Davs du, og undskyld den lidt sene åbningstid. Jeg er selvfølgelig ked af at lade vores gode stamkunder som dig stå udenfor og vente på at der kommer nogen og åbner baren, men i det mindste er vejret hæderligt for tiden her i vores by.

Den sene åbningstid vil min gode kollega Holger jo nok beklage sig over - ja, det har han faktisk allerede gjort flere gange, hvis jeg skal være helt ærlig - men på en måde er han selv ude om det. I sit sidste Ræb anbefalede han nemlig Carlsberg Hvede som temmelig velsmagende, og guderne skal vide at jeg sætter pris på en god Weissbier, eller Hefe, afhængigt af hvilken ende af Tyskland øllet kommer fra. Så da jeg selv og flere venner af huset efter pokalkampen mod Esbjerg satte kursen mod et lokalt værtshus for at se lidt mere fodbold - onde tunger vil sige "se fodbold i det hele taget" - så viste det sig, at den glimrende Café Stadion ikke bare har venligt og til tider nydeligt personale og en stor tv-skærm, men ovenikøbet også Carlsberg Hvede på fad.

Som nævnt af Martin CX for nylig, er Stamværtshuset på udkig efter et nyt… stamværtshus. Og efter opdagelsen af denne fine drik i fadølsankeret må man sige, at Stadion godt nok har rigelige forudsætninger. Men når man taler om noget der er rigeligt, må man desværre også tale om det kvantum Hvede, der blev hældt ned torsdag aften. Og som alle der f.eks. har drukket de overgærede øl på små og charmerende overbefolkede buler som Riesen eller Märkbar ved, så ender Weissbier-drikkeri ganske let med tømmermænd så forkrøblende, at man knap kan stå op næste dag, eller se ud af øjnene. Det må man jo så bide i sig og tage tingene i et tilpas afslappet tempo. Kønt er det sjældent, men det er nødvendigt.

Men det har jo også været en lang uge. Der har været nok at se på, selv hvis man blev hjemme fra Viborg. Det er en ting jeg gjorde med glæde, og også overvejer at blive ved med når det foregår på Silkeborg Stadion. Efter i årevis at have begivet mig til de to trøstesløse Larstyndskidsmarker, og i Silkeborg set en række dødssyge uafgjorte, og i Viborg en række miserable nederlag, har de simpelthen vundet rub i stub i denne sæson uden mig på plads. Fint! Der er trods alt større tilfredsstillelse i at opleve en sejr hjemmefra end at se et nederlag på en forblæst, ussel tribune et sted i Jylland. 

Men Næstved ville det være en skam at gå glip af, også selv om jeg ikke havde den samme retrooplevelse som dem der overværede 2-2-kampen i 1996 eller måske ovenikøbet 1-1-kampen i 1980. Jeg var der desværre ingen af gangene - ja, jeg havde endda aldrig befundet mig på Næstved Stadion før. Men det var alligevel en oplevelse, der gav visse minder om gamle dage, og om en klub som på charmerende vis udstiller hvordan der stadig er langt op til den tv-dækkede glamour i superligaen. 

Den fik med individuelle sponsorer i kampprogrammet til de forskellige spillere, med hyggelig (og hurtig ret enerverende) irsk folkemusik inden kampen, og med en bekymret Erik Rasmussen, der i programmet var nervøs for at Københavns fans ligesom i Parken ville råbe "fisse" (eller som Erik stavede det: "f….") efter de purunge og debuterende cheerleaders. Slig uhøvisk tale begår sig ikke på Sydsjælland!

Stadion var meget som jeg havde forventet det, med en gammel siddetribune på den ene side og grusbelagte cementtrapper for resten. Og med den karakteristiske række villaer langs den ene langside - hvorfor pokker har man dog ikke bygget et plankeværk langs med tribunen? Måske en servitut fra dengang stadion blev opført, indført som et krav fra villaernes ejere. Altså et anlæg af den gamle skole, ligesom Næstved er en klub af den gamle skole - de glade lokale amatører styrede salget af øl og sodavand, og for nu at sige det meget pænt, så var de ikke helt gearet til et rykind på op mod 10.000 mennesker. 

Hvis nu Langfredagens kamp, rent teoretisk, bare var blevet ved og ved, så havde det måske været realistisk at komme frem til disken for at købe øl engang midt på Anden Påskedag. Det er nok godt, at de ikke spiller mod publikumsmagneter hver dag. Men det håbløse ølsalg skal nu heller ikke have lov til at spolere indtrykket af en ellers meget hyggelig dag, hvor udfordringen på banen heldigvis viste sig at være meget mådelig. 

Det så ud som om hele byen var mødt op - ja, ovre i det modsatte hjørne, bag den bil der af mystiske grunde stod ude ved hegnet, var endda to tåber i Brøndbytrøjer. Og hvor de jublede, da Næstved fik reduceret - det var helt rørende at se dem omfavne og kramme hinanden. I resten af kampen stod de dog mere stille. Det mindede mig påfaldende om pokalfinalen i 1995, hvor man nede i hjørnet af A-tribunen kunne se nogle fyre i gule trøjer og tørklæder, der brugte det meste af deres energi på at provokere folk ovre på endetribunen. Det burde næsten være unødvendigt at nævne, men: lad dog være med at lave den slags ting i kampe hvor der er klasseforskel i vores favør, og vi hamrer fem mål ind. Det havde altså virket lidt stærkere, hvis det var foregået da vi mødte FC Jazz. Nu var det bare lidt trist.

Som helhed var det altså stor gemytlighed sydpå, og så var det så meget desto mere ærgerligt at komme hjem og få bulletiner om at der havde været ballade efter kampen. Angivelig sat i gang af en gruppe spader, der havde søgt efter et slagsmål med politi og generelt interesserede, og efter en chance for at hærge. Vorherrebevares! Og vorherrebevares til den absurde debat, der opstod ovenpå begivenhederne.

Efter at der tidligere på ugen var kommet dårlig publicity for en af vores rivalklubber, gled Næstvedaffæren ind i debatten under den forkerte forudsætning, at two wrongs make a right. Man så, bl.a. fra medlemmer af den involverede fraktion, elegante forsøg på at bagatellisere det hele, og man så forsøg på at overbevise om at det var unfair at Brøndby evig og altid stod med den dårlige omtale.

Det holder slet ikke, og det er der flere grunde til. Den ene er, at ved gud fik F.C. København da dårlig omtale af at en gruppe af klubbens fans opførte sig sådan i Næstved. Man skal være mere end enøjet for at tro andet. Den anden er, at mens man jo altid skal være opmærksom på at fremhæve, at det kun er en lille minoritet af fans, der ikke kan opføre sig ordentligt, og at det ikke bør smitte af når en klubs fans som helhed skal bedømmes, så er det noget mere tvivlsomt at begynde at argumentere for at man heller ikke må bedømme en fraktion ud fra nogle uheldige elementer. Det er trods alt så lille en gruppe, at det er muligt at kræve mere af selvjustitsen. Det er svært at se pressen som den onde i den sag, og avisernes dækning af affæren i Vejle som illoyal. Medmindre man absolut vil se det sådan.

Pointen er ikke at det skulle være forkert at skrive om balladen i Næstved eller i Vejle eller omtale den, for det er uundgåeligt. Jeg skal ikke begynde at brokke mig over at det nævnes, bl.a. i en landsdækkende nyhedsudsendelse, at der har været optøjer efter pokalkampen. Vi har ikke krav på at få holdt ting hemmelige, selv om de måske er ubekvemme for os selv og vores verdensbillede og selvforståelse. Pointen er, at man skal være med til at prøve at forhindre at den opstår, og det kan man i f.eks. mit eget sted gøre ved at tage afstand fra enhver form for vold, ligemeget hvis kampe det er i forbindelse med, og ved at prøve at være med til at forhindre, at det bliver accepteret. 

F.eks ved ikke at give skyggen af respekt til de folk der bruger vold, og heller ikke til dem der glorificerer det, også selv om de, når de bliver gået på klingen, forsvarer sig med at "det er jo bare med et glimt i øjet" og en reaktion mod pænheden i fankulturen.

Hvad angår det sidstnævnte, har vi allerede et problem, hvis vi i København lader folk med den indstilling være med til at sætte dagsordenen. Al sympati for at sige fra over for de vanlige tankegange omkring at gå til fodbold (selv om de samme personer som er mest imod at påduttes en bestemt måde at være fan på, paradoksalt tit nok er de samme der har allermest patent på at mene hvad en rigtig fan er og ikke er…), men det kendetegner blot en individualitet som i hvert fald Københavns fans altid har været i besiddelse af. Intet galt i det. Det er når man pakker sin påståede selvstændighed ind i en rosenrød wannabe-hool-nostalgi og en eftergivende voldsromantik - om det så bortforklares som humor eller ej - at man mister respekten herfra.

Det er jo i det hele taget til at brække sig over, når der skal snakkes floromvundent om 'ære', og når vildledte personer taler om at "slås for deres klub". Grufuldt ævl - vold er og bliver umoralsk og ulovligt, og en tabers udtryksmåde, og jeg gider sgu ikke se den ære jeg føler i klubben blive kapret af nogle folk der bare følger holdet omkring som en måde at komme i en konfrontation på. Og derfor kan jeg i øvrigt kun erklære mig enig i FCK-Onlines leder om rygmærker i Parken. De HA-rygmærker repræsenterer en voldskultur og bliver brugt til at skræmme og intimidere, og jeg mener heller ikke at det nogensinde burde være tilladt at gå i Parken iført dem.

Kampen var ikke det store sus, men det behøvede det jo heller ikke være. Og dog, for omkring os hvor vi stod, var der i pausen en mismodsstemning over spillet i en grad så man lige måtte checke måltavlen fra tid til anden, om det nu også skulle passe at man var kommet bagud mod et andendivisionshold? Det skulle det nu heller ikke. Men måske var det Kaptajn Christian Lønstrups tilstedeværelse, der fik en vis skepsis til at vise sig - han startede inde for første gang siden en klodset modspiller smadrede hans knæ i december.

Han er en person der deler vandene, vores anfører. Mens han var alment populær før han tog til Italien, har hans lange vej mod topformen og hans mange skader, efter at han kom tilbage, gjort at han har haft svært ved at spille sig ind i alles hjerter. En ting er, at det var halsløs gerning at få flertallet overtalt til at mene, at han faktisk gjorde det godt som en langsom og defensiv højre wing under Roy Hodgson. 

Det er trods alt forståeligt, for enhver ville da hellere have set en Robert Pires-type som fløjspiller end en mand der godt nok lukkede hermetisk af, men kun sjældent fik chancen for at være med offensivt, og som aldrig kan spille en klassisk offensiv plads som wing og sætte folk af en masse.

Så er det straks mere uforståeligt, at der endda er folk der hårdnakket nægter at anerkende Lønstrups formidable efterår på midten af banen. Åh jo! Den ene er endda en af vores egne - en skattet bartender, hvis indsigt jeg værdsætter, har set sig edderspændt på manden. Og en af vores stamgæster sidder lige i dette sekund ovre i hjørnet og skumler - så meget man nu kan skumle, når man immervæk har et stort glimt i øjet. Vores gæst, der skal forblive anonym, annoncerede på Sidelinien, da rapporterne fra Viborg ankom om at holdet var velspillende men ineffektivt, at "Det er gang trisset Fissefods skyld det hele ;o)"

En dom der måtte omstødes, da Løns slet ikke var på banen - og da han kom ind, afgjorde han så kampen. Det må godt nok have været en lettelse for Kaptajnen. Guderne skal vide, at det i hvert fald var en lettelse for et medlem af det nyligt oprettede Lönstrup Polizei, nemlig mig.

Jeg skal ikke stille mig til dommer for hvilke bevæggrunde mine fæller i LP har for at dyrke Lønstrup. For mit vedkommende er det ganske simpelt - han er simpelthen en spiller som jeg nyder at se spille, fordi han har en teknik og en elegance ud over det sædvanlige. Desuden taler det for ham, at han begyndte sin karriere i KB, fortsatte den i B1903, og siden ikke har spillet for andre danske klubber end F.C. København. Kort og godt.

Selv ikke en særlig stor sympati for en spiller bør gøre, at man bliver enøjet, og i Næstved var det let at se, at Løns stadig ikke er i den storform han ramte i efteråret, før han blev kørt ned af en traktor eller hvordan det nu var han kom til skade. Hans præcision var bestemt ikke den samme som før. Og selvfølgelig bør Poulsen og Mykland spille på midten så længe Løns ikke er oppe på deres højde. Men det kommer han forhåbentlig snart. 

Løns har det i det mindste forholdsvis let. Måske på grund af den uheldige medfart han fik i december, har han da i hvert fald fået en stormende velkomst de sidste to gange han er kommet ind om reserve i Parken. Sidst med fødselsdagssang - og med fødselsdagsbajere til os Lønstrupbetjente. 

Andre folk har det sværere. Bare se på John Stampe. Ikke nok med at han saboterer et TV3-indslag fordi han er sur over uddelingen på deres ellers ret overflødige boldbarometer. Han går også hen og bliver fyret! Og det mærkelige er, at det faktisk virkede på Stampe som om det var de mange gange AGF kun havde fået én bold, som gik ham mest på af de to problemer…

Eller Peter Madsen! Manden, der har været udsat for en uhyggelig hetz i den seneste tid, og bl.a. blev forfulgt af et irsk publikum sidste uge, og senest er portrætteret på en lidet flatterende måde i et Playstation-spil. Ganske vist var der i begge tilfælde tale om forvekslinger, men det ligner jo en tanke! Den voldsomme hetz fortsatte i Onside, der tidligere havde kaldt ham voldsom - i søndags kaldte de ham Månedens Spiller! Jamen ved I nu hvad! Og det blev endnu værre i B.T. dagen efter - Steen Uno lukker virkelig op for den verbale skraldespand. Hvordan skal Madsen kunne leve med sådan en forfølgelse? Men nu er B.T. jo kendt som en avis, der konsekvent fører kampagne mod Brøndby, og BIF har også taget konsekvensen, som man kan læse på deres officielle hjemmeside. Så skulle de være sat på plads.

Alle de begivenheder flyver forbi en i huj og hast. Nu er det blevet lørdag aften her i værtshuset, og mens TV2 allerede varmer op til VM ved at spille ikke ét, men hele fem dybt elendige og pinlige forsøg på slagsange til landsholdet - en slags uhellig alliance mellem Melodi Grand Prix og roliganstemning - så har jeg nu haft en uge med tre kampe til rådighed, og allerede søndag er der en til. Så jeg vil undgå at komme yderligere ind på kampen mod Esbjerg udover at mene, at resultatet var tilfredsstillende og heller ikke mere. Præcis som kampen var en jammer at se på, ville det vist også være en plage at læse mere om den.

Så i stedet vil jeg holde her. Og håbe på at det går lidt mere stille for sig søndag aften - arh, hvem helvede prøver jeg at narre? Skål alle sammen…

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sange:

Kent: 'Dom andra
A-Ha: 'Forever Not Yours'
The Crash: 'Lauren Caught My Eye'

Forbløffende firsermelankolske singler fra tre af vores nordiske broderlande. Svenske Kent er konger, intet mindre, og det ved erfarne spruthusgæster godt at jeg synes - ellers se her. 'Dom andra' er en afdæmpet, Depeche Mode-agtig sang med en modbydeligt fængende fløjtet melodilinie. Deres nye album. Vapen & Ammunition, er ude 15. april, og deres koncert i Vega 9. maj kunne være den perfekte afrunding på den perfekte dag - hvis vi altså vinder pokalen. Så kom nu i den finale, ikke!

Norske A-Ha ved de fleste jo nok hvem er - deres comeback for et par år siden er et af de få tilfælde af et band der vender tilbage og er en del bedre end de havde været i lang tid forinden. 'Forever Not Yours' er en statelig ballade der forsætter hvor albummet Minor Earth Major Sky slap. At Morten Harkets stil minder stadig mere om min afdøde helt Billy MacKenzie fra Associates, gør intet.

The Crash er finner og har lavet en debut ved navn Wildlife, der bedst kan beskrives ved at hævde, at sådan ville Jupiter Day lyde hvis de besad bare skyggen af charme. 'Lauren (ikke Laursen) Caught My Eye' er sukkersød pop med gammeldags analoge keyboards og et storladent omkvæd på nonsensfransk. Det er lyden af forår.

Ugens albums:

Alizée: Gourmandises

Nu vi taler om fransk, så er Alizées hit 'Moi… Lolita' blevet spillet hernede tit og ofte. Albummet holder heldigvis også. Man skal forestille sig hvordan Pet Shop Boys ville lyde, hvis deres sanger var en 16-årig fransk pige i stedet for en distingveret homoseksuel englænder i begyndelsen af halvtredserne. Pædopop af fineste slags, faktisk det bedste siden Vanessa Paradis' formidable Variations Sur la Meme T'aime, som havde sange af verdens lumreste mand, Serge Gainsbourg.

Mylène Farmer: Les Mots

Alizées sange bliver derimod skrevet af den rødhårede kvinde nedenfor, og det er også garanti for ren Pervorama. Farmer er en etableret stjerne i Frankrig, og må nærmest betegnes som det manglende led mellem Madonna og Kate Bush - musikken er stort anlagt technopop, der på denne dobbeltopsamling, der spænder fra ca. 1983 til i dag, viser sig mere og mere sofistikeret med tiden. Men hendes image er mere mystifystisk og lægger i øvrigt ikke skjul på, at hun er en nydelse for øjet.

Det er hun i øvrigt også for øret; hun har en af de lækreste stemmer der findes. Og mens franskkyndige hævder, at hendes tekster er totalt vås, så gør det mindre når man alligevel ikke fatter mere end nogle få procent af ordene. For så lyder Myléne Farmers røst som raffineret telefonsex.

Håkan Hellström: Luften bor i mina steg
Og så kan jeg jo passende fortsætte med min sædvanlige hyldest til stort set alt hvad der er svensk. Håkans nye EP er hans eh særegne, men alligevel tro udgaver af gamle svenske viser - bedst er fortolkningen (det hedder det vist, når man indspiller en version af en meget gammel sang) af Olle Adophsons forrygende 'Trubbel', men det hele holder, og er en fin lille pauseting indtil den næste plade engang er klar. Og så er der forskellige halvgamle ting man kan finde i midpricesektionen i en velassorteret svensk pladebutik - eller i en totalt psykotisk velforsynet butik som Skivhugget i Göteborg, der får Guf på Nørrebrogade til at ligne Fona i Lemvig:

Fireside: Uomini D'onora
Strålende melodisk hardcore fra Luleå. Hør 'Sweatbead'.

Tomas Andersson Wij: Ett slag för dig
Melankolsk poet med guitar og tungsind. Hør 'Sanningen om dig'.

Eggstone: Vive la Différence!
Raffineret pop - som ventet fra det band der mere eller mindre opfandt The Cardigans. Hør 'Never Been a Better Day'.

Olle Ljungström: Bäst
Oprørende billig dobbelt opsamling fra en af svensk rocks bedste vrede unge mænd. Hør 'Nåt för dom som väntar'.

A Camp: A Camp
Cardigans' Nina Persson med meget vellykket skæv countrysoloplade. Hør 'Frequent Flyer'.

The Hives: Your New Favourite Band og Veni Vidi Vicious
Hhv. billig opsamling og billigt album fra spændstigt svensk showbizpunkband. Hør for guds skyld 'Hate to Say I Told You So' og 'Main Offender'.

Broder Daniel: Broder Daniel Forever
Uovertruffen klynkerock fra Göteborgs mest utilfredse mand og hans band. Hør 'I'll Be Gone' - evt. når du ser Fucking Åmål.