Jeg er et skarn. For godt nok kan man med rette og alskens nougatblød fordelings- og retfærdighedssans argumentere, at det også en dag måtte blive min tur til at have vagten i en uge, der er drænet for interessant fodbold på grund af endnu en af de ulidelige landskamppauser! Men derfor synes jeg stadig, det er en veritabel nitte at trække! Og jeg lever med at være et skarn, fordi jeg jamrer over det! For en gusten uge er det sgu, og ikke mindre ubehagelig af at vi på valgnatten til onsdag skulle opleve den tilstundende vinters første snedrys over København. En ækel, lortemørk, pissekold onsdag morgen med ulækkert sjap og ælte at skøjte og køre rundt i. Så ved man bare, hvad der venter de næste mange måneder, heraf den nærmeste i stadigt tiltagende sort mørke. Kanske det er en hån mod depressionen som begreb, men jeg finder det nu engang deprimerende. Endda endnu mere deprimerende end at skulle møde ind på uge 46 vagt en mandag uden fodboldballast fra den nys overståede weekend, og tilmed uden rigtigt vedkommende fodbold i ugen frem til den kommende weekend. Og så forventes det, at man står her og serverer bajere og brokker og sågar smiler dertil! Fanden heller!

Okay, der var fodbold i weekenden. Københavns juniorer vandt guld. Det er der al mulig grund til at kippe med fanen og istemme et flerfoldigt "godt gået" for, tilsat en omgang på Huset. Efter at KBs ynglinge havde vundet DM to år i træk - og derfor forventeligt nok har haft en mellemsæson i år - kom så turen til juniorerne. Det er da om noget et soleklart vidnesbyrd på, at talentudviklingen og fødekæden i København trives. Man kan endda med rette argumentere som den bedste i landet pt. Forhåbentlig således, at minimum én spiller pr. sæson kan etableres på førsteholdet som en Bo Svensson eller en Hjalte Nørregaard og mindst én mere i truppen à la en Martin Bergvold, en Christian Traoré eller en Jesper Bech f.eks. Som d'herrer Kvist, Bertolt og Brandrup forsøger i dette efterår.

Og så preller det aldeles af på min læderhud, at nogle af friluftsjunkierne blandt stamgæsterne sidder i baren og galper "plastik" efter mig. Jeg kan kun beklage, at jeg ikke var på KBs anlæg i lørdags til juniorernes triumf. Men tilværelsen tildeler os nu engang forskellige prioriteringsnøgler. Mit civile job - altså breadwinner-tjansen, måneskinsfritidsbeskæftigelsen hernede er jo ren filantropi - dikterer, at jeg først er hjemme efter de fleste ikke-supermarkeds-forretningsdrivende har lukket mandag til fredag. Dvs. tiden til de personlige shoppinggøremål og ærinder, som ikke lige vedrører den almindelige husholdning, hedder lørdag formiddag/tidlig eftermiddag. Derfor var alle ellers gode intentioner om en tur til Peter Bangsvej lørdag kl. 12 dødfødt på forhånd.

Det skal dog ikke tjene som en ynkrygget undskyldning, for selv om man kunne have omprioriteret denne lørdag formiddag, eller kampen måske lå senere lørdag eftermiddag eller sågar søndag, er det nok alligevel tvivlsomt, om jeg havde bevæget mig derud. Lad mig bare erkende, at jeg er ved at være en midaldrende, magelig brumbasse. Meget magelig. Bergdølmo-magelig. Så når jeg endelig har fri - og her taler vi ikke bare fri fra arbejde, men også fri fra diverse gøremål og familiære/sociale/kulturelle sysler - jamen, så er der så mange andre ting, der frister. Magelige ting. Som en sofa og god bog. Eller en sofa uden en god bog.

Og lad os da bare se det i øjnene. Ja, jeg siger "os", for du har det sgu også sådan. Eller kender en der har det sådan. Eller får det sådan. Vi bliver sgu magelige og behagesyge med alderen. Satte. Jeg kan blive helt forpustet - og forskrækket - af at tænke på, at man i sine afsluttende teenageår og tyver-årene snildt kunne klare job, studier, kæreste og udenomsforhold, spille fodbold og squash, løbe flere gange ugentligt, sove i ny og næ, gå på fyraftensdruk hver aften, på nattedruk hver torsdag, fredag, lørdag og så i øvrigt stadig have tid til at tage ud og se 2-3-4 fodboldkampe i løbet af en weekend.

Når man stopper op og tænker efter, så virker det som om, at døgnet er blevet kortere. Var der også kun 24 timer i døgnet dengang? Ungdommens friskhed, gåpåmod, ambitioner og eventyrlyst var nok bare det nødvendige adrenalinkick. Du kender det jo godt selv, mand. Det tager dobbelt så lang tid - mindst - at restituere ovenpå en gedigen druktur som for 20, 15 eller bare 10 år siden. Og du hører måske også til dem, der som jeg på vej hjem fra teater eller lignende sidder og ryster på hovedet om kap med din bedre halvdel, mens I uforstående betragter de unge og friske på vej ud i natten, mens I selv dødtrætte er på vej hjem.

Vi bliver ældre. Og man skal heller ikke underkende, at det at stifte familie og bare "flytte sammen", jamen det gi'r nu engang andre prioriteringer i tilværelsen. Det har ikke en kæft med tøfler eller dovenskab at gøre. Sådan er det bare. Det er ikke længere siden, end lige før KB (og B1903) blev til FC København, at vi stadig var et slæng, der trods alskens erhvervskarrierer og daglig-aktiviteter á la føromtalte da ikke havde en god fodboldweekend, undtagen vi fik set mindst 2-3 livekampe. KB som regel om lørdagen på Frederiksberg Stadion - for det meste i næstbedste række - og så kunne man gerne nå en kamp fra næst- eller trediebedste række tidligt søndag inden en kamp fra bedste række. Sommetider endda med lidt held to 1. divisions-/superligakampe samme dag, hvis kampprogrammet var særligt gunstigt. Der var muligheder nok i det storkøbenhavnske-plus. Idrætsparken, Østerbro, Frederiksberg, Gentofte, Lyngby, Brøndbyerne, Valby, Sundby, Hvidovre, Vanløse, Tårnby, Gladsaxe, Tingbjerg, Glostrup, Skovshoved, Ølstykke, Køge, Herfølge, Helsingør.

Fra omkring da FC København søsattes, blev det så stille og roligt neddroslet til kun én live-kamp hver eller hver anden weekend. Københavns. Sådan stille og roligt og udramatisk. Tilsvarende for de andre i slænget. Byturene blev også sjældnere. Og indefodboldstævnerne. Og tenniskampene. Og travbanen. Og Casino. Og så videre. Ægteskaber, jobskifter, flytninger, børn, skilsmisser. Fanden og hans pumpestok. Men mest af alt, og fælles for os alle. Vi blev bare ældre.

Det er uomtvisteligt, at det bare er federe at opleve fodbold live. Uanset det er København-Brøndbyerne med 40.000 og hektik i Parken eller en DS-kamp på Frederiksberg Stadion, så er hørmen af græs og de andre tilskuere, lyden fra spillere, trænere og dommere, luften og (især) overblikket faktorer, du bare ikke kan klemme ud af TV-skærmen. Alligevel dikterer min personlige evolution, at jeg efterhånden kun ser København - og kun førsteholdet - live. Sørgeligt nok. Jeg har vel endda de sidste 5-6 år set flere livekampe i Premier League på englandsrejser end jeg har set live-superligakampe, som ikke har FC København som den ene deltager. Ellers hedder det for vel omkring 90% af de "hele" fodboldkampe, jeg ser, TV.

Heldigvis er TV så blevet et rent slaraffenland. Med de danske, norske, svenske og tyske public service kanaler plus TV3/3+, TVDanmark/K5, Viasat Sport 1, Eurosport og Canalplus er der mulighed for at se direkte fodbold hjemme i stuen - eller på den lokale - praktisk taget hver dag i ugen. Fra hele Norden, hele Europa, hele verden. Ligafodbold, pokalfodbold, Champions League og UEFA Cup. Et overflødighedshorn. Og sommetider svært at vælge, når der er 2-3-4 kampe måske samtidig. Men også mellem ikke samtidige kampe. På en "god" weekend er der måske 20-25 direkte TV-kampe at vælge mellem, altså udover FC København live på stadion. Heraf med lidt held en 7-8-9 stykker, der ikke overlapper hinanden. Her har jeg så i hvert fald ikke tid til at se otte TV-kampe (plus København), da det alene ville optage 16-17 af weekendens timer. Og indrømmet, selvom jeg havde tid til at se alle weekendens TV-kampe, så gad jeg ikke. Man kan kun overkomme så mange fodboldkampe, og her overser jeg endda helt det familiære/sociale aspekt.

Der skal altså vælges ud. Her får jeg for øvrigt nogen gange på puklen for, at jeg simpelthen ikke gider se superligakampe på TV (altså udover København). Ikke fordi ligaen ikke interesserer mig. For det gør den. I statistisk-nørdagtig grad endda. Det er jo også ligaen, hvor mit hold - siden 1968/69 - spiller, ligaen der spiller, hvor jeg bor og altid har boet. Stadig får jeg bare nok af at se Københavns konkurrenter de tre gange om året, vi møder dem. Resten overlades til TV-higlights og mediernes kampreferater, analyser etc. Måske lige bortset fra en kamp mellem to af Københavns konkurrenter - typisk vel sidste eller næstsidste spilledag - der har direkte indflydelse på Københavns skæbne/placering. Men ellers behøver jeg ikke se superligafodbold - hele kampe - i fjernsynet.

De handler naturligvis om følelser og interesser også. Det følelsesmæssige omkring de klubber, der står ens fodboldhjerte nærmest. I mit tilfælde København samt Chelsea og Real Madrid i dén rækkefølge. De vil altid være første, anden og tredie prioritet, uanset hvad der ellers måtte være på fodboldflimmeren. Er de ude af billedet, kommer vi til interesse. Den eller de mest interessante kampe fra den eller de mest spændende ligaer. Her taber Maltaligaen altså hver gang. Ikke kun mht. tempo, teknik, intensitet og "stjerner". Men TV er et barskt medie. For kulissen går også rent ud gennem skærmen. Et fuldsat stadion med konstant larm på drengen, fuld lux på projektørerne, billardklæde-græstæppe og noget så banalt som kridtstreger, der kan ses. Kontra f.eks. en oktoberkamp på Viborg Stadion, hvor AaB er på besøg. Kvart fyldt stadion, tam stemning, håbløs bane, dunkel belysning og opstregning, der forsvinder i mudderet og mørket. Det er lidt som f.eks. komme på en halvvejs anstændig fiskerestaurant med alt betalt (ligesom dine TV-kanaler er betalt) og få frit valg på menukortet. Vælger du så fiskefilet/fritter eller Søtunge Walewska? Jeg skal i hvert fald ikke have førstnævnte!

TV-overflødighedshornet fra klubfodboldkampe i nationalt og internationalt regi er måske også med til at fjerne både min og andres fokus fra landskampfodbolden. Hvilket leder os frem til denne uge, hvor man jo nærmest er på standby her i Bulen. Standby kan dog også servere øl, og kollega -smølle fik ikke helt tømt vores lager af den fortrinlige Bernard i sidste uge, så jeg kan byde på en mere, mens jeg fortæller, at Bulens fjernsyn i denne uge primært har fanget NHL. The Mother of all hockey er genopstået denne sæson. Den eneste interessante amerikanske holdsport. I hvert fald i forhold til det latterlige NFL og det grotesk latterlige rund... eh baseball!

Og jeg ved godt, at der har været en mængde landskampe både i weekenden og midtugen. Og ikke bare venskabskampe alle samme. En håndfuld play off-kampe både for A- og U-landshold. Tur og retur. Stadig, det rykker sgu ikke helt hos mig. Ikke mere. Dét har så næppe noget med alderen at gøre. Blot dalende interesse. Selvfølgelig var det trist for omsætningen hernede, at Danmark ikke skulle spille play off-kampe. End ikke en venskabskamp kunne det blive til. En kamp mod Holland eller Italien, England eller Argentina, Frankrig eller Tyskland kunne ellers nok have samlet både tilskuere i Parken og/eller TV-seere i stuen og på Byens værtshuse og endda også have fået mig til at kigge med. Problemet er bare, at de seks interessante nationalhold, jeg nævnte og som alle er kvalificerede til VM, hellere ville spille mod hinanden - i den nævnte kamprækkefølge - frem for mod ikke-kvalificerede Danmark. Åbenbart på trods af, at Morten Olsen, landsholdsspillerne og DBU mener, vi er et af denne verdens mest seværdige landshold og så sandelig burde være med ved det VM, hvor vi - ifølge førnævnte og kun førnævnte - vil blive svært savnet.

Jamen, det er da muligvis både kættersk og forræderisk at bagtale hele nationens landshold, men det fænger altså ikke mere, som det har gjort. Ikke kun pga. roligan-bevægelsen og DBU-setup'et som ellers fik mig og Fru Bartenderen til at opgive vores "fast-plads-til-landskamp-i-Parken" aftale for snart 5 år siden. Og heller ikke kun pga. Morten Olsen, selv om hans flæben om, at Danmark er for gode til ikke at komme med til VM - lidt i stil med Alvaro Recoba her om Uruguays guddommelige ret til at komme i slutrunden - er svær at sluge. Lige som Olsens "nu handler det om os og Tyrkiet" omkring den sidste mulige play off-plads bag suveræne Ukraine efter vores 2-2 i Istanbul, hvor det rent faktisk kun var Grækenland, der selv kunne afgøre deres videre skæbne. Det gjorde de så ikke, men olsenselleve.dk nåede heller ikke play off-pladsen, og Tyrkiet, som gjorde, nåede ikke til VM trods den vel ikke ligefrem mest skræmmende play off-modstander i Schweiz.

Og Ukraine, vil jeg garantere, ikke bliver verdensmester i Tyskland. Så fra en middelmådig pulje blev der ingen VM-kvalifikation og intet VM i baghaven for de danske roligans. Det kan jeg så i øvrigt godt sætte mig ind i, er rigtigt surt. Især for de, der brændte friværdilån og ferieuger af på at tage til det seneste VM i Korea/Japan til atmosfæriske priser! En tur i bilen og hjem igen med billige bajere i bagagen fra Hamburg, Berlin, Stuttgart. Det have været optimalt. Det skulle bare ikke være. For hele Danmarks landshold var ikke bedre. Og det er her, jeg får knopper, for medier, landstræner, landholdsspillere har jo siden den dag, der blev trukket lod til kval-grupperne nærmest taget det for givet, at vi nok skulle kvalificere os til VM i nabolandet mod syd. Bevares, vi var med i '86, '98 og '02 - og endnu flere EM-slutrunder indimellem - og det var flot, men derfra og til at et lille land med 5½ mio. indbyggere per default skal være repræsenteret ved hver en slutrunde, der er alligevel et stykke vej.

Engang var landskampe det største af alt. Også for mig. Når man kunne glæde sig i ugevis til en landskamp på DR1, selvom det måske bare var den årlige venskabskamp mod arvefjenden Sverige. Endnu bedre hvis det var i Idrætsparken, og da helt fantastisk hvis man endda også skulle ind og se den. Det var dengang min og en skolekammerats fædre ville betale os for at pjække fra skole for at stå i kø foran kiosken på Lyshøj Allé, når forsalget til en landskamp startede på et af DBUs autoriserede billetsalgssteder. Det her var altså længe før Inter- og Billetnet og den slags moderne komfort. For at illustrere hvor længe siden det er, så var det også på de tider, at vi pjækkede fra Rughavevejens Skole - uden de gamles billigelse - for at smutte ned omkring Valby Tingsted og Mosedalsvej i håb om at komme med på rullen, når Bahs og Balling skød den nye Olsenbanden film.

Men oplevelserne med landsholdet har da været mange med EM- og VM-slutrunder i '84 (den første slutrunde) og '86 (storskærm i Tivoli, fest og farvelade og karneval i København) som højdepunkter. Frem til Göteborg 1992, hvor jeg da også sejlede rundt i de københavnske gader i en lykkelig jubelbrandert. Reelt var det så også efter EM-triumfen i 1992, at interessen gradvist kølnede, også selvom fruen og jeg havde de omtalte faste pladser i Parken i en del år i 90'erne.

Næppe helt tilfældigt at det så faldt sammen med FC Københavns fødsel, og København endelig igen havde et storhold efter KB-kummerligheder i årevis. Det er måske også mit urbane sind. Jeg føler mig ærligt talt mere som Københavner end dansker. Mere til metropolflimmer end stokroseidyl. Mere til europæisk storbyidentitet end nationalisme. Og ærligt talt, den småborgerlige, kaffekandeosende kolonihavementalitet med Dannebrog og Shubidua i klaphatten. Det er for stygt. Det fik jeg i grunden forbavsende rigeligt af fra forældre og bedsteforældre. Det er selvfølgelig ærgerligt, at Danmark ikke er med ved slutrunden, det havde trods alt været en ekstra dimension, men det ærgrer mig ikke nær så meget som f.eks. Messias-åbenbaringen mod HSV i Parken for ikke så længe siden.

Slutrunder er så efterhånden det eneste, der kan fange mig foran skærmen - her er jeg til gengæld også limet til den - når vi taler landskampfodbold. Ikke bare Danmark, men i det hele taget. Og i de seneste dage faldt de sidste slutspilsbrikker på plads. Fra Euro-kvalifikationen kan jeg kun glæde mig over, at Spanien er at finde i Tyskland til sommer, ligesom Tjekkiet skal hyldes for at vi slipper for at se på nordmændene. Tak! Og så glæder jeg mig da personligt også til en se en række af de normale second string spillere fra Premier League (og ex Premier League/lavere rækker - hele listen over UK-baserede VM-spillere her) i lidt andre omgivelser, da både Trinidad & Tobago samt Australien kvalificerede sig i går. Socceroos, det var dem, der gjorde det ugudelige ved Recobas Uruguay. Han kan så trøste sig med at være pillet ud efter fem kvarter, så han ikke endte blandt straffesparkssynderne!

 

Vi skal selvfølgelig ikke glemme ungdomslandsholdet. Serritslevs drenge er nu blandt Europas otte bedste og bliver dem, der giver DBU et slutrundehold til sommer i stedet for ham Olsen. Fortjent opmuntring til U/21 holdet, der endda meget vel kan vinde EM i Portugal eller Italien. Ikke mindst fordi de syv øvrige slutrundedeltagere kommer til at afgive deres allerbedste spillere til deres respektive A-landshold, som - i modsætning til Danmark - alle er kvalificerede til VM. Så lad os skåle for det og ønske Martin Bergvold og co. held og lykke til sommer, hvor de næppe kommer til at opleve så groteske scener, som i slutningen af gårsdagens kval-retur i Brøndbyerne, hvor den irske dommer Kelly sendte russere i straffeboksen i hurtigere tempo, end Stalin sendte de unge menneskers eventuelt systemkritiske bedstefædre i Gulag. Endnu mere vanvittigt at tænke på, at to mere burde være røget samme vej i slutminutterne, ligesom keeper Akinfeev helt sikkert skulle være smidt ud omkring det straffespark, der afgjorde kampen.

Om Bergvolds relative succes på den centrale midtbane så kan overføres til Københavns sidste kampe i efteråret er nok mere tvivlsomt. I hvert fald næppe på Københavns centrale midt, hvor han hidtil har haft meget svært ved at få tilkæmpet sig en plads, hvilket desværre hænger nøje sammen med hans alt for store skadesfrekvens. Men han virker dog til at være i superform og strålende spillehumør lige nu, så mon ikke der bliver plads til ham mod AGF på søndag. På venstre midtbane.

Dermed endte vi i den hjemlige suppedas igen. Og i København. Ikke fordi, der er sket alverden her i landskamppausen. Det er jo derfor, jeg står her og træder vande, mand. Vi kunne fejre en slags jubilæum i klubben i går, hvor det var 25 år siden, at KB blev mester i Næstved i den berømte "Pas på Aabech" kamp. Det mindes vi lige her.

Østergaards indiske guru og messingplader må vi hellere forbigå i tavshed. Hernede henter vi primært indisk inspiration fra take-away curries, når der evalueres i de sene aftentimer. Eller vi curry-kokkererer  selv ... i messinggryder og -pander. Det store stemningsmøde i går mundede heldigvis ud i en konstruktiv dialog, som synes at tilgodese både stemningsyderne og -nyderne ud fra en betragtning om, at vi skal være her alle sammen. Et nyt tribuneafsnit til de, der ønsker at skråle bag målet i 90 minutter, mens vi andre kan blive stående på vores hævdvundne faste pladser på Nedre C. Og det passer mig -  en stemningsflyder lige som kollega Saxo - fint.

Ellers skal vi jo i gang igen. Der er tre kampe tilbage i efteråret. Derfor freder jeg også både Backe og Ståle i aften. Hasse skal have fred til at gøre arbejdet færdigt, og Solbakkens visioner - som formentlig vil bidrage til lidt mere end kun gætterier omkring, hvad vi kan vente i 2006 - bliver givet også tidligst formuleret efter Viborg-kampen d. 4. december. Eller Kalmar-kampen ugen efter. For jeg skarn skal selvfølgelig huske på, at vi ikke mangler tre kampe i 2005, men seks! Der er jo hele tre dyster i det royale ligacirkus, den første endda om allerede en uge på Åråsen Stadion i Lillestrøm udenfor Oslo.

"Spændende" hvilke baneforhold, der venter os der. Forhåbentlig ikke lige så farceagtige som den norsk-danske mudderkastning omkring, hvor der kan spilles og ikke spilles. Nordmændene - ikke mindst i Vålerenga - har travlt med at undre sig over, at danskere ikke har forståelse for det norske vinterklima. Det har de nordmænd, der sidder i Royal Leagues programudvalg så åbenbart heller ikke, siden vi for andet år i træk skal opleve en diskussion om, hvorfor der ikke kan spilles fodbold i Norge (og Sverige) på almindelige græsbaner fra oktober til april. Det var vi såmænd nogen hernede, som undrede os over allerede, da de første tanker om Royal League fødtes for et par år siden. Terminen er bare forkert til det semiarktiske klima på vore breddegrader i vinterhalvåret.

Ha! En lille pudsighed i øvrigt i Vålerenga-bossens bandbulle mod de klima-uforstående danskere i almindelighed og Holmstrøm - sportsdirektøren, ikke hunden - i særdeleshed. I en artikel er blandt andet denne passage: "Dette er vi stolte av. Vålerenga, Djurgården, FCK og IFK er vel de lagene som er med for andre gang (...)" Meget muligt, at vi danskere ikke forstår os på norsk klima - og nordmænd - men Kjetil Siem har så ikke fattet, at selveste Hele Danmarks Hold™ vist også deltog i turneringen. Det må smerte propagandaministeren og Royal League forkæmperen ude på vestegnen så ganske forfærdeligt at læse den slags.

Hul nu i den kongfyrstelige farceliga. Det var de tre sidste liga-efterårskampe, vi kom fra. Lige inden landskamppausen - efterårets tredie af slagsen i øvrigt - tabte vi desværre for første gang i denne sæson. Ingen katastrofe i sig selv. Alle hold taber før eller siden. Og slet ingen ulykke, da det heller ikke kostede i tabellen. Om vi så havde haft bedst af en kamp hurtigt efter, eller en pause til at ruge lidt over tingene, ja det vil vise sig på søndag. Dog ligner det på papiret den ideelle kamp at komme tilbage på sporet i. Mod et AGF-hold, der meget vel kan tænkes at "sælge" kampen for at fokusere på de mere livsvigtige kampe i bundregionen mod Silkeborg og Horsens, som slutter århusianernes efterår af.

Selv et 'GF hold, der kommer efter et point i Parken, bør vi dog slå. Et hold med sportschefen på trænerbænken, med skader og daglige intriger i klubben, og et hold uden sejr i de seneste ni kampe. Et hold der ikke har haft et tocifret antal forsøg på mål pr. kamp i de tre sidste kampe, og som i øvrigt har færrest afslutningsforsøg af alle - ja, færre end selv Horsens -  i superligaen (retfærdigvis scorer de dog pænt, AGF, og er dermed rækkens næstmest effektive hold) og tilmed også er det hold, der har sluppet flest mål ind i den anden ende.

Jeg er ikke bange for at jinxe. AGF kan og må vi bare ikke sætte point til imod. En sejr vil ydermere så godt som sikre, at vi overvintrer på førstepladsen, og så har vi i øvrigt revanche til gode fra den første kamp mod AGF i Parken tidligere på efteråret, hvor vi trods en skudstatistisk overlegenhed på 25-7 kun formåede at spille uafgjort 1-1.

Selvfølgelig skulle Marcus Allbäck pådrage sig en skade i landsholdstjans for Sverige - endnu en pisseligegyldig venskabskamp - men måske bliver han klar, og ellers er det forhåbentlig en flok tændte og oprejsningssultne spillere, der entrer Parkens græs på søndag. Jeg er i hvert fald også sulten efter fodbold, årets næstsidste hjemmekamp!

Hvad med dig? Du skal under alle omstændigheder vide, at det ikke er nogen skam at gå, inden man bliver smidt ud. Så tøm glasset og lad mig lukke af for i aften. Jeg kan ikke længere holde mig flydende på denne landskamppauses dødvande.

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Kollega Nikolaj præsenterede mystiske, mytiske, magiske, mesterlige Kate Bush's nye 2CD Aerial i sidste uge. Og glemte den. Så den har stort set snurret i jukeboxen konstant lige siden, som den også har spillet næsten nonstop både derhjemme, i discman'en og i firmabilen i en uges tid. Som altid er Kate's musik ikke den nemmest tilgængelige, men jo mere man hører den, jo mere grebet bliver man. Albumet er ... mystisk, mytisk, magisk og mesterligt. Kate og en fodboldtam uge kan så inspirere til en Ladies Night i jukeboxen:

Ugens albums:

Madonna: Confessions on a Dancefloor
Kate's jævnaldrende (47), men ellers ikke meget fælles. Madonna's nye er netop i dag landet i postkassen. En meget tempofyldt skive, men ærligt talt lidt for meget disco/dance - og ABBA-sampling på åbningsskæringen 'Hung Up' - for min smag. Jeg har hørt musikalsk bedre og mere vedkommende plader fra fruen, men Confessions... skal da nok rykke på dansegulvene, og hun er stadig klasser og atter klasser over hypede wannabes som f.eks. Britney Spears og Kylie Minogue.

Lisa Nilsson: Between a Smile And a Tear
Nu er det dameaften i boxen, så jeg tillader mig at kreditere Lisa Nilsson denne skive, som reelt er et live-soundtrack fra filmen af samme navn, optaget omkring et par dage i sommeren 2004, hvor den legendariske, Københavnske Jazzklub Montmartre genåbnede for første gang i 30 år ... for en kort bemærkning. På scenen, i filmen og dermed på pladen er også koryfæer som Niels Lan Doky, Johnny Griffin og den 83-årige(!) baron Toots Thielemans! Underskønne Lisa synger på halvdelen af de ti numre, og jazz-genren afslører den formidable vidde og dybde i hendes stemme, som ikke kommer helt til udtryk i hendes oprindelige pop-afsæt. Ikke at det er skidt heller dog, og en af hendes egne sange, 'Säg Det Igen' fra Små Rum (2001) synges her på Between a Smile... pladen i et mere jazzet arrangement. Det er så smukt og inderligt, at hvert et kropshår står ret i andægtighed!

Cæcilie Norby: Slow Fruit
Over sundet til en af Danmarks største jazzdivaer. Hun er kommet langt siden den ligegyldige teenage-rock i One-Two. Og hendes nye skive er behagelig vellyd. Cæcilie spinder sig stilsikkert gennem 12 nye kompositioner, måske lidt for sikkert. Lidt for jazz-mainstream. Dog skal Cæcilie havde den kredit, at hun ikke valgte den endnu mere sikre vej med et antal traditionelle blåtone-covers, men i stedet har skrevet alle numrene selv (tre af dem sammen med sin bedre halvdel Lars Danielsson). Og godt synger hun sgu. 'My Man', den Jobim-bossanova'ede 'Big Time' (i duet med Curtis Stigers) og den smukke 'Fools of Love' bliver standout-numrene fra denne plade. En plade jeg ligesom Between a Smille And a Tear kommer til at høre meget henover vinteren. Lækre, nye jazzarrangementer og skønne stemmer, som skabt til den mørke tid, fordybelse og reflektion.

Kim Carnes: Chasin' Wild Trains
En overraskelse. Hørte den i sidste uge hos en god ven. Jamen er det ikke ... hende der med 'Bette Davis Eyes'? Er hun ikke død - om ikke klinisk så i det mindste pensioneret? Er det en opsamlingsplade eller noget? Jo, nej og nej, var svarene. Det er skam en spritny plade med Kim Carnes. En overraskende plade, og en overraskende OK plade. Ikke mindst når mit billede af hende - siden hun for 20+ år siden omkring bl.a. Bette Davis øjnene lavede et par glimrende soul-rock skiver - er noget med at hænge ud med superklæge Kenny Rogers og hans slæng fra Nashvilles countryparnas. Det her er bedre.

Ugens sange:

Kate Bush: 'Mrs. Bartolozzi'
En af mange genialiteter fra Aerial, her fra den første CD ("A Sea of Honey"). Hvem andre end Kate kan synge om rengøring, vaskemaskine, snavsetøj, vaskemaskine, tørresnor og vaskemaskine ... og slippe godt fra det ... og få gjort det hele supererotisk? "I watched them going ’round and ’round. My blouse wrapping itself around your trousers".

Katie Melua: 'Spider's Web'
"Lille Kate". Nah, desværre ikke helt. Som jeg frygtede lidt i jukeboxen her, så blev hendes andet album Piece By Piece alt for pænt, og nydeligt og velproduceret og ufarligt og ... kedeligt! Hun er stadig i stald og åbenbart kort snor hos Mike Batt, der synes at styre Katie's karriere med hård hånd. Ærgerligt, når hun har potentialet, stemmen - og udseendet - til meget mere end sukkersød mainstream-musik, som hun f.eks. demonstrerede i Horsens i sommers - i jukeboxen her  - med et simpelt bluesband og knaster og kanter og skønhedspletter, men musikglæde. Fire numre har hun selv skrevet til den nye plade. Det er så også de fire bedste. 'Spider's Web' er et af dem.

----

Nå ja ... så kan jeg vel ikke komme uden om i det mindste at nævne den. For nu er den endelig udgivet. Boxen. Deluxe-udgaven. Bruce Springsteen's Born to Run 30th Anniversary Edition. Albumet i lækker, remastered CD-lyd. DVD'en om tilblivelsen af albumet. Og DVD'en med en af bossens legendariske koncerter fra 1975. Boxen vi har ventet på. Jeg har dog spillet både 'Born to Run' (sangen)  og Born to Run (albumet) masser af gange hernede, senest her og her på deres respektive, præcise 30-års fødselsdage. Og så holder jeg ellers kæft og lader New York Times i denne nye artikel fortælle om boxen og sangen og albumet. Og hvis kollega -smølle i sidste uge kunne slippe godt fra at erklære svenske Kent større end U2 og Depeche Mode, så tøver jeg heller ikke med atter at udnævne "Born to Run" til bedste rocksang og bedste rockalbum ... EVER! Køb en box for helvede og bliv overbevist.