønstrup, der sammen med Rytter nu er stået frem med lidt af de samme manglende respekt tanker omkring Karlsson, som Heine fik på puklen for - af den hårde skole, der sætter sig i respekt qua "pisk" og faglig kunnen. Det vil i så fald blive den tolvte "nye" på trænerposten (her er Karsten Aabrink ikke talt med) på 9½ år. Dog har der været en del genbrug, hvorfor der kun er syv forskellige navne på trænerlisten. Der har på det seneste været en tendens til at hver anden træner var en genganger, altså sidst Karlsson, og hvis vi regner Holmstrøm som midlertidig damage-control og ikke "rigtig" træner, bliver vores næste mand i sædet ikke en gammel kending!

Foreløbig styrer caretaker manager Holmstrøm showet i overgangsfasen, og uagtet hans træner-potentiale sikkert er lidt rustent, så burde han nok kunne coache i kamp - i habit! - og så overlade træningsøvelserne til CV og co. Manglende respekt fra spillerne behøver vi med garanti ikke frygte, og mon ikke de tilmed selv træder i karakter for at bevise, at de skam er gode nok. Det ville også være passende ovenpå de ualmindeligt slatne indsatser mod ringe, ringe hold som Esbjerg og AB, som spillerne timede meget skidt i forhold til bonus- og lønforhandlinger.

Jeg tror, Holmstrøm og spillerne kommer styrkede ud af det her og vil begynde at marchere henover superligaen igen. Meget passende her lige før to nært forestående, vitale udekampe i Brøndby og Aalborg!

Og så vil jeg, mens jeg ønsker god vind til Holmstrøm på to ben, for øvrigt ringe til kollega Jan og spørge, om det ikke var på tide at hente firbenede Holmstrøm hjem fra pensionen, så Holmstrøm kan styre igen, i og uden for Stamværtshuset.

Det er FC København det her, i morgen er der en ny dag, og du ved aldrig, hvad er så sker ... OG VÆK SÅ HAM DEN GAMLE!

Holger

Og på jukeboxen spiller:

Ugens album:

New Order: Get Ready
Overraskende nyt udspil fra New Order. Kan varmt anbefales, og hvis du lige vil læse lidt mere om dette spritnye album - og New Order, Joy Divison m.fl. - så klik ind på -smølles digre anmeldelse og find ud af, hvorfor pladen kører konstant på jukeboxen.

Ugens sange:

Patsy Cline: 'Crazy'
Countrymusikkens dronning med en vammelsød, men dog iørefaldende, kærlighedssag. FC København er skørt, og vi der følger FC København i tykt og tyndt er lige så skøre. Men vi elsker det!

Sparks: 'Amateur Hour'
En gammel klassiker fra Mael bros. Dedikeret i aften til Lyngbyfolket specifikt, men også de andre ærkeamatører i dansk fodbold .... "amateur hour goes on and on when you turn pro, you know...".

mail