Sommetider må man standse op, gribe sig selv i nakken og spørge med en alvorstung mine – ”har du egentlig noget at bidrage med, fætter?” Ved de folk der kommer herned ikke præcis hvad de kan få tilbudt? Er du ikke lidt forudsigelig? Snakker du ikke lidt længe om ting der er ligetil?

Og så må man svare jo, gu’ fanden gør de det, og gu’ fanden er jeg det, og gør jeg det. Bare kig på den uge der er gået her. Jose får en straf af UEFA, samme Jose som jeg i mit seneste ræb bruger flere spaltemeter på at hudflette. VM-kvalifikationen spolerer fornøjelsen for samtlige ligaer i Europa, samme irriterende vane som jeg (og mine kolleger) har brugt de sidste tre-fire år på at harcelere over. Per Bjerregaard kritiseres af sine aktionærer for at være en pænt dårlig erhvervsleder, noget vi griner ad hernede på nærmest daglig basis, mens vi bruger usolgte Joe Cocker-billetter som som bordskånere til de duggende fadøl.

Og alt imens ser vi frem til en totalt uforudsigelig periode i F.C. Københavns forår, der mere eller mindre kan afgøre det hele, eller i hvert fald en del af det: vinder vi de næste tre kampe, og undgår Brøndby at vinde de samme – det følger jo automatisk i de to af tilfældene – er vi i den grad med i pokalen, pænt godt med i ligaen, og sidst men ikke mindst: panikken vil kunne bryde ud i lys lue vestpå, som den gjorde det sidste forår (og hvis nogen har glemt det, så kan det genopfriskes her) og for et par år siden under Åge Hareide.

Men hvis vi ikke slår OB, mens BIF vader bare halvt så sikkert hen over Midtjylland som vi gjorde, og hvis vi heller ikke kan slå dem i Parken næste uge, så er det hele slut hvad tabellen angår, og så er det pokalen vi skal klynge os til.

Det er alt eller intet, og hvordan lades der så op til disse altafgørende slag? Jo, ved at hele ugen – hele påsken! – er sat af til en ren walkover af en badebillet af en parodi på en fodboldkamp mellem Danmark og Kasakhstan, et møde så lidt indbydende, at Parken kun var så halvt fyldt som den er når vi møder denne verdens randerser og herfølger. Det er da rimeligt nok at der er nye hold, der skal indtage den rolle Luxembourg og Cypern havde i gamle dage, så disse kan få nogle hårdt tiltrængte point, men samme aften som Aserbadjan fik tæv 8-0 af Polen – Polen! – viste deres lilleasiatiske fæller heller ikke noget der for alvor skulle kunne forklare, hvorfor det er bydende nødvendigt at de er fuldgyldige medlemmer af UEFA – især eftersom de jo grangiveligt er placeret i en anden verdensdel.

Det eneste bare halvvejs interessante ved kampen var det forbløffende comeback til Peter Møller, der var fjerdevalg i Københavns angreb så sent som forrige søndag, hvor Jesper Bech allerede stod klar til anden halvleg da Zuma måtte udgå, og som også virkede som fjerdevalg på landsholdet – efter Tomasson, som Olsen tilsyneladende stadig generelt mener er en aldeles fremragende targetman, Peter Madsen, der med udsigt til den spilletid han følte sig snydt for i de seneste slutrunder pludselig kom under tøflen, og Morten Skoubo.

At der i det hele taget skulle bruges en angriber tog fusen på de fleste, og at det så blev Møller overraskede endnu mere. Karantæneramte Olsen virkede selv ret overrasket, som han sad og telefonerede fra sin loge lige før kickoff til en assistenttræner der måske havde taget fusen på ham, men mest overrasket blev tilsyneladende ovennævnte Skoubo, der klappede i som en østers efter kampen, åbenlyst mindre end henrykt over sine holdkammeraters succes. Næste dag var han dog en kende mere snakkesalig, og sagde, med henvisning til Olsens instrukser til Peter Møller inden kampen, "Jeg kan også sagtens stå i feltet og være doven".

Han kunne så tilsyneladende med samme naturlige lethed sidde på tribunen og være doven, for det var der han fik jamret sig hen i den følgende udekamp i Kiev. Derfra kunne han se en af de kampe Morten Olsen synes at svælge i – en hvor Danmark havde meget bold, spillede rigtig pænt, ikke scorede på deres halve og trekvarte chancer, og tabte. Som med England i VM og Tjekkiet i EM, og igen fik vi hele melodien om det velspillende og uheldige hold af gæve daner, denne gang kombineret med en jamrende elegi om de kyniske, destruktive ukrainere.

Thomas Gravesen var fremme i skoene i særlig grad: ”Hvad er det dog for et hold. (...) De gider ikke engang løbe efter de bolde, de losser væk.” Med andre ord det iskolde overblik og den enorme ydmyghed over for opgaven, der har skaffet Real Madrid så mange triumfer i denne og sidste sæson. Man må give Gravesen, at han er faldet godt ind i den Galaktiske tankegang – og bliver han bare der, kan hold som Barcelona vist tage det roligt fremover.

Og hold som Ukraine, der nu er på sikker vej til VM. En skam, da det fra denne bardisks vinkel egentlig er et ganske sympatisk hold, der stiller op for tiden. Guderne skal vide, at vores gæster bander og svovler over Morten Olsens udtagelsespolitik, og kalder ham en lakaj for Brøndby om en hals, mener at han nærmest fungerer som promovator for Laudrups hold og Pers koncern – men i de to kampe der lige er spillet, er den eneste mand på banen med en fortid i Brøndby den mest kontroversielle (og ved holdpræsentationen den mest upopulære): Peter Møller, der knap er et større aktiv for Brøndby disse dage. Til sammenligning var der to nuværende spillere i København og tre forhenværende, hvoraf den ene forhåbentlig snart kommer tilbage: Niclas, der på banen så ud til at have voldsom brug for at blive udfriet for sin jammerlige position som reserve i Dortmund.

At Olsen så også hiver Per Nielsen og Skoubo ind som 18. og 19. mand er der nu engang ikke noget at sige til. De er, hvad man ellers måtte mene om dem, og i Nielsens tilfælde er det ikke så få ting, yderst duelige spillere på superliganiveau. Kendsgerningen om Morten Olsen er da heller ikke, at han har en eller anden uhelbredelig fetish for Brøndbyspillere.

Den er snarere, at han har nogle ganske interessante og direkte påfaldende særheder, når det gælder holdudtagelse. Det begyndte med hans graven i den hollandske liga – at Heintze, Grønkjær og Tomasson hørte hjemme på holdet var jo ikke sært, og det gør de stadig, men Olsens fascination af Dennis Rommedahl er noget nær uforklarlig, og hvad angår Marc Nygaards seks a-landskampe er vi nærmest ovre i gådeterritorium – eller en art 1½ år lang aprilsnar, for nu at holde det dagsaktuelt.

Siden fulgte AB-fasen, bl.a. omtalt så tidligt som i 2002 hernede, hvor Per Frimann – Olsens gamle Anderlecht-kammerat – var inkompetent direktør i AB, og revl og krat fra Gladsaxe fandt vej ind. Og jovist, der var en periode hvor Brøndbys folk havde nemt ved at finde pladser i truppen, og vores havde tilsvarende svært, men da det skete i sidste efterår var det dæleme ikke underligt – Brøndby tabte jo ingen kampe, ikke engang til Ventspils, og det kunne mestrene knap prale med.

Til tider ligner det ligefrem fikse idéer, og det gælder ikke mindst nogle nærmest dumstædige dispositioner, som at holde fast i René Henriksen indtil han nærmest var nødt til at sætte sig selv af, og som at ignorere Henrik Pedersen der – tåbeligt tilnavn eller ej – trods alt må have fortjent mere end bare én chance for at gøre sig bemærket. Han må studse noget over hvad han gør galt. Olsen har jo ved skiftende lejligheden snakket om vigtigheden både i at kende systemet landsholdet spiller, og at få godt med spilletid. Og i Bolton spilles der rent faktisk en 4-3-3 der minder om DBU-holdets, hvor Pedersen indtil for nylig har spillet en del kampe som venstreangriber; og mens han p.t. ikke er fast mand – i hvert fald ikke i de sjældne tilfælde hvor den spyttende, albuesvingende tåbe El-Hadji Diouf ikke har karantæne – så har han spillet en del mere fodbold end nogle af de folk der er i den grå og hvide trøje p.t.

Olsen, der virker vanvittig ømfindtlig over for kritik, inviterer den nu engang selv, når han f.eks. taler om spilletid og til kampe i februar og marts udtager en mand som Steven Lustü, der ikke har spillet siden i oktober, hvor den norske pokalfinale var sæsonens sidste kamp. Når han taler om at kende systemet, og så sætter Peter Møller, der er vant til 4-4-2, i front, eller Tomasson, der er vant til i alle tilfælde at have en medangriber, og som reelt er offensiv midtbanemand. Det første er sket en gang, i lørdags, og var en succes. Det andet har Olsen gjort utallige gange siden det gik godt mod Frankrig i Sydkorea, og det er som regel en jammerlig fejlplacering og en indlysende fadæse.

Og med et hold der indbefatter Niclas, Helveg, Rommedahl og Tomasson – og Peter Møller – er det derfor reelt noget stødende vås, hver gang gambitterne omkring ’systemet’ og ’spilletid’ anvendes, for ingen af disse er noget der ligner faste mand på deres respektive hold, og er snarere spillere der forsøges skibet af, og af disse er det kun Nic der tager samme rolle som han har på klubholdet – eller ville have hvis han spillede. Så tror da pokker, vores kunder sidder og snerrer når Olsen efter kampene kommer med sine bortforklaringer. Logikken i disse er simpelthen ikke klar.

Men DBU bevæger sig generelt ad uransalige veje, må man sige. Se prisoverrækkelsen i Parken, hvor Thomas Kahlenberg scorede et imponerende hattrick – årets talent for tredie år i træk. De to første gange var det i Divisionsforeningens regi, og nu var det på vegne af DBU. Imponerende talentspejderaktivitet, og en passende cadeau til en spiller der i denne måned fejrer toåret for sin debut på a-landsholdet, som i snart tre år har været fast mand på et af de bedre superligahold og spillet mere end 100 klubkampe, og som sidste år var med i EM-truppen. Som københavner er det bare at håbe, at nr. 32 kan holde dampen oppe i resten af 2005 – så kan det være, at han står med prisen næste år. Men mon ikke det bliver 'Kalle' igen.

UEFA har også delt priser ud, denne gang dog mest til sig selv – eller i hvert fald udskrevet fakturaer. Et par af disse er endt i Vestlondon hos Chelsea Football Club, for deres tåkrummende pinlige opførsel i forbindelse med kampen i Barcelona forrige måned. Jaja, den jeg fablede om så længe sidst. Rolig nu, det sker ikke igen. Der er jo ikke så meget at tilføje. Chelsea fik en bøde, og Mourinho fik en personlig, som ganske vist næppe er på et meget større beløb end hvad han bruger på lækre frakker på en måneds tid, men som alligevel sammen med en karantæne på to kampe er en kærkommen markering af det alle kan se: at han er en kegle, og at hans adfærd efter kampen, hvor han beskyldte dommer Frisk og træner Rijkaard for aftalt spil, var under al kritik.

Så kan man selvfølgelig sige, at han sidenhen fik det som han ville have det. Han fik jo mere eller mindre selv udnævnt Collina til at dømme returkampen på Stamford Bridge, og Collinas bommert gav Chelsea det sejrsmål de behøvede. Men i modsætning til visse velklædte portugisere, hvis påtagede selvsikkerhed mere og mere virker som et flot distanceblændende dække over et mindreværdskompleks på størrelse med en mindre bjergkæde, er denne bartender fuldt ud i stand til at henregne Collinas manglende frisparksdom til de ærgerlige fejl der nu engang sker. Jeg havde da heller ikke set Jose holde møde med ham i pausen af den kamp – ligesom Jose efter mere end en måned erkendte, at han så rent faktisk heller ikke havde set Rijkaard gå ind til Frisk, hvad løgnhalsen ellers havde hævdet i sin klumme i Record Dez.

Det svære nu er at finde nogen at holde med i mødet mellem Chelsea og Bayern. Det ene hold med Uli Hoeneß på bænken – det andet med Jose i en endnu mere passiv position end Morten Skoubo, der i det mindste fik lov at overvære en hel kamp fra bænken inden han blev hældt op på tribunen. Guderne skal vide, at det vender sig i hele min krop og sjæl ved at holde med fodboldgrenen af CSU, men lige denne ene gang kunne jeg godt nok godt tænke mig at se Joses selvglade grin blive tørret væk, specielt efter på det seneste at have fået et – indrømmet sjældent – indtryk af hvor skidt han håndterer selv fuldt fortjente nederlag. Med lidt held ryger han endnu længere af sporet denne gang, specielt hvis han igen fuldt fortjent får smidt en spiller ud han forlængst burde have udskiftet selv.

At det kan være en passende lektion til de Chelseafans der tilsyneladende har givet Jose frit lejde til at hævde stort set hvad som helst om grundene til sine nederlag er en anden bonus. Hvis man er ligeglad med om ens hold vinder med stil, så er det jo altid poetisk retfærdighed når man slet ikke vinder... Og vinde med stil er i hvert fald en ting, Jose virker ude af stand til disse dage, mærkeligt nok når han havde en del mere at hovere over med sit evigt undertippede Portoholds bedrifter. Chelseas spillere har vundet med stil i stribevis af kampe i denne sæson, men deres mammutindsats i anden kamp mod Barcelona klarede han at stille helt i skyggen, ditto det forrygende comeback i ligacupfinalen mod Liverpool, med sin totalt bondske adfærd og sin tilsyneladende komplette mangel på efterfølgende selvkritik – ikke engang en undskyldning er det blevet til omkring Barcelona-påstandene, selv efter at fjolset trak i land.

Han er jo nok ligeglad – han erklærer jo, at han vil elskes af sine egne, og lader hånt om resten. Hvis han har råd til at brænde sine broer sådan, så fint. Men om Chelsea og Roman er tjent med at have en nærmest fortløbende, enorm mængde disciplinærsager kørende om miskredit og ulovlige fremgangsmåder, og om de mener at de er sundt at prøve allerede inden det første mesterskab at indtage den position som Englands mest irriterende klub, som Man United under Ferguson har brugt 15 år på at få opbygget, er nok noget de ret snart skal til at gøre op med sig selv. Hvad angår den bredere sympati, der med Chelseas generelle baggrund in mente – milliardærklubben over alle – nok især havde været rettet mod holdets hidtil tiltalende trænere, så er den vist slidt ret tynd for de fleste ikke-Chelseafans’ vedkommende.

Romans problemer med elskelighed har Per Bjerregaard ikke herhjemme som leder af Hele Danmarks Klub©, men Per har til gengæld ikke så mange penge at rutte med som Roman har. Hvad han derimod deler med Roman er en klub han selv bestemmer i. Torben Røsler og et par andre bestyrelsesmedlemmer havde tilsyneladende det lidt naive indtryk, at de penge de skød i koncernen rent faktisk ville gøre dem til deltagere i et samarbejde om at træffe beslutninger på Brøndbys vegne, men som det ret tydeligt ses i dag er de tre blevet en kende klogere.

Torsdag aften var den egenrådige ledelsesstil blevet et tema for TV2’s ulidelige program Lige På og Sport i et indslag, den håbløst selvsmagende Frederik Lauesen præsenterede. Og mens det første instinkt var, at når fodboldhaderne i LPS gik til angreb på Bjerregaard, ville det formentlig fremkalde mit første tilfælde af sympati for manden i evigheder, så lykkedes det – udover den sædvanlige selvfede og pompøse tone der går gennem hele TV2 – at lave et forholdsvis neutralt indslag om stridighederne der fik Røsler m.fl. til at fordufte.

Den direkte årsag skulle være et forhøjet bud på Bellacentret, som de tre ikke kunne stå inde for på bestyrelsens vegne, og det er da godt for Brøndbys koncern, hvis det blot var det, og de tre var havnet i mindretal. Så kan vi formentlig henregne det til vandrehistoriernes rækker, når rygterne går på at bestyrelsen og medinvestorerne ikke engang var orienteret om det forhøjede bud, da det blev fremsat af direktør Bjerregaard, og at dette fik bestyrelsen til at blive en bestyrtelse. Den historie er formentlig ikke den serviet værd den er skrevet på.

Hvorom alting er, så blev der ryddet op på torsdagens generalforsamling, trods lidt kritik fra de brushoveder der råber op under Eventuelt – bl.a. en, der erklærede at opførslen over for Røsler var en skamplet på Brøndby. Ja, faktisk skrev B.T.’s første webavisudgave, at Bjerregaard selv skulle være skampletten, men det er siden modificeret.

Der er styr på bestyrelsen igen, og ikke flere nysgerrige og nærige pengemænd som ville kunne komme og trække i bremsen, hvis de altså i det hele taget skulle være klar over at der er blevet skiftet et gear opad. Den nye bestyrelsesformand er indsat, Ejvind Sandal, og man så ham ankomme til generalforsamlingen. En ejendommeligt udseende herre, ikke mindst da han enten havde været ude og fremstille træflis hele formiddagen som bidrag til driften af en af de små 50 andre virksomheder, eller da de hvide flager på hans vinrøde blazer ellers måtte stamme fra et særdeles voldsomt skælangreb.

Et forsigtigt bud vil være, at han kommer til at spille samme tilbageholdende offentlige rolle som advokat Ole Borch gjorde før ham, og før Røsler kom forbi. I betragtning af at Per har erklæret vidt og bredt, at han styrer den aktierige fonds stemmer på generalforsamlingen, så er der jo alligevel kun et meget smalt spillerum at operere i.

Hvad det så gør for lysten til at skyde penge i Brøndby, næste gang der er en eller anden investering der dræner dem for penge på samme måde som stadionbyggeriet gjorde, er gætværk. Men egentlig virker det som om der skal et eller andet ekstraordinært til for endnu en gang at lokke en investor ind udefra, og selv lysten til at købe de aktier Røsler menes at have sat til salg må være til at overse.

Der er en ret betydelig ironi i at den første klub i Danmark til at indføre fuldtidsprofessionalisme, og en af de første i Europa overhovedet til at gå på børsen, stadig holder fast i et b-aktiesystem, som forlængst er etableret som et gammeldags og uheldigt system for et børsnoteret aktieselskab. Men sådan er det jo, når man ikke kan beslutte sig for om man er en koncern med erhvervsplaner eller en selverklæret superautentisk fodboldklub med smag for luftkasteller.

I alle tilfælde giver Røsler og co.’s afgang en vis optimisme for fremtiden, da Per nu er fri til at håndplukke det projekt, der skal give ham sit helt gloriøse eftermæle i sten, glas og beton, og til at fastsætte hvad han vil brænde af på det. Lad os derfor skåle for håbet om at han får gjort det arbejde færdig, som slog fejl med både Interbank og det nye stadion trods ihærdige forsøg – at han for alvor finder det éne projekt, der kan knække halsen endeligt på Brøndby IF. Hans frie tøjler i bestyrelsen og hans ubændige trang til at bygge stort lover dæleme godt, og fortiden giver store løfter, hvad angår Pers sans for realisme i spørgsmål om budgetter.

Og det var så mine ord for denne gang. Kan du sige, at de har overrasket dig voldsomt? Nej vel, men der er også lidt stilhed før stormen lige nu. Næste gang ved vi så uendelig meget mere. Nu kan vi kun vente på den rigtige forårsstart, hvor vejret også er med, så jeg vil sige tak for denne gang.

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sange

The Fatima Mansions: ’Popemobile to Paraguay’
Lou Reed: ‘Good Evening Mr. Waldheim’
I skrivende stund er den gamle pave endnu ikke død, men det kan næppe vare længe. Han kan blive sendt afsted til jordens glohede indre – for nu at blive i hans eget begrebsunivers – med dette par musikalske hilsner, begge af den uvenlige og fyndige slags, hvilket virker passende for en mand hvis antipati over for brug af prævention frit og frejdigt baner vej for katastrofal overbefolkning og aids-epidemi, og hvis standpunkt over for vidtrækkende pædofili i sin kirke kunne udgjorde en løftet pegefinger og et par strikse ord om at lade være med det der. Der kommer jo nok en til, der er lige så slem, men den tid den sorg.

New Order: ‘Who’s Joe’ og ‘Dracula’s Castle’
De to allerbedste sange fra New Orders mestendels rigtig gode nye album Waiting for the Sirens’ Call, en plade som lydmæssigt mest springer tilbage til deres storslåede Technique fra 1989, bl.a. i den måde den hopper frit mellem technopop og guitarpop. Hvis du vil læse mere om den og om dem her på Spruthuset, så er der stadig muligheden her.

Ugens albums:

Kent: Du & jag Döden
Mästervärk! Og en modpol – modgift, om man vil – til det seneste værk, den gigantiske kommercielle succes Vapen & ammunition, der stadig er en god plade, og vellykket inden for det den prøver: At konstruere ti singler som en art album-som-greatest-hits. Dette er et rigtigt album, et stort, mørkt, rugende, u-umiddelbart og sammenhængende værk, og det er lige det jeg håbede de ville lave: det er som at genfinde det band jeg faldt for, da de udgav det upolerede Verkligen tilbage i 1996.

Moi Caprice: You Can’t Say No Forever
Og jeg havde troet, at Kent ville være eneste album i denne jukeboxsektion, men jeg blev slået sidelæns af hvor brilliant den anden plade fra de indfødte nordjyder Moi Caprice er – i lighed med Mews Frengers, som vi ikke er en million mil fra hér, er det et tårnhøjt ambitiøst og vanvittigt vellydende album af komplekse og alligevel chokerende fængende sange, der stråler smukt fra første lyt.