Det var vist omkring kampen mod Esbjerg, at jeg havde følelsen af at have fået et skræmmende lille indblik i en professionel topspillers verden. Det var da vi skulle spille den fjerde hjemmekamp på ti dage, Vejle halvanden uge inden, Manchester United midt på ugen, Brøndby søndag, og nu i pokalen, at jeg begyndte at føle mig totalt udmattet af det hårde program. Tilskuerens hårde program! Grotesk, jeg ved det. Men jeg var helt enkelt mør. Det virkede på det tidspunkt helt uoverskueligt at forestille sig bare at se endnu en hel måneds kampe til.

Hvorefter tanken meldte sig, at hvordan måtte det så ikke være for dem der skulle spille kampene? Hvis tilhængerne begynder at synes det hele ligner et i øvrigt yderst behageligt og spændende sisyfosarbejde, hvor den ene kamp efter den anden tårner sig op foran én i det fjerne, hvordan måtte det så ikke se ud for dem som skulle lave arbejdet for os?

Nu er det slut, må man sige, og jeg kan ikke huske at have været så mæt af fodbold siden vinteren for ti år siden, selv om omstændighederne var en smule anderledes dengang. Kan du huske hvordan ligaen så ud for præcis ti år siden? Tænk tilbage, og du er velkommen til lige at opfriske hukommelsen ved at kigge her.

Der var som nu spillet atten kampe, og det var Brøndby som lå først med en god afstand ned til nummer to, som ved gud ikke var os – det var AaB, der holdt til fem point efter på andenpladsen. Vi lå nummer 11, 21 point efter Brøndby, efter tre sejre i hele efteråret. Vi var à point med Hvidovre, men havde en værre målscore – kun AB, der var et enkelt point efter, reddede os fra at ligge nummer sjok hele vinteren.

Det var ren Bizarroworld i forhold til i dag. To hjemmekampe mod Brøndby havde vi, ligesom i denne efterårssæson. Vi tabte dem begge, og interessen var så lav for at se København i Parken, at der var folk med gule trøjer i C2-enden af Nedre C til det andet møde i oktober. Til en af kampene, mod Herfølge, var der mindre end 4.000 tilskuere – vi tabte, i sagens natur. Vi skulle til begyndelsen af november, før den første hjemmekamp blev vundet. Og vi kunne have vundet den sidste kamp og fået en lille smule luft inden forårets overlevelseskamp, men topholdet AaB begik en hands på egen målstreg, som ikke blev dømt. Den skyldige var en yderst lovende 19-årig wing ved navn Jesper Grønkjær.

Spoler man så ti år fremad, så finder man et hold som med Jesper Grønkjær som en af stjernerne fejer modstand til side, på en måde som selv det Brøndbyhold fra 1995-98, der huskes som noget nær altædende, ikke kan følge med i. Vi har 43 mod deres 37 for atten kampe. 37 skal der til for en andenplads nu, og førerholdet har ikke 21, men 34 point til en nedrykningsplads. Den liga som BIF så ud til at eje totalt, var en del mere lige end den vi ejer nu. Peter Møller ville, hvis ikke det var fordi der ville komme oceaner af klager fra DR’s seere, gentage hvad han sagde sidste år: Vi har smadret ligaen. Selv med en klart stærkere konkurrence har vi en større margin til andenpladsen end de formåede dengang.

Og den store bonuspræmie: Også afstanden til Brøndby har vi fået vendt om. Som bekendt er de fucking miles away, med deres helt eget ordvalg. Nøjagtig som vi selv var dengang. Ude af pokalen, røvfuld i UEFA Cuppen, og 11 point op bare til en plads i Totoen – og med en plan for foråret der i formandens ord hedder ”Jeg er sikker på, at kursen på sølv er steget, så det man ikke gad bukke sig efter nu, kan kun nås hvis man strækker sig ordentlig op. Og det kommer, når mændene strækker sig og drengene trækker sig.”

Det er pragtfulde dage. Der er godt nok røster her i baren der faktisk har set det som lidt bekymrende, at Brøndby har været så hjælpeløse på det seneste, for tænk hvis vi ikke mere skulle have en intens rival? Det må vist mest tilskrives fodboldelskerens lidt kontrære natur først at ønske sig storhed og total ydmygelse af rivalen, og siden, når det ser ud til at være aktuelt, mene at det måske allerede er gået lidt for vidt. Men de fleste virker nu nok som om de kan se charmen i at BIF lige nu i nogle måneder oplever det vi gik igennem i årevis – at være totalt hægtet af med hensyn til både guld og pladser i de europæiske turneringer. Med topopgør som 2-2-kampen mod Midtjylland kan Brøndby da også sagtens undværes som kombattanter i toppen.

Det er svært at se det vare længe, men Anders Bjerregaard og Ejvind Sandal virker som nogle mænd vi skal være rigtig glade for. Sidst havde jeg fornøjelsen af at more mig – blandt tusind andre ting – over at man havde købt en spiller i Giovanni Rector, som man ikke vidste om var midtbane eller angriber, eller om han i det hele taget var god. Men hvem havde kunnet tro, at han siden ville forklare, at det var løgn når Brøndby fortalte at han var købt i Ajax Cape Town, at han i stedet var hentet i en andendivisionsklub ved navn Cape United, og sidst men ikke mindst at han ikke havde spillet fodbold i et år for denne sekundaklub fordi han var suspenderet?

Så langt rakte min fantasi ikke, men der er meget ved Brøndbys dispositioner i 2006 jeg ikke har haft fantasi til at forudse. Det er vel nærmest kun ikke-byggeriet af det luftkastel i Høje Taastrup som de skulle stå for driften af, der er gået helt efter planen. Alt andet er kæntret på uhørte måder. Mon vi får en tifo her at se igen, næste gang turen går til Brøndby Stadion? 5-0 – mon de stadig griner?

Når det så er sagt, så havde jeg heller ikke kunnet forudse vores egen overlegenhed i ligaen, og endnu mindre at vi kunne klare os i Champions League, i hvert fald på hjemmebane. Ikke på grund af kvaliteten af de spillere vi har, for vores 15-16 bedste er så absurd gode efter danske forhold, at de skal være klare favoritter til guldet – men på grund af dem vi ikke havde, først og fremmest nogle alternativer i front. Da den sidste aften inden deadline var gået, og det eneste der var tikket ind på mobiltelefonerne rundt omkring i baren var en besked sent på aftenen om at Morten Bertolt var blevet udlejet til HamKam, så Álvaro dermed ikke var blevet erstattet af nogen, var jeg ikke den eneste der var sikker på at det ville gå ret galt. Men jeg var nok en af dem som sagde det højest.

Så jeg bøjer mig dybt ned på det til lejligheden nyfejede gulv og erkender, at der tog jeg sgu fejl. Det kan godt være at meldingerne har gået på at man kørte på pumperne meget af tiden – men man kørte, også selv om truppen var tynd, og ikke blev tykkere af at hverken Bernburg eller Pimpong på nogen måde slog til som troværdige alternativer til Allbäck og Berglund. Der blev satset ved ikke at smide et voldsomt beløb efter Demba-Nyrén eller et lignende navn lige inden lukketid, men der blev dæleme satset rigtigt.

Jeg formoder at Carsten V. og Ståle er friske på at dele æren i den retning, som i øvrigt er fuldt fortjent, med Anders Storskov, den fysiske træner. Hvad han f.eks. har præsteret med Marcus Allbäck, der sidste efterår havde en række skavanker og nu nærmest virker uopslidelig, er forbløffende.

Og det kan godt være, at vi scorede på et par dødbolde i den allerførste europæiske kamp mod MyPa, og gjorde det samme i nr. 10 og sidst mod Celtic, men der er stadig en stor og herlig forskel på det stereotype spil med en mængde lange bolde frem, som vi så i en del af Ståles første kampe, og det alsidige og effektive spil som vi scorer tre mål mod de fleste hold med nu. Jeg havde mine meget store tvivl om træner Solbakkens evner, både efter at guldet kom hjem og efter at Champions League-deltagelsen gjorde. Efter kampen på Celtic Park var tvivlen i højeste grad til stede igen – men fra derbysejren over Brøndby 1. oktober og fremefter har den tvivl faktisk været væk.

Også selv om det hele blev afgjort til vores ulempe allerede i næstsidste runde af Champions League, og der derefter kun var konsolideringen af ligaføringen at slås for, samt æren i den sidste hjemmekamp. En ære, der allerede har været nogen der har murret over ude på gaden, kunne jeg høre – ”hørte du at de sang ”Brøndby, are you watching”? Watching hvad? De var jo allerede ude.” Jojo, vi var ude, men man kan jo godt gå ud med manér, og jeg vil hellere se mit hold slå en ottendedelsfinalist i Champions League overlegent for ærens skyld, end se en tvivlsom oprejsning med en uafgjort mod et hold der fører så stort fra første kamp, at de bare skal undgå at slippe fem mål ind. Der blev talt om fantastisk fight og enorm moral efter den 2-2-kamp vores regionale rivaler spillede mod Frankfurt, men det er knap noget man om københavner falder på halen over, og i øvrigt ikke ligefrem noget der gav det store rygstød til de næste måneders kampe.

Hvad der blev lavet mod Celtic var helt enkelt klasse. Og syv point er en mere end anstændig debut i Champions League. Fra de gemytlige finske mestre blev sendt ud og til i onsdags, med sejre over Ajax (fire gange vinder af Big Cup), Man United (to gange) og Celtic (en gang) har det været en fandens tur. Tusind tak for den til alle.

Kampen mod Celtic var selvfølgelig, på grund af den manglende sportslige gulerod, lidt sværere end de foregående at sætte fut under i pressen. Men til alt held var der besøg fra en selv efter sin egen standard usædvanlig moody Thomas Gravesen, der ikke ligefrem ser ud til at være sluppet fra sin spanske eskapade med sin selvuhøjtidelighed helt intakt. Om det var udsigten til en barsk modtagelse i Parken som påvirkede ham ved jeg ikke, men det var da noget som pressen havde bemærket, her i den sinketastiske engelske boulevardavis The Sun, der gør sig i dramatiske fremhævelser:

The midfielder bought to be Celtic’s heartbeat had the homecoming from HELL. Branded a traitor for his decision to quit playing for Denmark, his every touch was taunted and he was hauled off as his sorry side collapsed to another defeat on the road in the Champions League.

Nu er The Sun jo en avis der flytter sig fra nasty til nazi hver gang det engelske landshold kommer på tale, så tyv tror vel hvermand stjæler, men personligt kunne jeg da ikke give en fløjtende fis for om Gravesen ikke gider spille på landsholdet. Det er København, jeg holder med. Og selv om der måske er nogle der synes de har brug for at hænge deres lyst til at pifte ad Gravesen op på noget, og derfor holder fast i landsholdsbeslutningen som en følelsesladet begrundelse, så tror jeg sgu ikke at der var ret mange der piftede ad ham, som har brugt nætter på at sørge over at Gravesen ikke ville fortsætte sit flerårige DBU-formdyk i videre nedadgående retning.

Jeg piftede ikke selv ad ham – egentlig kan jeg stadig ganske godt lide Gravesen, uden ligefrem at synes han er en krabat af en charmetrold. Det er trods alt svært at få det indtryk. Men han har tilbragt fire et halvt gode år i Everton, hvor han som regel var med til at gøre dem bedre. Derefter tilbragte han halvandet katastrofalt år i Real Madrid, hvor han var med til at gøre dem værre. Endnu værre. Det fortjener min yderste respekt. Men den helt store harme over at andre havde lyst til det kan jeg, som Bopa efter vores fans’ seneste møde med Gravesen og frue i Glasgow, heller ikke opbyde. Jeg er nok mest på linie med de to trænere, som blev spurgt om Gravesens modtagelse på pressemøderne dagen inden – Ståles ord var "I know the fans will probably shout some things at him but he'll get a harder time from Linderoth than the supporters. The fans will concentrate more on supporting their own team but Gravesen is a player who likes to be in the spotlight. I don't think he'll cry too much if he is booed a few times."

Så er problemets omfang vist trods alt indkredset. Det hele kan vel ret nøje sammenlignes med da Brian Laudrup kom tilbage hertil og spillede i Aalborg, mod en klub der – ligesom med os og Gravesen – ikke havde det fjerneste seriøse udestående med manden, ud over til nød det ovenfor nævnte med for ret nylig at have taget afsked med landsholdet. Jeg syntes dengang det virkede lidt fladpandet fordi der egentlig ikke var nogen grund, jeg synes det virker lidt fladpandet nu, og at råbe om spillerens kæreste eller kone får mest én selv til at se skidt ud, så det gider jeg ikke.

Men direkte forarge mig kunne det ikke nogen af gangene. Ærlig talt blev jeg en del mere forarget over Brian Laudrups efterfølgende jammer om at tilråbene havde drevet ham fra landet, end jeg blev over tilråbene selv. Det fra en mand som har spillet for Rangers på Parkhead og Easter Road, og for Danmark i Skotland – hvor Old Firm-spillere fra det gæstende land altid får en hård medfart.

Om det var tilråb og piften der fik ham til at spille som han gjorde mod os er ikke til at sige, men det har næppe hjulpet på hans humør, der virker mere råddent end nogensinde efter kampen. At han spillede elendigt er i hvert fald ikke til at komme udenom. At Gordon Strachan valgte ikke at bruge Nakamura, tilsyneladende ud fra en beslutning om at han ville komme til kort over for vores typer med dørmandsmanérer – som Troels Bech meget muntert siger det – skal skotten have stor tak for. Han viste i det første kvarter efter at være kommet ind, hvor god han er.

Men jeg tror nu nok vi havde vundet alligevel, for hans holdkammerater skar grundene ud i pap til hvor dårlige de er på udebane, og når Kenny Miller og McGeady skulle være cremen af de hjemmeavlede offensive kræfter på et hold som totalt dominerer den skotske liga, så siger det mest om Skotland. Der er gjort meget ud af at Celtic skulle have en mental blokade, så de ikke kan få noget som helst til at hænge sammen når de spiller ude mod europæiske hold. Måske sandheden snarere er, at de overpræsterer vanvittigt på hjemmebane af uvisse grunde, og at niveauet på udebane er deres reelle.

Nå ja, ikke at vi selv var fantastiske ude. Undtagen den anden halvleg mod Ajax. Der var, for at dvæle lidt ved Lissabon, to store skuffelser ved byen og turen dertil, og Saxo har så godt og grundigt forklaret hvad de var – at ryge helt ud af Europacuppen den tirsdag aften på det imponerende, omend halvtomme Estadio da Luz, og så den lokale ’øl’, Sagres – et bryg så tyndt, fesent og uden smag at de få tilrejsende fra Portugal formentlig har mærket et pust fra hjemlandet, da de besøgte Parken til den første puljekamp og fik serveret helt alkoholfri Carlsberg. Der var så råd for sidstnævnte skuffelse, i form af restauranters og barers vinho da casa, der som regel ikke kostede mere end fem-seks Euro pr. flaske og var excellent. Københavns nederlag var sværere at gøre noget ved. Udover at købe en masse af de nævnte flasker.

Resten af byen kan der ikke udsættes noget som helst på. Meget elskværdige folk, fremragende og billig forplejning, og overraskende mange der talte glimrende engelsk – hvilket var en lettelse, for mit portugisiske er ikke noget at prale ad. Deres tendens til at udtale alle vokaler gennem næsen og generelt ignorere konsonanter gør, at deres sprog er for spansk, hvad skånsk er for dansk. Og spansk taler jeg så i øvrigt heller ikke. Hvad angår atmosfære er byen svær at overgå, selv om man er nødt til at kravle lidt op ad stejle bakker og trapper en gang imellem. Det gav nogle skæve blikke fra selskabet, når man ledte dem op ad stigninger som normalt forceres af en cable car, og lidt ømme ankler og lægge, men det er sundt nok i en by hvor man lever så godt som man gør.

Én ting der heller ikke kunne skuffe i Lissabon var, at Bremen slog Chelsea aftenen efter vores kamp. Lige siden Chelsea fik gaflet den uafgjorte i overtiden på Camp Nou, havde den Werder-sejr været det mest indlysende resultat siden Lyngby skulle tabe til Brøndby for at spille UEFA Cup, og som den største selvfølge fik tæv med 2-6.

Så Barca måtte klare det på egen hånd, hvilket da også bare manglede. De er trods alt stadig mestre, og må gerne vise det. Det blev gjort med en effektiv pligtsejr over Levski, og så med en første halvleg mod Bremen hvor de spillede det bedste siden langt tilbage i seneste Champions League-sæson.

At de så står over for et modbydeligt udvalg af klubber i ottendedelsfinalen var næsten nok til at få mig til at håbe i mit stille sind at Celtic kunne vinde over os, så der i det mindste var en sjettedels chance for at møde et hold man kunne være nogenlunde sikker på at slå. I stedet hedder det Man United, Arsenal, Milan, Lyon, Liverpool og Bayern. Fingrene er krydset for et af de to sidste hold.

Det er naturligvis med reservationer for hvad Liverpool kan præstere af forstærkninger. Lige nu tyder det på at deres jagt på en ny ejer, der har ført dem over bl.a. USA, Canada, Thailand og Island, skal ende i Dubai hos en sheik med 110 milliarder kroner på kontoen. Det bliver meget spændende at se hvordan dette kommer til at spille for de Liverpoolfans, der har snakket sig varme i de seneste år om hvordan Chelsea blot er et legetøj for en oliemultimillardær fra et helt udemokratisk land, som køber spillere for groteske summer og tjener flere penge end han nogensinde kan nå at bruge på sit forfængelighedsprojekt.

Ikke at Liverpool selvfølgelig ikke i forvejen har en vis erfaring med at bruge formuer på spillere der ikke ligefrem var pengene værd. Chelsea er dog ved lige nu at gøre det til en ren kunstart. £30 mio. – det er kr. 325 mio. – kostede Shevchenko da han blev købt i Milan. Noget der tilsyneladende skete for hyggens skyld, for mens Mourinho for nogen tid siden fablede om at han ikke kunne drømme om at droppe angriberen, og blot for et par dage siden talte om ham som den nye Gerd Müller, så kan man nu konstatere at Jose enten ikke har så forfærdelig meget til overs for Der Bomber, eller at han som sædvanlig bare har fyldt folk med løgn.

Men når nu han alligevel kun kostede en klatskilling, hvad spiller det så for rolle at man ikke rigtig har brug for ham. Måske han kan give ham en plads på det reservehold som Jose med vanlig respekt mener bør være en del af den engelske liga – eller måske han bare bliver endnu en som hurtigt skibes af igen for det halve af hvad han har kostet, eller gratis, som tilfældet var med Hernan Crespo.

Nå, men det bliver sikkert en af de mere højprofilerede sagaer når transfervinduet dukker op, sammen med når Chelsea skal ud og finde endnu en højreback til £10-15 mio., som efter et halvt år atter skal udskiftes med en ny til samme pris. Klubber som København, der har en økonomi at tage sig af, må handle på et lidt mere jordnært plan, og som det jo altid er tilfældet efter en periode med succes, er der pludselig en gevaldig interesse i udlandet for vores spillere – især hvis man spørger de stadig flere konkurrerende fodboldportaler.

Vi vidste på forhånd, at Martin Bergvold ville smutte senest når hans kontrakt udløber til sommer, og Lars Jacobsen fulgte så op med den samme beslutning i denne uge. Godt for ham, og al held og lykke. Tiden er vel efterhånden gået, hvor man kunne tillade sig at blive forarget over at en spiller anvendte deres helt enkle ret til at lade en kontrakt løbe ud, og husker jeg ikke helt forkert, så gjorde Jacobsen præcis det samme i OB – og vi havde næppe kunnet købe ham for en fornuftig sum i HSV, hvis de ikke havde fået ham på en fri transfer. At han så erklærer at ville spille frem til sommer, og at vi vil beholde ham til da, virker ikke mere forpligtende end at skulle hans erstatning dukke op nu, så kan processen gå en smule hurtigere. Det ligner salgstaktik – det er klart, at man ikke får mere for en spiller hvis alle ved at man gerne vil af med ham straks.

Til gengæld er navnene Christiansen, Gravgaard, Linderoth, Silberbauer, Hutchinson og Kvist også dukket op på rygteplanet, for slet ikke at tale om Mads Laudrup, der ikke engang har spillet en rigtig kamp endnu. Reaktionerne har spændt fra ”Det måtte jo komme” – ryger f.eks. Silberbauer, vil chokket trods alt være til at overskue – til ”I holder i den grad bare snitterne væk!” Specielt for Atibas og Kvists vedkommende ville det være så trist hvis ikke de to, eller bare den ene, skulle være nogle der kunne bære vores midtbane i en sæson eller to.

Jeg kan da heller ikke tro at det skulle være tilfældet. Begge synes at have masser af potentiale til at blive endnu bedre for os, og når Ståle tilsyneladende ikke vil sætte Atiba på midtbanens midte sammen med Linderoth, så lad det dog blive Kvist, ligesom det var tilfældet mod Celtic. Han er så meget mere min foretrukne type end Hjalte – der er ganske enkelt langt mere fodbold i ham. Han har mere end én hastighed, han kan vende folk bort, føre bolden frem og sætte spillere af, og han kan aflevere præcist over mere end ti-tyve meter. Samtidig har han det nødvendige fysiske aspekt, som heller ikke kan blive mindre udtalt med tiden – han er ikke bange for at slå sig, eller at andre skal slå sig på ham.

Spørgsmålet er så hvem af de tre konkurrenter til pladsen ved siden af Linderoth vi overhovedet har til rådighed i februar – eller om Linderoth selv er der, for den sags skyld. Men det kan jeg da kun forestille mig, at de er. Det er trods alt lidt andre tider end i 2002, hvor hele bagenden af holdet måtte genopbygges som resultat af vores europæiske succes – vi kan gå en del længere og spille en del hårdere, når det gælder om at forlænge med spillere og instruere dem om at de ingen steder skal hen. Samtidig virker spekulationerne lidt hysteriske – at David Moyes blev set i Parken blev pænt hurtigt til at han var klar til at købe tre spillere i København på én gang. Mon dog.

Men det er naturen i The Silly Season, der nu for alvor er begyndt. Efter de tragiske skuespil i det antikke Grækenland fulgte som regel et satyrspil, en grotesk komedie opført som pantomime, og mønstret går igen i dag – nu hvor sæsonens alvor er slut kommer en periode som er en del sværere at tage seriøst. Bare se på Royal League.

Selv nøjedes vi med at spare spillere en masse mod Lillestrøm, fuldt forståeligt og rigtigt. Træningskampe på nuværende tidspunkt er og bliver så nødvendige og så velkomne som en prut i en rumdragt, og spare derfor hvad spares kan. I det mindste blev der spillet under nogenlunde anstændige forhold. OB, derimod, fik den ægte Royale oplevelse: i mudder druknede deres udekamp mod Helsingborg, der formentlig ikke har været med til at overbevise den Royal League-skeptiske Henke Larsson om at dette påfund var forrygende. Martin Borre var i alle fald mindre end entusiastisk: ”Vi har en kamp på søndag på en grusbane, der er malet grøn. Hvordan kommer man ud?”

Royal League i november og december er så tåbelig en idé, at det kunne være kommet direkte fra Sepp Blatters skrivebord, hvor tågede tanker trives. I stedet retfærdiggør FIFA-chefen sin vanvittige hyre med at lancere idéer som at hele hans fodboldverden skal spille sæsoner som går fra februar til november – åbenbart uden at fundere over at der måske er en grund til at det kun er i Nordeuropa man foretrækker at kåre en ligavinder på de Royal League-modne pløjemarker, og at det ikke er et tilfælde at man i alle mildere dele af kontinentet spiller fodbold hele vinteren i stedet for hele sommeren.

Når Blatter hævder at have støtte fra de store klubber, virker det nærliggende at formode at samme støtte er lige så massiv som støtten til en anden af hans ugennemtænkte idéer: at klubber skal til at have seks spillere på ethvert given startopstilling, som er af egen avl. De store klubbers støtte til dette projekt kan ses lige her, men kan i virkeligheden opsummeres i ét ord: ”Bosman.” Men for Blatter er det jo Silly Season året rundt. Og noget skal der ske nu hvor vi kan gå ned i omdrejninger herhjemme.

Jeg er bare glad for at kunne puste lidt ud nu. Så herfra skal der ønskes en tidlig god jul og godt nytår til alle og tak for denne gang. Det har sgu været skægt her i 2006.

-smølle

Og på jukeboxen kører:

Ugens band I

The National
Ved et rent tilfælde opdagede jeg deres pragtfulde album Alligator sidste år, lige inden de spillede ude på Loppen i december. Det var årets store positive overraskelse, og hvis jeg nogensinde havde taget mig sammen til at skrive artiklen om årets bedste musik sidste år, så havde den været øverst på listen.

På en måde passer deres musik, fyldt som den er med sex, sprut og selvironi, perfekt til denne årstid. De mørke timer vi har så mange af står godt til et band der, ikke mindst på den afdæmpede ’Daughters of the Soho Riots’, har Leonard Cohens bohème-ånd hængende over sig. Det står godt til halvkolde lejligheder og tilrøgede barer i en vinterstorby, om det så er New York eller København.

Der er noget meget glædeligt ved ud af det blå at finde et band man aldrig havde hørt om før, men som man viser sig at være helt på bølgelængde med, og det er tilfældet med The National, både med deres musik – på overfladen amerikansk indierock med helt almindelige virkemidler, men hver eneste sang afslører noget så sjældent som en uforudsigelig gruppe med fantasien på arbejde hos alle musikere, og sange hvor man aldrig kan gætte præcis hvad der skal til at ske. Især fordi Matt Berninger, sangeren, har en evne til at sætte ord sammen som får hjernen til at skabe billeder, og en eminent vane med at anbringe oneliners, der får én til at studse og til tider smile skævt. Jeg kan kun anbefale alle at lægge ud med Alligator, og får man ligesom jeg det album tatoveret på hjernen efter en tid, så er der intet i vejen for at fortsætte med de to forudgående og den fine ep Cherry Tree. Selv har jeg svært ved at vente til den nye plade, der kommer i foråret engang.

Ugens band II

Guillemots
Endnu engang viste Loppen klassen her et år efter ved at hyre dette sære og herlige band, der har den ejendommelige sanger og keyboardmand Fyfe Dangerfield som hovedperson, placeret midt på scenen i en stor gammel stol med en stak keyboards og en mængde elektronik omkring sig.

Ikke at aftenens stjerne i øvrigt kunne være andre end den bedårende bassist Aristazabal Hawkes, som selskabet – som det grynede billede antyder – stod lige ud for. Det var direkte hypnotisk at se hende bestøve sit instrument. Men musikken var en glæde i sig selv, og glæde er netop nøgleordet – som man f.eks. kan høre på sangen nedenfor, singlen ’Trains to Brazil’, er Guillemots specialister i den euforiske, stort anlagte og kun en lille smule excentriske pop.

De ligner en spøjs samling glade musikere som tilsyneladende ikke ejer kynisme, men dog ikke er fremmede for melankoli. Det bedste eksempel må være deres showstopper ’Sao Paolo’, der begynder som en sørgmodig ballade i Coldplaystilen, bare bedre, og ender i noget der kunne være hentet direkte fra West Side Story. Det er sidste sang på debutpladen Through the Windowpane, og understreger præcis hvor fin en evne de har til at mixe skønhed og begejstring – samt at de har en sanger med en forbandet god stemme.

 
 

mail