Kun 3 uger på bænken blev det til i denne omgang, og man får et andet mere respektfyldt forhold til professionelle fodboldspilleres kampprogram, når man sådan tvinges om bag baren, før batterierne er ladet helt op igen. Når samtidig bulens nestorer, Saxo og Holger, på det seneste har underholdt gæsterne hernede med lange historier om podagra, vandladningsbesvær og andre tegn på alderdomstræthed, så hviler der et tungt pres på de unge - i mit tilfælde endda indkøbte - talenter for at løfte barens arbejdsbyrde. Sprede Caminante-tågerne, erstatte den med ungdommens ukuelige livsmod og servere et par lyserøde drinks for at peppe lidt op på etablissementets stivnede gammelmandspræg. De var unge swingpjattere engang. Gik i cabarét og dansede til den lyse morgen på Nimb.

Som nytilkommen bartender med kun knap et år under læderforklædet har jeg naturligvis en lidt anden indfaldsvinkel til bulens femårs-fødselsdag, som vi fejrede i sidste uge. I virkeligheden skylder jeg de oprindelige stiftere en del tilbage fra dengang, hvor jeg kendte dem af navn og fan-gerning, og de ikke kendte mig. Før Stamværtshuset dyrkede jeg min egen københavnske fodboldlidenskab ganske privat uden kontakt til fanmiljøet ovehovedet. Jeg havde ikke rigtig nogen nøgle eller indfaldsvinkel til kulturen, der sagde mig noget særligt. Men bulens bartenderne repræsenterede nogle træk, jeg kunne genkende i mig selv. (Selv)ironien, den undertiden barske kritik og glæden ved at gribe fodbolden an på en måde, der også lå udover bare at indfinde sig på sin faste plads i Parken hveranden søndag og kyle fadøl ned i rekordtempo. Siden udviklede min private og offentlige fankultur sig af både den og andre veje, men Stamværtshusets etablering i efteråret 2000 markerer begyndelsen på den del af mit liv.

Der er de hårde sandheder, som da Martin CX under overskriften "Fankulturens Velsignelser" afsluttede efterårssæsonen 2000 med at læse sig selv og andre lektien: "For kritiske, det er vi: Vi er kritiske, hvis vi oplever småtskårne, snævertsynede og jantelovlydige personer, Vi er da kritiske, hvis vi oplever tonserbold i Parken, og når vi oplever, at de af pressen så oppustede ambitioner brister, fordi holdet er fyldt af medgangsspillere eller afdankede has-beens. Og hvad indebærer det at være en kritisk tilskuer ellers, hvis det ikke er, at udtrykke sit mishag, hvis noget mishager en? Ligesåvel som man udtrykker sit behag, når noget behager en?". Så diskussionen om fankultur er skam ikke af nyere dato. Den er bare lagt i hænderne på yngre kræfter, der vil noget andet og definerer sig selv på en anden måde. Reflektionen kommer vel med tiden, også hos dem.

Der er smølle, der i det tidlige forår 2001 udtrykte den klassiske Old School FCK-angest. Den, der handler om at have stået på sin plads i Parken i de 7 magre år - fra efteråret 1994 til sommeren 2000 - og have set ét langt samlebånd af fiaskoer, selvbedrag og kolossale fuck ups rulle henover plænen. Overskriften "Vi vinder ikke DM!" siger det meste om, hvordan den lange ørkenvandring stadig sidder i os, og i teksten kan man læse Den Smukke Tabers Gospel. "Det er enhvers ret at gå og give sig selv en peptalk hele vinteren, men jeg håber ikke at det regnes for surt og kontrært, når jeg foretrækker at stå udenfor. Jeg orker ikke det med at køre mine egne forventninger op til noget, der ikke kan bære hvis det går galt". Nu gik det ikke galt dengang, men angsten og kynismen sidder der sgu stadig. Som når én af mine andre fodbold-kammersjukker i søndags mod AGF tørt bemærkede, at det eneste spændingsmoment omkring AGF's tilstundende scoring i anden halvleg var, om den faldt i præcis det 83. minut, ligesom sidste gang de århusianske fallenter lagde vejen forbi. Uret nåede kun at runde de 80 minutter, men vi vidste det jo. Naturligvis!

Saxo. For fanden da! Så står han der igen og har dyppet sin snabel i det litterære ildvand. Hvordan gør han, hvilke muser hvisker i hans ører? Hvis man skriver så godt på en musikmenu, der mest består af Bruce Springsteen og hans uudholdelige frille af en hest, så var det måske alligevel en ide at runde den lokale pladehøker på vejen hjem og investere i en dosis white man's blues. Den sværeste del af den skriveproces, der ligger bag ræbet, er for mig den "morsomme indledning". En proces, som Jan demonterer med overlegen lethed, når han sætter ordknallerten i gear, her i "Vom er Viden" fra 2003. "For fanden da, mand! Selv nestoren er faldet hen og sidder og glor på sine neglebånd i aften. Men bartenderen stoler I alle selvfølgelig blindt på. Det er under alle omstændigheder hans ansvar at sørge for underholdningen, hvisker I... og nu står han blot her og mimrer og spiller omsonst fingeren på underlæben ud mod den evige cigaretrøg, biibaabuu, og diggeluu diggeleey, Søren Frederiksen er gay! Skal vi tale om Bosnien på lørdag? Skal vi virkelig? Nej, bevares. Men jeg erkender det denne gang, jeg må være mit ansvar bevidst. Vi må videre. Lad os prøve med en lille historie fra tidernes overdrev".

Jeg burde forbigå Holger i tavshed. Siden Abramovitch købte Chelsea, har den mand været ulidelig og præget af den repressive tolerance, man kan tillade sig, når man har 30 millarder dadler i ryggen. Ikke at han ikke var ulidelig før. Saxo og Holgers maniske kærlighed til Bruce Springsteen er bare one of those things, der er givne i deres ræb, som dette under titlen "Boss" fra 2002: "Ligeså meget jeg beundrer amerikanerne deres airconditon, blendere og biler med automatgear, ligeså meget afskyr jeg det religionshykleri, som de bombarderer ud i lyd og billeder. Og særligt slemt efter tragedier som den 11. september, der også hænger ved på bossens nye album. Godt nok er jeg en ugudelig knark, men for helvede Bruce, var det nødvendigt?". Ja, dette karaktermord på Bruce var strengt nødvendigt, og det giver naturligvis anledning til at fejre den passion, som især de andre bartendere nærer for musik.

Hans CL. Den evige reserve. Ulasteligt klædt i Fred Perry bærer han den ulidelige byrde det må være at ligne Kasper Dalgas. En byrde, der ikke forhindrer, at han er blevet fundet værdig til at føre sine gener videre. I "Vestegnen til halbal uden trusser" - formentlig en titel uden sammenhæng til hans private forplantningstilbøjeligheder - fra 2004 forklarer han lidt om de omstændigheder, der også dikterer voksne mænds forhold til fodbold. "Jeg har været fuldstændig solgt, siden min datter for første gang stak hovedet ud i det fri, og stoltheden bliver kun større for hver en bøvs og hver en prut. Men som du vil vide, hvis du selv har oplevet at blive beriget med sådan en størrelse, er der uden sammenligning tale om den mest uhæmmede tidsluger, man kan forestille sig. Hvis parforholdet oven i købet også skal passes, er der simpelt hen ikke længere tid og kræfter til at følge med i fodboldens (og spruttens) verden på samme måde som i den mere ubekymrede fortid".

Jeg har selvfølgelig ikke glemt hunden Holmstrøm, Johnny Jehova, Jukeboxen, Happy Hour og det virvar af sære skikkelser, der giver liv til baren. Men 'nuff said, navlen er pillet. Vi serverer vores forskellige miksturer til stamkunderne og alle andre tågehorn, der lige lægger vejen forbi. Vi garanterer ikke for retningen, og vi holder aldrig redaktionsmøder, hvor vi hudfletter hinandens fejl og mangler. Måske netop derfor håber vi, at energien holder i mindst 5 år til.

Så midtvejskrise, ikke her! Måske er den snarere at finde på banen for tiden, hvor FCK-maskinen er løbet ind i, hvad der rent faktisk kan ligne tilløbet til en klassisk Backe-stilstand. Den mekanik nåede jeg ellers at aflive i mit seneste ræb, så det er selvfølgelig temmelig ironisk, at jeg kan få lov til at fundere lidt over den ballade igen, lige før Backe hiver liggestolen og de store havanesere frem for at nyde sit otium. Ødelægge indtrykket af en god afleveringsforretning kan det ikke, men det minder måske lidt om, hvor tynd fernisen er i forhold til den type fodbold, han dikterer.

Men fra og med pokalkampen i Slagelse har harmonien bare ikke været der. Det lyder måske som en lidt mærkværdig påstand, al den stund vi rent faktisk vandt de tre efterfølgende kampe mod Horsens, HadersleV og FC Midtjylland. Mod Horsens skulle vi helt hen til overtiden og en hail mary-aflevering ind i skallen på Peter Møller, før kampen fandt sin afgørelse. Mod HadersleV balancerede vi på randen af en tidlig knock out. Kun udfaldet af kampen mod et aldeles blodfattigt og tandløst hedeselskab, der ganske enkelt var for elendigt til at byde nogen form for trods, var aldrig i tvivl. Helt uden at vores egen indsats i den kamp på nogen måde var prangende.

Hvis betragtningen om disharmoni så delvis bærer præg af efterrationalisering på baggrund af netop de tre opgør, så har de to seneste superligakampe mod Esbjerg og AGF i hvert fald mindet så meget om sidste efterår og ikke indeværende, at hånden per ren automatpilot famler efter glasset med migræne-medicin. Set fra min plads tabte vi point til mandskaber, der brændende ønskede et udbytte af deres indsatser, og det havde vi ikke noget svar på. Det er så her, man kan gribe i posen af klichéer med formdyksforklaringer og ævle om grader af motivation. Den slags touchyfeely forklaringer synes jeg så ikke, man behøver hænge hatten på. Sandheden er vel bare, at Esbjerg og AGF på hver sin vis udnyttede nogle taktiske svagheder i vores spil, mens vi stadig arbejder efter teorien om, at så længe vi spiller præcis det spil godt nok, så går det nok til sidst. Hvis vi ikke spiller godt nok, så går det alligevel. Pr. guddommeligt dekret eller noget.

Jeg er skam meget for alt det der med ikke at sætte taktikken efter modstanderen, og det må selvfølgelig især gælde for et naturligt tophold som vores. Men det bør vel ikke betyde, at man ikke kan forholde sig taktisk fleksibelt til de problemer, et modstanderhold kan give anledning til på dagen, som f.eks. de dybe stikninger frem mod Berglund i Esbjerg, AGF's pres i søndags eller svaghederne omkring venstre back-pladsen i kamp II ude mod HadersleV og udekampen mod OB. Interessant nok vandt vi så de to sidstnævnte kampe efter at have flyttet rundt eller skiftet ud - omend tvunget af en skade hos Dan Thomassen i HadersleV - men først efter at problemerne var så tydelige, at der lige så godt kunne have hængt et neonskilt i luften over de to respektive kampe og flashet "FOR FANDEN! DET GÅR SGU DA I LORT DET DER!11" med gotisk flammeskrift. Hvorfor "stenansigt til stenansigt" på bænken historisk altid har været Backes og Carsten Vagns løsning på den slags ballade - også i de to seneste kampe - får vi så næppe nogensinde svaret på.

Min samlede dom over efterårssæsonen i superligaen ændrer sig nu ikke, hverken under indtryk af de seneste kampe eller de to sidste, som jeg ellers godt kan frygte for. Spillet har været det samme som altid. Et par afgørende svagheder er blevet rettet, målmandskabalen er gået endeligt op og vi både truer og kan forsvare os på dødbolde. Men lige så meget godt der er at sige om det, lige så kritisk er jeg stadig omkring især kombinationsspillets statiske natur og status som uinteressant bibeskæftigelse i den københavnske fodboldfilosofi. Lad mig slå fast med 7-tommersøm: Der er intet æstetisk over den kritik overhovedet. Personligt mente jeg - som den eneste i lokalet dengang under afviklingen af VM-finalen i 1974 - at den lede hippie Cryuff og hans slæng af ufriserede boldhobitter fortjente at få sømmet nosserne til græsplænen og blive skidt i munden på skift af de fine, velorganiserede repræsentanter for Der Wirtschaftswunder.

Men derfra og til at mene, at alt hvad der handler om boldomgang og trekanter nødvendigvis fortjener død ved Beckenbauers kølle er der stadig et anseeligt stykke vej. Det er vel efterhånden åbenlyst for enhver, at vi sagtens kan spille os til danske mesterskaber på hårdt arbejde og organisation, ganske enkelt ved at sætte bedre fodboldspillere til at forfølge de dyder, end de andre klubber - Brøndby undtaget - har råd til. Men i 4 år i træk er vi blevet præsenteret for en lang række beviser for, at den maniske sang om organisation og basis ikke er i nærheden af at kunne stå alene, når vi rækker ud efter europæisk succes. Naturligvis var nederlaget ved Messias hånd i Parken til Hamborg en bitter pille at sluge. Det var nu stadigvæk det hold, der fortjente at gå videre, der rent faktisk gjorde det.

Mod fodboldhold i den europæiske top 50-100 er vi kun i stand til at ødelægge og sparke væk, og nogen særlig udvikling væk fra den retning kan jeg ikke se. Endsige at vi ved at perfektionere kunsten yderligere, kan bevæge os det stykke, en europæisk succesoplevelse må kræve. En PC bliver ikke meget hurtigere af at bliver opgraderet fra 2 til 4 gigabyte ram, hvis grafikkortet er fra 1998, for nu at bruge en temmelig nørdet analogi.

Det er så her, jeg passende kan filosofere over de foreløbigt eneste pip, der er faldet om fodboldens fremtid i FCK med Ståle ved roret. Han har - på rygtebasis - ytret dels ønske om en forlængelse af Carsten Fredgaards kontrakt og dels skulle han være på udkig efter 2 midtbanespillere, hvoraf en højre fløj skulle have førsteprioritet. Sådan alene på baggrund af interessen for en forlængelse med Fredgaard må konklusionen være, at et mere klassisk fløjspil står på menuen. Fredgaard har i mine øjne ikke andre væsentlige kompetencer at komme med, og der er rigeligt med passende andre substitutter at vælge mellem i truppen fra første januar, der mestrer andre aspekter af fodboldspillet. Så mange og så forskellige, at jeg kun kan se Fredgaards evt. kontraktforlængelse som en delvis programerklæring i den retning. At ønsket om et indkøb til højrefløjen hænger sammen med Elrios uafklarede kontraktsituation virker vel realistisk.

På baggrund af min kraftige reservation overfor selve spillets kvalitet, havde jeg så hellere hørt Ståle pege på fraværet af en reel styrmand på banens midte, et mere offensivt og pasningsstærkt sidestykke til arbejdshesten Linderoth. Jeg ville også selv kigge mig om efter en ny venstre back. Jeg ser til min forbløffelse, at fck.dk's referent udråbte Bergdølmo til én af holdets bedre i søndagens kamp. Jeg så et ganske andet billede af en mand, der var så overmatchet af især Tobias Grahn i de direkte udfordringer, at han blev tvunget ud i alt for mange flyvende og liggende alt-eller-intet-aktioner, der for mig ikke står som tegn på forsvarsklasse, men nærmere peger i retning af panik. Bergdølmo ligner ikke den rigtige mand på den plads - slet ikke i sammenligning med kollegaen i højresiden - og det åbne spørgsmål er så, om han egner sig til andre positioner. Det kommer det nok til at knibe med, alderen og konkurrencen taget i betragtning. Overordnet set virker stillingen som venstre back i FCK nu som den uriaspost målmandsposten ellers var i årene fra Thomas Myhre til Jesper Christiansen. Ikke noget man snakker om, bare en virkelighed man vælger at acceptere.

Staale var på plads i silende regn og blæst på Åråsen Stadion til vores debut i årets Royal League mod Lillestrøm. I fraværet af en sygdomsramt Tobias Linderoth var det mest interessante ved den kamp, at Morten Bertolt fik hele kampen ved siden af Silberbauer og samlet set gjorde det fint. Kampen endte rimeligt nok 0-0 efter en især afskyelig første halvleg, hvor Lillestrøm fra starten lagde et tungt pres med vinden i ryggen og baseret på de klassiske norske dyder som lange bolde og fokus på dødbolde. Den københavnske indsats begrænsede sig mest til at undgå 2 afleveringer i træk og ellers losse bolden væk eller ud. Luften gik af Lillestrøms ballon omkring den ½ time, og så var der 2 hold på banen, der undgik 2 afleveringer i træk og lossede bolden væk eller ud resten af en uskøn og røvkedelig første halvleg. Delvis foranlediget af en jævnt umulig bane, omend det mest var forholdene på dagen, der gjorde den vanskelig og ikke årstiden generelt.

Nordmændene havde brugt de fleste kræfter i første halvleg, og den anden formede sig mest som en relativt ufarlig omgang småbold på midtbanen på københavnske præmisser. Spillet blev bedre, men aldrig farligt eller målsøgende. Ikke mindst var det stadig røvkedeligt. Men åbenbart ikke for Kanal 5's kommentatorpar Christian Frederiksen og navnebror Lønstrup, der ikke forsømte et øjeblik til at fortælle om en god københavnsk indsats og det flotte i at holde nullet mod disse norske hjemmebane-giganter, der ellers ikke har spillet en betydende kamp i en måned.

For mig at se lignede det her en klassisk kamp på Herfølge Stadion i november helt ned til modstanderens gule trøjer og et tilskuertal omkring de 2.000. Dem har Lønstrup ellers spillet nok af til at kunne genkende dem, som det lort, de er. Så kan jeg naturligvis få den tanke, at Kanal 5 ovenpå den megen ballade i optakten til årets turnering er noget nervøse ved dens fremtid og febrilsk dikterer et lyserødt skønmaleri, som hverken denne eller Brøndbys kamp i Kalmar ellers har lagt de rosa grundfarver til. Med rimelige udsigter til at en tredjeplads i gruppespillet sikrer videre deltagelse, så er der vel ikke noget at sige til, at både Brøndby og FCK prioriterer turneringen ret lavt i dens tidlige fase og midt i et ellers hektisk kampprogram. Den virkelighed afspejler sig på banen, og den bliver nu engang ikke kønnere ved at hype halv- og helkedelige kampe som fodboldkunst, når de ikke er det.

Har du set George Best spille? Jeg har ikke. Alligevel synes jeg nok, han fortjener et par ord på falderebet. George Bests karriere indvarslede på så mange måder den udvikling, der i dag gør de bedste unge fodboldspillere til ikoner, der får asiatiske pigebørn uden kendskab til offside-reglen til at skrige lungerne af led.

Bests karriere var kort, men bemærkelsesværdig. Han debuterede som 17-årig for Manchester United i 1963, der vandt pokalturneringen samme år og mesterskabet i 1965. For United-fans fylder de to titler formentlig voldsomt i den kollektive bevidsthed efter flystyrtet i München i 1958, der udslettede et halv kuld "Busby Babes". Men Best kunne ikke håndtere sit enorme talent, der kulminerede med Uniteds Europa Cup-triumf i 1968. På det tidspunkt var Best 22, men det gik allerede ned af bakke uden for banen. Han trak sig fra topfodbold i 1972, blot 26 år gammel. Tiden efter karrieren og et par halvhjertede forsøg på at genoptage den kan passende sammenfattes med hans egne ord: "I spent a lot of money on booze, birds and fast cars - the rest I just squandered". En ny lever hjalp ikke på den livsførsel, og han betaler nu den samlede regning.

I modsætning til David Beckham var han så en exceptionelt talentfuld fodboldspiller, selvom der ellers går en linje mellem de to. Best var som aktiv den første "Galactico", den første fodboldspiller, der gennem tabloidpressen og TV antog en dimension, der rakte udover hans evner på banen. Vi har et ømt punkt for ægte bohèmer hernede - altså ikke David Beckham - så jeg fylder glasset og ønsker Best et godt ophold på det store stadion over skyerne.

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

Jokeren: Rastløs

Jokererens singleudspil fra CD'en "Gigolo Jesus" handler virkelig om midtvejskrise. Han gider ikke rigtig al lortet mere. I stedet for at blæse baner og feste vader han rastløs gennem byen, mens tankerne farer gennem låget på ham. Var de tanker så bare specielt interessante og ikke forvirrede og flagrende mellem personlige betragtninger om et farvel til den vilde ungdom og goddag til selvudvikling på den ene side og på den anden en afsværgelse af politik og den moderne verdens genvordigheder og kontroverser. Men netop sådan er mænds midtvejskriser. Navlebeskuende og irrelevante for alle andre end dem selv. Sådan vil en forvirret blanding af Michael Jacksons "Man in The Mirror" og Dan Turrels anderledes afklarede vandring "Gennem Byen Sidste Gang" selvfølgelig altid tage sig ud. Hvor teksten så halter ganske alvorligt, selvom den insisterer på at blive taget seriøst, så kan jeg hverken klage over afleveringen eller det let psykedeliske beat.

Ugens Filmmand:

Erik Balling: Den Samlede Produktion

Erik Balling døde i den forgangne uge. For mig repræsenterede Erik Ballings fortællekunst især et fast barndomsritual med min mormor og morfar i efterårsferien, når der var premiere på den nye Olsen Banden-film i Palads med efterfølgende milkshake i dansk fortolkning i Jordbærkælderen på Strøget. Det hele er væk i dag, morforældre, Jordbærkælder, Olsen Banden og nu også Erik Balling. Et år afveg vi fra Olsen Bande-rutinen, uvist af hvilken årsag, og gik i stedet i Imperial og så en film ved navn "Star Wars". Den film efterlod naturligvis en 12-årig knægt med kæben helt nede i skødet, hvor mine morforældre nok mest følte sig som Alec Guiness, der omkring sin rolle i filmen mente, at man muligvis kunne skrive Obi Wan Kenobis replikker, men de var umulige at sige. Ballings kunst var en helt anden, ligefrem og ærlig, og den strakte sig også over Huset på Christianshavn - et sikkert must lørdag aften på monopolkanalen - til den store danske krønike, Matador. Nu har vi kun det tomme plastic, som Star Wars udviklede sig til og i stedet for Balling den opblæste idiot Lars Von Trier tilbage, og filmkunsten står sig dårligere ved det.