Det virker kun som et døgn, siden vi under et af vores rutinechecks på samtlige kabelnettets kanalers tekst-tv-sportsnyhedssider – nogle sider, der bliver decideret tamme når man når ned omkring alle de der naturkanaler der kun viser programmer om hajer og påkørte pudler – kunne læse nyheden om at parterne nu var på talefod og kunne se hinanden i øjnene igen, og ville arbejde for at finde en løsning på den konflikt de har gang i. Vent lidt – det er kun et døgn siden. Og i dag står vi så igen her med FODBOLDSTREJKE på forsiden, og al snak er igen gået i stå.

Det er da krepérligt, og det eneste der nærmest mangler er, at Per Bjerregaard igen kommer ind fra højre med et blatant forsøg på at hyppe sine egne heste. Situationen virker totalt låst, og nu hvor vi har fået at vide at sidste instans er nået, Forligsinstitutionen, kunne det da have været rart hvis den gamle forligsmand – netop forligsmand bad hun selv om at blive kaldt – Mette Koefoed Bjørnsen sad for bordenden, for så ville jeg være anderledes tryg ved at der nok skulle blive spillet bold, også i næste måned. 

Bjørnsen er ganske vist et pænt stykke over de firs nu, men med al respekt for fodboldkonfliktens repræsentanter: Hvis hun kunne gå direkte ind som forligsmand og få sømændene og skibsrederne til at enes, så ville der da i hvert fald ikke være mere af dette ”kan ikke se hinanden i øjnene”-nonsens fra fodboldfolket, og i alle tilfælde er det helt slut med det pjat med, at de ikke gider læse hinandens breve og slet ikke svare på dem.

Alt dette har været den irriterende overflade på en konflikt, der selvfølgelig ikke var opstået hvis ikke der havde været noget reelt nedenunder. Og det har – hvad min gode kollega Jan Saxo ikke skal høre et ondt ord for, for han var ond i sulet da jeg så ham hernede i fredags, og det med rette, med en smøg i kæften der brændte meget hurtigt – været bare en anelse for let at affærdige det hele med at ”de tjener jo formuer på noget vi andre drømmer om, så hvad er problemet?”, og ”det er ham den magtsyge Mads Øland der står bag det hele.”

For at tage det sidste først, så er det lige så langt ude at tro, at Øland holder en modvillig flok af spillere som gidsler og tvinger dem til at lade som om de er enige i deres krav, som at forestille sig det modsatte, som da heller ikke har været nævnt: at langt de fleste klubber i divisionerne er helt med på at give spillerne hvad de beder om, men Claus Rode med sin silketunge og sin ildsjæl har både lokket og tvunget dem til at sætte hårdt mod hårdt. Øland er måske en fyr der kan virke ret selvretfærdig, og han går da ganske klart op i rollen som fodboldens Hardy Hansen, men han er stadig kun en repræsentant der arbejder for spillerne og gør hvad de beder ham om, ikke omvendt. Men det er jo lettere at skyde på Øland end på en af éns egne favoritspillere. Især hvis spillerne er éns 'guder'. Guder er jo ufejlbarlige.

Hvad så angår det at vi taler om spillere der tjener formuer, er det også at misse pointen. I F.C. København kan man leve rigtig godt af fodbold, det er en kendsgerning. Men går man over på den anden side af gyden bag A-tribunen, til B93, er det dér lidt af en kamp overhovedet at fremtrylle firecifrede månedlige beløb til spillerne, endsige femcifrede. Der er altså også spillere i andre divisioner end superligaen. Og når man så ser på stridens indhold, så er det heller ikke ligefrem forbedrede forhold for sig selv, som Spillerforeningens spidser som Palle Sørensen, Morten Wieghorst og Peter Møller slår et slag for. Alle tre har muligvis underskrevet deres karrieres sidste kontrakt, og om de to første overhovedet kommer til at spille på højt plan igen er tvivlsomt. 

I god gammeldags fagjargon er de solidariske med deres kammerater. Som bekendt står striden primært om kompensation for unge spillere. Skifter en spiller under 23 år til en anden klub, efter at hans kontrakt med den klub han skifter fra er løbet ud, er hans gamle klub eller klubber alligevel berettiget til kompensation på op til fire millioner, hvis jeg husker tallet ret her efter et par af de Norrlands Guld vi tog med hjem fra Göteborg – de er faktisk ganske gode, og glem alt om Pripps Blå, øllets svar på Ramlösa. Dette er rigtigt bryg.

Nå, jeg blev lige afsporet, men fik vist forklaret pointen. Og det siger så sig selv, at hvis man er bundet af at koste flere millioner, selv om man ikke står under nogen kontrakt, så er man i en situation som ikke er helt ulig den Jean-Marc Bosman var i, og som fik ham til at anlægge sag ved EF-domstolen fordi han ikke mente det kunne være rigtigt, at hans gamle klub havde lov til at forhindre ham i at finde et nyt sted at spille, fordi den nye klub ikke ville betale et bestemt beløb.

Og det er de fleste vel egentlig ganske godt tilfredse med. Er det ikke et rimeligt indtryk? At det er helt urimeligt, hvis man ikke må gå til præcis den klub man har lyst til, kvit og frit, hvis ens kontrakt er udløbet? I de otte et halvt år der er gået siden Bosmandommen kom i 1995 er det jo gået hen og blevet utænkeligt, at man skulle slippe penge for spillere efter kontraktudløb, og at de skulle kunne spærres for spil hvis pengene ikke var faldet.

Men er det ikke også et rimeligt indtryk, hvis man synes at det skal være umuligt for udenlandske klubber at gafle unge spillere i Danmark uden at klubberne i det mindste får en eller anden art kompensation for det? Vi taler om klubber som fisker det ene talent efter det andet, med meget højere lønninger og spil på højere plan som helt forståelig lokkemad, men også på tidspunkter hvor de danske klubber ikke ligefrem har haft chancen for at sælge spillerne, fordi de knap har spillet på noget førstehold, men til gengæld er blevet stalket af ivrige agenter der kender mere til deres kontraktudløb end de nærmest selv gør. Klubber som Schalke. Eller Heerenveen. Er det ikke sympatisk nok hvis der som tak for at udvikle et kæmpetalent til trættende Schalke falder lidt knaster til den gamle klub der har udviklet talentet og ikke får et minuts fornøjelse af ham i en ligakamp?

Men på den anden side, er der nogen rimelighed i hvis en 20-årig middelmådighed ikke kan komme til at spille i en klub i Norge, fordi hans tidligere klubs kasserer får julelys i øjnene og kræver at en mindre formue skal komme tilbage i systemet før han kan få lov at tage støvler på nordpå? En spiller, som har betalt sit kontingent og hævet en yderst moderat deltidshyre indtil hans kontrakt løb ud og ikke blev forlænget?

Jeg synes det er svært. Jeg synes, der er argumenter for og imod. Det er soleklart, at spillerne har en interesse i ikke at være bundet af kontrakter længere end de varer. Men det er lige så klart, at så længe danske klubber vil skulle betale kompensation for kontraktfri spillere fra udlandet under de 23 år, er det hamrende urimeligt hvis de ikke samtidig kan få tilsvarende kompensation for de spillere der bliver hentet hos dem selv på frie transfers.

Der er andre faktorer, der gør konflikten svær at forholde sig til. For al deres enighed i denne sag, og al deres støtte til yngre kolleger, virker fodboldspillere altså ikke ligefrem som den mest samlede og solidariske flok. Da Onside afviklede prøvevalg omkring seneste folketingsvalg stemte et klart flertal på Venstre, og mange af de adspurgte indrømmede blankt, at fodboldspillere langt mere end de ’almindelige’ lønslaver var individualister, troede på at enhver var sin egen lykkes smed, og i øvrigt følte sig alt for hårdt beskattet. 1. maj tilbragte vores spillere i Odense, i færd med at give OB det glatte lag.

Hvilket får det til at fremstå en anelse for opportunistisk, når man melder sig ind i LO få måneder før en konflikt, ene og alene med henblik på at få rygdækning – det er vel ikke forkert formodet. Den kom så også, i form af løfter fra en række andre LO-forbund om sympatistrejker, så f.eks. Parken i tilfælde af en spillerstrejke også vil blive lammet på en del andre områder end fodboldbanen. Det må være en lille smule mærkeligt at have så intens sympati for en gruppe arbejdere, fodboldspillerne, der ikke ligefrem hidtil har ladet sympatien give særlig kraftigt udtryk den modsatte vej, men formand og union kingpin Palle Sørensen erklærede da også, at nu var der nye tider på vej: Skulle der blive brug for det, går sympatien også den modsatte vej. Man er LO’ere fuldt ud.

Udover at det virker som et lidt billigt løfte, da det kan blive svært at tænke sig eksempler hvor manglende fodboldspil har den store relevans for et bestemt andet konfliktramt LO-forbund, så er det da nogle bizarre perspektiver det åbner for. En sympatistrejke vil nemlig formentlig ikke betyde så pokkers meget på det nationale plan, da klubberne jo er i deres fulde ret, og desuden nødt, til at afvikle kampene på et senere tidspunkt. Det vil være ris til egen røv, når man så skal til at spille så mange desto flere kampe på et senere tidspunkt og på kortere tid. 

Men med strikse UEFA hængende over os er det bare at bede til, at bryggeriarbejderne eller chaufførerne ikke strejker mens der er danske hold med i Europa, eller, som det er vanen, omkring påske, så det kan knibe med at få sluttet turneringen af til tiden. Og det er da problemet her. Det eneste morsomme ved at Brøndby var ved at blive ramt i februar var at se desperationen vokse mens kassekampen syntes at fordufte, og heller ikke her virkede solidariteten enorm – Barcelonas besøg var en del nærmere end næste års deltagelse for de danske hold generelt. 

Men skulle strejken komme nu, kunne det egentlig være rart at vide hvad de præcise konsekvenser ville være. Med snak om at Danmark skulle smides ud i både tre og fem år, og med landets koefficient smadret i det samme antal år derefter, ville jeg ikke have nogen skrupler ved at jamre i kor med klubberne, at dette alt sammen er spillernes forbandede skyld, for de ville ikke følge de regler UEFA selv havde vedtaget med FIFPro, og kunne man ikke lige tage det med i bedømmelsen og så i øvrigt lade os slippe med en advarsel og lade os komme med til næste år. Klubberne vil med en vis ret sige, at de er på samme side som UEFA og ikke har gjort noget galt i forhold til Europaforbundet. Så vil det virke noget urimeligt at blive drakoniske. Også selv om reglen er den, at transferreglen om de unge spillere principielt skal vedtages nationalt.

Ah… du har sikkert snart forlængst mistet interessen for at høre om arbejdskamp. Jeg er også helt enig med dig. Jeg ville gerne have skubbet denne risiko uden for landets grænser, og synes at Spillerforeningen i stedet burde finde en eller anden knægt der føler sig uretfærdigt behandlet fordi hans barndomsklub har krammet på ham med et pengekrav, hvor han føler han burde være helt fri. Og så tage ham med til Luxembourg og gå i gang med en ny Bosman-sag for at finde ud af om denne måde at lave aftaler om spillerne på holder juridisk. Og imens kan der spilles bold i vished om at retfærdigheden sker fyldest, langsomt men sikkert.

For det er da for dumt hvis kun Danmark skal have sæsonen ødelagt. Så langt rækker solidariteten altså ikke! Internationale slår ikke bro fra kyst til kyst, og slet ikke ned til netop Internazionale. Kammeraterne i de andre europæiske lande er ikke klar til de samme sympatiaktioner som Blik og Rør er. Og hvis jeg havde været medlem af Spillerforeningen havde jeg da nok lige hørt om hvordan det dog kunne være, at alle andre i Europa tilsyneladende har vænnet sig til tingenes tilstand, eller i hvert fald ikke har tænkt sig at prøve at ændre på den. Og ikke mener, at det er et projekt der er værd at bakke op om i deres egne lande. 

At bruge et enkelt land som prøveklud virker helt tåbeligt, men det er svært at se anden løsning end at give foreløbigt efter for spillerne for at redde sæsonen, og så ellers forhandle en pragmatisk løsning hjem om en UEFA-instans, en art tribunal med repræsentation fra FIFPro, som ville kunne regulere området og sikre, at den nye klubs økonomiske formåen og de gamle klubbers krav på en eller anden måde kommer til at stå mål med hinanden – en løsning som andre lande så ville kunne tilslutte sig hvis deres spillere begynder at røre fagligt på sig i denne sag.

Men lad det dog blive ordnet mens der spilles. Hvilket der ikke gør endnu, og derfor står jeg her og snakker om strejker. Men lad os tale om noget andet. Der var i det mindste supercupkamp i Parken forleden dag, og det var dejligt endelig at vende tilbage efter nogle noget aparte placerede træningskampe, langt fra København. Ikke at det ikke var skønt at få oplevet Ullevi, men Horne – det kan være det samme. Heldigvis var der ikke bare lavet en regel om at supercuppen skal spilles på mestrenes hjemmebane, men der var endda tid til at spille på det nylagte græs, da nærmeste koncert først er her fredag aften.

Vi har vundet andre trofæer med ti mand på det seneste, men dette var direkte fjollet. Det var lidt svært at tage alvorligt, at vi med en mand mindre i over en time skulle være så meget bedre end AaB. Det endda selv om vi brændte et straffespark, og ’kun’ fik et – reelt skulle Silberbauer jo have haft et til, for det så ikke ligefrem ud til at der var bold imellem da han igen røg ned i feltet. Så meget for vores formodede favorisering lige i den kamp.

Men det var lovende nok, og det i høj grad fra den spiller der – udover Raboczki – er mindst sikker på at være førstevalg om en måneds tid. Traoré spillede glimrende både i Göteborg og i Parken, og gør formentlig sit absolut yderste for at der ikke skal være noget der bare ligner en friplads til den defensive midtbanespiller der venter i fløjene. En mand der, selv i den diskrete skygge der kastes af fornuftigt købmandskab kombineret med hemmelighedskræmmeriet i en børsnoteret virksomhed, påfaldende ligner Tobias Linderoth. 

En spiller jeg for et år siden, med eller uden et par pils indenbords, havde kaldt en blodløs, anonym boldflytter efter at have set ham i nogle få kampe for Everton. Han overbeviste ikke på nogen måde før denne vinter, hvor han mest af alt havde lyst til at komme væk for at forsvare sin plads på Sveriges EM-hold, men hvor der pludselig blev brug for ham. Op gennem foråret viste han sig så som en stadig bedre defensiv rygdækning for Thomas Gravesen, og virkede som en forvandlet spiller efter at have fået masser af spilletid. Og det er jo lidt usædvanligt – at en superligaklub henter en spiller hjem fra en stor liga, der rent faktisk på det seneste har haft en kraftig optur i sin karriere.

Forhåbentlig lykkes det. Jeg er meget begejstret for Traoré, men Linderoth er en rigtig god spiller, et indlysende førstevalg for det stærke svenske landshold, og vil passe perfekt ind i samme funktion som Theo har udfyldt så udmærket i foråret. Hvis han altså er på vej, men mon ikke det er en absolut mulighed nu. Everton har lige købt en central midtbanespiller i Millwall, Tim Cahill, og i den klub ville det desværre ligne ledelsen meget dårligt at give manageren lov at købe en spiller uden samtidig at sælge en. Men i givet fald er det vores fordel. 

Hvis så der lige er en ekstra million pund til overs til at købe Anders Svensson i Southampton, og genskabe den midtbaneduo Hans Backe var så begejstret over som ekspert i TV4’s EM-studie – som en spiller der ville kunne åbne forsvar på meget begrænset plads, en beskrivelse der fik hele baren hernede til i den grad at spidse ører med tanke på vores eget problem i den retning – så kunne vi passende vise Danmark præcis hvordan fodbold skal spilles. Dog først om lidt. Spillerne i England er alligevel ikke i kampform endnu, så der skulle gå et par uger og måske et par optrædender som reserve inden en ’englænder’ var helt klar. Derfor er deadline for kampene mod slovenerne, eller slovakkerne som TV2 kaldte dem, ikke så vigtig endda.

Hvad angår centrale midtbanespillere er det lidt trættende at skulle skælve hver gang Stig Tøfting er i vælten, hvilket jo sker i stort set alle pauseperioder, både sommer og vinter. Dagens ikke-nyhed fra Jylland er, at AGF har taget ham til nåde efter en gang road rage i Århus’ gader, hvilket vel er omtrent lige så overraskende som hvis august skulle vise sig at følge juli om en uges tid. Vi taler trods alt om en klub der belønner en skalle til træningen med et anførerbind, og lemper offeret ud af bagdøren. Men de nyheder er, trods den manglende overraskelseseffekt, trods alt værd at bide mærke i, for en kontraktfri Tøfting er en farlig Tøfting. 

Ikke så meget på grund af trafiksikkerheden her i byen. Herregud, vi har i forvejen rigeligt med idioter der kører hensynsløst, og ikke kan håndtere det når man meget forståeligt bliver vred og giver en enfingret salut efter næsten at være blevet torpederet. Nej, mere fordi Tøfting ifølge ham selv skulle have været særdeles tæt på at have sagt ja til et tilbud fra os i vinters. Det er stadig en påstand, der kan få blodet til at løbe koldt, især timet som det var dagen efter nederlaget i Herning. 

Her to en halv måned senere er det stadig en blanding af skræk og lettelse, der melder sig. Lidt ligesom hvis man f.eks. lige har undgået en påkørsel af en rocker-hangaround fra Hørning. Glad for at have undgået det, men rædselsslagen over at det var så tæt på at vores gentleman Peter Nielsen skulle afløses af voldsmanden Stig. Så hellere en fredsommelig fætter fra Sverige. Man kan mene, at fodboldspillere er for kedelige, og Linderoth er i hvert fald en af de høfligere og ydmygere, men de kan nu også blive for interessante.

En af de mere interessante, omend på en dejlig afslappet og underfundig måde, var Bora Zivkovic. Var, fordi han er smuttet til Norge nu, til Fredriksstad. Og det skal han have al held og lykke med. Han har en ganske pæn stjerne her i spruthuset, lige siden han kort efter at være kommet til København blev set af Jan Saxo med en smøg på Strøget. Han har gjort hvad han er blevet bedt om, har siddet på bænken uden alt for meget brok, og han har afgjort et mesterskab og burde have afgjort to, hvilket en endnu mere langhalset fyr end Bora forpurrede.

Det var nu ikke så uventet, at han forlod os, og det var så meget desto mere overraskende, at der igen er plads til Carsten Fredgaard i truppen. Da han forlod os var vores sidste indtryk af ham fra kampen mod AB, ottendesidste ligakamp i 2002/03, hvor han spillede skrækkeligt, blodfattigt og viljeløst. Han lignede en der ingen fremtid havde i København, og det blev hans sidste kamp inden han skiftede til Farum i et år. Heller ikke engang der var han imponerende i mere end de første par kampe, og selv om Farum sagde at de gerne ville beholde ham og havde en option på at gøre det, blev det ikke til noget. 

Så han er vores i et år endnu, og hvis det har bare det mindste med forrige sæson at gøre, så har Fredgaard simpelthen intet at gøre på det hold. Den eneste måde han i det hele taget må være kommet ind i varmen på må have været ved at forsikre Hasse Backe om, at nu bliver det anderledes stålsat, men de tidlige tegn virker absolut ikke lovende – hverken i den halvleg han fik mod Spurs eller den kortere tid mod AaB fik han sat nogen af, slået ordentlige indlæg, skudt på mål eller bare vist noget ud over det ordinære. Han vandt vist et hjørnespark i Göteborg og et i Parken, og så er vi faktisk ved vejs ende. Ikke mindst tilbageløbene lignede de gamle – uden kraft og energi. Hvor har Carsten Fredgaard dog forrygende meget at vise, før han kan siges at være brudt igennem for os. De fem år der er gået, siden han galoperede gennem alle forsvar for Lyngby, virker som væsentlig flere.

Men vi har Bergvold og Røll til den plads, og Jesper Bech når Zuma bliver klar, så det går nok. Og mon ikke det bliver holdet på lørdag, nemlig med Bergvold på venstre midtbane og med ti andre spillere som I selv kan regne ud hvad hedder? Den ene kan jeg nævne, Saarinen, og han har været et meget positivt bekendtskab. At han skulle være Bundesligaens værste spiller er vist kun et kvalitetsstempel til den turnering. 

Desværre må vi endnu engang stille til turneringen med en sekundær trup. Landets bedste er det i hvert fald ikke, for Per Nielsen har været ved tasterne igen. Brøndby skal have på førstepladsen til jul, med i UEFA-puljespillet og videre i pokalen. Til det har han Danmarks bedste trup. 

Ahh… det klassiske Brøndbyhovmod. Man skulle tro, at det kunne lade sig gøre at lære af sine fejl. Det var sidste sommer, at Mattias Jonson erklærede at man havde ikke bare de bedste, men også de klart bedste spillere. Det var i vinters, at Per selv erklærede at man formentlig ville vinde mesterskabet de næste tre år i træk. Og nede blandt de Brøndbyfans der kommer på korte besøg snakker man stadig om at det er da også for fjollet at Spruthuset render rundt og hiver sådan nogle gamle citater frem – og så disker Per værsgo op med et nyt, lige til tiden, på et tidspunkt hvor hans hold har dubiøs form, en masse skader, og har afsluttet en skrækkelig halvsæson.

Hvilket hykleri man da i øvrigt kan bilde sig selv ind at man ikke besidder i den retning. Som om opmærksomheden ikke går den anden vej, og som om det ikke ville blive taget ilde op hvis det f.eks. var Bo Svensson, der efter en Brøndbytitel (eller to) insisterede på at man havde landets bedste fodboldspillere. Det ville i sagens natur være noget helt andet. Selv efter 2002-mesterskabet var det jo bestemt ikke god latin at påpege, som ellers sandt var, at det var hamrende ufortjent at BIF afgjorde titlen i Parken. 

Men Per er bare en ærlig gut, der siger sin mening, og hvor der handles der spildes, men han er bare en sund optimist på Brøndbys vegne. Det er helt fint. Og ved I hvad, alle sammen: det er fint. Så længe Brøndby har lyst til at opbevare sig selv i en kunstig boble af selvbedrag over at man kan have landets klart bedste spillere, mens nogle andre alligevel af uforklarlige årsager render med et mesterskab eller The Double, så længe vil klubbens fans leve i en gevaldig forvirring over hvorfor den titel der pr. definition må tilhøre Brøndby – ”det kommer hjem!” – kun har været på hjemmebesøg en gang ud af de sidste seks, og hos os tre gange ud af de sidste fire. 

Tænk at det skulle være København der skal lære Brøndby om ydmyghed, om realisme og om at leve i nuet fremfor at dvæle ved fortidens bedrifter. Det er godt nok nye tider i dansk fodbold.

Og med den tanke siger jeg god nat – eller god morgen. Endnu en stålgrå morgen med truende regn ligger over byen nu, så kom godt hjem, og pas på ikke at blive gennemblødt. Vi ses.

-smølle

og på jukeboxen kører:

Ugens sange: 

Jens Unmack: ’Minder’ og Nikolaj Nørlund: ’Pergament Hotel’
De bedste to sange på den danske hyldestplade til Leonard Cohen, På danske læber, er også de to som er taget fra en af hans mest spændende plader, og den absolut mest undervurderede, Death of a Ladies’ Man. Det var et meget besværligt værk at fremstille, især da dets producer og medkomponist var en fordrukken og pistolglad Phil Spector, der desuden brugte evigheder på at mixe pladen så den passede ham, og absolut ikke Cohen. Unmacks udgave af ’Memories’ er ren cirkusmusik, en lang beruset undergangshistorie, og forrygende overstadigt spillet af husorkestret, men den overgås af Nørlund, der giver en ætsende udgave af den smukke men ondskabsfulde ’Paper Thin Motel’ om manden, der lurer på kæresten og hendes elsker bag hotelvæggen. Resten af pladen har sine andre højdepunkter og sine bølgedale, men disse to er i særklasse.

Ugens albums:

Junior Boys: Last Exit
Se, det her er særdeles spændende. Elektronisk og underspillet, af nogle beskrevet som Underworld i meget søvnig tilstand, hvilket egentlig passer meget godt. Talk Talk produceret af Missy Elliotts husproducer Timbaland er også rammende. Det er lange stemningsstykker, der tilbageholdent, tilbageholdent folder sig ud over seks-syv minutter, det er lange sange der tager den tid de skal bruge til at sætte sig. En opdatering til det nye årtusinde af mesterværket Electribal Memories med Electribe 101, hvis man skal bruge endnu en sammenligning, og det kan man jo lige så godt. Men ikke præget af den glødende soulstemme i forgrunden, som deres ellers iskolde lyd var. Jeremy Greenspans røst er ikke mere sjælefuld end Kraftwerks, eller Greens fra Scritti Politti – endnu to referencerammer. Maskinel musik til storbynætter.

The Fall: 50,000 Fall Fans Can’t Be Wrong
Fantastisk omslag, ikke? Det ligner BIF’s berømte vest, manden har på. Den nydelige herre er Mark E. Smith, ’sanger’ og eneste permanente medlem i The Fall, den gnavne herres usædvanlig produktive band som kom ud af Manchesters punkscene i 1978, og som stadig klemmer på med krum hals, ca. 30 albums senere. Denne opsamling er den første (af ellers adskillige) der har adgang til hele kataloget, så det er den bedst mulige introduktion til The Falls skræmmende verden, fra deres speedede tidlige numre, over de dystre firsere og de forbløffende dansevenlige halvfemsere, frem til i dag hvor de er i topform igen efter et par lidt tunge år. En samling af høj klasse – Smith synes endda selv den er vellykket, hvilket er meget mod denne nostalgihaders karakter.

The Dream Syndicate: The Complete Live at Raji’s og Ghost Stories
Steve Wynn: Here Come the Miracles
Endelig var nogen så rar at genudsende Ghost Stories, det sidste og bedste album med Steve Wynns fremragende ikke-firseragtige firserband, de Velvet Underground- og Neil Young-fikserede Dream Syndicate fra San Francisco. Og med otte livesange på som en bonus. Og så endda, ud af det blå, et livealbum, livealbummet med Dream Syndicate, som har været udgået i evigheder – og nu udstyret med hele koncerten i Raji’s i Los Angeles i 1988. Disse to plader er The Dream Syndicate for fuld styrke.

Steve Wynn findes stadig, besøger stadig Danmark med jævne mellemrum, og hypes stadig af mig ved lejlighed her i Spruthuset, bl.a. her. Dette album fra 2001 er hans bedste soloplade, ikke en af de bedste, og har kørt hver dag i de sidste uger, som sideresultat af muligheden for at høre alle de dejlige Dream Syndicate-ting igen. Den er det tætteste Wynn kommer den fortættede guitarlyd fra dengang i firserne. Og jeg burde have haft den med i Årets Bedste-listen for 2001 – formentlig i stedet for Muse. Så kan jeg lære det.