1050, 1100, 1150 ... undskyld? En Heineken? S'gerne! Beklager uopmærksomheden. Vi har status. Fadølstællere, sprutflaskemål, kasser og flasker, klodsen, kassen, citroner, lime, peanuts, chips, el og vand, fanden og hans pumpestok. Alt skal tælles. Kroner en, øl fem.

Det har været en god sommer. Synes vi. Startende i maj med mesterskabet, VM i juni, den fantastiske sommer i juli, hvor suppen blev sat over igen, afvekslende med Champions League kvalifikation ind i august og endelig deltagelse i selve CLs hovedturnering. Det har selvfølgelig genereret masser af tørstige fodboldgæster hernede. Alligevel er hverken vores bank eller revisor tilfredse med provenuet. "For mange og for store udgifter".

Jamen vi syntes, det var nødvendigt at sæsonhyre et par hurtige og skarpe folk ude foran, til fortovsserveringen. Og vi syntes ikke vi kan være bekendt andet end, at vores billardbord - i det gallerilokale kollega Martin aldrig får lavet færdigt - tager sig pænt og appetitligt ud for vores gæster og er optimalt spilbart for brugerne. At vi ekstraordinært har været nødt til at skifte det grønne klæde en gang mere end beregnet, nå ja, de betalte jo godt for lokalerne til den lukkede fest, så de skrammer der ... well, shit happens. Med sommerens omsætningshastighed skulle der for helvede være gryn nok til et par frontfolk i en begrænset periode og en anstændig billarddug.

De udskrivninger var åbenbart for meget for knudefolkene, så her står man og tæller og noterer og rapporterer. Status og omkostningsstyring,  min bare! Omsætningen er større end nogensinde, og alligevel skal man iføres både livrem og seler.

Økonomi er også det gennemgående tema hos den store rorgænger og hans håndgangne mænd i Parken Sport & Entertainment. Grynene vælter ind, og Legolandia ferieresorten på den den jyske prærie omkring Billund samt euro-eventyr på første klasse har også gjort PSE-aktien til et guldrandet papir. For helvede, her købte man i juni 2000 af rent sentimentale årsager en snes aktier i foretagendet. Til kurs 212. Et tjek i depotoversigten viser, at aktierne i dag i alt er små 22.000 kr. mere værd. Havde man dog bare set på papiret som en investering frem for en gang hyggefilantropi, dikteret af klubfølelser. Havde man dog bare smidt lidt mere af boksen på rorgængerens visioner. Havde man dog bare haft midler som en Steen Larsen.

Nå, Østergaard har sikkert mere i godteposen, så jeg står på mine tyve tønder land. Eller noget. De 70-80 mio., der kan skovles ind på Champions League, er som sagt også værd at tage med. Endda som ren bonus, eftersom man med garanti ikke har budgetteret med CL-deltagelse - eller sågar UEFA-gruppespil - på femte sal i PSE-koncernen. Omvendt gør sig f.eks. helt sikkert gældende for Ajax. Deres gudgivne, medfødte ret til at være med i mestrenes liga gav alligevel hverken fast plads (det kræver at man bliver noget bedre placeret end nr. 4 i den nederlandske turnering), wild card eller walkover i kval-runden. Om det sårer mest på stoltheden eller økonomien, skal jeg ikke kunne sige. Men CL-pengene har man alligevel nok regnet lidt med, også i forhold til - den nu givet reviderede - transfer kitty, Henk ten Cate har været stillet i udsigt, når vinduet åbner igen til januar.

Tilsvarende blandt de seedede mandskaber, som har måttet ekstra-vejen gennem en kval.-runde, har nervespidserne givet sitret, indtil CL-deltagelsen og dermed årsregnskabet - eller blot gældsafviklingsplanen - var reddet. For denne gang. Nå ja, så havde man sikkert også kalkuleret med Champions League hos storsatsende Red Bull (tidligere Austria) Salzburg, hvor Mozartfolket blandt andet havde ansat Giovanni Trapattoni (Cheftrainer) og Lothar Matthäus (Co-Trainer) til den nåleøje-passerende opgave. Det rakte til at slå Zurich i CL-kval. 2, men så trak man Valencia, og så hjalp ikke nok så meget peptalk fra trænerkoryfæerne eller pepdrik fra hovedsponsoren og ejeren. Det blev ikke østrigerne, der som København og Moskva Spartak sprængte seedningen til årets Champions League, og efter 2-2 hjemme mod seedede Blackburn ligner UEFA Cup'ens gruppespil også en illusion. Måske milliardær Dietrich Mateschitz afventer en UEFA-fiasko og så sender Trap og Lothar hånd i hånd til søsterklubben i New York (tidl. Metro Stars) for at prøve kræfter med Major League Soccer i stedet.

Det er så heldigvis ikke den slags bekymringer, der præger Champions League fænomenets indflydelse på Københavns økonomi. Dog mistede man nok lidt knaster på ølsalget i Parken til den første CL-kamp (og de to kommende). Når jeg ikke kunne drømme om at købe det prostatagennemløbende lyse (2,6%) øl, der hidtil er blevet serveret til UEFA-arrangementer i Parken, ja så skal jeg da slet ikke have alkoholnulkommanulprocentfrit "øl". Ganske givet adskillige andre blandt de normalt en-til-fem bajere købende publikummere, der havde - og har - det på samme måde, så der er ikke langet det antal drikkevarer over diskene, som normalt med 40.000 gæster i Parken. Altså bortset fra i VIP-områderne, som PSEs kommercielle direktør da også har påpeget det dobbeltmoralske i.

Ligesom det ærligt talt også virker dybt dobbeltmoralsk, at mens UEFA-moralisterne i det ene kontor bandlyser alkohol på stadion, så sidder UEFA-krejlerne i det tilstødende kontor og godter sig over de mange millioner €, som en af Champions League hovedsponsorerne, Europas største bryggeri, Heineken hælder i truget. År efter år. Det velkendte Heineken-logo er jo et af de allerførste brands, der springer én i øjet enten i TV-jingles eller som bandereklame på stadion, når der blændes op for Champions League.

Der står jo ikke Enjoy Heineken Non-Alcoholic Brew nogen steder og der er alders-tjek på Heineken Champions Planet. Det må sgu i øvrigt være besynderligt at sidde med ansvaret for Heinekens markedsføringsbudget, og så se sit primærprodukt lyst i band af en organisation, man poster store reklamesummer i.

UEFA-pamperne har lige så lidt anstændighed til at frabede sig Heineken som storsponsor, som de har fornemmelse for at moderorganisationen FIFA sagtens kunne arrangere en VM-slutrunde med øl med procenter. Og jf. så i øvrigt hvad kollega -smølle så rigtigt bemærkede i sidste uge omkring de par øl gennemsnitstilskueren nyder på stadion.

Du blev helt tørstig af den snak? Værsenartig! Jeg kan garantere dig for, at der er styrke i det øl, vi serverer her i Bulen. Jeg kan så også garantere, at du kommer til at betale i aften. Slut med "På Huset". I hvert fald så længe pen- og blækhusarbejderne med deres regnemaskiner fra banken og revisionskontoret kigger os nidkært over skuldrene. Gratis omgange betragtes af den slags lægfolk ikke som en investering i kundesegmentet! Tåber! Nå, men PSE kan da glæde sig over TV-indtægterne fra CL, der batter noget mere end de - bare i forhold til vore skandinaviske naboer - håndøre, Viasat/MTG kaster i den danske Maltaliga. Til gengæld må man sige, at de malker produktet, SAS-ligaen, fuldt ud. Nærmest ad nauseam med direkte kampe, optakter/nedtakter, genudsendelser af samme, Totalfodbold, Onside 1 og Onside 2 samt et par magasinprogrammer om mandagen, der naturligvis også genudsendes. Eksponeringen synes bestemt noget kraftigere, end den hjemlige fodbold kvalitetsmæssigt kan bære, hvilket også illustreres af, at både tilskuertallene ude på de respektive stadions og TV-seertallene til dansk klubfodbold er faldende.

Det er så ikke et isoleret dansk fænomen. I verdens - målt på omsætning - suverænt største liga oplever man også tegn på afmatning. Guardian's Barry Glendenning gav inden sæsonstarten i det britiske sit bud på hvorfor. Forsnak, livekampe, eftersnak, genudsendelser, features, temaudsendelser i én uendelighed, der virkelig skamrider en enkelt kamp eller enkelt runde i en grad, så kun den ekstreme fodboldnørd holder ud. Mens efterhånden kun Manchester United, Liverpool, Chelsea og Arsenal (i kraft af det nye stadions interesse) har så godt som udsolgt hver gang, kan man weekend efter weekend se stadig flere tomme sæder på de øvrige stadions i Premier League.

Klubberne lever dog - endnu - med det, al den stund den engelske liga i denne sæson genererer TV- og reklameindtægter for £2.5 milliarder! Det er ca. i omegnen af 28.000.000.000 DKK. Men der skal selvfølgelig også den helt store klubkasse til at købe og lønne spillere. En BBC-undersøgelse i april opgjorde gennemsnits-årslønnen for en engelsk Premiership-spiller til £676.000 (godt 7,5 mio. DKK). Gennemsnitligt altså! Før bonusordninger, sign-on fees og lignende fryns, der snildt fordobler gagen.

Så man forstår behovet for TV-penge. Tag nu de engelske sportsmediers afløser for David Beckham; Ashley - eller Cashley som Arsenal-tilhængerne har døbt ham - Cole, der i en alder af hele 25 år selvfølgelig allerede har udgivet en selvbiografi. En biografi, hvor han også afslører, at £5,000 om ugen skilte ham og Arsenal fra en kontraktforlængelse. Javel, £5,000 er mange penge, men når de udgør forskellen på £55,000 og £60,000 - om ugen - så forstår man selvfølgelig, at det var en mindstelønsbetinget stigning, han bad om. Jeg mener, hvem fanden kan leve af sølle 600.000 kroner om ugen? Godt man har personlige reklameaftaler.

Man kan måske også godt gribes i at mene, at lønningerne i England - og Italien, Spanien, Frankrig og Tyskland for den sags skyld - er røget aldeles ud af proportioner, når man hører den tragikomiske historie om den middelmådige reservespiller i Everton, Andy van der Meyde, der havde indbrud i hjemmet. Ud over køteren forsvandt en Ferrari, en Mini Cooper og 8 (otte) Rolex ure. Hvor synd, at han skulle miste alt han ejede og havde. Eksistensgrundlaget.

Visse agenters og manageres eksistensgrundlag kan så blive truet af den store returkommisions- og "tapping-up" sag, der verserer på den anden side Nordsøen lige nu. Beskyldningerne "dokumenteret" på BBC tirsdag aften, og sagsanlæggene fyger allerede gennem luften, mens en hær af advokater ser frem til at score kassen som de eneste stensikre vindere af denne sag. Præcis ligesom Jack "I-was-set-up" Warner har allieret sig med to sværvægteradvokater i sit første forsvar mod de billethajs-anklager, kollega -smølle kunne berette om her i sidste uge. Alt imens Calciopoli-skandalen i Italien dagligt får sine nye historier. Senest er to Sampdoria-spillere nu suspenderet for tilknytning til illegalt spil. Jo der er på mange måder gang i de store økonomiske trakasserier også bag fodboldens kulisser.

Der puges ind og punges ud, globalt såvel som i vores egen lille andedam. Et sted hvor det dog definitivt kniber med at punge ud for Parken Sport & Entertainment er lige midt i hovedsædet, selskabets vigtigste aktiv udover fodboldholdet. Græsplænen eller manglen på samme. For fanden hvor er det pinligt at se "Nordens flagskib" afvikle fodbold på hvad der også må være Nordens ringeste - i hvert fald grimmeste - bane. Gang og igen har gæstende spillere, Morten Olsen, landsholdsspillere og sågar vore egne spillere kritiseret Parkens elendige græstæppe. Blot for at få Flemmings Østergaards - eller hans talerørs - decideret nedladende reaktion, "at banen er blandt Europas bedste, rådet, anlagt og passet af eksperter". Ingen skal belære PSE om græs. Spillerne må være forkælede eller have skjulte motiver. Og vi andre skal ikke bekymre os om, hvad vi kan se med vores egne øjne; nemlig at banen er l*rt!

Kenneth Perez nævnte det allerede, da Ajax var på besøg midt i august, og banen var en optisk skændsel ved Københavns Champions League debut sidste onsdag, hvor alle rammer i Parken ellers var toptunet til den store liga. På nær "græsset", som må have gjort F.Ø. flov, om end han aldrig vil erkende det. I søndags mod Farum - en Maradona event senere - kunne vi så stå og se kamp på en veritabel jordbane med mere gråbrunt end grønt.

Og det vel at mærke midt i september, hvor banerne i Danmark traditionelt står sig allerbedst, ydermere ovenpå en solmæssig rekordsommer og en pænt våd august, hvorfor jeg som lægmand vil mene, at græsset aldrig har haft bedre vækst- og trivselsbetingelser. Om der skal lægges nyt græs flere gange om året, eller investeres i andre metoder til at beskytte græsset i forbindelse med de forskellige koncert-, bokse-, knallert-, firmafest- etc. ikke-fodboldrelaterede begivenheder, der ikke bliver færre i antal i fremtiden, aner jeg ikke. Men det er IKKE stedet at spare. For det her kan vi ganske enkelt ikke være bekendt.

Om græsset så skal have skylden for, at Ståle Solbakken er den eneste København-træner i superligaen siden Benny Johansens første periode, hvis hold er ringere hjemme end ude, ved jeg ikke, selvom 1.67 points (1,56 mål) i snit pr. kamp hjemme kontra 2.17 p. (2,00 mål) ude i Ståles foreløbig 21 superligakampe taler sit meget tydelige sprog. Det vil dog nok tangere spillestils-ansvarsfralæggelse at bebrejde banen, lige som pitch forholdene heller ikke bør tjene som undskyldning for at vi især i Parken spiller fysisk, migrænefremkaldende kick'n'run bold af værste norske langboldskuffe, som spruthus-kolleger, medtilskuere i Parken, mandagstrænere, fodboldjournalister, modstandere og modstanderfans, superligatrænere, Henk ten Cate og norskeVG Sport ("FCK lå lavt og kompakt og lignet veldig på et gjerrig norsk landslag fra 90-tallet") skyder os i skoene. Det gør ondt, for de har alle sammen ret. Vi spiller aldeles rædsomt, og der er vel egentlig ikke nogen grund til at analysere på det også hernede. Man bliver så træt.

Én ting vil jeg dog medgive Ståle, hvis den kompakte, gennemorganiserede, defensivt hårdtarbejdende og "direkte" stil er vejen til succes - eller undgå fiasko - i CL. Det giver ingen mening at praktisere en anden, eventuelt kompromisløs offensiv, spillestil i ligaen. Du kan ikke skifte markant spillestil fra uge til uge, eller kamp til kamp. Der er nødt til at være en form for rød tråd. Hvor trist den end tager sig ud, når modstanderen i Parken er Farum og ikke Benfica.

Jeg vil så ikke stille mig op i råbekoret efter pokalkampen på Jesper Grønkjærs hjemegn. Blandt andet på dette sted har vi jo tit og ofte advokeret for pokalfodboldens særegne charme, herunder når de små driller de store. Noget man kan tale med om fra Skagen til Reeperbahn, eller blandt topflight hold i disse dage som Werder Bremen, HSV, Middlesbrough, Wigan, Fulham og Manchester City, der alle just har forladt deres respektive pokal- og ligapokalturneringer mod mandskaber fra tredie- og fjerdebedste rækker.

Thisted FC ligger dog i næstbedste række - et hold fra næstbedste række vandt i øvrigt den seneste pokalturnering herhjemme - og så tabte vores B-hold trods alt ikke, mens Ståle beretter om ca. en snes brændte giga-chancer, incl. et straffespark. Altså et typisk storfavorit-vs-underdog pokaldrama. Skal mit pis endelig bringes i kog vedrørende Lerpytter-affæren, så må det være pga. det faktum at efterårets angriberfarce i København foreløbigt kulminerede ved at bringe Michael Gravgaard på toppen ... fra start! En falliterklæring der vil noget. Fra 52. minut, hvor Martin Bernburg gik ud, til 70. minut, hvor Fredrik Berglund kom ind, spillede vi endda 18 minutter helt og aldeles uden rigtige angribere på banen..

Om der bliver angribere og angrebsfodbold fra Københavnsk side mod Midtjylland på lørdag, vil tiden vise. Det er på hjemmebane, hvilket rent statistisk under Ståle forringer vores chancer, både for godt spil og et godt resultat. Til gengæld spiller vi på udebane på tirsdag. Celtic Park, Glasgow. Det ser straks meget mere lovende ud. Også fordi det er Champions League.

Og det blev mine sidste ord for i aften. Godnat og skrub godt hjem. Jeg har stadig lidt penge at tælle.

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens albums:

Willie Nile: Beautiful Wreck of the World (1999)

 

Tidligere på året introducerede jeg Mr. Willie Nile hernede. Nærmere betegnet hans sublime album Streets of New York, der til dato stadig er den bedste 2006-udgivelse, der har ramt mine cd-reoler og samtidig gav mig en umættelig appetit på mere Willie. Det er i mellemtiden via mere og mindre obskure net-shops samt gode venner med vinylplader lykkedes mig at få opstøvet hele Willie's bagkatalog. Ikke fordi det er så fandens omfattende endda. Fem studie-albums, et live-ditto og en EP er alt hvad det er blevet til på 26 år. Senest landede så i sidste måned Beautiful Wreck of the World i min postkasse fra CD Baby i USA. Hvilken perle. Hvilken overset perle kan man nok også sige, jf. eksempelvis at All Music Guide for en måneds tid siden end ikke havde listet denne skive i deres diskografi, og nu har fået puttet en mystisk genudgivelse fra 2004 på et endnu mere mystik label ind. Originalen er fra 1999 og udgivet på Willie's eget pladeselskab, River House Records. Skamrost af kritikerne som Willie's debutalbum er Beautiful... mindst på højde med dette, ja vi er såmænd næsten helt oppe at ringe med Streets of New York. Baggrunden er da også i orden, da Willie allerede i halvfemserne samlede det band bag sig, som høres på både Beautiful... og Streets.... Egentlig var tanken blot at indspille en håndfuld demonumre, men lidt efter lidt blev det til et helt album. Østkyst-garagerock med masser af guitar-riffs og energisk, smittende tempo som f.eks. pladens åbning 'You Gotta Be A Buddha (In a Place Like This)' og 'Black Magic and White Lies', gribende ballader som 'Bread Alone', den umanerligt smukke 'On The Road To Calvary (for Jeff Buckley)' og piano-slutnummeret 'Tiorunda Surprise' samt de mere keltisk-Waitsk skæve numre som titelnummeret og 'Oatmeal Box'. Læg dertil Willie's poetiske, vedkommende, skøre og morsomme tekster - historier om storbyens liv og eksistenser  - og du har en ganske enkelt blændende plade. Lad der nu ikke gå endnu 7 år, før Willie barsler med nyt næste gang.

 

 

Elvis Costello & Allen Toussaint: The River in Reverse (2006)

 

I forlængelse af en række velgørenhedskoncerter for ofrene efter orkanen Katrina, hvor Elvis Costello og jazz/soul/rhytm'n'blues pianisten Allen Toussaint optrådte sammen, hovedsagligt med sidstnævntes sange, fostrede evigt entreprenante Costello idéen om dette album. Som det har været tilfældet oftere og oftere specielt her i det nye årtusinde, bevæger EC sig væk fra den oprindelige sti. Og viser atter talent for både at skrive og udøve andre genrer end den melodiske og pågående pop/rock, han stadig er mest kendt for. Her er en enkelt helt ny EC-sang - titelnummeret - som han skrev på en eftermiddag i september sidste år og optrådte med første gang samme aften. Og ellers får vi forrygende versioner af syv af Toussaints kompositioner fra "way back", fortolket af EC med AT på klaveret, samt fem helt nye sange skrevet i fællesskab af EC/AT. Blandt de nye er 'The Sharpest Thorn' aldeles pragtfuld, mens den kradse 'Broken Promise Land' er et skarpt angreb på myndighedernes svigt af ofrene for Katrina. Det er en politisk plade, en protest, men også en hyldest til New Orleans og sydstaterne stadig med undertonerne af den tragedie og de ubegribelige naturkræfter, der er baggrunden for The River in Reverse. The Crescent City Horns - arrangeret af AT - medvirker på elleve af numrene og giver én fornemmelsen af at være plantet midt i New Orleans, mens ECs vanlige backing-band, The Imposters, også medvirker, således der trods stilskiftet stadig er en rød tråd direkte fra Costello & Imposters' seneste studiealbum, The Delivery Man, der også tog sit udgangspunkt i sydens USA. Det er er blues, soul og jazzet funk, der går helt ind under huden. En skive der bare bliver bedre og bedre, for hver gang man hører den.

 

Ugens ... månedens ... årets (indtil nu) koncert: The Rolling Stones i Horsens, 03/09-06

Klik lige her for en udførlig stemningsberetning.